Fem fuldkommen ens, affarvede, langhårede, sortklædte, unge piger. Kort efter billedet blev taget, kom der én til.
De har formentlig også næsten ens tasker og sko, sammenlignelige tatoveringer, øreringe, kærester og samme slags mobiltelefon. I en omskiftelig verden har disse og tusinder af andre tilsvarende unge piger fundet tryghed i at ligne hinanden i en flok.
Dertil kommer, at de taler på akkurat samme tidstypiske, ordfattige måde, og deres yndlingsord er ’UNIK’.
De siger ‘UNIK’ i hver anden sætning. Ordet unik betegner i deres verden flokmennesker med identiske egenskaber, hår, tøj, makeup, smykker, tasker, sko, tatoveringer, mobiltelefoner og de øvrige tilhørende, masseproducerede, ensartede genstande og såkaldte ’oplevelser’.
De siger ‘OG SÅ VALGTE HAN AT … ‘ eller ’JEG HAR LIGESOM VALGT AT …’ selv om hverken han eller de selv har valgt en skid, men blot flyder med tiden, flokken og forbrugerismen.
De siger ‘JEG TÆNKER’, selv om de ikke har en eneste selvstændig, sammenhængende tanke i deres blonderede hoveder.
Og de siger ustandseligt ‘I FORHOLD TIL’, men det afspejler sikkert bare, at de er sultne efter, ikke blot at ligne de andre og følge med strømmen, men at oppebære et dybfølt, længerevarende, ægte forhold til andet og andre end sig selv.