Have

Il faut cultiver notre jardin – Man skal dyrke sin have, skrev Voltaire

Hvis du vil være lykkelig en dag – så køb en flaske vin

Vil du være lykkelig en uge – så slagt et svin

Vil du være lykkelig et år – så skal du gifte dig

Men hvis du vil være lykkelig resten af dit liv, så få dig en have

Gammelt ordsprog, måske kinesisk

For 50 år siden plantede man kun nye planter i sin have om efteråret, fra oktober og frem til fros­ten kom, hvilket den jo uvægerligt gjorde dengang. Alle planter blev solgt som barrodede, dvs. man ventede, til planten gik i vinterdvale, og så gravede man den op, slog måske en bid sække­lærred om rødderne, og holdt den kølig og fugtig, til den blev solgt. – Det kunne være roser, bus­ke, træer, hækplanter, stauder, frugtbuske.

Det havde den fordel, at planterne kom i jorden på deres blivende sted inden vinter, så de fik etableret et rodnet, før sommervarmen – og dermed et stort vandingsbehov – kom.

Med den gradvise udbredelse af plastic fra 1960’erne og frem kunne man have planter af alle slags stående med rodnettet intakt i billige plasticpotter og transportere og sælge dem hele året rundt.

Men det betyder jo, at man skal sørge for at vande omhyggeligt, hvis man planter noget ud i den varme tid. De fleste af disse plasticpotteplanter ender livet sørgeligt som ’brug og smid væk’-plan­ter. Engangsplanter. Og det er synd, for planter er levende væsner.

Førhen blev potteplanter solgt i lerpotter hos blomsterhandlere eller på ugentlige torvemarkeder i købstæderne og blev brugt som gaver til veninder, værtinder og nygifte. Supermarkeder fandtes ikke, og planteskoler havde kun åbent om efteråret. Potteplanter var dyre, og udvalget begræn­set, så enhver husmor kunne lave stiklinger eller hugge aflæggere og dyrke dem op, så de efter­hånden kunne gå i arv blandt familie og venner. – En god havemand kunne det samme, man delte planter, frø og stiklinger med hinanden og såede og forspirede og tog aflæggere, og på den måde var haven et livsprojekt.

Køkkenhaver var heller ikke for sjov, mange var selvforsynende med kål, kartofler, bønner, ærter, rodfrugter, bær og frugt. Husmoderen kunne både sylte, lave saft, frugtgrød og henkoge frugt og bær, og en henkogt pære med råcreme, som er flødeskum pisket med sukker og æggeblomme – vi var ikke bange for salmonella dengang – med en teskefuld hjemmelavet ribsgelé på toppen, ud­gjorde en lækker søndagsdessert, også hvis der var gæster.

Man opbevarede rodfrugter, heriblandt kartofler, i ’kartoffelkældre’ eller kuler, dybe, mørke og frostfri huler gravet ind i skrænter eller ned i jorden. Kølige steder, hvor man dækkede sine kartof­ler ned med halm og gamle sække, måske med jord ovenpå, så de kunne ligge mørkt, køligt og frostfrit, til de skulle bruges. Hen på foråret kunne de sidste kartofler være en smattet ynk at se til, og de begyndte også ofte at spire. Så var det bare om at få dem lagt i jorden igen, så årshjulet kunne dreje endnu en gang.

Æbler lå enten på et mørkt og køligt loft, i kældre eller stablet i æblekasser af træ i havernes frost­fri ’frugthuse’. Omkring juletid havde mus og rotter måske været i dem. – Enhver seriøs havemand havde styr på sine æblesorter og vidste hvilke, der skulle spises om sommeren, hvilke om efter­året, og hvilke der kunne gemmes og hvor længe. At gennemgå æblekasser for rådne eksemplarer var en tilbagevendende pligt som så mange andre i en veldrevet husholdning.

Høns og kaniner holdt man heller ikke for sjov. Det var kød og proteiner på bordet.

Vi havde ikke køleskab – eller vaskemaskine, fryser, centralvarme, tv, bil – før omkring 1960. Før da måtte man til slagteren hver dag og fx bede om ’for 50 øre leverpostej’ og to skiver rullepølse til madpakkerne.

I dag er dagliglivets gøremål decimeret til næsten ingenting. Folk er holdt op med at arbejde for sig selv hjemme, men arbejder til gengæld så meget mere ude for andre, lønarbejde, kaldes det. Både mand og kone og bedsteforældre, så familiernes samlede arbejdstid er steget betragteligt igennem årene – Børnene bliver bragt til opbevaring, de kan ikke længere fodre kaninerne med mælkebøtter før skoletid, plukke jordbær og samle æg om eftermiddagen og spille rundbold med de andre børn på vejen om aftenen. De voksne tilbringer deres vågne tid i biler eller under anden transport for at nå frem til dagens arbejde i de evindelige kontorlandskaber …

Mange er dog så småt begyndt at genopdage det basale liv med fungerende haver og hjemme­avlet mad.

Men i dag har de færreste unge haft en far, mor, nabo eller bedstemor, der regelmæssigt tog dem med i haven og inddrog dem i havearbejdet. Så når de erhverver sig deres første hus med have, stor eller lille, befinder de sig ofte på Herrens Mark.

De kan tilkalde en professionel gartner og for en blinkende formue få anlagt og tilplantet noget smart, eller, som det ofte sker, kan de rydde den forrige ejers tilgroede buskadser og staude­bede, bygge en træterrasse og så en masse græs. – Dette layout passer til de fleste: Man kan sidde og grille på terrassen, man kan stille færdigkøbte gyngestativer og trampoliner op på græs­set, og så kan den unge frue plante nogle indkøbte modeplanter i et par krukker, som hun anbrin­ger rundt omkring, hvorefter de langsomt visner hen og med mellemrum skal erstattes.

I virkeligheden burde haven behandles med lige så meget omhu som stuen, måske endda mere, og ikke kun ses som et besværligt og arbejdskrævende vedhæng til huset. For en have kan skænke én megen lykke, god frugt og grønt, krydderurter, leg, afslapning og nydelse, motion, æstetik, natur­oplevelser – At have en have er som at eje en aktie i selve tiden, årstiderne, naturen, jorden, vejret og alt det levende, som man pludselig får øje på og føling med, når man har udviklet sansen for det. – Hvert eneste år sker der noget nyt. En velpasset have vokser og udvikler sig, bærer frugt og giver overraskelser. – Men hvis man vil opdage egernet, der sidder og spiser vindruerne, den første blomst i en sjælden rose eller kragerne, der holder vagt for hinanden, mens de guffer guld­fiskefoderet i sig, skal man sørge for tid og ro i sin have. Ingen lydbøger eller telefonsamtaler imens!

Jeg har haft have i 40 år, og min have er, bortset fra de nære relationer, den ting, der har skaffet mig størst glæde og tilfredshed igennem alle årene. Når mirabellen pludselig spreder sin blom­strende, lavthængende sky ud over græsplænen. Når børnebørnene og jeg plukker de første jord­bær. Når en ny slags fugl lander på foderbrættet eller måske ligefrem flytter ind og bygger rede.  Når fryser og køleskab bugner af frugt, grønt, saft, gelé og syltetøj, som vi kan tage frem og nyde godt af i vintermånederne.

I min have bor talløse fugle af mange slags, pindsvin, egern, mus, edderkopper, orme, snegle, lar­ver, biller, bier, hvepse, myg, fluer og meget, meget mere. Og her gror frugttræer, bærbuske, grøntsager, store, gamle træer, små, nye træer, blomstrende buske af mange slags, græs, stauder og meget andet, som det er nyttigt at kende og sætte pris på.

Når naturen omkring os dag for dag dramatisk indskrænkes af træfældning, stordriftslandbrug, byggerier, asfaltering, udvinding af råstoffer, er det vigtigt, at planter, insekter og andre dyr får små fristeder, hvor de kan overleve og måske trives. – Hvis vi ejer et stykke jord, er det vores ansvar at passe på det og de arter, der lever der.

Alle disse overvejelser bør man gøre sig, når man får rådighed over en have. Og så kan man tænke over, hvilke funktioner, man gerne vil have, at ens have skal opfylde. Derefter begynder man at indrette sit stykke land, 50 m2 eller 5000 m2, sådan som man gerne vil have det. Evt. med hjælp af professionelle havearkitekter, der ved noget om havers brug, indretning og planter, men haven er også et sted, hvor leg, lyst og kreativitet kan udfolde sig uhæmmet. Der er ingen regler – ud­over almindelige menneskelige hensyn – i din have.

Måske har man overtaget en gammel have med træer, frugttræer, plæne, stier, terrasse, bede m.m., som man gerne vil bevare, stort set. Så er det jo let. – Så kan haven udvikle sig, efterhånden som man selv udvikler sig, får børn, dyr, interesser. De færreste overtager et helt blankt lærred. Men alligevel bør man gøre sig overvejelser om havens grundelementer, som er:

Mure

Vægge

Gulve

Møbler

Funktioner

Murene består helt bogstaveligt af huset og måske naboernes mure. En sydvendt mur kan blive et velegnet levested for fx vindruer, ferskner, abrikoser, klatreroser eller måske figner.

Væggene er hegn og hække og kan også være fx espalierede frugttræer, som inddeler haven i rum. En have, som har flere hemmelige rum, som ikke umiddelbart kan overskues fra terrassen, er langt mere spændende – og indbyder mere til at bevæge sig og gå på opdagelse, end en åben have, der blot består af et enkelt haverum. Hvis man har småbørn, hunde eller høns, skal haven måske være hegnet ind hele vejen rundt for deres sikkerheds skyld?

Gulvene er jord, sand, flis, trædæk, fliser, sten eller græs. Hvad med at plante timian imellem små sten? Trædebregner? Småblomstrende mos? Der findes andre løsninger end græs og fliser.

Møblerne er større indretningselementer, så som et haveskur, et stort træ, et bed, en indvendig hæk eller hegn, højbede, kompostbunke, tørrestativ, dam, bålsted, gyngestativ, sandkasse, ligge­stole, legehus, hønsehus, hængekøje, andre havemøbler, drivhus eller andet. Men kunne også være en stor, væltet træstamme, som man kan sidde på? Klatre på? Hvor insekter, fugle og pind­svin søger hen?

Og funktionerne er selvfølgelig de forskellige ting, man ønsker at bruge havens rum til. Det kunne være en frugthave, et guldfiskebassin, en køkkenhave, et krydderurtebed, en grillplads, et sol­badeområde, et afslapningsområde, et legeområde, en hønsegård, et tørrestativ, en kompost­bunke. Eller hvad med et shelter eller en teltplads, hvor man kan overnatte om sommeren? Mange vil også ønske at tilgodese padder og insekter og anlægge vanddam, blomstereng, rede­kasser og gode levesteder med træer, buskadser, kvasbunker, brændestabler og urørte områder.

Når man først har overskuet sin have og inddelt den i rum og funktioner, som ligger praktisk og harmonisk i forhold til hinanden, så er det hele meget lettere at gå til. – Hvis man er travlt optaget i hverdagene, kan man jo udsætte fx høns, fiskebassin og køkkenhave, til der bliver bedre plads i ens liv, og bare lægge området i græs og vilde blomster, indtil man orker det.

Man kan begynde i det små, fx anskaffe sig et højbed til de mest anvendte krydderurter, purløg, persille, rosmarin, mynte, salvie, oregano, timian eller hvad man nu bruger mest af, og stille det lige ved køkkendøren, hvor det er nemt at komme til, hvis der er sol og læ der. Så kan køkken­haven komme senere, hvis interessen stadig er der.

Men man skal så hurtigt som muligt plante frugttræer, hvis der ikke er tilstrækkeligt i forvejen, for de kan være år om at komme i gang og sætte frugt. Hvilken frugt holder du mest af? Æbler? Pæ­rer? Kirsebær? Blommer? Kvæder? Frugttræer skal have lys, god plads og vand i den tørre tid i de første par år, men derefter passer de sig selv, og så kan man bogstaveligt talt høste frugterne af sit arbejde i mange, mange år fremover, måske resten af ens liv.

Og man bør med det samme anlægge en kompostbunke i det mørkeste og mest fugtige hjørne af haven, så man har et sted at smide (økologisk) køkkenaffald, salatblade, æbleskrog, kaffegrums, teblade, afgnavede majskolber, kålrester, kartoffel- og appelsinskræller, ukrudt, opfejede blade, græsafklip osv., så man ikke belaster det offentlige affaldssystem med noget, som helt af sig selv danner glimrende kompost/plantejord, der kan genbruges i urtepotter og bede.

Så er man allerede godt i gang.

Hvis man har overtaget en ældre have, er det bedste råd at vente et års tid eller to og lige se, hvad haven rummer i forvejen. Måske er der fine frugttræer, der bare skal have mere lys og luft om­kring sig? Måske ligger der et tæppe af vintergækker, påskeliljer eller blå skilla, som sommerfugle og bier vil elske at besøge i det tidlige forår? Måske er en lidt kedelig busk i virkeligheden et blom­sterhav i juni?

Med en helt nyanlagt have skal man formentlig starte med at sørge for læ og rum, før man kan plante mere delikate ting, så som roser, stauder og små frugttræer.

Når man først får fornemmelsen for det og fingrene i jord og planter, kan en have være det sted, der i mange, mange år fremover sikrer dig motion, god frugt og grønt og et utal af glædelige overraskelser.

Udyr i jordbærrækkerne

Her i sensommeren opdagede jeg pludselig, at alle mine jordbær var gennemgnavede som hulkort! – Åh, nej! – Der var ikke tvivl i mit sind, det var sneglene, der var på spil, så jeg dryssede blå sneglepiller som et snevejr ud over de to angrebne højbede og omgivelserne … Men det havde ingen effekt, et par dage efter var ødelæggelserne bare endnu værre. Der var nu stort set kun ribberne af jordbærbladene tilbage.

I hele mit lange haveliv havde jeg aldrig oplevet noget lignende! Havesnegle har vi altid haft, men deres færden foregår stort set ubemærket og uden større tab end et par kighuller i rabarber- og hostabladene.

Dræbersneglene fik jeg styr på efter den indledende panik, da de dukkede op i min have omkring årtusindskiftet. – Først og fremmest vhja. indsamling ved nattetid iført plastichandsker og lommelygte. Vi kunne snuppe 20, 30, 50 op til 100 stk. pr. nat dengang. Og vi var vedholdende. Det blev en aftenrutine lige at tage spand, handsker og lygte med ud, når hunden skulle tisse af inden sengetid. Næsten hver nat i sommerhalvåret i et par år i træk. – Endnu bedre blev det, når vi havde besøg af niecerne fra København. Straks ved ankomsten fik de udleveret plastichandsker … Nåeh, I troede, I skulle på ferie? – Næeh, nej, I skal ud og samle slimede snegle!

Der er ikke noget som små piger, når der skal samles snegle. – Piger i 6 – 10 års alderen har gode øjne, er rappe på fingrene og kan komme ind under træer og buske meget bedre, end en stivrygget, natteblind voksen kan. – Og så var motivationen høj, for jeg udsatte en dusør på 1 kr. pr. stk., og beløbet kunne brændes af på feriens sidste dag, hvor vi tog til Skagen. Her blev de slæbt igennem kunstnerhjem og museum, måtte påhøre hele historien om Brøndums, om Ancher, om Krøyer m.fl. på vejen med ’Sandormen’ ud til den yderste Gren og under den obligatoriske rejepilning på havnen foran Bindesbølls smukke fiskerhuse, inden de blev sluppet løs i gågaden med hver flere hundrede kroner på lommen, som straks blev omsat i ravsmykker. – Den ferie tror jeg ikke, de glemmer.

Når man først har ryddet det indre af haven, er det let at holde snegle udefra væk. Som en kant op mod det fugtige skovstykke og ind mod naboen med de store, skyggende træer lagde vi en bred bræmme af grus, som vi på våde dage armerede med blå sneglepiller, som består af jernspåner dækket af hvede, og som er godkendt til økologisk landbrug. Snegle uden hus kan ikke fordøje jern, så de dør, hvis de falder for hvedelugten og snasker pillerne i sig på deres slimede vej over gruset ind i min have. Ha! – Traditionelt udviser vi mennesker ingen barmhjertighed med noget, der truer vores afgrøder, jagtbytte, husdyr, familie eller ejendom. Vi jager snegle, edderkopper, myg, borebiller, bladlus, mus, rotter, muldvarpe, fluer, hvepse, krager, ulve og nuttede mårhunde med bedårende øjne plus mange, mange flere.

Fordi vi var ude i god tid og var så grundige med at rense haven, har jeg aldrig oplevet at miste noget til dræbersneglene, så de to skamferede jordbærbede var en katastrofe! – Vi bevæbnede os igen med lommelygter og plastichandsker og gik på natlig sneglejagt i jordbærrene og fandt … ingenting … Ingen snegle. Ingen verdens ting … Lige indtil min mand sagde: Prøv lige at se her … og jeg kiggede nærmere efter og fik øje på en lille grøn larve. Så en til. Så endnu en, to, tre … Selv i lommelygtens blege skær kunne vi nu se, at undersiden af jordbærbladene vrimlede med små, grønne larver, der lod sig falde og dryssede ned på jorden, hvor de hurtigt blev væk.

Vi tog et par af misdæderne med ind og begyndte googlejagten … Eureka! Rosenbladhvepse! – Deres larver lever af bladene af alle medlemmer af rosenfamilien, herunder selvfølgelig roser, men også jordbær, brombær og hindbær. De kunne tilsyneladende bedst lide mine jordbær, men også en del roser rundt omkring i haven var angrebne.

Ifølge google kan man spraye udyrene væk med en skrap gift, men det går jo ikke til jordbær. Så jeg måtte tage andre metoder i brug.

Der bor vel en heks i enhver kvinde over fyrre … Efter gamle anvisninger blandede jeg nikotinvand – nikotin er nikotinplantens værn mod insekter og er en kraftig insektgift – med brun sæbe, husholdningssprit og lunkent vand i en stor spand. – Samme blanding har jeg altid klar i mindre mængder i en sprayflaske til bladlus, sørgemyg m.m., når de viser sig i større mængder i mine planter. – Vi er for længst holdt op med at ryge, men en halv pakke tobak i vand i et par døgn udtrækker nikotinen, så den er klar til brug.

Jeg ryddede det ene af mine jordbærbede fuldstændigt og gennemgravede jorden, men tog de små udløbere, der skulle udgøre næste års planter, og lagde dem i spanden med nikotin-sæbe-spritblandingen, helt neddyppet, natten over. De et-årige planter i det andet bed blev nippet ned til kun et enkelt eller to blade og grundigt efterset for grønne larver, hvorefter jeg sprayede dem både på over- og undersiden med klistret nikotin-sæbe-spritblanding. – Tag den, bladhvepselarver!

Vi skiftede jorden i et højbed, hvor de nye, små jordbærplanter skulle stå, og jeg tog dem op af spanden, satte dem, vandede og gødede dem grundigt.

De andre blev efterset hver dag i en uge for larver, og der var faktisk bid næsten hver dag. Rosenbladlarver overvintrer i jorden under planterne, og første kuld kommer frem, når foråret begynder at blive lunt, de parrer sig og sætter næste kuld i verden, der så kommer op fra jorden i sensommeren.

Jeg håber, at jeg har stoppet invasionen, men nu vil jeg altid være på vagt. Der er kommet en helt ny fjende i min have.

Medio oktober 2020:

Ingen af mine anstrengelser med fjernelse, rensning, giftblanding m.m. har båret frugt. Nul. Nulla. Nada.

Bladhvepselarverne trives over al måde i det lune efterår, og mine jordbær er lige så hullede, som før min indsats.

Jeg kan håbe på en streng vinter, og så kan man rode op i jorden omkring planterne og på den måde forstyrre larvernes overvintring – har jeg læst.

Planter

Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.

Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?

Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?

At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.

Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.

Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.

Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.

Første jordbær – og klimaforandringer

I mange år har jeg noteret datoen for det første jordbær i min have:

1996 – 24. juni

1997 –  22. juni

1998 –  18. juni

1999 –  16. juni

2000 – 7. juni

2001  –22. juni

2002 – 4. juni

2003  –15. juni

2004  -12. juni

2005  –20. juni

2006  –13. juni

2007 – 5. juni

2008  –3. juni

2009  –9. juni

2010  –14. juni

2011  –7. juni

2012  –18. juni

2013  –13. juni

2014  –8. juni

2015  –20. juni

2016 – 6. juni

2017 –  11. juni

2018 – 1. juni

2019 –  13. juni

Det er samme slags jordbær, de står i de samme bede uden plastic eller anden beskyttelse, og de bliver passet på samme måde.

Min fornemmelse af, at de første jordbær i gennemsnit er røde og modne 2 – 3 uger før, end de var for bare 20 år siden, er vist rigtig. – Og da jeg var barn, sagde man altid, at jordbærrene blev modne efter Skt. Hans. Sidste sommer, hvor vejret var usædvanligt varmt, havde vi jordbær d. 1. juni!

Samme fremrykning med to – tre uger er i øvrigt også gældende for bøgens udspring, kantarellerne og blåbærrene i skoven, hindbærrene, kirsebærrene, roserne, valmuerne, frilandstomaterne … Og sidste år høstede jeg vindruer i spandevis på mine egne, små planter, der står ude hele året – I Nordjylland!

Forår

Engang føltes foråret som et krav. Man skulle ud af sofaen, ud af sin brune vinterhule, væk fra bøgerne, chokoladekagerne og stearinlysene og ud i vejret. Fandengalemig!

Og så stod man der, frysende i sandaler og aspargesben, i det alt for klare lys og var ikke klar selv. Uden at vide, hvor man skulle gå hen.

For kravet var diffust. Uroligt. Ud i foråret. I skoven. På fortovscaféer. Promenere langs havnen. På stranden. Først og fremmest skulle man ud blandt mennesker. Færdes i flokke blandt andre forårsforvirrede. Hvis man sad inde en dag, hvor forårssolen skinnede, var denne dag at betragte som spildt i det store livsregnskab.

For sådan et havde man jo.

Mere end 60 års erfaring har dog lært mig et og andet.

Fx at skoven ikke er grønnere på pænere måder andre steder end lige her ved siden af mig.

At min egen have igen i år udviser en fantastisk fantasi af farver, frugtblomster, bier, mariehøns, spraggule citronsommerfugle, lysegrønt purløg og røde rabarber på vej.

At de mennesker, jeg holder af, er lige i nærheden og ikke skal opsøges på caféer, i friluftsbade, i legelande, til de store udendørskoncerter eller andre steder, hvor ældre kvinder ikke længere har behov for at lade sig se.

Vor nationalfilosof, Kierkegaard, skrev, blandt meget andet klogt:

– Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves.

Måske rækker det at gå med hunden i skoven, ganske som vi plejer, og bagefter hænge dyner og tæpper ud i sol og blæst. At gå og bakse med vasketøjet på snoren under forsytiaens gule opblussen. At indsnuse sollugt, jord, støv og blomster. At luge og feje en smule hist og pist, rydde vinterens visne stilke væk … at se det pible, nej vælte, op af jorden med frodigt grønt og gult og hvidt og blåt.

Måske rækker det at sidde en times tid i lækrogen og lytte til solsorten, som har lejet sig ind i mirabellen.

Nyttehave

Plant lavendler i din have. – Og en god, nordafrikansk, sød mynte.

Begge planter er hårdføre, de skal ikke vandes eller pusles særligt meget om, og de giver mangefold igen i form af krydret velsmag.

Lavendler kan bruges til fx:

· Lavendelkage – Camilla Plum gav opskriften på en skøn, spansk mandelkage med olivenolie og lavendler, som jeg har lavet flere gange hver sommer i mindst 20 år

· Lavendelduftolie

· Lavendelsæbe

· Lavendelsirup

· Lavendelis

· Lavendelsmåkager m. ingefær

· Lavendellikør

· Buketter

· Tørrede lavendler, lavendelposer, dekoration

Her er min hurtige opskrift på lavendelis, som vi fik det i Provence:

Pisk 2 bægre pasteuriserede æggeblommer med 100 g sukker og korn af ½ vaniljestang.

Pisk derefter ½ l god piskefløde til skum.

Bland æggesukkerblandingen med flødeskummet og tilsæt 2 dl youghurt naturel.

Til sidst tilsættes en håndfuld finthakkede lavendelblomster og blade og fintrevet skal af en lille, økologisk citron.

Frys isblandingen i ismaskine eller i fryseren. Hvis du ikke har en ismaskine, skal du tage isen op med 2 – 3 timers mellemrum og piske den godt igennem, før du fryser den igen.

Servér gerne med lavendelsirup, lavendellikør og sukkerristede mandler.

Mynten gror som ukrudt i alle haver. Den skal nærmest hegnes ind, men giv den i stedet et fredeligt og solrigt hjørne, hvor den kan brede sig, og beskær den kraftigt, når du skal lave:

· Myntete, af frisk eller tørret mynte

· Mojito

· Myntegelé

· Myntetonic

· Iste m citron og evt. lime, lavendler og ingefær

· Alle former for drinks, smoothies, kager og te

Her er min opskrift på en velsmagende, hjemmelavet myntetonic, som går glimrende med en god gin eller hvid rom:

2 l vand kommes i en stor gryde med to store håndfulde skyllet og fintklippet mynte, citronmelisse og evt. en stilk frisk rosmarin, sødskærm, salvie, solbærblade, hyldeblomster, æblestykker, vindruer, pærer – tøm frugtskålen, og husk en håndfuld friske ingefærstykker.

Og 5 – 6 vaskede, økologiske, skiveskårne citrusfrugter (lime, appelsin, citron, grapefrugt, calamondin)

Tilsæt 2 strøgne spiseskefulde kinabark (hele stykker, ikke knust) – ikke mere! Kan være giftigt i større mængder – Si det grundigt! Si det 2 gange! Der må ikke være små bidder i!

6 knuste allehåndebær

6 knuste enebær

1 brev citron- eller vinsyre, 20 g

Efter kogning og sining tilsættes 1 kg sukker

Alle ingredienser bortset fra sukkeret koges ½ time ved middelvarme i en stor gryde. Hæld det hele igennem en fintmasket si. Si det igen igennem et fintvævet klæde, fx et bomuldsviskestykke lagt ned i sien.

Vask gryden grundigt. Varm væsken op igen, bland den med sukkeret, tilsæt en lille hættefuld Atamon og hæld på skoldede og Atamonskyllede flasker.

– Bland med gin eller hvid rom og evt. danskvand, is, grapetonic el. lign. og agurke- og lime- eller citronskiver

– Alkoholfri sommerdrink: Knus is, lime og mynteblade i et stort glas, ½ tonic + ½ danskvand

– Med hyldeblomstsaft, is, citronskive og et par jordbær

– Med rosévin, is, jordbær og grapefrugtbåde

Nyslået vinavler

Min gode ven Bjarne plejer at dele ud af sit overskud fra drivhuset, og når man har en saftpresser, fås der ikke noget bedre end usprøjtet, sød, friskpresset vindruesaft, evt. med æbler og en gnalling frisk ingefær i … Uhmmm!

Men man kan ikke altid forlade sig på sine venners generøsitet, så i 40 år har jeg ønsket mig et drivhus, en udestue, et orangeri, et eller andet sted, hvor kamelia, citrontræ, appelsintræ, laurbærren, det andalusiske træ, rosmarinen osv. OG et par gode vinstokke kunne trives … Men den tilpas store lottogevinst kom aldrig.

Pludselig en dag slog det mig: Alle de nye vinavlere rundt omkring i landet, hvor er deres drivhuse? Deres stokke står på friland, de ses overalt, når man kører tur, og ingen tager dem ind om vinteren. – Hvis de kan, kan jeg også!

Så igen frekventerede jeg den gode planteskole, forhørte mig om sorter, pasning og ydelser og ryddede det hjørne i solgården, som på trods af naboernes forkærlighed for 30 m høje skovtræer i deres små villahaver umiddelbart syd for min, endnu får en smule sol.

Og her står nu et par robuste vinstokke, den ene på en russisk rod, som angives at kunne tåle ned til -23°, og udgør min helt egen vingård.