Vi havde omlagt haven og indrettet en lille gård, prætentiøst benævnt Rosengården pga. de tre teglfarvede roser. I hjørnet havde min kære mand plantet det sødeste lille hjertetræ, og velsignet så det ud.
Når jeg havde ærinder hen over Rosengården, bemærkede jeg en markant duft af brændt sukker.
– Nå, naboerne laver bolsjer med deres børn, tænkte jeg første dag. – Hvor hyggeligt.
– Hvor mange bolsjer kan de spise? tænkte jeg anden dag.
– Har de startet en fabrik? var mine overvejelser tredje, fjerde og femte dag.
Først efter et par ugers undren fik jeg den lykkelige indskydelse at gå hen og snuse til det lille hjertetræ. Og fra de lyserøde, orange og chokoladebrune efterårsblade stod en stærk odeur af netop mørkbrændt sukker!
Besynderligt!
Når man er født som kvinde, og dertil er udstyret med særdeles fintfølende sanser, kan omverdenen ofte betragte én som halvtosset, men heldigvis har vi Google.
Jeg googlede ’hjertetræ lugt’ og fandt straks hen på en side fra Statens Naturhistoriske Museum, hvor netop dette fænomen var beskrevet: Hjertetræets efterårsløv dufter kraftigt af brændt sukker.
– Så ved man det. Og sådan én har jeg i haven.