Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.
Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.
Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …
Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.
Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.
Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?
Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.