Kvinder får hug af pressen, af kollegaer og af den sladdervorne offentlighed på sociale medier, når de er lidt for kompetente og stærke statsministre, når de skriver en bog om den manglende økonomiske anerkendelse af den private og samfundsmæssige omsorg, som fortrinsvis kvinder yder*, eller når en betydningsfuld, kvindelig rapper får en (beskeden) offentlig anerkendelse**.
En sjældent erkendt følge af al den forventede, kvindelige omsorg, som både mænd, kvinder og børn føler sig berettigede til at modtage, helt gratis og uden hverken taknemmelighed eller modydelser, er, at kvinder udstødes som onde, forkerte, kolde og/eller sindssyge, hvis de nægter at opfylde diffuse krav om konstant at yde medfølelse, trøst, pleje, fodring, børnepasning, rengøring, kaffebrygning, at fungere som stikirenddreng eller social organisator og meget, meget mere. Hvis kvinder nægter at sidde ved tøsebordet, men gerne vil ind og blande sig der, hvor de spændende snakke og beslutninger foregår … så går heksejagten ind!
Må man slå på kvinder? Må man overfalde landets statsminister? Hvis man gør, skal offeret vel have vores medfølelse, ikke udskammes?
Politiken 13.6.24
Det er under lavmålet, det, der foregår på dagbladet ’Politiken’ i disse år! – Statsministeriet var nødt til at fremlægge dokumentation for, at folk kommer til skade, når de bliver slået ned***.
Mette Frederiksen er begyndt at se desillusioneret og udslukt ud. Hun er sej, og hun kæmpede som en tiger med stort overskud for os alle sammen og muliggjorde hidtil usete resultater i dansk politik, samarbejde over midten, eliminering af den yderste højrefløj, højere løn og markant bedre forhold for de offentligt ansatte, forbedringer for miljø og klima o.m.a. – Men når hun bliver overfaldet og slået på åben gade, og ellers velanskrevne medier bagefter insinuerende begynder at så tvivl om den diagnose – et mindre piskesmæld, som lægerne stillede på hospitalet umiddelbart efter overfaldet, så ville enhver jo blive træt.
Ved gemen ondskab, ærekrænkelser, vilde kommentarer, intimiderende ’analyser’, bedømmelser o.lign., udslider og opbruger vi vores kvinder og navnlig de kvindelige ledere. Vi er ikke bedre end en ondskabsfuld Putin, da han slap sin store hund løs på Angela Merkel, som pga. et overfald som barn var kendt for at have et anstrengt forhold til store hunde.
‘CNN, Germany’s Angela Merkel watches uneasily as Russian President Vladimir Putin’s dog approaches in 2007. STRINGERAFPAFPGetty Images’
Eller den tyrkiske præsident Recep Erdogan, som ’glemte’ at sørge for en passende stol til EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen:
Altinget 9.4.21
Der var ingen mangel på opulente stole til mændene …
Man kan vise sin manglende respekt for kvinder på mange måder – Og man gør det!
Men man udviser samtidig disrespekt for mennesker, for demokratiet, for vores institutioner og for vores lande.
Da jeg hørte ordet første gang, forstod jeg pludselig, hvorfor mænd igennem hele mit liv har behandlet mig som en dum lille, uvidende pige, selvom jeg er bedre uddannet end de fleste, temmelig belæst og har været vidt omkring, teoretisk såvel som praktisk.
Hvorfor er jeg nødt til at fortælle det? – Mænd på min alder ville sjældent være nødt til at påpege over for ganske unge mennesker, at de rent faktisk ved noget. De grå hår alene ville borge for deres visdom og status.
Mænd, der kunne være mine sønner, og som jeg møder ude omkring, behandler mig som et barn. Hvilket – i parentes bemærket – min søn aldrig kunne finde på.
Der var fx den ganske unge bibliotekar, der fandt det passende at rose mig, fordi jeg kunne finde ud af ’alt det der med computere og sådan’ … Jeg havde arbejdet med computere dagligt, siden før han blev født!
Den unge pædagog, jeg mødte på skovvejen, som lige havde været på kursus og nu ville belære mig om ’bio-di-ver-si-tet – ja, det er et svært ord’, som han nedladende sagde. – Jeg har, ligesom det øvrige samfund, kendt og brugt ordet i årtier.
To fyre fra landet havde fået lov at hente nogle fliser, vi lige havde taget op. Da de kom, gik jeg rundt i min have og gjorde klar til en af mine høner, som var blevet skruk. Jeg lagde frisk halm i en ren redekasse, lagde 12 fine æg i halmen og ville bære kassen ind i hønsehuset, da flisehenterne kom. – Se, sagde jeg glad, – Nu får vi snart kyllinger! – De to fyre kiggede sig rundt i haven, og så målte de mig med blikket, før den ene fandt det nødvendigt at spørge mig, om jeg havde en hane? – Da var jeg ved at skrige og sende dem hjem uden fliser. Tænk, de forestillede sig, at en midaldrende dame, der både havde født, været i landbruget og igennem hele livet havde haft med alle mulige dyr at gøre, ikke var klar over et af de mest grundlæggende facts i livet! – Jeg havde faktisk skrevet en bog om høns og hønsehold …
En venindes far skulle have nogle guldfisk fra mit havebassin, hvor fiskene havde det så godt, at de ustandseligt formerede sig. Straks, han trådte ind i min have, kommenterede han mine rhododendron: ’Jeg kan se, at du har nippet dem, det var godt’, roste han, som om han var en overdommer, der havde ret til at vurdere mit havearbejde, hvilket han ikke havde. Han var en gæst, som fik mine fisk foræret, og hvis min mand havde taget imod ham, ville han have respekteret ham, tiltroet ham evnen til at passe en have uden belæringer fra fremmede og have holdt sin mund.
En fuldstændig tilfældig, forbipasserende mand, som lige ville fortælle mig, hvordan man bruger en ukrudtsbrænder rigtigt en dag, jeg gik ude og ukrudtsbrændte mit fortov. – Jeg har arbejdet på gårde, på planteskole, min far var en habil havemand, vi havde flere udmærkede havemænd og -kvinder i familien og i omgangskredsen, og jeg har selv dyrket og passet mine haver i knap et halvt århundrede og regnes ofte som den ekspert, man går til, hvis man har spørgsmål.
Masser af andre gange har jeg følt mig forundret. Forulempet. Stødt. Tvunget til at stå og gøre rede for, at jeg faktisk er rimeligt kompetent på visse områder.
Men selvom jeg nærmer mig støvets år, skal jeg alligevel høre på yngre og ældre mænd, der vil fortælle mig, hvordan jeg skal gebærde mig.
Wikipedia skriver om mansplaining:
Mansplaining er et pejorativ, der er sammensat af det engelske ord man og explain (forklare). Begrebet defineres som “at forklare noget til nogen, som regel en mand til en kvinde, på en måde, der betragtes som nedladende eller ringeagtende”.[1] [2] Ordet stammer fra engelsk, men er også begyndt at forekomme på dansk. Lily Rothman fra The Atlantic Monthly definerer det som “at forklare uden hensyntagen til det faktum, at den person, der får sagen forklaret, ved mere end den der forklarer, som oftest en mand for en kvinde” [3] og den feministiske forfatter og essayist Rebecca Solnit karakteriserer fænomenet som en kombination af “overdrevet selvtillid og uvidenhed”. [4]
Ungesplaining kunne også være et ord. Unge mennesker tror ikke, at folk over 60 er tilregnelige og kapable. – En meget ung læge spurgte overlegent min mand, om han kunne finde ud af at sende en mail? – Min mand har arbejdet med og forsket i computere og kunstig intelligens siden 1980’erne og er en af grundene til, at vi har store computersystemer i dag.
Og Gammelsplaining kunne vi så kalde det fænomen, at vi gamle sommetider finder det nødvendigt at spørge unge mennesker, om de kender fx historien om ’Den barmhjertige samaritaner’, Mary Shelleys ’Frankenstein’ eller La Fontaines fabel om bjørnen, der ville hjælpe en sovende mand af med en irriterende flue og slog den ihjel med en tung sten, da den landede lige på mandens pande. Eller vi retter dem, når de ikke kan udtale et dansk ord, ikke kan regne eller kende forskel på hans/hendes og sin/sit.
Vi er alle fulde af fordomme om hinanden. Nogle mere berettigede end andre 😊
Mænd approprierer kvinders territorier, fremtrædelses- og kulturformer.
Mænd og deres interesser fylder for meget. Vold, porno, sport, spil osv. dominerer allevegne i kulturen og i det fælles, offentlige rum*. Mænd skænker det ikke en tanke, at det er særinteresser. At de ikke er universelle. At der findes andre mennesker. For ingen sætter grænser for dem, modsiger dem eller kræver noget af pladsen tilbage. Fx når de hærger togvogne, bybusser og bydele før og efter en fodboldkamp. Når tv og nyheder i måneder hver sommer er overtaget af ligegyldige cykelløb mellem dopede, unge mænd. Når byer, arbejdsliv, indkøbs- og boligområder indrettes på bilers præmisser. Når mænd sidder med andre mænd i politiske eller tekniske fora, på reklamebureauer, i bestyrelseslokaler, på redaktioner eller på stripbarer og afgør vores allesammens vilkår.
Berlingske 18.4.24
Nu er mænds særinteresser også ved at overtage selve kvindekønnet: ’Kvinde kend din krop’, kvindesagens store bog om kvinder og kvindekroppen, skrevet af kvinder til kvinder på kvinders præmisser, skal fremover inkludere mænd.
Kvindeafdelinger på sygehuse, kaserner, svømmehaller, hoteller og offentlige toiletter skal inkludere mænd.
Og mænd, der angiver, at de føler sig som kvinder, skal have lov til at overskride de grænser, der ellers traditionelt er sat, for at kvinder kan føle sig trygge. Men kvinder udsættes jo stadig alt for ofte for mænds vold og tvang, begramsninger, gloen, svineri, tilråb og upassende kommentarer.
Det ser ud til, at ligestillingsbegrebet i dag indebærer, at kvinder skal rykke sig og give yderligere plads til mænd, fx afgive barsel og retten til enemærker, men at udviklingen den anden vej som altid går meget langsomt.
Vi har alle lov til at klæde og gebærde os, som vi lyster, så længe vi ikke generer andre – jvf. Kardemommeloven. Og vi bør alle have stor forståelse for de mennesker, der fødes med en krop, der udtrykker det forkerte køn. Det gælder både kvinder og mænd og dem imellem. Disse mennesker har fået endog særdeles store udfordringer med sig i livet.
Men hvorfor udarter mænds begreber om det kvindelige, som de fremtræder i reklameverdenen, i underholdningsindustrien, i mange film og bøger, i mandlig standup, melodigrandprix, karneval, drag og pornografi, sig så hyppigt til nedværdigende parodier på kvinder? Overdrevne og udvendige karikaturer, affekterede poseringer og gestus, tøj, groteske sko og accessories, der er hentet fra højtråbende varietéshows og cirkusforestillinger, og som kun yderst sjældent viser et respektfuldt og retvisende billede af seriøse kvinders faktiske fremtræden. Det ender i endnu en unuanceret og latterliggørende ydmygelse af kvinder, kvinders kroppe og det, kvinder står for.
Mænd skal lære at give plads til andre. De har ikke (længere) en naturgiven ret til alting i hele verden. Hvis man ikke må anlægge dreadlocks, blackface eller klæde sig ud som indianer eller mexicaner uden at være sort, oprindelig amerikansk indfødt eller fra et specifikt land på det amerikanske kontinent, så må mænd heller ikke nedværdige kvinder ved at appropriere og gøre grin med deres fysik, kropssprog, klædedragt, fremtrædelses- og kulturformer, som drags gør, eller som vi altid ser det i prideparader. Vi kvinder er nødt til at reservere bare en lille bid af verden for os selv og insistere på respektfuld repræsentation. – Så kan mænd slå sig løs i alt det andet …
* Jeg er klar over, at mænd og kvinder ikke er entydige størrelser, og at der findes adskillige kvinder, der elsker porno og sport, og mænd, der ikke kunne drømme om at krænke kvinder – og alt muligt derimellem. Her opereres for nemheds skyld med firkantede kategorier.
Jeg er heller ikke blind for, at mange kvinder i forsøget på at opnå fordele gør sig stor umage for at leve op til ‘det mandlige blik’ og mænds forventninger til dem som kvinder ved at opføre sig indladent smilende og smiskende, ved at klæde sig seksuelt eksplicit eller måske ved at få indopereret en kunstigt større barm, sprøjte sig til grotesk store læber el.lign., så selv kvinder kommer til at fremstå som parodier på kvinder …
Når det handler om magtforhold og privilegier, er tingene ikke altid enkle og sort-hvide. Mange kvinder lider af en slags Stockholmsyndrom, hvor de solidariserer sig med dem, der sidder på magten, for selv at overleve og komme frem i verden. Ligesom børn solidariserer sig med deres forældre, selvom disse ikke altid varetager børnenes interesser, men kun tænker på sig selv.
Vi har lang vej endnu til ægte respekt og ligestilling mellem kønnene.
Eksempler på film og tv-serier, der rørte mig ved at fremstille kvinder som ægte mennesker:
Lad os sige tingene, som de er: – Kvinder skal naturligvis ikke tvinges til at være soldater!
– Vi kan ikke beskytte dem mod overgreb fra mandlige kollegaer på vores egne kaserner i fredstid, skulle vi så sende dem ud i en brutal krig mod andre landes soldater?
Kvinder er i alt for høj risiko for at blive udsat for krænkelser og overgreb af mandlige kollegaer fra egne rækker, og i en konfliktsituation bliver de i mødet med fjender selvskrevne ofre for lemlæstende gruppevoldtægter og seksuel mishandling. Ene og alene pga. deres køn.
Man kunne efterspørge en smule bevidsthed om historien, før man styrter ud og i panik vedtager nye velmente, men uigennemtænkte, love.
Da russerne i 1945 ’befriede’ Berlin, medførte det voldtægter og seksuelle mishandlinger af to mio. (!) uskyldige, tyske piger og kvinder … Der er sider af krigen, som vi ikke hører så meget om.
Mænd har en klarere grænse imod at mishandle andre mænd, deres kønsfæller, men opfatter hyppigt kvinder som tilhørende en anden art, som en slags husdyr man har ret til at behandle efter forgodtbefindende. Krig medfører forråelse, og vold, mishandlinger, ødelæggelser, magt- og herskerambitioner er i udgangspunktet mandeting.
Det burde være mænds opgave at beskytte kvinder (og børn), ikke at udsætte dem for fare, så de selv kan hytte sig. De forkælede smådrenge i dette land skal ikke skrige op om ligestilling, for vi har ikke ligestilling, vi har aldrig haft ligestilling, og ligestillingsbegrebet er ikke opfundet for at tilgodese danske drenge og ’skabe en bedre tone på kasernerne’. Sommetider består ligestilling i at tage forskellige hensyn.
TV2NORD 14.5.24 – Kvinder er ængstelige i nattelivet.
Virkeligheden viser, at kvinder i mandefag udsætter sig for krænkelser og overgreb – også i Danmark, også i fredstid. – Ja, blot en almindelig bytur med vennerne en fredag aften kan koste kvinder dyrt på liv, psyke og helbred. – Så drenge og mænd skal se at få styr på sig selv, før de involverer andre mennesker og privilegieblindt skriger op om ‘ligestilling’, der blot favoriserer dem endnu mere.
Når der er lige repræsentation af kønnene i hær og kamptropper på vores potentielle fjenders side i denne globale og nykrigeriske verden, så kan vi diskutere sagen igen. I mellemtiden må ligestillingsfascister lade sig nøje med, at kvinder aftjener ni måneders belastende graviditet, en martrende fødselsoplevelse plus utallige års omsorgspligt pr. barn, de sætter i verden sammen med mere eller mindre tilregnelige fædre. Læg dertil en betydelig nedgang i livsindkomst og pensionsformue sammenlignet med barnets far og en karriere, der ikke ofte medfører magtfulde lederstillinger og vellønnede bestyrelsesposter.
Kvinder, der påtænker at melde sig frivilligt til forsvaret/hæren, og som er parate til at aftjene værnepligt på lige fod med mænd både i felten, i brusebadet, i teltlejren og på sovesalen, skal oplyses om de risici, der knytter sig til at være kvindelig soldat sammen med mandlige soldater, så de kan træffe en informeret beslutning.
Den verden, vi rent faktisk lever i, er ofte temmelig forskellig fra den verden, vi ønsker at leve i, og i det mindste lovgivere burde kende forskellen.
At slå en 13-årig pige ihjel er blot ’et dårligt valg’ … Nordjyske 14.3.24
DR 5.4.24
TV2 Nord 28.6.23
TV2 9.2.24
DR 9.2.24
DR 8.1. 24
DR 7.3.24
Tv2 6.4.24
TV2 20.12.23 Ritzau/Scanpix
TV2 15.3.24 Ritzau/Scanpix
Pol. 1.4.24 Ritzau/Scanpix
Fortsæt selv listen, inkludér historien og andre lande andre steder, der er nye forfærdende eksempler hver eneste dag.
Hvornår indser vi, at det er mænd, der skaber de fleste problemer i denne verden, at det fortrinsvis er kvinder og børn, der lider under det, og at det ofte er mødre, hustruer, sygeplejersker m.fl., der efter bedste evne må forsøge at udbedre skaderne?
Senere tilføjelser:
Dresscode til gymnasiefest, man vil bestemme over kvinders påklædning, Politiken 11.4.24
Politiken 15.4.24
DR 17.4.24
Læge mishandler, misbruger og filmer sine egne døtre, TV2 28.4.24
Senest:
Politiken 21.7.24
Abbé Pierre som sexuelt rovdyr beskyttet af kirken … Så står verden ikke længere!
Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvingende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmotiverende, lærenem, og jeg fik meget ros og påskønnelse for en forholdsvis ringe indsat.
Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Styring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.
Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kyssede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.
Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klassekammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fantasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens rungende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttelsesrum i tilfælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.
Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kammeraters forældre, som skaffede og syede kostumer og indøvede replikker med deres håbefulde skuespillere. Så vi fortsatte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nøddebo Præstegård’ som juleforestilling.
At stå på scenen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Afrika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle indsamle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 eller 12 år gammel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebåndoptager gav forestillinger, der fik de andre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til indsamlingen.
Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at behandle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et førstehåndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store forandringer, og som aldrig blev det samme igen.
Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og brydekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kastede mig ind i kampene og udarbejdede det, man vel i dag ville kalde ’scenarier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme tilfældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kommandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til villavejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.
Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fester, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bagtale mig, men jeg husker, at drengene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pigerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvorlig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne mennesker, for mit velbefindende i klassen.
Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemøder og aftenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt opmuntrede til, varede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – irriterede dem vist.
Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han elskede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvorfor der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teologisk problem, benævnt ’Teodicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tænkende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …
Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne var ofte enten udbrændte krakilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflippede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne behov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.
Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på engelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og begynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og verden, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glædesskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …
Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgængerovergangen på Vester Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansklærerinde, efter min gamle og højt respekterede klasselærer, biologilæreren eller andre uddannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en respektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidligere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.
Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende omgivelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fællesskabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård læretid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.
Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene efter den anden. – Jeg lærte begrebet undertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød deres kvindelige medstuderende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvinderne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillinger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden fornedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.
Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i absolut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man begår sig som kvinde uden at bøje nakken helt.
Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskønnelse eller taknemmelighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmotiverende fra start og har gode og nærende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.
Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …
Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsømmes.
Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.
En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at overvære.
En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx optagelseskravene til de videregående uddannelser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedladende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.
Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisundelse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemobber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det ildelugtende fællesskab, de derved danner. Angrebene på Mette Frederiksen og hendes embedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag efter dag er vidne til som læser af avisen.
En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle betydningsfulde mænd, kvinder og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jørgen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.
Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to partiformænd, hun nu danner regering med, et alenlangt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige statsministerkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.
Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelværelser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet skallesluger dukker han ustandseligt igen op af møget og svømmer hastigt videre mod flere poster, mere indflydelse og endnu flere goder.
’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan diskvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sammenhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008
Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og velmenende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bliver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubehageligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:
Pol. 6.11.23
Og straks da flyafgiften kom:
Pol. 10.11.23
Pol. 6.11.23
Pol. 4.11.23
Pol. 28.10.23
Mette Frederiksens mange kriser???
Pol. Bagsiden, 28.10.23
Pol. 14.10.23
Pol. 12.10.23
Pol. 11.10.23
Pol. 8.10.23
Pol. 7.10.23
Pol. 4.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 1.10.23
Pol. 16.9.23
Pol. 20.8.23
Pol. 8.11.23
Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …
Og senere:
Pol. 29.11.23 Roald Als’ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon.Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …
Pol. 28.12. 23 Politiken mener: Altid fuld af bedrevidende, gode råd til landets overhoved.
Pol. 2.3.24 – Regeringen slår negative rekorder, skriver de og ledsager denne opbyggelige og uhildede tekst med en smagfuld tegning.
Pol. 17.3.24 – Vi har en statsminister, der synes at trives med kriser, mener Ole Rasmussen: – ‘i en sådan grad, at hun ikke kan vente med at indkalde til pressemøder og fortælle os alle sammen, hvor alvorlig situationen er, og hvad hun vil gøre ved det’ Hvis ikke det var skrevet i så nedladende og intimiderende en tone, er det jo netop beskrivelsen på en god statsminister, der passer det arbejde, hun er valgt til.
Pol. 23.3.24 – Selv ikke madskribenterne holder sig tilbage. Der er en syg kultur på den avis. Som om man ikke kan være på sin arbejdsplads, hvis man ikke rakker Mette Frederiksen ned. Mobbekultur, kaldes det.
D. 7.6.24 – Og det er dette, der kommer ud af hovedløs hetz i Politiken og andre steder:
Pol. 7.6.24. – Der er forstyrrede og letpåvirkelige mennesker allevegne.
BBC 7.6.24
CNN 7.6.24
Den lettiske førsteminister er rystet, skriver CNN. – Det er vi vist mange, der er. – Hvad lavede livvagterne imens?Hvorfor passer vi ikke bedre på de mennesker, vi selv har valgt, og som gør deres bedste for os og landet? I stedet for at hidse hinanden op, så det ender med overgreb og vold?
Enige eller uenige – der er spilleregler i et demokrati!
Men tingene skrider foruroligende i disse år. Og førhen højt respekterede medier deltager i hetzen og puster til ilden … Politiken undser sig ikke for at mistænkeliggøre og intimidere en statsminister efter et overfald:
Pol. 14.6.24
Pol. 8.6.24. – Og være skinhellige på lederplads bagefter.
Politikens nyeste angreb på statsministeren – juli 2024
Leder, Politiken, 12.7.24– min indramning
I en leder på forsiden af Politiken påstår chefredaktøren, Christian Jensen, midt i sin årelange hetz mod statsministeriet om udlevering af sms’er, at påbuddet om at aflive mink var ‘stik imod grundloven’ – hvilket avisen selvfølgelig var nødt til at berigtige dagen efter:
Berigtigelse, Politiken, 13.7.24– min indramning
– ‘Der var lovhjemmel til aflivning af over 11 millioner af de knap 15,4 millioner mink, der blev aflivet’, skriver Læsernes redaktør, Ellen Ø. Andersen. Chefredaktøren på Politiken har således afsløret, på forsiden i en leder, at han ikke er bekendt med lovgivning, grundlov, eller hvordan demokratiet fungerer her i landet.
Det gik heller aldrig op for Politiken, at statsministeren under hele minkforløbet havde et solidt folketingsflertal i ryggen. Og at hendes eneste formål var, sammen med fagfolk og Folketinget, at forhindre en ny og angiveligt farlig smitte i at brede sig.
En chefredaktør på et af landets førende dagblade og hans medarbejdere er så indhyllede i konspirationsteorier og blindt had til en kompetent, kvindelig statsminister, at de ignorerer fakta og spreder ondskabsfulde løgne i den hensigt at oppiske en stemning imod landets statsminister. – Faktisk er chefredaktøren i denne sag ikke et hak bedre end Trump og hans fake news og ‘Crooked Hillary’.
Eller også er chefredaktøren bare uuddannet og uvidende, hvilket er mindst lige så katastrofalt i hans stilling.
Politiken er for længst gået for langt, når det handler om statsministeren, og avisen har hårdt brug for en udskiftning af både ledelse og medarbejdere, så de kan ansætte nogle, der er uddannede, vidende, orienterede om basale spilleregler i et demokrati, og som har de journalistiske principper i orden.
—————————–
* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskerettigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!
‘Nord for fjorden’ af Lisbeth Brun, der handler om en ung kvindes opvækst i Nordjylland, og ‘Invisible Women’ af Caroline Criado Perez, som beskriver fraværet af data om kvinder i en verden designet og defineret af mænd. ‘Invisible Women’ fås også i dansk oversættelse og kan læses som en fortsættelse og dokumentation af Simone de Beauvoirs banebrydende værk ‘Det andet køn’ fra 1949.
Som opvoksende kvinde socialiseres man kulturelt som mand[1]. Man færdes i – og tilpasser sig uvilkårligt – en verden domineret af mænd, mænds tankegang og værdier. I de fleste af mine 60 år som grådig læser har jeg læst drenge- og mandebøger. Jeg har læst, nej slugt, ’Paw’, ’De fem’, ’Tykke Niels’, ’Orla Frøsnapper’, ’Peter Pan’, ’En verdensomsejling under havet’, ’De tre musketerer’, ’Robin Hood’, ’Mytteriet på Bounty’, ’Opdagelsen af Nilens kilder’, ’Greven af Monte Christo’ og mange, mange flere … og jeg har været med i drengebander, skudt en masse træer med hjemmelavede buer og pile, fægtet mig frem som D’Artagnan eller med machete gennem skoven og leget opdagelsesrejsende i junglen.
Pigebøgerne var få, ’Tudemarie’ og ’Puk’ fx var temmelig sødladne. Den eneste serie skrevet for piger, som jeg havde nogen interesse i at læse, ’Susy Rødtop’, handlede om en frisk datter af en skovrider, der havde sin egen hest og galopperede igennem skoven på eventyr, og var i virkeligheden skrevet af en mand.
At læse bøger om kvinders erfaringsverden skrevet af kvinder er som at komme hjem, når man er vokset op på en diæt af mandsk, dvs. bøger skrevet af og om mænd og alle deres betydningsfulde gerninger og tanker, i hvilke kvinder er reduceret til statister, præmier, prinsessen og det halve kongerige, og kun skal agere objekter for mændenes projektioner, og som ikke mætter en kvindelig sjæl. Men når man får fat i gode bøger af og om kvinder, som ovenikøbet foregår i den landsdel og kulturkreds, man selv voksede op i, og som spejler de erfaringer, man selv gjorde sig med verden, venner, bøger, kærester i de år, så er man ved at græde af forløsning over, at verden også kan rumme ens egne erfaringer. Over at man ikke undervejs skal sidde og vride hjernen for at oversætte fra mandsk til en almenmenneskelig synsvinkel. Pludselig bliver man set, forstået og anerkendt, ikke som en undtagelse i mændenes verden, men som en ligestillet norm. Man bliver bevidst om, hvordan man føler, tænker, oplever og skriver, når man er kvinde. – Det samme gælder naturligvis film, kunst og andre kulturelle produkter og samfundsindretningen i øvrigt. Man bliver berørt, når man støder på naturligt ligeværdig kvindelig repræsentation.
Fra præpuberteten og frem påtvinges og påtager kvinder sig så den feminine rolle, og da opdager man for alvor de store forskelle, som et liv i et mandsdefineret samfund bevirker.
Caroline Criado Perez’ bog, ‘Invisible Women’, handler om manglen på data om kvinders fysik, deres livsvilkår og deres bidrag til verden. Hun skriver, at kvinder globalt set bl.a. med deres ulønnede omsorgsarbejde står for måske mere end halvdelen af bruttonationalproduktet, når alt regnes med. Men kvindernes indsats er usynlig i mændenes verden og honoreres dårligt, hvis overhovedet, og pågår uden anerkendelse og respekt. Og Perez påviser med klare, forskningsbaserede facts, hvordan verden er indrettet med henblik på mænd og deres foretagender.
Mænd forlod traditionelt hjemmet om morgenen i en stor bil, mens kvinden på cykel eller med offentlig transport fragtede børnene til institutioner, passede deres eget arbejde, hentede børnene igen, købte ind, forberedte mad, vaskede tøj, gjorde rent, lavede lektier med børnene, holdt øje med deres skolegang, kost og helbred, passede familiens sociale liv og kontakter, købte gaver, arrangerede fester og sammenkomster, tog sig af deres gamle forældre – ofte også mandens, tog sig af andre svagelige eller syge pårørende, venner, naboer m.m. – Mens manden kom hjem, parkerede sin store bil, spiste sin mad i fred og kunne sætte sig med avisen eller arbejde videre, mens konen badede og puttede børnene. Hans alibi var, at han tjente mest. Men hvis kvinden ikke blev sat år tilbage ved hvert fællesbarns fødsel, og hvis hun fik honoreret de mange timers ulønnede omsorgsarbejde, så ville hun jo tjene langt mere. – Da kvinderne i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet, fik de ringere løn og dobbelt arbejde, fordi det gratis, og dermed usynlige, arbejde i privatsfæren stadig påhvilede dem. Det figurerede ikke i mændenes synsfelt og regnskaber. – Og kvinderne blev, i modsætning til mænd, straffet for hvert barns fødsel med store indhug i deres livsindkomst, både hvad angår karrieremuligheder og opsparing til pension.
Perez dokumenterer, at boligkvarterer, huse, biler, køkkener, offentlig transport, veje, medicin, verden i det hele taget, er indrettet af mænd med manden som målestok. Kvinder har fx ifølge Perez 47% (!) større risiko for at komme til skade i en trafikulykke, fordi de som oftest sidder på det forreste passagersæde, som ikke er så sikret som førersædet, fordi airbags og ratstamme er indrettet med henblik på mænd, og fordi de testdukker, man bruger til at måle personskader i biler i tilfælde af ulykker, hidtil udelukkende har været modeller af gennemsnitligt højere og mere langbenede mænd med en længere rækkevidde. I de fleste biler vil kvinder, selv om de fører bilen, være for små til at nå pedalerne uden at rykke sædet meget langt frem, og de har ofte et dårligere udsyn. Så når du næste gang har svært ved at nå billetautomaten i P-huset med dine korte arme, og din mand griner ad dig og fortæller vittigheder om kvindelige bilister, så ved du nu, at du ikke nødvendigvis er en dårligere bilist, end han er – tværtimod er dobbelt så mange mænd som kvinder involveret i trafikulykker, og når det gælder eneulykker taler vi om tre gange så mange mænd i forhold til kvinder[2] – men du sidder og skal begå dig i en maskine, der ikke er designet med tanke på dig. Fordi ingen drømte om at skaffe data om kvindekroppen, da bilerne blev udviklet.
Det samme gælder behandling af syge og medicin: Vi får alle vacciner, operationer, andre indgreb, vitaminer og medicin, som fx hjertemedicin og piller, der sænker blodtryk og kolesteroltal, der alt sammen er udviklet af og afprøvet på mænd. Medicinalfirmaerne og lægeuddannelserne foretrækker mandlige forsøgspersoner, fordi de fleste af dem selv er mænd, de tænker enøjet på mandsk, og kvinders organer er anderledes, de kunne være gravide eller på anden måde hormonelt påvirkede, hvilket giver rod i data. Det er nemmere med mænd og mandekroppe, der ikke ændrer sig så meget hen over måneden og livet, og som mænd bedre forstår, fordi de kender det fra sig selv. – Derfor oplever mange kvinder, at de får det dårligt af medicin, der skulle hjælpe dem, og at de ikke møder forståelse og hjælp hos lægerne, hvis de klager over bivirkninger eller lider af noget specifikt eller overvejende kvindeligt, endometriose, cyster, kronisk træthedssyndrom, overfølsomheder eller spiseforstyrrelser. Selv symptomer på hjerteanfald er forskellige hos mænd og kvinder, påviser Perez, hvilket ofte har medført, at læger ikke genkender alvorlig sygdom hos kvinder og med en hovedrysten og to Panodiler sender dem hjem for at dø. Heller ikke de kvindelige læger, der jo er uddannet i og skal fungere i systemer udviklet og opretholdt af mandemagt, har endnu formået at ændre fokus, så også kvinder i højere grad inkluderes i den medicinske forskning og praksis, også når det ikke handler om graviditet, fødsel og den kvindelige overgangsalder. Ifølge Perez er der ikke mange, der ved eller indser, at kvinder er forskellige fra mænd helt ned på celleniveau, og at de har betragteligt flere nerver og receptorer.
Mange mænd anser forskning i kvinders kroppe, i kvinders vilkår og erfaringer og i kvindelitteratur og anden kunst udført af kvinder som et udtryk for en indskrænket verden, der er uden for det normale, der ikke er fin nok, ikke repræsentativ nok, i det hele taget ikke værd at beskæftige sig med.
Det er mænd, der definerer verden, hvis de får lov, og de dominerer den anden halvdel af klodens befolkning. Det meste af det, mænd foretager sig og ytrer, er henvendt til andre mænd. Kvinder er i den sammenhæng lavere rangerende væsner, ofte blot objekter som kan forsyne manden med mad, omsorg, støtte og/eller sex, mens de opfattes som en slags brugsgenstande, ikke som ligeværdige.
Alt, hvad mænd er og beskæftiger sig med, tillægges uforholdsmæssig høj betydning, mens kvinders eksistens, deres verden, indsats og oplevelser tales ned, gøres til genstand for vittigheder og bruges til at befæste det mandlige broderskab endnu mere: Vi er hævet over dem, jeg er i hvert fald ikke en pige, og vi gider ikke lege med piger.
Det er som oftest mænd, der år efter år, måned efter måned, uge efter uge, dag for dag, følger intensivt med i fx cykel- eller motorløb, golf-, tennis- eller fodboldkampe, der ingen betydning har, ingen effekt på verden – udover at nogle bagmænd og få deltagere bliver ufatteligt rige. Mændenes højt værdsatte sport er i virkeligheden et evigt gentaget, meningsløst gladiatorshow, en cirkusforestilling om maskulin styrke og dominans, en banal pengemaskine og fast indkomstsgenerator for tv-stationerne … Mere skal der ikke til for at beskæftige nogle mænds intellekt. – Men sport har betydning for ’bonding’ blandt mænd, sport danner broderskaber, der også kan inkludere meget ihærdige kvinder.
Når mænd læser, er det tit endimensionelle krimier, thrillere eller biografier om ubegavede sportsfolk, politikere, præsidenter, jægersoldater eller andre maskuline idoler. Det er mænd, der skaber og forbruger porno, det er dem, der fylder i retssalene og i fængslerne, og det er overvejende mænd, der befolker misbrugscentre og herberger.
Kvinder arbejder ofte som sosu-assistenter, pædagoger eller skolelærere, men det er den unge fyr på 32, der hverken kan læse, skrive eller regne, som kører den hjem på kønnet, den uberettigede selvtillid og charmen og bliver kommunal leder, børnehave- eller skoleleder for næsen af den erfarne og veluddannede, 50-årige, kvindelige pædagog.
Kvinder har bidraget og bidrager fortfarende til forskning, kunst og samfund på mange, yderst berigende måder, som de sjældent bliver anerkendt for. Kvindelige forskere ser deres arbejde ignoreret eller overtaget af mandlige kollegaer. Kvinder, der har arbejdet sammen med mænd, skrives ud af historien, hvorimod mændene hyldes. Kvindelige musikere spilles ikke så meget som deres mandlige kollegaer. Kvindelige skuespillere aflønnes dårligere … kvindelige forfattere promoveres mindre … osv. – Man kunne blive ved. – Og priser, æresbevisninger og hyldestskrivelser forekommer overvejende i mandlige, selvgratulerende cirkler.
På tv er det mænd, der fortæller om udeliv, haver, madlavning og landliv, Jørgen Skouboe, Nikolaj Kirk, Søren Ryge, brødrene Price, Søren Vester, Frank Erichsen, for vi har kun respekt for det, der kommer ud af en mandemund; det kan være fortvivlende banalt og udstiller et meget begrænset udsyn, men det er mændene, vi lytter til. Selv om der findes masser af kvinder, der er kompetente biologer, gartnere, kokke, boligindrettere og i stand til at passe en køkkenhave, et blomsterbed eller at fodre nogle høns.
På samme måde er vor tids filosofiske helte mænd som fx Jørgen Leth, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann, der ustandseligt får taletid til at udbasunere deres meninger om, hvordan vi alle skal leve og gebærde os, men ingen af de ovennævnte herrer har nogensinde haft førstehåndsviden om, hvad den anden halvdel af menneskeheden oplever, tænker og føler.
På den måde kan mænd ofte virke afstumpede. De er slet ikke klar over, hvor meget de ikke ved. De er døve og blinde for det, der foregår lige for næsen af dem. Deres skrifter er enten hjerteskærende endimensionelle og banale eller løftet op i nogle teoretiske sfærer, som de ikke selv helt overskuer og forvilder sig bort i, men deres arbejde og værker er også kun beregnet på at afstive et vaklende ego og dupere andre mænd.
Det sidste, jeg vil fremhæve her, er Perez’ påpegning af, at forskning har klargjort, at kvoter ikke favoriserer kvinder, men at en kvoteordning, der sikrer et nogenlunde ligeligt antal kvinder og mænd fx til forsknings- og lederstillinger, først og fremmest frasorterer inkompetente mænd. – Vi lader lige det stå et øjeblik: Inkompetente mænd har hidtil nydt fremme, bare fordi de var mænd. Så er det vel ikke så himmelråbende uretfærdigt at sørge for en ligelig repræsentation?
Når man har været kvinde i en sådan verden i næsten 70 år og har lagt øre til alle vittighederne, har set sig forvist til en lidet påskønnet minoritetsgruppe, er blevet opfattet som et objekt og ikke et levende, følende subjekt i sin egen (menneske)ret, og har skullet læse og tale et fremmed, mandsk sprog, der bl.a. sorterer alle kvinder efter alder og udseende, og som i årtusinder har defineret sex og evt. samliv efter mandens behov, så kan man tude af lettelse over de ovennævnte bøger – og heldigvis mange andre – og føle sig set, forstået som en berettiget person og som en del af det menneskelige fællesskab.
At læse mandsk er som at læse et fremmedsprog, som man skal sidde og oversætte inde i hovedet, mens man hele tiden overvejer, om der er noget, man kan genkende.
At læse en bog af en kvinde er ofte, hvis den er god, som at komme hjem og føle sig genkendt og accepteret. – Tænk på, at sådan har mænd det for det meste, de føler sig hjemmevante og berettigede, når de læser og færdes i verden i øvrigt, og de bliver irriterede og keder sig, hvis de skal beskæftige sig med kvinders synsvinkel. – Men der er nok ikke nogen vej udenom. Vi kunne begynde med at tage os selv alvorligt. At tro på os selv, at indse at vores oplevelser og følelser er gyldige.
På Island har kvinderne – også den kvindelige statsminister og politikerne – lige strejket en hel dag for at gøre opmærksom på kvindernes betydning både på jobbet og i hjemmene. Skønt Island ligger nr. 1 på den internationale liste over lande, hvor kvinder har de bedste forhold og muligheder, The Global Gender Map 2023, tæt fulgt af Norge, Finland, New Zealand og Sverige – og hvor Danmark ligger nr. 23 efter bl.a. Namibia, Rwanda, Filippinerne og Schweitz, og Afghanistan er henvist til sidstepladsen – er man endnu langt fra i mål med ligestillingen på Island.
Der er store hængepartier, mener den islandske statsminister, Katrín Jakobsdóttir, iflg. Politiken d. 24.10.23[3]:
’Men dér, hvor det stadig halter, er løngabet i flere sektorer, mængden af ubetalt arbejde og krænkende adfærd mod kvinder, siger Steingrímsdóttir. En undersøgelse fra Háskóli Universitet i Island viser, at hver fjerde kvinde i Island har oplevet vold.’
Hver fjerde kvinde på Island har oplevet seksuel vold! [4]
Det er ikke huleboere, vi taler om her, men et af verdens mest udviklede lande … At kvinder og kvinders arbejde og indsats stadig vurderes som værende langt under mænds i værdi, og at mænd åbenbart allevegne føler sig berettigede til at forgribe sig på kvinder fysisk og seksuelt, er mig en gåde.
Tingene er ikke anderledes herhjemme: – 100 m fra mit hus så jeg forleden noget, der ærligt talt chokerede mig, og som formentlig meget godt udtrykker mandlig tankegang og mandsk sprog:
Aalborg Kommune udvider en børnehave på min vej, og da hele området og jorden under os rystede i ugevis, gik jeg ned for at se, hvad der var på færde.
Det var en potent og kraftigt vibrerende tromle, der rystede os alle, og da jeg kom nærmere, så jeg, at den var opkaldt ’Monica Lewinsky’ og forsynet med et amerikansk flag:
Se, det er komplet uforståeligt for en ældre kvinde, hvorfor en kommunal entreprenør opkalder en stor tromle efter en praktikant, der 22 år gammel igennem længere tid blev seksuelt udnyttet og offentligt ydmyget af en amerikansk præsident, der var mere end dobbelt så gammel som hun. Og at de kører med den således bemalede maskine lige op ad børnehavens legeplads, hvor forældre, pædagoger og forbipasserende kan se, hvor primitivt aggressiv og sårende over for kvinder, de kommunale entreprenørers tankegang er.
Monica Lewinskys liv blev ødelagt, ingen glemte nogensinde affæren, og hverken hun eller præsidentens hustru gennem mange år har kunnet genvinde deres ry som kompetente og selvstændige mennesker. En lovende ung kvinde, en højt begavet hustru, deres datter, mandens embede, vælgere, venner og kollegaers tillid og hele landets internationale omdømme blev skadet pga. én mands enorme svigt og misbrug af sin stilling. – Bare fordi han ikke magtede at tøjle sine perverterede fantasier.
Mens præsidenten selv løj og charmerede sig igennem det hele og stadig opfattes som sej af andre mænd, som opkalder deres maskiner efter et offer og måske i virkeligheden ønsker sig i hans sted. På et stort kontor med unge, seksuelt tilgængelige praktikanter og skide være med konsekvenserne.
Det er et eksempel på mandsk sprog og tankegang, som er uoversætteligt til kvinders erfaringsverden – Kunne man forestille sig, at fx en kvindelig skolebuschauffør ville opkalde sin smækre bus efter et af de unge, mandlige ofre for tidligere fagforeningsleder Lizette Risgaards gramserier? – Nej, vel? Mænds ufølsomhed får ofte andre til at føle sig skidt tilpas som kvinder og potentielle ofre.
Alle disse dårlige følelser slipper man for, når man læser bøger – og ser film, tv-serier, hører musik m.m. – skrevet af kvinder.
Men vi lever stadig i en mandsk verden, behersket af den tankemåde, som sex, vold, politi og røvere-lege, magt, status, sport og et enøjet mandsk blik rettet mod egen og andres pikke og deres størrelser giver, der for nogle kvinder og for nogle mænd og for nogle, der befinder sig imellem eller uden for disse kønskategorier, kan føles afstumpet og frastødende. – ’Nak og æd’- sprogbrugen, som opfatter de sidste overlevende rester af vildtlevende dyr som legitimt mål for misundelsesværdig maskulin udfoldelse og dræberinstinkt. Den maskuline giftighed, der, hvis en mand har opnået magten til det, bare betjener sig seksuelt af ganske unge piger, der tilfældigt står på deres kontor eller er datter af ens undergivne kok, uden at skænke konsekvenserne en eneste tanke. For han har jo ‘fortjent’ prinsessen og det hele kongerige, bare fordi han er mand.
Fordi mænd er så højtråbende og så selvsikre i deres berettigelse og så voldsomme, får de stadig lov til at behandle kvinder, der udgør halvdelen af verdens befolkning[5], som en minoritet på linje med alle de andre minoriteter, som mænd også føler sig hævet over.
Feminisme er ikke aggression vendt mod mænd, feminisme er helt enkelt et spørgsmål om, at kvinder tildeles samme mål af menneskerettigheder og respekt som alle andre mennesker.
[1] Når jeg skriver ’kvinde’ og ’mand’, mener jeg NOGLE kvinder og NOGLE mænd. Jeg er klar over, at ordene ’kvinde’ og ’mand’ dækker over utallige fremtrædelsesformer.
[2] Kønsforskelle i trafikulykker, Vejdirektoratet januar 2016
[5]Der fødes normalt en smule flere drenge end piger, til gengæld er drenge genetisk set mere skrøbelige end piger. I dag overlever de fleste mænd dog barneårene, og på verdensplan findes der ca. 101 mænd pr. 100 kvinder, undtagen i de tidligere sovjetrepublikker, hvor forholdet er 86 mænd over 32 år til 100 kvinder. På de kanter dør mænd tidligt af druk, vold og krig. – I Arabien, Kina og Asien, derimod, er der en overvægt af mænd, bl.a. pga. mord på eller bare ligegyldighed over for nyfødte piger, og mænds fortrinsret i alle forhold, også hvad angår uddannelse og sundhed.
