For et par årtier siden, når man besøgte Brovst, insisterede de lokale på at fremvise kirkegården ved Brovst Kirke. Ikke så meget selve kirkegården som en speciel grav, der havde det særegne ved sig, at den mand, den var forberedt til, ikke selv var død. Endnu. Det kan jo have ændret sig siden. – Men det var hans kone.
Gravstedet var købt og indrettet af provsten i Brovst, og det var stort og velbeliggende ikke langt fra kirkens hvide mure. Så vidt jeg husker, var det smukt tilplantet med velvoksne, stedsegrønne buske på et areal med perlegrus og trædesten omgivet af en sort kæde ophængt i lave granitpiller. Midt på graven stod en blankpoleret, sort granitsten på størrelse med et tolvpersoners spisebord på højkant – igen så vidt jeg erindrer det, men på hele stenens udstrakte, skinnende flade stod der ingenting som helst undtagen allernederst nede, hvor der med meget små bogstaver og næsten skjult i stedsegrønne grene over perlegruset kunne anes følgende tekst:
og hustru