At træde ned. At træde tilbage. At abdicere med et pennestrøg.
Det er nok noget, mange af vi ældre går og drømmer om.
At hæve pension. At flytte ind i den gode sofakrog med strikketøjet. At lade resten passe sig selv.
Man har gået og forberedt sig i et stykke tid. Har afskaffet husdyrene. Nedlagt staudebedene. Rationaliseret og skåret væk. Sorteret, smidt ud, forenklet.
Vi er ikke dronninger. Vi har ikke en generøs apanage, vaskepiger, stuepiger, kammerpiger, lakajer, livrister, kokkepiger, selskabsdamer, sekretærer, gardere, gartnere og chauffør. Vi skal klare alting selv.
Men vi trænger mest til ro og eftertanke.
For man forstår alligevel ikke verden og menneskene i dag.
Hvorfor al den larm? Vreden? Ufreden? Den formålsløse travlhed? Egoismen? Skrigeriet? Svineriet?
Migmigmigmigmig…
Vi ender jo alle – høj som lav – ung som gammel – før eller siden – i den trange etværelses uden el, vand og varme og med låget fast skruet på.