Igennem nogle måneder havde vi forsøgt at lære vores gode ven fra Arizona, Joe, nogle danske fraser, så han kunne klare sig i almindelig omgang med de indfødte. − Ikke for det: Når det drejer sig om lige netop amerikanske gæster, er danskerne normalt mere end høflige og villige til at lufte deres skoleengelsk, men Joe fandt det morsomt at lære en smule af vores harkende sprog, som amerikanske tunger ellers kun med besvær får sig viklet omkring.
Som sproglærer i mit modersmål følte jeg mig særdeles kompetent, lige indtil den dag Joe kom og ville vide, hvad ”Pløppeløp” betød… Pløppeløp? Pløppeløp? − Jamen, hvem sagde det? Hvor hørte du det?
Det viste sig, at det var kassedamer og herrer alle vegne, der, når Joe ville betale med sit kreditkort, altid stillede dette underlige spørgsmål.
For ganske nylig offentliggjorde tre forskere i ”Nyt fra sprognævnet” en undersøgelse af, hvad vi siger, når vi betaler med Dankort i butikkerne. Og det viser sig, sjovt nok, at ”På beløbet/Pløppeløp” stadig er en af favoritterne, en overgang truet af det ungdommelige ”Lige på”. Men det mærkeligste ved den undersøgelse er, efter min mening, at den dokumenterer, at vi i en fjerdedel af transaktionerne foretrækker ikke at sige en lyd!
Både Joe og jeg vil hellere høre et tåbeligt ”Pløppeløp?” end opleve, at den korte interaktion med kassemennesket bliver fuldkommen tavs og umenneskeliggjort.