Nordlys ved Tylstrup nord for Ålborg d. 25.11.23 – gyllehørmen kan ikke ses …
Dette skulle handle om nordlys og give mig lejlighed til at uploade et af mine grynede mobilfotos af det fantastiske naturfænomen.
I lørdags sad vi hjemme og hyggede med brætspil i brændeovnsvarmen, da en sms fra pålidelig kilde indløb med følgende besked:
Der er nordlys! Kør mod nord!
På ½ minut havde vi og børnebørnene pakket os sammen og pakket os ind og sad i bilen, klar til natlige oplevelser. Vi kørte mod nord. Og ganske rigtigt! Over landevejen nord for Ålborg stod et svagt lysegrønt lys og sitrede på himlen!
HOLDT! STANDS! STOP! – Der er det! råbte vi, chaufføren kørte ind på en vigeplads, og vi myldrede ud …
– PYHHH! gispede både børn og voksne og tog vantehænder, halstørklæder og frakkekraver op om næserne … – Sikke en stank! – Pyhh! Addr!
I den ellers måne- og frostklare nat i slutningen af november havde en eller flere landmænd udbragt en enorm portion stinkende, lagret, klistret, fedtet gylle langs vejen og på de tilfrosne marker på hver side. Det var virkelig modbydeligt!
Vi skyndte os at tage billeder og forsvinde ind i bilen igen. Lukke dørene. Gispe, stønne, addr, bvaddr … lad os se at komme væk!
Stinker hele Nordjylland sådan hver eneste nat? Hvem kan holde det ud? Må svineproducenter ødelægge dage og nætter og jord og luft og vand og fantastiske naturfænomener for alle andre i deres iver efter at skille sig af med de enorme mængder af deres ubehagelige og ufølsomme produktions affaldsprodukter? Hvorfor finder vi os i det?
Kan vi ikke henstille til statsministeren, at hun hurtigst muligt afskaffer også denne form for ulækker, altødelæggende, menneske- og dyremishandlende dyreproduktion, ligesom hun gjorde med minkene? Måske en nedskæring med ¾, hvis det kan garanteres, at de resterende svin kan leve smertefri og værdige liv uden at forurene resten af landet og vandet? Og så må hun ikke give svineproducenterne lov til at genoptage deres landsskadelige virksomhed om et år eller to – minkavlerne er allerede i fuld gang igen. Nogen må regne ud, hvad dette lille land kan bære uden at ødelægge noget for nogen, og så fastlægger vi det som et ufravigeligt lovkrav! Hertil og ikke længere!
Til alt held for os, børn og børnebørn havde de grynede mobilfotos optaget meget mere af nordlysene, end vi selv kunne se med det blotte øje. – Så ud over en uforglemmelig ADDR-oplevelse og klæbrig gyllestank i tøj, hud og hår fik vi et ret godt indtryk af naturfænomenet med os hjem.
Det er ulovligt at udbringe gylle efter d. 1. oktober – derfor kører de lortet ud om natten! – Er der ingen, der tjekker landmændene? De er notorisk ikke i stand til selvjustits, ved vi …
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Nordjyske 5.2.24
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme ‘forbrugernes ønsker’.
Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:
Ingredienser:
‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:
Hvad laver rødbedefarve i kød?
OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)
Man vågner en smuk sommerdag i juni … og – Addr! – hele ens verden hørmer fælt af klistret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af nattemørket.
Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igennem vores gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vejret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelægger vores jord og beskyttet natur med kvælstofforurening:
Politiken d. 24. 6. 23
Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?
Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre opdræt eller slagtning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyrevenligt at transportere intelligente og følsomme dyr så langt på vejene, stuvet tæt sammen i lastbiler:
Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vores land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mishandlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at producere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet omkring os igen kommer i balance.
Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen køber længere frivilligt hus i landområder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?
Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vandforurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herregårde og nu forvalter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?
Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?
Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange generationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nærmere for at undersøge sagen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.
Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsyneladende var tom igen.
Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfærdelse, at voksmøl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.
Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så larverne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.
Men det mindede mig om noget.
I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hundrede år anbragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.
Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsamerede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. århundrede.
Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende teatermasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.
Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.
Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsameret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende dødninge, hopper ens hjerte højt i brystet.
At støde på en flok vilde heste på turen i Hammer Bakker er en ny og fantastisk oplevelse.
I det nærliggende skovområde, Hammer Bakker, foregår der i disse år en genopretning af naturen. Store områder med høje grantræer fra træproduktionen erstattes gradvist af åbent græsland med spredt bevoksning og udsatte køer, heste og geder.
Projektet ledes af Aalborg Kommune i samarbejde med naturfonde og foreninger, og bølgerne i de lokale debatter, i avisen, i privaten og i Brugsen, går højt. Der er endda produceret en lille film, der blev vist på landsdækkende tv.
Skældsord og påstande fyger rundt, så velmenende naturfolk må se sig beskyldt for alt muligt mærkværdigt. Og de ville bare sikre naturen mulighed for at overleve med mest mulig diversitet. På den måde, som fagfolk nu for tiden er enige om, kan fungere.
Vi har alle stærke følelser for Hammer Bakker. Om vi bor her, om vi har travet Bakkerne tynde fra barnsben, om vi er tilflyttere, mountainbikere, motionsløbere, svampeplukkere, juletræskøbere, hundeluftere eller blot naboer, så har vi en følelsesmæssig tilknytning og en uangribelig mening om, hvordan Bakkerne burde administreres.
Sjovt nok er områdets liberale ofte de mest højlydte om, hvordan tingene burde gribes an, og der udspys galde mod kommunen, mod uddannede biologer og de deltagende, velrenommerede fonde og foreninger. Ganske som det ofte er de ’liberale’, der vil lovgive om folks tøj, deres brug af tørklæder, som vil bestemme, hvilke køn der må gifte sig med hvilke køn, og hvem, der må få en abort, og hvem der ikke må.
Der er fortsat og fremover ingen, der kan forhindre private lodsejere i og omkring Hammer Bakker i at dyrke juletræer og hurtigtvoksende nåletræer på deres egen jord. Der er ingen, der kan forhindre jægere i at jage vildtet på deres egne jordlodder. Der er ingen, der kan blande sig i private ejeres brug af egen jord – hvis de i øvrigt holder sig inden for den almindelige lovgivnings rammer.
På samme måde må kommuner, foreninger og fonde disponere over deres jordstykker på den måde, de finder, bedst kan tilgodese vores trængte natur og sikre den for de kommende generationer. Her gælder videnskabelighed, ikke smag og behag og hvad man ligesom selv synes. Tårnhøje, mørke graner i lige rækker er ganske som en korn- eller majsmark en monokultur, der ikke fremmer divers natur.
I størstedelen af menneskets historie har naturen været en farlig modstander, som det gjaldt om at overvinde. Vi måtte bekæmpe naturen, hvis vi ville have ly og mad og sikkerhed. – Den kamp har vi for længst vundet. I en sådan grad at de fleste yngre mennesker på vores breddegrader er naturfremmede og tror, at tilværelsen automatisk indebærer internet og fjernvarme og fyldte kølediske.
Mens vi stadig var i kamp mod naturen, var vores smag i haveanlæg det kontrollerede, det indhegnede, det inddæmmede, det formfuldendte, som rokokotidens store parkanlæg med hække og bede i lige rækker og skarpe mønstre.
Men så snart industrialiseringen tog fart, og vi var ved at vinde kampen mod naturen, begyndte vi at længes tilbage efter det naturlige og skabte de engelske haver som ’naturlige’, åbne græsområder med spredte solitærtræer og dekorative buskadser.
Ved hjælp af hjerneskanninger har man påvist, at menneskers nydelsescenter lyser op, når vi præsenteres for billeder af vidtstrakte og lysåbne savanne- og græsområder med spredt bevoksning. Måske fordi vi førhen alle var jægere og samlere og gerne anbragte os lidt højt i landskabet, hvorfra vi kunne betragte frodighed, eventuelle fjender og dyreflokke på god afstand. – Grønt græs betød mad til de dyr, vi levede af, og træer og buskadser skaffede os dækning og sikkerhed, når vi vandrede, samlede eller jagede.
Den slags landskaber var naturlige dengang, da menneskene var få og skulle overleve på naturens præmisser.
I dag har vi i den grad ødelagt naturen overalt på kloden. Vi har fældet og bygget og udgravet og anlagt og pløjet og tilsvinet og skamredet jorden under os på det forfærdeligste. I Danmark er der kun ca. 0,5 % urørt natur tilbage. Vi har overudnyttet og forgiftet jorden, vandet og luften. Men vi ville nok ikke ønske os urørt natur i Hammer Bakker, for urørt natur er vild og ufremkommelig, og ingen ville kunne gå tur eller cykle eller lufte hunde i det vildnæs, der opstår efter ganske få års forvildning.
Så når folk bliver rasende over naturprojektet i Hammer Bakker, hvilken slags natur er det så, de ønsker sig i stedet?
Er det de nøgne morænesandbakker, der dukkede frem efter sidste istid?
Er det den løvskovklædte bakkeø, som opstod i årtusinderne derefter?
De forblæste lyngbakker, der kom efter menneskenes fældning af løvtræerne?
Eller de indførte nåletræer i lige rækker, der er blevet plantet i løbet af de seneste 100 år?
Det valg overlades nok bedst til uddannede biologer.
Og selvfølgelig gør det ondt at se dem rykke ind med enorme maskiner, der oppløjer de gamle, fine mosstier, der vælter flere kvadratkilometer med grantræer, som var de tændstikker, og som opsætter hegn og nedlægger veje, som vi har benyttet i flere menneskealdre.
Selvfølgelig ligner det det glade vanvid, at en indsats for naturen starter med, at emsige mennesker rykker ind og vandaliserer den smule grønt, der måtte være tilbage efter flere tusind års menneskelig aktivitet.
Men bør vi ikke se tiden an, før vi kritiserer? Bør vi ikke stole på fagfolkene? Til gengæld får vi en lillebitte bid af noget naturlignende tilbage, vedligeholdt af store græsædere, som vi skal vænne os til at dele området med.
Man kan med god ret sige, at det er for lidt og for sent. Men lidt er vel bedre end ingenting?
I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lysegrønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …
Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drikkevandsboring, der forsyner min by.
I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:
Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. “
Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:
Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:
Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:
Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevandsindvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturområdet, Hammer Bakker:
Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?
I en verden fyldt med tung trafik, biler, arbejdsmaskiner, fly, knallerter, husholdningsmaskiner, varmepumper, havemaskiner, værktøj, soundbokse, højttalere, muzak, naboer, computere, tv-apparater, mobiler, bør vi alle bestræbe os på at begrænse støjniveauet, når vi kan.
Undersøgelser viser, at støj påvirker hjerterytmen og blodomløbet. – Og hele nervesystemet, kunne man tilføje. – Vi bliver rent faktisk syge af støj.
Ikke af kort, kendt og forbipasserende støj, men af vedvarende, gentagen og unødvendig støj.
De fleste af os bor tæt på andre mennesker og deres støj. – Vi kunne begynde med at fjerne al larm og støj, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:
Benzin- og dieselbiler i tomgang.
Vindharper, der kling-klanger i hver lille brise, og som også høres af naboerne.
Musik i haver, i biler med nedrullede vinduer og på offentlige steder. – Ikke alle har samme musiksmag. Nogle er gået ud for at lytte til fugle. Nogle sidder i haven eller parken for at slappe af, ikke for at lytte til andres samtaler, fester, gøende hunde, børneskrig eller larmende maskiner i timevis. Det er fx dårlig stil at slå græs eller arbejde med andre støjende redskaber i en lille have med omgivende naboer på en sommerdag lige ved spisetid.
I mit nærområde har kirkegården anskaffet sig særdeles kraftigt materiel, som generer alle naboer:
Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen herunder er taget fra terrassen lige foran min havedør:
Sådanne kæmpemaskiner bruges – i stedet for rive, skovl og kost – til at støvsuge alle gravsteder og stier! – Det er endegyldigt slut med at mindes sine kære afdøde i fred … Og lige på den anden side af kirkegården bor der mennesker, små og store, unge og gamle, raske og syge, som ikke kan opholde sig i haverne i de lune forårs- og sommerdage, mens kirkens folk er på arbejde, og nogle dage heller ikke kan føre en almindelig samtale inde i egen stue.
Vores lille by ligger knap 10 km fra en lufthavn, hvilket er praktisk, når vi skal ud at rejse, og de brummende rutefly generer da heller ikke, når de ca. en gang i timen langsomt glider ind til landing. Det er kortvarigt og nyttigt, at de er der. Læge- og redningshelikoptere er også mere end velkomne til at optage vores fælles luftrum og støje, mens de passerer, men for at generere yderligere indtægter lejer lufthavnen sine baner ud til de store hvinende AWACS-fly, der med tallerken over skroget træner touch and go-landinger i timevis og ødelægger roen og nerverne hos de titusindvis af mennesker, der opholder sig nedenunder, i byer, skoler, arbejdspladser, institutioner og natur.
Hvinende AWAC-fly cirkler ugentligt i timevis over småbyer nord for Aalborg
Ligesom en enlig privatflyver, en fyr med penge på lommen, kan tage tusinder som gidsler og få lov at cirkle i timevis over vores lille by og den nærliggende skov. Han har sikkert en fest deroppe. Føler sig som konge over det hele, mens han ødelægger dagen for os andre og nedsender sin enerverende motorlarm over alle de mange, der bare ønsker fred.
Vi bliver nødt til at tage os af den unødvendige støj. – Skal der lovgives om det? – Ja, det skal der helt sikkert på et tidspunkt. For vi er blevet for mange, for rige, og det er blevet for meget. – Men indtil da kunne vi starte med at tænke os om hver især og tage de påkrævede hensyn, både som private borgere, virksomheder, kirkesamfund og offentlige foretagender.
Vi bør også tænke alvorligt over lugte, så som udstødning, gylle, parfumer og røg. Vi bør desuden beskytte nattemørket mod unødvendig og alt for kraftig belysning. Og til sidst skal vi skåne syn og sjælero ved ikke at konstruere alt for mange grimme tårne, møller, master, bygninger, konstruktioner, fabrikker eller ’kunst’, der skal sætte enhver provinsby ’på verdenskortet’, midt i de få tilbageværende oaser med grønne eller havblå udsigter.
Fortumlet spætmejseunge, der lige er fløjet på ruden. Den overlevede.
I år er vores havefuglefamilie udvidet med et spætmejsepar. De flyttede i det tidlige forår ind i en gammel fuglekasse i egetræet, og fru Spætmejse må være i slægt med min svigerdatter, for de begyndte straks at forbedre og forskønne hjemmet. Når spætmejser bygger om, er det med et lag mudder omkring fordøren.
Mens de indrettede sig, hørte vi uregelmæssig og dump hamren inde fra kassen, mens det karakteristiske: VI VI VI VI lød over haven, når hr. Spætmejse var færdig med dagens arbejde og stolt sad på grenen ved siden af sit nye domicil.
Spætmejserne nyder godt af foderbræt, fuglebassiner og mylderet af insekter og orme i stenmure og i de mere vilde områder. Vi elsker at se dem pile op og ned ad havens gamle træer, ofte med hovedet nedad.
Men de snød mig: – Mens jeg troede, at de fangede myrer, larver og biller i mellemrummene i stenmurene, var de i virkeligheden i fuld gang med at så de solsikkefrø, jeg havde lagt ud til dem i foderhuset:
Og jeg er desværre nødt til at luge deres spirende vinterforråd væk, for at store solsikker ikke skal ødelægge mine mure. – Til gengæld lover jeg at fortsætte fodringen igennem den kolde tid, så vi også næste år får fornøjelsen af den spøjse fætter i haven.
