Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

Generationskrig

Politiken.dk 18.11. 2020:

Gymnasieelev: Jeg begrænser min ungdom for utak­nem­melige generationer

Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke en­gang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige gene­rationer?

https://politiken.dk/debat/art8002704/Jeg-begr%C3%A6nser-min-ungdom-for-utaknemmelige-genera­tioner

Der er en tendens i tiden til at iscenesætte alt som en bitter krig mellem generationer, og min avis, Poli­ti­ken, er ikke sen til at kolportere vrøvlet. Anklager, konflikter og følelser sælger aviser og genererer klik.

– De ældre foragter de yngre, som er kommet alt for let til tingene, er uvidende, ikke har lært spro­get, op­førsel og respekt. – Har det ikke altid været sådan?

– Og de yngre foragter de ældre, som har raget for meget til sig, er for stive, gammeldags, belæ­rende og fordømmende. – Har det ikke altid været sådan?

De unge har ikke levet længe nok til at erhverve sig ret mange materielle goder, viden, indsigt og erfa­ring.

Og de ældre har arbejdet i mange år og har fået hus og pensionsordning, de har levet længe, har fået vaner og har lært no­get, måske en ny ting hver eneste dag i 50, 60, 70 eller flere år, og de har levet i tider, hvor meget var an­derledes.

Lige for tiden har de yngre generationer travlt med at hævne, at de følte sig overset i barndommen, bl.a. ved at bebrejde deres forældre, at de har ødelagt jorden med forurening. Men de stakkels forældre forstår ingen­ting, for det begyndte for flere hundrede, måske tusinde, år siden med overbefolkning, overudnyttelse af jordens ressour­cer, fossile brændstoffer, industrialisering og det intensivt usunde, giftspredende landbrug. Også de ældre generationer fik overgivet et samfund på godt og ondt. Og mange organiserede sig og kæm­pede på alle måder for forbedringer. – De virkeligt an­svarlige er ikke mor, far, bedstemor eller oldefar, som bare har levet deres liv og gjort, hvad de kunne, mens de har sørget (godt) for de opvoksende generationer. Miseren skyldes snarere nogle i mennesket ibo­ende kræfter, heriblandt grådighed.

Disse kræfter besidder vi for at sikre vores overlevelse bedst muligt og ved anvendelse af alle midler, fysiske, psykologiske og politiske. – Og det er uden for enhver tvivl gået for vidt. Vi er blevet for mange, og vi forbruger for meget. Derfor deltager mange i forældre- og bedsteforældre­generationen i bevægelser, politiske, for ligestilling eller som græs­rødder, hvor de kæmper mod ulige forde­ling af go­derne, mod forurening og overudnyttelse af ressour­cerne. Hvis man for­søger at gøre proble­merne mindre og mere overskuelige ved at gøre dem til en bi­nær generationskamp, løser man ikke noget.

Enhver generation har brug for sit eget oprør, det forstår jeg. Ville bare ønske, at oprøret ikke tan­ke­løst manifesterede sig som en personlig krig, hvor enhver kan tiltage sig retten til at diktere, hvordan naboen helt ned i meningsløse detaljer bør leve, for virkeligheden er uhyre meget mere kompliceret. Der findes ikke så enkle svar på så store udfordringer. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi engagerede os i en fælles kamp.

Hvorfor tror de unge vrede, at der er en aldersgrænse, hvorefter man pludselig holder op med at be­kymre sig om klodens tilstand og menneskeheden, børn og børnebørns overlevelse? Og er det ikke en smule ved siden af målet at beskylde de ældre for at være dem, der går rundt i supermarke­der og spreder corona­smitten? – Hvad med skiturister, der overvejende var yngre mænd? Og minkfarme, der fik smitten til at eks­plodere i ellers sparsomt befolkede landsdele? Fester, rejser, slagterier, alt for trange bolig­forhold?

Vi oplever lige nu en pandemi, en verdensomspændende, smitsom sygdom, der både dræber og handi­kapper millioner af mennesker over hele kloden. I Italien har de nu igen ikke midler til at be­handle alle de syge, der i Napoli holder i kø til overfyldte sygehuse. Vi har ikke oplevet noget lig­nende siden Den Span­ske Syge under 1. Verdenskrig for hundrede år siden.

Det er ikke muligt at decimere en pandemi til en konflikt med kun to sider, unge og ældre. Corona­virussen er nu et verdensomspændende problem, og ligesom vi alle skal bekæmpe forurening, skal vi alle hjælpes ad med at stoppe smitten. Alt andet ville være umenneskeligt.

Ja, det er overvejende bedsteforældrene, der dør, og det er muligt, at unge gymnasieelever mener, at slægtens ældre sagtens kan undværes, men vi har unge og yngre mennesker, der endnu et halvt år efter smitten lider af senfølger, og ingen ved endnu, hvor ødelæggende det kan være for indivi­der, even­tuelle børn og familier.

Så skal vi ikke bare alle sammen gøre vores bedste? – Hvordan man forholder sig under en epidemi, og hvem, der ved sin opførsel har ‘fortjent’ at overleve, er nok ikke en sag for 17-årige …

https://politiken.dk/tag/main/Syg_i_m%C3%A5neder_efter_covid-19

Coronafejlkommunikation

● Fra begyndelsen forlød det fra officiel side, at vi ikke skulle bekymre os om coronavirussen; den ramte kun de gamle og de syge … Hvorefter de gamle og de syge gik i dækning og le­vede i dirrende skræk for denne aldersdiskriminerende mikroorganisme, mens de yngre levede, som de plejede, med opfattelsen af, at de var usårlige, beskyttet af magiske kræf­ter.

● Fra begyndelsen forlød det, at COVID-19 kun gav et mildt forløb; det var nærmest som en for­kølelse … Hvorefter vi så alvorlige forløb, også blandt yngre mennesker, med døds­fald eller lang­varige senfølger.

● Fra begyndelsen forlød det, at mundbind hverken gjorde fra eller til; det viste alle under­søgelser … Hvorefter det pludselig blev bestemt, at de virkede, og at alle skulle bære mund­bind på offentlige steder. *

● Fra begyndelsen forlød det, at mink ikke var en risiko for mennesker – måske pga. erhver­vets årlige, påståede milliardindtjening. Men efter kort tid havde ellers normalt isolerede, spredt befol­kede landsdele med mange minkfarme, Thy, Hjørring, Brønderslev, Vesthimmerland, Lemvig, Frederiks­havn og Jammerbugt kommuner, nogle af de højeste og stadigt stigende smittetal i landet. Minkvirussen formerede sig lystigt og muterede og blev pludselig en trussel mod hele ver­denssundheden.

● Af alle de muterede minkvirus man fandt, lagde myndighederne i deres kommunikation stor vægt på en enkelt, Cluster 5, som havde særlige mutationer, der kunne bevirke, at en evt. vaccine ikke genkendte den og dermed ikke ville være virksom. Man fandt kun få mennesker smittet med denne specielle form for virus, 12 i alt, og den forsvandt hurtigt igen efter den omfattende nedslagtning og nedlukning, som blev sat i værk i november måned. Men skaden var sket: Alle fokuserede på Cluster 5 –og forlangte, nu hvor denne specielle mutation tilsyneladende var udryddet, øjeblikkelig genåbning af de berørte landsdele og stop for alle aflivninger af mink – i stedet for at frygte alle de andre, eksisterende og potentielle, muterede virusformer, der lynhurtigt og uvægerligt opstod i et korpus på 17 mio. levende mink.

Kommunikationen fra politikere og myndigheder var vaklende og uklar på flere afgørende punkter i løbet af coronakrisens første år i Danmark. Det gav en del uro, usikkerhed, vrede og misforståelser. Bl.a. var det en pine at overvære de talrige pressemøder, hvor aggressive journalister fra alle dele af pressen havde deres egen dagsorden, ledte efter konspirationer og forsøgte at spille kloge og kritiske ved at stille alt for lange spørgsmål, der først og fremmest viste, at de ikke helt havde fattet alvoren og essensen.

Vi skal bære over med dem, der forsøger at hjælpe og berolige os. For de har heller ikke prøvet dette scenarie før. Ingen nulevende har oplevet en pandemisk virusepidemisituation, der er helt uden for kontrol, og vi må alle prøve os frem og komme igennem det så godt som muligt.

Det kræver bl.a., at vi ikke udnytter situationen til at forgylde os selv, vores forretninger eller mink­farme for fællesskabets midler. Kompensation er rimeligt, evindelig pengesnak og forgyldning i en krisesituation er forkasteligt.

Vi skal heller ikke hyle op, kloge os og gøre opmærksom på os selv, med mindre der er alvorlige ting på spil. En mis­set studenterfest, et bryllup, en julefrokost, en ferietur er ikke grund nok til at forstyrre an­dre, når en epidemi raser.

Og så bør vi ikke hele tiden afvente ordrer fra oven, men begynde at tænke selv og tage vores egne for­holdsregler. – Og så kan vi glæde os over, at vi stadig kan få friske forsyninger af dagligvarer, at vi har varme boliger, et nogenlunde velfungerende sundhedssystem og masser af elektronisk under­holdning.

Eksperterne arbejder hårdt på løsninger, medicin, vaccine, strategier; der er håb forude, men det er vigtigt, at vi ikke råber op og gør os udtilbens og forplumrer deres arbejde.

Vi skal holde lav profil, være stille, færdes forsigtigt og hver især forsøge ikke at forværre proble­met yder­ligere.

Så skal det nok gå alt sammen.

* Ang. mundbind:

Mundbind indkapsler IKKE brugeren i en smittefri boble! Mundbind kan sammen med andre forholdsregler, afstand, håndvask, afspritning og navnlig begrænsning af sociale kontakter (og omgang med mink), nedsætte sandsynligheden for luftvejssmitte.

Mundbind har længe været brugt ikke-medicinsk i større bysamfund i Asien. Ikke pga. luftforurening, som mange ikke-asiater tror, men for at forhindre smitte.

Det er ikke bæreren, der er bange for at blive smittet. I disse kulturer anses det for høfligt ikke at udsætte andre for smitte. Så hvis man er forkølet eller fornemmer, at en influenza muligvis er undervejs, ifører man sig mundbind, der skal opfange evt. host og nys og anden spredning af dråbesmitte i det offentlige rum, butikker og transportmidler.

Denne form for brug svarer meget godt til vores nuværende viden om mundbinds virkning: Mundbind opfanger en stor del af smitten fra bæreren ved at holde på de større virusinficerede dråber fra mund og næse, så de ikke spredes helt så meget, som hvis den smittede ikke havde båret mundbind.

Disse små dråber kan hænge i luften i over 30 minutter fx i en bus og smitte andre passagerer på mange meters afstand, viste kinesiske forsøg.

Mundbind kan også beskytte bæreren mod meget store mængder af smitte, således at sygdomsforløbet ikke bliver helt så voldsomt, som hvis man havde fået en stor dosis smitte på én gang.

Men for at være til nytte kræver det selvfølgelig, at man bruger mundbindet korrekt, at man køber de certificerede, sætter dem på med afsprittede hænder, så de dækker næse og mund tæt, at man ikke rører ved ydersiden, ikke tager dem af og på mange gange, ikke genbruger dem mere end måske en enkelt gang, skiller sig af med dem på en forsvarlig måde, udelukkende holder i elastikken og ikke på selve mundbindets forside, og spritter hænder eller vasker dem grundigt bagefter.

https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/forskere-mundbindsstudie-har-stillet-det-helt-forkerte-spoergsmaal

https://www.scmp.com/news/china/science/article/3074351/coronavirus-can-travel-twice-far-official-safe-distance-and-stay

Pludselig husker jeg:

Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.

Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.

Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.

Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.

Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:

Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af …  Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.

Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?

Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.

Planter

Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.

Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?

Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?

At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.

Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.

Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.

Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.

Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

  • Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
  • Hunde æder lort
  • Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
  • Hunde kradser på møbler, gulve og døre
  • Hunde fælder
  • Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
  • Hunde skal strigles
  • Hunde tisser på gulvet
  • Hunde får lopper, orm og flåter
  • Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
  • Hunde kaster op
  • Hunde gør
  • Hunde generer gæster
  • Hunde generer naboer
  • Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
  • Hunde skal trænes i årevis
  • Hunde bliver syge og kede af det
  • Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det inde­bærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker ind­hegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nær­mest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hun­den, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kom­mer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i sko­ven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og ge­nere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at op­drage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinan­den i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hun­deliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan mod­nes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mind­ste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv pas­sede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vid­ste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit ven­stre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseen­det eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der ge­nerer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

Coronavirus

Det er bekymrende, at en ny virus er ved at brede sig.

Det er måske endnu mere bekymrende, at vi ældre mennesker så let udskilles af fællesskabet med ’beroligende’ ord fra eksperterne om, at virussen kun er alvorlig, hvis man tilhører den ældre aldersgruppe og måske ovenikøbet har en kronisk sygdom.

Kan vi så nemt undvære de ældre? At vi afskriver dem med et skuldertræk og et ’bare rolig’ til de yngre? Hvor meget yngre skal man være for at være rolig? 5 år? 10 år? 20 år?

Hvad siger de ældres arbejdsgivere? Kollegaer? Ægtefæller? Venner? Børn og børnebørn? – Ser de bare frem til arv og bedre plads?

Politikens Netavis, 1.3. 2020*:

’Ekspert om coronavirus: »Den er slet ikke så farlig, som mange går og tror«

(…)

Hvem er i farezonen for smitte?

»Langt de fleste behøver slet ikke være nervøse. Det er stort set, med forbehold for undtagelser, primært den ældre aldersgruppe og folk med kroniske sygdomme, der bliver alvorligt ramt. Hos børn og unge ser man næsten ingen dødsfald. For langt størstedelen af dem, der bliver smittet, udvikler det sig til en mild sygdom, som man sagtens kan overleve«.  (…)

Skal man være nervøs, hvis man får konstateret corona i Danmark?

»Man behøver bestemt ikke være nervøs for, at man mister livet, hvis man får konstateret corona. Det er kun i få tilfælde, at folk fra bestemte grupper, altså i forvejen syge, særligt svækkede og ældre, kan have grund til bekymring og skal passe på.  (…)’

Og

Politikens Netavis, 2.3. 2020:

’Er du fyldt 50 år? Så er du allerede senior og en af jobmarkedets tabere

I det hele taget er vi blevet hurtige til at udskille medborgere i kategorier, som ikke omfattes af det fælles ’vi’, og som vi ikke behøver at udvise solidaritet, men blot kan tilkaste lidt opmærksomhed og almisser ved festlige lejligheder: kvinder, indvandrere, flere generationer af børn af indvandrere, udkantsmennesker, jyder, overførselsindkomstmodtagere, brune, arbejdsløse, sygemeldte, hjemløse, patienter i psykiatrien, børn med særlige behov, kronikere …

Derudover er det nu helt åbenlyst, at vores vinterferiemigration er en lige så fast tradition og potentiel smitterisiko, som kinesernes nytår viste sig at være.

*https://politiken.dk/indland/art7683264/%C2%BBDen-er-slet-ikke-s%C3%A5-farlig-som-mange-g%C3%A5r-og-tror%C2%AB

Kvinderollen er (igen) til forhandling

Om Lise Rønne/Bo Tao Michaëlis:

Tv-værten, Lise Rønne, skrev d. 14. 12. 2019 en glimrende og tankevækkende kronik i Politiken*, hvor hun reagerede på en nedsættende tv-anmeldelse skrevet af Politikens tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis**, som i sit vildtblomstrende sprog bl.a. fik kaldt hende ’småneurotisk’:

‘Den i andre sammenhæng ferme værtinde Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil på energi af velvillighedens intentioner bestrøet med søde superlativer. ’

Lise Rønne sætter i sin kronik projektøren præcist på et meget ømt sted i den offentlige debat. Hun skriver bl.a.:

’Jeg er ellers vant til lidt af hvert. Jeg har ofte kun lige sagt ’tak for i aften’ i Aftenshowet, inden det er trillet ind med beskeder i min indbakke, typisk fra ældre kvinder i bedstemoralderen i øvrigt.

Et hurtigt greb i posen: Jeg har lignet ’en dreng’ og ’en kræftsyg’ pga. mit ’gyselige korte hår’. Der har også været den med, at min mand da måtte finde mig virkelig grim.

Eller de ufattelig mange, der har oplevet mig som værende et mix – kombiner selv – af en medieliderlig, hysterisk, selviscenesættende, skinger (selvfølgelig), tomhjernet gås med en grim krop i noget grimt tøj, der har gjort, at de med det samme har været nødsaget til at skifte kanal. Småneurotisk er ny for mig.’

Lise Rønne – og mange andre, fortrinsvist kvinder – har fået ondsindet, personlig kritik fra tilfældige mennesker efter tv-optræ­dener, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke Bo Tao Michaëlis’ vrantne og nedladende kommen­tarer om hendes person burde have været trykt. Det ligger langt ud over alle grænser offentligt at nedgøre en sagesløs person på denne måde og med dette ordvalg.  – Så hvad sker der?

Bortset fra almindelig forråelse og dedikerede internettrolde er nogle mennesker bare vrisne, uopdragne og uempatiske, og de nye medier lader dem uhindret komme til orde på alle platforme.  Selv Politikens ellers seriøse debatredaktion lader i disse år i klikfiskeriets navn usaglige og pointeløse, personlige tilsvininger passere som ’læserbreve’ eller ’debatindlæg’, og deres tv-anmeldelser er nu også ufølsomt og grundløst personlige.

 –  Men måske er der også andet end empati og velopdragenhed på spil? Noget, som også tænksomme, velopdragne og empatiske mærker? Som måske er et resultat af en kultur- og generationskløft?  – Som kvinde i bedstemoralderen vil jeg forsøge at forklare, hvorfor ældre mænd og kvinder i nogle tilfælde lader sig provokere af yngre værtinder i radio og tv.

Vi havde Ghita Nørby, som fortvivlet og pinligt aggressiv måtte opgive et interview med en kvindelig ud­sendt fra Radio 24/7.

Vi havde Rasmus Bech, efter min mening den bedst begavede skribent Politiken har, der kom for skade at kommentere, at kvindelige nyhedsværter stolprede rundt i tårnhøje stiletter. Hvilket de jo gør.

Og så har vi Bo Tao Michaëlis, hvis bedagede onkelkommentarer om kvinder i samme avis længe har været anstødelige, også for mig, der er hans jævnaldrende.

Først og fremmest har tv en stor gennemslagskraft, og alle mennesker kan frit projicere alle deres egne problematikker over på tv-personaerne, fordi de ikke kender dem.  Og der kommenteres lystigt i de mange medier.  Mange gange følelsesdrevet og formålsløst på en måde, der ikke fremmer debatten. – Offentlige personer, navnlig kvinder, udsættes i dag for så mange personlige angreb, at der skal endog me­get hård hud på sjælen for at stille sig frem. – Mænd er mere beskyttet bag neutrale jakkesæt og en afdæmpet, seriøs manderolle. De fremhæver ikke deres seksuelle tilgængelighed med overflødig pynt, mens de refere­rer fra verdens brændpunkter, og påkalder sig dermed ikke i samme grad forstyrrende opmærksomhed på deres egen person.

Dernæst er tv ikke længere et lille 25 tommers billedrørs-tv, som er gemt af vejen i en krog og kun tændt et par timer om aftenen. I dag har de fleste 60 tommer fladskærm klasket op mod stuens bedste væg, hvilket betyder, at værterne smækkes lige op i synet på os i storskærmsformat, hvilket kan føles overvældende og  intimiderende.

Og så kan vi konstatere, at kvinderollen, herunder moderrollen, til stadighed diskuteres heftigt i disse år, navnlig i Politiken. Vrede følelser sparkes frem og tilbage. Det er, som om den ene kvinde ikke kan tillade, at den anden kvinde lever anderledes, end hun selv gør. – Og det er ikke noget nyt. – I midten af 70’erne blev jeg tjekket og voldsomt kritiseret af min storesøster, fordi jeg havde smurt vaseline omkring mine tørre øjne, før jeg en morgen skulle af sted til mit sommerferiejob på en planteskole. Hun troede, at jeg havde brugt mascara og var ude på at fremhæve mine kvindelige træk og gøre mig lækker. – Det gjorde man ikke ustraffet på den tid! – Én af mine gamle veninder betroede mig, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at lakere sine tånegle. – I 70’erne, da vi, der nu er i bedstemoralderen, var unge, var makeup og andre seksualiserede signaler ikke socialt acceptabelt, og vores verden var fuld af vrede storesøstre, der sanktio­nerede os, hvis vi prøvede at score billige kønspoint.

Det er dette tankemønster, Lise Rønne og andre kvinder, der viser sig offentligt i fuld krigsmaling og måske ovenikøbet højhælede sko, er oppe imod. De kvinder, der i 70’erne læste Marx og Habermas og kritiserede de herskende kønsroller og gik med spaltet hængehår, overalls og træsko, opfatter de yngre kvinders frem­toning som dullet og trutmundet indyndende. Mændene fanger måske mere de seksuelle signaler, som i vores ungdom var forbeholdt sexarbejdere og billederne i ’Weekendsex’ og ’Ugens rapport’, og reagerer på dem.

Jeg bliver personligt pikeret, når jeg støder på journalister, der burde være neutrale i dragt og adfærd, på skærmen stille sig an i stiletter og andet udstyr, der for mig er forbundet med en udvendig seksualitet og et ønske om at opildne husarerne.

Og navnlig reagerer jeg, når en kvindelig journalist i et nyhedsprogram øjenflirter med seerne, herun­der mig, anstiller sig lillepiget ubehjælpsomt med indadvendte tæer i stiletter og taler tuttenuttet læspende som en fireårig, der vil opnå noget af farmand. – Der er ikke meget tryghed og troværdighed at hente der, hvis no­get alvorligt skulle indtræffe i vores fælles samfund.

Jeg kan meget nemt undgå tv-udsendelser med disse værter, og de to tv-anmeldere på Politiken får penge for at mene noget og må tage de storme, deres meninger rejser, mens fx Ghita Nørby var havnet i en låst situation, hvor hun skulle tilbringe timer i sit eget hjem med en lillepiget, åndløs person, der ikke kunne fatte bare en flig af det lange og intense liv, skuespilleren havde gennemlevet, og de tusind forskellige og hver især udfordrende roller, hun havde levet sig ind i, men alligevel naivt insisterede på at stille idiotiske poesibogsspørgsmål som fx ’Hvad er din yndlingsreplik?’  – eller måske ligefrem var blevet coachet til på denne måde at fremprovokere en reaktion for lyttertallets skyld, hvad ved man.

Den seksualiserede, lillepigede ubehjælpsomme, smålæspende, indyndende opførsel, som nogle kvinder viser i medierne, var bestemt ikke det, vi bedstemødre og bedstefædre havde ønsket for vore døtre og deres veninder, da vi arbejdede for, og troede på, en ny og bedre verden med ligestilling, værdighed for individet og nogenlunde ens krav, vilkår og løn til mænd og kvinder.

Efterskrift: Men det ser ud til, at tv-stationerne tager os ved næsen og udvælger og udstyrer de kvindelige værter, så de fremstår så sexede, som muligt … Ikke underligt, at seere, anmeldere OG bedstemødre reagerer, når de kvindelige værter trækker sexkilling-kortet!

Se:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7571509/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til-sk%C3%A6rmen

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/det-siger-kvindens-valg-af-hoeje-haele-om-hendes-sexlyst/7936646

* https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-forned­rende-til-kvinder

** https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7508703/Hvorfor-laver-DR-et-lyrikprogram-som-ikke-tager-emnet-alvorligt