iagttagelser om sproget – blog.loneandrup.dk

Floskler og dårligt sprog

Iagttagelser vedrørende brugen af det danske sprog efter år 2000

Sproget ændrer sig, og det har ældre sprogbrugere altid haft vanskeligt ved at acceptere. Men sprog skal selvfølgelig ændre sig. Vi får hele tiden brug for nye ord til nye opfindelser og begreber, og om vi importerer dem fra tysk, polynesisk, engelsk eller henter dem ud af den blå luft, er ligegyldigt. I en befolkning på godt fem millioner mennesker ville det også være mærkeligt, hvis der ikke var en håndfuld fantasifulde sprogfornyere, som fra tid til anden legede med sproget til fornøjelse og gavn for os alle.

Denne 56-årige, danske sprogbruger har dog svært ved at forlige sig med dele af yngre menneskers sprog, fordi det synes, som om ændringerne foregår hurtigere og hurtigere, og som om de sker af uvidenhed om sprogets grundregler og grammatik og af ren og skær dumhed ― også fra forældre og dansklæreres side ― snarere end som en bevidst videreudvikling af sproget på sprogets præmisser.

Det forekommer mig, at man i opvæksten og i uddannelsessystemet har opgivet at lære børn og unge sproget. I stedet for at udvikle deres sprog og rette deres sproglige fejl og misforståelser ved at tilbringe tid med dem, ved at tale tydeligt med dem, ved at give dem rigelige mængder af én-til-én-tid med en sprogligt velfungerende voksen, overlader man dem til asiatiske au pair-piger, lavtuddannede dagplejere eller underbemandede vuggestuer, hvorefter de selv må tilegne sig en slags sprog i børnehaver, folkeskoler og andre institutioners råbende flokke af jævnaldrende, lige så uvidende børn.

Bl.a. derfor får ord og udtryk helt nye betydninger: Børn aner ikke, hvad en bjørnetjeneste er, de kender ikke Æsops fabler, der er ingen voksne til stede, som kan fortælle dem det, og da mennesket er et meningsskabende dyr, opfinder de selv en plausibel forklaring og kommer derved til at tillægge ordet den stik modsatte betydning, fordi de »ligesom synes, at en bjørnetjeneste lidt lyder som en enorm stor tjeneste«.

Således går der kuk i kommunikationen. Vi gør vore børn og unge en bjørnetjeneste, fordi vi ikke orker at tilbringe tid med dem, men overlader det til dem selv at uddanne sig, også sprogligt. Børn er jo kompetente, som det bekvemme mantra lyder i dag. Derfor bliver det efterhånden svært at forstå hinanden, for vellykket kommunikation kræver nogenlunde enighed om de grundliggende regler. Afvigelser distraherer og kan i værste fald skabe faretruende situationer.

Der er også tusinde gange flere sprogbrugere i det offentlige rum i dag, end der var for blot 25 år siden, før alle tv-kanalerne, før lokalradioerne, før internettet og alle de hurtigt trykte foldere, reklamer, gratisaviser, livsstilsmagasiner, bøger … I dag kan enhver udtrykke sig offentligt, hvilket man benytter sig af med stor entusiasme, og da skolelærerne for længst har opgivet at lære nogen skriftligt og mundligt dansk, men blot har opmuntret og bifaldet enhver ytring, er sprogbrugerne slet ikke klar over, hvor dårligt deres sprog er, og de søger derfor ikke sagkyndig bistand. En virksomhed betaler gladeligt millioner for hjælp til idéudvikling, reklametryk og distribution, design af hjemmesider og evt. filmoptagelser, men rent sprogligt kommunikerer mange, også de virksomheder, der lever af det, som fx. forlag, mediebureauer o.lign., på et særdeles primitivt niveau.

Alt det dårlige sprog, der på denne måde sendes ud i verden ad mange kanaler, virker tilbage på sprogbrugerne og forstærker dårligdommene, fordi de bliver normale. Man kan have det så dårligt, at man slet ikke kan huske, hvordan det var at have det godt. Dårligdommen, dvs. det upræcise, ukorrekte, barnlige og floskelprægede sprog, bliver normalen.

Når jeg skriver ukorrekt, så mener jeg ikke alle de sjove påfund og fantasifulde udtryk, som ofte beriger vores fælles sprog, men sprogbrug, fx. usikker brug af præpositioner og usammensatte sammensatte navneord, der strider imod selve fundamentet i det danske sprogs grammatik.

Når jeg opfatter disse ændringer i sproget, tror jeg, at det hænger sammen med en medfødt højere følsomhed for sprog. Jeg forestiller mig, at meget musikalske mennesker bliver ubehageligt til mode, når de hører dårlig musik og folk, der ikke kan synge. På samme måde går det mig på nerverne, så det næsten gør ondt, når jeg hører eller læser et sprog fuldt af mislyde.

Når jeg laver sproglige fejl, så bær over med mig; sproget er en levende organisme, og vi er alle kun mennesker med menneskets talent for fejltagelser.

Udtale:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvilket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

Mediesprog:

Udover det vrængende, barnlige tonefald, lufter nyhedsværter på tv hyppigt den interne jargon foran kameraet. Hvis min datter var blevet skudt på Utøya, ville jeg føle mig dybt krænket over at høre tragedien omtalt som en »historie« af en kæk, yngre oplæser.

Knap så krænkende, men irriterende i en sådan grad, at man helt glemmer at høre efter indholdet, er den hyppige brug af stedord umiddelbart efter, at grundleddet er nævnt, fx.: Konen, hun … Manden, han … Bilen, den…

Kommatering:

Ingen, jeg gentager, ingen, udover måske fem professorer og pedanter, kender reglerne for kommatering på dansk.

Sin eller hans:

Er ét stort rod, og ingen synes at kende reglen, som lyder, at man bruger sin/sit, når ordet henfører til sætningens grundled.

»Han tog hans pistol og skød ham«, betyder noget andet end »Han tog sin pistol og skød sig«, der igen er noget andet end »Han tog hans pistol og skød sig«, og endelig »Han tog sin pistol og skød ham«. Man kan godt håne folk, der er omhyggelige med sproget, og påstå, at de går op i ligegyldige bagateller, men hvis vi ikke kan gøre os forståelige for hinanden, mister kommunikation al mening, og i fx. en retssal ville forskellen på disse fire udsagn have vidtrækkende betydning.

Anglicismer:

Tale-, skrive- og stavemåder, som ukritisk er overtaget fra engelsk, fx. apostrof foran s i ejefald, alle ord i titler og overskrifter skrevet med stort begyndelsesbogstav, fx. »Ældre Sagen«, som også er ukorrekt pga. det usammensatte navneord, dertil kommer et udvalg af bandeord og andre ord og udtryk, som er fremmede i dansk.

På dansk skrives sammensatte navneord sammen, deraf navnet:

Godt hjulpet af engelsk, amerikansk og diverse såkaldte stavekontroller i mobiltelefoner og på computere kan ingen længere skrive sammensatte navneord sammen. En »anden plads« er noget helt andet end en »andenplads«.

Bydemåder i det offentlige rum:

Det er fornærmende at blive udsat for jublende banale, bedrevidende bydemåder i det offentlige rum. Her følger nogle eksempler taget fra dagspressen; livsstilsmagasiner og deciderede reklamer er som oftest værre:

Her skal du snorkle i 2011

Det må du ikke gå glip af i Kairo

Pluk skovens svampe og brug dem i din mad

Lav lækre julekager i weekenden

Få styr på opskrifterne til julens kager

Tag i Bilka på søndag og få en gratis sodavand

Min automatreaktion er altid: Gu’ vil jeg ej!

I gamle dage, da man kunne åbne vinduerne i togene, havde DSB opsat små messingskilte med teksten: Læn Dem ikke ud. ― De skilte respekterede jeg. De var stilfærdige advarsler mod en aktivitet, som erfaringsmæssigt indebar en vis risiko.

Dramatisk nutid:

Brugt som effekt på upassende steder, fx. i en lille notits i Politiken, 6.2.2012, side to:

Kronprinsepar i flydrama – nu på Twitter, »Da flyet kører ud ad landingsbanen … … Passagererne gennes ud af nødudgangene og bliver noget forsinkede.«

Bemærk venligst: Det er ikke Herman Bangs reportage fra Christiansborgs brand, der er tale om, men en simpel notits om lidt røglugt i et fly, der aldrig kom i luften.

Dramatisk nutid er et udmærket stilistisk greb, blandt mange andre i drevne skribenters arsenal, hvis man vil aktualisere og levendegøre en fortælling, men det skurrer i min sprogsans, når journalister bruger dramatisk nutid i simple omtaler af begivenheder, som de ikke selv har haft nogen del i, men blot er sat til at referere. Man kunne få den mistanke, at de ikke behersker ellers almindelige datidsformer.

Dramatisk nutid kan være anstrengende at læse, men det generer specielt meget, hvis en journalist uden selv at have været til stede forsøger at overdramatisere hændelser, der har haft tragiske omkostninger for nogle mennesker, der efterfølgende ville kunne føle sig stødt over den sensationslystne tone, fx. i omtaler af store skibsforlis eller terrorhandlinger.

Vilkårlig brug af præpositioner:

Brugen af i, om, på, til, over osv. synes i dag helt tilfældig. Det offentlige rum er fuldt af usikre sprogbrugere. Det forekommer hyppigt selv i seriøse aviser.

Eksempler på floskler:

Lidt ― som i: Og så følte jeg lidt, at jeg ligesom… Feminin nedgørelse af eget udsagn, som også hyppigt bruges af mænd, et forbehold på forhånd, usikkert og tankeløst; enten følte man det, eller også følte man det ikke. Man kan godt føle noget lidt en gang imellem, men ikke så ofte, som brugen af ordet tyder på.

Rigtig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Det betyder rigtig, rigtig meget for mig.

Unik ― om alt muligt, der ikke er specielt enestående, fx.: En unik ferieoplevelse i det dejlige Toscana.

Danne ramme om ― bare noget man siger, når man gerne vil lyde smart. Er ofte overflødigt, fx.: Bellacentret dannede i weekenden ramme(n) om et stort modeshow. En mere mundret og floskelfri sætning ville helt enkelt være: I weekenden var der et stort modeshow i Bellacentret.

I retning af ― endnu en moderigtig fyldfloskel, som sagtens kan undværes eller udtrykkes mere præcist.

I forhold til ― fx.: Vi er klar til at tage forholdsregler i forhold til den nye situation, hvilket jo er noget bavl. Man kunne blot skrive »Vi er parate (el. klar) til den nye situation«.

Fremadrettet ― en grim, forslidt floskel. Kan erstattes af fx. »med tiden« eller »i fremtiden«.

Og så videre ― noget, folk siger, når de ikke kan finde på mere. Meningsløst.

Et eller andet sted ― Altså, et eller andet sted er jeg enig med dig, men… Tåbelig, upræcis og søgende floskel, som ingen betydning har udover at signalere usikkerhed. Hvis man virkelig er så usikker, burde man holde sin mund.

På sigt, på den lange/korte bane ― forslidt, find på noget andet!

Sætte på Danmarks- el. verdenskortet ― ditto

Utrolig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Der er kommet utrolig mange ledere sammenlignet med gamle dage. Leif Søndergaard, Dansk Magisterforening, citeret i Politiken 30.5.2011. ― Formentlig ikke utroligt mange ledere, der er sikkert tal på dem, og jeg ville tro på tallet, hvis jeg hørte det.

Genial ― som ovenfor. Bliver ustandseligt brugt om banale ting. Hvad skal vi sige, når der kommer en ny Einstein? Hvilke ord har vi tilbage, hvis alt er utroligt og genialt og fantastisk?

Fokus på ― grim floskel. Bør ikke bruges de næste hundrede år.

Helt sikkert/Det er helt sikkert ― floskel, som folk fyrer af, når de ikke er helt sikre, eller når de ikke lige ved, hvad de ellers skal sige i en pause i samtalen. Jysk?

Skarp på ― som i: Vi er skarpe på økonomiområdet. Underlig konstruktion. Speciel grim er en »skarp pris«, ejendomsmæglersprog, når det er værst.

Omkring ― som i: Vi har brug for mere information omkring badesikkerhed. Hvornår blev det »omkring« i stedet for blot »om«?

Kommentere på ― hold op med det! Det hedder at kommentere, slet og ret.

Tiltag ― floskel. Find synonymer, fx. initiativer, påfund.

P.t. ― bruges for meget p.t., og de fleste af brugerne (fortrinsvis sportsfolk) aner garanteret ikke, hvad udtrykket dækker over.

Straffe ― fx. »Ny lov straffer bilejere«. Det er sådan et selvretfærdigt, forurettet tonefald, som man kunne høre i en børnehave. Det er udtryk for umoden og barnlig tankegang at tro, at fx. skattelovgivningen ikke er til for at regulere samfundet til alles bedste, men i stedet er beregnet på at straffe bestemte befolkningsgrupper.

Ekstremt ― fjollet forstærker i stedet for »meget«. Ekstremt, utroligt, fatalt, helt vildt, mega, giga, fantastisk o.lign. bør forbeholdes ekstreme situationer.

Eksempler:

Lærer Bo Bernes bruger ’vandhulspædagogik’ på at bringe virkeligheden tæt på sine elever Politiken 7.2.12

Forlag og biblioteker har i denne uge lukket en aftale om betaling til udlån af ebøger. Dansk Forfatterforening på Facebook.

Kæmperoman fortæller om forfølgelser på muslimer Politikens netavis

Er du medlem i den rigtige fagforening? Skærmreklame i bus

Så glæder jeg mig til, at fordybe mig på min uddannelse de to næste dag. Facebook

… at formulere en problemstilling inden i det emne; debat, Politiken 13.6.11

Tager til Ålborg og glæder sig til en dag i dejligt selvskab og med lækker mad. Facebook

Har endelig fundet en frisør, som lytter på hvilket et slags hår man gerne vil have og som tør klippe “ikke efter bogen”. Facebook

Her er lidt billeder fra Birgitte og mit smykke projekt! dette er det gladsblæste smykke. Facebook

Uhmmm … friskbagt kanel stang med stabilisator Politiken 21.11.11

For intelektuel for mig … Veninde i privat mail

hmm, skulle man da ikke være en doven snog, hvis man ikke kunne magte en middag lur ? Facebook

nu glæder jeg mig til, at komme ud. Facebook

Det er naturligvis ufint at hænge sine venner ud. Og det store antal eksempler fra Politiken skyldes udelukkende, at det er den avis, jeg holder mest af og læser dagligt. Politiken har et tårnhøjt sprogligt niveau og er normalt en fornøjelse at læse.

Sprogets afvikling

Alle sprog udvikler sig. Når man sidder og ser f.eks. »Baronessen på benzintanken« fra 1960, kan man virkelig høre, hvor meget sproget har bevæget sig på et halvt hundrede år. En gang havde jeg lejlighed til at lytte til bånd indtalt af danskere, der udvandrede til Argentina i 1920’erne, og det var ligeledes en forbløffende, sproglig tidslomme at stifte bekendtskab med. Men ikke kun sproget. Også de kulturelle normer har ændret sig markant. Både i 20’erne og i 60’erne sagde man f.eks. stadig »De« til folk, man ikke havde et personligt nært forhold til.

Jeg får mails, der ser cirka sådan ud, fra 15-årige gymnasieelever: Hej Lone!, Jeg skal skrive opgave om Danmark i 60erne og bibloteket sagde at jeg skal læse din roman xxxx kan du sige om den egner til mit emnet? : ))) Bettina. Hvortil jeg plejer at svare noget i retning af: Kære Bettina Jørgensen Tak for din mail. Når du har læst xxxx, vil jeg med fornøjelse svare på eventuelle spørgsmål om bogen. Venlig hilsen Lone Andrup.

For 50 år siden havde vi veluddannede skolelærere, der satte en ære i, at deres elever var i stand til at udtrykke sig på skrift. Vi trænede håndskrift, tiltaleformer, stavning og tegnsætning, til vi blev blå i hovederne.

Nu har vi ambitioner og snak om et uddannelsessystem i »verdensklasse« — og et par generationer, der hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

Dengang rejste vi ikke på weekendture til New York eller London et par gange om året, så vi var ikke opdaterede mht. de nyeste, amerikanske slangudtryk. Til gengæld lærte mange af os både tysk, fransk og latin.

I dag udvikler vort sprog sig hurtigere end nogensinde før pga. det tætte samkvem med især amerikansk kultur. USA er det store, magtfulde land, som vi gerne vil ligge tæt op ad, jvnf. Anders Fogh Rasmussens krigsførelse og efterfølgende, lukrative stillingsskift.

Dansk er så lille et sprog, at det meget nemt opsuges af engelsk med velvillig hjælp fra mange yngre mennesker, der føler sig smarte, når de strør om sig med amerikanske bandeord, ord og begreber fra f.eks. IT-, medie-, reklame- eller managementkulturen eller blot udtryk og udbrud, som i den engelske version ligger dem lige på læben, hvorimod de fleste har glemt, hvad et tilsvarende udtryk kunne hedde på dansk. Alt i alt ser det ud til, at vores sprog ikke udvikler sig, men er under afvikling. At det absorberes i engelsk, og det er vel ikke så slemt? Positivt set får vi igennem engelsk eller amerikansk sprog adgang til en meget større del af verden. Det er blot overgangstiden, hvor danskerne hverken behersker et funktionelt dansk eller et tilsvarende engelsk/amerikansk, der kan føles forvirrende og ubehagelig.

En medvirkende årsag til sprogets hastige afvikling er den store demokratisering af det skrevne og talte sprog, som de nye medier har bevirket. For blot 10 år siden var det offentlige tale- og skriftsprog stort set forbeholdt professionelle sprogbrugere. Det var journalister, redaktører, forfattere, præster, videnskabsfolk, alle mennesker, der havde længerevarende uddannelser bag sig, og som forholdt sig professionelt til sproget.

I dag kan alle og enhver med kun en summarisk fornemmelse for dansk pladre op i det offentlige rum, hvilket meget hurtigt har vænnet os til, at sproget i radio, tv og på nettet kan være pauvert, barnligt og ukorrekt. Er vi ved at udvikle et klassesamfund, hvor overklassen bliver de sprogligt veluddannede og velfungerende, og hvor man tydeligt kan høre og læse forskel på folk?

Jeg har moret mig med at samle Facebookopdateringer og kommentarer, hovedsageligt skrevet af relativt veluddannede personer i trediverne og fyrrene:

· Krappeklør, fluts og kølig hvidvin.

· Dejligt at komme hjem til ny pussede vinduer :o)

· Ja det er da en kedelig ting. Kan du ikke døbbe brødet i kaffen. Måske det giver samme smag, som at bide i brødet :-))

· Uha hvor det bare køre…

· Hørte i “Mads og Monopolet” sidste lørdag?

· … tanken om lidt mere fred og ro, er nu slet ikke så dum.

· Er spring fuld af energi :o)

Udover det rent sproglige, som er emnet her, kunne man også undre sig over, om disse meddelelser er så vigtige, at de bør kolporteres til 50, 100 eller fra 200 op til ca. 1000 såkaldte Facebookvenner?

Og så var der her for nylig den kvindelige politiker fra Dansk Folkeparti, der blev interviewet i tv-nyhederne om inkompetente, privatpraktiserende speciallæger, og som to gange udtalte, at disse læger skulle miste deres »autoritet« (hun mente vist »autorisation«). Ja, den dansk er én slem en…

Nå. Det er let at gøre sig lystig over inkompetence, og tanken om, at vores uddannelsessystem i alvorlig grad har slået fejl, er nærliggende, men kunne man ikke blot sige, at det er skønt, at alle har adgang til sproget, at det er en demokratisk ret at udtrykke sig, og at det ikke er givet, at sproget kun skal kunne bruges på en måde, men at alle mulige former for sprogbrug er gyldige?

Jo, bestemt! Det kunne man sagtens vedtage, og det er vel også alment anerkendt i dag? Bortset fra nogle sporadiske kampagner, der kun når de i forvejen frelste, har det offentlige Danmark allerede givet op og solgt ud af vores fælles sprog. Undtagen når det kommer til at stille krav til indvandrere; de skal pinedød kunne vores sprog perfekt. De indfødte, derimod, må gerne mishandle det af lutter uvidenhed.

Men sprog behøver heller ikke være så korrekt, at det bliver kedeligt. Hver ting til sin tid. Måske er det det, der kendetegner den professionelle sprogbruger? At hun målretter sit sprog til dem, hun forestiller sig, skal læse eller høre det? At hun har adgang til en rummelig kasse fuld af ord og vendinger og kan tilpasse sit sprog til lejligheden? Det er fuldkommen i orden at lave nye ord og skrive, som man taler. Det er udtryk for sproglig fantasi og kan være en berigelse.

Hele meningen med sprog er dog kommunikation. Hvis vi ikke overholder visse færdselsregler, så kører vi galt af hinanden, sproget bliver uklart, meningen bliver forstyrret, og så er der ingen kommunikation. I så fald bliver det meningsløst i det hele taget at bruge sproget. Tænk, hvis vi alle i trafikken kørte præcis, som vi selv syntes, vi ville? Hvis vi ligesom synes, at det bare er så meget mere mig at køre i venstre side? Eller at det ser bedre ud at køre uden lys om natten? Egenart er godt, men hvis vi alle opfinder vores egne regler, bliver der sammenstød på kommunikationsvejen imellem os. Så kommer vi aldrig til at forstå hinanden. — Men at udsmykke sproget på opfindsom vis svarer til at overholde færdselsreglerne, men f.eks. at køre i et knaldgult folkevognsrugbrød med blomster på, som vi så dem i 70’erne. — Det er kun sjovt og bringer ikke forståelsen i fare, tværtimod.

De hyppigste, meningsforstyrrende sprogfejl:

Alm. stavning og tegnsætning

Manglende nutids-r

Tilfældig brug af småord, forholdsordene: til, mod, på, i, fra, om, af, ad… osv.

Sin/sit bliver konsekvent erstattet med hans/hendes

Ukendskab til faste vendinger og sammensætninger

Udtale af æ, (Måske snart også ø og å?) skrider i retning af a. F.eks. træ bliver til tra, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe, rumæner bliver til rumaner, kræft bliver til kraft osv.

Udtale af e som a, ret bliver til rat, frem til fram osv.

Engelsk indflydelse:

Sammensatte navneord. — Dansk er karakteristisk ved, at vi skriver vore sammensatte navneord sammen — deraf navnet. Der er forskel på »dansk uddannelse«, som betyder en uddannelse i Danmark, og på »danskuddannelse«, som betyder en uddannelse i dansk sprog. Dette er i modsætning til engelsk, hvor man ikke sammenskriver navneordene, og hvor de to udtryk ville hedde: »a Danish education« eller »an education in Danish«. Selv offentlige og halvoffentlige institutioner har overtaget uvanen med at skrive deres navne i to ord, og de lader ofte begge ord have stort begyndelsesbogstav, selv om det ikke er reglen på dansk, hvor vi kun skriver det første ord i en overskrift med stort.

Ordforståelsen skrider. — Vi bruger f.eks. analogt med engelsk ordet »karakter«, som førhen betød personlighed eller bedømmelse, i betydningen »rolle«. — Man hører ustandseligt ordet »unik«, om det, der engang på dansk hed enestående eller mageløs, benyttet om ting og begreber, der normalt går tretten af på et dusin.

Sprogørepine

Og så sad jeg og zappede mellem vore 48 tv-kanaler og kom forbi et forbløffende optrin: To midaldrende kvinder klædt ud som kluntede havfruer sang, dårligt, men med stor overbevisning, en hjemmelavet havfruesang. – Jeg var nær drattet ned af stolen og blev fascineret hængende, ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Var det et satireprogram? En fjollet film?

Nej, det var X-Factor på DR1. Som du sikkert ved, gik det ud på at finde nye sangtalenter. Jeg hang og hang, og med større og større forundring så jeg den ene håbefulde sanger, komplet blottet for selverkendelse, efter den anden forsøge at gøre indtryk på dommerne.

På et tidspunkt rejste den ene dommer sig op og forlod lokalet. På frokostavisernes spisesedler har jeg senere set ham hængt ud som hadeobjekt, men man kan vel kun undre sig over, at han blev så længe? Den stakkels mand er formentlig musikalsk, og den ørepine, han pådrog sig den aften, jeg kiggede med, må have været uudholdelig.

Jeg ved præcis, hvordan han har det. Jeg får også ondt sommetider, og mit fag er sproget. På tv ser jeg mennesker, som ikke kan danse, danse. Mennesker, der ikke kan stå på skøjter, skøjter. Folk, der ikke er sjove, underholder. Alt det kan jeg slukke for. Heldigvis.

Men jeg fatter ikke, hvorfor mennesker, der ikke kan tale, bliver ansat som tv-journalister?

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

Som professionelt ordmenneske bliver man følsom, når det sprog, man omhyggeligt tilegnede sig i barndommen, bliver mishandlet. Som Thomas Blachman i X-Factor bliver jeg først ondskabsfuld i selvforsvar over for de inkompetente tv-værter. Når alle de små hår så stritter, udslet og øresmerter breder sig, slukker jeg tv’et eller forlader stuen.

Nu vil de fleste indvende, at allerede de gamle grækere og romere brokkede sig over de unges sjuskede sprog, men det gør vel ikke lidt brok mindre relevant, vel? Og jeg tror, at meget af miseren skyldes, at vi i dag som forældre ikke gider bruge tid sammen med vore børn og tale ordentligt med dem en-til-en, men overlader dem til enorme institutioner, hvor der måske er en voksen pr. 24 børn, og hvor de lærer at tale af hinanden. Det forklarer også, hvorfor hævdvundne talemåder, som f.eks. at gøre nogen en bjørnetjeneste, skifter mening. Ungerne kender ikke La Fontaines fabel, der er ingen voksne til at fortælle dem den gamle, gode historie, og så gætter de sig selv frem, så godt de kan, med misforståelser og sproglig uklarhed til følge.

Okay, det er et alderdomsfænomen. Sproget ændrer sig, og de gamle gyser.