At flyve

Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og for­klarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imøde­kommenhed.

Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor per­sonalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende ste­warder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaske­klude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.

Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!

Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:

Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange til­valgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Compu­ter? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryg­hed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …

Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjek­ningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.

Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imø­dekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klister­mærker? Skal de også på kufferten? Hvor?

Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuf­fertstrim­mel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogen­sinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bru­ger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent men­neske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.

Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og ven­ter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskin­snak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kom­mer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …

Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal allige­vel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.

Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toi­letartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.

I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elek­trisk, op­retstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man for­søger at detektere, hvad stemmerne i højt­talerne forsøger at fortælle os.

På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsomme­ligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrat­tommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre æg­tepar ser ud, som om de er ved at be­svime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.

Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.

Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikker­hedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række finge­ren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.

Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vil­den sky.

Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgs­vognen forbi ens sæde.

Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståe­lig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lyk­kes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højtta­ler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sik­kerhedsprocedurerne, ikke stewardes­sernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.

Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne land­skab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpres­sede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …

En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Let­tere trau­matiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i se­curity, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøl­lede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …

Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god mid­dag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner me­nuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …

I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vo­res liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.

Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …

Mumier i fuglekassen

– og katakomber i Palermo

Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange gene­rationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nær­mere for at undersøge sa­gen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.

Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsynela­dende var tom igen.

Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfær­delse, at voks­møl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.

Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så lar­verne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.

Men det mindede mig om noget.

I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hun­drede år an­bragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.

Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsa­merede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. år­hundrede.

Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende tea­termasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsa­meret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende død­ninge, hopper ens hjerte højt i brystet.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Vi mennesker er også natur.

Catacombe dei Cappuccini

Piazza Cappuccini, 1 – 90129 PALERMO – Italy

https://www.palermocatacombs.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Catacombe_dei_Cappuccini

https://www.wondersofsicily.com/palermo-capuchin-catacombs.htm

Kvindernes kampdag 8.3. 2023

Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.

Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.

I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige over­bevis­ning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsenta­tion og den gene­relt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.

Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på de­res egen og ven­nernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvin­der. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upas­sende seksua­li­se­rede, ned­værdi­gede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt over­lades til kvin­den, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.

Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i me­dier, på ar­bejds­pladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.

I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romer­ske ven­in­der tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gam­mel byg­ning og fa­brike­rede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimo­ser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.

I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på ga­den uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurde­ret, ra­get på og i værste fald overfal­det. – Vi krævede re­spekt og sikker­hed!

Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzin­osende ga­der og sødmen fra mimo­serne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genople­ver stoltheden over at gå sam­men med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mind­ste denne ene af­ten – ejede byen og ikke fandt sig i noget.

I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mæn­dene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?

Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Va­len­tins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blom­ster, chokolade, ballo­ner, restaurations­middage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedla­dende over for både kvinder og mænd.

Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange an­dre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjæl­pende hånd.

Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og må­ske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.

Jeg har købt mimoser.

Dyr taler til mig

Ca. 1965

Det lyder skørt, men dyr taler til mig.  – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.

Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at be­grænse min omgang til menne­sker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemme­lighed.

I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på ve­jen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, lege­kammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vin­ger eller rødder.

Ca. 1959

Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de ny­fødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malke­køer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.

Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes over­måde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Så­dan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvil­ken mælk. Og hvor­når man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummet­mælk, som vi fik re­tur i store junger til både svinefoder og kalve­drik. Kalvene stor­trivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Foder­mesteren og jeg var om dem, og om afte­nen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kal­vene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hin­anden godaften og gik hver til sit.

Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige mo­derkage og navlestrengen i sig.

Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som foder­mesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som des­inficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.

Ca. 1958

At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspe­ditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.

Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potte­planter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kom­mu­nikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.

Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og bre­der sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.

Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høf­ligt, uden at presse sig på.

Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsø­ger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærk­som på problemet.

Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.

Se evt.:

https://blog.loneandrup.dk/2007/03/09/hundehvalpen-4/  

https://blog.loneandrup.dk/2013/05/31/vagthunden-188/ 

https://blog.loneandrup.dk/2017/01/14/jeg-har-en-ven-der-er-krage-306/

https://blog.loneandrup.dk/2012/09/05/honen-og-kyllingerne-148/

https://blog.loneandrup.dk/2020/09/29/have/ 

https://blog.loneandrup.dk/2020/08/28/planter/ 

mfl.

Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitets­parken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvog­nene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vog­nene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuf­tig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læ­derjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig for­skrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjem­mefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inder­lomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres op­rømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fæng­sel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i Køben­havn, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Farfars leksikon

Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!

Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekoste­lige, og tiden til at læse dem i var knap.

Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.

De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagt­ningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.

Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbej­det på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjak­bajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Frede­ricia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.

Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.

Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.

Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, fagbladet eller med de løse indstiks­sider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fag­bladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmel­rummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.

Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede ud­gaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver ene­ste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ri­tual alle sine børnebørn i den nyerhver­vede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er in­gen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.

Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot ar­bejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.

Engang midt i tresserne havde vi ham med på familie­biltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og ud­trykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi bo­ede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.

Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Frederi­cia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en le­vende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indfø­ling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.

Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universite­tet.

Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Sal­monsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.

For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og før den rus­siske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde fly­vindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.

https://www.youtube.com/watch?v=6Qh99OQXOMU

Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte bus­te havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og at­traktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter teg­ninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under ho­locaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et vold­somt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejfor­løb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og na­turreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjer­ner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne op­søge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hin­anden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Når livet passerer revy

For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.

Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.

Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har ople­vet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livs­farlige situa­tioner i populærkulturen.

Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skal­len smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.

Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver æl­dre.

Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker no­get frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.

Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.

Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vin­ter­morgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.

Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter mid­dagen.

Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?

Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vin­ters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er ved­kommende mon nu? Burde jeg have …?

Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sag­tens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbent­lig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.

Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste genera­tioner: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …

Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det år­sagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?

Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.

– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.

– Ja, siger hun.

– Er der noget, der gør ondt?

– Nej

– Er der noget, du savner?

– Nej

– Keder du dig?

– Nej

– Hvad laver du, når du ligger her?

– Tænker

– Hvad tænker du på?

– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.