Hver fredag eftermiddag, når min mand og jeg ruller ind i den nærliggende Kvickly med vores indkøbsvogn, mødes vi af de tryglende, men også brændende bestemte, øjne fra en yngre mand eller kvinde, der står lige i indgangen med bladet ’Hus forbi’.
De er svære at passere, øjnene, og i de første år gav vi altid en tyver uden at ville bebyrdes med tryksagen. Bare for at kunne købe vore egne fornødenheder uden ubehag og dårlig samvittighed. − Bevares. − Vi er som danskere ikke vant til at omgås tiggere, men vi kan sagtens undvære en tyver, og vi hjælper naturligvis gerne, hvis nogen er i nød. − Hvis et par rare mennesker er strandet og mangler til billetten hjem. Eller til lige at klare skærene i en periode.
Efterhånden mødte jeg parret i bussen, andre steder i byen, i butikker, hvor de talte sammen eller i smartphones på et østeuropæisk sprog, købte ind, i det hele taget opførte sig som alle andre, men hver fredag eftermiddag, året igennem, i årevis, stod den ene eller den anden på plads foran min dagligvarebutik med en lille avis som dække for et − åbenbart − tilpas profitabelt tiggeri.
Da gik det op for mig, at jeg ikke er så godgørende og overbærende, som jeg gerne ville tro, at jeg var. Jeg opfattede parrets årelange tilstedeværelse som ubehagelig afpresning og kørte ofte 20 km længere for at kunne købe ind i en konkurrerende butik, hvor indgangen ikke var besat af intimiderende tiggere. Indtil jeg begyndte at spørge mig selv og butikspersonalet om, hvornår − og af hvem − det var blevet besluttet, at vi, dvs. butikkens kunder, skulle underholde et ungt, arbejdsført par tilsyneladende for stedse? Og hvis butikken fandt det væsentligt at forstrække disse mennesker med penge, hvorfor gjorde de det så ikke bare selv og blandede kunderne udenom?
I Danmark er tiggeri forbudt jvf. straffelovens kap. 22:
§ 197: Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder.
Lovens ord er ret klare; alligevel ser vi dem overalt, tiggerne, nu står de blot med et blad, ’Hus forbi’, et initiativ, som skulle forbedre forholdene for de hjemløse, men som ser ud til blot at fastholde nogle stakler i en uværdig tilværelse.
Vi har i dette lille smørhul af et land forlængst besluttet, at det er en fælles opgave at sørge for dem, der ikke kan sørge for sig selv, deres ægtefæller og børn. Den første lov imod tiggeri er fra 1708 − altså mere end 300 år gammel. Direkte tiggeri og almisser, som det blev kaldt, ansås for nedværdigende for begge parter: både for den, der strakte hånden frem, og for dem, der måtte finde pungen frem. Derfor lod vi staten overtage opgaven med at underholde de fattigste.
I min barndom i 50’erne så man aldrig en tigger. Det fandtes simpelthen ikke. Der kunne komme en skærslipper forbi og tilbyde at slibe knive og sakse, eller en sjælden gang en arbejdsløs, som tilbød at give en hånd med med forefaldende arbejde for et måltid mad. Ude på gårdene tog man ham på ordet og satte ham til at muge ud, kalke eller reparere et hegn, og hvis hænderne sad rigtigt på ham, kunne han blive i uger for kost og logi og fik gerne en lille slant med sig, når han drog videre. Men fruerne inde i byerne gav som regel bare en krone eller to, som han kunne drikke op eller drage videre med. Kun de allermest påholdende ville herse lidt rundt med ham først.
Da loven om betleri blev vedtaget, eksisterede EU ikke, og strømmen af førlige mænd og kvinder fra østlande, hvor jobmuligheder og lønninger ligger langt under vores niveau, kunne ikke forudses.
Vi er i dette land, i hvert fald i min del af landet, stadig uvante med professionelt tiggeri, ligesom vi er ubekvemme ved drikkepenge, aggressive skopudsere, souvenirsælgere o.l.
Argumentet for at lade folk, danskere såvel som udlændinge, stå og tigge under påskud af at sælge ’aviser’ på gader, banegårde og ved indkøbscentre er, at det forebygger kriminalitet. Men er det i så fald ikke et politimæssigt problem?
Hvis vores lille velfærds- og retssamfund fungerede, som det skulle, og som vi alle forventer og betaler for, at det gør, så ville der hverken være tiggere eller tyveknægte i de mængder, vi efterhånden oplever.