Så blev man pludselig gammel. Det kom snigende ind på én fra det fyrretyvende år og frem. Så langsomt, at man ikke opdagede det, før man pludselig indså, at man ligner sin mor og alle de andre gamle damer, man har kendt.
1. Klædeskabet er fuldt af smarte kjoler, højhælede sko og blondeundertøj, som man stadig køber – men aldrig bruger – fordi det indre billede, man har af sig selv, ikke på nogen måde svarer til det, man ser i spejlet og på fotos.
2. Håret, som man selv mest ser vådt og mørkt, er bedstemoragtigt tyndt og lysegråt på vej mod det snehvide på fotos. Det må være den digitale teknologi.
3. Man går meget op i sin krop og dens velbefindende, noget, der ikke var nødvendigt før. I de yngre år fungerede kroppen bare, uden at man behøvede at tænke over det. Nu lyder man som sin egen mor: Av, kan vi ikke holde en pause? Er det ikke for langt? For stejlt? Er her ikke for varmt? For koldt? – Jeg sætter mig lige her, så kan I komme, når I er færdige.
4. Der er pludselig opstået små medicindepoter midt i stuen ved siden af stearinlysene og vitaminpillerne, og i badeværelset står der forskellige tandrensere og specialbørster ved siden af specialtandpastaen.
5. Man gider ikke gå nogen steder om aftenen eller have folk på besøg. En stille aften hjemme med en film eller en god bog er det højeste, man ønsker sig.
6. Sammen med hormonerne damper de fleste ambitioner af. Allermest ønsker man sig fred og ro, bekvemmelighed og et mindstemål af almindelig høflighed og respekt fra omverdenen, når man vover sig ud.
7. Man opdager, at man sidder og retter tv-værternes udtale og irriteret modsiger politikere og andre fladpander, der optræder på skærmen.
8. Ens sofa er blevet menneskeædende: Når man først har sat sig, er det nærmest umuligt at rejse sig igen. Man begynder at bede børn og børnebørn om lige at lukke hunden ind og hente plaiden, nu de er oppe.
9. Man skal bruge mere tid til alting: I badeværelset, i køkkenet, på indkøb, til at tænke … Jeg må ofte ringe op igen, fordi jeg glemmer det, jeg ville sige.
10. I det hele taget glemmer man, hvilket sikkert er nådigt. Samtalerne herhjemme lyder nogenlunde sådan: Hvad er det nu, han hedder, ham, der er med i den der film, hvad er det nu, den hedder, sammen med hende, hun hedder … vent, det kommer lige straks, der er lavet af … Sig mig, tror du, jeg er ved at få det der, hvad er det nu, det hedder … ?
11. Hvis det er uundgåeligt at rejse sig fra sofaen eller et andet sted, hvor man har siddet længere end ti minutter, så sker det langsomt, vaklende, foroverbøjet, og med mange suk og udbrud.
12. Ganske unge mennesker, som slet ikke var født, da man selv begyndte at arbejde med computere, begynder at rose én, fordi man kan sende en mail, en sms eller betale med Mobile Pay.
13. Børn og børnebørn tror, at man er blevet senil, bare fordi man kommer til at kalde dem ved forkerte navne eller et kort sekund tror, at de er nogle helt andre, afdøde familiemedlemmer eller gamle venner fx.
14. Blomsterhandleren får ondt af én, fordi man render rundt og leder efter sine briller, som man selv har skubbet op i håret.
15. I det hele taget har man fået en masse nye dingenoter at holde styr på: briller, stok, varme uldtørklæder, tasker med hjul under, pilleglas, forstørrelsesglas, skruelågsåbner.
16. Man tilbringer forbløffende meget tid i lægens kedsommelige venteværelse, og en pæn del af ens likvide midler afleveres til tandlæger og apoteker.
17. Man er overbevist om, at man er rasende klog, men man kan desværre ikke lige huske det, man ville kloge sig på.
18. Man bliver nærig med sin tid, selv om man tilsyneladende har nok af den. Man har ingen tid at spilde på uprofessionelle foretagender, dårlige film, dårligt skrevne bøger, artikler af unge mennesker, der hverken kan tænke eller skrive, mennesker, der ikke kan beskæftige sig med andet end sig selv.
19. Men at ligge en hel eftermiddag på gulvtæppet og lege monstertrucks med barnebarnet føles pludselig særdeles meningsfuldt og givende.
Ikke et sekund har jeg savnet:
1. Kødmarkederne og larmen på barer og diskoteker.
2. Forældresammenkomster i børnehave og skoler.
3. Usikkerheden ved at være kvinde og uvisheden ved at være ung.
4. At være afhængig af andre: familie, lærere, kammerater.