Kirker og kirkegårde

Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.

Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bak­ken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.

Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de ufor­stående gravere.

I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille slud­der af med de flinke gravere.

I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.

I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhø­rende stor kirke­gård, men nu er det slut med fredeligheden.

Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til guds­tjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvor­dan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.

Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før ande­stegen og ki­mer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.

I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klok­ketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbin­delser opadtil.

Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var uperson­ligt.

Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.

I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med lar­mende, potente ma­skiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslå­maskiner, der kræver høreværn. Grave­maskiner til gravene – ingen sidder længere på gra­vens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.

Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompres­sor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.

I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefon­opkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.

Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beret­ter om samme ukristelige larm.

Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støj­helvede, der trodser enhver beskrivelse.

Hvem skulle nu tro det …

Pludselig husker jeg:

Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.

Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.

Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.

Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.

Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:

Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af …  Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.

Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?

Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.

Sommerferieoplevelser

Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.

Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.

Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommer­ferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vin­ter­ferien og rejser efter det.

Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.

Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, tema­parker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.

Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.

Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mø­des i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, lege­huse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.

Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkus­prinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne ud­leve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.

Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.

Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.

Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dy­ret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.

– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.

At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skif­ter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen.  – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefo­nerne i og forsvinde i snak, mu­sik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnæ­rede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vor egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra foræl­drenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imel­lem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i prin­cippet skal fungerer som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres mad­pakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vore mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppe­bære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆD­VANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og sav­ler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det …  hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, krops­beherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede un­dervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Leverrisotto

Mine ungdomsår i Italien har sat sig varige spor i køkkenet. Når vinteren er mørk, og kroppen kræver jern og vitaminer, får jeg en ubetvingelig trang til leverrisotto.

Som med al italiensk mad er gode råvarer det allervigtigste – økologiske, naturligvis. Selve retten kan laves på ½ time.

Hvis man kan skaffe frisk kalvelever, risottoris fra Norditalien, 2 – 3 dl kraftig, hjemmelavet oksekødssuppe, en frisk, mild og blød ost, løg, hvidløg, citron og rosmarin, kan man lave denne ret, der i al sin blide velsmag nok skal vække begejstring hos alle, selv hos dem, der normalt ikke bryder sig om lever, men som er friske på at prøve. – Men hvis man snyder med råvarerne, bruger suppeterninger, svinelever, ost med bismag eller dårlige løg, vil det ødelægge den delikate sammensætning, og så ville det være bedre at ringe efter en pizza.

4 personer:

1 fed hvidløg hakkes

2 løg skæres i halve ringe

svitses i 1 spsk olivenolie og 1 spsk smør – sådan cirka … på bunden af en 3-liters, tykbundet gryde

med 1 tsk rosmarin og 1 tsk friskkværnet peber

400 – 500 g god, frisk kalvelever skæres i terninger på ca. 2 x 2 cm og brunes med

2 – 3 dl klar oksekødssuppe og ½ l vand tilsættes

fintrevet skal af ½ citron og 1 spsk groft salt kommes i

500 g risottoris tilsættes og koges ved lavt blus i ca. 10 min.  – rør engang imellem

retten står og trækker i yderligere 10 min. og serveres med groftrevet, fuldfed ost på toppen

tilbehør fx tomatsalat og/eller ovnbagt broccoli med ost

Velbekomme!

Danskernes sexliv

En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.

Andre europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere kalder, den hidtil største un­dersøgelse af en befolknings sexliv.

Alle er begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler på nettet om under­søgelsen genererer nyfigne klik.

Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter.  – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.

Man konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i øvrigt, hvil­ket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan finde ud af det selv.

Det er helt rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer optimalt, også mht. sex­livet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt samkvem. Hver sjette!

Hvis hver sjette mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for længst afsat midler til at forske og behandle.

Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte util­stræk­kelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en pres­set og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.

Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen af­hænger af det fysis­ke og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herun­der kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.

Så sexlivet helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet, trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?

Hvis folk havde dår­lig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende år­sag? Som kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?

Trods de negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg. ovennævnte arti­kel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde raske, af­slappede, voksne menneskers gensi­dige tiltrækning, accept og selvac­cept, på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for sexologer og terapeu­ter?

I begyndelsen af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse for an­dre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede behandlere, som gik rundt i en salig op­stemthed og arrange­rede sexmesser, sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, bru­gere, børn og unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres ar­bejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende om­kring, mens en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at ona­nere.

Omsorgen for befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig) viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende hos os alle sammen og vore ef­terkommere.

Men vi må ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og til særstand­punk­ter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og snagen.

Og her kommer en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor for­sorgs­institution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.

Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cy­kel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.

Selv om jeg var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor de hver især var anbragt til daglig.

Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uen­delighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørge­lige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.

Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen er syg?

*Politiken 30. OKT. 2019, side 4 1. sektion https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453612/Danskerne-har-ondt-i-sexlivet

og

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453872/%C2%BBDet-her-er-den-ultimative-v%C3%A5de-dr%C3%B8m-for-sexforskere%C2%AB

Derfor skal dynerne løftes: »Det her er den ultimative våde drøm for sexforskere«

Kontaktlim

Så er der endnu en ting i huset, der skal lynfikses, og jeg griber efter tuben i værktøjsskuffen.

Omkring 1960 kom min far hjem fra købestævnet i Fredericia og fortalte begejstret om kontaktlim. Det var en lim, der var så stærk, at de havde limet en stol op på væggen, fortalte han, og så satte de en granvoksen mand op på stolen – Og den holdt!

Min far var imponeret.

Siden indgik kontaktlim, sammen med ståltråd, en lommelygte, hobbykniv, tang, hammer, sav, skruetrækker, gaffatape, små, blå søm, kramper og skruer, en træblyant og almindelig trælim i både hans og senere min udrustning, og der er ikke meget, vi ikke kunne/kan klare i en ruf.

Voldsomt vejr

For to år siden installerede jeg en varslingsapp på min mobiltelefon.

I løbet af de to år har jeg fået 80 advarsler om voldsomt vejr i mit lokalområde!

Kraftig sne eller hagl, snefygning, lokale skybrud og torden, som oftest kraftig regn, torden eller skybrud – 80 gange – Det er en advarsel hver 9. dag!

For 50 – 60 år siden, da jeg var barn, var fx tordenvejr en sjælden foreteelse, der mest opstod i varme sensomre og fik os alle op af sengene og ned og sidde i køkkenet med varm mælk med honning til børnene, tordenkaffe til de voksne, mens vi talte sekunder mellem lyn og brag – en øl, to øl, tre øl – og ikke gik i seng igen, før vi var overbeviste om, at vejret var draget videre og ikke havde slået ned og antændt ildebrande i nærheden. Skybrud erindrer jeg ikke at have hørt om indtil for få år siden … for 10 – 15 år siden, måske.

Det skal så lige siges, at min fornemmelse er, at der kun i halvdelen af varslingstilfældene rent faktisk opstår voldsomt vejr i mit område. – I de øvrige tilfælde kunne vejret jo rase lige ovre i nabobyen eller syd for fjorden, det kan jeg ikke vide.

Og man kunne også mistænke en varslingsapp for hellere at varsle en gang for meget end en gang for lidt, så der bliver en ‘ulven kommer-effekt’.

Men der er ingen tvivl om, at vi nu oplever mange flere hændelser med ekstremt vejr end før.