Min mors sidste år

I disse dage er det et år siden, min mor døde 95 år gammel på et plejehjem i Nordsjælland. Af luftvejsproblemer hed det. Måske corona.

Hun var tidligere balletbarn, speciallærer, i god fysisk form og holdt sig aktiv med kultur og pensionistgymnastik og beboede en fornem, ældre lejlighed på en høj førstesal i Helsingør, så hun fik gået på trapper hver eneste dag.

En lørdag formiddag, da hun var smuttet ned for at handle, blev hun i et kryds ramt af en spritbilist, der forsøgte at snige en brandert hjem. Sammen­stødet ødelagde hendes ene knæ, så hun måtte indlægges, opereres og igennem et langt genoptræningsforløb.

Det lykkedes hende med viljestyrke, øvelser og gymnastik at komme tilbage i næsten lige så god form som før uheldet, da hun en dag, uden nogen øjen­synlig grund, pludselig blev svimmel og faldt i sin egen stue og brækkede bækkenet flere ste­der. Hvilket kostede hende endnu mange måneders sygeleje og opgivelse af en hidtil selv­hjulpen tilværelse.

Hendes fine, lille lejlighed blev nu omdannet til en banegård med et evigt rend af skiftende hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og rengøringshjælp, det sidste måtte hun selv betale ud af sin lille pension. En dag ringede hun og fortalte, at hun lige havde været i bad med assistance fra en kommu­nal hjælper, en to meter høj, hærdebred mand af afrikansk afstamning. – Det kræver en smule overvindelse af en kvinde i slutfirserne at klæde sig af foran en mand, og hun var ikke fra en generation, der hjemmevant rejste klo­den rundt og socialiserede med alle, de mødte på vejen. Men hun klarede det med et grin og et glas rødvin i sin gode stol bagefter.

Da hun boede fem – seks timers rejse fra mig, var det min bror, der stod for det meste af den praktiske hjælp, hun efterhånden fik mere og mere brug for, herunder til indkøb og styring af økonomi. Men et år besluttede jeg at tage over til hende og for en gangs skyld afsætte så mange dage, at vi rigtig kunne snakke, hygge og få klaret nogle af de ting, som sønner og kommunale hjæl­pere ikke inklu­derede.

Så jeg ankom med fodbadesalt, nye negleklippere og neglefil og gav hende den store tur, for de offentligt ansatte havde ikke tid og efterlod hende med lange, forrevne eller dår­ligt klippede, kradsende negle.

Jeg gav hende bade, der ikke involverede store, fremmede mandfolk.

Jeg købte ind og lavede frisk og nærende mad og lækkerier.

Jeg købte rengøringsmidler og skurede køkken og bad grundigt, ryddede op, støvede af og smed ophobet affald ud, for hendes hjælpere nægtede at tage sig af skraldet.

En dag, jeg havde været ude på indkøb, sad der en lidt flommet, svensk, mandlig sosu-assistent inde i stuen hos min mor, da jeg kom tilbage. Han havde sat sig bekvemt til rette i hendes sofa og var midt i en lang forklaring, som han nu gentog over for mig, om, hvorfor han ikke kunne tage en lille, grøn affaldspose med sig ned, når han gik.

Min mor var synligt træt af hans snak og afbrød ham med et: ’Hvis du nu bare havde taget posen i stedet for at sidde der og snakke, så var der jo ikke no­get problem!’

Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det, mens jeg var der, men at de måtte finde en løsning på lidt længere sigt. En kvinde, der knapt kan gå mere end nogle få skridt med støtte af en rol­lator, kan ikke selv gå ned ad flere, stejle trappeforløb med affald, noget af det var blodige forbindinger.

En aften efter maden sad min mor og jeg i hendes hyggelige stue og snak­kede om gamle dage, om ting, vi havde oplevet, og om mennesker, vi havde mødt. – Min mor rejste sig usik­kert for at gå på toilettet, men vi var i pjatte­humør og af bar grin svimlede hun forover og slog hovedet mod en åbentstå­ende dør, så blodet løb ned over hendes ansigt, og det venstre håndled, som hun havde prøvet at tage fra med, hævede voldsomt op og forekom brækket …

Jeg fik hende op at sidde med nogle puder, så hun lænede sig ind mod et skab, og efter hendes direktiver fik jeg ringet efter hjælp. To kommunale da­mer, den ene sygeplejerske, dukkede op en lille times tid senere. – De mente også, at håndleddet kunne være brækket, og de hjalp med en midlertidig forbinding af det blødende hoved.

Til alt held havde min bror sørget for et Falckabonnement til min mor, så et par timer senere kom en chauffør og fik min mor bakset ned i bilen, hvor der i forvejen sad en sørgmodig, æl­dre herre, og transporterede os alle den lange, nattemørke vej til Hillerød Sygehus.

Vi meldte os i receptionen og fik besked på at tage plads i et koldt og nø­gent venteværelse … hvor vi sad i tre timer, indtil jeg igen gik hen i receptio­nen og forklarede, at min mor var over 90 år gammel og ikke kunne sidde ret op og ned på en stol en hel nat igennem. Hvorefter de kom og hentede hende ind i et stort, åbent behandlingsrum, hvor hun kunne ligge på en båre med hjul.

De kiggede kort til hendes skader og forsvandt igen. To gange måtte jeg støtte min mor, så hun kunne bakse sig ud og hen ad gangen til et toilet. Jeg fandt vand og saft til hende og sad på en stol ved siden af båren igennem yderligere to – tre timer og prøvede at holde hu­møret oppe hos os begge.

En sygeplejerske kom og målte min mors blodtryk. Det var på 230. – Så kig­gede hun på håndleddet og bad os gå op på røntgenafdelingen. – Det blev en lang tur i meget langsomt tempo. Vi sad en time til halvanden på kolde stole i gangen uden for afdelingen, til min mor klokken tre om natten blev kaldt ind, og billederne blev taget. – Håndleddet var brækket.

Tilbage på båren på behandlingsstuen begyndte sygeplejersken at sætte min mors håndled på plads. Hun hejste armen op i et stativ og lod dens egen vægt strække knoglerne ud, hvor­efter hun lagde gips og forbinding om. Derpå fulgte endnu en lang og smertefuld vandring op til røntgenafdelingen, ny ventetid, nyt billede, og først derefter, mere end 12 timer efter min mors fald, fik hun renset og syet flængen i hovedet. Min mors grå hår var rødbrunt af størknet blod.

Selv om hun havde klaget over smerter, fik min mor kun tilbudt et par Pano­diler, og nu sad vi igen i ventesalen og måtte vente til hen på formiddagen, før en Falckmand kunne hente os og køre os tilbage til lejligheden i Helsin­gør, hvor trapperne skulle forceres, så vi begge kunne gå til ro efter en lang nat i sundhedsvæsnets kolde hænder.

Jeg blev selvfølgelig yderligere nogle dage, indtil kommunal hjælp og min bror kunne tage over. – Min ’forkæl min gamle mor’-rejse havde vist sig til mere skade end gavn.

Et år efter blev det tid at forlade lejligheden og den efterhånden meget begrænsede selvhjulpethed og diskussionerne med de kommunale plejere om hvem, der skulle bære skraldet ned. Min mor fik plads på et plejehjem.

Midt under de værste coronamåneder fik min bror arrangeret flytningen og indrettet det lille værelse med nogle af hendes personlige ejendele. Min mor var på det tidspunkt ofte uklar og forstod ikke alt, hvad der foregik, men hun blev i kørestol kørt ud på en balkon, så hun kunne se og vinke til os og resten af familien, der var dukket op for at se hende godt indlo­geret.

Et lille halvt års tid senere var min mor i sin forvirring faldet ud af sin seng midt om natten, og personalet på plejehjemmet sendte hende – alene – med en sygetransport til Hillerød Sy­gehus, hvor hun for en sikkerheds skyld blev røntgenfotograferet, så man kunne se, om hun havde brækket noget. Det havde hun heldigvis ikke. Så en portør fulgte hende ned i foye­ren, hvor hun fik besked på at vente, til en Falckmand dukkede op og kunne køre hende til­bage til hjemmet.

Vi ved ikke hvor længe, der gik, for hun var helt alene og sad på en umagelig, kold stol midt om natten et ukendt sted. Måske skulle hun på toilettet. I hvert fald rejste hun sig og faldt, og denne gang brækkede hun lårbenet.

Da hun befandt sig på et sygehus, blev hun jo røntgenfotograferet og opere­ret uden yderligere transport, så snart de fandt hende og fik tid til at tage sig af hende.

Derefter var det helt slut med at gå. Min mor fik morfinplastre. Og hun døde alene i sin seng på plejehjemmet af en luftvejsinfektion umiddelbart efter endnu en natlig transport og en kort ind­læggelse på Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus.

Familien fik besked næste morgen.

Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Vi er blevet barnlige

Politiken 12.2.- 23

Vi har i løbet af de seneste generationer overladt vores børn og unge til at udvikle sig i in­stitutioner, skoler og skolepasningsordninger uden meget voksenkontakt.

I de store flokke af jævnaldrende lærer vores børn og unge ikke om voksenlivet eller vok­senlivets færdigheder.

Uden perspektiv på tilværelsen, uden fornemmelse for andre grupper end ens egen, uden fortrolig­hed med dyr, natur og accept af givne forhold, uden at kunne sproget, uden at kunne tænke logisk og usentimentalt, går mange ned med stress eller andre diagnoser, mens de, der klarer sig, fortsætter ind i voksenlivet

● iklædt sneakers, hættetrøje og omvendt kasket

eller

● halvvejs afklædte, selv om vinteren, i seksuelt eksplicitte kostumer

og

● barnligt selvoptagede, tager selfies, bekymrer sig om ’likes’ på SoMe, hænger i mobil­telefonen som i en navlestreng

● kræver ind fra forældre, bedsteforældre, lærere, naboer, samfundet uden at tænke på at give no­get igen, uden at kunne acceptere krav eller bare en lille tjeneste til gengæld

● bibeholder deres barnlige spisevaner, pizza, burgere, fiskefingre, nuggets, chips, dough­nuts, cola, bland selv-slik, Nutella, skrællet frugt, te med frugtsmag, kaffedrikke, der be­står af alt andet end kaffe, men er rørt sammen af UHT-mælk eller plantebaseret ’mælk’, masser af sukker, karamel, ka­kao, kanel, græskar o.l.

● bestiller abonnementspakker med legetøj, makeup, spil, hobbyartikler, spændende ga­ver/overraskelser til sig selv og grønt- eller måltidskasser lige ind ad døren

● ikke orker at føre hus, brokker sig over det mindste, bestiller fast food og lader alting flyde

● ikke kan forpligte sig på forhold eller opgaver, men foretrækker at flyde ud i sofaen med indholds­tomme, men pirrende, serier og mobilen implanteret i den ene hånd

● ikke kan træffe og overholde en aftale uden at modtage to – tre sms’er med påmindel­ser fra fx op­tiker, læge, sygehus, tandlæge o.l.

● benytter et barnligt begrænset sprog

● fortsætter de barnlige interesser og tidsfordriv langt ind i voksenalderen, drukture, ski­ture – også selv om sneen kommer fra energikrævende snekanoner, solferier med opvar­mede pools og allinclu­sive softice og kødboller, lege- og vandlande, kort- eller brætspil, fester, festivals, kon­certer, tivoliture …

● ikke påtager sig voksent ansvar og borgerskab, men retfærdiggør sig med, at man ’ikke fik nok in­formation’ – Hvem skal give det? Nettet flyder med informationer for de vide­begærlige. Det er ble­vet et fremherskende træk i tiden, at man bare forurettet kan give andre skylden for sin egen dybe uvidenhed, hvis der fx bruges et ord eller begreb, som man ikke forstår

● ikke kan læse længere, sammenhængende tekster, men skal have dramatiserede ’nyhe­der’ og hi­storier – podcasts og lydbøger – læst højt, som da man var fem år gammel

● de selvpålagte, uvidenskabelige diæter, intime legemsøvelser og motionsregimer overtrumfer familieliv og andre, måske mere udbytterige, aktiviteter, men så kan man i det mindste opretholde en illusion om formål og faste rammer

● med en forestillingsverden præget af de nærmeste omgivelser, vennegruppen og de sparsomme informationer, man tilfældigt præsenteres for på nettet

● ikke kan gå uden for en dør, løbe eller cykle en tur, sidde i et transportmiddel, gå med hund eller barnevogn, ordne havearbejdet eller støvsuge sin egen stue uden at få læst hi­storier op i øreprop­perne

● skal have patteflaske i form af lågkrus med mælkekaffe eller vandflaske med allevegne

● ser barnagtige standup’ere, bagedyster, danse- og syngekonkurrencer for amatører eller endeløse serier om ingenting i tv

● bruger det meste af den vågne tid på småchat og andet tidsfordriv på mobilen, IPad’en, computer- eller spil

● ikke kan forventes at møde til tiden, lave lektier, forberede sig

● ikke i sin umådelige selvoptagethed kan finde ud af at holde orden omkring sig eller være en god nabo

● ikke kan forventes at udvise respekt eller omsorg for egne forældre, bedsteforæl­dre, for side­manden i bussen eller kassedamen i supermarkedet, for det var jo altid me­ningen, at ALT skulle til­flyde én selv som en slags kompensation for de lange, uafhentede dage i institutioner

● ikke ved, at man holder til højre på fortovet, at man ikke står og fylder hele fortovet, så andre ikke kan komme forbi, at man ikke overhaler eller kører på tværs af et ligfølge, mellem rustvognen og dens følge af sørgende pårørende i biler, at man ikke tager hunde med på kirkegårde, ikke sætter sine snavsede sko op på sædet, at man tager hatten/kasketten af som et tegn på respekt, når man går ind i andre menneskers hus, at man ikke dytter ad ældre mennesker eller mødre med barnevogn, der er på vej over et fodgængerfelt o.l.

● ikke kan tage sig af eller passe sine egne børn, men anskaffer sig mærkelige, små hunde i stedet og klæder dem ud i mennesketøj

● omdanner byen til privat motionsbane og legeplads og færdes i løb eller på racercykler, enorme ladcykler, løbe­hjul, skate­boards eller rulleskøjter

● pludselig går helt vildt meget op i store bededag, en gammel, kirkelig helligdag, placeret i en forårsmåned med to andre, gamle helligdage, og arrangerer de­monstrationer, HAAADER de politikere, man selv lige har valgt, får puls og blodtryk helt op i det røde felt, mens kri­gen raser tæt på, mere end 50.000 mennesker dør i jordskælv i Tyrkiet, folk flygter over havene og omkommer undervejs, mange bliver fattigere omkring én, sundhedsvæsnet er brudt sammen, landbrug og industri forgifter luft, jord og drikkevand, fiskerne fisker havet tomt for fisk, vi udleder plastic i enorme mængder hver eneste dag, og planeten, som vi skal bo på, skiftevis brænder eller oversvømmes

En seriøs avis, Politiken, tester slik og kager, konfekt og fastelavnsboller, men ikke voksenmad, såsom rugbrød eller økologisk kål:

Pension

Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.

Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:

  • Folkepension
  • Førtidspension
  • Tillæg til folke- og førtidspension:
  • Mediecheck
  • Ældrecheck
  • Varmetillæg
  • Helbredstillæg
  • Personligt tillæg
  • Din personlige tillægsprocent
  • Bistands- og plejetillæg
  • Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
  • Seniorpension
  • Tidlig pension
  • ATP Livslang Pension
  • Tjenestemandspension og LD Fonde
  • International pension
  • Efterløn, fleksydelse, delpension

(Fra borger.dk)

Hvilket de ganske givet også har.

Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.

Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal be­stående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det.  – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sik­ret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.

Når livet passerer revy

For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.

Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.

Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har ople­vet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livs­farlige situa­tioner i populærkulturen.

Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skal­len smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.

Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver æl­dre.

Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker no­get frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.

Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.

Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vin­ter­morgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.

Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter mid­dagen.

Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?

Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vin­ters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er ved­kommende mon nu? Burde jeg have …?

Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sag­tens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbent­lig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.

Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste genera­tioner: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …

Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det år­sagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?

Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.

– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.

– Ja, siger hun.

– Er der noget, der gør ondt?

– Nej

– Er der noget, du savner?

– Nej

– Keder du dig?

– Nej

– Hvad laver du, når du ligger her?

– Tænker

– Hvad tænker du på?

– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.

(GRATIS) Kvindelig omsorg

Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.

 – Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.

Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?

Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.

Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.

I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.

Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.

Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.

Upersonlige personlige mails

Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.

Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.

Det generer mig, fordi de antager:

  1. at de kender mig
  2. at vi er på fornavn som gamle venner
  3. at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
  4. at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg

Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:

  1. at jeg HADER at blive talt ned til
  2. at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
  3. at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
  4. at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
  5. at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt

Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’

Misbrug af e-boks og kommunale midler:

Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.

Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.

Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?

SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?

Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?

Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?

Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.

– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-09-19-flere-aeldre-far-ikke-nok-hjaelp-til-rengoring-og-bad

Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.