Tag: vagthund

Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsig­tige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års om­hyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmed­fjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stam­metænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi for­søge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykke­des bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motions­løbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoved­dør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude med­bringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primi­tive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Lykker og ulykker med en hovawart

Blog Image

Som jeg har udbredt mig om før, er hovawarten en temmelig geskæftig hund, der selv finder på ting, hvis man ikke sørger for at aktivere den rigeligt hver dag. Den er lydløs og lynhurtig – også hvad angår fatteevnen, så efter et års registreret partnerskab har vi følgende liste over ulykker:

Fra begyndelsen forviste den husets gamle, tykke hankat til bryggerset. Katten må gerne være her, og hvalpen respekterer dens madskål m.m., men den må ikke komme i nærheden af køkken, stue eller soveværelse.

Kun 12 uger gammel stjal den min mands halve grillkylling fra sofabordet. Hunden var så lille, at vi egentlig ikke troede, den kunne nå, og den havde slugt det hele, før vi kunne gribe ind, selv om vi sad lige ved siden af. Og indtil da havde jeg omhyggeligt sørget for, at den kun fik sikre rørben og hvalpeegnede gumleben!

For at beskæftige hvalpen har vi gemt ting, som oftest godbidder eller griseører, rundt omkring i huset: På hylder, i brusekabinen, bag sofapuder, under lænestolen osv. Så den er toptrænet i at opsnuse madvarer, hvilket et par gange har vist sig uhensigtsmæssigt:

Min mand holder meget af wienerbrød, men jeg beder ham holde igen med bagerens sundhedsskadelige, hærdede fedtstoffer, så en dag, da han vidste, at jeg skulle være væk om aftenen, havde han købt en stang wienerbrød og omhyggeligt „glemt“ den i sin taske. Et par minutter efter, at han var kommet hjem fra arbejde og havde stillet tasken fra sig under skrivebordet, kom hovawarten forbi mig med wienerbrødsstangen halvt nede i gabet og slugte det hele på et øjeblik. Det er faktisk forbløffende, for tasken var lukket til, og wienerbrødet lå nede i en bagerpose, som stadig lå på gulvet ved siden af tasken.

En anden dag fik jeg besøg af en veninde, som havde været til grillfest, og som havde en portion grillet lammekød i sin sportstaske, som hun satte fra sig i entréen. Mens vi sad og snakkede inde i stuen, lynede hunden tasken op (!), pakkede kødet ud af stanniolet og åd det.

Den væltede et ildfast fad med en fiskeret ned fra køkkenbordet og ryddede det, inden vi nåede ud til den. Fadet gik naturligvis i stykker, men skårene var rene.

Den åd en ost, som lå ubevogtet et kort øjeblik på sofabordet.

Den ødelagde mit nye komfur ved i begejstring at springe op på lågen, som stod åben, og derved vælte hele komfuret. Lågen bestod af mange lag glas, som splintredes i et centimetertykt lag over hele køkkenet.

Den kan, tilsyneladende helt uden grund, angribe andre hunde voldsomt. Navnlig unge tæver. Det er faktisk chokerende at se. Øjeblikket efter – Hvis den anden tæve har vist behørig underkastelse? – leger de glimrende igen. Senest havde denne voldsomme automatreaktion nær kostet den et øje, og det blev dyrt i weekendtillæg til dyrlægen.

En mørk, våd og blæsende vinteraften troede jeg, at jeg kunne skulke fra aftenlufteturen og lod min mand gå alene med hunden, mens jeg blev i lænestolen. Ti minutter efter, at de var gået, hørte jeg noget kradse på hoveddøren: Så snart min mand havde sluppet hunden inde i skoven, løb den fra ham over en befærdet vej i mørket og lige hjem til mig igen.

Vi har måttet købe et bur, som den bliver lukket ind i, når vi kører bil, for i ophidselse „jager” den forbipasserende biler og var ved at kradse ruderne ud.

Men der er også „lykker“:

Jeg lå syg et par dage, og hvalpen, som kun var ca. seks måneder gammel, lå musestille ved siden af min seng i timevis og slikkede min hånd, når jeg en gang i mellem vågnede lidt op.

Normalt trækker den voldsomt i snoren, navnlig i begyndelsen af spadsereturene, men når vi har barnebarnet med i barnevogn, går den uhyre forsigtigt og skæver op i vognen, som om den er bevidst om ansvaret for den lille.

Den lærer ting på sekunder. Griseører og gumleben skal fortæres på dens eget tæppe i stuen, og det lærte den, da det var sagt en enkelt gang. Nu går den rutinemæssigt hen på tæppet med sine lækkerier.

Den er uhyre opmærksom: Når den fornemmer, at det er tid til skovtur, henter den selv sin snor. Den kunne ikke drømme om at løbe uden for synsvidde, hvis den går løs i skoven, og den kommer straks ved det mindste fløjt og går på plads, hvis den bliver bedt om det. Hvis jeg taber noget undervejs, finder den det omgående.

Den har lært mange ord: Hvis jeg siger „kommer“, løber den til hoveddøren for at tage imod gæster. Hvis jeg siger „madskål i køkkenet“ løber den ind til den, uanset hvor vi befinder os i hus eller have.

Den kan overskue husets grundplan på en forbløffende måde: Hvis den står i stuen og ser noget interessant ude på terrassen, kan den gå den lange omvej om til bryggersdøren, som ofte er åben, og rundt om huset, for at komme hen til det.

Den er uhyre hengiven. Følger mig overalt. Venter tålmodigt i timer på mig. Forsøger virkelig at gøre alt, hvad jeg beder den om, hvis den på nogen måde kan.