Yr, juli 2024 – temperaturen overstiger mange steder 50 ° nu.
Når mit fotoprogram dagligt viser mig billeder af min have fra de sidste 25 år, så ser jeg til min forbløffelse, at blomster og frugt, som er nedvisnet og ovre for flere uger siden, førhen stod på deres flotteste netop nu.
At rabarberne stod højt og grønt og ville have nydt sommerregnen, at vinens blade var lysegrønne, og druerne hang i saftige klaser, og at tørkeelskende planter, som fx timian, trivedes og blomstrede lyslilla og smukt. – Men nu er de alle solsvedne og ved at gå ud – Det er uhyggeligt …
Rabarberne brændes af solen, når den kortvarigt viser sig mellem regnbygerne.
Hårdføre, tørke- og solelskende citrontimian, der ovenikøbet står i halvskygge nu, fordi træerne er vokset, er svitset af solen og visnet ned.
Og det i et år, der officielt er det mest regnfulde i den tid, vi har målt det!
Bare solen er fremme et par timer en eftermiddag, så er der straks 28°, om aftenen fulgt af højpotente tordenbyger og styrtregn.
Vi har for længst syltet solbær og ribs og – sammen med solsortene – fortæret alle kirsebærrene.
Og vinbladene ser ud til at brænde op i de få solstråler, før druerne er klar til at blive spist:
Vinen i havestuen brændes af solstrålerne på trods af solafskærmende glas.
Århus Stiftstidende 23.7.34
Vores bedste- og oldeforældre arbejdede ude i solen fra morgen til aften som arbejdsmænd, lugekoner eller bønder, og vi hørte aldrig et ord om hudkræft.
Men selv tåler vi ikke at sidde i solen i mere end to minutter ad gangen, før huden smerter rødt, og øjnene svier og ikke vil holde op med at løbe i vand om aftenen.
Ja, vi er blevet gamle, tyndhudede og sarte, men selv de unge skoldes let i den regnfulde, danske sommer, hudkræft er blevet en af de store dræbere, vi opfordres ustandseligt til at bruge solcreme – noget vi ikke kendte til i min barndom, og de foretrukne planter i private og offentlige plantekasser er marehalm og pampasgræs … Ikke kønt, men de overlever – lidt endnu.
Da jeg gik i skole, navnlig i tiden fra 3. klasse til 1. real – som ville svare til 8. klasse for de boglige – startede hver dag med morgensang, omgivet af grønne planter og store vinduer i skolens hyggelige indgangsparti.
Vi sang først en salme, så bad den rare, gamle skoleinspektør Jeppesen ’Fadervor’, afgav dagens meddelelser, og så sluttede vi med en af årstidens sange. Lærerne skiftedes til at spille klaver til.
Timerne med vores klasselærer Tranholm indledtes ofte med en sang, der havde tilknytning til dagens pensum, fx Aakjær, høst, fest, sorg, jul, landbruget e.l., og han sørgede for, at vi forstod selv de mest gammeldags ord.
I musiktimerne sang vi af hjertens lyst, to- eller trestemmigt og spillede på instrumenter til.
Og derudover var jeg medlem af skolens pigekor, hvor vi havde en ung, entusiastisk dirigent Danstrup og et meget bredt repertoire, jazz, spirituals, salmer, tyske, latinske, franske, engelske og danske sange og korværker. – Det lyder af noget, når man er mange.
Specielt husker jeg julekoncerterne, hvor vi piger ankom til den lille kirke langt inde i skoven i pæne hvide blondebluser, blå nederdele, hvide strømpebukser og med frostsneen funklende og knirkende under de sorte ballerinasko. Mapper med nodeblade under armen og hektisk opstemte, røde kinder pga. det store publikum af fortrinsvist lærere, forældre og søskende. Vores stemmer klang så smukt tilbage til os i det gamle kirkerum og forlenede højtiden med noget … højtideligt.
De fem – seks år med intensiv sangundervisning klædte os godt på til livet og navnlig til livet med børn, som vi voksne har en forpligtelse til at være livsguider for. Jeg har en fornemmelse af musikhistorien her og i andre lande, fik lidt rytme og musikforståelse banket ind, og der er ikke en årstid, et emne, en følelse eller en mærkedag, uden at jeg straks får en linje fra sang i hovedet:
● Vågn op og slå på dine strenge
● Juletræet med sin pynt
● I sne står urt og busk i skjul
● Jeg har fanget mig en myg
● Hvad var det dog der skete
● Hvem kan sejle foruden vind
● Blæsten går frisk
● Hvem sidder der bag skærmen
● Jeg ved en lærkerede
● Fred hviler over land og by
● Nu falmer skoven
● Det var en lørdag aften
● Udi Ringsted hviler dronning Dagmar
● Marken er mejet og høet er høstet
● Spurven sidder stum bag kvist
● Solen er så rød mor
● Poul sine høns i haven lod flyve
● Morgenstund har guld i mund
● Grøn er vårens hæk
● Kimer I klokker
● Det er i dag et vejr et solskinsvejr
● Sneflokke kommer vrimlende
● I skovens dybe stille ro
● Et barn er født
● Den yndigste rose er fundet
● På Sjølunds fagre sletter
● For nu er skoven grøn grøn
● Der er ingenting i verden så stille som sne
● Lille Poul ser ud på solen mens den synker over eng
● Den kedsom vinter gik sin gang
og mange, mange flere.
Mine absolut yndlinge, en til foråret, når dagen nu er fuld af sang, og en i efterårsmånederne, når jeg trasker langs markskel på vej til skoven:
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre – Folkevise/Grundtvig
Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre Fuglesang, som Hjertet monne røre, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare, Sang fra Træet ned i Toner klare, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene, »Længes En imellem Løv og Grene, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
»Hen under Løvet gaae de lune Vinde. »Der du skal din Hjertenskjære finde, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.«
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget! Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære, Stillede min Længsel og Begjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Af større Vee kan Verden ikke trænges, End at skilles, naar man saare længes, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
En større Fryd kan Verden ikke bære, End at samles med sin Hjertenskjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
– Da nu min Hjertenskjæreste var funden, Sang og blomstrede det rundt i Lunden, Baade dybe Dale, Og de Nattergale, Og de andre Fugle smaa, som tale.
Det lysner over agres felt – Balslev/Holsten
Det lysner over agres felt, hvor sløve plovspand kravle, det sortner over Store Bælt med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol blandt grøftens brombærranker! O, det gør godt at slikke sol igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort, men rønnens bær står røde. Alleens linde blegner bort, men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår, en gravensten, som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn! Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har, og alt hvad jeg begærer. Jeg håber, det går an, jeg ta´r, hvad mine såler bærer.
’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, italiensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vegetarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!
I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pengene rakte, var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.
Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres foretrukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og velsmagende is med god chokolade.
Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu opdaterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:
ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.
Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.
I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag forringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og gradvist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forretningsgrundlaget.
Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råvarer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spaghetti carbonara.
Ekstrabladet d.22.3.24 aftrykker et Ritzautelegram, som meddeler, at Fråst vil vende tilbage til det gamle navn og viderekolporterer uden videre firmaets eget forretningsbavl:
“Direktøren dropper dermed ikke sit fokus på strategiske tiltag med øget fokus på digitalisering, levering og forbrugerrelevans.”
Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvingende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmotiverende, lærenem, og jeg fik meget ros og påskønnelse for en forholdsvis ringe indsat.
Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Styring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.
Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kyssede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.
Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klassekammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fantasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens rungende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttelsesrum i tilfælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.
Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kammeraters forældre, som skaffede og syede kostumer og indøvede replikker med deres håbefulde skuespillere. Så vi fortsatte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nøddebo Præstegård’ som juleforestilling.
At stå på scenen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Afrika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle indsamle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 eller 12 år gammel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebåndoptager gav forestillinger, der fik de andre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til indsamlingen.
Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at behandle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et førstehåndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store forandringer, og som aldrig blev det samme igen.
Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og brydekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kastede mig ind i kampene og udarbejdede det, man vel i dag ville kalde ’scenarier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme tilfældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kommandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til villavejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.
Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fester, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bagtale mig, men jeg husker, at drengene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pigerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvorlig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne mennesker, for mit velbefindende i klassen.
Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemøder og aftenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt opmuntrede til, varede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – irriterede dem vist.
Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han elskede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvorfor der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teologisk problem, benævnt ’Teodicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tænkende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …
Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne var ofte enten udbrændte krakilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflippede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne behov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.
Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på engelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og begynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og verden, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glædesskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …
Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgængerovergangen på Vester Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansklærerinde, efter min gamle og højt respekterede klasselærer, biologilæreren eller andre uddannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en respektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidligere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.
Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende omgivelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fællesskabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård læretid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.
Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene efter den anden. – Jeg lærte begrebet undertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød deres kvindelige medstuderende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvinderne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillinger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden fornedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.
Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i absolut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man begår sig som kvinde uden at bøje nakken helt.
Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskønnelse eller taknemmelighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmotiverende fra start og har gode og nærende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.
Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imødekommenhed.
Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor personalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende stewarder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaskeklude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.
Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!
Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:
Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange tilvalgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Computer? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryghed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …
Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjekningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.
Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imødekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klistermærker? Skal de også på kufferten? Hvor?
Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuffertstrimmel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogensinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bruger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent menneske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.
Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og venter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskinsnak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kommer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …
Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal alligevel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.
Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.
I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elektrisk, opretstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man forsøger at detektere, hvad stemmerne i højttalerne forsøger at fortælle os.
På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsommeligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrattommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre ægtepar ser ud, som om de er ved at besvime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.
Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.
Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikkerhedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række fingeren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.
Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vilden sky.
Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgsvognen forbi ens sæde.
Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståelig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lykkes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højttaler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sikkerhedsprocedurerne, ikke stewardessernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.
Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne landskab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpressede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …
En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Lettere traumatiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i security, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …
Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god middag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner menuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …
I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vores liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.
Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …
Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange generationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nærmere for at undersøge sagen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.
Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsyneladende var tom igen.
Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfærdelse, at voksmøl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.
Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så larverne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.
Men det mindede mig om noget.
I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hundrede år anbragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.
Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsamerede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. århundrede.
Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende teatermasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.
Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.
Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsameret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende dødninge, hopper ens hjerte højt i brystet.
Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.
Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.
I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige overbevisning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsentation og den generelt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.
Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på deres egen og vennernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvinder. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upassende seksualiserede, nedværdigede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt overlades til kvinden, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.
Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i medier, på arbejdspladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.
I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romerske veninder tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gammel bygning og fabrikerede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimoser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.
I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på gaden uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurderet, raget på og i værste fald overfaldet. – Vi krævede respekt og sikkerhed!
Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzinosende gader og sødmen fra mimoserne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genoplever stoltheden over at gå sammen med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mindste denne ene aften – ejede byen og ikke fandt sig i noget.
I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mændene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?
Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Valentins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blomster, chokolade, balloner, restaurationsmiddage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedladende over for både kvinder og mænd.
Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange andre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjælpende hånd.
Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og måske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.
Det lyder skørt, men dyr taler til mig. – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.
Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at begrænse min omgang til mennesker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemmelighed.
I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på vejen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, legekammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vinger eller rødder.
Ca. 1959
Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de nyfødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malkekøer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.
Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes overmåde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Sådan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvilken mælk. Og hvornår man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummetmælk, som vi fik retur i store junger til både svinefoder og kalvedrik. Kalvene stortrivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Fodermesteren og jeg var om dem, og om aftenen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kalvene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hinanden godaften og gik hver til sit.
Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige moderkage og navlestrengen i sig.
Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som fodermesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som desinficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.
Ca. 1958
At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspeditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.
Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potteplanter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kommunikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.
Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og breder sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.
Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høfligt, uden at presse sig på.
Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsøger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærksom på problemet.
Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.
