− om en østerssafari i Limfjorden
 |
 |
Der er ubestridelige fordele ved at leve og bo i det, andre dele af Danmark hånligt benævner ’Udkantsdanmark’. Glæden ved daglige ture med hunden i skoven, over bakker, gennem dale under den vidtstrakte blå − eller blygrå dryppende − himmel, overgår langt den påståede glæde ved at bo på små betonhylder og gå i gåsegang på asfalt, som besynges af folk, der elsker at traske i flok.
Men hver sin lyst. Jo flere, der rykker til byerne, jo bedre plads bliver der til os, der bliver tilbage. Døgnet har simpelthen flere timer, når man kan følge solen, fra den står op i horisonten, når man ikke sidder fast i en trafikprop på vej til og fra arbejde, når man nemt finder en P-plads lige foran supermarkedets hovedindgang. Og livet er tryggere og rarere, når man kender og hilser på de folk, man møder, og når de alle står klar med en hjælpende hånd, hvis man skulle få hjælp behov.
Maden smager bedre, når man selv henter sit lam ude ved Vestkysten, hvor det har græsset i salt vestenvind hele sommeren. Når tyrekalven har gået med sin mor på en saftig eng og er nænsomt slagtet. Når grisen har haft lejlighed til at gennemrode jord med sin fine tryne. Når hønsene løber frit og har fået masser af grønt græs. Når man kender en jæger og kan få dyresteg til weekenden. Og når man har tid til at holde en køkkenhave med alskens urter, frugt, bær og grønt og bager sit brød selv og laver sine måltider fra grunden. − Ikke så meget fims og snak. Vi gør det bare.
Vi har altid taget svampe med hjem fra skovturen, når det var sæson. Kantareller og Karl Johan af fineste kvalitet, lige til at putte i gryde eller på pande samme aften, eller til at tørre og opbevare i store glas, så de senere kan anvendes som smagsgivere til supper og sammenkogte retter. Men vores placering tæt ved Limfjorden åbenbarede forleden endnu et skatkammer: Østers!
Det viser sig, at Limfjorden er blevet betragteligt renere de seneste år, men forudsætningen for, at østersene genetablerede sig her, hvor de jo havde udgjort en væsentlig fødekilde for vore fjerne forfædre, var gennembruddet af Agger Tange i 1800-tallet. Det gav frisk passage af havvand ind fra Vesterhavet, og dermed salt, som forbedrede miljøet for skaldyrene, så man nu igen kan vade lige ud i fjorden og samle dem op.
Da østersfiskeri var en helt ny sportsgren for os, havde vi på forhånd entreret med en guide, Jens, som havde alt udstyret, vidste, hvor de velsmagende dyr var at finde, og som lærte os at åbne og tilberede fangsten bagefter.
Barnebarnet på 7 hvinede af fryd, da hun sad på ladet af hans store firhjulstrækker på vej hen ad stranden til det allerbedste sted. I høj januarsol, endda med en smule varme i, og et sjældent blikstille kig ud over fjorden.
Det var en fantastisk oplevelse at iføre sig uelegante waders og sammen med familiens voksne, børn, hunden og den søde og vidende naturguide at soppe lige ud i den spejlblanke fjord, hvor vi kunne opfiske alle de østers, vi kunne spise, og flere til.
Hvorefter Jens tændte bål og lærte os at åbne de mange, helt friske østers og indhalere dem rå, blot med lidt citron, med balsamicoeddike og rødløg eller at grille dem på alle mulige forskellige måder.
Vi fik østersens historie, i Europa og i Limfjorden. Vi hørte om køkkenmøddinger. Vi fik sat navn på alle de andre, spændende havdyr og gevækster, der havnede i vore sier og spande i løbet af fisketuren, og det var en bil fuld af mætte og trætte unger, der efter en skøn dag vendte snuden hjemad igen.
Da vi havde en hel spand østers i bagagerummet, forsøgte jeg at afsætte en del af overskuddet til mine venner: Vil I have et dusin friskfangede østers i aften? − Men nej, tak! Ingen skulle nyde noget. − Så mon ikke Limfjordens østers endnu en tid ligger sikkert og godt, hvor de ligger? Men børnene i MIN familie vokser ikke op og foretrækker hot dogs, burgere, købepizzaer og frosne fiskepinde frem for den ægte vare.
Hvis nogen skulle have fået lyst til at drage på østersfiskeri med en rar og hjælpsom guide, kan jeg kun anbefale: