Det er altid vemodigt at lukke ned. Spærre appelsin- og citrontræer inde i en skummel garage for vinteren. Redde de andre sarte vækster, passionsblomst, pelargonie, fuchsia, agapanthus, som vi jo gerne vil have, men som ikke egner sig for vore breddegrader med den korte vækstsæson. Og de var så flotte i sommer … Og de kunne være blevet ved … Synd og skam!
Redder også gyngesofa, regnmåler og den lille porcelænsfrø ind. Har en fornemmelse af at gå og lukke og slukke efter en middelmådig fest. For så overdådige bliver vore somre aldrig, vel? At man mæt og glad af blomstring og sol blot sætter sig inden døre det næste halve år og er tilfreds.
Går en havetur og fejer efter mig. Det ser nu alligevel ikke værst ud. Nu kommer de grønne linjer klart frem: taks-, bøge- og buksbomhække, tjørn og kristtorn med strålende røde bær. Og roserne er tapre og holder stand. Når så septembers sol forlener det hele med et strejf af guld og blåt, og æblegrenene er tunge af melonstore frugter, så har vi endnu noget at se frem til!