Kunst – blog.loneandrup.dk

Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte buste havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og attraktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under holocaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et voldsomt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejforløb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og naturreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjerner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne opsøge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hinanden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Den lille havfrue

Arvingerne efter billedhugger Edvard Eriksen, som formgav en meget berømt bronzeskulptur af den lille havfrue, der blev opstillet på en sten i Københavns havn i 1913, er meget emsige med at forfølge alle, der beskæftiger sig med havfruer. De kræver afgifter, royalties, penge, hver eneste gang en avis trykker et foto eller en tegning af en havfrue, og nu er de ude efter den lille fiskerby, Asaa, i Nordjylland, hvor en lokal har formet en havfrue i granit, som er sat op ved den lille havn.

Det forekommer mig, at arvingerne i deres galskab efter penge har glemt, at det var H. C. Andersen, der undfangede og skrev eventyret om den lille havfrue, og at det er digteren, der trækker turister til København – ikke den uanseelige statue ved Langelinie.

Og at H. C. Andersen var inspireret af gamle folkesagn om havfruer. At det var brygger Carl Jacobsen, der gav havfruen fysisk form, da han bestilte en statue af en havfrue af Edvard Eriksen, efter at han havde set en ballet bygget på H. C. Andersens eventyr på Det Kongelige Teater, hvor den smukke danserinde, Ellen Price forestillede havfruen.

Bryggeren ville skænke byen København en statue af den lille havfrue som gave, og han havde igennem hele forløbet fra bestilling til opstilling et stort ord at skulle have sagt om udformningen. Endelig sad billedhuggerens egen hustru, Eline Eriksen, model til havfruen, da Ellen Price ikke ønskede at agere nøgenmodel.

Så den lille havfrue har mange forfædre og -mødre: Folkedybet, digteren, komponisten, koreografen, kostumieren, danserinden, den rige ølbrygger, skulptøren, der blot udførte en bestillingsopgave, og hans hustru, bronzestøberen … Dertil kommer alle dem, der skrev begejstret om statuen, der fotograferede og filmede den, der huggede dele af, så hendes berømmelse steg endnu mere, og alle turisterne, der endnu i dag flokkes for at tage selfies.

Så at forfølge alle, der bruger en havfrue som motiv, her 109 år efter opstillingen af den lille statue i København, er ikke rimeligt. Hun er skænket os i folkegave af først og fremmest en digter og dernæst en brygger.

https://faktalink.dk/titelliste/havf/havfrlin

Streaming

– som kynisk profitering af basale, menneskelige behov

Vi trækker vejret gennem streamingtjenesterne i disse mørke coronavintre, Spotify, Mofibo, Netflix, HBO o.a.

Og vi er taknemmelige for at have dem.

Men jeg forstår ikke, hvorfor disse tjenester absolut vil producere ’eget indhold’? Er det, fordi de gerne vil tjene endnu mere og samtidig præge indholdet selv? Bestemme alting selv? Danne underholdningsimperier? Skabe parallelle verdener, vi alle kan blive afhængige af og fortabe os i som soma*, mens de skovler penge ind?

For hvornår er der nogensinde kommet noget godt ud af det? Noget originalt? Med kunstnerisk værdi og nødvendighed? Der kunne bibringe lyttere, læsere, seere andet end en øjeblikkelig, tom, men pirrende, følelsesstorm, der straks igen lægger sig uden at have bidraget med noget godt til ens liv, sjælero og forståelse af omverdenen. – Bortset fra billedbogen ’The Crown’, som vi så med stor fornøjelse pga. de imponerende, historiske tableauer og gode skuespillere.

Fra Netflix’s ’House of Cards’, HBO’s ’Games of Thrones’ og frem til ’Westworld’, ‘Hunger Games’, den sammenlignelige ’Squid Games’, til ’Papirhuset’, ’Bridgerton’ – en jammerlig, men sexet udgave af ’Downton Abbey’, som på sin side lånte meget fra ‘Upstairs, Downstairs’ og Jane Austens klassiske romaner, og nu ’Succession’ o.m.fl., er det lutter beregning og manipulering.

Man ser det på de kalkulerede idéer bag, på persongalleriets sammensætning, spændingskurvernes forudsigelighed, cliffhangers … Vi indfanges af vores egen basale dyriskhed: sex, status, rigdom, oplevelsestrang og sociale behov.

Når man sidder og ser disse samlebåndsserier, investerer man uvilkårligt følelsesmæssigt i personer og intriger, så man vil have mere, mere … men bagefter er man uberørt og ikke en tøddel klogere på livet og menneskene. Som seer efterlades man med en oppustet og kortvarig følelsesophidselse, et nervemæssigt sukkerchok, som var man blevet narret til at indtage et opulent måltid udelukkende bestående af marengs med candyfloss og skumfiduser på. – Disse serier er blottede for personligt aftryk og menneskelig sjæl, viden, indsigt, nerve og nødvendighed, og at se dem er som at råbe ensom i skoven eller tale med ’Siri’ på sin IPhone ….

Efterspørgslen på nye serier, nye ophidselser, nye måder at afprøve det svære liv by proxy igennem tv-underholdning, er steget enormt, og aldrig har teknikken gjort det nemmere både at producere og at være publikum til disse oceaner af kunstig, af profithensyn forurenet, åndelig føde.

Men vi har ikke godt af det, siger denne gamle dramaturg. Det antikke, græske teater blev skabt for at lade publikum opleve dilemmaer, erfaringer og gennemleve prøvelser, der skulle bidrage til deres egne menneskelige erfaringer og skabe en forløsning i sidste akt, så alle gik klogere og opløftede hjem efter forestillingen.

At underholde og berige, som vi sagde for 50 år siden. – DR’s målsætning lød dengang nogenlunde sådan. Og nu er begge vore statskanaler sunket til blot at servere tåbelige klovnerier og danse-, gætte- eller bagekonkurrencer for absolut laveste fællesnævner.

Vi er, som sagt, taknemmelige for alle streamingmulighederne. Men hvorfor skal det meste være en opvisning i form uden indhold? Følelser uden tanker? Sukkerstads uden vitaminer? Ophidselse uden forløsning?

Når man lader unge mennesker uden livserfaring producere ’spændende’ og ’hidsende’ drama i jagten på penge, berømmelse og seertal, så bliver det derefter. Vi bliver alle sammen dummere.

Al kunst, også kunsten at underholde, bør handle om andet end sig selv. Der skal være et sandsynligt almenmenneskeligt dilemma, et tankevækkende udsagn, en slags mening, stillingtagen, et troværdigt miljø, personer med genkendelige, menneskelige egenskaber. Det er ikke nok at opstille nogle kunstige rammer, et spil, en konkurrence, et kup og caste en ung, en gammel, en tyk, en tynd, fem hvide heteromænd, en bøsse og en kvinde, en sexet og en bebrillet, en god, en ond, en helt, en klovn, en hvid, en sort og nu også en asiat af hensyn til det enorme marked i øst, og så krydre det hele med lidt reklamelækkerhed, spektakulær vold og eksplicit sex – som oftest set fra et mandligt synspunkt. – Der skal mange flere og flere forskellige grovboller på suppen! – Og måske også en knivspids talent og livsvisdom og noget på hjerte. Man kan ikke forudberegne sig til alting. Og det er ikke et formål i sig selv at få tiden til at gå med inaktiv opsugen af flimmer.

Livet er ikke langt. Ideelt set bør vi også blive klogere, mens vi slapper af. Det er ikke tilstrækkeligt blot at pirre krybdyrhjernen, uden at der ligger virkelige menneskelige erfaringer og tanker bag. Vi har ingen tid at spilde på tomme underholdningskalorier, før vi ender som gumlende sofaflokfår, mens verden bryder sammen omkring os, og tjenesterne dræner den smule hjernekapacitet, der måtte være tilbage.

Det er på tide at vågne af døsen og stille flere krav. Om kvalitet og indhold fx.

*Se evt. https://da.wikipedia.org/wiki/Fagre_nye_verden:

“Fagre nye verden (originaltitel: Brave New World, 1932) er en roman af Aldous Huxley.

Handlingen foregår i London i år 2540. Romanen er en dystopi, som baserer sig på tendenser Huxley så ved industrialiseringen af samfundet, i særdeleshed hos den amerikanske ungdom under et besøg i USA.

I romanen er jorden blevet til et verdenssamfund, ledet af 10 verdenspræsidenter.

Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelligens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet – fra alphaer (højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som “moder” og “fader” betragtes som stærkt upassende og vulgære.

Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædiske læresætninger (indoktrinering under søvn) og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kærlighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længerevarende forhold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.

Det afsløres senere, at disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet.” Wikipedia

https://politiken.dk/viden/Tech/art8523218/Det-vigtigste-for-Spotify-er-at-du-ikke-slukker.-Derfor-bel%C3%B8nner-tjenesten-en-bestemt-slags-musik

Om kunst

Postkort, ©Pileta-hulen

Marcel Proust, død 1922, skriver om musik- og andre kunstelskere:

’Og eftersom de faktisk ikke formår at fordøje det virkeligt nærende ved kunsten, har de hele tiden behov for kunstneriske glæder, ramt som de er af en sygelig forslugenhed, der aldrig får nok. De indfinder sig derfor gang på gang for at klappe af det samme værk, i den tro at de med deres tilstedeværelse udfører en pligthandling, ligesom andre gør når de deltager i et bestyrelsesmøde eller en begravelse.’

M. Proust: På sporet af den tabte tid, bind 13, side 44 Multivers

’Men man spiller symfonien igen, man vender tilbage for at se kirken, indtil man – i denne flugt langt væk fra éns eget liv, som man ikke har modet til at betragte, en flugt der kaldes lærdom – kender dem lige så godt, og på samme måde, som den mest kyndige musikelsker eller amatørarkæolog.

Hvor mange bliver da ikke stående dér, uden at få noget som helst ud af indtrykket, mens de ældes, nytteløse og utilfredsstillede, som kunstens ungkarle! De har samme slags bekymringer som gammeljomfruer og døgenigte har, og som frugtbarhed eller arbejde ville kurere. De er mere henrykte over kunstværker end rigtige kunstnere er, for eftersom henrykkelsen for dem ikke er noget der skal uddybes ved hårdt arbejde, flyder den over og gør deres samtaler ildfulde og deres ansigter purpurrøde;’

’Den sande kunst har ikke behov for alle disse erklæringer og fuldbyrdes i stilhed.’

Samme, side 42 og 43

’Heraf følger den vulgære fristelse for forfatteren til at skrive intellektuelle værker. Det er yderst plat. Et værk som indeholder teorier, er som en genstand hvor prismærket stadig sidder på.’

Samme, side 28

Proust observerede, tænkte og skrev for 100 år siden. Han efterlod os sit syn på livet, kunsten, kærligheden og erindringen i destilleret form.

Måske forstår man bedre begrebet ’kunst’, når man har prøvet at ase sig en halv kilometer ind i en fugtig hule fx nær toppen af et bjerg i Andalusien. Man forbløffes over drypsten, over den besværlige, snævre og glatte adgangsvej, over ældgamle udhuggede trin, lampesteder og når omsider til smukt svungne malerier af dyr, menneskehænder og – meget overraskende – en fladfisk! Malet for mellem 80.000 og 30.000 år siden. Disse ubetvivlelige kunstværker dybt i hulens mørke indre er ikke skabt for at imponere rakket eller for egen vindings skyld; de havde en langt større betydning i de dalevende menneskers liv.

Samme ærefrygt kan slå én ansigt til ansigt med guderne i de gamle egypteres grave eller templer, foran Parthenons relieffer og statuer, terrakottakrigerne i Xian, Colosseum, de gotiske katedraler, Alhambra, når man ser Da Vincis eller Fra Angelicos Madonnamalerier, det Sixtinske Kapel, eller når man sejler op ad Canal Grande i Venedig eller træder ind i Versailles’ spejlsal for første gang.

Når man læser fx Dante, Cervantes, Shakespeare, Kierkegaard, Andersen og Proust.

Man berøres ikke i samme grad af en Martin Bigum, Kathrine Ærtebjerg eller Tal R, af en dansk tv-serie, en effektjagende krimi eller vor samtidige, nordiske Proustimitator, Karl Ove Knausgaard, men de er alle som oftest leveringsdygtige i samtalestof for ældre velhavere, der keder sig.

● Først stod kunst i religionens tjeneste og blev betragtet som ophøjet

● Så blev kunst en statusmarkør for kongelige og adelige og blev luksuriøs

● I dag er kunstens mange beundrende småmæcener middelklassemennesker, og kunsten bliver jo så derefter

Som rejser, boligindretning, legemsøvelser, mode, golf og jagt blev den store middelklasses tidsfordriv, således befinder også kunsten sig nu på et niveau, hvor alle kan være med, både forståelsesmæssigt og økonomisk.

Men god kunst handler om andet og mere end blot et enkelt individ, et enkelt litografi eller maleri, en symfoni, en bog, et digt, en film.

God kunst lader os sanse noget, vi ikke vidste før og ikke selv kunne tænke os til, om det evigtgyldige i at være menneske og om menneskenes vilkår.

God kunst må gerne være vanskelig at nå. Elitær.

Det var aldrig meningen, at ørkesløse, bemidlede pensionister skulle samles foran den med hvidvin i smalle glas og stå og plapre op om sig selv og deres egne følelser.

Postkort, ©Pileta-hulen

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143

Undværlig kunst

Kunst beriger os og udvider verden og vores opfattelse af den. Kunst fortæller os noget, vi ikke vidste, om det at være menneske. Kunst frembringer hjerneforbindelser, der ikke var der før. − God kunst, altså.

Men sommetider farer der selvlærte emsigheder, som ikke har begreb skabt om, hvad kunst er eller kan være, rundt og fylder det offentlige rum med rædsler.

Sommetider har forældre og pædagogers overdrevne ros, og egen ukorrigerede selvopfattelse, ført til ulykkelige skæbner, der opfatter sig selv som kunstnere, men som var bedre tjent med at have fået helt andre livsdrømme installeret i en tidligere alder.

Sommetider kan såkaldt kunst være så dårlig, så meget spild af plads og ressourcer, at man ville ønske, de ville lade være.

Sommetider opstilles der kun »kunst«, fordi man lige havde midten af en rundkørsel til overs, eller fordi »kunstneren« var fætter til borgmesterens onkel.

To vanddryppende, lortelignende snegle på en knæhøj sten midt i indgangen til Aalborg Universitetshospital Nord. − Et sted, der dagligt passeres af tusindvis af mennesker, som i forvejen ikke har det særlig godt.

Coverversioner

Sommetider overgår kopien originalen. Sommetider rammer en sang en kunstner, der virkelig mener og kan noget med den. Det seneste århundredes bedste coverversioner er efter min mening:

Billie Holiday’s ”Strange Fruits”

Jimi Hendrix’s ”Hey Joe”

Joe Cocker’s ”With A Little Help From My Friends”

Sinead O’Connor’s “Nothing Compares to You”

Eric Clapton’s “Nobody Knows You When You’re Down And Out”

Teitur’s “Mother Nature’s Son”

− men den sidste kan jeg ikke finde i en ordentlig indspilning…

Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.