Småtterier XXVII

Politiken 18.7.24

● Det er svært at ignorere længere: 2024 er et regnår, et snegleår, et myg­geår og et gylleår!

Vi bruger ikke meget vand og tid på at vande haven, men vi bekæmper snegle i vild blodrus, klør vores utallige myggestik og spiser grillmaden inde pga. ækle lugte fra marker meget langt borte … Og solen er ond. Om formiddagen er der en temperatur på 15°, skyer og kold blæst. Om eftermiddagen er der pludselig – PANG! – 28° og en bagende, stikkende sol, der svider øjne og planter. Man kaster overfrakken fra sig, blot for at fryse som en lille, våd hund, så snart den alt for stærke sol igen forsvin­der bag en sky.

Når skyerne så kommer, så kommer de hurtigt og sorte og tårner sig op med tor­den, lynild og skybrud ud over alle bredder …

Hvad blev der af den almindelige, stilfærdige, danske sommer med 22° og lidt si­lende regn om natten?

● Det er i dag mindst lige så risikabelt, som det altid har været, at være kvinde. Forskellen består blot i, at vi ikke længere passer særskilt på vores piger og kvinder, men under dække af ‘ligestilling’ lader dem klare sig selv i en verden, der uophørligt nedvurderer, truer og forulemper dem.

● Og det går den helt forkerte vej:

BBC 3.7.24

DR 24.7.24

’Vold mod kvinder i Storbritannien har nået et “epidemisk niveau”.

Det konkluderer en ny rapport, hvor det lyder, at en ud af 12 kvin­der hvert år bliver udsat for vold. Det svarer til to millioner kvinder. Derudover mel­der rapporten om et stort mørketal.

Rapporten er udarbejdet af det nationale koordineringsorgan for politiet i Storbrita­nien NPCC samt College of Policing, som blandt andet varetager uddannelse og ud­vikling for det britiske politi.

I rapporten, der har navnet ‘Den Nationale Politierklæring for Vold mod Kvinder og Piger’ fremgår det også, at politiet mellem april 2022 og marts 2023 registrerede en million forbrydelser begået mod kvinder og piger. I samme periode udgjorde vold mod kvinder knap 20 procent af alle politian­meldte forbrydelser.

Vold mod kvinder og piger er et stadigt større problem i Storbritan­nien. Fra 2018-2019 til 2022-2023 registrerede politiet en stigning på 37 procent.

Særligt ses der en stigning i seksuelt misbrug og seksuel udnyt­telse af børn. Ifølge rapporten var der fra 2013 til 2022 en stigning fra 20.000 til­fælde til 107.000 tilfælde.’

https://www.dr.dk/nyheder/udland/en-ud-af-12-britiske-kvinder-udsaettes-vold-hvert-aar-vi­ser-ny-rapport

● Førhen sagde vi altid til vores døtre og veninder, at de bare skulle tage en taxa hjem, hvis de følte sig utrygge … –  Og, ja, genialt! Et logo klarer problemet!

TV2’ s oversigt over overgreb mod kvindelige taxakunder i de seneste par år:

‘1. København, juli 2024

40-årig taxachauffør tiltalt for én voldtægt og yderligere to overgreb på kunder. 

2. København, juni 2024

26-årig taxachauffør idømt halvandet års fængsel for voldtægt af ung kvindelig passager.

3. København, juni 2024

47-årig taxachauffør idømt to et halvt års fængsel for voldtægt af kvinde ved grønt område på Christianshavn.

4. Odense, marts 2024

40-årig taxachauffør idømt ét års fængsel for forsøg på voldtægt af kvinde.

5. Aalborg, december 2023

26-årig taxachauffør idømt to års fængsel og udvisning af Danmark for voldtægt af kvinde.

6. Skive, juli 2023

45-årig taxachauffør idømt to år og tre års fængsel for voldtægt af kunde i kvindens eget hjem.

7. København, juni 2022

36-årig taxachauffør idømt to et halvt års fængsel og udvist af Danmark – dom senere skærpet til tre års fængsel af Østre Landsret – for voldtægt af ung kvinde, som han kørte til øde område i Sydhavnen og voldtog.

KILDE: KØBENHAVNLIV

Ønsker logo med ‘Tryg-taxi-rejse’

Brancheforeningen er også i gang med at udarbejde et kodeks for taxaselskaber, som skal være med til at sikre taxakunder tryg transport.’

Citat fra: TV2 29.7.24  https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-07-29-efter-tre-nye-sager-om-overgreb-paa-kvinder-i-taxaer-vil-branchen-have-strammere-regler

Abbé Pierre! – Så står verden ikke længere … Politiken 21.7.24

● Ulighed i sundhed:

TV2 23.5.24

Politiken 25.5.24

Politiken 25.5.24

● Alle de gamle damer i venteværelser er åbenbart bare unge kvin­der, der aldrig er ble­vet behandlet ordentligt, kaldt ind eller lyttet til.

● PostNord er op til 15 dage om at udbringe et brev!

Små tørre og brune, økologiske citroner – angiveligt klasse 1 – pakket til en BilkaToGo-kunde af et ungt menneske, der åbenlyst ikke var mentalt til stede på sit arbejde den dag.

● De allerfleste mennesker har for travlt med sig selv, deres telefo­ner, ven­nesladder, planlægning af deres sociale liv og afholdelse af utallige ferier, hele og halve fridage, til, at de kan passe et arbejde. Fx i butikker, hvor ekspe­dienterne knap gider løfte blikket fra deres tele­foner for at spørge, om de kan hjælpe med noget. På klinikker, hvor da­merne samles i kroge eller sidder med de­res telefoner og ikke kan tage sig af de patienter, der sid­der i venteværelset. Chauffører, der ikke kan holde på rattet, fordi de skal indstille GPS, svare på sms’er, tale i telefon, læse avis, drikke kaffe eller spise fastfood. Supportere, der bare svarer hurtigt og intimiderende tilbage til folk uden at vide eller bare tjekke, om der vir­ke­lig er et link på deres side, som ikke virker? (Internethost) – Om den funktion måske endnu ikke er implementeret i deres app? (Rejsekortapp) Supportere ved ingenting, interesserer sig ikke for deres job, hjæl­per ikke kunder, men slår bare mails tilbage, som om de var bordtennis­bolde. – Gad vide, om man er glad for sig selv efter en dag på jobbet, hvor man ikke har gjort noget godt? – Vi har fået et meget fattigt samfund, hvor kun få ting fungerer efter hensigten.

TV2, 2.7.24

● Jeps! – Det er FUGLE, der udrydder fisk i åer og fjorde, ikke men­neskelig aktivitet, så som overfiskning og udledninger fra fabrikker og landbrug igennem de seneste 100 år …

Fra DR-TV: ’Kender du typen?’ juli 2024

● Anne Glad fra ’Kender du typen’ klæder sig ud som blomsterfe og nægter at følge myndighedernes opfordring til at sikre sig bl.a. tre liter vand pr. person pr. dag i tilfælde af, at forsyningen af den ene eller den anden grund skulle svigte i nogle dage. Hvis dette skulle ske, foretrækker hun at nasse på andre, på forud­seende naboer, venner eller familie, at tigge sig til hjælp og være andre til stort besvær, når hun forsøger at klare sig selv og sin familie igennem. Det er en fem­årigs strategi: Andre må tage sig af det – Jeg er en sød og yndig blomsterfe og stadig kun et barn.

TV2 News d. 9.7.24

Kvindekønnet som sådan opnår aldrig respekt, når kvinder – også som voksne, ja midal­drende eller ældre og måske bestridende seriøse erhverv, fx som nyheds­journalist i en alvor­lig situation, klæder sig ud med dyreprint hen over brysterne, som feer, prinsesser eller jule­træer med gyldent tingeltangel dinglende allevegne eller som en opfyldelse af mænds sexfantasier.

● Hvorfor må svineindustrien svine så meget? – Hvis det var min nabo, ville jeg melde ham til politiet.

Svineindustrien har ødelagt mit drikkevand, mit badevand og fisk og vandplanters leveste­der.

Svineindustrien har ødelagt den jord, vi skulle give i arv til vores børnebørn: Den sprøj­ter med gift og gylle og ødelægger alt for dyrene, planterne og os.

Og svineindustrien ødelægger den luft, vi indånder. Der er stort set ikke en dag, hvor her ikke lugter af gammel gylle og ammoniak, og der er flere kilometer til nærmeste mark og gyllegård. – De­res modbydelige gylle fylder luften og stinker klamt og tungt, hvis vi åbner en dør eller bare et vindue på klem. Og her er 28°, stille og høj sol … Hvorfor kan vi, børnene og vaske­tøjet ikke være ude?

Hvorfor skal dyrplagende svinebaroner bestemme det? Hvem har givet dem retten over hele landet og alt, hvad der er i det? – Så meget kan en smule svinekød ikke være værd!

● Kvinder fungerer tit som PR-agenter, spindoktorer, coaches og oversættere for deres mænd: – Har I hørt, at han fik stillingen? – At han mødte ham der den berømte? – Se, hvad han har lavet – Er det ikke flot? – Måske skulle du lige ringe til din kollega og snakke med ham om det? – Det var måske på sin plads at give hende en uforbe­holden undskyldning, før det bliver værre? – Du er vist træt – Trænger du til kaffe? – Han mener bare, at … – Måske skulle du … – Ville det være bedre, hvis vi … – Er det ikke tid til, at vi inviterer Petersens?

Hvis man ikke beder nogen om noget, hvis man med tavshed og fingeret mangel på inter­esse kan manipulere andre til at gøre én tjenester af sig selv, så skylder man jo ikke nogen tak. – Og mænd kan bevare deres fo­restilling om at være be­undrede, anerkendte, stærke og kompetente.

Alt dette arbejde gør man ikke for kvinder. Deres indsats og fortjenester tager man for givet, eller man dysser dem ned, så de ikke kommer til at overstråle no­gen mænd i nærheden.

● Der er meget snak om ’woke’, om ligestilling, accept af ander­ledes, inklu­sion og rum­melighed, men det må være fordi, folk er vre­dere, mere lukkede, hurtige til at forvise andre, mere hysteriske mht. at pålægge andre skyld, mere af­visende og decideret onde over for menne­sker, der er en smule anderledes eller bare er bedre og dygtigere, end de selv er. Ha­det har frit og ækelt afløb i dette lille, privilegerede og ind­skrænkede land. ’Woke’ burde vel bare være almindelig høflig velopdra­genhed? – Ikke en kamp om, hvem der har mest ret (til at være her).

● Jeg vil ikke, og jeg gentager: IKKE! – høre mere om Holger Rune i resten af min leve­tid. – En syrlig, ung mand med et navn, der synes taget fra en sengekantsfilm i 70’erne, som sommetider spiller okay tennis, men som altid er i mit TV.

● Mænd i Romerriget fik 50 % flere proteiner end kvinder*. Måske var det li­gesådan i an­dre førmoderne samfund? Og i fx Afghanistan i dag? Uden proteiner får kvindernes hjerner ikke næring nok, så de fun­gerer dårligere, og så er det jo ikke umagen værd at bekoste en uddan­nelse. Og sløve, underernærede, dårligt udviklede og måske ovenikøbet gravide eller ammende kvinder er sikkert nemme at holde nede. Og de får ubegavede børn, som ikke magter at ændre de traditio­nelle måder at gøre tingene på. – I dag sørger mange kvinder i vores egen kulturkreds – helt uden pres fra mænd – selv for at holde sig på en minimal og ikke synderlig næringsrig kost.

* Iflg. ’Den foranderlige klode’ af Peter Frankopan

● ’Sjove’ mænd, der ikke er spor sjove, optager uforholdsmæssigt meget af sendetiden i tv og radio.

● Sidder med morgenkaffen i haven. Det er en dejlig sommermorgen. Alt grønt står i fuldt udspring i hundreder af nuancer, og fuglene pipper, synger, jubler med hvert deres næb … lige indtil alle arbejdsmændene møder på arbejde og begyn­der at udbringe stinkende gylle, at slå græs, klippe hæk, buskrydde, feje fortove, køre for hurtigt med store lastbiler, tromler vej, graver ud til nye byggerier, aflæs­ser materialer, lægger asfalt, borer, bipper, larmer, skramler … ryster jorden under os alle. – Det er ufatteligt, at vi mennesker ikke kan lade være med at svine, stinke, larme, køre, bygge, transportere, klippe … at vi ikke kan holde os i ro … bare en time, mens jeg drikker min kaffe, på årets skønneste sommermorgen 😊

● ’Som på et hotel’, siger de unge mennesker begejstrede, når en el­ler anden indret­ningsdame M/K har lavet helt om på deres stue og soveværelse … – Som på et hotel? Virkelig? Er det attraktivt? – Et uper­sonligt, sjusket rengjort sted, møbleret med dårlige mate­rialer, hvor en masse fremmede mennesker har tisset i håndvasken og foretaget sig unævne­lige ting i din seng?

Med mormor på besøg hos hendes far, min oldefar Steen, i Sydhavnen. Jeg husker stadig besø­get, for jeg fik lov at lege med oldefars kone, KatAnnas, store dukke. Det er formentlig Anna, der tog billedet ved deres havelåge omkring 1960. Jeg fandt bil­ledet i min mors efterladenska­ber, hun må have fundet det i sin mors efterladen­skaber, og alt fremstår præcis, som jeg hus­ker det.

● Jeg mødte en af mine i alt otte oldeforældre en gang. Mine børne­børn, der­imod, nåede at kende to oldemødre igennem deres før­ste – og oldemødre­nes sidste – ti leveår. Før i tiden døde kvinderne først, som oftest i barsel, nu dør mændene først. Begge mine bedste­fædre døde i slutningen af 1960’erne, mine bedstemødre en 10 – 15 år senere. Jeg har kendt seks generationer, der rækker tilbage i tiden, til Valdemar Steen blev født på Valdemars Dag, d. 15. juni 1877.  – En oldefar, fire bedsteforældre, to forældre, min egen generation, min søns gene­ration og børnebørnene … seks generationer!

Temu-varer

● Se, det er pga. alt dette billige lort, at vi risikerer os selv, vores børn og klodens liv.

Politiken 27.7.24

● Dumt, dumt, dumt … I diskussioner, har jeg altid ment, ville det være meget enklere og langt mere fair at lade parterne selv sige, hvad de mener.

Hvorfor skal Trump sige, hvad Harris mener? Det åbner jo for misforståelser og decideret falske påstande. – Og hvad nu, hvis hun ikke i detaljer har orienteret ham om sine synspunkter ang. fx Israel og Mellemøsten? Eller hvis emnet er langt mere kompliceret, end man lige kan sammenfatte i en overskrift? Eller hvis hele problemstillingen faktisk er gået hen over hovedet på ham?

Så risikerer han jo at misrepræsentere hendes synspunkter og gå glip af væsentlige pointer 😊

● Nu fortryder amerikanerne nok deres elitære uddannelsespolitik, hvor en anstændig uddannelse på en anstændig skole koster en formue. – Nu kan den veluddannede elite så se sig tromlet af de overtroiske, konspiratoriske, vrede masser.

Et lignende skred er faktisk sket herhjemme: Mange års besparelser og nedprioritering af seminarieuddannelsen, lærerlønningerne, folkeskolen og alle de efterfølgende uddannelser har givet os lignende problemer med uvidenhed, sproglig inkapacitet, vrede, konspirationsforestillinger og egoisme.

● Som en glad proton, udskudt fra en reaktor i Schweitz, flyver man ud i rummet … indtil man bliver aflæst af et menneskeligt øje.  – Så skal man på et splitsekund vælge, om man vil være en afmålt fremmed, den søde pige, den kække vandrer, en excentrisk, ældre dame, en sur kælling eller bare en neutralt imødekommende person.

Tilstanden umiddelbart før mødet med andres vurderende blikke var én stor lyk­ketilstand. Man var blot en sjæl i frit flow igennem en venligtsin­det og naturlig verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *