Når Eric Clapton gider komme til Skanderborg, så gider jeg også. Det manglede da bare. Mens de sidste fugtige og godt brugte unge mennesker pakker sammen på festivalens sidste aften, ruller det gråhårede segment ind. – De midaldrende, som det hedder med en forfejlet eufemisme, når man begynder at kunne se enden på det hele.
Vi får en øl og som ekstrabonus et ungt, dansk band på Bøgescenen. Ud af højttalertårnene brager en grød af unuanceret larm, syltet ind i alt, hvad forvrængeren kan trække. De opløbne, sortklædte musikere vælter sig i pine på scenen, vrider mikrofonerne, bejler til publikum, beder dem klappe, spørger dem, hvad de hedder (?) osv. Jo, de arbejder skam for sagen, men vi er nødt til at trække væk for at beskytte den sidste rest af hørelse.
Får et erindringsglimt fra de sidste år af tresserne: Cream udsendte ‘Disraeli Gears’ med bl.a. ‘Sunshine of Your Love’, og Beatles’ ‘White Album’ kom året efter. Jeg var 12 år og tilbragte eftermiddagene med venner og de nye plader på grammofonen. Madrasserne, betrukket med fløjl i lilla og orange, ‘psykedeliske’ mønstre, lå på gulvet. Det første, min far gjorde, når han kom hjem, var arrigt at sparke døren til mit værelse op og bede os slukke for den ulidelige støj.
Min far eksisterer ikke mere, jeg har nået den alder, han havde dengang, og Clapton er blevet en klassiker.
Tre minutter før tid går han og bandet på. Jeans og sweatshirts. Helt cool. Ingen leflen for folket. Gamle, professionelle rotter, som beregnende lægger ud med masser af energi, så vi gynger fra første sekund. Hver en tone når selvstændigt ud på pladsen. Med imponerende præcision skæres alle småpauser klart ud i Skanderborgs brune aftenluft, så bøgetræerne sitrer.
Et langt midterstykke er dedikeret rockens ophav, blues’en, som Clapton for alvor vedkendte sig på MTV’s ‘Unplugged’. En guitarduet mellem Clapton og Bramhall får tårerne til at løbe på os og alle omkringstående. Strengene er dybt forbundne med strenge i vores indre. Ikke siden Jimi Hendrix har nogen kunnet få en guitar til at lyde sådan.
Så slutter de med tre sikre hits: ‘Wonderful Tonight’, ‘Layla’ og ‘Cocaine’. Den første en anelse vammelsød efter min mening, og afleveret med pligtfølelse over for damerne på pladsen, som labber den i sig. De to sidste med ukuelig, smittende drive og en stor portion Weltsmertz, som kun musikere over tres kan tilføre musikken, og som usvigeligt sikkert opsnappes af de aldrende blandt tilhørerne og jævnføres med deres egen.
Vi er blevet ramt af det sublime. Af levet liv og smerte. Af gudbenådet talent og professionalisme. Derfor må vi takke nej til TV2 og forlade pladsen med stemningen intakt. Stjerneskud drysser ned over bilen fra et sted lige under Cassiopeia, da vi kører hjem.