At slå en 13-årig pige ihjel er blot ’et dårligt valg’ … Nordjyske 14.3.24
DR 5.4.24
TV2 Nord 28.6.23
TV2 9.2.24
DR 9.2.24
DR 8.1. 24
DR 7.3.24
Tv2 6.4.24
TV2 20.12.23 Ritzau/Scanpix
TV2 15.3.24 Ritzau/Scanpix
Pol. 1.4.24 Ritzau/Scanpix
Fortsæt selv listen, inkludér historien og andre lande andre steder, der er nye forfærdende eksempler hver eneste dag.
Hvornår indser vi, at det er mænd, der skaber de fleste problemer i denne verden, at det fortrinsvis er kvinder og børn, der lider under det, og at det ofte er mødre, hustruer, sygeplejersker m.fl., der efter bedste evne må forsøge at udbedre skaderne?
Senere tilføjelser:
Dresscode til gymnasiefest, man vil bestemme over kvinders påklædning, Politiken 11.4.24
Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvingende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmotiverende, lærenem, og jeg fik meget ros og påskønnelse for en forholdsvis ringe indsat.
Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Styring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.
Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kyssede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.
Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klassekammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fantasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens rungende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttelsesrum i tilfælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.
Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kammeraters forældre, som skaffede og syede kostumer og indøvede replikker med deres håbefulde skuespillere. Så vi fortsatte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nøddebo Præstegård’ som juleforestilling.
At stå på scenen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Afrika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle indsamle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 eller 12 år gammel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebåndoptager gav forestillinger, der fik de andre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til indsamlingen.
Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at behandle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et førstehåndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store forandringer, og som aldrig blev det samme igen.
Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og brydekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kastede mig ind i kampene og udarbejdede det, man vel i dag ville kalde ’scenarier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme tilfældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kommandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til villavejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.
Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fester, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bagtale mig, men jeg husker, at drengene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pigerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvorlig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne mennesker, for mit velbefindende i klassen.
Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemøder og aftenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt opmuntrede til, varede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – irriterede dem vist.
Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han elskede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvorfor der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teologisk problem, benævnt ’Teodicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tænkende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …
Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne var ofte enten udbrændte krakilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflippede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne behov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.
Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på engelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og begynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og verden, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glædesskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …
Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgængerovergangen på Vester Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansklærerinde, efter min gamle og højt respekterede klasselærer, biologilæreren eller andre uddannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en respektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidligere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.
Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende omgivelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fællesskabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård læretid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.
Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene efter den anden. – Jeg lærte begrebet undertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød deres kvindelige medstuderende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvinderne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillinger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden fornedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.
Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i absolut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man begår sig som kvinde uden at bøje nakken helt.
Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskønnelse eller taknemmelighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmotiverende fra start og har gode og nærende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.
Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …
Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsømmes.
Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.
En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at overvære.
En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx optagelseskravene til de videregående uddannelser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedladende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.
Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisundelse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemobber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det ildelugtende fællesskab, de derved danner. Angrebene på Mette Frederiksen og hendes embedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag efter dag er vidne til som læser af avisen.
En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle betydningsfulde mænd og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jørgen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.
Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to partiformænd, hun nu danner regering med, et alenlangt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige statsministerkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.
Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelværelser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet lappedykker dukker han ustandseligt igen op af møget og svømmer hastigt videre mod flere poster, mere indflydelse og endnu flere goder.
’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan diskvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sammenhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008
Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og velmenende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bliver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubehageligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:
Pol. 6.11.23
Og straks da flyafgiften kom:
Pol. 10.11.23
Pol. 6.11.23
Pol. 4.11.23
Pol. 28.10.23
Mette Frederiksens mange kriser???
Pol. Bagsiden, 28.10.23
Pol. 14.10.23
Pol. 12.10.23
Pol. 11.10.23
Pol. 8.10.23
Pol. 7.10.23
Pol. 4.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 1.10.23
Pol. 16.9.23
Pol. 20.8.23
Pol. 8.11.23
Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …
Tilføjet 29.11.23 Roald Als’ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon.Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …
* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskerettigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!
‘Nord for fjorden’ af Lisbeth Brun, der handler om en ung kvindes opvækst i Nordjylland, og ‘Invisible Women’ af Caroline Criado Perez, som beskriver fraværet af data om kvinder i en verden designet og defineret af mænd. ‘Invisible Women’ fås også i dansk oversættelse og kan læses som en fortsættelse og dokumentation af Simone de Beauvoirs banebrydende værk ‘Det andet køn’ fra 1949.
Som opvoksende kvinde socialiseres man kulturelt som mand[1]. Man færdes i – og tilpasser sig uvilkårligt – en verden domineret af mænd, mænds tankegang og værdier. I de fleste af mine 60 år som grådig læser har jeg læst drenge- og mandebøger. Jeg har læst, nej slugt, ’Paw’, ’De fem’, ’Tykke Niels’, ’Orla Frøsnapper’, ’Peter Pan’, ’En verdensomsejling under havet’, ’De tre musketerer’, ’Robin Hood’, ’Mytteriet på Bounty’, ’Opdagelsen af Nilens kilder’, ’Greven af Monte Christo’ og mange, mange flere … og jeg har været med i drengebander, skudt en masse træer med hjemmelavede buer og pile, fægtet mig frem som D’Artagnan eller med machete gennem skoven og leget opdagelsesrejsende i junglen.
Pigebøgerne var få, ’Tudemarie’ og ’Puk’ fx var temmelig sødladne. Den eneste serie skrevet for piger, som jeg havde nogen interesse i at læse, ’Susy Rødtop’, handlede om en frisk datter af en skovrider, der havde sin egen hest og galopperede igennem skoven på eventyr, og var i virkeligheden skrevet af en mand.
At læse bøger om kvinders erfaringsverden skrevet af kvinder er som at komme hjem, når man er vokset op på en diæt af mandsk, dvs. bøger skrevet af og om mænd og alle deres betydningsfulde gerninger og tanker, i hvilke kvinder er reduceret til statister, præmier, prinsessen og det halve kongerige, og kun skal agere objekter for mændenes projektioner, og som ikke mætter en kvindelig sjæl. Men når man får fat i gode bøger af og om kvinder, som ovenikøbet foregår i den landsdel og kulturkreds, man selv voksede op i, og som spejler de erfaringer, man selv gjorde sig med verden, venner, bøger, kærester i de år, så er man ved at græde af forløsning over, at verden også kan rumme ens egne erfaringer. Over at man ikke undervejs skal sidde og vride hjernen for at oversætte fra mandsk til en almenmenneskelig synsvinkel. Pludselig bliver man set, forstået og anerkendt, ikke som en undtagelse i mændenes verden, men som en ligestillet norm. Man bliver bevidst om, hvordan man føler, tænker, oplever og skriver, når man er kvinde. – Det samme gælder naturligvis film, kunst og andre kulturelle produkter og samfundsindretningen i øvrigt. Man bliver berørt, når man støder på naturligt ligeværdig kvindelig repræsentation.
Fra præpuberteten og frem påtvinges og påtager kvinder sig så den feminine rolle, og da opdager man for alvor de store forskelle, som et liv i et mandsdefineret samfund bevirker.
Caroline Criado Perez’ bog, ‘Invisible Women’, handler om manglen på data om kvinders fysik, deres livsvilkår og deres bidrag til verden. Hun skriver, at kvinder globalt set bl.a. med deres ulønnede omsorgsarbejde står for måske mere end halvdelen af bruttonationalproduktet, når alt regnes med. Men kvindernes indsats er usynlig i mændenes verden og honoreres dårligt, hvis overhovedet, og pågår uden anerkendelse og respekt. Og Perez påviser med klare, forskningsbaserede facts, hvordan verden er indrettet med henblik på mænd og deres foretagender.
Mænd forlod traditionelt hjemmet om morgenen i en stor bil, mens kvinden på cykel eller med offentlig transport fragtede børnene til institutioner, passede deres eget arbejde, hentede børnene igen, købte ind, forberedte mad, vaskede tøj, gjorde rent, lavede lektier med børnene, holdt øje med deres skolegang, kost og helbred, passede familiens sociale liv og kontakter, købte gaver, arrangerede fester og sammenkomster, tog sig af deres gamle forældre – ofte også mandens, tog sig af andre svagelige eller syge pårørende, venner, naboer m.m. – Mens manden kom hjem, parkerede sin store bil, spiste sin mad i fred og kunne sætte sig med avisen eller arbejde videre, mens konen badede og puttede børnene. Hans alibi var, at han tjente mest. Men hvis kvinden ikke blev sat år tilbage ved hvert fællesbarns fødsel, og hvis hun fik honoreret de mange timers ulønnede omsorgsarbejde, så ville hun jo tjene langt mere. – Da kvinderne i stort tal kom ud på arbejdsmarkedet, fik de ringere løn og dobbelt arbejde, fordi det gratis, og dermed usynlige, arbejde i privatsfæren stadig påhvilede dem. Det figurerede ikke i mændenes synsfelt og regnskaber. – Og kvinderne blev, i modsætning til mænd, straffet for hvert barns fødsel med store indhug i deres livsindkomst, både hvad angår karrieremuligheder og opsparing til pension.
Perez dokumenterer, at boligkvarterer, huse, biler, køkkener, offentlig transport, veje, medicin, verden i det hele taget, er indrettet af mænd med manden som målestok. Kvinder har fx ifølge Perez 47% (!) større risiko for at komme til skade i en trafikulykke, fordi de som oftest sidder på det forreste passagersæde, som ikke er så sikret som førersædet, fordi airbags og ratstamme er indrettet med henblik på mænd, og fordi de testdukker, man bruger til at måle personskader i biler i tilfælde af ulykker, hidtil udelukkende har været modeller af gennemsnitligt højere og mere langbenede mænd med en længere rækkevidde. I de fleste biler vil kvinder, selv om de fører bilen, være for små til at nå pedalerne uden at rykke sædet meget langt frem, og de har ofte et dårligere udsyn. Så når du næste gang har svært ved at nå billetautomaten i P-huset med dine korte arme, og din mand griner ad dig og fortæller vittigheder om kvindelige bilister, så ved du nu, at du ikke nødvendigvis er en dårligere bilist, end han er – tværtimod er dobbelt så mange mænd som kvinder involveret i trafikulykker, og når det gælder eneulykker taler vi om tre gange så mange mænd i forhold til kvinder[2] – men du sidder og skal begå dig i en maskine, der ikke er designet med tanke på dig. Fordi ingen drømte om at skaffe data om kvindekroppen, da bilerne blev udviklet.
Det samme gælder behandling af syge og medicin: Vi får alle vacciner, operationer, andre indgreb, vitaminer og medicin, som fx hjertemedicin og piller, der sænker blodtryk og kolesteroltal, der alt sammen er udviklet af og afprøvet på mænd. Medicinalfirmaerne og lægeuddannelserne foretrækker mandlige forsøgspersoner, fordi de fleste af dem selv er mænd, de tænker enøjet på mandsk, og kvinders organer er anderledes, de kunne være gravide eller på anden måde hormonelt påvirkede, hvilket giver rod i data. Det er nemmere med mænd og mandekroppe, der ikke ændrer sig så meget hen over måneden og livet, og som mænd bedre forstår, fordi de kender det fra sig selv. – Derfor oplever mange kvinder, at de får det dårligt af medicin, der skulle hjælpe dem, og at de ikke møder forståelse og hjælp hos lægerne, hvis de klager over bivirkninger eller lider af noget specifikt eller overvejende kvindeligt, endometriose, cyster, kronisk træthedssyndrom, overfølsomheder eller spiseforstyrrelser. Selv symptomer på hjerteanfald er forskellige hos mænd og kvinder, påviser Perez, hvilket ofte har medført, at læger ikke genkender alvorlig sygdom hos kvinder og med en hovedrysten og to Panodiler sender dem hjem for at dø. Heller ikke de kvindelige læger, der jo er uddannet i og skal fungere i systemer udviklet og opretholdt af mandemagt, har endnu formået at ændre fokus, så også kvinder i højere grad inkluderes i den medicinske forskning og praksis, også når det ikke handler om graviditet, fødsel og den kvindelige overgangsalder. Ifølge Perez er der ikke mange, der ved eller indser, at kvinder er forskellige fra mænd helt ned på celleniveau, og at de har betragteligt flere nerver og receptorer.
Mange mænd anser forskning i kvinders kroppe, i kvinders vilkår og erfaringer og i kvindelitteratur og anden kunst udført af kvinder som et udtryk for en indskrænket verden, der er uden for det normale, der ikke er fin nok, ikke repræsentativ nok, i det hele taget ikke værd at beskæftige sig med.
Det er mænd, der definerer verden, hvis de får lov, og de dominerer den anden halvdel af klodens befolkning. Det meste af det, mænd foretager sig og ytrer, er henvendt til andre mænd. Kvinder er i den sammenhæng lavere rangerende væsner, ofte blot objekter som kan forsyne manden med mad, omsorg, støtte og/eller sex, mens de opfattes som en slags brugsgenstande, ikke som ligeværdige.
Alt, hvad mænd er og beskæftiger sig med, tillægges uforholdsmæssig høj betydning, mens kvinders eksistens, deres verden, indsats og oplevelser tales ned, gøres til genstand for vittigheder og bruges til at befæste det mandlige broderskab endnu mere: Vi er hævet over dem, jeg er i hvert fald ikke en pige, og vi gider ikke lege med piger.
Det er som oftest mænd, der år efter år, måned efter måned, uge efter uge, dag for dag, følger intensivt med i fx cykel- eller motorløb, golf-, tennis- eller fodboldkampe, der ingen betydning har, ingen effekt på verden – udover at nogle bagmænd og få deltagere bliver ufatteligt rige. Mændenes højt værdsatte sport er i virkeligheden et evigt gentaget, meningsløst gladiatorshow, en cirkusforestilling om maskulin styrke og dominans, en banal pengemaskine og fast indkomstsgenerator for tv-stationerne … Mere skal der ikke til for at beskæftige nogle mænds intellekt. – Men sport har betydning for ’bonding’ blandt mænd, sport danner broderskaber, der også kan inkludere meget ihærdige kvinder.
Når mænd læser, er det tit endimensionelle krimier, thrillere eller biografier om ubegavede sportsfolk, politikere, præsidenter, jægersoldater eller andre maskuline idoler. Det er mænd, der skaber og forbruger porno, det er dem, der fylder i retssalene og i fængslerne, og det er overvejende mænd, der befolker misbrugscentre og herberger.
Kvinder arbejder ofte som sosu-assistenter, pædagoger eller skolelærere, men det er den unge fyr på 32, der hverken kan læse, skrive eller regne, som kører den hjem på kønnet, den uberettigede selvtillid og charmen og bliver kommunal leder, børnehave- eller skoleleder for næsen af den erfarne og veluddannede, 50-årige, kvindelige pædagog.
Kvinder har bidraget og bidrager fortfarende til forskning, kunst og samfund på mange, yderst berigende måder, som de sjældent bliver anerkendt for. Kvindelige forskere ser deres arbejde ignoreret eller overtaget af mandlige kollegaer. Kvinder, der har arbejdet sammen med mænd, skrives ud af historien, hvorimod mændene hyldes. Kvindelige musikere spilles ikke så meget som deres mandlige kollegaer. Kvindelige skuespillere aflønnes dårligere … kvindelige forfattere promoveres mindre … osv. – Man kunne blive ved. – Og priser, æresbevisninger og hyldestskrivelser forekommer overvejende i mandlige, selvgratulerende cirkler.
På tv er det mænd, der fortæller om udeliv, haver, madlavning og landliv, Jørgen Skouboe, Nikolaj Kirk, Søren Ryge, brødrene Price, Søren Vester, Frank Erichsen, for vi har kun respekt for det, der kommer ud af en mandemund; det kan være fortvivlende banalt og udstiller et meget begrænset udsyn, men det er mændene, vi lytter til. Selv om der findes masser af kvinder, der er kompetente biologer, gartnere, kokke, boligindrettere og i stand til at passe en køkkenhave, et blomsterbed eller at fodre nogle høns.
På samme måde er vor tids filosofiske helte mænd som fx Jørgen Leth, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann, der ustandseligt får taletid til at udbasunere deres meninger om, hvordan vi alle skal leve og gebærde os, men ingen af de ovennævnte herrer har nogensinde haft førstehåndsviden om, hvad den anden halvdel af menneskeheden oplever, tænker og føler.
På den måde kan mænd ofte virke afstumpede. De er slet ikke klar over, hvor meget de ikke ved. De er døve og blinde for det, der foregår lige for næsen af dem. Deres skrifter er enten hjerteskærende endimensionelle og banale eller løftet op i nogle teoretiske sfærer, som de ikke selv helt overskuer og forvilder sig bort i, men deres arbejde og værker er også kun beregnet på at afstive et vaklende ego og dupere andre mænd.
Det sidste, jeg vil fremhæve her, er Perez’ påpegning af, at forskning har klargjort, at kvoter ikke favoriserer kvinder, men at en kvoteordning, der sikrer et nogenlunde ligeligt antal kvinder og mænd fx til forsknings- og lederstillinger, først og fremmest frasorterer inkompetente mænd. – Vi lader lige det stå et øjeblik: Inkompetente mænd har hidtil nydt fremme, bare fordi de var mænd. Så er det vel ikke så himmelråbende uretfærdigt at sørge for en ligelig repræsentation?
Når man har været kvinde i en sådan verden i næsten 70 år og har lagt øre til alle vittighederne, har set sig forvist til en lidet påskønnet minoritetsgruppe, er blevet opfattet som et objekt og ikke et levende, følende subjekt i sin egen (menneske)ret, og har skullet læse og tale et fremmed, mandsk sprog, der bl.a. sorterer alle kvinder efter alder og udseende, og som i årtusinder har defineret sex og evt. samliv efter mandens behov, så kan man tude af lettelse over de ovennævnte bøger – og heldigvis mange andre – og føle sig set, forstået som en berettiget person og som en del af det menneskelige fællesskab.
At læse mandsk er som at læse et fremmedsprog, som man skal sidde og oversætte inde i hovedet, mens man hele tiden overvejer, om der er noget, man kan genkende.
At læse en bog af en kvinde er ofte, hvis den er god, som at komme hjem og føle sig genkendt og accepteret. – Tænk på, at sådan har mænd det for det meste, de føler sig hjemmevante og berettigede, når de læser og færdes i verden i øvrigt, og de bliver irriterede og keder sig, hvis de skal beskæftige sig med kvinders synsvinkel. – Men der er nok ikke nogen vej udenom. Vi kunne begynde med at tage os selv alvorligt. At tro på os selv, at indse at vores oplevelser og følelser er gyldige.
På Island har kvinderne – også den kvindelige statsminister og politikerne – lige strejket en hel dag for at gøre opmærksom på kvindernes betydning både på jobbet og i hjemmene. Skønt Island ligger nr. 1 på den internationale liste over lande, hvor kvinder har de bedste forhold og muligheder, The Global Gender Map 2023, tæt fulgt af Norge, Finland, New Zealand og Sverige – og hvor Danmark ligger nr. 23 efter bl.a. Namibia, Rwanda, Filippinerne og Schweitz, og Afghanistan er henvist til sidstepladsen – er man endnu langt fra i mål med ligestillingen på Island.
Der er store hængepartier, mener den islandske statsminister, Katrín Jakobsdóttir, iflg. Politiken d. 24.10.23[3]:
’Men dér, hvor det stadig halter, er løngabet i flere sektorer, mængden af ubetalt arbejde og krænkende adfærd mod kvinder, siger Steingrímsdóttir. En undersøgelse fra Háskóli Universitet i Island viser, at hver fjerde kvinde i Island har oplevet vold.’
Hver fjerde kvinde på Island har oplevet seksuel vold! [4]
Det er ikke huleboere, vi taler om her, men et af verdens mest udviklede lande … At kvinder og kvinders arbejde og indsats stadig vurderes som værende langt under mænds i værdi, og at mænd åbenbart allevegne føler sig berettigede til at forgribe sig på kvinder fysisk og seksuelt, er mig en gåde.
Tingene er ikke anderledes herhjemme: – 100 m fra mit hus så jeg forleden noget, der ærligt talt chokerede mig, og som formentlig meget godt udtrykker mandlig tankegang og mandsk sprog:
Aalborg Kommune udvider en børnehave på min vej, og da hele området og jorden under os rystede i ugevis, gik jeg ned for at se, hvad der var på færde.
Det var en potent og kraftigt vibrerende tromle, der rystede os alle, og da jeg kom nærmere, så jeg, at den var opkaldt ’Monica Lewinsky’ og forsynet med et amerikansk flag:
Se, det er komplet uforståeligt for en ældre kvinde, hvorfor en kommunal entreprenør opkalder en stor tromle efter en praktikant, der 22 år gammel igennem længere tid blev seksuelt udnyttet og offentligt ydmyget af en amerikansk præsident, der var mere end dobbelt så gammel som hun. Og at de kører med den således bemalede maskine lige op ad børnehavens legeplads, hvor forældre, pædagoger og forbipasserende kan se, hvor primitivt aggressiv og sårende over for kvinder, de kommunale entreprenørers tankegang er.
Monica Lewinskys liv blev ødelagt, ingen glemte nogensinde affæren, og hverken hun eller præsidentens hustru gennem mange år har kunnet genvinde deres ry som kompetente og selvstændige mennesker. En lovende ung kvinde, en højt begavet hustru, deres datter, mandens embede, vælgere, venner og kollegaers tillid og hele landets internationale omdømme blev skadet pga. én mands enorme svigt og misbrug af sin stilling. – Bare fordi han ikke magtede at tøjle sine perverterede fantasier.
Mens præsidenten selv løj og charmerede sig igennem det hele og stadig opfattes som sej af andre mænd, som opkalder deres maskiner efter et offer og måske i virkeligheden ønsker sig i hans sted. På et stort kontor med unge, seksuelt tilgængelige praktikanter og skide være med konsekvenserne.
Det er et eksempel på mandsk sprog og tankegang, som er uoversætteligt til kvinders erfaringsverden – Kunne man forestille sig, at fx en kvindelig skolebuschauffør ville opkalde sin smækre bus efter et af de unge, mandlige ofre for tidligere fagforeningsleder Lizette Risgaards gramserier? – Nej, vel? Mænds ufølsomhed får ofte andre til at føle sig skidt tilpas som kvinder og potentielle ofre.
Alle disse dårlige følelser slipper man for, når man læser bøger – og ser film, tv-serier, hører musik m.m. – skrevet af kvinder.
Men vi lever stadig i en mandsk verden, behersket af den tankemåde, som sex, vold, politi og røvere-lege, magt, status, sport og et enøjet mandsk blik rettet mod egen og andres pikke og deres størrelser giver, der for nogle kvinder og for nogle mænd og for nogle, der befinder sig imellem eller uden for disse kønskategorier, kan føles afstumpet og frastødende. – ’Nak og æd’- sprogbrugen, som opfatter de sidste overlevende rester af vildtlevende dyr som legitimt mål for misundelsesværdig maskulin udfoldelse og dræberinstinkt. Den maskuline giftighed, der, hvis en mand har opnået magten til det, bare betjener sig seksuelt af ganske unge piger, der tilfældigt står på deres kontor eller er datter af ens undergivne kok, uden at skænke konsekvenserne en eneste tanke. For han har jo ‘fortjent’ prinsessen og det hele kongerige, bare fordi han er mand.
Fordi mænd er så højtråbende og så selvsikre i deres berettigelse og så voldsomme, får de stadig lov til at behandle kvinder, der udgør halvdelen af verdens befolkning[5], som en minoritet på linje med alle de andre minoriteter, som mænd også føler sig hævet over.
Feminisme er ikke aggression vendt mod mænd, feminisme er helt enkelt et spørgsmål om, at kvinder tildeles samme mål af menneskerettigheder og respekt som alle andre mennesker.
[1] Når jeg skriver ’kvinde’ og ’mand’, mener jeg NOGLE kvinder og NOGLE mænd. Jeg er klar over, at ordene ’kvinde’ og ’mand’ dækker over utallige fremtrædelsesformer.
[2] Kønsforskelle i trafikulykker, Vejdirektoratet januar 2016
[5]Der fødes normalt en smule flere drenge end piger, til gengæld er drenge genetisk set mere skrøbelige end piger. I dag overlever de fleste mænd dog barneårene, og på verdensplan findes der ca. 101 mænd pr. 100 kvinder, undtagen i de tidligere sovjetrepublikker, hvor forholdet er 86 mænd over 32 år til 100 kvinder. På de kanter dør mænd tidligt af druk, vold og krig. – I Arabien, Kina og Asien, derimod, er der en overvægt af mænd, bl.a. pga. mord på eller bare ligegyldighed over for nyfødte piger, og mænds fortrinsret i alle forhold, også hvad angår uddannelse og sundhed.
Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.
Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.
I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige overbevisning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsentation og den generelt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.
Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på deres egen og vennernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvinder. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upassende seksualiserede, nedværdigede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt overlades til kvinden, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.
Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i medier, på arbejdspladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.
I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romerske veninder tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gammel bygning og fabrikerede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimoser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.
I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på gaden uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurderet, raget på og i værste fald overfaldet. – Vi krævede respekt og sikkerhed!
Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzinosende gader og sødmen fra mimoserne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genoplever stoltheden over at gå sammen med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mindste denne ene aften – ejede byen og ikke fandt sig i noget.
I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mændene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?
Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Valentins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blomster, chokolade, balloner, restaurationsmiddage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedladende over for både kvinder og mænd.
Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange andre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjælpende hånd.
Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og måske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.
Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.
Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?
En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.
Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?
Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …
Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?
Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magtfuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.
********************
Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!
Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:
Tilføjet nov. 2022:
Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:
Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hørende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.
Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare formanden med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen undskyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepterende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.
Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi kender dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kejser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, nyhedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.
Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespillerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Johanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyrehaven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af sønnerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede under kummerlige kår.
I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids statsminister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejelser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.
Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørnstjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksuelle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen ændring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.
Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og socialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.
Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.
Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.
Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fredelige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.
I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssygdomme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkeligheden, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i ølbranchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …
I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelsesmæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.
Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bedste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menneskelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.
Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og rygerrengøring på hoteller, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksusautocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med ligegyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdigheden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.
Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, overhovedet ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mulige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes person vil ingen ende tage:
På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som terriere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uvedkommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!
– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må formode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er bestemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolkning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesituationen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.
Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pakket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige mennesker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …
Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de bebrejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?
Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!
Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.
Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at bekymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!
For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sundhedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klappede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige fordele i stedet for at passe deres arbejde. – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundhedssektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?
Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvorlig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brandmænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!
… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.
I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde tilstande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.
Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sundhedsmyndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De butiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pandemien, sådan som de er blevet lovet?
Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.