● Træer og hække i det meste af Nordjylland er banket brune af en voldsom auguststorm fra sydvest – I mine næsten 70 år har jeg aldrig set magen!
● De mennesker, kunder, naboer, flygtninge, familiemedlemmer, dyr, planter m.m., som man på et eller andet niveau godt selv ved, at man har behandlet dårligt, dem hader man og giver dem selv skylden for den dårlige behandling:
Hun kunne også bare have taget noget andet tøj på
Han kunne jo bare have sagt til noget før
Det var, fordi hun sagde …
Det var fordi, han ikke gjorde …
De kunne også bare …
De kunne jo have ladet være med …
Hun er også altid så …
Se, hvad hun fik mig til!
Hvis de nu var blevet hjemme …
Det er et velkendt fænomen inden for psykologien: Man tilgiver aldrig dem, man har handlet uret imod.
Det hedder victim blaming, offerskyld, selvretfærdighed, efterrationalisering …
Hvis folk er dumme, er de selv ude om, at de bliver snydt, slået, myrdet
Russerne foragter ukrainerne
Flygtningepolitikere foragter flygtninge
Læger foragter de patienter, de ikke kan hjælpe
Dubiøse foretagender foragter deres kunder
Svindlere foragter deres ofre
Voldelige ægtemænd foragter deres koner
Voldtægtsmænd foragter kvinder
Veninder foragter dem, de ikke gider invitere
Vindere foragter tabere
osv.
Politiken 25.8.23
● Gad vide, hvornår det går op for russerne, at andre folks regeringer og præsidenter ikke slår deres egne borgere ihjel?
● Præsident Zelenskyjs blog 21.8. 23:
‘People value strength. Strength helps. But strength is not always primary. Strength is a consequence. Consequence of who you are. And who is with you. Whom you respect. And who respects you. Whom you want to see in your home. And who wants to see you. Whom you trust. And who trust you. Dear people of Denmark! Ukraine believed in you when this evil Russian invasion began. And I thank you for trusting us. I thanked all Danes in my today’s address to @folketinget‘
– Et opslag, som bør værdsættes – ikke fordi vi skal gå og gasse os over at have hjulpet en nabo i krig en lille, bitte smule, men fordi landet er så enestående, at de har en livsklog præsident.
● Hvilket bringer mig til vores egen statsminister, Mette Frederiksen, og hendes embedsmand – Hvorfor hedder det embedsmand, når det er en kvinde? Og domsmand? Og målmand? Og talsmand o.m.m.? – Barbara Bertelsen. – Og vi kommer ikke uden om at tale køn.
Zelenskyj er en komiker, der overraskende blev præsident. Han er en lille mand, der kender alle kneb i PR-drejebøgerne, han har et særdeles dygtigt, professionelt team bag sig, og hans stemme er dyb og beroligende. Mænd virker stærke og beroligende på både mænd og kvinder.
Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er socialiserede som kvinder. De er kønne, yngre kvinder, som også glad og gerne viser private følelser offentligt, fx vrede, irritation og koket begejstring. Det lærer man som lille pige, hvor ens begejstring og småhoppen på stedet af ivrighed opfattes som sødt og charmerende.
Vores statsminister kan slet ikke lade være med at se henrykt ud, når hun er i selskab med betydningsfulde statsmænd, fx Biden og Zelenskyj. Hun kan ikke, som dem, blot være venlig, imødekommende og værdig på samme tid, når hun står som giver af 19 enormt kostbare jagerfly. – Holland gav ved samme lejlighed 42 F 16-fly, men det blev ligesom nedtonet i al selvglæden.
En statsminister repræsenterer os alle sammen. Møder og begivenheder i hendes kalender er ikke arrangeret for at glæde eller smigre hende personligt, men for hele landets skyld. – Vi husker også vores første, kvindelige statsminister, der klædte sig som en teenager og løb af sted for at tage selfies med popstjerner og verdensledere ved de mest upassende lejligheder, fx ved helten, Nelson Mandelas begravelse. – Det ville Angela Merkel aldrig have gjort.
Ikke, at jeg ville finde os bedre repræsenteret ved en lille, selvcentreret opportunist, som ham, der var statsminister før Frederiksen. Slet ikke.
Frederiksen under coronaepidemien og Zelenskyj under angreb er begge hjulpet af ’Rally ’round the flag’-effekten. De træder frem som handlekraftige ledere, og folk, der er bange, støtter instinktivt deres ledere. – Det er både selvskadende og socialt selvmord at kritisere eller at så tvivl om lederen, når vi er under angreb, det være sig fra mikrober eller russere.
Og både Frederiksen og Zelenskyj gør det efter omstændighederne godt. – Men kønsforskellen – også i den opnåede respekt – er slående.
Nordjyske, annonce, 20.8.23
● Hvor bør familien tage hen på skiferie? Man BØR ikke tage på skiferie. Man BØR ikke rejse langt for at suse ned ad et bjerg på sne, der er ved at smelte væk og ofte erstattes af kraftigt energiforbrugende snekanoners kunstige produkter … Man KUNNE blive hjemme og udfolde sig på anden vis.
Mindst én østrigsk by frabeder sig flere turister:
DR 25.5.23
● Alle, der har søskende, alle, der er vokset op i hjem, hvor voksnes opmærksomhed var et sjældent gode, er hurtige til at tro sig forfordelt og snydt.
Og misundelsen breder sig: Mange unge er fortørnede over, at andre kan bo i ’forældrekøb’, at huse og lejligheder er for dyre, at de ikke kom til fadet i tide … De glemmer, at de ikke har manglet tag over hovedet, mad og varme, gratis uddannelse, SU … at de indtil nu har fået ALT foræret til gengæld for en meget ringe indsats.
● Når man køber ind, trækker man på to forskellige, mentale spor:
- Almindelige dagligvareindkøb af fornødenheder, såsom wc-papir, benzin, mel, smør, søm og skruer, shampoo, vaskemidler, strømper, som man forsøger at få til lavest mulige pris, og som udløser nærigheden.
- Selvforkælelses- og luksussporet, fx frisk og god, økologisk frugt og grønt, chokolade, kaffe, vin, specialøl, delikatesser, gaver, hvor prisen ikke betyder det store, hvis man i øvrigt har pengene, og hvor man tager spendérbukserne på.
● Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele kroppen skade. Den stresses og kommer i et konstant alarmberedskab, hvilket påvirker hjertet og blodomløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.
● Religion og troen på det overnaturlige skal installeres i børn, mens de er meget små og endnu ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Hvis man vokser op i en rationel, videnskabeligt orienteret kreds, forekommer religion og tro på væsner med superkræfter besynderlig. Hvorimod dem, der er opvokset med sådan en tro, har svært ved at slippe den igen. Højst kan de erstatte én form for tro med en anden, guruer, sekter, astrologi o.l., hvis de har brug for et opgør med deres baggrund. For dem kan verden synes skræmmende tom uden en styrende og beskyttende magt.
● Børn begynder at lyve og være hemmelighedsfulde, hvis de ikke føler, at de kan være sig selv, hvis de ikke bliver rummet, som de er, af deres nærmeste, og deres naturlige adfærd mødes med skældud og fordømmelse.
● OBS! – Vigtig information til alle kvinder: Jeg læste for nylig, at en mandeforsker udtalte, at mænds adfærd ALTID er henvendt til andre mænd. – At de søger andre mænds accept, at de ligger i konkurrence med andre mænd, at de kun regner andre mænds meninger for noget. – Det er derfor, han aldrig ringer, derfor han føles fjern, derfor du aldrig bliver hørt og altid bliver afbrudt – Det er ikke på grund af dig.
Når en mand vælger dig, er det, fordi han gerne vil have familie og afkom, og fordi han tror, at det vil skaffe ham status i mandeflokken. Når han klæder sig, som han gør, vælger sit job, sin bil, sin foretrukne sportsgren, sin fritidsbeskæftigelse, når han ytrer sig, offentligt og privat, så er det med den hensigt at gøre indtryk på andre mænd, ikke på dig.
Selvfølgelig arbejder mænd hårdt på at skaffe sig kvinder, men mest for at vise andre mænd, at de kan. Så let og ligetil – og samtidig indviklet – er det. Kvinder har ingen selvstændig betydning i mænds liv.
Derfor kan fx journalisterne på Politiken skabe en indforstået og rar broderskabsånd igennem det at være imod en kvindelig statsminister, jo mere perfid, jo bedre. Ja, kvindelige journalister deltager også gerne tankeløst i hetzen mod den magtfulde mor-kvinde i spidsen for landet, men kun fordi det er prisen, hvis man vil lege med drengene. – Og det vil man jo, for de har sat sig på alle vigtige poster.
● Så er der – igen, igen – undersøgelser og snak om børn og unges trivsel, mistrivsel, snarere … Man lægger skylden på sociale medier, på skærmbrug i det hele taget, på karakterræs og hyppige prøver i skolen … og, ja, det er medvirkende grunde, så absolut. – Men som helt basal årsag til børn og unges mistrivsel ville jeg allerførst anføre alt for tidlig aflevering og opbevaring af forsvarsløse, førsproglige småbørn til underbemandede, trange institutioner med dårligt uddannet personale (og 1 mia. virus og mindst lige så mange bakterier i omløb).
Hvis man tager tilknytningsteorien alvorligt, og hvorfor skulle man ikke gøre det blandt forældre, sundhedsplejersker, uddannede pædagoger, samfundsforskere og regeringens rådgivere? – så må den tidlige adskillelse af sprogløse babyer, der heller ikke kan gå selv og intet forstår, fra deres primære omsorgspersoner efterlade store huller i de små sjæle, som nødvendigvis må give dem trivselsproblemer senere hen …
Det er ikke så mærkeligt. Vi har allerede al den information, vi har brug for. Mange undersøgelser påpeger, at småbørn i fx vuggestuer ’tonser alene rundt som sanseløse pingviner’ uden at få trøst, opmærksomhed eller støtte … Bliver sådanne traumatiserede børn harmoniske voksne med en sund selvfølelse i behold? Eller bliver de angste, selvusikre, misundelige og depressive? – Traumerne påføres dem igen og igen også senere i børnehaver, indskolingen, i de alt for store skoleklasser med mobningsproblemer, i specialklasser med uinteresseret personale o.l.
Hvorfor klarer drengene sig bedre? Uanset at piger slider sig til 12-taller og højere uddannelser klarer gennemsnitsdrengene sig altid bedre. De får mere beskyttelse, opmærksomhed, accept, opmuntring og ubetinget kærlighed fra deres mødre og fædre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, andre mænd, kollegaer og kammerater, og mange af dem ender på de vigtigste poster i dette samfund. Det er et faktum!
Og omkring den vanskelige pubertetsovergang fyldes drengenes hoveder med eksplicit og ofte modbydelig porno, de indoptager derved de meget forskellige kønsroller, hvor drenge er aktive udnyttende, og piger er passive ofre, og de overfører disse urealistiske drengedrømmescenarier på de jævnaldrende piger, der tvinges til – alt for tidligt – at forholde sig til deres egne kroppes evt. sexappeal. Så grundlæggende usikkerhed på eget værd og kompensatorisk dyrkelse af kroppens form og fremtræden fylder for pigernes vedkommende hullet, hvor selvfølelsen støttet af de primære omsorgspersoner skulle have været. For disse omsorgspersoner har haft for travlt med sig selv, deres job, deres træning, deres kost, deres mobiltelefoner, deres venner … For drengenes vedkommende skal de leve med pornoforurenede hjerner resten af deres liv, men de snydes til at opfatte sig selv som agerende udøvere, hvorimod pigerne blot opfattes som passive modtagere af drengenes seksuelle aggressioner. Et syn på sig selv, som kvinder generelt internaliserer. Når de kigger i spejlet, anlægger de den mandlige synsvinkel, ser sig selv som passive sexobjekter og klæder og fører sig som sådan.
Passivitet giver magtesløshed, angst og depression … Det er ikke så svært! (Hvis man ikke er nødt til at lukke øjnene for sin egen daglige, skadelige afleveringspraksis.)
● Hvorfor elsker vi frugt og blomster? Hvorfor stiller vi frugt og blomster frem? På en almindelig hverdag? Også selv om vi er alene og ikke venter gæster, som ville kunne beundre vores arrangementer? – Fordi synet af frisk frugt og blomster får os til at føle os godt tilpas. Det fortæller om frodighed. Hvor der er blomster, er der frodigt, der er ferskvand og en behagelig temperatur. Hvor der er blomster, kommer der sandsynligvis også frugt = mad. Så det bedste en mand kan gøre, hvis han vil overbevise en kommende partner om, at han er i stand til at sørge for hende og eventuelt afkom, er, at bringe hende friske blomster. For de viser, at han mener det alvorligt, og at han ved, hvor der er mad at finde.
Se også: https://blog.loneandrup.dk/2016/03/18/hvorfor-kan-vi-lide-blomster-279/
● Det er ikke så vigtigt … Hvad, spørger du måske. Hvad er det, der ikke er vigtigt? – Ikke noget, ville jeg så sige. Man opdager jo efterhånden, at der ikke er noget, der er synderligt vigtigt.
● Kødløse retter: Det er perfekt, når forfængelighed (slankhed) kan dækkes ind under klima- og ‘det er så synd for dyrene’-argumenter. – Men det er farligt, når denne tragten efter politisk korrekt slankhed hovedløst og med politisk magt udbredes til småbørn, syge og ældre med større proteinbehov.
Kødløse dage: Det er muligt, at man kan få frisk og velsmagende, økologisk frugt, grøntsager, rodfrugter og sprød, indbydende kål i København og omegn, men jeg skulle hilse fra provinsen og sige, at hvis vi virkelig skal opgive kød, så skal dagligvareforhandlerne oppe sig gevaldigt og begynde at stille krav til producenterne af økologisk frugt og grønt! – Der er ingen, der stiller sig tilfreds med et slattent, konventionelt dyrket kinakål til aftensmad, hvis der overhovedet findes andre muligheder.
● Min mand og jeg har boet sammen i 35 år, de 30 i det samme hus, og det er ham stadig et mysterium, hvordan vaskemaskinen fungerer, hvor vaserne står, og knivene ligger, i vores fælles køkken.
● De, der bor et sted, hvor de ikke er vokset op og ikke er kendt, færdes som rodløse i verden. De ved ikke, hvor købmanden og ismejeriet lå, hvem der førhen boede i det spøjse, gamle hus på hjørnet, og folk omkring dem kendte ikke deres forældre og øvrige familie. Så de bliver alt for lette og flagrende ofre for ’identitet igennem forbrug’ og tror, at de kan købe sig til en plads i verden igennem anskaffelse af unødvendige ting, der hurtigt går af mode igen.
● Kvinder i sundhedssystemet: Siden vi fyldte 60 år, har jeg fem gange, dvs. ca. en gang om året, følt det nødvendigt at betale for en privat konsultation hos en specialist, en øjenlæge, en gynækolog, en allergilæge, en endokrinolog eller en ortopædkirurg, enten fordi den praktiserende læge ikke tog mig alvorligt, eller fordi ventetiden var for lang, dvs. halve eller hele år. – Ofte er jeg gået grædende hjem fra en meget dårlig, overlegen og ikke hjælpsom, ’behandling’ hos ’familielægen’ eller på sygehusets urologiske afdeling. Min mand har fejlet en del forskellige ting, men har altid fået hurtig og relevant behandling i systemet og har aldrig følt sig utryg, nedværdiget eller afvist, eller har haft grund til at opsøge privathospitaler og selvbetalte specialister for at blive hørt, taget alvorligt og hjulpet af et medmenneske.
●Mennesker uden arbejde, syge mennesker, mennesker med et handicap, gamle mennesker, mennesker med syge eller handicappede børn, med syge, handicappede eller gamle pårørende, mennesker, der på andre måder er i nød eller klemme og har en rimelig forventning om støtte fra samfundet, bruger en alt for stor del af deres kræfter på at kæmpe mod systemet. – Det er næppe hensigtsmæssig brug af ressourcer. – Gå igennem sociallovgivningen snarest muligt! Forenkl! Klargør! Afgør hvem, der gør hvad én gang for alle, så både ramte, behandlere og sagsbehandlere nemt kan finde ud af reglerne og kan indstille sig på forholdene og bruge kræfterne på mere konstruktive tiltag. Man skal ikke have juridisk embedseksamen for at få hjælp i dagens Danmark!
Måske er det tid at afskaffe regionerne? Endnu et overflødigt lag af hjælpeløse og glade amatører, der sættes til at styre koloenorme bygge- og sundhedsbudgetter med forudsigelige resultater …
https://nordjyske.dk/nyheder/politik/supersygehus-i-oekonomisk-ruin-staten-maa-hoste-op/3407084
●Vel også en slags løsning?
’39 måneder i træk indfriede lægevagt ikke målsætningen for ventetider én eneste gang – nu sænker politikerne målene’
TV2 net 12.8.23
● ’ Grim med vilje’ – Det er kommet på mode at sætte ’Vild med vilje’-skilte op ved sin have, hvis man ikke orker at holde den og lader stå til, så bierne og blomsterne har et sted at udfolde sig. – Man kunne passende opstille tilsvarende skilte med teksten: ’Grim med vilje’ – ved de alt for billige og dårligt projekterede kontor- og lagerbygninger langs indfaldsvejene, ved de prætentiøse, men afskyelige, lejlighedssiloer langs vores kyster og havneområder, i parcelhuskvartererne, sommerhusområderne, landbrugsejendommene, langs markerne, i forhaverne, i parkerne, og såmænd også gerne på tv-værter og andre dårligt klædte personager.
●Jeps! Vi ændrer hele kysten, så Anja kan beholde sit lille legehus i fred for naturen!
’Anjas ikoniske badehus sejlede rundt i bølgerne:
Nu vil hun have hård kystsikring
Ødelæggelserne på Løkken Strand er store. Smadrede brædder ligger spredt over stranden.’
TV2 Nord 9.8.23
● Thomas Hardy skrev Tess of the d’Urbervilles i 1891 for på vegne af både mænd og kvinder at kaste lys over de urimelige forskelle, der eksisterede og til dels stadig eksisterer mellem de to køns muligheder i samfundet og den herskende opfattelse af forskellene dem imellem. Opfattelser, der handicapper både mænd og kvinder, som Hardy viste os. – Romanen fik stor gennemslagskraft; det var et skrift til tiden, som #metoo-bølgen har været det her i nyere tid.
Vi har brug for flere mænd i den offentlige samtale om køn. Vi har brug for tænkende og begavede mænd, som Thomas Hardy, der behandler problemstillingerne uden – som senere filminstruktører – at henfalde til æstetisk og lummer nydelse ved beskrivelser af voldtægter af meget unge og kønne piger, men som magter at bevare et køligt overblik og fremme sagen: alle menneskers ligestilling i stand og muligheder. Det gør man ikke ved at decimere medmennesker til objekter og udnytte alvorlige emner til erotisk selvtilfredsstillelse.
● Læge Morten Ziebel i Politiken: Hvis vi hverken har Penge, Piger (døtre) eller en rask Partner, må vi passe os selv i alderdommen. Det er takken for et langt og aktivt liv i andres tjeneste og alle de pæne, årlige skatteindbetalinger.
Læge: Sats på de tre P’er, hvis du vil have en tålelig alderdom
’ Når du og jeg bliver ældre, har vi tre muligheder – de tre P’er. Enten har vi penge, så vi selv kan betale for pleje og omsorg. Eller også har vi fået en pige eller en partner, der lever længere end os, og som kan hjælpe os. Men hvem skal tage sig af alle de efterladte kvinder, der hverken har penge eller en datter, der kan passe dem? Jeg ved det ikke…’