Nu har vi haft hende i knap et år, og jeg kan godt sige, at hovawarter ikke er for begyndere!
Ikke for det, hun er nok den mest opmærksomme, hengivne og kærlige hund, jeg nogensinde har haft. Det er ikke mange gange her i året, at jeg har været på toilettet eller i bad uden følgeskab, eller at jeg har røget en cigaret på min terrasse uden at have haft hendes mørke, vagtsomt ranke skikkelse lige bag mine knæ. I begyndelsen vågnede hun og fulgte med, blot jeg skiftede fra stuens ene lænestol til den anden.
Som 12-årig fik jeg min første, helt egen hund. En collie. For vi havde haft collier, da jeg var barn, og en collie var for mig på det tidspunkt en rigtig hund. Da hun kom på aftægt hos min mor, fik jeg en labradorblanding, for jeg var studerende og fattig og måtte tage, hvad jeg kunne få. Hun var også en pragtfuld hund, selv om hun fik knap så meget opmærksomhed, fordi vi begge måtte koncentrere os om at opdrage på sønnike. Da hun døde, mæt af dage som 14-årig, realiserede jeg en gammel drøm om at bo sammen med en newfoundlænder. Det gjorde jeg så med stor fornøjelse i 11 år, indtil den godmodige bamse stilfærdigt listede af sidste jul. Kun fordi der var hvalpe at få, da jeg lige stod og manglede en hund, fik jeg øje for hovawarten, en race, jeg aldrig havde hørt om før.
Hovawarten er en tysk vagthund, en decideret arbejdshund med en glimrende næse og stor arbejdsvilje og udholdenhed, som bl.a. bruges til redningshund, til narko- og eftersøgningsopgaver. – Det er sikkert fint, tænkte jeg. – Jeg kunne have godt af lidt mere motion, og over en årrække havde jeg selv skiftet temperament fra godmodig bamse til mere vagtsom reservation. (Hundeejeres psykologi er sikkert et studie værd: Hænger de fast i forældrenes hundevalg, eller skifter de racer undervejs?)
De første tre måneder hørte vi hende ikke gø. Jeg undrede mig og ringede til kennelen for at spørge, om det var normalt? Da hun var fire måneder gammel, begyndte hun så småt at påtage sig forefaldende vagtopgaver, dvs. at vi bliver behørigt underrettet om postens, skraldemandens og gæsters ankomst, og flere gange dagligt, når naboen frækt parkerer sin bil på den dertil indrettede plads foran sit hus, eller hvis han og børnene færdes i deres egen have, skal der blæses alarm.
Adrenalin er nok kodeordet, når det drejer sig om hovawarter og andre vagthunde. De er fra fødslen udstyret med et højere adrenalinniveau end andre hunde, og deres angstberedskab er stort. Alle hunde holder vagt, men en venlig labrador eller newfoundlænder kan sagtens sove trygt, mens naboer går til og fra, håndværkere larmer, eller andre hunde passerer hækken. Det kan hovawarter ikke. De vågner og er på tæerne i et splitsekund!
Man må aldrig anskaffe sig en vagthund, hvis man er bange. Hvis man selv er usikker, får man en totalt overgearet, angst og nervøs hund. En vagtsom hund kræver en meget rolig og selvsikker ejer for ikke at ende med at terrorisere hele huset med sine flossede nerver.
Mit første år med hovawarten er hovedsageligt gået med kærlig beroligelse: – Det er okay! Naboen må gerne være her. Der må gerne holde en trillebør uden for huset. Stol på mig! Hvis den skulle prøve på noget, skal jeg nok klare den … osv. I en sådan grad, at når hunden gør ad noget, forsikrer min mand den om, at jeg nok skal klare det.
Ud over beroligelse har jeg gjort meget ud af at præsentere hunden for alt, hvad den kunne tænkes at møde i løbet af sit liv: mænd, kvinder, børn, hunde, katte og andre dyr, biler, busser, lastbiler, ambulancer, flyvemaskiner, skov, by, private hjem, butikker, færger … Den er forbløffende rolig, modig og nysgerrig i nye situationer, blot jeg befinder mig lige i nærheden.
Jeg har vænnet den af med at forsvare vand- og madskåle, kødben, hundekurv m.m. ved at kæle, lege og give godbidder, mens jeg håndterer den og dens ejendele. Jeg har trukket den i halen, hevet den i ørerne og prikket den ved øjnene, og det første, naboens charmerende toårige datter gjorde, da hun mødte den, var at stikke en finger direkte ind i dens øje: – Øje, sagde hun, og hunden sænkede ørerne, blinkede og vendte høfligt hovedet bort.
Adrenalinen er formentlig også på færde, når hunden giver indtryk af at besidde en næsten skræmmende udholdenhed og virketrang. Vi går til lydighedstræning, til agility og i hundesvømmehal. Dagligt traver vi mellem en og to timer i skoven. Vi træner både ude og hjemme. Hun får hyppigt opgaver, f.eks. find godbidden, griseøret, sæben eller champignonen – jeg prøver at uddanne hende til kantarelfinder. Forleden løb hun foran og bag min cykel på en mere end timelang skovtur, og da hun kom hjem i haven, fandt hun straks sin bold og ville lege. Men hun ligger også roligt ved siden af mig to-fire timer i træk, hvis hun er med på restaurant, eller når jeg sidder i skoven og plukker blåbær. – Og ve den, der nærmer sig vores blåbærsted! Hendes forsvarsvilje og mod er tårnhøjt!
Når hun om aftenen omsider er træt og vil sove, så lægger hun sig ind i krogen mellem min seng og væggen, hvor hun har sit vattæppe, og hvor hun har sovet siden den allerførste dag, vi hentede hende hjem otte uger gammel. Kun her slapper hun helt af, men der skal kun en lille, uventet lyd til, så er hun parat igen.
Hunde skal ikke overstimuleres, og de skal ikke styre hele hjemmet, så til daglig beskæftiger jeg mig naturligvis med andre ting ind imellem hundelege og lufteture. Hun vil meget nødigt krænke forbud, jeg har udstedt, og gør sig alle mulige anstrengelser for f.eks. at gå pænt og lade mine ting i fred, men alligevel bobler virkelyst og energi over, så hun af vanvare kommer til at bide i mine tæpper eller trækker voldsomt i snoren, når vi går tur. Vrede nytter ikke. Hun skal have et roligt „Nej“ og en fysisk markering, f.eks. at jeg flytter hende eller begynder at gå baglæns.
Helt ulig andre hunde, jeg har haft, kan hun også være bidsk over for unge tæver og hvalpe. Der består en skarp konkurrence mellem hende og en anden hovawarttæve, som en af mine venner fik for nylig. De starter altid med at fare i flæsket på hinanden, og så leger de glimrende bagefter. Heldigvis er der ikke gået hul på nogen endnu, men det lyder voldsomt. Det skyldes formentlig, at begge tæver føler sig stærke og ambitiøse. De vil begge være alfa-hun med ret til at formere sig og bekæmper indædt evt. konkurrenter, også meget unge. Normalt leger hun dog venskabeligt og godt med næsten alle andre hunde, vi møder i skoven eller til træning.
En hovawart går overraskende nok ikke kun på fire ben. Den er også meget på bagbenene, og fra denne position kan den nå næsten alle dine ejendele i reoler, skabe, hylder, knagerækker og på køkkenbordet, så i den første tid kræves der overvågning og opdragelse. Når først det er trængt ind, at køkkenbordet er privat område, skal hun nok holde sig væk, men jeg ville ikke lade hende alene med en flæskesteg!
En anden hovawartejer fortalte mig, at han havde prøvet at gå til træning med sine hunde. De dukkede op en onsdag og skulle lære nogle ting, hvilket en hovawart hurtigt gør, og så, da de kom næste onsdag, skulle de lave de samme ting igen! Det gad hans hunde ikke.
Min hovawart elsker at træne, hvis jeg blot gør det lidt spændende og belønner rigeligt med kærtegn, opmuntring, ros, begejstring, nye udfordringer og godbidder. Sommetider beder hun selv om opgaver eller påbegynder øvelser, som vi har trænet, for at få min opmærksomhed. Og hun er lynhurtig i hovedet! Ting skal sjældent siges to gange, før hun fatter det, og da udholdenheden, staminaen, er enorm, kan hun blive ved i timevis. Det er særdeles givende at træne, lege og opdrage på hende. – Hun opsnapper dog også mange ting, som jeg ikke ønsker at lære hende: Hvis jeg eller andre uforvarende er kommet til at belønne en uartighed, ved f.eks. at gå med ind i en leg, når hun laver ulykker, så er det indlært, og ulykkerne stopper aldrig! En hovawart sætter i høj grad sin ejer på prøve mange gange dagligt, og man skal være vaks ved havelågen for ikke at dumpe.
Hovawarten en skøn og udfordrende hund, som jeg er taknemmelig over at have lært at kende, men den er ikke for begyndere! Når min familie og jeg betragter hendes mod, forsvarsvilje og enorme styrke, priser vi os lykkelige over, at hun loyalt er på vores side. Jeg ville aldrig anbefale racen til førstegangskøbere, og jeg er selv glad for og anvender al den erfaring, som et langt liv med hunde har givet. Med sin foretagsomhed kan den heller ikke passe ind i et moderne, travlt hjem, hvor den skal være meget alene ( = over fire timer om dagen) og kommer bagerst i køen om opmærksomhed efter en normal arbejdsdag. I så fald ville man aktivt bede om problemer.
Racen er en arbejdshund, det er en tysker og en slider, der kun er glad, når den har tilbagelagt et antal kilometer, og den har brugt alle sine rige evner for sporsøgning og adræthed, flere gange dagligt!
Da jeg fik hende, overvejede jeg at lade hende få et kuld hvalpe om et år eller to. Vi har allerede udset os en passende, belgisk hanhund, men nu er jeg i tvivl: – Hvor mange seriøse hvalpekøbere findes der til en så krævende race?
PS.:
Nu fem år senere er jeg meget klogere på min Hovawart. Efter omhyggelig træning og socialisering igennem hele det første år tog hundens naturlige vagtberedskab over, så hun nu ikke længere tolererer hverken nye hunde eller mennesker. Vi skal være meget omhyggelige med at holde og berolige hunden, når det ringer på døren herhjemme, og vi skal sørge for, at fremmede hunde ikke pludselig kommer løbende hen til os, når vi er ude, for så får de en omgang, de aldrig glemmer.
Til gengæld er hun næsten uhyggeligt opmærksom, lydig og hengiven over for os og gamle venner og særdeles efterrettelig, så hun altid går på plads af sig selv, når hun går frit, og vi møder andre. Hun ville aldrig drømme om at løbe hen til fremmede mennesker eller dyr. Hun føler sig kun tryg lige ved siden af mig, og så stoler hun på, at jeg klarer tingene, hvilket er heldigt, hundens temperament taget i betragtning.
Motion er meget vigtig. Hvis hun ikke får hentet pinde og bolde og løbet imellem en og to timer dagligt, bliver hun overspændt, nervøs og kan ikke slappe af. – Så jeg vil gerne gentage: Hovawarter er ikke for begyndere, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt med en Hovawart i et almindeligt, travlt familieliv med børn, hvor børnenes venner fx kunne finde på at gå lige ind, når de kom på besøg efter skoletid, og hvor man ikke har tid til at motionere og træne hunden dagligt. Så vi valgte at lade hende sterilisere, da hun var halvandet år, så vi ikke kommer til at stå med hvalpe, som vi ikke kunne afsætte med god samvittighed.
