Muhammedkrisen og Lawrence of Arabia

Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedteg­ningerne i september 2005, oversatte jeg Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem med indledning og noter.

Vi vesterlændinge har brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens ’Det lykkelige Arabien’ og nyoversæt­telsen af Carsten Niebuhrs store rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muham­med.

Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, reli­giøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.

Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1. Verdenskrigs udbrud på en ar­kæologisk udgravning i Syrien, og da han havde lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske mi­litære ho­vedkvarter i Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med araber­ne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på Den Arabiske Halvø.

Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og oplevelser i bogen ”Vis­dommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry genoplivet, da instruktøren David Lean udøde­liggjorde hans navn og indsats i storfilmen ”Lawrence of Arabia”.

Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge skulle be­rette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er hans indsats under krigen dog kun værdi­get nogle få linier. Ikke desto mindre interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og skikke at kende, før han udtalte sig.

I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om omgang med ara­bere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forstå­else og ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.

Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd, amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs opmærksomhed på artikel 21.

Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte ara­bisk, og som selv befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle som formidler af forståelse mel­lem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme den gensidige respekt og formindske fjendskabet.

Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917

‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke au­tomatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt viden­skab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette områ­de: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tysker­ne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.

1. Tag det med ro de første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og ara­berne dan­ner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.

2. Lær alt, hvad du kan, om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at be­gynde med.

3. I arbejds medfør skal du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende, uanset hvor stor fristelsen er (for ef­fektivitetens skyld) til at henvende sig direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd til­kommer kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave, og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.

4. Sørg for at opnå og bevare din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt, således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.

5. Hold forbindelsen til din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så godt som uophørlig påvirkning i al­mindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og til­byde deres tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen viser udlændin­ge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.

6. Vær tilbageholdende med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt sam­vær med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen fuldstændigt.

7. Du skal forholde dig roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og det skal du opnå.

8. Den ideelle position er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den øverstbefalende på missionen. For at kunne ud­føre sit arbejde må man være hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del hans holdning til stammerne. Når hand­lingens tid kommer, så stil dig offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.

9. Du skal forstørre og videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristo­krati. Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livs­form, og de besidder lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer håbet om Ash­raffer­nes endelige succes.

10. Kald din sherif ”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller lignende tilnavne i for­trolig samtale.

11. Udlændinge og kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person. Hvis det lykkes, får du hundreder af ki­lometer land og tusinder af mænd under din kommando, og for alt dette er det vel værd at give af­kald på sin ydre fremtoning.

12. Forlad dig på din humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest an­ven­delige form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens indflydelse på anfø­rerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en she­rif, undtagen i et selskab af lutter sheriffer.

13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.

14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.

15. Lad være med at forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt specielle, arabiske omstændigheder vil din praktis­ke indsats formentlig ikke engang være halvt så god, som du selv tror, den er.

16. Prøv om du, uden at ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt), hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en malkeko.

17. Brug det arabiske hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det sædvanlige, britiske stiv­sind) skyldes et eller andet umoralsk eller antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraf­tigt hovedklæde yder god beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste ara­biske venner være flove over at vise sig sammen med dig.

18. Forklædning er ikke tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man imidlertid ude hos stammer­ne opnå en langt højere grad af tillid og fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem. Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i må­nedsvis uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne glemmer din fremmedar­tethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for kræ­vende) er lettere at opnå i britisk udrustning, og du holder selv læn­gere, fysisk og mentalt, med den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de fanger dig.

19. Hvis du bærer arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammer­ne, og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det. Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.

20. Hvis du klæder dig arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kys­ten og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen banehalvdel, for han er langt mere moti­veret og gør sig flere anstrengelser, end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpe­skridt i retning mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu mærkeli­gere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og umuligheden af nogensinde at slække på over­vågningen af de andre i måneder uden ophør, tilføjer så meget stress til de almin­delige vanskelighe­der med beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse overvejel­ser.

21. Religiøse diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at kriti­sere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at påvise det. Blandt beduinerne er islam så alt­gen­nemtrængende, at de kun har meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ære­frygt for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er ligeglade. Over­bevis­ningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af mod­stand. Deres religion er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.

22. Du skal ikke forsøge at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforståen­de over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte for sheriffen. Utallige generationers stamme­krige har lært dem mere om visse sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte om­givelser kæmper de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler en større ho­ben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er beundringsværdige gruppeførere, er alt for ind­groede i deres vaner til at lære at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sports­ånd, som be­duiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at ud­nytte deres lokal­kendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og gazellejæ­gerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter, når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blan­det stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er lige­ligt fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de tåler ikke tab) eller på at holde en stil­ling, for de kan ikke forholde sig afventende uden at blive sløsede. Jo mere uor­todoks og arabisk du fører dig frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler initiativ og for­venter det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne sikkerhedshen­syn.

23. Den åbenlyse grund, beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er ikke desto mindre virkningsfulde), før du skær­per dine argumenter i den ene eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske for­klaringer; de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores, men under andre be­tingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller uudgrundeligt over araberne. Erfa­ring i om­gang med dem og viden om deres fordomme hjælper én til at kunne forudse deres hold­ninger og bevæggrunde i næsten alle tilfælde.

24. Du må ikke forveksle beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket, kombi­neret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær, uanset hvor ara­biske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk eti­kette, opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stamme­mand i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både på march og i kamp. Dine be­falinger (hvis du skulle være så uklog at give nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske, syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensi­digt hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere end fattige frem­mede.

25. Undlad at følge det normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige fra vore, at en be­mærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske forekommer dem lige så uforskam­met, som nogle af deres udtalelser ville forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.

26. Vær lige så omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret tje­ner, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og, med mindre du er meget hel­dig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det gode, du så omhyggeligt har bygget op. Ara­bere koger ris og laver kaffe til dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave, som er opvok­set i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind i landet, skal man sørge for at have en eller to Agey­lier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.

27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid op­mærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Gra­den af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’

Kilder:

Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.

Lawrence, T.E.: Visdommens syv søjler, Gyldendal, 1962

Lawrence of Arabia, 1962, film/DVD, David Lean

Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie, Gyldendal 1991


[1] El Hedjaz: Vestprovinsen, den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.

[2] Sheriffen, på det tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka og Medina, i Hejaz.

[3] Ashraf betyder ”Den mest ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.

[4] En sheik var normalt leder af en enkelt stamme.

[5] ”Herre”, høflig arabisk tiltaleform til fornem person.

[6] Mænd fra Ageylistammen.

Småtterier VII

● Netflix er børne-tv for voksne.

● For mange kvinder må de moderne skønhedskrav føles som at befinde sig i et Dantesk Helvede: – De er omgivet af gode og nærende madvarer, som de ikke må røre, de skal male sig i ansigtet, før de går ud, de vakler omkring på højhælede fodfutteraler, der misdanner og forvrider deres fødder på smertefulde måder, regelmæssigt skal de stå med hovedet oppe i egen røv – bogstaveligt talt – og barbere sig intime steder – Og det værste må være, at det ikke er tilladt at brokke sig, tværtimod skal de smile hele tiden og lade som om de dumme.

Måske ER der bare ikke plads til to selvstændige erhvervskarrierer i en moderne familie med børn? – Måske gør folk knuder på sig selv, ofrer deres småbørns psykiske velfærd og gør dem til rodløse, institutionaliserede burbørn i forsøget på at få et umuligt projekt til at lykkes? – Det er næppe – udelukkende – institutionernes skyld. – Det er imod alle naturlige instinkter at aflevere småbørn til fremmede. Der sker uvilkårligt en forråelse af personalet, som kan udarte sig til modbydeligheder eller blot ’professionel’ kulde, når det ikke er deres egne børn, de skal passe. Se bare englemagerne, Godhavnsdrengene og andre børnehjem, i dag har vi problemplejefamilier og ’pædagogiske’ opholdssteder, og historien er fuld af forfærdelige beretninger om vold, ydmygelse og overgreb på anbragte børn. Små børn har krav på kærlighed og omsorg, og det er forældrenes ansvar at passe på deres egne børn!

● Men nogle gange har forældre ikke mulighed for at forsvare deres børn:

Tusinder har anmeldt overgreb mod uledsagede migrantbørn i USA – De amerikanske myndigheder har siden 2014 modtaget næsten 6.000 anmeldelser om overgreb mod migrantbørn. –Næsten 6.000 tilfælde af seksuelle overgreb mod uledsagede mindreårige flygtninge og migranter er blevet anmeldt til de amerikanske myndigheder siden 2014. (Politikens Netavis d. 27. 2. 2019)

● Børn skal hverken puttes eller passes. De skal elskes og føle, at de er uundværlige.

● Hvorfor er vi så bange for døden? Er det et simpelt overlevelsesinstinkt? – Men død, som i død og borte, kan være velgørende, lettende af og til, men det tør man jo næsten ikke sige. – Når man smider overflødige ejendele ud og gør rent. Når man ser de gamle breve brænde på bålet. Når man vikler sig ud af et dårligt forhold. Når der er ryddet op og smidt ud, er der plads til nyt, nye tanker, nye ting, nye forhold. Eller når man gør kort proces med en lidende kat, en hund, der ikke længere kan rejse sig, en kolonne af dræbersnegle … Når en langvarigt syg og krævende pårørende eller en besværlig bekendt omsider får fred, som det så smukt hedder, eller bare flytter langt væk. – Sommetider har et menneske samlet så meget sammen, gebrækkeligheder, lidelser, ubehagelige minder, ar, at døden forekommer tiltrækkende. Både for én selv og for omgivelserne. Døden renser. Døden giver plads. – Hvis der aldrig var udsigt til en afslutning, til et ophør, hvis alting var varigt, hvis der ikke fandtes død, bogstavelig og symbolsk, hvis man ikke kunne stoppe noget, gøre en ende på, smide væk, bortskaffe, brænde, så ville det ikke være til at holde ud at være levende. Sikke en trængsel, vi skulle klemme os rundt i. – Ikke alt kan ignoreres. Noget må stoppes eller stoppe af sig selv. Ellers har tilværelsen intet perspektiv.

● Det værste og mest enerverende ved ældre mennesker er, at de holder op med at være nysgerrige; de kan efterhånden kun tænke på og snakke om sig selv. De gider ikke længere lytte til noget, der ikke angår dem selv direkte, eller lære noget nyt, men foretrækker at fortsætte i deres eget, én gang fastlagte spor, med gammelkendte ting.

I disse år, hvor vi er truet af miljøkatastrofer, krig, overbefolkning m.m., er det godt at vide, at verdens regeringer beskæftiger sig med væsentlige ting:

Regeringer verden over debatterer: Hvad skal vi gøre med elløbehjulet efter flere dødsulykker? Debatten om elløbehjul raser over hele verden, hvor regeringer kæmper med ulykker og dødsfald. (Politikens Netavis d. 30.7. 2019)

● Mange kvinder føler sig selv i dag som troldkvinder eller hekse og opfører sig som ur-kvinder på savannen, når de indkøber eller samler urter, koger supper eller brygger kamillete til syge familiemedlemmer, giver gode råd til alle om alting, men navnlig om kost, barnepleje og sygdom, tænder duftlys og lægger healende krystaller alle vegne.

Hvis temperaturen i DK en sommerdag skulle snige sig op over 20°:

Kommende hedebølge får livreddere til at udsende opfordring – Vælg en strand med livreddere, og bad mellem de rød-gule flag, lyder opfordring forud for dage med sommervejr.

Sådan hjælper du bedst dit kæledyr gennem hedebølgen – De høje sommertemperaturer er hårde ved landets kæledyr, advarer Dyrenes Beskyttelse. (Politikens Netavis d. 23.7. 2019)

Når en mand skyder en isbjørn, er det strafbart, men når vi kollektivt udrydder alle isbjørne, så er det ligesom OK:

Alaska sigter mand for ulovligt drab på isbjørn – Landsbyen Kaktovik i det nordlige Alaska oplever flere og flere isbjørne som følge af den globale opvarmning. En mand fra Alaska er blevet sigtet for at have dræbt en isbjørn, hvilket strider mod føderal lovgivning. (Politikens Netavis juli 2019)

Godt at vide, at vores velfærdssamfund fungerer:

Svigtet: Jette døde efter sult og tørst på plejehjem – I næsten tre uger fik Jette Schønberg stort set ingenting at spise eller drikke på det plejehjem, hvor hun boede. Til sidst døde hun. (Ekstrabladets Netavis d. 14. jul. 2019)

Nåeh, jamen så er det jo ikke så slemt … Det er jo bare ti unge kvinder, der har fået deres liv ødelagt:

10 anmeldelser om voldtægt på Roskilde Festival: »Det er trods alt 130.000 mennesker, som er samlet ét sted, og set i det lys er det relativt få – Politiets tal viser en stor stigning i anmeldelser om vold og voldtægt i forbindelse med årets Roskilde Festival. Men det er ikke anderledes på Roskilde end andre steder i nattelivet, mener talskvinde Christina Bilde. (Politikens Netavis d. 8. juli 2019)

● Mere Roskilde festival: Hver 5. kvinde har følt sine seksuelle grænser overskredet, og der er evindeligt lange køer til kvindetoiletter …

Forslag: Bliv hjemme, kvinder, eller lav jeres egen festival, indtil I bliver respekteret både af de andre festivalgæster og af organisatorerne.

Og lad slet ikke en mandlig arkitekt bestemme, hvordan I skal tisse:

’Urinalerne stopper til, fordi kvinderne smider papir i dem, og det er de slet ikke beregnet til, forklarer Alexander Egebjerg, der er en af de to arkitekter bag Lapee.

»Det er et produkt tilsvarende det mandlige pissoir, og det er ikke meningen, at man skal bruge papir i dem. Det handler om effektivitet«, siger Alexander Egebjerg.’

https://politiken.dk/kultur/musik/roskildefestival/art7286351/Kvinderne-er-ikke-klar-til-at-bruge-de-pink-pissoirer-endnu

Hvad skulle vi gøre uden idolet Leth:

Jørgen Leth: »Jeg kan godt bære at blive beundret og hyldet. Det har jeg prøvet før, og det gør mig ikke noget« – (Politikens Netavis d. 6. 7. 2019)

Citat fra Lykke-Per af Henrik Pontoppidan:

” (…) Sjælens rette Element var Sorgen. Glæden var en Levning af Dyret i os; derfor var det sagtens ogsaa, at Folk saa let i Medgangsdage forfaldt til allehaande Abenoder og Paafuglevaner, mens de i Sorgens Timer, naar de søgte ind i sig selv, ind til Personlighedens guddommelige Kilde, kunde faa et helt forklaret Udseende. (…)”

● Unge tror, at det er dem, der har opfundet miljøbevidsthed, men alle kunne se, hvor det bar hen allerede fra 1960’erne. Da VS blev dannet i 1967, stod miljøet højt på deres dagsorden, og folk dyrkede biodymanisk mikro-makromad fra ca. samme tid eller lidt før. Nu, hvor miljøbevidsthed er mainstream, sker der større og større ødelæggelser dag for dag … Amazonas brænder, Asien udleder floder af plastic, Arktis smelter, luften i Kina er uigennemsigtig …

Jeps! Jeg vil også være professor og have løn for at sige indlysende banaliteter:

Kollapset bro var sandsynligvis ikke særlig robust, siger dansk professor – Mindst 23 personer er omkommet, og mange er kvæstet, efter en motorvejsbro ved middagstid styrtede sammen i det nordlige Italien. (TV2’s Netavis d. 14. 8. 2018)

En stor del af mit tøj skal sorteres som ’plastic’, når jeg kasserer det …

De fleste gange, man går til læge, håber man på en forklaring og lidt beroligelse. I stedet får man ofte en masse mere eller mindre skadelig kemi.

Jeg kan ikke få mig til at stemme på nogen, der er dummere end mig …

Jeps! Det batter virkelig! – En nøglering! Verden kan afskaffe plasticforureningen vhja. nøgleringe! – Hvorfor har vi ikke tænkt på det før? – Godt, vi har typer som Julie og Jens:

Julie og Jens har taget kampen op mod havplast: Smelter fiskekasser om til nøgleringe – Nyt laboratorie i Thy sætter fokus på, at plastik fra havet kan genanvendes. (DR Netavis d. 20. 4. 2019)

Man melder sig til forsvaret for at forsvare sit land, og så bliver man nedværdiget … ydmyget … Set som sexobjekt … Hvordan kan kvinder nogensinde opnå respekt i verden, når deres kollegaer er mænd?

’Soldater delte billeder af kvindelig værnepligtigs bryster – I alt blev fem soldater i 2018 idømt bødestraffe for enten at have delt eller taget fotos af krænkende karakter.’ (Nordjyske Netavis d. 29.3. 2019)

Det er de færreste voksne, hvide mænd, der behøver at frygte, at tilfældige mennesker på nettet, eller som de møder på arbejde, på gaden, i nattelivet, til sport, på rejser og i alle mulige andre sammenhænge, pludselig begynder at rage på dem, råbe efter dem eller i øvrigt tale nedladende til dem, patroniserende, foragtende, decimerende deres menneskeværdighed i fuld offentlighed. – Det er vi andre vant til, vi kvinder, børn, brune, røde, gule, sorte … Voksne, hvide mænd respekterer kun hinanden. De beskytter hinanden. Tager hånd om hinanden. Samler hinanden op. Besynger, lovpriser, begaver, hædrer hinanden.

’Transkønnet: – Som kvinde forventer folk, at jeg taler mig selv ned, det oplevede jeg aldrig som mand – I ny tv-serie giver kvinder, der er født som drenge, et unikt indblik i forventningerne til køn anno 2018. Det er dybt lærerigt og skræmmende.’ (Nordjyske Netavis d. 24.11.2018)

Ja, lad os decimere seriøse, skrivende kvinder til fuck og patter:

Yppige Eve var ikke starfucker. Hun knaldede kun talenter, der senere skulle blive meget berømte. Spørg bare Steve Martin, Jim Morrison og Harrison Ford

Supergroupien Eve Babitz er blevet kanoniseret af magasinet Vanity Fair. Nu genudgives hendes bøger, en tv-serie er på vej, og en biografi om hende er netop udkommet. Forfatteren Morten Sabroe har set nærmere på fænomenet.

Det er februar 2014. Lili Anolik, skribent på Vanity Fair, taler i telefon med kvinden, der skal være magasinets næste store profil: Eve Babitz.

»Lad os starte med Duchamp-fotografiet«, siger Anolik. »Du, 20, nøgen, spiller skak med ham, fuldt påklædt. Eve, jeg bliver nødt til at sige det: Det er en seriøs brystkasse, du kører med der. Jeg mener, hold da op!«.’ (Politikens Netavis, KULTUR, d. 18. 2. 2019)

I avisernes kilotunge særtillæg om ’SUNDHED’, der jo handler om sygdom, er der ingen oplysninger om lidelser eller sygdomme, der kan være plagsomme, men som går over af sig selv, eller som man selv kan klare let og billigt ved hjælp af ændret kost, lidt motion, hvile eller varm te. – Kun omtale af sygdomme, som kræver dyr medicin i lang tid eller kostbare hjælpemidler eller tvivlsomme kosttilskud, fandt, sjovt nok, nåde for redaktørens øjne.

Bækkenbundsøvelser m.m.: – Jeg tror ikke et øjeblik på, at vi igennem årmillioner er skabt sådan, at vi er nødt til at gå og tænke på egen røv og ’træne’ fx underlivet i lang tid hver eneste dag for at overleve.

Folk opfinder deres egne, fjollede ritualer med sig selv i centrum af bar mangel på tilhørsforhold, kollektive ritualer og fælles værdier.

● Førhen havde vi begrebet ’weekendfædre’ – Det var skilsmissefædre, der kun havde børnene på weekendbesøg og derfor ikke magtede at skabe en fornuftig hverdag sammen med dem. Da de ikke anede, hvad de skulle stille op med deres børn, når de kom på sjældne besøg, så blev det til tivoliture, legelande, biograf, zoologisk have, slik, sodavand, is, pizza og popcorn fra morgen til aften … I dag er de fleste forældre weekendforældre. Når de har fri, og ungerne ikke er i institution det meste af dagen, aner de ikke, hvad de skal stille op med dem, og så bliver det til tivoliture, legelande, biograf, zoologisk have, slik, sodavand, is, pizza og popcorn fra morgen til aften …

● Det er op ad bakke med #MeToo og alle forsøg på at ligestille kvinder, når populærkulturens kulørte flagskibe, så som krimier og fx ’Games of Thrones’, ’Tjenerindens fortælling’, ’Jordens søjler’ og ’Havets katedral’ og mange, mange andre, regelmæssigt indlægger modbydelige og udpenslede, seksuelle overgreb på smukke kvinder for pirringens skyld … For mændenes skyld.

● På den anden side skal vi heller ikke ende i en snærende form for nypuritanisme … Jeg kan ikke forestille mig unge mennesker, der frivilligt ser ’Herrens veje’:

’DR får kritik for rygning i ‘Herrens veje: Det kunne være rart, hvis vi ikke for licenspengene betaler for at uddanne nye rygere – Det inspirerer særligt unge, når de i tv-serier som DR’s ‘Herrens veje’ ser veluddannede akademikere ryge masser af cigaretter, siger eksperter. DR afviser kritikken og minder om, at de har kunstnerisk frihed.’ (Politikens Netavis d. 14. 11. 2018)

● Nu vil de fodre slagtesvin med søstjerner! – Deltager det danske landbrug i en konkurrence om, hvor kunstig og usund vores mad kan blive? – ADDR!

● Kvinders kreativitet har af mange grunde, manglende tid, uddannelse, mangel på anerkendelse og agtelse, måttet finde andre veje end mænds, og har så fundet udtryk i fx håndarbejde, små venskabsdigte, blomstermaling på døre eller skærme, sygepleje, opfindsomt tøj, legetøj og leg med børn, kogekunst, indretning, husholdning, og er derfor som oftest gået under radaren. Hvide mænds radar.

● Vi bliver narret ind i lønarbejdets hamsterhjul af kreditforeningerne, fordi vi skal bo. Så vi køber lidt for dyre huse og indretter dem med modemøbler og kommer således til at hænge i en økonomisk strikke resten af vores liv.

’Pip’, sagde fuglen

I ’Mit skatkammer’, som mine forældre læste højt for mig i slutningen af 50’erne, stod eventyret: ’En slædefart’ af Svend Grundtvig.

Det handlede om en dreng, Jesper, der fik en magisk slæde, hvorpå der sad en lille udskåret træfugl. Når folk rørte ved slæden, sagde fuglen ’Pip!’, og Jesper sagde ’Hold fast!’, og så kunne de ikke slippe fri igen.

Så kørte Jesper lystigt af sted med sin slæde, der efterhånden fik et langt følge af påhængte mennesker og dyr, lige op til kongeslottet, og det morede prinsessen så meget, at han vandt hende og det halve kongerige. – Det kunne man dengang.

I 50’erne havde vi ikke ret meget, der pippede, eller bippede, som ting jo gør i dag. Måske en stor, sort bakelittelefon, hvis dybe dingelingen på skrivebordet fik al snak til at forstumme, mens far højtideligt løftede røret og sagde koden, sit eget firecifrede telefonnummer, ned i den sorte tragt.

Men i min nutidige dagligdag føler jeg mig ofte som én af de ulykkelige, der løber efter Jespers slæde. Der er ret meget pippen/bippen omkring mig i dag.

Det begynder med det elektriske vækkeur, hvis lydeffekt virkelig er designet af en sadist.

Så bipper tandbørsten ad mig, når jeg har taget ¼ af munden, ½, ¾ og igen, når den synes, at jeg er færdig.

Så kaffemaskinen, når vandet er løbet igennem.

Så computeren, når den tændes.

Så sms’er og emails, efterhånden som de løber ind.

Så vaskemaskinen, når den råber, at den er færdig, eller komfuret, når kagen er bagt.

Så dørklokken, som er batteridrevet og kan sige som ’Big Ben’, hvis jeg ville have det.

Så er tevandet kogt, og min alarm siger, at det er tid at gå, hvis jeg vil nå bussen, så dingelinget i bussen, når jeg trykker, at jeg skal af, så dingelinget på dørtelefonen, så nogen kan lukke mig ind.

Jeg kunne indstille nogle af apparaterne til ikke at give lyd, men det giver ligesom ingen mening at have en telefon, der ikke kan ringe, et æggeur, der ikke fortæller, hvornår maden er færdig, eller en vaskemaskine, der bare ignorerer, at vasketøjet skal hænges ud nu, for ikke at ligge og blive krøllet. – Så man ligger vandret fra morgen til aften hver eneste dag, mens man lydigt følger tingenes kald.

Og idiot, det er man, når man finder sig i dette pippe-bippe-tyranni!

’Pip’, sagde fuglen.

Lønarbejde

‘Why should I let the toad work
Squat on my life?
Can’t I use my wit as a pitchfork
And drive the brute off?’

’Hvorfor skulle jeg lade tudsen arbejde
Slå sig ned på mit liv?
Kan jeg ikke bruge mit vid som en høtyv
Og jage utysket væk?’

(Min oversættelse)

Philip Larkin, “Toads” (1954) – Læs evt. også hans ’Going, Going’, der i 1974 forudser ødelæggel­sen af kul­tur- og naturhistoriske værdier af hidtil uset omfang

Aldrig har vi været så mange mennesker. Aldrig har vi (i vores del af verden) været så rige og på alle måder privilegerede. Alligevel pisker vi os selv og hinanden til at prisgive vores børn og vores sjælero og tanke­virksomhed for at leve op til en gammeldags, pietistisk arbejdsmoral. – Vi skal alle sammen, unge og gamle, mænd og kvinder, syge og raske, forældre og enlige, fandengalemig gå på arbejde et andet sted end hjemme i 37 timer om ugen! Helst mere.

Førhen, da vi levede i mindre enheder ude omkring på landet, havde vi alle, mænd og kvinder, børn og gamle, indlysende arbejdsfunktioner med dyrkning, indsamling og forarbejdning af føde, klæder og tilvirk­ning af brugsting, bygninger og vedligeholdelse, pasning af dyr og samvær med familie­medlemmer og landsby­ens beboere. De allerfleste levede hele livet hjemme eller lige om­kring hjemmet.

I dag har vi store, veludstyrede hjem med al tænkelig komfort, men vi forlader dem i 8, 9 eller 10 af dagens lyse timer for at arbejde for andre et sted, der sommetider kræver timevis af transport frem og tilbage.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman* – og mange andre – anser det efterhånden for mere end sand­synligt, at vi ville kunne opretholde en pæn levestandard, der endog tager mere hensyn til klodens overlevel­sesmulighed, ressourcer, dyreliv og natur, hvis vi ville nøjes med at arbejde om­kring 15 timer pr. uge og gav betingelsesløs borgerløn til dem, der ville have det.

Alligevel forlanger vi af os selv og alle andre, fx kvinder fra andre kulturer, at de skal leve et lige så af­stum­pet og stressende liv, som vi hjemmefødninger normalt gør**. Vi lovgiver endda om at tvangsfjerne deres spædbørn og putte dem i vuggestuer! *** – Se, det er formentlig noget nær den uhyggeligste og dårligste strategi, man kan tænke sig, hvis man gerne vil have angstfri, ustres­sede, trygge, veltilpassede børn og voksne, der kan bidrage til samfundet.

Hvorfor er vi i dag så optagede af, at alle mennesker skal have et lønarbejde? – Hvorfor må ingen længere arbejde hjemme og passe deres egne børn, kæledyr, haver, interesser? Hvorfor må man ikke gå i fred og mærke livet, mens man har det? Være tovholder for sin familie? Hvorfor er det su­spekt, at man tager sig tid til børn, naboer, ældre, venner, madlavning, musik, kunsthistorie, filo­sofi, håndarbejde, køkkenhave, tan­ker, naturvandringer? Og holder liv i uddøde villakvarterer, der ellers blot bliver til uforstyrrede og eftertrag­tede arbejdspladser for vandaler og tyveknægte? Som har travlt med at fjerne de værdier, vi har arbejdet så hårdt for at skaffe os.

Fordi alle skal bidrage? – Men den mor eller far, der tager sig tiden til at støtte, snakke med og opfostre deres egne børn med tålmodighed og kærlighed, giver samfundet psykisk sunde, velstimule­rede og bega­vede – og dermed omkostningsfri – unge mennesker tilbage. Det menne­ske, der har tid og overskud til at yde omsorg og praktisk hjælp til børn, syge, gamle og andre i nær­heden, sparer det offentlige titusindvis, måske hundredtusindvis, af kroner. Også ved at enga­gere sig i nærområdet og organisere frivilligt arbejde. Og den mand eller kvinde på arbejdsmarke­det, der kan komme hjem til god og sund mad, rent tøj, ro, glade børn og et ordentligt hus, yder mange gange mere, end den stressede kollega, der skal hente et sygt barn klokken et og nå at købe ind på vejen hjem. Det er blot en forældet økonomisk, kulturel og kønsmæssig fordom, der til­siger os, at børnepasning, nabohjælp, madlavning og kompetent husførelse ikke er så meget værd, som fx at stille varer på hylder og vaske gulv i en butik.

Fordi vi selv og vores børn har brug for at se og snakke med jævnaldrende? – Da jeg gik hjemme med min søn, satte jeg en lille annonce i avisen og fandt hurtigt en flok af ligestillede med børn i samme alder, som vi mødtes med, legede med, snakkede med, tog på udflugter med og blev ret gode venner med. Det var ikke svært.

Fordi der opstår en kønsmæssig slagside? – Men den er der jo i forvejen! – Alle undersøgelser vi­ser, at det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for hjem, familie og børn. Og at de mister en betragtelig del af deres livsindkomst pga. det. Så det er kønsslagsiden, der er problemet, og som vi må koncentrere os om at løse. Ikke selve tanken om, at ikke alle med djævelens vold og magt skal proppes ind i hamsterhjulet – om de så skriger eller synger!

– Og så er det jo ikke længere en selvfølge, at kønslivet skal resultere i nye mennesker. Det er helt i orden, at voksne, ansvarlige mennesker beskytter sig mod befrugtning og lever uafhængige ar­bejdsliv uden at sætte børn i verden. Fysikeren, Stephen Hawking, hævdede, at overbefolkningen var et af menneskehedens væsentligste og mest presserende problemer, som alle andre proble­mer stammede fra: klimaforandringer, sult, forurening, flygtningestrømme, krige osv. **** Så hvis vi ikke kan sørge or­dentligt for vores børn, fordi vi har vigtigere ting at bruge vores tid på på arbejde, så ville vi gøre både børnene og kloden en stor tjeneste ved at lade være med at formere os.

Det er i vores kulturkreds blevet en selvfølge, at vi alle skal bidrage ved at arbejde for fremmede uden for hjemmet. Noget, som kun de allerlaveste samfundsklasser var nødt til førhen. Lønarbej­det har slugt os, vores tid, vores børn, vores tanker, vores sociale liv og hele vores familie.

Jeg kan forstå, at selvstændige, der opbygger en virksomhed af en eller anden art, synes, at det er både sjovt, spændende og vigtigt. Arbejde og fritid synes at gå i ét, og man knokler en vis legems­del ud af buk­serne, fordi det er ens eget, og fordi det er velgørende og meningsfuldt at bygge no­get op.

Jeg forstår mureren, tømreren, mekanikeren, teknikeren, der har fået en god, faglig uddannelse og gode kollegaer, at han møder på arbejde hver dag og ser et hus, et tag, en bil eller en elektro­nisk dims tage form og fungere. Det må være en stor tilfredsstillelse.

Og jeg forstår ledere, forskere, lærere, læger, præster og journalister, der har spændende, og ofte uforståe­ligt vellønnede, jobs, som giver dem meget social anerkendelse for en forholdsvis beske­den daglig indsats, at de (for det meste) møder glade ind hver morgen. – Ingen snavsede fingre, platfødder, åreknuder og ømme rygge der …

Men jeg forstår ikke den mor til et eller flere små børn, der afleverer dem grædende til fremmede for at pendle et sted hen og passe ANDRE folks børn en hel dag … Det er jo absurd!

Og hvem sidder henne i folkeskolen og drømmer om at tilbringe sit liv med at skære døde fisk el­ler svin i småstykker på akkord? At pakke en milliard søm i små poser? At passe andres telefoner, syge eller gamle?

Hvis vi vil bo, dvs. fx leje en lejlighed eller købe et hus, er vi nødt til at have en indtægt af en vis stør­relse. Det er vilkårene. Man kan ikke leve uden at bo i dette kolde land. At ligge i en sovepose på en rist inde i midtbyen er ikke et attraktivt alternativ.

Så vores bolig er den første og største slavering om vores hals. Vand, varme og strøm, inventar, bi­ler, elektro­nik, tøj, ferier, mad og fester er andre tunge ringe, og til sidst ligner vi disse indfødte kvin­der, hvis girafhalse, båret oppe af tunge messingringe, strækker sig langt op over skuldrene. – Ifølge myten falder deres halse simpelthen sammen og kvæler dem, hvis ringene fjernes. – På samme måde falder nogle menne­sker helt sammen, hvis de skulle blive fyret fra trælleriet på fjerkræslagteriet eller på kontoret.

Den måde, folk normalt indretter sig på, er, at to mennesker, begge med uddannelser og job, slår sig sam­men i en bolig. De skal begge have en bil og pendle en eller flere timer mellem bolig og ar­bejde to gange hver dag. Børnene bliver afleveret til institutioner. Familiens syge og gamle i andre in­stitutioner. Kæledy­rene må skøtte sig selv alene i ni – ti timer pr. dag. Både voksne og børn (og dyr) er stressede og lever i åre­vis på kanten af, hvad de psykisk kan klare.

Der er ikke mange økonomiske fordele ved at begge parter i en børnefamilie arbejder ude, for bi­ler, benzin, institutionspladser, rengørings- og havehjælp og fastfood er dyrt. Det er syge og triste børn og skilsmisser også.

Lønarbejdet er kommet for at blive. Vi kan ikke alle 7,5 mia. mennesker bo idyllisk ude på landet og lave tv-udsendelser om vores enlige ko og lille bygmark, som ’Bonderøven’ gør det.

Og udsigterne til borgerløn, som en lille kompensation til alle de tjenstvillige baglandspersoner, er vist lange.

Men måske kunne man, med en let omskrivning af Jacob Haugaards kendte citat give lønarbejdet – ikke til de syge, men til dem, der kan tåle det, og som synes, det er sjovt. – Så kunne den tapre ar­bejder M/K få tildelt et forsørgelsesfradrag for hver voksen og barn, han/hun påtog sig underhol­det af, og så blev det be­løb en slags løn til den hjemmearbejdende, familie- og kulturbæ­rende person. – Og der er ingen grund til at skrige op over det. – Der foregår i forvejen en næsten utænkelig stor mængde ulønnet og upåskønnet ar­bejde rundt om i de små hjem, både pæredan­ske og indvandrerhjem. Arbejde, der udføres af mødre, fædre, bedsteforældre, tanter, naboer, og som friholder samfundet for masser af ressourcer til fx pasning og pleje af børn, syge og gamle, ind­køb, transport, specialundervisning, kriminalforsorg, sundhedsydelser o.m.a. Og alle disse frivil­lige fuldtidshjælpere får ikke engang, hvad der svarer til den pauvre aflønning af en filippinsk au pair. Og da slet ingen respekt.

Hvorfor kan vi ikke unde hinanden lidt tid? Når det tilsyneladende kommer alle til gode?

Vores samfund er i min levetid blevet meget intolerant. Vi kan ikke længere bære, at nogle menne­sker er anderledes, klæder sig anderledes eller lever en smule anderledes, end vi selv gør. – Men vi har brug for udenforstående, for de skæve eksistenser, for eremitter, sensible kunstnersjæle, livsnydere, hellige mænd og kvinder, der kan se på samfundet udefra og give alle dem, der åndløst styrter rundt inde i trædemøllen, et tankefuldt og måske korrigerende blik.

De allerfleste hopper, til min store undren, selv og ganske frivilligt derind i stedet for at sove længe, pjatte med ungerne, tage på skovtur og derefter sætte en suppehøne over på simreblus en hel eftermiddag, mens duftene breder sig i huset … Hvorfor?

Pga. det store sociale pres?

Fordi vi er så pressede, både i barndommen, i ungdommen, under uddannelse, som forældre og på arbejds­markedet, at vores hjerner rammes af stress, så den ikke fungerer, og så vi ikke kan fore­stille os at gøre andet end det, vi plejer at gøre og det, som forventes af os?

Måske fordi vi som menneskedyr er født med en grådighed, der gør os afhængige af lønarbejde og alle de materielle goder, det kan skaffe os: Når vi først har fået hus, bil, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler, så vil vi have flere huse, biler, ferierejser, tøj, smykker, ure og kostbare møbler … Det får aldrig ende.

Det er, som om vi tror, at livet er et spil, hvor den, der har mest, når han dør, har vundet. Men så­dan er det ikke. Tværtimod. Den, der har mindst tilbage, vinder til sidst. For vi kan ikke tage det med os.

Jeg skulle hilse fra planeten Jorden og spørge, om vi ikke alle sammen lige skulle tage at slappe lidt af?

* https://www.rutgerbregman.com/

** Politiken d. 11. Nov. 2018 Https://politiken.dk/indland/art6834136/flygtningekvinder-aktive­res-halvt-s%c3%a5-meget-som-mandlige

*** https://www.fyens.dk/indland/Boern-fra-udsatte-omraader-skal-i-tvungen-vugge­stue/artikel/3259145 & https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-vuggestue-tvang-i-ghet­toer-er-et-risikabelt-eksperiment

**** https://videnskab.dk/kultur-samfund/stephen-hawkings-4-vigtigste-advarsler-til-menneskeheden

Lindete og madeleinekager

Bum! – Mørket omklamrer os allerede ved ottetiden om aftenen. Uvant og overras­kende. Sommeren forsvandt lige så pludseligt, som den kom. Men den var her. En uge i juli og tre i august. Nu skal vi klare os indtil næste år.

Det kan vi sagtens. Vi har bøger nok, og det fugtige mørke vækker erindringen om lange aftner i godt, nej, det bedste, selskab, og for at hædre den ethundredogfireogfyrreårige forfatter bruger vi den kortere dag på at bage små, lækre madeleinekager og lave te af lindeblomster, som vi stjal på sommerens udflugter.

Vi har gjort plads til vores eget træ i haven. Og fået rammemanden til at lave rammer, så vi kan tørre svampe, rosmarin, lavendler og lindeblomster i det skab, hvor varmeveks­leren sidder.

Så nu burde vi være forberedte på yderligere mange års buldermørke og litteratur.

En bog på hovedet


Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere

Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet ­ på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.

Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. ­ Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:

November 2013

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.

I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:

Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.

Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.

Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.

Nogle få eksempler fra bogens sidste del:

Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’

Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’

Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’

Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’

Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’

Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.

Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.

(…)

Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?

De venligste hilsner

Lone Andrup

Fra: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære Lone Andrup,

Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.

Venlig hilsen

(…)

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

Tak for hurtigt og venligt svar.

Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.

Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.

Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.

Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.

Mange hilsner

Lone Andrup

(Intet svar …)


Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.

Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.

I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.

Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.