Postkort, ©Pileta-hulen
Marcel Proust, død 1922, skriver om musik- og andre kunstelskere:
’Og eftersom de faktisk ikke formår at fordøje det virkeligt nærende ved kunsten, har de hele tiden behov for kunstneriske glæder, ramt som de er af en sygelig forslugenhed, der aldrig får nok. De indfinder sig derfor gang på gang for at klappe af det samme værk, i den tro at de med deres tilstedeværelse udfører en pligthandling, ligesom andre gør når de deltager i et bestyrelsesmøde eller en begravelse.’
M. Proust: På sporet af den tabte tid, bind 13, side 44 Multivers
’Men man spiller symfonien igen, man vender tilbage for at se kirken, indtil man – i denne flugt langt væk fra éns eget liv, som man ikke har modet til at betragte, en flugt der kaldes lærdom – kender dem lige så godt, og på samme måde, som den mest kyndige musikelsker eller amatørarkæolog.
Hvor mange bliver da ikke stående dér, uden at få noget som helst ud af indtrykket, mens de ældes, nytteløse og utilfredsstillede, som kunstens ungkarle! De har samme slags bekymringer som gammeljomfruer og døgenigte har, og som frugtbarhed eller arbejde ville kurere. De er mere henrykte over kunstværker end rigtige kunstnere er, for eftersom henrykkelsen for dem ikke er noget der skal uddybes ved hårdt arbejde, flyder den over og gør deres samtaler ildfulde og deres ansigter purpurrøde;’
’Den sande kunst har ikke behov for alle disse erklæringer og fuldbyrdes i stilhed.’
Samme, side 42 og 43
’Heraf følger den vulgære fristelse for forfatteren til at skrive intellektuelle værker. Det er yderst plat. Et værk som indeholder teorier, er som en genstand hvor prismærket stadig sidder på.’
Samme, side 28
Proust observerede, tænkte og skrev for 100 år siden. Han efterlod os sit syn på livet, kunsten, kærligheden og erindringen i destilleret form.
Måske forstår man bedre begrebet ’kunst’, når man har prøvet at ase sig en halv kilometer ind i en fugtig hule fx nær toppen af et bjerg i Andalusien. Man forbløffes over drypsten, over den besværlige, snævre og glatte adgangsvej, over ældgamle udhuggede trin, lampesteder og når omsider til smukt svungne malerier af dyr, menneskehænder og – meget overraskende – en fladfisk! Malet for mellem 80.000 og 30.000 år siden. Disse ubetvivlelige kunstværker dybt i hulens mørke indre er ikke skabt for at imponere rakket eller for egen vindings skyld; de havde en langt større betydning i de dalevende menneskers liv.
Samme ærefrygt kan slå én ansigt til ansigt med guderne i de gamle egypteres grave eller templer, foran Parthenons relieffer og statuer, terrakottakrigerne i Xian, Colosseum, de gotiske katedraler, Alhambra, når man ser Da Vincis eller Fra Angelicos Madonnamalerier, det Sixtinske Kapel, eller når man sejler op ad Canal Grande i Venedig eller træder ind i Versailles’ spejlsal for første gang.
Når man læser fx Dante, Cervantes, Shakespeare, Kierkegaard, Andersen og Proust.
Man berøres ikke i samme grad af en Martin Bigum, Kathrine Ærtebjerg eller Tal R, af en dansk tv-serie, en effektjagende krimi eller vor samtidige, nordiske Proustimitator, Karl Ove Knausgaard, men de er alle som oftest leveringsdygtige i samtalestof for ældre velhavere, der keder sig.
● Først stod kunst i religionens tjeneste og blev betragtet som ophøjet
● Så blev kunst en statusmarkør for kongelige og adelige og blev luksuriøs
● I dag er kunstens mange beundrende småmæcener middelklassemennesker, og kunsten bliver jo så derefter
Som rejser, boligindretning, legemsøvelser, mode, golf og jagt blev den store middelklasses tidsfordriv, således befinder også kunsten sig nu på et niveau, hvor alle kan være med, både forståelsesmæssigt og økonomisk.
Men god kunst handler om andet og mere end blot et enkelt individ, et enkelt litografi eller maleri, en symfoni, en bog, et digt, en film.
God kunst lader os sanse noget, vi ikke vidste før og ikke selv kunne tænke os til, om det evigtgyldige i at være menneske og om menneskenes vilkår.
God kunst må gerne være vanskelig at nå. Elitær.
Det var aldrig meningen, at ørkesløse, bemidlede pensionister skulle samles foran den med hvidvin i smalle glas og stå og plapre op om sig selv og deres egne følelser.
Postkort, ©Pileta-hulen