Det er ikke et tab

I guder, nej! − Hvor får du den idé fra?

Nej, nej, tværtimod! (Tappert smil)

Det er en udfordring, en udviklingsmulighed, en livserfaring

Som jeg om 100 år ikke ville have været foruden

Som jeg skal være taknemmelig for

Det er jo en foræring

En gave bestående af to sække saltvand

Implanteret under hvert øje

Hvor de spænder huden ud og løber over

Hvert andet øjeblik …

Så hvert tredje … Hvert fjerde … Hvert femte …

Osv.

Til de omsider hører op og synker ned

Krystalliserer

Og sidder fast