Det er en gammel sandhed, at det, der tales mest om i et givet samfund på et givet tidspunkt, er det, der findes mindst af.
Der var en tid, hvor alt skulle dreje sig om sex, samtidig med at alle undersøgelser viste, at vi som flest havde for travlt eller på anden vis var forhindrede i at dyrke aktiviteten selv. Det var før Viagrapillen.
Ordet frihed har været i vælten i mange historiske perioder, og retfærdighed, solidaritet, tolerance, velfærd. Formentlig i perioder, hvor man har savnet de begreber, ordene dækker.
Lige for tiden er det ordet unik, der høres i hver anden sætning, og det i en yderst homogen befolkningsgruppe, hvor alle prøver på at ligne hinanden i alt og fiser rundt i det samme daglige hamsterhjul på arbejde, på indkøb, og for at det ikke skal være løgn, rejser alle de samme steder hen, når de har ferie. Fx til New York, hvor man har lært sig at sige junik i stedet for det fine danske ord enestående.
Og det moderne liv er naturligvis kunstigt i alle aspekter: Vi lever på små hylder i store bygninger, afleverer vore småbørn til fremmede, arbejder med naturødelæggende aktiviteter, læser i glittede magasiner om andres kunstige liv, er fyldt med silikone, får fedtsuget, opereret, klæder os ud, lægger makeup, fjerner hår, tager i Tivoliland og i Lalandia, hvor vi er omgivet af asfalt, beton, maskiner, larm og tusindvis af ukendte mennesker… Der er ikke noget, der er rigtigt, og derfor har vi brug for at sige rigtig rigtig mange gange.
Prøv at lægge mærke til det! Det kan ødelægge enhver samtale eller dansk tv-udsendelse, når man først får øre for det.