Mere end konkurrencestaten frygter jeg konkurrencemennesket. I hvert fald når dette menneske optræder i mit private liv og helt tæt på.
– Din fjende er én, med hvem du kæmper om begrænsede ressourcer.
Middelklassekvinder i Danmark i dag har adgang til så usandsynligt mange ressourcer, og de er alle i stand til at skaffe dem selv, at et af deres største problemer er, hvordan de kan UNDGÅ at indtage for mange kalorier.
At kæmpe med sine veninder om, hvem der går de længste skovture, tager på de mest spændende rejser, bager de bedste kager eller har mest travlt, er idiotisk.
På vej ind i skoven mødte hunden og jeg en gammel veninde.
– Hej … sagde jeg, men blev afbrudt, inden ordet var helt ude af min mund.
– Jeg har gået i tre en halv time! oplyste min veninde sammenbidt.
Vi havde ikke set hinanden i flere måneder, hun udtrykte ikke glæde ved at se mig, hun spurgte ikke, hvordan jeg havde det … Hun var kun opsat på at meddele, hvor langt hun havde gået, ikke tre timer, ikke flere timer, ikke en lang tur, men TRE EN HALV TIME – hverken mere eller mindre. Har hun så vundet ‘Mest motion pr. dag’-konkurrencen?
Havde hun gået og taget tid på sin spadseretur i håbet om at møde nogen, som hun kunne sammenligne skovturstider med? Ligesom dem, der regelmæssigt uploader og sammenligner deres løbeture på Facebook? Var hun i tre en halv time gået glip af skovens efterårsfarver, fuglenes sidste små farvelpip og den tunge, muldede lugt af mos og nedfaldne blade for at holde øje med uret? – Og så mødte hun bare mig.
– Nå, fint. Sikke frisk du er, svarede jeg.
– Og jeg havde fint vejr hele vejen. Nu bliver det sikkert regn, hun nikkede mod nogle mørke skyer og hentydede dermed til, at hunden og jeg ville få dårligt vejr på VORES tur, og således havde hun også vundet ’Bedste vejr på skovturen’-konkurrencen.
– Ja, det er ærgerligt, smilede jeg. – Så må vi hellere se at komme af sted. Jeg hankede op i hundesnoren.
Hunden og jeg gik videre ind i skoven. Vi havde indtil da ikke haft nogen anelse om, at vores lille skovtur, som vi i øvrigt går hver eneste dag året rundt, var en del af en konkurrence. Vi gik ikke i tre en halv time, jeg ved ikke engang, hvor længe vi gik, måske en lille times tid, og solen skinnede ikke på hele turen, men hvis der var tale om en række af konkurrencer, så vandt hunden og jeg afgjort konkurrencen om ’Bedste selskab på skovturen’.
For der er nogle mennesker, som er ulidelige at være sammen med, fordi alting altid ender i en konkurrence. En konkurrence, man sjældent aktivt har meldt sig til, og som forplumrer kommunikationen. Inden man har nået at opfatte, hvad der foregår, er man blevet dukket og har tabt på en tre-fire parametre.
Fx i en telefonsamtale med en ældre damebekendt:
– Hej, hvordan har du det?
– Jeg har stadig tre jordbær på en af mine jordbærplanter!
– Nåh, hvor fint! – Vi har stadig lidt hindbær, og så syltede jeg kvæder forleden …
– Æv bæv!
– Hvorfor siger du æv?
– For så kan jeg jo ikke prale …
Sagt fuldkommen uden humor og distance. – Jeg anede ikke, at en uskyldig snak om frugt & bær pludselig var udartet til en benhård konkurrence, en ’Hvem har flest frugter’-konkurrence. Alene af den grund, at den ældre dame kun havde en lille altan med et par krukker, og jeg har en stor have med måske ti frugttræer og køkkenhave. Og fordi bare det at have nogle få frugter i det sene efterår er dejligt og mere kalder på glæde end pral.
En snak om rejser med en bekendt udartede i, at hun, som skulle rejse rundt i et område af et sydamerikansk land med bus, meget bestemt mente – og det havde alle hendes rejsekammerater også givet hende ret i – at hvis man rejste rundt med bus, så så man meget mere på en langt behageligere måde, end hvis man, som jeg, skulle rejse med fly i et stort asiatisk land. – Man OPLEVEDE mere af landet, det blev simpelthen en mere AUTENTISK rejse, hvis man kørte i en bus, end hvis man rejste med fly … Der vandt min bekendt lige sin selvopfundne ’Hvem skal på den mest spændende rejse’-konkurrence. På min bekostning. – Uden smålig skelen til vores og vores rejsers forskellighed.
Jeg havde også engang en veninde, der ikke havde haft en god samtale med nogen, hvis hun ikke kunne få nævnt, hvor travlt hun havde. Selv som pensionist havde hun altid afsindigt travlt, og man måtte forstå, at man tog af hendes dyrebare tid, hvis man ville invitere hende ind på kaffe og hjemmebag. – Hvilket ikke forhindrede hende i at tage imod invitationen og så sidde og snakke i forbløffende mange timer, som om min tid ikke betød noget. Men det var hende, der havde vundet ’Hvem har mest travlt’-konkurrencen.
Andre venner og veninder praler med deres børn, hvor kloge de er, hvor meget de tjener, hvad de har opnået, og med deres børnebørn. Det er vist meget almindeligt at køre en ’Hvem har de dygtigste børn’-konkurrence i vennekredsen. Og omkring kaffebordene – og nu også i fjernsynet – afholdes der ustandseligt ’Hvem er bedst til at bage kager’-konkurrencer.
Nogle kvinder kan konkurrere på alt! Kilometer pr. skovtur, vejret, frugt & grønt, rejser, travlhed, deres børn, kager og andet bagværk, som vi har set, men også ofte vægt, udseende, tøjet de selv og deres børn har på, helbred, deres mand, hund, hus, arbejde, boligindretning, motion, kost … ALT! Så snart de møder en anden kvinde, måler de hende med deres egen alen, og hvis det er muligt, lader de hende vide på hvilke punkter, hun har tabt. – Ja, de gør! – Også selv om deres opdateringer og sprog i øvrigt er fyldt med ’Søde’, ’Smukke’, ’Nej, hvor godt!’ og ’Jeg glæder mig på dine vegne’. Alene det, at føle sig nødsaget til at kommentere på disse anstrengt positive måder, er et tegn på, at de føler sig som deltagere i konkurrencer.
Mænd konkurrerer også. De skal nok få det flettet ind i samtalen, hvis de er steget i løn, forfremmet, har købt ny bil el. lign. Som oftest får oplysningen lige et drej, så det fremstår som en god historie snarere end som pral, men pral er det uanset. De mest succesrige mænd har klakører, som annoncerer den succesriges successer til omgivelserne. En slags PR-afdeling, der besynger alfahannens dåd. Ofte deres mødre, søstre eller hustruer, men også venner, kollegaer og ’medarbejdere’ – dette sidste ord er en eufemisme for det, der i gamle dage blev kaldt ansatte eller underordnede. – Kvinder er normalt overladt til at synge deres egen pris, derfor kan visse kvinders selskab nogle gange føles anstrengende.
Hvad værre er: Kvinder ligger somme tider i skarp konkurrence med deres egne døtre, søskende og/eller mødre. Snehvides onde stedmor er prototypen på denne halvgamle kvindetype, der hele tiden skal have spejlet til at bekræfte, at hun stadig er ung og tiltrækkende … Dem kender vi godt, ikke? – Også uden for eventyrs- og tegnefilmsverdenen.
De allerfleste småkonkurrerende bemærkninger er kun ment for sjov. Helt ærlig sjov. Men der findes ikke så få mennesker, for hvem dette sjov har en understrøm af dødelig alvor, og falder man i kløerne på dem, får man mange blå mærker på sjæl og selvfølelse, før man overhovedet bliver klar over, hvad der foregår.
Disse mennesker er ikke specielt ude efter at vinde over netop dig, selv om det føles sådan, og man altid bliver ked af det og irriteret over at tabe i så mange konkurrencer, som man ikke anede, man var med i.
I den virkelige virkelighed er disse sørgelige skabninger i konkurrence med sig selv. De føler sig små, sårbare og underlegne på forhånd. De er underskudsmennesker, der – af natur eller pga. forekomster i deres barndom – er nødt til at bruge alt i forsøget på at bygge sig selv op og holde sig flydende. De måler og vejer og googler og sammenligner sig med alle. De ville konkurrere med deres andre venner, deres egne forældre, deres egne børn, deres søskende, med hunde og katte og papmænd og -koner og virtuelle bekendtskaber på FB, hvis det ikke var dig, der stod lige foran dem. Så man skal ikke tage det personligt, men det giver jo en temmelig dårlig stemning.
Mange af disse forbenede underskudsmennesker kommer fra familier, hvor almindelige goder, så som kærlighed, opmærksomhed, støtte, tid og materielle goder var stærkt begrænset. Hvor de voksne var mest optagede af sig selv. Hvor der blev opmuntret til søskendejalousi ved tidlig fordeling af egenskaber blandt søskende af samme køn, som fx begavethed, skønhed og godhed. I mange familier får den ældste tildelt al hjernen, det klemte midterbarn al godheden, og den sidstfødte efternøler al skønhed og/eller charme – og uansvarligheden. Hvis man allerede ved fødslen fik trøstepræmien: ’Klog’, så kan det i en underskudsfamilie være meget svært at indse, at også den smukke lillesøster kunne være klog, men med helsøskende er der jo en endog høj grad af sandsynlighed for, at det kunne forholde sig sådan.
Det blodigt uretfærdige ville være, at den grimme og klodsede storebror også var dårligt begavet, men det er absolut tænkeligt. Ligesom at den yngste, smukke og gode søster kan være højt begavet og ende som internationalt anerkendt fysiker med Nobelpris og det hele. – Men det kunne også sagtens være omvendt. – Livet er ikke retfærdigt, og der er ikke udmålt begrænsede mængder af de eftertragtede egenskaber, så som skønhed, godhed og begavelse, til hver lille familie, således at fx al ’godheden’ slipper op, hvis den ældste søster er usædvanligt god af sig.
Vi måler os alle sammen med vores jævnbyrdige, med vores venner, familie og øvrige omgivelser. Det er helt naturligt. På den måde finder vi vores egen plads i menneskeheden. Og det er hele samværet og samtalens idé og berettigelse at sammenligne: Hvordan gør du?
Vi får idéer af hinanden, vi udveksler opskrifter, gode råd, sladder om mekanikerens pålidelighed, bankens satser for boliglån, priser på den nye, smarte Citroën m.m. Alt sammen hjælp til at klare vores liv. Vi er født med spejlneuroner i hjernen, så vi måler og spejler dem, vi er sammen med. – Vi sammenligner os til klassejubilæer, på sociale medier, med vennerne, kollegerne, selvfølgelig gør vi det – hele tiden. Når du siger, at du har vasket gulvet i dit køkken, så kommer jeg i tanke om, at jeg burde vaske mit køkkengulv. Sådan er det. Hvis du har landet en god stilling i et firma, kommer jeg til at tænke over, om jeg er tilfreds med den stilling, jeg nu engang har. Når du har lavet fine juledekorationer, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke er god til at juledekorere … Vi sammenligner os hele tiden med hinanden, men vi er normalt også i stand til at skelne mellem ’dig’ og ’mig’ og tillade, at du kan og har noget, jeg ikke kan og har, og at alt alligevel er fint og godt, når vi er sammen.
Man skal eje evnen til oprigtigt at glæde sig på andres vegne, for der går ingen skår af mig, hvis du er god til noget. Der bliver ikke færre frugter i verden, fordi jeg også har nogle i min have. Der bliver ikke færre mænd til mig, selv om min veninde er gift med en god mand, som jeg misunder hende. Der bliver ikke færre penge tilbage i verden til mig, hvis min ven vinder i Lotto. Jeg bliver ikke tykkere af, at andre er tynde og sporty. Solen skinner ikke mindre på mig, fordi du har godt vejr og solskin i din ferie. – Der er solskin, skovture, talenter, evner, mænd, frugter, penge, opmærksomhed, smarte biler og tyndhed nok i verden – Det er ikke et nulsumsspil med begrænsede ressourcer, hvor alle andre løber tør for lykke, hvis en af os har for meget.
De mennesker, der ser livet som en konkurrence, må være ulykkelige! For med næsten 7 ½ milliard mennesker i denne verden vil der altid være nogen, der har mere og kan mere, end dem.
Fidusen – og hemmeligheden bag de virkeligt gode og lykkelige liv må være at være glad for sig selv og sit eget. At kunne se realistisk på og påskønne hvad man selv og andre har og kan. At indrette sig, få det bedste ud af det givne, og være taknemmelig for det man har – også venskaber. – Banalt, ikke? Men virkeligheden er ofte banal.