Om kunst

Postkort, ©Pileta-hulen

Marcel Proust, død 1922, skriver om musik- og andre kunstelskere:

’Og eftersom de faktisk ikke formår at fordøje det virkeligt nærende ved kunsten, har de hele tiden behov for kunstneriske glæder, ramt som de er af en sygelig forslugenhed, der aldrig får nok. De ind­finder sig derfor gang på gang for at klappe af det samme værk, i den tro at de med deres tilstede­værelse udfører en pligthandling, ligesom andre gør når de deltager i et bestyrelsesmøde eller en be­gravelse.’

M. Proust: På sporet af den tabte tid, bind 13, side 44 Multivers

’Men man spiller symfonien igen, man vender tilbage for at se kirken, indtil man – i denne flugt langt væk fra éns eget liv, som man ikke har modet til at betragte, en flugt der kaldes lærdom – kender dem lige så godt, og på samme måde, som den mest kyndige musikelsker eller amatørarkæolog.

Hvor mange bliver da ikke stående dér, uden at få noget som helst ud af indtrykket, mens de ældes, nytteløse og utilfredsstillede, som kunstens ungkarle! De har samme slags bekymrin­ger som gam­meljomfruer og døgenigte har, og som frugtbarhed eller arbejde ville kurere. De er mere henrykte over kunstværker end rigtige kunstnere er, for eftersom henrykkelsen for dem ikke er noget der skal uddybes ved hårdt arbejde, flyder den over og gør deres samtaler ildfulde og deres ansigter purpurrøde;’

’Den sande kunst har ikke behov for alle disse erklæringer og fuldbyrdes i stilhed.’

Samme, side 42 og 43

’Heraf følger den vulgære fristelse for forfatteren til at skrive intellektuelle værker. Det er yderst plat. Et værk som indeholder teorier, er som en genstand hvor prismærket stadig sidder på.’

Samme, side 28

Proust observerede, tænkte og skrev for 100 år siden. Han efterlod os sit syn på livet, kunsten, kærligheden og erindringen i destilleret form.

Måske forstår man bedre begrebet ’kunst’, når man har prøvet at ase sig en halv kilometer ind i en fugtig hule fx nær toppen af et bjerg i Andalusien. Man forbløffes over drypsten, over den besvær­lige, snævre og glatte adgangsvej, over ældgamle udhuggede trin, lampesteder og når omsider til smukt svungne malerier af dyr, menneskehænder og – meget overraskende – en fladfisk! Malet for mellem 80.000 og 30.000 år siden. Disse ubetvivlelige kunstværker dybt i hulens mørke indre er ikke skabt for at imponere rakket eller for egen vindings skyld; de havde en langt større betydning i de dalevende menneskers liv.

Samme ærefrygt kan slå én ansigt til ansigt med guderne i de gamle egypteres grave eller templer, foran Parthenons relieffer og statuer, terrakottakrigerne i Xian, Colosseum, de gotiske katedraler, Alhambra, når man ser Da Vincis eller Fra Angelicos Madonnamalerier, det Sixtinske Kapel, eller når man sejler op ad Canal Grande i Venedig eller træder ind i Versailles’ spejlsal for første gang.

Når man læser fx Dante, Cervantes, Shakespeare, Kierkegaard, Andersen og Proust.

Man berøres ikke i samme grad af en Martin Bigum, Kathrine Ærtebjerg eller Tal R, af en dansk tv-serie, en effektjagende krimi eller vor samtidige, nordiske Proustimitator, Karl Ove Knausgaard, men de er alle som oftest le­verings­dygtige i samtalestof for ældre velhavere, der keder sig.

● Først stod kunst i religionens tjeneste og blev betragtet som ophøjet

● Så blev kunst en statusmarkør for kongelige og adelige og blev luksuriøs

● I dag er kunstens mange beundrende småmæcener middelklassemennesker, og kunsten bli­ver jo så derefter

Som rejser, boligindretning, legemsøvelser, mode, golf og jagt blev den store middelklasses tidsfordriv, således befinder også kunsten sig nu på et niveau, hvor alle kan være med, både forståelsesmæssigt og økonomisk.

Men god kunst handler om andet og mere end blot et enkelt individ, et enkelt litografi eller maleri, en symfoni, en bog, et digt, en film.

God kunst lader os sanse noget, vi ikke vidste før og ikke selv kunne tænke os til, om det evigtgyldige i at være menne­ske og om menneskenes vilkår.

God kunst må gerne være vanskelig at nå. Elitær.

Det var aldrig meningen, at ørkesløse, bemidlede pensionister skulle samles foran den med hvidvin i smalle glas og stå og plapre op om sig selv og deres egne følelser.

Postkort, ©Pileta-hulen

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143

Undværlig kunst

Kunst beriger os og udvider verden og vores opfattelse af den. Kunst fortæller os noget, vi ikke vidste, om det at være menneske. Kunst frembringer hjerneforbindelser, der ikke var der før. − God kunst, altså.

Men sommetider farer der selvlærte emsigheder, som ikke har begreb skabt om, hvad kunst er eller kan være, rundt og fylder det offentlige rum med rædsler.

Sommetider har forældre og pædagogers overdrevne ros, og egen ukorrigeret selvopfattelse, ført til ulykkelige skæbner, der opfatter sig selv som kunstnere, men som var bedre tjent med at have fået helt andre livsdrømme installeret i en tidligere alder.

Sommetider kan såkaldt kunst være så dårlig, så meget spild af plads og ressourcer, at man ville ønske, de ville lade være.

Sommetider opstilles der kun »kunst«, fordi man lige havde midten af en rundkørsel til overs, eller fordi »kunstneren« var fætter til borgmesterens onkel.

To vanddryppende, lortelignende snegle på en knæhøj sten midt i indgangen til Aalborg Universitetshospital Nord. − Et sted, der dagligt passeres af tusindvis af mennesker, som i forvejen ikke har det særlig godt.

Coverversioner

Sommetider overgår kopien originalen. Sommetider rammer en sang en kunstner, der virkelig mener og kan noget med den. Det seneste århundredes bedste coverversioner er efter min mening:

Billie Holiday’s ”Strange Fruits”

Jimi Hendrix’s ”Hey Joe”

Joe Cocker’s ”With A Little Help From My Friends”

Sinead O’Connor’s “Nothing Compares to You”

Eric Clapton’s “Nobody Knows You When You’re Down And Out”

Teitur’s “Mother Nature’s Son”

− men den sidste kan jeg ikke finde i en ordentlig indspilning…

Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.

Slowhand

Blog Image

Når Eric Clapton gider komme til Skanderborg, så gider jeg også. Det manglede da bare. Mens de sidste fugtige og godt brugte unge mennesker pakker sammen på festivalens sidste aften, ruller det gråhårede segment ind. – De midaldrende, som det hedder med en forfejlet eufemisme, når man begynder at kunne se enden på det hele.

Vi får en øl og som ekstrabonus et ungt, dansk band på Bøgescenen. Ud af højttalertårnene brager en grød af unuanceret larm, syltet ind i alt, hvad forvrængeren kan trække. De opløbne, sortklædte musikere vælter sig i pine på scenen, vrider mikrofonerne, bejler til publikum, beder dem klappe, spørger dem, hvad de hedder (?) osv. Jo, de arbejder skam for sagen, men vi er nødt til at trække væk for at beskytte den sidste rest af hørelse.

Får et erindringsglimt fra de sidste år af tresserne: Cream udsendte ‘Disraeli Gears’ med bl.a. ‘Sunshine of Your Love’, og Beatles’ ‘White Album’ kom året efter. Jeg var 12 år og tilbragte eftermiddagene med venner og de nye plader på grammofonen. Madrasserne, betrukket med fløjl i lilla og orange, ‘psykedeliske’ mønstre, lå på gulvet. Det første, min far gjorde, når han kom hjem, var arrigt at sparke døren til mit værelse op og bede os slukke for den ulidelige støj.

Min far eksisterer ikke mere, jeg har nået den alder, han havde dengang, og Clapton er blevet en klassiker.

Tre minutter før tid går han og bandet på. Jeans og sweatshirts. Helt cool. Ingen leflen for folket. Gamle, professionelle rotter, som beregnende lægger ud med masser af energi, så vi gynger fra første sekund. Hver en tone når selvstændigt ud på pladsen. Med imponerende præcision skæres alle småpauser klart ud i Skanderborgs brune aftenluft, så bøgetræerne sitrer.

Et langt midterstykke er dedikeret rockens ophav, blues’en, som Clapton for alvor vedkendte sig på MTV’s ‘Unplugged’. En guitarduet mellem Clapton og Bramhall får tårerne til at løbe på os og alle omkringstående. Strengene er dybt forbundne med strenge i vores indre. Ikke siden Jimi Hendrix har nogen kunnet få en guitar til at lyde sådan.

Så slutter de med tre sikre hits: ‘Wonderful Tonight’, ‘Layla’ og ‘Cocaine’. Den første en anelse vammelsød efter min mening, og afleveret med pligtfølelse over for damerne på pladsen, som labber den i sig. De to sidste med ukuelig, smittende drive og en stor portion Weltsmertz, som kun musikere over tres kan tilføre musikken, og som usvigeligt sikkert opsnappes af de aldrende blandt tilhørerne og jævnføres med deres egen.

Vi er blevet ramt af det sublime. Af levet liv og smerte. Af gudbenådet talent og professionalisme. Derfor må vi takke nej til TV2 og forlade pladsen med stemningen intakt. Stjerneskud drysser ned over bilen fra et sted lige under Cassiopeia, da vi kører hjem.