Som børn drømte vi om den, den håndholdte kommunikationsterminal, da vi trak konservesdåser forbundet med snore tværs over villavejen, dengang i begyndelsen af tresserne, efter udførligt illustreret opskrift i Anders And. Nogle år senere fik lillebror – Oh jubel – et walkie-talkiesæt i julegave, og vi rendte rundt om huset med hver vores sorte, kolde, batteridrevne plasticdims og skreg: – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? – Og det var slet ikke nødvendigt med apparater, for vore ophidsede stemmer skar gennem frostnatten.
De samme begavede spørgsmål simrer i luften, alle vegne hvor jeg færdes i dag. – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? Lyder det i bussen, toget, på gader og stræder, i supermarkedet og sågar til festaftner og alle sammenkomster med familie og venner.
Og jeg ville ikke undvære min lille Nokia for noget! Det er endegyldigt slut med at sidde inde i timevis og vente på, at nogen ringer tilbage. (Hvilket de i parentes bemærket sjældent gør.) Slut med at forestille sig, at alle de vigtige opkald kom, mens jeg var væk. Slut med at stå og fumle med mønter i en kold og som oftest ødelagt telefonboks med smagen af bakelit og metal i munden længe efter, og slut med at efterlyse ægtefællen over højttaleren i byggemarkedet, fordi han har fortabt sig i udvalget af skruer bag en reol nede i det fjerneste hjørne. – Jeg kan bare ringe!
Det er også en stor tryghed at mærke den lille, grå dims i lommen på vej hjem i mørke nætter. Dybt inde i skoven, når noget pludseligt springer i højre knæ. På natbordet, når hunden klokken tre om morgenen slår alarm.
Måske savner jeg fællesskabet omkring den gamle fastnettelefon, når kaldene til og fra familiemedlemmer gjaldede ud i huset: Der er telefon! Men ikke meget. Det var som oftest mig, der måtte agere både telefonsvarer og sekretær.
Min lommetelefon kan også fungere som kort-beskeds-service. Hvis jeg ikke gider snakke med folk, men gerne vil give dem en kort besked, som f.eks. at aftalen på onsdag står ved magt, sender jeg bare en SMS. Hvis jeg tror, at folk er på arbejde eller optagede på anden måde, skriver jeg: Ring, når du får tid! Og min egen terminal er for det meste åben for indkommende livstegn fra unge veninder, niecer, børn og børnebørn.
Den eneste bekymring, et ældre sprogmenneske kan have, er den systematiske ødelæggelse af vort modersmål, som mobiltelefonernes fladpandede teknologi fører med sig. I mere end ti år har vore børn og unges væsentligste skriveindsats været på mobilen, og den kan stadig ikke hverken genkende eller acceptere sammensatte navneord. – Har du nogensinde prøvet at skrive f.eks. „Kanelsnegl“? – Deraf kommer, at ingen under 40 i dag kan skrive et korrekt dansk, således at der i mange tekster, selv officielle, journalistiske eller fra store, velrenommerede firmaer, optræder meningsforstyrrende og irriterende passager á la SMS: Små salgs salærer, annoncerer en ejendomsmægler, som jeg i hvert fald ikke tør bruge!
Der må da sidde en smart ingeniør et sted derude, der omsider kan tilpasse SMS-ordbøgerne til dansk? Jeg hjælper gerne.