Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen

Aalborg Kommune

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Planter

Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.

Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?

Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?

At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.

Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.

Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.

Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.

Krager

Her i Nordjylland er alle krager gråkrager. Derudover findes disse kragefugle i Danmark: sortkrager, ravne, råger, skader og alliker, plus en enkelt forbipassende nøddekrige. Man skal til Sønderjylland, Fyn, Sjælland og de andre sydlige øer, eller til det sydlige eller sydvestlige udland, for at finde de nærmeste sortkrager. – Hvis man bor et sted med både råger og sortkrager, kan man skelne imellem dem på næbbet: Råger har en hudfold over næbbet, det har krager ikke. Desuden larmer råger op og lever i store flokke, kragerne lever par- eller familievist og er generelt stilfærdige.

Krager er ret kloge. De observerer, regner årsagssammenhænge ud og kan handle efter det. Man har filmet dem ved et trafikeret kryds i Japan, hvor de smed nødder ned på vejen foran bilerne, når de holdt for rødt lys. Så satte kragerne sig lidt oppe på afstand og ventede, til lyset skiftede til grønt, og når bilerne var kørt og havde knækket nødderne for dem, fløj de igen ned for rødt lys og spiste ker­nerne. Derefter begyndte de forfra.

De lever længe, måske 30 år eller deromkring, og de lever i par. Ikke i flokke. – Flokke er så godt som altid de store, sorte, råbende råger eller de små vævre og travle alliker.

Råger og alliker bygger reder tæt sammen med andre råger eller alliker i toppen af høje træer. Der er en skræppen og en råben og en forfærdelig larm, ihvertfald i en rågekoloni, med en evindelig kom­men og gåen. Henne i juni er ungerne flyvefærdige og skal integreres i flokken. Det sker på de dag­lige føde­søgninger ned over enge og marker, hvor de spiser korn, frø, orme, biller osv.

Hen mod slutningen af august kan man se de store flokke af råger eller alliker, som laver flyve­øvelser hen over de steder, hvor de samles for natten. Hos os samles de omkring et kirketårn, snak­ker, skræpper, sludrer, flyver op, danner formationer og nærmest opfører ’sort sol’ i de sidste mi­nutter af dagslyset, før de i smågrupper finder sovepladser i den nærliggende skovs høje, gamle træer.

Ikke kragerne. Et kragepar kan holde sammen i hele deres livstid, hvis omstændighederne tillader det. De råber ikke meget, men udstøder af og til et ’Kraaah’ eller et ’Krahh-krahh’ for at fortælle part­neren, hvor de er.

Krageparret er territoriale. De har deres eget område, som de vogter over. De bygger en rede i et højt træ og flyver derfra ud for at fouragere. Også på enge og marker og i strandkanter. Krage­fuglene kaldes også for ’Nordens gribbe’. Det er dem, der sidder i træerne og holder øje med, om der ligger døde eller ådsler, som de gerne hjælper med at fjerne. De kan også finde på at plyndre småfugle­reder eller skraldespanden ved busstoppestedet, hvor skolebørnene smider deres økolo­giske mad­pakker med grovboller, og de unge smider deres burgeremballage eller kageposer med uspiste rester i.

Engang troede jeg, at alle havde problemer med at ramme skraldespanden her ved mit nærlig­gende busstoppested, men så så jeg en dag et kragepar målrettet tømme alle de sammensnørede hunde­poser ud for at nå ned til et kun halvspist burgermåltid og et par madpakker. – Ofte ligger de sorte hundeposer med indhold strøet i en kreds hele vejen rundt om busstoppestedets skralde­spand.

Kragerne sidder på toppen af lygtepæle, på kirken eller i høje træer og holder øje med området. De­res syn må være skarpt. Så snart en unge har smidt en halvspist bolle fra sig – og kysten er klar, så landing kan foretages uden risiko – er de der. Hvis bollen er tør og svær at brække i spiselige bid­der – ikke alle unge mødre er så gode bagere, som de selv tror – snupper kragen bidden og lægger den hen i mit fuglebad, indtil vandet har opløst brødet til en let spiselig, vandet grød.

Om morgenen smider jeg mad ud i haven til mine fugle. Solsikkefrø og en håndfuld kattetørmad til kragerne. Så sidder jeg med morgenkaffen og kigger på de flotte fugle. – Sådan har vi gjort i alle de år, vi har boet her, dvs. i mere end et kvart århundrede. Vores hus og have ligger i et gråkragepars territorium, og de holdt nøje øje med os i de første år.

De så mig komme ud med fuglefoder hver morgen, og de så mig smide foder ned i det store guld­fiskebassin, og så kom de nærmere og sad lige over mit hoved i egetræet. Så snart jeg var gået ind, kysten var klar, og småskvulp havde puffet noget af guldfiskefoderet op på bassinets bredder, lan­dede de store, elegante fugle og pikkede, hvad de kunne nå uden at få alt for våde fødder. – Små­fugle holder sig respektfuldt på afstand, skader bliver jaget væk, og duer tolereres i en slags væbnet våbenstilstand, hvor man ikke kommer hinanden for nær, men skiftes til at æde af de gode sager.

Vi havde også hund. Og hunde skal jo beskæftiges og belønnes. Så jeg havde altid kattetørmad pa­rat i lommen. Kattemad, fordi vi også havde to katte, og deres mad var jo forbudt og derfor meget, meget spændende og motiverende, når hunden skulle trænes og belønnes. Siden blev det bare en vane. Mine hunde kom altid, når jeg kaldte, og havde intet imod at få snor på igen efter en fri løbe­tur i sko­ven, for der var kontant belønning i form af kattetørmad. Når vi vendte hjem fra skov­turene, smed jeg en håndfuld af disse katteguffere på græsplænen som afslutning på dagens ud­flugt. Så kunne hunden gå og snuse og gnaske i lang tid, og den var aldrig ked af, at turen var slut, og at den skulle ind bag havelågen, for der ventede jo noget godt.

Denne vane havde kragerne noteret sig – fra deres høje udkigsposter ser de alt, hvad der foregår – og selv om hunde har gode næser, finder de ikke alt. Så kragerne kom ned på plænen, når kysten var klar, og tog, hvad hunden havde forbigået.

Det blev begyndelsen på et årelangt venskab, der endnu består. ’Mit’ kragepar holder matriklen un­der observation i de fleste af døgnets lyse timer og kan tilkaldes, hvis jeg går ud i haven med en skål madrester. Men det er morgenserveringen af kattemad og solsikkefrø, der er dagens faste møde­tids­punkt.

Mens kaffemaskinen snorker og pruster sin brune morgendrik ud, går jeg hver eneste dag året rundt ud med mad til mine fugle, både de store og de små. Til kragerne lægger jeg maden på fli­serne ved siden af fuglebadet, og til spurve, mejser, spætmejser, solsorte, gulspurve, rødkælke og alle de andre mindre fuglevenner oppe i fuglefoderhuset over fuglebadet. – Og så er det bare at sætte sig indenfor i havestuen med kaffekoppen og betragte livet en meter foran de store skyde­døre.

Krager er altædende. Kød i form af orme, larver, insekter, æg, småfugleunger og et kadaver i skoven eller i vejkanten i ny og næ er delikatesser, så det proteinrige kattemad i hapsevenlige bidder er lige noget for dem, opdagede vi. Men også kulhydratrige brødstumper, frø, korn, ris, majs er eftertrag­tede. Det er kogt kål ikke, skulle jeg hilse og sige, og heller ikke for mange kartofler.

Til gengæld var det kragerne, der gjorde mig opmærksom på, at det var valnøddeår i 2018, da solen skinnede, og temperaturen helt usædvanligt lå omkring 30° fra maj og et par måneder frem. Vi har i omegnen et par store, gamle valnøddetræer, der kun sjældent sætter frugt af betydning. Men i sen­sommeren det år hørte jeg mærkelige lyde oppe på vores flade tag, som om nogen smed og trillede med kugler deroppe, og derefter en voldsom rumsteren – Det var kragerne, der stjal na­boernes valnødder og fra stor højde lod dem falde ned på mit tag, hvor de flækkede, så de gode ker­ner kunne pirkes ud. Der var megen kommers på det tag den sommer, og fortrappen flød med halve valnøddeskaller. Min mand måtte gentagne gange op og feje taget rent for skaller efter dem.

Kragerne er ikke tamme. De kan vænne sig til min tilstedeværelse, men de har klare sikkerheds­margi­ner, som skal overholdes, og de har ingen problemer med at kende det ene menneske, hende med morgenmaden, fra alle andre, gæster, børnebørn, fremmede. – ’Safety first’, er deres motto. – Hvis vi har gæster eller håndværkere i haven, ser vi ikke skyggen af en krage. Hvilket er ret akavet, når jeg gerne vil vise folk ’mine’ fine fugle …

Krager er store fugle, der har brug for et vist manøvrerum. De kan ikke lige vende på en tallerken, så før de lander på den snævre plads foran min havestue, har de først fra taget, lygtepælen eller det efter­hånden glatslebne kirsebærtræ sikret sig, at der er fri bane. Og de har for vane at fylde næbbet med så meget af de gode sager, som de kan bære, og så flyve op til et højere sted, på den højt­liggende græsplæne, på taget el. lign., for at spise i fred. De er altid meget agtpågivende, og specielt da, når de befinder sig på jorden og har brug for tid og plads til at lette igen.

Om foråret får kragerne en eller to unger, som kan følge de voksne forældrefugle i lang tid. – Vi har kun set det gamle forældrepar med én unge ad gangen.

Hannen, forestiller jeg mig, er den største. Han er den mest modige, ofte den første på pletten, hvis jeg har lagt noget ud, og han hidkalder de andre med et ’Krahh-krahh’. Derefter spankulerer han vær­digt omkring, som en rektor med armene på ryggen på vej til morgensamling.

Den, som jeg tror, er hunnen, er mindre. Om foråret er hun væk i en periode, men, ligesom vores hø­ner, da vi havde fritgående havehøns, som rugede, kommer hun en hurtig smuttur om aftenen, spi­ser så meget, hun kan have i næbbet i en fart, og tager så et hurtigt, forfriskende bad i fugle­badet, før hun efter fem minutter er væk igen. Jeg forestiller mig, at den slanke fugl ruger i en rede i et af de høje træer inde i skoven.

Og så kommer de to gamle en dag i følgeskab med en lille, hoppende ungfugl med ny, let pjusket, men skinnende, fjerdragt. Der er meget ’Krahh-krahh’ og ’Kraaaah’ – ’Jeg er her, hvor er du?’  – som gode, gamle Konrad Lorenz formulerede det, da han studerede gæs ved en flodbred i Østrig. – Og et trut, et kragetrut, som sikkert betyder ’Pas på!’, når nogen træder ud i haven.

Krager kan både hoppe eller gå, når de er på jorden. De kan også tage vingerne til hjælp og løbe el­ler flyve lavt.

Ungfuglen skal først lære alting. Den falder vingeblafrende mange grene ned igennem kirsebær­træet, før den får fat og kan sidde roligt, som de voksne. Den skal prøve at sidde i havemøblerne, som er hvide af kragestrint, og den hakker undersøgende i alting. Men lige som med vores høns, lærer de voksne den, hvad der kan spises, og hvad der ikke kan. Ungen bukker sig dybt og slår yd­mygt ud med begge vinger, som en bukkende hofmand i vid kappe, når den nærmer sig en foræl­derfugl, hvorefter den frækt hugger den voksnes mad eller tigger ved at skræppe højt med nakken tilbage og åbent næb.

Når ungfuglen når voksenstørrelse, kan jeg kende den fra hunnen på dens sorte brystmærke. Alle kragerne har forskellige aftegninger af sort på koksgrå baggrund. Hovedet, fødderne, halen og vin­gerne er sorte, og så har de på halsen under næbbet en sort plet, som er klart forskellig i form og ud­strækning fra fugl til fugl. Faderen har en stor, uregelmæssig plamage. Moderen en bred, skjold­formet aftegning, der flyder helt sammen med hovedets farve. Ungens halsplet deler sig som et ned­advendt ’Y’ med lange forgreninger. Også striberne fra de sorte vinger hen ad siden mod hove­det er forskellige i længde og tykkelse, så man, hvis man kender sin krage godt, også kan skelne den fra an­dre krager set fra siden. Det har nu nok størst betydning blandt kragerne selv.

I løbet af vinterhalvåret forlader ungfuglen forældreparret. Måske slutter de unge fugle sig sammen i ungflokke, lige som vildtlevende høns gør det? Det kunne forklare det hyppige syn på markerne af større flokke af de ellers parvist levende krager i sensommer, efterår og vinter. Som til en stor festi­val samles ungfuglene, finder en passende mage og slår sig ned i et højt redetræ i et ledigt territo­rium i nærheden.

Jægere og landmænd lider af en indgroet modvilje mod krager og alle andre kragefugle og forsøger ofte at skyde dem, ’regulere bestanden’, som det eufemistisk hedder. De hævder, at kragerne tager deres hønse- og fasankyllinger og andet småfuglevildt og harekillinger, som de betragter som deres retmæssige ejendom. – Flere jægere, som jeg har talt med, kender end ikke forskel på en krage og en råge! – Måske kan de bare godt lide at skyde på noget.

Så kragerne er søgt fra landet ind til villakvarterer med fred og ro og høje træer. Her finder de fuglefodrende venner og velfyldte skraldespande, så de slår sig ned og overvåger alt. – Også katte tager fugleunger og svagelige indi­vi­der, og på trods af hunde, katte og en lille kragefamilie har vi altid haft et levende liv i haven af både store og små fugle.

Men jeg er ikke så blåøjet, at jeg ikke er klar over, at hvis jeg en skønne dag faldt om i min have og ikke blev fundet lige med det samme, ville kragerne være blandt de første til at nuppe mine øjne og andre, tilgængelige bløddele. Det er deres plads i naturens store orden.

Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

  • Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
  • Hunde æder lort
  • Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
  • Hunde kradser på møbler, gulve og døre
  • Hunde fælder
  • Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
  • Hunde skal strigles
  • Hunde tisser på gulvet
  • Hunde får lopper, orm og flåter
  • Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
  • Hunde kaster op
  • Hunde gør
  • Hunde generer gæster
  • Hunde generer naboer
  • Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
  • Hunde skal trænes i årevis
  • Hunde bliver syge og kede af det
  • Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det inde­bærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker ind­hegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nær­mest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hun­den, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kom­mer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i sko­ven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og ge­nere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at op­drage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinan­den i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hun­deliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan mod­nes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mind­ste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv pas­sede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vid­ste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit ven­stre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseen­det eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der ge­nerer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

Nøddedalen

Over den fredede Nøddedal, som skærer sig ned igennem Liens stejle skrænt i Nordjylland, ligger store, fladpløjede og gylle­stinkende marker med enkelte bronzealderhøje, som de grådige landbrugsmaskiner går meget tæt på. – Vi har altid opfattet jorden og naturen som menneskets ret, og ikke meget dyrkbar jord går til spilde i dette lille land.

Men selve Nøddedalens smalle sprække er fredet. Som en lillebitte, naturlig streg forbinder den landbrugsproduktion med de udstrakte strandegne under Lien. Nøddedalen var før en afgræsset slugt fra den høje kystskrænt ned mod Vesterhavet, ikke langt fra Fosdalen med den piblende kilde og Lerup Kirke, hvor der fra middelalderen afholdtes kildemarked.

Hasselbuskene, aprils knaldgule vorterod og de sartgule kodrivere nyder vi som et minde om, hvor­dan noget af vores fælles jord ville have set ud, hvis vi ikke altid blandede os i alt.

En forårstur til Nøddedalen, når kodriverne blomstrer, er en fornøjelse, man skal unde sig, navnlig i disse coronatider, og modsat Fosdalen er Nøddedalen normalt fredelig og uden trængsel.

Det var den også i går, Påskesøndag, april 2020.

Længe kiggede vi efter kodriverne under de ranke nøddebuske … Var det ikke tid? Var vi kommet for tidligt til at se dem blomstre? For sent?Men så fik vi øje på de smukke blomster højt, højt oppe på skrænterne. Modsat tidligere, hvor vi gik iblandt dem hele den smalle sti ned, var de nu fortrængt til de højeste og mest utilgængelige steder, og man skulle klatre eller have kikkert med for at se dem. Mærkeligt. Hvad er der sket?

Det fik vi svaret på, da vi opdagede et nydeligt, midaldrende par højt oppe på skråningen bevæbnet med planteskovle i fuld gang med at fylde to store plasticbæreposer med de yndige, sart blom­strende planter … med rod og det hele …

Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gam­mel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmæn­dene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Udyr

Alt imens vi taler meget om naturbevarelse, har vi travlt med at udrydde så mange af vore le­vende bofæller på planeten Jorden, som vi kan:

Vi fælder skove – i stor stil på den sydlige halvkugle. I mindre grad i vores egen nærhed, for der er skoven for længst decimeret til små, symbolske pletter, som vi nedslider og overrender i store flokke, enten i løb eller på kraftige legecykler, MTB’ere.

Vi rykker ukrudt op i haven, brænder eller sprøjter flisearealer, og bonden sprøjter sine marker og alt muligt andet med potente plantegifte.

Vi sprøjter kraftigt mod bladlus, skjoldlus, spindemider, skimmelsvampe, biller og andre insek­ter.

Vi hakker snegle, sætter rotte- og musefælder op og stiller myrelokkedåser frem ved det mind­ste tegn på de små dyr i nærheden af vore huse.

Vi klasker fluer, myg og edderkopper. Og vi ville ønske, at vi kunne sprøjte skovene mod flåter.

Vi har erklæret krig mod søde små mårhunde og store glubske ulve, som er indvandret sydfra.

Som land bekoster vi 70 km vildsvinehegn mod Tyskland og sætter jægerne ind.

Jægere, som i forvejen plaffer på rådyr, dådyr, kronhjorte, ræve, fasaner, ryper, snepper, kra­ger og råger. Og sæler og skarver, som jo udrydder vore fiskebestande. Bemærk, at det ikke er fiskerne med deres enorme grej, der skraber havene tomme for fisk … Det er sæler og skarver, der er de ansvarlige her.

Men i virkeligheden er mennesket jo helt indlysende den største trussel mod planeten jorden. Vi hærger det ene økosystem efter det andet og efterlader golde ørkener.  Som rotter har vi spredt os til alle verdens­dele, Arktis, Antarktis, alle kontinenter, bjerge, have, besudlet både jord, luft og vand med vo­res foretagsomhed, konstruktioner og skadevoldende affald.

Mennesket er det største udyr, og hvem kan udrydde os? – Resistente bakterier? Eller er vi i god gang med at gøre det selv?