Mænd i mandefag!

I begyndelsen af halvfemserne var jeg i jobtilbud sammen med en sød, ung kvinde, uddannet sned­ker, dyg­tig og glad for sit fag. – Hun havde fulgt de officielle opfordringer, som den konservative rege­ring på bedste DDR-vis op igennem arbejdsløshedsårene i firserne udstedte for at anspore unge kvinder til at uddanne sig i mandefag.

 ’Kvinder i mandefag’ lød parolen. Man ønskede ikke, at ALLE kvinder blev pædagoger, hjemme­hjælpere – som det hed dengang, da SOSU’erne virkelig hjalp folk i hjemmet og ikke bare aflagde for­hastede besøg – lærere, sygeplejersker, socialrådgivere … Kvinder skulle ikke nødvendigvis ind i de bløde omsorgsfag, hvor de blot fortsatte den traditio­nelle kvinderolle og fik en dårlig løn for det, når man stod og manglede arbejds­kraft i de praktiske mande­fag. – Samtidig ville man gerne dæmpe den rå tone i skurvognene og på de traditionelle mandearbejds­pladser, forlød det, og så var kvinder jo igen decimeret til service­personer, der skulle tage sig af de rå mænd – OG børn og hus og madlavning, når de kom hjem, selvfølgelig.

Men min unge arbejdsløshedskollega fik aldrig job som snedker. – Uanset hvor mange stillinger, hun søgte, blev hun valgt fra. Mændene havde ikke lyst til at få kvinder ind på deres domæne, slet ikke unge, kønne, blide blondiner, men undskyldningerne, som hun – i bedste fald – fik sammen med alle afslagene, gik på, at der ikke var toilet- og omklædnings­forhold til kvinder på lige netop dén arbejdsplads.

Så nu sad hun her på et lokalhistorisk arkiv sammen med alle vi andre overflødige, uuddannede, skibsværfts­arbejdere, humanistiske akademikere og ældre kvinder, der havde brugt deres liv på sekretærjobs, børne­pasning og husholdning. – Sidst, jeg hørte fra hende, havde hun vist fået en slags terapeutuddan­nelse, om det var massage, fodterapi el. lign., kan jeg ikke huske. – Men hun blev efter mange års faglig ud­dannelse i et mandefag smidt direkte tilbage i den lavtlønnede kvindefagskasse.

Erindringen om den første kvindelige snedker, jeg mødte, dukkede op, fordi vi for tiden har gang i en større tilbygning. Det startede i efteråret med en (mandlig) arkitekt, en (mandlig) bankrådgiver, to (mandlige) en­treprenører, en (mandlig) landmåler og en (kvindelig) kommunal sagsbehandler. Der­efter har der igennem måneder været et rend af mænd på matriklen. Jord- og betonarbejdere, lastbil­chauffører, kranvogns­chauffører, murere, tømrere, VVS’ere, elektrikere, og en enkelt, ung, kvindelig maler, der altid holdt sig for sig selv.

Alle de gode håndværkermænd er omgængelige, høflige, kompetente, ordholdende, hjælpsomme, og jeg kan se, at de har en fest med deres fag og med hinanden:

Så ringer de efter en stor kran, der skal løfte et tag ind over huset, og ham, der roligt styrer den store ma­skine og sætter tagfagene på præcis det rigtige sted med millimeters nøjagtighed, mens han styrer uden om min skorsten og det lille lindetræ, nyder stor respekt blandt alle de andre.

Så er der pludselig brug for en elektriker, og så ringer de efter en, der – VIPS – som en militær ind­satsstyrke kører op til huset efter en ½ time og ordner det, kun han kan ordne, og bliver mødt med kolle­gial anerken­delse og varme. – Sidst, jeg selv skulle bruge en VVS’er, gik der tre-fire uger, inden han om­sider dukkede op …

Så går de og giver hinanden noget gas, eller de snakker om ting, der ligger dem på sinde, sammen­ligner ud­styr, arbejdsgivere, fortæller om forbedringer, de laver på deres egne huse, sladrer om an­dre firmaer, an­dre håndværkere, nyttig sladder, ikke ond sladder, bare så de gensidigt er opdateret, så de ved, hvem man kan stole på, og hvem man ikke skal ringe efter.

Og der hersker stor respekt blandt alle mændene, også mellem faggrupperne, og der udveksles erfa­ringer, råd, snakkes fag og sammenlignes værktøj.

Det minder mig om sønnike og alle hans drengevenner, når de skulle arrangere en krigsleg i skoven: Så er du … så laver du … så går I … vi tager alle sammen … – Er drenge født til at organisere hinanden i store slag? Arbejde med store maskiner? Gennemføre ambitiøse projekter? Bygge broer? Raketter? Vælte store træer? Rejse lysmaster? Mure huse op? Tætne tag? Udøve kraftpræstationer? Anlægge indkørsler? – Og komme hjem med lønsedler, der som ofte afspejler en god akkord, en tillidsfuld ar­bejdsgiver, en god kon­trakt … Og de er altid parate til at løse et problem, til at give den en skalle om nødvendigt. – For enhver kan jo se, at det ikke nytter noget at holde fyraften, hvis det regner, og der er hul i taget.

Og de kører hjem i deres store biler, der alle er udstyrede som velforsynede værksteder, så de kan fixe hvad som helst i en håndevending, mens de laver godmodig sjov med hinanden og en bekymret husmor.

Og de kommer hjem efter at have reddet verden, bygget monumenter, fixet problemer, møg­beskidte, sultne og trætte, restituerer sig, og kører ud igen næste morgen sammen med kollegaerne, kammera­terne. Med tårnhøj selvfølelse, som rigtige mænd altid gør det.

Håndværkere er særdeles veluddannede: De har overblik, tager beslutninger og ansvar, de kan regne, beregne et fald, en taghældning, en åbning, rørføring, de kan organisere, skaffe mænd og materiel i en håndevending, de kender materialer, procedurer, lovgivning, og så kan de håndtere powerværktøj og på samme tid forstå, hvordan en ældre dame gerne vil have tingene indrettet, imens de lige sørger for, at alt er vandtæt, praktisk og lov­ligt.

Det er en kættersk tanke, men måske er der alligevel forskel på mænd og kvinder? Måske skal man ikke vride og sno sig for at passe ind i en anden kasse end den, man føler er rigtig for én selv? Nogle kvinder er mere mandfolk end mange mænd, og nogle mænd egner sig bedre til omsorg end nogle kvinder. Men fx mænd i pædagogjobs har det med at slippe kontakten med børnene og smutte ind på kontoret, hvor de i lederstillinger kan sidde og organisere og ringe efter en kran til den nye rutsje­bane på legepladsen, lægge vagtplaner, holde møder med andre mænd, i kommunen, i forvaltnin­gen, og have en fest med deres fag og med hinanden.

Og hvorfor skal alle vore unge mænd med vold og magt føres igennem HELE uddannelsestilbuddet helt op til studenterhuen, når så mange af dem føler sig ilde anbragt i et system, der tilsyneladende favoriserer kvinder? Kan vi ikke slappe så meget af nu, at enhver, uanset køn, må vælge uddannelse og erhverv efter lyst, evne og interesse og ikke partout tvinges ned i en forudbestemt kasse?

Er alle vore tekniske skoler blevet uinteressante for de opvakte unge mænd? Er de for løse i geled­det? For mange smøger og Opel Kadetter med blanke spoilere? Parkeringsplads for for mange dårlige og uinspire­rende lærere? For dårlig løn, for ringe sammenhold, en dumpingplads for restgruppen, hvor faget ikke lig­ner virkeligheden, hvor de ikke forpligtes over for en mester, nødvendighe­den og kollegaer, og hvor man kun kan drømme om at opnå en praktikplads i et rigtigt firma?

For set her fra min indelukkede coronatilværelse, hvor jeg til daglig er omgivet af glade og kompe­tente håndværkermænd, der virkelig får noget fra hånden, ser det ud til, at mange drenge ville få en yderst tilfredsstillende, fri og spændende tilværelse, hvis de søgte ind i et mandefag.

I stedet for at sidde med en laptop mellem tynde, blege fingre hele dagen, tale affekteret om ameri­kansk politik med andre hipstermænd over kaffelatten og formålsløst suse rundt på en kostbar mountainbike, løbe en halvmarathon eller brydes med bildæk og trækævler i fritiden, kan en ung mand med værdigheden i behold opnå et meningsgivende fællesskab med andre mænd, tjene langt bedre end gennemsnittet og gøre reel nytte samtidig.

Kvinderollen er (igen) til forhandling

Om Lise Rønne/Bo Tao Michaëlis:

Tv-værten, Lise Rønne, skrev d. 14. 12. 2019 en glimrende og tankevækkende kronik i Politiken*, hvor hun reagerede på en nedsættende tv-anmeldelse skrevet af Politikens tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis**, som i sit vildtblomstrende sprog bl.a. fik kaldt hende ’småneurotisk’:

‘Den i andre sammenhæng ferme værtinde Lise Rønne vimser småneurotisk rundt i vanlig værtindestil på energi af velvillighedens intentioner bestrøet med søde superlativer. ’

Lise Rønne sætter i sin kronik projektøren præcist på et meget ømt sted i den offentlige debat. Hun skriver bl.a.:

’Jeg er ellers vant til lidt af hvert. Jeg har ofte kun lige sagt ’tak for i aften’ i Aftenshowet, inden det er trillet ind med beskeder i min indbakke, typisk fra ældre kvinder i bedstemoralderen i øvrigt.

Et hurtigt greb i posen: Jeg har lignet ’en dreng’ og ’en kræftsyg’ pga. mit ’gyselige korte hår’. Der har også været den med, at min mand da måtte finde mig virkelig grim.

Eller de ufattelig mange, der har oplevet mig som værende et mix – kombiner selv – af en medieliderlig, hysterisk, selviscenesættende, skinger (selvfølgelig), tomhjernet gås med en grim krop i noget grimt tøj, der har gjort, at de med det samme har været nødsaget til at skifte kanal. Småneurotisk er ny for mig.’

Lise Rønne – og mange andre, fortrinsvist kvinder – har fået ondsindet, personlig kritik fra tilfældige mennesker efter tv-optræ­dener, og det hører ingen steder hjemme. Heller ikke Bo Tao Michaëlis’ vrantne og nedladende kommen­tarer om hendes person burde have været trykt. Det ligger langt ud over alle grænser offentligt at nedgøre en sagesløs person på denne måde og med dette ordvalg.  – Så hvad sker der?

Bortset fra almindelig forråelse og dedikerede internettrolde er nogle mennesker bare vrisne, uopdragne og uempatiske, og de nye medier lader dem uhindret komme til orde på alle platforme.  Selv Politikens ellers seriøse debatredaktion lader i disse år i klikfiskeriets navn usaglige og pointeløse, personlige tilsvininger passere som ’læserbreve’ eller ’debatindlæg’, og deres tv-anmeldelser er nu også ufølsomt og grundløst personlige.

 –  Men måske er der også andet end empati og velopdragenhed på spil? Noget, som også tænksomme, velopdragne og empatiske mærker? Som måske er et resultat af en kultur- og generationskløft?  – Som kvinde i bedstemoralderen vil jeg forsøge at forklare, hvorfor ældre mænd og kvinder i nogle tilfælde lader sig provokere af yngre værtinder i radio og tv.

Vi havde Ghita Nørby, som fortvivlet og pinligt aggressiv måtte opgive et interview med en kvindelig ud­sendt fra Radio 24/7.

Vi havde Rasmus Bech, efter min mening den bedst begavede skribent Politiken har, der kom for skade at kommentere, at kvindelige nyhedsværter stolprede rundt i tårnhøje stiletter. Hvilket de jo gør.

Og så har vi Bo Tao Michaëlis, hvis bedagede onkelkommentarer om kvinder i samme avis længe har været anstødelige, også for mig, der er hans jævnaldrende.

Først og fremmest har tv en stor gennemslagskraft, og alle mennesker kan frit projicere alle deres egne problematikker over på tv-personaerne, fordi de ikke kender dem.  Og der kommenteres lystigt i de mange medier.  Mange gange følelsesdrevet og formålsløst på en måde, der ikke fremmer debatten. – Offentlige personer, navnlig kvinder, udsættes i dag for så mange personlige angreb, at der skal endog me­get hård hud på sjælen for at stille sig frem. – Mænd er mere beskyttet bag neutrale jakkesæt og en afdæmpet, seriøs manderolle. De fremhæver ikke deres seksuelle tilgængelighed med overflødig pynt, mens de refere­rer fra verdens brændpunkter, og påkalder sig dermed ikke i samme grad forstyrrende opmærksomhed på deres egen person.

Dernæst er tv ikke længere et lille 25 tommers billedrørs-tv, som er gemt af vejen i en krog og kun tændt et par timer om aftenen. I dag har de fleste 60 tommer fladskærm klasket op mod stuens bedste væg, hvilket betyder, at værterne smækkes lige op i synet på os i storskærmsformat, hvilket kan føles overvældende og  intimiderende.

Og så kan vi konstatere, at kvinderollen, herunder moderrollen, til stadighed diskuteres heftigt i disse år, navnlig i Politiken. Vrede følelser sparkes frem og tilbage. Det er, som om den ene kvinde ikke kan tillade, at den anden kvinde lever anderledes, end hun selv gør. – Og det er ikke noget nyt. – I midten af 70’erne blev jeg tjekket og voldsomt kritiseret af min storesøster, fordi jeg havde smurt vaseline omkring mine tørre øjne, før jeg en morgen skulle af sted til mit sommerferiejob på en planteskole. Hun troede, at jeg havde brugt mascara og var ude på at fremhæve mine kvindelige træk og gøre mig lækker. – Det gjorde man ikke ustraffet på den tid! – Én af mine gamle veninder betroede mig, at hun stadig havde dårlig samvittighed over at lakere sine tånegle. – I 70’erne, da vi, der nu er i bedstemoralderen, var unge, var makeup og andre seksualiserede signaler ikke socialt acceptabelt, og vores verden var fuld af vrede storesøstre, der sanktio­nerede os, hvis vi prøvede at score billige kønspoint.

Det er dette tankemønster, Lise Rønne og andre kvinder, der viser sig offentligt i fuld krigsmaling og måske ovenikøbet højhælede sko, er oppe imod. De kvinder, der i 70’erne læste Marx og Habermas og kritiserede de herskende kønsroller og gik med spaltet hængehår, overalls og træsko, opfatter de yngre kvinders frem­toning som dullet og trutmundet indyndende. Mændene fanger måske mere de seksuelle signaler, som i vores ungdom var forbeholdt sexarbejdere og billederne i ’Weekendsex’ og ’Ugens rapport’, og reagerer på dem.

Jeg bliver personligt pikeret, når jeg støder på journalister, der burde være neutrale i dragt og adfærd, på skærmen stille sig an i stiletter og andet udstyr, der for mig er forbundet med en udvendig seksualitet og et ønske om at opildne husarerne.

Og navnlig reagerer jeg, når en kvindelig journalist i et nyhedsprogram øjenflirter med seerne, herun­der mig, anstiller sig lillepiget ubehjælpsomt med indadvendte tæer i stiletter og taler tuttenuttet læspende som en fireårig, der vil opnå noget af farmand. – Der er ikke meget tryghed og troværdighed at hente der, hvis no­get alvorligt skulle indtræffe i vores fælles samfund.

Jeg kan meget nemt undgå tv-udsendelser med disse værter, og de to tv-anmeldere på Politiken får penge for at mene noget og må tage de storme, deres meninger rejser, mens fx Ghita Nørby var havnet i en låst situation, hvor hun skulle tilbringe timer i sit eget hjem med en lillepiget, åndløs person, der ikke kunne fatte bare en flig af det lange og intense liv, skuespilleren havde gennemlevet, og de tusind forskellige og hver især udfordrende roller, hun havde levet sig ind i, men alligevel naivt insisterede på at stille idiotiske poesibogsspørgsmål som fx ’Hvad er din yndlingsreplik?’  – eller måske ligefrem var blevet coachet til på denne måde at fremprovokere en reaktion for lyttertallets skyld, hvad ved man.

Den seksualiserede, lillepigede ubehjælpsomme, smålæspende, indyndende opførsel, som nogle kvinder viser i medierne, var bestemt ikke det, vi bedstemødre og bedstefædre havde ønsket for vore døtre og deres veninder, da vi arbejdede for, og troede på, en ny og bedre verden med ligestilling, værdighed for individet og nogenlunde ens krav, vilkår og løn til mænd og kvinder.

Efterskrift: Men det ser ud til, at tv-stationerne tager os ved næsen og udvælger og udstyrer de kvindelige værter, så de fremstår så sexede, som muligt … Ikke underligt, at seere, anmeldere OG bedstemødre reagerer, når de kvindelige værter trækker sexkilling-kortet!

Se:

https://politiken.dk/kultur/medier/art7571509/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til-sk%C3%A6rmen

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/det-siger-kvindens-valg-af-hoeje-haele-om-hendes-sexlyst/7936646

* https://politiken.dk/debat/art7544230/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal-holde-op-med-at-tale-forned­rende-til-kvinder

** https://politiken.dk/kultur/film_og_tv/art7508703/Hvorfor-laver-DR-et-lyrikprogram-som-ikke-tager-emnet-alvorligt

Tykke kvinder

får hadske bemærkninger både på nettet og af tilfældige, forbipasserende mænd i det offentlige rum, skriver Politiken i flere artikler i disse dage.

Det forekommer uforklarligt ondt og psykopatisk. Hvorfor skulle nogle mænd føle sig kaldet til at hade og overfuse kvinder, de ikke kender, pga. deres udseende?

Det gør de, fordi kvinderne ikke umiddelbart appellerer til disse mænd. Kvinderne er ikke seksuelt attraktive for dem, og det kan disse mænd ikke bare lade passere endsige respektere. Tykke kvinder har, i nogle mænds øjne, selvforskyldt forspildt deres mulighed for at blive bedækket, på samme måde som grimme kvinder, selvsikre kvinder og vrede kvinder – aktuelt overfuses pigen, Greta Thunberg, af ældre mænd efter en indtrængende og vred tale i FN om klimaet! Hun burde være lillepiget, sød, smilende og se beundrende på voksne mænd, ikke være vred og skælde ud, for så bliver hun uattraktiv.

De nævnte kvinder står ikke umiddelbart til rådighed for mandens lyster, som alle kvinder i princippet burde gøre – fra denne forestilling stammer voldtægt og andre, uønskede seksuelle tilnærmelser via medier eller IRL. Det ærgrer nogle mænd, at muligheden for sex og forplantning forspildes, og så kan de blive til tider voldsomt og uforståeligt aggressive.  Personligt fornærmede og vrede på den narcissistiske måde.

Vi lever stadig i mændenes verden. Deres interesser, privilegier og lyster definerer alt. Pornografi, sport, teknologi, kunst, samfundsindretning, aflønning, status, netværk, tænkning. Mandens verden lærer ham, at kvinder er objekter. Kvinder skal i princippet stå til rådighed for manden. Alle kvinder. Altid. Som søde, venlige, smilende, støttende, seksuelt appellerende og tilgængelige. Hvis de af en eller anden grund ikke er tilgængelige, og ikke har en god undskyldning, som fx sygdom, alder, graviditet eller moderskab, så han med sindsro kan ignorere dem, eller hvis de åbenlyst tilhører en mere dominerende han og står under hans beskyttelse, opfatter nogle mænd en ung kvindes psykiske og fysiske utilgængelighed som en fornærmelse mod hans lyster og hendes bestemmelse til at opfylde dem. – Overvægt er en glimrende måde at beskytte sig mod fysiske overgreb fra mænd på. – Men åbenbart ikke mod psykisk hadske angreb fra mænd i det offentlige rum!

Nogle kvinder, som fx Susse Wold, der for nylig var fremme med et forsvar for mænds ret til at klaske fremmede kvinder i rumpen, er så mærket af den herskende, mandlige kulturtradition, som de jo er vokset op i og har måttet lære at begå sig i, at de bliver blinde for de overgreb, der sker alle vegne omkring dem.  Disse ældre kvindelige forsvarere af mænds historiske ret til at eje alle kvinder – ’Grab them by the pussy’, som Trump så elegant formulerede det – kan vi blot ignorere. De uddør i løbet af ganske få år.

De psykisk og fysisk voldelige mænd kommer vi dog nok til at hænge på for evigt.

Artikler fra Politiken:

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7392857/Tykke-mennesker-svines-til-p%C3%A5-nettet-og-p%C3%A5-gaden

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7392178/Det-er-ikke-i-orden-at-sl%C3%A5-andre-i-r%C3%B8ven

Nyhedsværter

Nyhederne på TV2 har fået ny vært, en ung pige, som i forvejen var kendt fra et føle­program, hvor hun pludrede sødt og intetsigende og krammede Gud og hvermand.

Nyhedsudsendelserne på TV2 er som oftest stramt redigerede med originale vinkler, vedkom­mende, saglige og af og til overraskende velresearchede. Vejrudsigten trækker ikke i langdrag, man kan slukke før sporten, og man slipper for det sødladne ’Aften­show’ og alle forskræppene til det …

Men den nye vært skygger for nyhederne. Hun forekommer ikke egnet til at formidle verdens sommetider alvorlige begivenheder med passende neutralitet og værdighed. – Jeg kan simpelthen ikke forestille mig denne storøjede flirt på skærmen i et 9/11-øje­blik.

Hun har vist, at hun er god i programmer, der angler efter følelser, og som man som voksen seer kan vælge fra, men hendes sprog er barnligt læspende, hun virker usikker, indsmigrende og øjen­tjenende, og det distraherer og devaluerer begrebet nyheder.

Er det fordi, hun er kvinde? – Nej. Vi har lige fået landets anden kvindelige stats­minister, og hun er hverken sødladen eller usikkert læspende. Der er masser af kvin­der, der kan bevare overblik og saglighed, der taler, klæder og opfører sig neutralt og seriøst, tag fx Mette Fugl, Ulla Terkelsen, Tine Götzsche m.fl. – Kvinder, der nægter at falde i de fælder, som kønnet på forhånd opstiller, ved fx at påtage sig rollen som sej mama i stiletter. Som lillepige med en undskyldende, stum bøn: Hjælp mig! – Eller som flirtende sexgudinde med havfruehår, dyb udskæring og opsigtsvækkende tøj.

Mænd har lettere ved at optræde med neutral værdighed. Det er den rolle, man for­venter af en mand. Hans socialisering og jakkesættet understøtter ham. Mens kvinder og deres rådgivere ofte synes at foretrække opsigtsvækkende, kulørte kreationer og store smykker, navnlig øreringe, som distraherende dingler på værtinder og udlands­korrespondenter – her kommer jeg i tanke om nogle fantasifulde ’Alice i Eventyrland’-kjoler fra det seneste præsidentvalg i USA – og som tager al opmærksomheden fra indholdet. En nyhedsudsendelse bør ikke handle om værten, og da slet ikke om vær­tens tøj.

Men også de unge mænd, som i ’Aftenshowet’, i de såkaldte ’underholdnings­udsendelser’, i quiz­zer og overfladiske ’antik’-programmer optræder i shorts og bobbet hår, er mindst lige så barnligt uvidende, ufunderede og uforklarligt glade og indsmig­rende, som de unge piger. Og ingen af dem har noget at gøre i nyhedsudsendelser.

En nyhedsvært bør fremstå venlig, troværdig, sober og saglig – dog med mulighed for et lunt smil i stemmen, hvis et afsluttende indslag, fx det klassiske med et egern på vandski, kræver det. Ellers undergraver værtens stil hele redaktionens arbejde.

Og kvinder kan sagtens fremstå lige så seriøse og velfunderede, som mænd, hvis man blot finder de rigtige, de begavede og veluddannede, og ikke opmuntrer dem til at opføre sig og klæde sig som enten småpiger eller kvinder i udstillingsvinduer i et red light-district.

I øvrigt bryder jeg mig stadig ikke om ordet ’historier’ om nyhedsindslag. Det er over­taget fra en­gelsk-amerikansk ’stories’, som har en anden betydning. På dansk betyder en historie en under­holdende fortælling. At børn er blevet misbrugt på forfærdelige måder, eller at 14 mennesker er omkommet i et attentat, er ikke underholdende for­tællinger, det er nyhedsindslag, oplysninger, som skal formidles med neutral værdig­hed af en neutral værdig person.

Nå. Men min bekymring for nyhedsudsendelser i dansk tv er formålsløs. Seriøs ny­hedsformidling i dette land er under hastig afvikling til fordel for tidsspild i form af un­derholdende ’historier’ serve­ret af åndløse unge, der synes mere optaget af deres egen fremtræden, virkning og eventuelle sexappeal frem for nyhedsstoffet. Hvis man virkelig vil vide noget, skal man til BBC eller CNN.

Og det hænger igen sammen med, at vi voksne i en bredere sammenhæng har haft for travlt med os selv og har forsømt at videregive et funktionelt sprog, selvtillid, uddan­nelse og viden til de op­voksende generationer.

Mange unge er fyldt med tom larm og selvusikkerhed, med trang til tidsfordriv, kortsig­tet behovs­tilfredsstillelse og evindelig pirring af følelseslivet. De besidder ikke tålmo­digheden til at indhente faktuel viden om deres omverden, så de scroller hen over pjankede indslag om DJ’s, kropsbehåring og slankekure. – Og de ældre kan ikke læn­gere tolerere dumheden og udvendigheden i de ny­hedsudsendelser, de får tilbudt, og vender sig mod udlandet i håbet om at blive bedre informeret.

Tøsetid

Spinkle lillepigestemmer, koket læspen, indsmigrende, næsten hviskende, kælent tonefald … Den moderne kvinde blev ikke (altid) så stærk og uafhængig i sit udtryk, som vi gamle kvinder kunne have ønsket os, da vi op igennem 60’erne og 70’erne demonstrerede i gaderne med knyttede næver.

Og det på trods af 12-taller og tilsyneladende lige muligheder på de fleste fronter!

Det ser ud, som om man nu holder kvinderne nede med krav om tyndhed, langt havfrue­hår foroven, glatbarberethed forneden, og en barnlig sødme … Og det kan man jo godt forstå, at nogen kunne have en interesse i. Behagesyge småbørn er nu engang lettere at sælge mere eller mindre overflødige produkter inden for boligindretning, mad, sundhed, skønhed, mode, rejser og populærkultur til – Men hvorfor helvede er det, at unge, stærke og begavede kvinder går med på det?

Helt aktuelt er det Iben Maria Zeuthens sødladent flirtende udspørgen af den store diva, Ghita Nørby, og Dennis Nørmarks påfølgende tankevækkende indlæg i Politiken*, som udløser min undren.

Jeg har stor forståelse for Ghita Nørbys reaktion, selv om den forekommer unødvendigt grov: – Candyfloss-sødt-klistret passiv aggression ER øretæveindbydende! – Også jeg overfusede en gang en lille apotekerpige, der vist bare ville være sød. – Faktisk forskrækkede det mig selv, at hendes spæde forsøg på, kælent, floskelfyldt og i et dårligt sprog, at belære mig om noget, jeg har vidst i længere tid, end hun havde levet, udløste så stor vrede i mig.

Jeg er en ældre dame, der ikke skal kurtiseres af små piger, og jeg bliver usigeligt flov på hele kønnets vegne, når jeg støder på dem.

Men de må jo have oplevet, at de får fordele ud af lillepigerollen, ellers ville de vel stoppe med det samme.

På en billig charterferie for nylig blev vi rystede over de unge guider, der knap mestrede det danske sprog, men som flinkt havde lært lidt stof udenad, som sang børnesange for os i bussen på vej til og fra lufthavnen, og som fnisende over lydanlægget fortalte os alle sammen om deres guidemiddage på hotellet, hvor de som noget nyt havde ‘aftalt at slukke vores mobiler og ligesom være tilstedeværende og snakke om hvordan hinandens dag har gået’ …

Jeg afbryder brat enhver samtale og zapper væk fra enhver udsendelse eller annonce i tv og radio, hvis stemmen tilhører en kælent indsmigrende, voksen kvinde, der forsøger at gøre sig lille. Fx kan DR’s ’Aftenshowet’ udløse min zapperefleks i en sådan grad, at jeg vist aldrig har set mere end få sekunder af den udsendelse. De unge mænd i ‘Aftenshowet’ kan i øvrigt forekomme lige så vammeltsøde, som pigerne, når man zapper forbi … Den værste er dog den kvindelige vært i ’Sporløs’, der kaster sig over helt fremmede mennesker i fremmede lande og smiler og krammer og taler kælent til alle, uanset at afsnittets dybt berørte hovedpersoner står lige ved siden af og græder.

Hvad er der sket? – Har de unge kvinder ikke længere nogen voksne kvinder som rollemodeller? – Kun den jævnaldrende børnegruppe og en enkelt fortravlet pædagog eller to?

Det ser ud, som om vi har sprunget et par generationer over i oplæringen af vores børn. Vi tager ikke læn­gere vores egne børn i hånden, tager dem med ud i verden og lærer dem, hvordan man begår sig i det of­fentlige rum, på arbejdsmarkedet og socialt. De seneste forældregenerationer har koncentreret sig om sig selv og deres egne karrierer og forbrug og har overladt børnene til store institutioner med dårlig beman­ding, således at børn og unge i de seneste 30 – 40 år har været overladt til det, min mand kalder ’side­mandsoplæring’. Dvs. at de lærer alt, fakta, sprog, opførsel, sociale koder, af hinanden i børneflokkene, af ligeledes meget unge YouTube-stjerner, af hysterisk opgejlede, åndløse tegnefilm, af fjollet barnlige tv-værter og popsangere. I ferier og weekender bliver det for anstrengende for de i øvrigt fraværende forældre at være sammen med deres egne børn, der jo er vant til at færdes i store, larmende flokke, og så suser man rundt på poppede museer, udstillinger, vand-, legelande og tivolier for at slippe for at foretage sig noget seriøst og måske komme til at snakke sammen. I gamle dage kaldte man sådanne fraværende forældre, der bød på is og zoologisk have i weekenden, for – ja, netop – ’Weekendforældre’.

Så børnene, pigerne, danner tøseflokke – også som voksne – hvor de åndeligt talt sidder på sengene inde på hin­andens værelser og fnisende aftaler, at – Ej, skal vi ikke alle sammen have langt hår? Skal vi ikke sige, at nu skal vi alle sammen amme vores børn på caféer? Gå i petroleumsgrønt tøj? Samle på retromøbler og keramik? Bruge slynger til vores børn? Bære bæltetasker over skulderen? Strikke vores karklude selv? Drikke to-go-kaffe med mandelmælk ligesom amerikanerne? Se de og de tv-serier? Prøve at lege veganere? Og gøre os til af det på Instagram?

I venindegrupper, på de sociale medier og i de senere år herhjemme også i dagbladet Politiken** koordinerer disse tøsepiger, af frygt for at blive udelukket af flokken, hvordan de skal leve deres liv.

Og på samme måde, som Iben Maria Zeuthen ville have spurgt en legekammerat: – Hvad er din yndlingsfarve? i håbet om, at det var lyserød, ligesom hendes egen, spurgte hun Ghita Nørby, den gamle, garvede skuespiller, der lærer sine roller med stor professionalisme og forsvarer sine figurer og ALLE deres replikker til sidste blodsdråbe både i film og på scenen, om, hvad hendes yndlingsreplik var … Det er pinligt! Og viser en flagrende, barnlig uvidenhed om de faktiske forhold i jernindustrien, som fore­kommer uklædelig for en voksen kvinde og kulturjournalist.

At mænd, fædre i 40’erne samles om rollespil, går i sneakers, hættetrøjer og færdes på løbehjul, rulleskøj­ter og mountainbikes i det offentlige rum har formentlig en lignende historie, som en voksen mand måske kunne beskrive.

*https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7092603/Unge-kvinder-ville-have-godt-af-engang-imellem-at-opf%C3%B8re-sig-som-Ghita-N%C3%B8rby

** fx https://politiken.dk/debat/art7077450/Jeg-har-kopieret-et-t%C3%B8jeksperiment-og-ikke-%C3%A9n-bem%C3%A6rkede-noget-nu-er-mine-venner-med

Gamle damer i venteværelser

Hvad er der galt med alle de gamle damer, der sidder rundt omkring i lægernes venteværelser og blokerer vores sundhedssystem? Elsker de ventesale? Timelange telefonkøer? Hastigt og sjusket besvarede mails? Eller har de bare for god tid og ikke andet at lave?

– Naturligvis ikke. Ældre kvinder er lige så kloge, dumme, selvironiske, uvidende, uforstående, indskrænkede, fantasiløse, veluddannede og logisk tænkende, som alle andre mennesker.

Mange læger har svært ved at skjule, at de anser deres ældre, kvindelige patienter for småhysteriske. Men hvem tror i fuld alvor på, at en kvinde, der oplever smerter og andre gener fra sin krop, hellere vil løbe spidsrod gennem sundhedssystemets mange ydmygende forhindringer i håbet om en smule hjælp, forklaringer og lindring, når hun i stedet kunne gå en tur, sidde bekvemt derhjemme og sludre med en god ven eller læse en bog?

Nu, da jeg er nået over i den pensionsmodne del af befolkningen og har gjort mig mine egne erfaringer, er jeg klar til at dele mine tanker om ældre kvinder i sundhedssystemet:

Der sker det, når man passerer en vis alder, 40, 45, 50, senest 55, at ens ellers så velfungerende og lydefri krop ændrer sig. – Måske er vi ikke beregnet til at blive ret meget ældre end 35 – 40 år? I et stammeliv på savannen ville vi i den alder have fået de børn, vi skulle have, måske som 13 – 14-årige, og have nået at være en erfaren bedstemor i en årrække for vores børns børn. Vi ville have givet kultur, sprog og praktisk viden videre og kunne dø med fred i sindet.

Den lykke har vi sjældent i vores tid. Vi dør ikke. Vi lever videre og videre og bevidner vores egen krops forfald.

Det begynder med overgangsalderens velbeskrevne hormonelle forandringer og bliver kun værre og værre, efterhånden som årene går. Det er meget individuelt, hvad der rammer én. Det afhænger af genetisk disposition, livsførelse igennem det foregående halve århundrede og rent og skært held eller uheld. – I min familie har vi en ældre dame, der klarede sig selv og var frisk, nysgerrig og glad, til hun var midt i firserne, hvorefter hun blev ramt af en spritbilist i et gadekryds, brækkede en del knogler og de næste ti år måtte leve med indlæggelser, morfinpræparater og stort behov for hjælp.

For de fleste kommer lidelserne snigende og afskrives i begyndelsen som simple og forventelige aldersforandringer. Det kan være træthed, overvægt eller undervægt, søvnløshed, gigt og andre gener i bevægelsesapparatet, hovedpiner, hårtab, uforklarlige smerter, ubehag …

Men så bliver det alvorligere. Ødelægger ens livsrytme og livskvalitet. Mænd har færre nerver og receptorer i kroppen end kvinder. Mænd er mere funktionalistisk indrettet, enten virker det, eller også virker det ikke. Mænd har ikke i samme grad behov for vejledning fra en læge, bare fordi de har lidt ondt i hoften, når de går. Manden køber måske en knallert og forsøger at leve, som han plejer. Hans jævnaldrende kone har en langt større følsomhed, langt mere lydhørhed indad mod kroppen og dens signaler, så hun søger hjælp, når hun oplever nogle – måske diffuse – ændringer, fornemmelser, smerter i kroppen, for er det noget alvorligt? – Vi får altid at vide, at vi skal gå til læge i tide, så det ikke udvikler sig til noget værre. Og den leveregel overfører vi både på os selv og på de mænd, børn og dyr, vi føler ansvar for. Kvinder opfatter forandringer og interesserer sig for sundhed og helbred som en del af det ansvar for familiens trivsel, der traditionelt påhviler os.

Og så sidder hun der over for læger, der, enten fordi de ikke er kvinder eller ikke er gamle eller i værste fald ikke er nogen af delene, ikke forstår en fis af, hvad hun siger. Som de facto er komplet uvidende om, hvad der sker i kvindekroppen, og som slår det hele hen. – Og den almindelige reaktion, når der er noget, man ikke forstår, navnlig når man opfatter sig selv som både veluddannet og næsten alvidende, er at afskrive det hele som skørt. – De er skøre, alle disse jamrende kvindemennesker i konsultationerne.

Jeg tror, at vi er mange, der savner kvindelige forbilleder. Der efterspørger forståelse for og beskrivelser af de specielt kvindelige besværligheder, der opstår hen over årene, specielt dem, der ikke er direkte relateret til reproduktionsapparatet og hormonale udsving.

Kvinders reproduktion og de dertil beregnede organer har et speciale, gynækologi, som har tiltrukket både mænd og kvinder i mange år. Også overgangsalderen og dens hormonelle forandringer er velbeskrevne, bl.a. af medicinalfirmaer, der hjertens gerne sælger erstatningshormoner til kvinderne, så de kan fungere, som om de stadig var 40 år, selv om de er dobbelt så gamle.

Men den naturlige aldring. Livet efter overgangsalderen. De forventelige glæder og gener er ikke så godt undersøgt og beskrevet. Hjælpen er nærmest, hvis kvindens lidelser minder om mænds, dvs. hjerte-kar, kræft eller et dårligt knæ, men der er udsigt til en lang, ensom og smerteplaget ørkenvandring, hvis kvinden formaster sig til at lide af fx pludseligt opståede allergier, immundefekter, stofskiftesygdomme, uforklarlige smerter i de indre organer, i fødderne, hovedpiner …

De rådvilde læger i almindelig praksis, som er blevet bedt om at afskære disse horder af jamrende kvinder fra at træde længere ind i vores bekostelige sundhedsvæsen, forsøger sig i blinde med forskellige medikamenter, hormontilskud, antihistaminer, mavesyrehæmmende, smertestillende, lykkepiller, migrænepiller, kolesterol- og blodtrykssænkende piller – alt sammen til stor fordel for medicinalindustrien, men til stor skade for kvinderne, som oven i deres oprindelige lidelser nu må døje med ubehagelige bivirkninger af lægernes piller …

Som lærer- og præstegerningen er blevet kvindefag, således står også lægefaget over for en omfattende feminisering. Lad os gribe denne historiske chance til at udrydde den overlegne og ufølsomme, maskuline kultur i en branche, som igennem årtusinder har talt nedsættende om ’hysteri’, stammende fra kvindens livmoder, og lad os starte forskning i almindelig, forventelig aldring, så vi kan trøste og berolige de aldersramte og lindre gener, der med længere levealder ufravigeligt vil ramme større og større dele af befolkningen.

Så slipper vi måske for de utallige, frugtesløse besøg i kedsommelige venteværelser, timelange telefonkøer, virkningsløse, ofte oven i købet skadelige, medikamenter, fantasifulde og totalt ufunderede, eksperimenter med kost og motionsformer, timers jagt på nettet efter ’gode råd’ fra andre kvinder, der heller ikke ved noget, såkaldte naturlægemidler af forskellig art, fra de nyttesløse kalktabletter, solhatekstrakt, over ingefær, ioniseret sølv og tea tree-oil til hørfrø, zink, D-vitaminer og alt muligt andet, i heldigste fald uskadelige, i værste fald både bekostelige og helbredstruende, overtro.

Lad os bringe forskningen – også i kvinders normale aldring – ind i det tredje årtusind!

Kvindedag

I 70’erne fejrede vi kvindedagen d. 8. marts ved at gå i demonstration med knytnæver og skilte og kræve ligeret og ligeløn.

De år, jeg boede i Rom, gik vi i hundredetusindvis med fakler og nyudsprungne, sødtduftende mimoser og krævede sikre gader for kvinder – også om natten.

I år har min nabo, Vodskov Kirke, arrangeret ’En aften om skønhed’:

Hudplejeserien ’Esther’, skønhed, religion OG kvindernes internationale kampdag ???

Tingene var enklere i 70’erne …

Mænd og kvinder


Det moderne menneskes hjerne er mindst 200.000 år gammel, men livbetingelserne i dag er væ­sentligt anderledes, end de var for bare få hundrede år siden. Hjernerne er ikke fulgt med ud­viklingen.

En af de største ændringer i vores moderne livsform er den tilstræbte ligestilling mellem køn­nene. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort gode, at mænd og kvinder stilles lige, juridisk og hvad an­går menne­skerettigheder, og ligestillingen har også bevirket en enorm velstands­fremgang i vores del af ver­den, bl.a. ved at arbejdsstyrken uden for hjemmene op igennem 50’erne og 60’erne blev næs­ten fordoblet. Rent mentalt har det dog været svært for os at følge med.

Mænd og kvinders hjerner er grundlæggende forskellige. Det betyder ikke, at alle mænd er ens, og at alle kvinder også er det. – Jeg har altid betragtet mennesker som beholdere med forskel­lige, iboende egen­skaber i forskellige doser. Man kunne forestille sig reagensglas med hver deres egenartede blanding af med­fødte, røde/blå – feminine/maskuline – kønsspecifikke talenter, evner, muligheder, begrænsninger, præferencer. Ikke to mennesker er ens, heller ikke to af samme køn. Nogle kvinder har flere mand­lige egenskaber end mange mænd og omvendt. Men tager man kønnene overordnet set, vil flest mænd have fx gode rumlige opfattelsesevner, og flest kvinder vil være interesseret i omsorg og an­dre mennesker.

Mænd og kvinder har altid arbejdet. Også i alle tidligere samfund var kvindernes indsats lige så nød­vendig som mændenes. Mændene tog på lange jagter eller forsvarede stammen mod ’de fremmede’ i krige, mens kvinderne passede børnene, de syge og de gamle – også naboerne – og gik på kor­tere indsam­lingsture efter frugter, frø, bær og rødder. Det var rationelt at dele opgaverne mellem kønnene og lade kvinderne amme og passe de små og sørge for den basale kost, for hulen og de sociale relationer på bopladsen. Denne ratio­nelle arbejdsdeling fortsatte op i bon­desamfundene: Manden gik i marken og drog på marked, mens kvin­den tog sig af hjemmet, maden, dyrene, børnene, de syge og de gamle. Manden hjembragte de mest at­traktive res­sourcer, korn, kød og kontanter, og kvinden forvaltede dem sammen med dem, hun selv skabte, varm mad, tøj og hygge.

Men hvordan håndterer vi kønsforskelle i dag? – Ikke ret godt, efter min mening, for vi forstår og an­er­kender ikke, hvad de består i, og hvad de er kommet af.

Mennesket er et socialt levende rovdyr. Vi har udviklet sprog og arbejdsdeling for at overleve. Men­nesket er et hierarkisk og meget statusbevidst dyr. Og vi er som andre dyr drevet af tran­gen til at overleve, domi­nere, formere os, rage til os og leve så behageligt som muligt.

Ganske som i andre flokke af socialt levende jægere, fx ulve, har kønnene hvert deres hierarki: kvin­derne for sig, mændene for sig. Det er hensigtsmæssigt at inddele opgaver efter køn og opretholde en arbejdsdeling, så man ikke render og falder over hinanden og støder sammen over småting. Han­ner og hunner kan jage sammen, og de kan se efter afkommet sammen, men de lever overordnet i kønsopdelte rangordener, og de konkur­rerer normalt ikke med individer af modsat køn. Der er en alfahan og en alfahun, og disse dominerende dyr holder styr på henholdsvis hannerne og hunnerne. For det meste i al fredsommelighed.

Jeg tror, at mænd og kvinders hjerner igennem 200.000 år eller længere er blevet formet af disse livsom­stændigheder, og at meget af den adfærd, som forekommer uforståelig i dag, kan tilskrives disse grundlæg­gende forhold.

Enhver, der har et barn i 0’te klasse, ved, at drengene bokser lidt rundt og derefter ret hurtigt former et hierarki. De opfører sig som små mænd, der indstifter en rangorden, som uden tøven skal følges på en jagttur eller i krig, hvor det er absolut nødvendigt at vide hvem, man kan stole på, hvem, der skal adlyde, og hvem, der udsteder ordrerne. Drengenes roller i de tidligt indstiftede hierarkier kan følge dem hele vejen op igennem skolegangen og blive bestemmende for den enkelte resten af hans liv, fx ’Klovnen’, ’Den rå børste’, ’Den intellektuelle’, ’Nørden’, ’Charmøren’, ’Alfahannen’ osv.

Pigerne, derimod, går og måler sig med hinanden i årevis, de skaber alliancer, intriger, tiltusker sig mere status og popularitet på alle mulige måder, ved klædedragt, hårlængde, vægt, familie­forbindel­ser, rigdom m.m. For piger drejer alting sig om ressourcer: Jo kønnere, sødere, behagelig og jo mere status en pige har, jo flere ressourcer kan hun opnå, enten ved egen hjælp, men som of­test ved en kombination af evner, udseende, kløgtighed og familiens støtte, lærernes hjælp, drengenes be­vå­genhed og venindernes beundring. – En kvinde kan opnå status og ressourcer ved andres hjælp, på bekostning af søstre og veninder, hvis hun er smukkere, sødere og mere eftertragtelsesværdig end dem.

Drenge kan kun opnå succes, hvis de kan indordne sig i en flok af andre mænd, hvis de er gode kam­mera­ter, gode jægere, gode krigere, gode håndværkere, og hvis de på en gemytlig måde forstår at skaffe sig høj status blandt venner og arbejdskammerater. Alene kan en mand ikke fange urok­sen. Finn kan opspore den, Jan og Peter kan løbe hurtigt, Alf kan stå skjult og ramme den sikkert med sit spyd, og Børge er ham, der motiverer dem alle, bevarer overblikket og udsteder de rette direktiver undervejs. Jørgen kunne så være ham, der fulgte hele affæren på afstand og digtede lange, episke kvad om begivenheden, når hele stammen senere sad og mæskede sig omkring bålet.

I vore forfædres samfund indgik drenge/mænd i maskuline fællesskaber med jagt og krig som den fæl­lesskabende aktivitet, der var nødvendig for hele stammens overlevelse. Drengen lærte af de voksne mænd, hvordan man skulle gebærde sig for at klare sig godt. Det var ikke så vigtigt, om han var tyk eller tynd, høj eller lav, korthåret eller langhåret, kvik eller sendrægtig, bare han kendte sin plads og kunne udfylde de påkrævede funktioner. Mænd er gode til at acceptere hinandens forskel­ligheder, flokken bliver stærkere, hvis den både indeholder store, stærke mænd, små og hurtige, kvikke og opfindsomme, tunge og trofaste. Mænd dyrker faktisk deres individualitet: Så har én fod­boldspiller fundet på at sætte håret op i en knold, en anden viser sig med orange sko, og det hele er fint, så længe han er holdspiller, kompetent, modig, angrebslysten, en god kammerat, pålidelig, idé­rig, loyal, morsom, storsindet m.m. Når en mand klarer sig godt på slag- eller jagtmarken, får han uden diskussion en større andel af byttet, og de andre mænd giver ham æresbevisninger i form af fx fester, medaljer og statuer, eller de digter hyldestkvad til ham, kvad, som huskes i generationer, og som ikke bliver ringere af tidens gang. – Mænd mobber fortrinsvis undermålere, individer, som falder helt igennem stammens normer, og som de øvrige mænd ikke mener, tilfører stammen noget godt.

I modsætning til drenge, er piger meget optagede af at ligne hinanden og ikke skille sig for meget ud. De har en lav tolerancetærskel for forskelligheder og opretholder et skin af ligeværdighed og ensar­tethed. En kvinde tager ikke godvilligt imod ordrer fra andre kvinder, og enhver ytring og ethvert for­slag bliver sat til endeløs diskussion. Hvis moden dikte­rer langt hår, er der ingen fikse korthårsfrisu­rer eller karseklip blandt piger i en normal skoleklasse. Hvis det er smart at være tynd, er tyndhed den eneste målestok for kvinde­kroppen, og alle, der ikke lever op til idealet, skammer sig og mobbes og falder hastigt ned igennem hierarkiet.

Kvinder skal, udover fysisk og psykisk pleje af deres egen familie, også være parate til at tage sig af an­dre, naboerne, veninderne, de gamle, de syge, staklerne, en­kerne og de andres børn, for en skønne dag kunne hun risikere, at det var hendes mand, der ikke kom hjem fra jagten, og så ville hun selv være overladt til de andre kvinders nåde. I så fald var det godt at have fremstået ’god’ udadtil og have gode gerninger ’på bogen’ – i dag på Facebook – så man selv kan kandidere til lidt hjælp fra an­dre i trange tider. Positionering og mob­ning skal helst foregå i det skjulte, under dække af godhed: – Jamen, kære, er der noget i vejen? Du ser så træt og udslidt ud … Du er vel ikke syg? Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Også kønne og tilsyneladende succesrige kvinder mobbes af andre kvinder. Man får ikke fred, og ingen digter hyldestkvad til ens ære, selv om man er dygtig og har opnået en høj position, fx var vores første kvindelige statsminister mest kendt for mær­ket på en håndtaske, hun havde, da hun var ung.

Alle kvinder skal lære at klæde sig smukt, at slå med det lange hår og at påkalde sig opmærksomhed ved deres avledygtige sundhed og skønhed. Helt fra de tidligste tider har kvinder instinktivt forstået, at de måtte udmanøvrere andre sunde og smukke piger, hvis de selv ville have adgang til de bed­ste ressourcer, men de måtte gøre det så tilpas subtilt, at de ikke fik ry for at være kolde og egoistiske. Ingen nabo vil dele sin sidste suppe med en led strigle, og ingen god forsørger ønsker sig en kold og egoistisk kone og mor for sine børn. Tvært­imod. De mest mandige mænd har det med at falde for småpiger med store, uskyldige øjne, trut­mund og en lidt nærsynet, hjælpeløs attitude. Det ved enhver kvinde inderst inde. Hun må derfor halvt ubevidst slå knude på sig selv for at skjule sine eventuelle kompetencer og hensigter og agere i skjul. Mange succesrige kvinder mestrer sladder, bagtalelse, intriger, alliancer og modalliancer. Og mænd bliver sindssyge i forsøget på at forstå, hvad der i grunden foregår i en kvindeflok, hvor misundelse og bitterhed, godt gemt bag en facade af slesk venlighed og tilsyneladende godgørenhed, hersker.

For mænd er livet en kamp om at skaffe sig ressourcer, en kamp, der som oftest udspiller sig i et tæt samar­bejde med andre mænd.

For kvinder er livet en kamp om at skaffe sig flest ressourcer, som oftest på bekostning af an­dre kvin­der. En kvinde er bedst stillet, hvis hun kan sikre sig den bedste jæger/forsørger i flokken og beholde ham og hans hjembragte ressourcer for sig selv og sine egne børn. I kampen om at få og beholde den højest range­rende og mest ressourcestærke mand, kongen, krigeren, den lokale velhaver, sports- eller film­stjer­nen, udlændingen, forsøger kvinder til sta­dighed at udmanøvrere hinanden, ofte under dække af mere eller mindre falskt venskab.

Derfor bruger unge kvinder hver eneste dag timer på at vaske sig, barbere sig her og der, farve og sætte det lange hår om­hyggeligt, smøre maling i ansigtet og vælge afslørende tøj og stærkt handikappende sko, hvis de da ikke går til yderligheder og lader sig operere, før de kaster sig ind i kampen om de mest attraktive mænd. Endnu flere daglige timer bliver brugt på hjernedød motion for motionens egen skyld og overvejelser over, hvad de må spise, og navnlig hvad de ikke må spise. Derefter skal de shoppe tøj og tilbehør, skabe og vedlige­holde alliancer med veninderne over en skummetmælks­cafelatte og/eller på Facebook og an­dre sociale medier … der bliver meget lidt tid og energi tilbage til at stu­dere eller udføre et job ordentligt.

De unge mænd på deres side ved godt, at deres chancer for at sætte eget afkom i verden mest af alt afhæn­ger af deres forsørgerpotentiale, derfor må de lære sig et fag, studere, øve sig og blive gode til det. Det giver også points at være smart, stærk og sjov at omgås, så drenge bruger tusindvis af ti­mer på at lære at beherske et trick, en kunstart, et fag, en sportsgren, et instrument, en speciel måde at hilse eller sætte håret på. De søger individualitet og status midt i flokken af andre mænd, som de indordner sig under og samarbejder med. I dag som sælgere, journalis­ter, landmænd, pædagoger, brandmænd, slagteriarbejdere, håndværkere, forskere, sportsmænd, mekanikere, gartnere, pro­grammører osv. Men også som jægere og i militæret.

I løbet af de seneste år har kvinder fået mulighed for at klare sig selv og eventuelle børn uden en mandlig for­sørger. Staten – og ikke naboerne – kan spæde til med SU, børnepenge, understøttelser og pensioner. Det har motiveret kvinder til en betydelig indsats i uddannelsessystemerne, for de har ind­set, at det er sikrest at sørge for sig selv. Så de slider for deres 12-taller og bliver lærere, præster, læ­ger, og overhaler uden større besvær de fleste drenge, hvad det faglige angår. – De stresses vold­somt i ungdomstiden, for de opgiver ikke alle kravene til krop­pens udseende og form, selv om de op­når stor dygtighed, tværtimod bliver de faglige krav hyppigt bare lagt oveni alle de andre krav. Unge piger i dag er ved at segne under alt det, de selv, veninderne og kollektivet forventer af dem. De er både oversociale skønheder, diætister, elite­sportsudøvere og de bedste i deres klasse.

Her sakker drengene bagud. Pigerne sætter dagsordenen, og for størstedelen af de middelmå­dige drenges vedkommende er der meget få af de gamle, maskuline fællesskaber tilbage, hvor de kan få en tiltrængt pause, udover en forkølet druktur uden sejre at fejre i ny og næ.

Når pigerne kommer ud på arbejdsmarkedet og skal finde gode stillinger, samtidigt med at de får de­res to børn med nogle års mellemrum, begynder DE til gengæld at sakke bagud. De kan ikke, uanset hvor kønne, dygtige og arbejdsvillige de er, trænge helt ind i samfundets maskin­rum, som stadig be­herskes af maskuline fællesskaber – og blive der. Nogle kvinder kan. Men statistikkerne viser, at fler­tallet stadig halter langt bagud, hvad løn, anerkendelse og indflydelse angår.

I løbet af de seneste 50-60 år har middelklassens kvinder flyttet sig fra et liv, udelukkende med opmærk­som­hed på udseende og tillært hjælpeløshed, begrænset i de små hjem, til et liv ude på jagtmar­kerne, hvor de både skal være attraktive og kønne og knaldhamrende dygtige på samme tid.

Mændene har stået på sidelinjen og set deres domæner blive invaderet af dygtige og uopnåe­lige kvinder. For måske første gang i verdenshistorien konkurrerer – ikke bare en enkelt eller to – men flertallet af kvinder di­rekte med mændene på deres egne præmisser. Og de gør det godt! – Se på Angela Mer­kel, Bodil Nyboe Andersen m.fl. De har ikke grund til at slå med håret, de både vil og kan selv.

Men det er ikke rationel arbejdsdeling, at mænd og kvinder også i privatlivet konkurrerer på akkurat de samme områder, og kvinder mister respekten for de mænd, der forsøger at blive mere femi­nine end kvinderne selv. Man skal ikke stå og skændes om opvasken, om rengøringen, om indkøb og madlavning, om hvem, der skal putte lille William. Det er ikke uden grund, at det hedder ’håndvær­kersex’ og ikke fx ’kontornussersex’, ’rengøringssex’ eller ’barneplejersex’.

Mændene burde, som ’Bonderøven’ på tv, tage nogle af deres kønsspecifikke domæner til­bage. Vise, at de er gode forsørgere og fædre. Udvise storsind i stedet for misundelse. Mænd bør nok ikke skrive lange, selvmedlidende debatindlæg i ’Politiken’, hvor de offentligt tuder over kvindernes fremmarch på uddannelser og arbejdsmarked. Det ville være langt mere maskulint på den gamle måde, hvis de viste sig parate til at forsvare deres familie udadtil og tilførte den nogle værdier indadtil. Det er maskulint at bygge eller reparere sit eget hus, at mestre et håndværk, at dyrke gode og sunde grøntsager, at støtte sin kone og inddrage sine børn i de daglige gøremål på en omsorgsfuld og kærlig måde.

Kvinder og mænd bør tilstræbe at dele opgaverne imellem sig, ikke efter køn, men efter evner og in­teres­ser. I så fald ville kvinderne atter indse, at de har brug for deres mænd til at få dagligdagen til at fungere.

Det er ikke maskulint at rende i hælene på sin kvinde, at være hendes lille husslave og lade hende or­ganisere og uddelegere opgaverne, som hun finder for godt, eller at konkurrere med hende og for­søge at være en bedre husmor, end hun er. Det er heller ikke feminint at forsøge at tisse overkors med mændene. – Som altid, når ti­derne og teknologierne ændrer sig, går der et par generationer, før de alment gældende spille­regler følger med.