Privatfoto af diorama med ligbål, Vikingemuseet, Lindholm Høje
Vi ved det jo godt. Ingen slipper. – Det er en katastrofe, hvis døden rammer et barn, en ung eller en voksen midt i livet. Men efterhånden, som vi bliver ældre, forliger vi os gerne med tanken. – Håber bare på den fredelige strådød.
Det er jo i grunden godt nok. Verden har på mange områder passeret os. Er langt videre. Har glemt alt det, vi møjsommeligt måtte lære: paratviden, sproget, omgangsformerne, ritualerne …
Og kroppen er slidt. Gør knuder. Vi kan ikke det, vi kunne, og som vi gerne ville.
Vi er udrangerede, bogstaveligt talt kørt ud på et sidespor som forældede, ældrebyrde, omkostninger …
Men vi føler trangen til at videregive det, vi fik ud af tilværelsen i den tid, der var vores.
– Ethvert menneske rummer et bibliotek, siges det. Og vi kæmper for, at vores private bibliotek af oplevelser og erfaringer ikke skal gå tabt med os. – Det er formentlig en af grundene til, at vi mennesker har klaret os så overmåde godt, at vi nu dækker hele jorden og truer med at kvæle den i vores bjærgsomme virketrang.
Vi gamlinge belærer alle inden for række- og hørevidde. Vi belærer børn, børnebørn, ægtefæller, venner og vildfremmede, som vi møder, om den bedste måde at gøre dit og dat på. Og ingen gider lytte eller belæres. Så vi må enten gå til af uopfyldt videregivelsestrang eller begynde at skrive noget ned, noget som, vi godt ved, ingen læser.
Heller ikke alle de gode historier, som vi har oplevet eller hørt, gider de at lægge øre til, og det er forståeligt, hvis det er anden, tredje eller fireogtyvende gang, vi fortæller det samme.
Alle gamle har brug for børn, elever, apostle, lyttere. Jævnaldrende venner er ikke det samme; de afbryder hele tiden med deres egne historier og oplevelser. Alderen gør os til historiefortællere. Men ikke alle er Homer …
Alder og snarlig død kan skræmme enhver. Nogle vælger at ignorere fakta og kører på, som om døden ikke findes i deres liv. Andre forsøger at forlænge deres ungdommelige udseende og personlige levetid med brædder, bestående af farver i hår og ansigt, operationer, indsprøjtninger, indsmøringer, grøntsager, legemsøvelser, kosttilskud af mere eller mindre nyttig og lødig art … og sommetider udarter det til et benhårdt regime. Så går deres tid med det.
Og nogle prøver at forberede sig, at vænne sig til tanken så godt de kan. De træffer foranstaltninger, laver aftaler, skriver papirer. – Hvilket der kan være god grund til, eftersom alle faste regler er ophævet, og enhver må stå for sit eget.
For en sørgende efterkommer kan det pludselig blive uoverskueligt at tage stilling til det hele, og så meget, som vi selv kan gøre i god tid forinden, må være en hjælp. Hvis vores familier er sammenbragte, er et testamente en god ting. Ikke alle regler tilgodeser dem, vi er tættest på.
Mange af os er ikke medlemmer af en kirke eller andre religiøse samfund, som rummer og ordner det praktiske efter gamle traditioner. Så ethvert ritual må genopfindes forfra. Og så kunne vi jo passende afskaffe de store sammenrend, bunkerne af døde blomster, de uoprigtige mindeord, udstyrsstykkerne.
Vi er blevet for mange.
Personligt går jeg ind for forenkling. En lille, privat mindestund, hurtig bortkørsel, afbrænding og bortskaffelse, gerne i noget skovlignende, hvis noget sådant stadig findes, når min tid kommer. Med de nødvendige remedier i naturlige materialer, så miljøet belastes så lidt som muligt.
Ganske som vikingerne, vores forfædre, blev brændt og forsvandt op i vinden på en times tid. Ifølge den kloge og nysgerrige Ibn Fadlan, en arabisk ambassadør og opdagelsesrejsende, som mødte vikinger og overværede en høvdingebegravelse for ca. 1100 år siden, og som skrev om det. Gav sine erfaringer videre til eftertiden, så vi har dem endnu:
“Han sagde: I arabere er dumme.” – Jeg spurgte: ”Hvorfor det?” Han svarede: “Jo, I går hen til den som I elsker og ærer mest af mennesker og kaster ham i jorden, og jorden og krybdyrene og ormene fortærer ham. Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset i samme øjeblik.” Så slog han en skoggerlatter op. Da jeg så spurgte om dette sagde han: “Hans[14] herre har af kærlighed til ham sendt vinden, så den opsluger ham på en time.” Og der var virkelig ikke gået en time før skibet og veddet og trælkvinden og herren var blevet til aske og så til askestøv! Derpå byggede de på det sted, hvor skibet, som de havde trukket op af elven havde stået, noget som lignede en rund høj.
At træde ned. At træde tilbage. At abdicere med et pennestrøg.
Det er nok noget, mange af vi ældre går og drømmer om.
At hæve pension. At flytte ind i den gode sofakrog med strikketøjet. At lade resten passe sig selv.
Man har gået og forberedt sig i et stykke tid. Har afskaffet husdyrene. Nedlagt staudebedene. Rationaliseret og skåret væk. Sorteret, smidt ud, forenklet.
Vi er ikke dronninger. Vi har ikke en generøs apanage, vaskepiger, stuepiger, kammerpiger, lakajer, livrister, kokkepiger, selskabsdamer, sekretærer, gardere, gartnere og chauffør. Vi skal klare alting selv.
Men vi trænger mest til ro og eftertanke.
For man forstår alligevel ikke verden og menneskene i dag.
Hvorfor al den larm? Vreden? Ufreden? Den formålsløse travlhed? Egoismen? Skrigeriet? Svineriet?
Migmigmigmigmig…
Vi ender jo alle – høj som lav – ung som gammel – før eller siden – i den trange etværelses uden el, vand og varme og med låget fast skruet på.
I disse dage er det et år siden, min mor døde 95 år gammel på et plejehjem i Nordsjælland. Af luftvejsproblemer hed det. Måske corona.
Hun var tidligere balletbarn, speciallærer, i god fysisk form og holdt sig aktiv med kultur og pensionistgymnastik og beboede en fornem, ældre lejlighed på en høj førstesal i Helsingør, så hun fik gået på trapper hver eneste dag.
En lørdag formiddag, da hun var smuttet ned for at handle, blev hun i et kryds ramt af en spritbilist, der forsøgte at snige en brandert hjem. Sammenstødet ødelagde hendes ene knæ, så hun måtte indlægges, opereres og igennem et langt genoptræningsforløb.
Det lykkedes hende med viljestyrke, øvelser og gymnastik at komme tilbage i næsten lige så god form som før uheldet, da hun en dag, uden nogen øjensynlig grund, pludselig blev svimmel og faldt i sin egen stue og brækkede bækkenet flere steder. Hvilket kostede hende endnu mange måneders sygeleje og opgivelse af en hidtil selvhjulpen tilværelse.
Hendes fine, lille lejlighed blev nu omdannet til en banegård med et evigt rend af skiftende hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og rengøringshjælp, det sidste måtte hun selv betale ud af sin lille pension. En dag ringede hun og fortalte, at hun lige havde været i bad med assistance fra en kommunal hjælper, en to meter høj, hærdebred mand af afrikansk afstamning. – Det kræver en smule overvindelse af en kvinde i slutfirserne at klæde sig af foran en mand, og hun var ikke fra en generation, der hjemmevant rejste kloden rundt og socialiserede med alle, de mødte på vejen. Men hun klarede det med et grin og et glas rødvin i sin gode stol bagefter.
Da hun boede fem – seks timers rejse fra mig, var det min bror, der stod for det meste af den praktiske hjælp, hun efterhånden fik mere og mere brug for, herunder til indkøb og styring af økonomi. Men et år besluttede jeg at tage over til hende og for en gangs skyld afsætte så mange dage, at vi rigtig kunne snakke, hygge og få klaret nogle af de ting, som sønner og kommunale hjælpere ikke inkluderede.
Så jeg ankom med fodbadesalt, nye negleklippere og neglefil og gav hende den store tur, for de offentligt ansatte havde ikke tid og efterlod hende med lange, forrevne eller dårligt klippede, kradsende negle.
Jeg gav hende bade, der ikke involverede store, fremmede mandfolk.
Jeg købte ind og lavede frisk og nærende mad og lækkerier.
Jeg købte rengøringsmidler og skurede køkken og bad grundigt, ryddede op, støvede af og smed ophobet affald ud, for hendes hjælpere nægtede at tage sig af skraldet.
En dag, jeg havde været ude på indkøb, sad der en lidt flommet, svensk, mandlig sosu-assistent inde i stuen hos min mor, da jeg kom tilbage. Han havde sat sig bekvemt til rette i hendes sofa og var midt i en lang forklaring, som han nu gentog over for mig, om, hvorfor han ikke kunne tage en lille, grøn affaldspose med sig ned, når han gik.
Min mor var synligt træt af hans snak og afbrød ham med et: ’Hvis du nu bare havde taget posen i stedet for at sidde der og snakke, så var der jo ikke noget problem!’
Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det, mens jeg var der, men at de måtte finde en løsning på lidt længere sigt. En kvinde, der knapt kan gå mere end nogle få skridt med støtte af en rollator, kan ikke selv gå ned ad flere, stejle trappeforløb med affald, noget af det var blodige forbindinger.
En aften efter maden sad min mor og jeg i hendes hyggelige stue og snakkede om gamle dage, om ting, vi havde oplevet, og om mennesker, vi havde mødt. – Min mor rejste sig usikkert for at gå på toilettet, men vi var i pjattehumør og af bar grin svimlede hun forover og slog hovedet mod en åbentstående dør, så blodet løb ned over hendes ansigt, og det venstre håndled, som hun havde prøvet at tage fra med, hævede voldsomt op og forekom brækket …
Jeg fik hende op at sidde med nogle puder, så hun lænede sig ind mod et skab, og efter hendes direktiver fik jeg ringet efter hjælp. To kommunale damer, den ene sygeplejerske, dukkede op en lille times tid senere. – De mente også, at håndleddet kunne være brækket, og de hjalp med en midlertidig forbinding af det blødende hoved.
Til alt held havde min bror sørget for et Falckabonnement til min mor, så et par timer senere kom en chauffør og fik min mor bakset ned i bilen, hvor der i forvejen sad en sørgmodig, ældre herre, og transporterede os alle den lange, nattemørke vej til Hillerød Sygehus.
Vi meldte os i receptionen og fik besked på at tage plads i et koldt og nøgent venteværelse … hvor vi sad i tre timer, indtil jeg igen gik hen i receptionen og forklarede, at min mor var over 90 år gammel og ikke kunne sidde ret op og ned på en stol en hel nat igennem. Hvorefter de kom og hentede hende ind i et stort, åbent behandlingsrum, hvor hun kunne ligge på en båre med hjul.
De kiggede kort til hendes skader og forsvandt igen. To gange måtte jeg støtte min mor, så hun kunne bakse sig ud og hen ad gangen til et toilet. Jeg fandt vand og saft til hende og sad på en stol ved siden af båren igennem yderligere to – tre timer og prøvede at holde humøret oppe hos os begge.
En sygeplejerske kom og målte min mors blodtryk. Det var på 230. – Så kiggede hun på håndleddet og bad os gå op på røntgenafdelingen. – Det blev en lang tur i meget langsomt tempo. Vi sad en time til halvanden på kolde stole i gangen uden for afdelingen, til min mor klokken tre om natten blev kaldt ind, og billederne blev taget. – Håndleddet var brækket.
Tilbage på båren på behandlingsstuen begyndte sygeplejersken at sætte min mors håndled på plads. Hun hejste armen op i et stativ og lod dens egen vægt strække knoglerne ud, hvorefter hun lagde gips og forbinding om. Derpå fulgte endnu en lang og smertefuld vandring op til røntgenafdelingen, ny ventetid, nyt billede, og først derefter, mere end 12 timer efter min mors fald, fik hun renset og syet flængen i hovedet. Min mors grå hår var rødbrunt af størknet blod.
Selv om hun havde klaget over smerter, fik min mor kun tilbudt et par Panodiler, og nu sad vi igen i ventesalen og måtte vente til hen på formiddagen, før en Falckmand kunne hente os og køre os tilbage til lejligheden i Helsingør, hvor trapperne skulle forceres, så vi begge kunne gå til ro efter en lang nat i sundhedsvæsnets kolde hænder.
Jeg blev selvfølgelig yderligere nogle dage, indtil kommunal hjælp og min bror kunne tage over. – Min ’forkæl min gamle mor’-rejse havde vist sig til mere skade end gavn.
Et år efter blev det tid at forlade lejligheden og den efterhånden meget begrænsede selvhjulpethed og diskussionerne med de kommunale plejere om hvem, der skulle bære skraldet ned. Min mor fik plads på et plejehjem.
Midt under de værste coronamåneder fik min bror arrangeret flytningen og indrettet det lille værelse med nogle af hendes personlige ejendele. Min mor var på det tidspunkt ofte uklar og forstod ikke alt, hvad der foregik, men hun blev i kørestol kørt ud på en balkon, så hun kunne se og vinke til os og resten af familien, der var dukket op for at se hende godt indlogeret.
Et lille halvt års tid senere var min mor i sin forvirring faldet ud af sin seng midt om natten, og personalet på plejehjemmet sendte hende – alene – med en sygetransport til Hillerød Sygehus, hvor hun for en sikkerheds skyld blev røntgenfotograferet, så man kunne se, om hun havde brækket noget. Det havde hun heldigvis ikke. Så en portør fulgte hende ned i foyeren, hvor hun fik besked på at vente, til en Falckmand dukkede op og kunne køre hende tilbage til hjemmet.
Vi ved ikke hvor længe, der gik, for hun var helt alene og sad på en umagelig, kold stol midt om natten et ukendt sted. Måske skulle hun på toilettet. I hvert fald rejste hun sig og faldt, og denne gang brækkede hun lårbenet.
Da hun befandt sig på et sygehus, blev hun jo røntgenfotograferet og opereret uden yderligere transport, så snart de fandt hende og fik tid til at tage sig af hende.
Derefter var det helt slut med at gå. Min mor fik morfinplastre. Og hun døde alene i sin seng på plejehjemmet af en luftvejsinfektion umiddelbart efter endnu en natlig transport og en kort indlæggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus.
Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg omgående investerede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehænder.
Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.
Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flammende og beroligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glødede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvævede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.
Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude.– Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.
Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsaldre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’ernes gyldne og håbefulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i betydningen omtanke, omhu, tradition og tid.
Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende betonhuse i fantasiløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.
Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.
Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.
En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.
Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et minimum af tid eller omhu i.
Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granitskærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.
Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene består af træproduktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hundelorte, affald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundhedsskadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyllebefængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige engområder. Langs motorvejene breder triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme natur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tømmes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og giftstoffer. Og i byer og boligkvarterer accepterer vi et tårnhøjt, forurenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.
Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores menneskelige værdighed.
På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi efter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelsesløshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, udnyttelse, tørke, oversvømmelser og politisk ustabilitet.
Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om virkelige forbrydelser, jo mere spektakulært bloddryppende og seksuelt eksplicit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfigenhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbscenter, Emilie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på internettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kaster sig hovedløst ind i retssager og begivenheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler prisen for massernes utidige nysgerrighed.
Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddannelser, men installerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller accepterer – andre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre mennesker, som oftest fattige kvinder og børn … – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.
Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kvalitet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ventetider i trængsel og kunstige omgivelser. Hvorefter man går gåsegang i mængden af andre turister i fx Uffizierne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, solskoldet russer, så rammes man i hovedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shortsklædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bondekone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjålent glimt af ind imellem alle de andres skuldre og hoveder.
I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøsefornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job alvorligt. – Har alle meget vigtigere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver betalt for?
Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at andre trafikanter bringes i fare.
Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nødsituation. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minutters audiens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smerteplagede patienter om deres private holdninger til fx brugen af smertestillende midler, så lægen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.
Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-fungerende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.
Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i underdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser deres forældre og tryghedspersoner igen.
Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge henvises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesskabet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderledes resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.
Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale behov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.
Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på marker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ignorere syge, svage eller tillidsfulde medborgere eller ødelægge jordens fælles ressourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne anklager og skældsord ud i offentligheden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.
Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materielle, også i omgangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som følelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hinanden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale medier er blevet en folkesport.
Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambitiøse nullerter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at arbejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.
I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigtsløs masse af publikum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i forbindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det offentlige rum, ofte via de efterhånden utallige sociale medier.
Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en værdig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellemmenneskelige forhold er styrtdykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre statussymboler er steget helt enormt.
Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rummelige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes overmåde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde altid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Parat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange samtaler introducerede han mig til Løgstrup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.
K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den etiske fordring’, skrev han bl.a.:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af viden, erfaring, traditioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbelvælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hænderne på de uvidende og uuddannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjemlige eksempler at tage af.
Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, politikerne, embedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige samtale.
De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til åndløse telefonsvarere uden mulighed for hjælp.
Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, populærkulturen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i medmenneskelig omsorg og velfærd.
Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sammenbrud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frembragt.
De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelettelser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som politikere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sundheds- og plejesektoren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.
Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.
Vi har i løbet af de seneste generationer overladt vores børn og unge til at udvikle sig i institutioner, skoler og skolepasningsordninger uden meget voksenkontakt.
I de store flokke af jævnaldrende lærer vores børn og unge ikke om voksenlivet eller voksenlivets færdigheder.
Uden perspektiv på tilværelsen, uden fornemmelse for andre grupper end ens egen, uden fortrolighed med dyr, natur og accept af givne forhold, uden at kunne sproget, uden at kunne tænke logisk og usentimentalt, går mange ned med stress eller andre diagnoser, mens de, der klarer sig, fortsætter ind i voksenlivet
● iklædt sneakers, hættetrøje og omvendt kasket
eller
● halvvejs afklædte, selv om vinteren, i seksuelt eksplicitte kostumer
og
● barnligt selvoptagede, tager selfies, bekymrer sig om ’likes’ på SoMe, hænger i mobiltelefonen som i en navlestreng
● kræver ind fra forældre, bedsteforældre, lærere, naboer, samfundet uden at tænke på at give noget igen, uden at kunne acceptere krav eller bare en lille tjeneste til gengæld
● bibeholder deres barnlige spisevaner, pizza, burgere, fiskefingre, nuggets, chips, doughnuts, cola, bland selv-slik, Nutella, skrællet frugt, te med frugtsmag, kaffedrikke, der består af alt andet end kaffe, men er rørt sammen af UHT-mælk eller plantebaseret ’mælk’, masser af sukker, karamel, kakao, kanel, græskar o.l.
● bestiller abonnementspakker med legetøj, makeup, spil, hobbyartikler, spændende gaver/overraskelser til sig selv og grønt- eller måltidskasser lige ind ad døren
● ikke orker at føre hus, brokker sig over det mindste, bestiller fast food og lader alting flyde
● ikke kan forpligte sig på forhold eller opgaver, men foretrækker at flyde ud i sofaen med indholdstomme, men pirrende, serier og mobilen implanteret i den ene hånd
● ikke kan træffe og overholde en aftale uden at modtage to – tre sms’er med påmindelser fra fx optiker, læge, sygehus, tandlæge o.l.
● benytter et barnligt begrænset sprog
● fortsætter de barnlige interesser og tidsfordriv langt ind i voksenalderen, drukture, skiture – også selv om sneen kommer fra energikrævende snekanoner, solferier med opvarmede pools og allinclusive softice og kødboller, lege- og vandlande, kort- eller brætspil, fester, festivals, koncerter, tivoliture …
● ikke påtager sig voksent ansvar og borgerskab, men retfærdiggør sig med, at man ’ikke fik nok information’ – Hvem skal give det? Nettet flyder med informationer for de videbegærlige. Det er blevet et fremherskende træk i tiden, at man bare forurettet kan give andre skylden for sin egen dybe uvidenhed, hvis der fx bruges et ord eller begreb, som man ikke forstår
● ikke kan læse længere, sammenhængende tekster, men skal have dramatiserede ’nyheder’ og historier – podcasts og lydbøger – læst højt, som da man var fem år gammel
● de selvpålagte, uvidenskabelige diæter, intime legemsøvelser og motionsregimer overtrumfer familieliv og andre, måske mere udbytterige, aktiviteter, men så kan man i det mindste opretholde en illusion om formål og faste rammer
● med en forestillingsverden præget af de nærmeste omgivelser, vennegruppen og de sparsomme informationer, man tilfældigt præsenteres for på nettet
● ikke kan gå uden for en dør, løbe eller cykle en tur, sidde i et transportmiddel, gå med hund eller barnevogn, ordne havearbejdet eller støvsuge sin egen stue uden at få læst historier op i ørepropperne
● skal have patteflaske i form af lågkrus med mælkekaffe eller vandflaske med allevegne
● ser barnagtige standup’ere, bagedyster, danse- og syngekonkurrencer for amatører eller endeløse serier om ingenting i tv
● bruger det meste af den vågne tid på småchat og andet tidsfordriv på mobilen, IPad’en, computer- eller spil
● ikke kan forventes at møde til tiden, lave lektier, forberede sig
● ikke i sin umådelige selvoptagethed kan finde ud af at holde orden omkring sig eller være en god nabo
● ikke kan forventes at udvise respekt eller omsorg for egne forældre, bedsteforældre, for sidemanden i bussen eller kassedamen i supermarkedet, for det var jo altid meningen, at ALT skulle tilflyde én selv som en slags kompensation for de lange, uafhentede dage i institutioner
● ikke ved, at man holder til højre på fortovet, at man ikke står og fylder hele fortovet, så andre ikke kan komme forbi, at man ikke overhaler eller kører på tværs af et ligfølge, mellem rustvognen og dens følge af sørgende pårørende i biler, at man ikke tager hunde med på kirkegårde, ikke sætter sine snavsede sko op på sædet, at man tager hatten/kasketten af som et tegn på respekt, når man går ind i andre menneskers hus, at man ikke dytter ad ældre mennesker eller mødre med barnevogn, der er på vej over et fodgængerfelt o.l.
● ikke kan tage sig af eller passe sine egne børn, men anskaffer sig mærkelige, små hunde i stedet og klæder dem ud i mennesketøj
● omdanner byen til privat motionsbane og legeplads og færdes i løb eller på racercykler, enorme ladcykler, løbehjul, skateboards eller rulleskøjter
● pludselig går helt vildt meget op i store bededag, en gammel, kirkelig helligdag, placeret i en forårsmåned med to andre, gamle helligdage, og arrangerer demonstrationer, HAAADER de politikere, man selv lige har valgt, får puls og blodtryk helt op i det røde felt, mens krigen raser tæt på, mere end 50.000 mennesker dør i jordskælv i Tyrkiet, folk flygter over havene og omkommer undervejs, mange bliver fattigere omkring én, sundhedsvæsnet er brudt sammen, landbrug og industri forgifter luft, jord og drikkevand, fiskerne fisker havet tomt for fisk, vi udleder plastic i enorme mængder hver eneste dag, og planeten, som vi skal bo på, skiftevis brænder eller oversvømmes
En seriøs avis, Politiken, tester slik og kager, konfekt og fastelavnsboller, men ikke voksenmad, såsom rugbrød eller økologisk kål:
Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.
Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:
Folkepension
Førtidspension
Tillæg til folke- og førtidspension:
Mediecheck
Ældrecheck
Varmetillæg
Helbredstillæg
Personligt tillæg
Din personlige tillægsprocent
Bistands- og plejetillæg
Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
Seniorpension
Tidlig pension
ATP Livslang Pension
Tjenestemandspension og LD Fonde
International pension
Efterløn, fleksydelse, delpension
(Fra borger.dk)
Hvilket de ganske givet også har.
Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.
Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det. – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sikret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.
For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.
Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.
Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har oplevet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livsfarlige situationer i populærkulturen.
Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skallen smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.
Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver ældre.
Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker noget frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.
Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.
Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vintermorgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.
Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter middagen.
Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?
Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vinters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er vedkommende mon nu? Burde jeg have …?
Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sagtens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbentlig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.
Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste generationer: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …
Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det årsagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?
Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.
– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.
– Ja, siger hun.
– Er der noget, der gør ondt?
– Nej
– Er der noget, du savner?
– Nej
– Keder du dig?
– Nej
– Hvad laver du, når du ligger her?
– Tænker
– Hvad tænker du på?
– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.
