Bogstavbørn og diagnoser

– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed? Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at til­passe mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?

Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gym­na­sium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, kon­kurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærk­somhed, om de gode ka­rakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræ­den, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt del­tager i det larmende, pulse­rende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier el­ler en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploa­des, måske endda fra de nedre regio­ner, forekommer én grænseoverskridende.

Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistri­ves?

Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcis­sisme, psy­kopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer.  – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.

Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?

Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, krops­bevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, ob­servationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, op­mærksomhed på detaljer, op­findertrang, nys­gerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig afle­vering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dår­lig undervisning, bil­ligt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?

Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!

Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hy­ste­riske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for liv­mo­der, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for føl­somme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke op­førte sig ’kvindeligt’, dvs. moder­ligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevel­sestrang, be­gavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i ver­den skulle holdes nede, væk, un­dertrykkes!

Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, op­finde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske oveni­kø­bet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektro­chok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i sam­fundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge vel­færdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvin­delighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.

Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’per­versiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at ac­ceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage po­sitivt til hel­heden, tvært­imod.

Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere indivi­der af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.

Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugent­ligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.

Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.

Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sam­men­brud nede på bagerste række.

Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende ind­tryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?

Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke an­kom­met til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dan­nelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i over­ensstem­melse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.

Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Før­hen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem.  – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.

Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det mo­derne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spisefor­styrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pas­ning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for vold­som, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrations­evne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke be­gynde at tale om person­lighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den her­skende, eksklude­rende og sygdomsfremkaldende sam­fundsorden i stedet?

Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om au­tisme – ’Ver­den har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kon­tinuum!  – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.

Man kunne tilføje: Normal findes ikke!

Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags nor­malitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, be­vares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for nor­malitets­skiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindrevær­dige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtræ­delsesformer i al deres frugtbare diversitet.

Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække or­det ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende gene­tisk betingede personlighed.

På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside  – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæm­pende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyr­relse’[4] . Fo­re­stil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsfor­udsigelser og syg­domsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og in­klusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organi­sation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?

Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, prak­tiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, krea­tive, sportslige …. der er næsten uen­delige muligheder.  Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel men­nesker.

Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en al­vorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller føl­somhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i ar­bejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendig­vis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres per­sonlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.

Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvun­gen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel per­son­lighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og til­passe sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på de­pression, et nervesammenbrud, selvskade, spise­forstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mi­rakuløs helbre­delse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstalt­ninger.

Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at defi­nere miljøet og andre menneskers psyki­ske status, end den anden.

Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det på­virker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, spe­cielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.

Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, for­travlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og for­søge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskon­torer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?

I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsomme­lige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og få­rene, og pi­gen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesska­bet. Ligesom den gamle mand el­ler kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyr­inde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undvæ­res, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.

Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tan­ker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en lar­mende fol­ke­skoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt be­gavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.

Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskellig­ar­tede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/piger-med-autisme-blev-ignoreret-af-videnskaben-i-aarevis

[2]https://www.ted.com/talks/temple_grandin_the_world_needs_all_kinds_of_minds?language=da 

Film: ’Temple Grandin’ – Fin­des bl.a. på HBO

[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser

[4] https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/autisme?gclid=CjwKCAjw0a-SBhBkEiwApljU0oNyz3F-mx4sJYXk2o69360OFfOgL8Lxl4pxpEhIEzCdeyciGiht-xoCsfAQAvD_BwE

[5] Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser, at 0,77 % af den samlede befolkning har en autismediagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det er de officielle tal fra Socialstyrelsen. Disse tal inkluderer ikke personer, der udredt i privat regi. https://www.autismeforening.dk/presse/tal-og-undersoegelser/

Corona 3

Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu be­kræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.

Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Le­nin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.

Vi køber ind på nettet og har endnu ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdra­get af forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt spar­sommelighedsgen vi­dere til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-pa­pir, sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en snestorm eller en syg­domsperiode. De tænkte på almindelig in­fluenza, ikke på en ondsindet én, der lukker hele sam­fund ned. For det er hundrede år siden, vi sidst har set sådan én her hos os.

Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velha­vende entusiaster skal for­styrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!

Hvis vi ikke var så urolige, og hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!

Efter en lille uge satte uroen ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have klare ret­ningslinjer fra en vok­sen.

Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi sam­les til på­skefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre ge­neraler, der tør tage ansvar og udstikke klare, viden­skabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstræk­keligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundheds­væsnet og myndig­hederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.

Her hos os har vi en daglig diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man tage den med ind til mor­genbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt. afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?

Min reference, Videnskab.dk, kan oplyse følgende:

’I et amerikansk studie, som netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer, mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’

Foruroligende kinesiske studier har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svæ­vende i luften i fx en bus i 30 minutter.

Vores morgenkævl om Politikens papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlig­net med, hvordan diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundheds­væsnet og an­dre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede. Hvad gør vi for de men­nesker?

I årevis har de været nedskåret og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til skattebetaling, til fælles krise­beredskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen, fore­byggelse m.m.

I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil ser­vant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, under­visning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode for­hold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordent­ligt.

Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle mu­lig­heder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at op­søge privatlæger og privat­hospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre pri­vilege­rede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.

Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfø­lelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?

Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem føde­kæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global øko­nomi, stor rig­dom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og for­nøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og der­fra ramme lille mig i Værløse.

Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.

I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en fla­ger­mus slår med vin­gerne på den ene side af jorden …  – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!

En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voks­nes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …

Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spæd­børn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjerte­sygdomme, lunge­sygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfun­det: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hår­dere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentlig­gøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har al­drig væ­ret udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og olde­forældre, der kunne have for­talt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.

Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virke­ligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efter­lade os mere tolerante, mere om­sorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange fly­striber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.

https://www.goodreads.com/quotes/853096-every-society-is-three-meals-away-from-chaos

https://videnskab.dk/krop-sundhed/praktiske-raad-hvordan-haandterer-jeg-rengoering-mad­lav­ning-toejvask-og-indkoeb-under

https://politiken.dk/udland/art7698009/Forskere-tr%C3%A6kker-corona-unders%C3%B8gelse-tilbage

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7722821/%C2%BBK%C3%A6re-voksne-det-klinger-hult-n%C3%A5r-I-anmoder-om-solidaritet-i-krisetider-%E2%80%93-det-er-jer-der-har-smad­ret-f%C3%A6lles­skabet-og-vores-fremtid%C2%AB

https://politiken.dk/debat/klummer/art7717434/Aldrig-har-min-s%C3%B8n-givet-mig-s%C3%A5-roligt-et-knus.-%C3%98nsker-vi-faktisk-at-vende-tilbage-til-det-gamle-liv

Danskernes sexliv

En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.

Andre europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere kalder, den hidtil største un­dersøgelse af en befolknings sexliv.

Alle er begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler på nettet om under­søgelsen genererer nyfigne klik.

Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter.  – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.

Man konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i øvrigt, hvil­ket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan finde ud af det selv.

Det er helt rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer optimalt, også mht. sex­livet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt samkvem. Hver sjette!

Hvis hver sjette mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for længst afsat midler til at forske og behandle.

Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte util­stræk­kelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en pres­set og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.

Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen af­hænger af det fysis­ke og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herun­der kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.

Så sexlivet helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet, trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?

Hvis folk havde dår­lig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende år­sag? Som kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?

Trods de negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg. ovennævnte arti­kel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde raske, af­slappede, voksne menneskers gensi­dige tiltrækning, accept og selvac­cept, på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for sexologer og terapeu­ter?

I begyndelsen af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse for an­dre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede behandlere, som gik rundt i en salig op­stemthed og arrange­rede sexmesser, sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, bru­gere, børn og unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres ar­bejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende om­kring, mens en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at ona­nere.

Omsorgen for befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig) viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende hos os alle sammen og vore ef­terkommere.

Men vi må ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og til særstand­punk­ter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og snagen.

Og her kommer en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor for­sorgs­institution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.

Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cy­kel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.

Selv om jeg var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor de hver især var anbragt til daglig.

Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uen­delighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørge­lige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.

Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen er syg?

*Politiken 30. OKT. 2019, side 4 1. sektion https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453612/Danskerne-har-ondt-i-sexlivet

og

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453872/%C2%BBDet-her-er-den-ultimative-v%C3%A5de-dr%C3%B8m-for-sexforskere%C2%AB

Derfor skal dynerne løftes: »Det her er den ultimative våde drøm for sexforskere«

Unge og miljø

Det er komplet uforståeligt, at det er de samme, sløve unge, der altid glemmer at slukke lyset, at skrue ned for varmen, at lukke for vandet, dem, der smider deres to go-kaffekrus og fastfood-emballage alle vegne, som tværer skodder ud på fortovet og smadrer flasker for sjov, som laver hjulspin i gamle biler og kører i bil til bageren om morgenen, som skifter garderoben ud hver fredag, som uden betænkning flyver til Thailand med to-tre småbørn, og som efterlader festivalpladserne med et meterhøjt lag af skrald i form af udmærkede telte, soveunderlag, soveposer, plasticposer, plasticflasker og plastickrus, som nu bliver udnævnt til at være dem, der skal redde verden fra de foregående generationer, dvs. de ældre, der omhyggeligt holder øje med deres forbrug, tilbringer hver eneste sommerferie i Tisvildeleje, cykler på indkøb, sorterer affald med stor nidkærhed, går i det samme tøj år efter år og pænt samler op efter sig selv.

Børn er børn, og børn ved ingenting. De skal først lære af de voksne.

Vi voksne bør gå i kødet på politikerne, industrien og landbruget og se på vores egne muligheder, før vi begynder at pege fingre ad hinanden og i afmagt udnævner uvidende børn til verdens frelsere.

Tøsetid

Spinkle lillepigestemmer, koket læspen, indsmigrende, næsten hviskende, kælent tonefald … Den moderne kvinde blev ikke (altid) så stærk og uafhængig i sit udtryk, som vi gamle kvinder kunne have ønsket os, da vi op igennem 60’erne og 70’erne demonstrerede i gaderne med knyttede næver.

Og det på trods af 12-taller og tilsyneladende lige muligheder på de fleste fronter!

Det ser ud, som om man nu holder kvinderne nede med krav om tyndhed, langt havfrue­hår foroven, glatbarberethed forneden, og en barnlig sødme … Og det kan man jo godt forstå, at nogen kunne have en interesse i. Behagesyge småbørn er nu engang lettere at sælge mere eller mindre overflødige produkter inden for boligindretning, mad, sundhed, skønhed, mode, rejser og populærkultur til – Men hvorfor helvede er det, at unge, stærke og begavede kvinder går med på det?

Helt aktuelt er det Iben Maria Zeuthens sødladent flirtende udspørgen af den store diva, Ghita Nørby, og Dennis Nørmarks påfølgende tankevækkende indlæg i Politiken*, som udløser min undren.

Jeg har stor forståelse for Ghita Nørbys reaktion, selv om den forekommer unødvendigt grov: – Candyfloss-sødt-klistret passiv aggression ER øretæveindbydende! – Også jeg overfusede en gang en lille apotekerpige, der vist bare ville være sød. – Faktisk forskrækkede det mig selv, at hendes spæde forsøg på, kælent, floskelfyldt og i et dårligt sprog, at belære mig om noget, jeg har vidst i længere tid, end hun havde levet, udløste så stor vrede i mig.

Jeg er en ældre dame, der ikke skal kurtiseres af små piger, og jeg bliver usigeligt flov på hele kønnets vegne, når jeg støder på dem.

Men de må jo have oplevet, at de får fordele ud af lillepigerollen, ellers ville de vel stoppe med det samme.

På en billig charterferie for nylig blev vi rystede over de unge guider, der knap mestrede det danske sprog, men som flinkt havde lært lidt stof udenad, som sang børnesange for os i bussen på vej til og fra lufthavnen, og som fnisende over lydanlægget fortalte os alle sammen om deres guidemiddage på hotellet, hvor de som noget nyt havde ‘aftalt at slukke vores mobiler og ligesom være tilstedeværende og snakke om hvordan hinandens dag har gået’ …

Jeg afbryder brat enhver samtale og zapper væk fra enhver udsendelse eller annonce i tv og radio, hvis stemmen tilhører en kælent indsmigrende, voksen kvinde, der forsøger at gøre sig lille. Fx kan DR’s ’Aftenshowet’ udløse min zapperefleks i en sådan grad, at jeg vist aldrig har set mere end få sekunder af den udsendelse. De unge mænd i ‘Aftenshowet’ kan i øvrigt forekomme lige så vammeltsøde, som pigerne, når man zapper forbi … Den værste er dog den kvindelige vært i ’Sporløs’, der kaster sig over helt fremmede mennesker i fremmede lande og smiler og krammer og taler kælent til alle, uanset at afsnittets dybt berørte hovedpersoner står lige ved siden af og græder.

Hvad er der sket? – Har de unge kvinder ikke længere nogen voksne kvinder som rollemodeller? – Kun den jævnaldrende børnegruppe og en enkelt fortravlet pædagog eller to?

Det ser ud, som om vi har sprunget et par generationer over i oplæringen af vores børn. Vi tager ikke læn­gere vores egne børn i hånden, tager dem med ud i verden og lærer dem, hvordan man begår sig i det of­fentlige rum, på arbejdsmarkedet og socialt. De seneste forældregenerationer har koncentreret sig om sig selv og deres egne karrierer og forbrug og har overladt børnene til store institutioner med dårlig beman­ding, således at børn og unge i de seneste 30 – 40 år har været overladt til det, min mand kalder ’side­mandsoplæring’. Dvs. at de lærer alt, fakta, sprog, opførsel, sociale koder, af hinanden i børneflokkene, af ligeledes meget unge YouTube-stjerner, af hysterisk opgejlede, åndløse tegnefilm, af fjollet barnlige tv-værter og popsangere. I ferier og weekender bliver det for anstrengende for de i øvrigt fraværende forældre at være sammen med deres egne børn, der jo er vant til at færdes i store, larmende flokke, og så suser man rundt på poppede museer, udstillinger, vand-, legelande og tivolier for at slippe for at foretage sig noget seriøst og måske komme til at snakke sammen. I gamle dage kaldte man sådanne fraværende forældre, der bød på is og zoologisk have i weekenden, for – ja, netop – ’Weekendforældre’.

Så børnene, pigerne, danner tøseflokke – også som voksne – hvor de åndeligt talt sidder på sengene inde på hin­andens værelser og fnisende aftaler, at – Ej, skal vi ikke alle sammen have langt hår? Skal vi ikke sige, at nu skal vi alle sammen amme vores børn på caféer? Gå i petroleumsgrønt tøj? Samle på retromøbler og keramik? Bruge slynger til vores børn? Bære bæltetasker over skulderen? Strikke vores karklude selv? Drikke to-go-kaffe med mandelmælk ligesom amerikanerne? Se de og de tv-serier? Prøve at lege veganere? Og gøre os til af det på Instagram?

I venindegrupper, på de sociale medier og i de senere år herhjemme også i dagbladet Politiken** koordinerer disse tøsepiger, af frygt for at blive udelukket af flokken, hvordan de skal leve deres liv.

Og på samme måde, som Iben Maria Zeuthen ville have spurgt en legekammerat: – Hvad er din yndlingsfarve? i håbet om, at det var lyserød, ligesom hendes egen, spurgte hun Ghita Nørby, den gamle, garvede skuespiller, der lærer sine roller med stor professionalisme og forsvarer sine figurer og ALLE deres replikker til sidste blodsdråbe både i film og på scenen, om, hvad hendes yndlingsreplik var … Det er pinligt! Og viser en flagrende, barnlig uvidenhed om de faktiske forhold i jernindustrien, som fore­kommer uklædelig for en voksen kvinde og kulturjournalist.

At mænd, fædre i 40’erne samles om rollespil, går i sneakers, hættetrøjer og færdes på løbehjul, rulleskøj­ter og mountainbikes i det offentlige rum har formentlig en lignende historie, som en voksen mand måske kunne beskrive.

*https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7092603/Unge-kvinder-ville-have-godt-af-engang-imellem-at-opf%C3%B8re-sig-som-Ghita-N%C3%B8rby

** fx https://politiken.dk/debat/art7077450/Jeg-har-kopieret-et-t%C3%B8jeksperiment-og-ikke-%C3%A9n-bem%C3%A6rkede-noget-nu-er-mine-venner-med

Hunde og høflighed

Når jeg kommer hjem, rejser den gamle hund sig møjsommeligt op på de stive ben og kommer glad logrende hen til døren for at hilse mig velkommen.

Det gør den også, hver gang andre medlemmer af den daglige flok kommer ind ad døren.

Og når jeg vågner om morgenen, er den glade, hilsende hund, det første jeg ser.

Ja, selv når jeg bare har været i bad i måske et kvarters tid, kommer hunden henrykt hen og giver et slik og et logr, når jeg nyvasket træder ud i gangen igen. – Tænk, at den gider.

Det stikker dybt i mig, at jeg selvfølgelig selv rejser mig, når gæster og ældre mennesker træder ind i mit rum.

Når det ældre familiemedlem kommer ind på restauranten. Når børnebørnene kommer løbende ind i min stue.

Da jeg gik i skole, rejste vi os op, når læreren eller andre voksne kom ind i klasselokalet, og vi rejste os som en helt naturlig ting for alle voksne i tog og busser.

Og da jeg også har gået på danseskole, kan jeg både neje og bukke, hvis jeg skulle møde nogen, der fortjener denne hilsen.

Men jeg kan ikke huske, at noget ungt menneske nogensinde har rejst sig op, når jeg er kommet ind i et rum. Selv ikke hvis middagen er på min regning. Og ingen tilbyder mig en plads i danske transportmidler. Ja, grupper af børn og unge gider ikke engang gå til side på fortovet, så jeg kan komme forbi. Jeg må helt ud på kørebanen.

Respekten for voksne, for ældre, for floklederen er dybt rodfæstet i de fleste socialt levende pattedyr, men i dette lille land er det i dag tydeligt, at vi har forsømt at lære de opvoksende generationer, hvordan man giver denne respekt udtryk. Hvordan kan man respektere sig selv, hvis man aldrig har lært at respektere andre?

Måske fortjener vi voksne slet ikke længere respekt?

Festkultur

Det fremgår, at folk er begyndt at kaste vandballoner, æg og sågar sten efter studenter­nes åbne, festsmykkede lastbiler. – Det er utilgiveligt! Man må ikke under nogen om­stændigheder kaste noget efter nogen!

Når det så er sagt, så kan man godt lufte en forståelse for den irritation, der må ligge bag kastene. De højt larmende studentervogne er fra at være en sød lille, moderne tra­dition vokset til en stor gene, der plager det offentlige rum i ugevis.

At hver borger i landet møder en to – tre stykker af disse infernalsk hujende, fordrukne vognlæs af hormonalt udfordrede, unge studenter i tiden omkring Skt. Hans for lige at minde dem om ungdomsuddannelserne er OK. – Men i mit område passerer der en studentervogn med skrigende unge og høj musik forbi flere gange i timen i disse dage, både morgen og aften, weekend og hverdag. – Det er en væsentlig støjbelastning i et fredeligt villakvarter!

Da jeg blev student fandtes begrebet ’studenterkørsel’ ikke i min egn af landet. Vi fik huer på – hvis vi da ikke fornægtede studenterhuen som alt for borgerlig – holdt et par fester og drog så udenlands, fik et sommerjob eller begyndte på seminariet om ikke på univer­sitetet. På den tid var det ikke mange af en årgang, der kom på gymnasiet. I min folkeskoleklasse var vi kun en tre – fire stykker ud af nogle og tyve.

Nu får flere end 80 % af en årgang studenterhue på, også HF’ere og SOSU-assistenter og alle de andre grupper af unge får huer og fejrer det højlydt med kørsler rundt i boligkvartererne. Og når der er så mange, og det står på så længe, og musikanlæggene er blevet bedre (og musikken værre smiley), så bliver man efterhånden træt af det.

Der er mange andre former for offentlige fester, der påvirker folks nærmiljø: Open by Night, EM på storskærme, markeder, byfester, distortion, musikfestivaller, motionsløb, racerløb o.m.a., som alt sammen er dejligt, når man er i stødet til det, men som måske også ekskluderer nogle befolkningsgrupper.

For eksempel gamle surlinge, der blev studenter for et halvt århundrede siden, og som er i stand til at gennemskue, at vi har bevæget os fra romernes ’Brød og cirkus’, som middel til at holde masserne i ro, til ’Alkohol, larm og billige kulhydrater i det offentlige rum’.

At vi er blevet en nation af børn, der skal have arrangerede tivoliture, idrætsdage og klassefester hver eneste dag, når solen skinner. Og det lærer vi vores børn fra en tidlig alder. For så længe de turer rundt som idioter, tænker de ikke over regeringens uduelighed og verdens tilstand, og ingen magter at gøre noget ved det, uddannelser, studenterkørsler eller ej!

CV-længder

Det er morsomt at se, at jo mindre en person har udrettet i sit liv, jo længere er hans eller hendes CV.

Fx Josefine Sarah Marie Bladt Jørgensen:

· Flidspræmie i 3. klasse for stil om ’Min sommerferie’, som det år gik til Gardasøen med min familie

· Kasserer for skolebladet i 4. og 5. klasse

· Studentereksamen, Christianshavns Gymnasium, 1982

· Udvekslingsophold hos hr. og fru Batschlinziger i Toronto fra januar 1982 til marts 1982

· ½ års højskoleophold, Ranum 1983

· Studietur til Prag, 1984, 1985 og 1986

· Kursus i projektledelse, AOF, Tåstrup 1985

· Bachelor i antropologi AU 1986 – 1989

· Praktikant, Red Barnet 1990

· Studietur, Barcelona, sommeren 1991

· Internationalt kursus, London, efteråret 1992

Eller Christian B. Sørensen:

· Uddannelse og ansættelse i ØK, 1984 – 1997

· Danske Bank fra 1997

· Direktør samme sted fra 2001 til nu