Mænd

Pol. 3.4.24

TV2 5.4.24

Pol. 6.5.23

Pol. 23.6.22

TV2 23.3.24

TV2 9.2.24

TVMV  3.11.23

Videnskab.dk 13.12.23

TV2 Nord 6.4.24

DR 9.2.24

Google, unge piger på Fyn

At slå en 13-årig pige ihjel er blot ’et dårligt valg’ …  Nordjyske 14.3.24

DR 5.4.24

TV2 Nord 28.6.23

TV2 9.2.24

DR 9.2.24

DR 8.1. 24

DR 7.3.24

Tv2 6.4.24

TV2 20.12.23 Ritzau/Scanpix

TV2 15.3.24 Ritzau/Scanpix

Pol. 1.4.24 Ritzau/Scanpix

Fortsæt selv listen, inkludér historien og andre lande andre steder, der er nye forfærdende eksempler hver eneste dag.

Hvornår indser vi, at det er mænd, der skaber de fleste problemer i denne verden, at det fortrinsvis er kvinder og børn, der lider under det, og at det ofte er mødre, hustruer, sygeplejersker m.fl., der efter bedste evne må forsøge at udbedre skaderne?

Senere tilføjelser:

Dresscode til gymnasiefest, man vil bestemme over kvinders påklædning, Politiken 11.4.24

Politiken 15.4.24

DR 17.4.24

Køn og uddannelse – i jeg-form

Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvin­gende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmo­tive­rende, lærenem, og jeg fik meget ros og på­skønnelse for en forholdsvis ringe indsat.

Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Sty­ring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.

Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kys­sede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.

Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommer­natsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klasse­kammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fan­tasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens run­gende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttel­sesrum i til­fælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.

Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kamme­raters for­ældre, som skaf­fede og syede kostumer og indøvede replikker med deres hå­befulde skuespillere. Så vi fort­satte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nød­debo Præstegård’ som juleforestilling.

At stå på sce­nen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Af­rika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle ind­samle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 el­ler 12 år gam­mel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebånd­optager gav fo­restil­linger, der fik de an­dre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til ind­samlingen.

Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at be­handle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et første­håndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store for­andringer, og som aldrig blev det samme igen.

Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og bry­dekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kas­tede mig ind i kampene og udarbej­dede det, man vel i dag ville kalde ’sce­narier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme til­fældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kom­mandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til vil­la­vejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.

Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fes­ter, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bag­tale mig, men jeg husker, at dren­gene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pi­gerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvor­lig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne menne­sker, for mit velbefin­dende i klassen.

Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemø­der og af­tenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt op­muntrede til, va­rede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – ir­riterede dem vist.

Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han el­skede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvor­for der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teolo­gisk problem, be­nævnt ’Teo­dicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tæn­kende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …

Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halv­fjerdserne ofte var enten udbrændte kra­kilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflip­pede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne be­hov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.

Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på en­gelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og be­gynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og ver­den, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glæ­desskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …

Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgænger­overgangen på Ves­ter Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansk­lærerinde, efter min gamle og højt respekte­rede klasselærer, biologilæreren eller andre ud­dannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en re­spektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidli­gere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.

Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende om­givelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fælles­skabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård lære­tid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.

Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene ef­ter den an­den. – Jeg lærte begrebet un­dertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød de­res kvinde­lige med­studerende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvin­derne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillin­ger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden for­nedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.

Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i ab­solut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man be­går sig som kvinde uden at bøje nakken helt.

Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskøn­nelse eller taknem­me­lighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmoti­verende fra start og har gode og næ­rende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.

Giftig, misogyn kultur rettet mod landets øverste embede på Politiken

Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …

Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsøm­mes.

Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.

En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at over­være.

En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx opta­gelseskravene til de videregående uddan­nel­ser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedla­dende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.

Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisun­delse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemob­ber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det il­delugtende fælles­skab, de derved dan­ner. An­grebene på Mette Frederiksen og hendes em­bedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag ef­ter dag er vidne til som læser af avisen.

En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle be­tydnings­fulde mænd og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jør­gen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.

Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to parti­formænd, hun nu danner regering med, et alen­langt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige stats­mi­nisterkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.

Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelvæ­relser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet lappe­dykker dukker han ustandseligt igen op af møget og svøm­mer hastigt videre mod flere poster, mere indfly­delse og endnu flere goder.

’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan dis­kvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sam­menhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008

Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og vel­menende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bli­ver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubeha­geligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:

Pol. 6.11.23

Og straks da flyafgiften kom:

Pol. 10.11.23

Pol. 6.11.23

Pol. 4.11.23

Pol. 28.10.23

Mette Frederiksens mange kriser???

Pol. Bagsiden, 28.10.23

Pol. 14.10.23

Pol. 12.10.23

Pol. 11.10.23

Pol. 8.10.23

Pol. 7.10.23

Pol. 4.10.23

Pol. 3.10.23

Pol. 3.10.23

Pol. 1.10.23

Pol. 16.9.23

Pol. 20.8.23

Pol. 8.11.23

Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …

Tilføjet 29.11.23 Roald Als’ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon. Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …


* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskeret­tigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!

Og nu er man klar til at favorisere drengene igen: https://www.altin­get.dk/uddannelse/artikel/gymnasielaerere-drengene-taber-hvis-der-indfoe­res-skaerpede-ad­gangskrav-til-gymnasiet

** https://www.bt.dk/politik/her-er-formandsfavorittens-moegsager

*** https://politiken.dk/indland/politik/art5516436/Overblik-Her-er-alle-Lars-L%C3%B8kkes-m%C3%B8gsager

Læserbrev i Politiken og blogindlæg om samme emne, juli 2022:

Og om den generelle, latente, manglende respekt for kvinder:

Og

At leve og læse på ‘mandsk’

Jeg har lige læst to gode bøger:

‘Nord for fjorden’ af Lisbeth Brun, der handler om en ung kvindes opvækst i Nordjylland, og ‘Invisible Women’ af Caroline Criado Perez, som beskriver fraværet af data om kvinder i en verden designet og defineret af mænd. ‘In­visible Women’ fås også i dansk oversættelse og kan læses som en fortsæt­telse og dokumentation af Simone de Beauvoirs banebrydende værk ‘Det andet køn’ fra 1949.

Som opvoksende kvinde socialiseres man kulturelt som mand[1]. Man færdes i – og til­passer sig uvilkår­ligt – en verden domineret af mænd, mænds tankegang og værdier. I de fleste af mine 60 år som grådig læ­ser har jeg læst drenge- og mandebøger. Jeg har læst, nej slugt, ’Paw’, ’De fem’, ’Tykke Niels’, ’Orla Frøsnapper’, ’Peter Pan’, ’En verdensomsejling un­der havet’, ’De tre mus­keterer’, ’Robin Hood’, ’Mytteriet på Bounty’, ’Opda­gelsen af Nilens kil­der’, ’Greven af Monte Christo’ og mange, mange flere … og jeg har været med i drengeban­der, skudt en masse træer med hjemme­lavede buer og pile, fægtet mig frem som D’Ar­tagnan eller med machete gennem skoven og leget opdagelsesrejsende i junglen.

Pigebøgerne var få, ’Tudemarie’ og ’Puk’ fx var temmelig sødladne. Den ene­ste serie skrevet for piger, som jeg havde nogen interesse i at læse, ’Susy Rødtop’, handlede om en frisk dat­ter af en skovrider, der havde sin egen hest og galopperede igennem skoven på eventyr, og var i virkeligheden skrevet af en mand.

At læse bøger om kvinders erfaringsverden skrevet af kvinder er som at komme hjem, når man er vokset op på en diæt af mandsk, dvs. bøger skre­vet af og om mænd og alle deres be­tyd­ningsfulde gerninger og tanker, i hvilke kvin­der er reduceret til statister, præmier, prinses­sen og det halve kongerige, og kun skal agere objekter for mændenes projektio­ner, og som ikke mætter en kvindelig sjæl.  Men når man får fat i gode bø­ger af og om kvin­der, som oven­ikøbet foregår i den landsdel og kultur­kreds, man selv voksede op i, og som spejler de erfaringer, man selv gjorde sig med verden, venner, bøger, kærester i de år, så er man ved at græde af forløsning over, at verden også kan rumme ens egne erfaringer. Over at man ikke undervejs skal sidde og vride hjernen for at oversætte fra mandsk til en almenmen­neskelig synsvinkel. Pludselig bliver man set, forstået og aner­kendt, ikke som en undtagelse i mændenes verden, men som en lige­stillet norm. Man bliver bevidst om, hvordan man føler, tænker, oplever og skriver, når man er kvinde. – Det samme gælder naturligvis film, kunst og andre kulturelle produkter og samfundsindretningen i øvrigt. Man bliver berørt, når man støder på naturligt ligeværdig kvindelig repræsentation.

Fra præpuberteten og frem påtvinges og påtager kvinder sig så den feminine rolle, og da opdager man for alvor de store forskelle, som et liv i et mandsdefineret samfund bevirker.

Caroline Criado Perez’ bog, ‘Invisible Women’, handler om manglen på data om kvinders fy­sik, deres livsvilkår og deres bidrag til verden. Hun skri­ver, at kvinder globalt set bl.a. med de­res ulønnede omsorgsarbejde står for må­ske mere end halvdelen af bruttonationalpro­duktet, når alt regnes med. Men kvin­dernes indsats er usynlig i mændenes verden og honoreres dårligt, hvis overho­vedet, og pågår uden anerkendelse og respekt. Og Perez påviser med klare, forsk­ningsbaserede facts, hvordan ver­den er indrettet med hen­blik på mænd og deres foretagen­der.

Mænd forlod traditionelt hjemmet om morgenen i en stor bil, mens kvinden på cykel eller med offentlig transport fragtede børnene til institutioner, pas­sede deres eget arbejde, hen­tede børnene igen, købte ind, forberedte mad, vaskede tøj, gjorde rent, lavede lektier med børnene, holdt øje med deres skolegang, kost og helbred, passede familiens sociale liv og kontakter, købte gaver, arrange­rede fester og sammenkomster, tog sig af deres gamle foræl­dre – ofte også mandens, tog sig af andre svagelige eller syge pårø­rende, venner, naboer m.m. – Mens manden kom hjem, parkerede sin store bil, spiste sin mad i fred og kunne sætte sig med avisen eller ar­bejde videre, mens konen badede og put­tede børnene. Hans alibi var, at han tjente mest. Men hvis kvinden ikke blev sat år tilbage ved hvert fællesbarns fødsel, og hvis hun fik hono­reret de mange timers ulønnede omsorgsarbejde, så ville hun jo tjene langt mere. – Da kvinderne i stort tal kom ud på arbejdsmarke­det, fik de ringere løn og dob­belt ar­bejde, fordi det gratis, og dermed usyn­lige, arbejde i privatsfæren stadig påhvilede dem. Det figurerede ikke i mændenes synsfelt og regnskaber. – Og kvinderne blev, i modsætning til mænd, straffet for hvert barns fød­sel med store indhug i deres livsindkomst, både hvad angår karrieremuligheder og opsparing til pen­sion.

Perez dokumenterer, at boligkvarterer, huse, biler, køkkener, offentlig trans­port, veje, medi­cin, verden i det hele taget, er indrettet af mænd med man­den som målestok. Kvinder har fx ifølge Perez 47% (!) større risiko for at komme til skade i en trafikulykke, fordi de som oftest sidder på det forreste passagersæde, som ikke er så sikret som førersædet, fordi airbags og rat­stamme er indrettet med henblik på mænd, og fordi de testdukker, man bruger til at måle personska­der i biler i tilfælde af ulykker, hidtil udeluk­kende har været modeller af gen­nem­snitligt højere og mere langbenede mænd med en længere rækkevidde. I de fleste biler vil kvinder, selv om de fø­rer bilen, være for små til at nå peda­lerne uden at rykke sædet meget langt frem, og de har ofte et dårligere ud­syn. Så når du næste gang har svært ved at nå bil­letautomaten i P-huset med dine korte arme, og din mand griner ad dig og fortæller vittighe­der om kvin­delige bilis­ter, så ved du nu, at du ikke nødvendigvis er en dårligere bilist, end han er – tværtimod er dobbelt så mange mænd som kvinder involveret i trafikulykker, og når det gælder eneulykker taler vi om tre gange så mange mænd i forhold til kvinder[2] – men du sidder og skal begå dig i en maskine, der ikke er de­signet med tanke på dig. Fordi ingen drømte om at skaffe data om kvinde­kroppen, da bilerne blev udviklet.

Det samme gælder behandling af syge og medicin: Vi får alle vacciner, ope­rationer, andre indgreb, vitaminer og medicin, som fx hjertemedicin og pil­ler, der sænker blodtryk og koles­teroltal, der alt sam­men er udviklet af og afprøvet på mænd. Medicinalfirmaerne og lægeud­dannelserne foretræk­ker mandlige forsøgs­personer, fordi de fleste af dem selv er mænd, de tænker enøjet på mandsk, og kvinders organer er anderledes, de kunne være gra­vide eller på anden måde hormonelt påvirkede, hvilket giver rod i data. Det er nemmere med mænd og mandekroppe, der ikke ændrer sig så meget hen over måneden og livet, og som mænd bedre forstår, fordi de kender det fra sig selv. – Derfor oplever mange kvinder, at de får det dårligt af me­dicin, der skulle hjælpe dem, og at de ikke møder forståelse og hjælp hos læ­gerne, hvis de klager over bivirkninger eller lider af noget specifikt eller overvejende kvinde­ligt, endometriose, cyster, kronisk træthedssyndrom, overfølsomheder eller spisefor­styrrelser. Selv symptomer på hjerteanfald er forskellige hos mænd og kvinder, påviser Perez, hvilket ofte har medført, at læger ikke genkender alvorlig sygdom hos kvinder og med en hovedry­sten og to Panodi­ler sender dem hjem for at dø. Heller ikke de kvindelige læger, der jo er ud­dannet i og skal fungere i sy­stemer udviklet og opretholdt af mandemagt, har endnu formået at ændre fokus, så også kvinder i højere grad inkluderes i den medicinske forskning og prak­sis, også når det ikke handler om graviditet, fødsel og den kvindelige overgangsalder. Ifølge Pe­rez er der ikke mange, der ved eller indser, at kvin­der er forskellige fra mænd helt ned på celleniveau, og at de har betragteligt flere nerver og re­ceptorer.

Mange mænd anser forskning i kvinders kroppe, i kvinders vilkår og erfarin­ger og i kvindelit­teratur og anden kunst udført af kvinder som et udtryk for en indskrænket verden, der er uden for det normale, der ikke er fin nok, ikke repræsentativ nok, i det hele taget ikke værd at beskæftige sig med.

Det er mænd, der definerer verden, hvis de får lov, og de dominerer den anden halvdel af klodens befolkning. Det meste af det, mænd foretager sig og ytrer, er henvendt til andre mænd. Kvinder er i den sammenhæng lavere range­rende væsner, ofte blot objekter som kan forsyne manden med mad, om­sorg, støtte og/eller sex, mens de opfattes som en slags brugsgen­stande, ikke som ligeværdige.

Alt, hvad mænd er og beskæftiger sig med, tillægges uforholdsmæssig høj betydning, mens kvinders eksi­stens, deres verden, indsats og oplevelser ta­les ned, gøres til genstand for vittig­heder og bruges til at befæste det mandlige broderskab endnu mere: Vi er hævet over dem, jeg er i hvert fald ikke en pige, og vi gider ikke lege med piger.

Det er som oftest mænd, der år efter år, måned efter måned, uge efter uge, dag for dag, føl­ger intensivt med i fx cykel- eller motorløb, golf-, tennis- el­ler fodboldkampe, der ingen be­tydning har, ingen ef­fekt på verden – ud­over at nogle bagmænd og få deltagere bliver ufat­teligt rige. Mændenes højt værdsatte sport er i virkelighe­den et evigt gentaget, meningsløst gladia­torshow, en cirkusforestilling om maskulin styrke og dominans, en banal pengemaskine og fast indkomstsgenerator for tv-stationerne … Mere skal der ikke til for at beskæftige nogle mænds intellekt. – Men sport har betydning for ’bonding’ blandt mænd, sport danner bro­derskaber, der også kan inkludere meget ihærdige kvinder.

Når mænd læser, er det tit endimensionelle krimier, thrillere eller biografier om ubegavede sportsfolk, politikere, præsidenter, jægersoldater eller andre mas­kuline idoler. Det er mænd, der skaber og forbruger porno, det er dem, der fylder i retssalene og i fængslerne, og det er overvejende mænd, der befolker misbrugscentre og herberger.

Kvinder arbejder ofte som sosu-assistenter, pædagoger eller skolelærere, men det er den unge fyr på 32, der hverken kan læse, skrive eller regne, som kører den hjem på kønnet, den uberettigede selvtillid og charmen og bliver kommunal leder, børnehave- eller skoleleder for næsen af den er­farne og veluddannede, 50-årige, kvindelige pædagog.

Kvinder har bidraget og bidrager fortfarende til forskning, kunst og sam­fund på mange, yderst berigende måder, som de sjældent bliver anerkendt for. Kvindelige forskere ser deres arbejde ignoreret eller overtaget af mand­lige kollegaer. Kvinder, der har arbejdet sammen med mænd, skrives ud af historien, hvorimod mændene hyldes. Kvindelige musikere spilles ikke så meget som deres mandlige kollegaer. Kvindelige skuespillere aflønnes dårli­gere … kvindelige forfattere promoveres mindre … osv. – Man kunne blive ved. – Og priser, æresbe­visninger og hyldestskrivelser forekommer overvejende i mandlige, selvgratulerende cirkler.

På tv er det mænd, der fortæller om udeliv, haver, madlavning og landliv, Jørgen Skouboe, Nikolaj Kirk, Sø­ren Ryge, brødrene Price, Søren Vester, Frank Erichsen, for vi har kun respekt for det, der kommer ud af en mandemund; det kan være fortvivlende banalt og udstiller et meget begrænset udsyn, men det er mændene, vi lytter til. Selv om der findes masser af kvinder, der er kompetente biolo­ger, gartnere, kokke, boligind­rettere og i stand til at passe en køkkenhave, et blomsterbed eller at fodre nogle høns.

På samme måde er vor tids filosofiske helte mænd som fx Jørgen Leth, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann, der ustandseligt får taletid til at udba­su­nere deres meninger om, hvordan vi alle skal leve og gebærde os, men in­gen af de ovennævnte herrer har nogensinde haft før­stehåndsviden om, hvad den anden halvdel af menneskeheden oplever, tænker og føler.

På den måde kan mænd ofte virke afstumpede. De er slet ikke klar over, hvor meget de ikke ved. De er døve og blinde for det, der foregår lige for næsen af dem. Deres skrifter er enten hjerteskærende endimensionelle og banale eller løftet op i nogle teoretiske sfærer, som de ikke selv helt over­skuer og forvilder sig bort i, men deres arbejde og værker er også kun be­reg­net på at afstive et vaklende ego og dupere andre mænd.

Det sidste, jeg vil fremhæve her, er Perez’ påpegning af, at forskning har klar­gjort, at kvoter ikke favoriserer kvinder, men at en kvoteordning, der sikrer et nogenlunde ligeligt antal kvinder og mænd fx til forsknings- og lederstillin­ger, først og fremmest frasorterer inkompetente mænd. – Vi lader lige det stå et øjeblik: Inkompetente mænd har hidtil nydt fremme, bare fordi de var mænd. Så er det vel ikke så himmelråbende uretfærdigt at sørge for en ligelig repræsentation?

Når man har været kvinde i en sådan verden i næsten 70 år og har lagt øre til alle vit­tighederne, har set sig forvist til en lidet påskønnet minoritetsgruppe, er blevet opfattet som et objekt og ikke et levende, følende subjekt i sin egen (menneske)ret, og har skullet læse og tale et frem­med, mandsk sprog, der bl.a. sorterer alle kvinder efter alder og udseende, og som i årtusin­der har defineret sex og evt. samliv efter mandens behov, så kan man tude af lettelse over de oven­nævnte bø­ger – og heldigvis mange andre – og føle sig set, forstået som en berettiget per­son og som en del af det menneskelige fællesskab.

At læse mandsk er som at læse et fremmedsprog, som man skal sidde og over­sætte inde i hove­det, mens man hele tiden overvejer, om der er noget, man kan gen­kende.

At læse en bog af en kvinde er ofte, hvis den er god, som at komme hjem og føle sig gen­kendt og accepteret. – Tænk på, at sådan har mænd det for det meste, de føler sig hjemme­vante og berettigede, når de læser og fær­des i verden i øvrigt, og de bliver irriterede og ke­der sig, hvis de skal be­skæftige sig med kvinders synsvinkel. – Men der er nok ikke nogen vej udenom. Vi kunne begynde med at tage os selv alvorligt. At tro på os selv, at indse at vores oplevelser og følelser er gyldige.

På Island har kvinderne – også den kvindelige statsminister og politikerne – lige strejket en hel dag for at gøre opmærksom på kvindernes betydning både på jobbet og i hjemmene. Skønt Island ligger nr. 1 på den internatio­nale liste over lande, hvor kvinder har de bedste forhold og muligheder, The Global Gen­der Map 2023, tæt fulgt af Norge, Finland, New Zealand og Sve­rige – og hvor Danmark ligger nr. 23 efter bl.a. Namibia, Rwanda, Filippinerne og Schweitz, og Afghanistan er henvist til sidstepladsen – er man endnu langt fra i mål med ligestil­lingen på Island.

Der er store hængepartier, mener den islandske statsminister, Katrín Ja­kobs­dóttir, iflg. Politi­ken d. 24.10.23[3]:

’Men dér, hvor det stadig halter, er løngabet i flere sektorer, mængden af ubetalt arbejde og krænkende adfærd mod kvinder, siger Steingrímsdóttir. En undersøgelse fra Háskóli Univer­si­tet i Island viser, at hver fjerde kvinde i Island har oplevet vold.’

Hver fjerde kvinde på Island har oplevet seksuel vold! [4]

Det er ikke huleboere, vi taler om her, men et af verdens mest udviklede lande … At kvinder og kvinders arbejde og indsats stadig vurderes som væ­rende langt under mænds i værdi, og at mænd åbenbart allevegne føler sig beretti­gede til at forgribe sig på kvinder fysisk og sek­su­elt, er mig en gåde.

Tingene er ikke anderledes herhjemme: – 100 m fra mit hus så jeg forleden noget, der ærligt talt choke­rede mig, og som formentlig meget godt ud­trykker mandlig tankegang og mandsk sprog:

Aalborg Kommune udvider en børnehave på min vej, og da hele området og jorden under os rystede i ugevis, gik jeg ned for at se, hvad der var på færde.

Det var en potent og kraftigt vibrerende tromle, der rystede os alle, og da jeg kom nærmere, så jeg, at den var opkaldt ’Mo­nica Lewinsky’ og forsynet med et amerikansk flag:

Se, det er komplet uforståeligt for en ældre kvinde, hvorfor en kommunal en­treprenør opkal­der en stor tromle efter en praktikant, der 22 år gammel igen­nem længere tid blev seksuelt udnyttet og offentligt ydmyget af en amerikansk præsident, der var mere end dobbelt så gammel som hun. Og at de kører med den så­ledes bema­lede maskine lige op ad børnehavens legeplads, hvor foræl­dre, pædagoger og forbipasserende kan se, hvor primitivt aggressiv og sårende over for kvin­der, de kommunale entreprenørers tankegang er.

Monica Lewinskys liv blev ødelagt, ingen glemte nogensinde affæren, og hverken hun el­ler præsidentens hustru gennem mange år har kunnet genvinde deres ry som kompetente og selvstændige mennesker. En lovende ung kvinde, en højt begavet hustru, deres datter, mandens embede, vælgere, venner og kollegaers tillid og hele landets internationale omdømme blev skadet pga. én mands enorme svigt og misbrug af sin stilling. – Bare fordi han ikke magtede at tøjle sine perverterede fantasier.

Mens præsidenten selv løj og charmerede sig igennem det hele og stadig opfattes som sej af andre mænd, som opkalder deres maskiner efter et offer og måske i virkeligheden ønsker sig i hans sted. På et stort kontor med unge, seksuelt tilgængelige praktikanter og skide være med konse­kvenserne.

Det er et eksempel på mandsk sprog og tankegang, som er uoversætteligt til kvinders erfa­ringsverden – Kunne man forestille sig, at fx en kvindelig skolebuschauffør ville opkalde sin smækre bus efter et af de unge, mand­lige ofre for tidligere fagforeningsleder Lizette Ris­gaards gramserier? – Nej, vel? Mænds ufølsomhed får ofte andre til at føle sig skidt tilpas som kvin­der og potentielle ofre.

Alle disse dårlige følelser slipper man for, når man læser bø­ger – og ser film, tv-serier, hører musik m.m. – skrevet af kvinder.

Men vi lever stadig i en mandsk verden, behersket af den tankemåde, som sex, vold, politi og rø­vere-lege, magt, status, sport og et enøjet mandsk blik rettet mod egen og andres pikke og deres størrelser giver, der for nogle kvinder og for nogle mænd og for nogle, der befinder sig imel­lem eller uden for disse kønskate­gorier, kan føles afstumpet og frastødende. – ’Nak og æd’- sprogbrugen, som opfatter de sidste overlevende rester af vildtle­vende dyr som legitimt mål for misun­delsesværdig maskulin udfoldelse og dræberinstinkt. Den maskuline giftighed, der, hvis en mand har opnået magten til det, bare betjener sig seksuelt af ganske unge piger, der tilfældigt står på deres kontor eller er datter af ens undergivne kok, uden at skænke konsekvenserne en eneste tanke. For han har jo ‘fortjent’ prinsessen og det hele kongerige, bare fordi han er mand.

Fordi mænd er så højtråbende og så selvsikre i deres berettigelse og så vold­somme, får de stadig lov til at behandle kvinder, der udgør halvdelen af ver­dens befolkning[5], som en mino­ri­tet på linje med alle de andre minorite­ter, som mænd også føler sig hævet over.

Feminisme er ikke aggression vendt mod mænd, feminisme er helt enkelt et spørgsmål om, at kvinder tildeles samme mål af menneskerettigheder og re­spekt som alle andre mennesker.


[1] Når jeg skriver ’kvinde’ og ’mand’, mener jeg NOGLE kvinder og NOGLE mænd. Jeg er klar over, at ordene ’kvinde’ og ’mand’ dækker over utallige fremtrædelsesformer.

[2] Kønsforskelle i trafikulykker, Vejdirektoratet januar 2016

[3]https://politiken.dk/udland/art9587506/%C2%BBHvis-vi-forts%C3%A6tter-som-vi-g%C3%B8r-nu-s%C3%A5-opn%C3%A5r-vi-f%C3%B8rst-ligestilling-om-300-%C3%A5r.-Det-er-totalt-uacceptabelt%C2%AB

[4] One in four women has been raped or sexually assaulted | University of Iceland (hi.is)

[5] Der fødes normalt en smule flere drenge end piger, til gengæld er drenge genetisk set mere skrøbelige end piger. I dag overlever de fleste mænd dog barneårene, og på verdensplan findes der ca. 101 mænd pr. 100 kvinder, undtagen i de tidligere sovjetrepublikker, hvor forholdet er 86 mænd over 32 år til 100 kvinder. På de kanter dør mænd tidligt af druk, vold og krig. – I Arabien, Kina og Asien, derimod, er der en overvægt af mænd, bl.a. pga. mord på eller bare ligegyldighed over for nyfødte piger, og mænds fortrinsret i alle forhold, også hvad angår uddannelse og sundhed.

https://finans.dk/weekend/ECE7976382/Den-sk%C3%A6ve-k%C3%B8nsfordeling/

Kvindernes kampdag 8.3. 2023

Vi er kommet langt, men der er langt igen. Kvindesagen er ikke så sexet længere, og det er svært for mænd at opgive privilegier, som har været naturlige for dem altid.

Det første, små drenge lærer, er, at de i hvert fald ikke er piger. Man er ikke en tøs. Man er en mand! – Denne indstilling levner ikke piger og kvinder meget respekt.

I Danmark har vi i årtier, ganske som i en dysfunktionel familie, haft den urokkelige over­bevis­ning, at der ikke er nogen problemer her hos os. Vi bilder hinanden ind, at vi har lagt alt det med ligestilling bag os. Men virkeligheden, kvinders muligheder, repræsenta­tion og den gene­relt ringe agtelse for kvinder og kvinders arbejde, siger noget andet.

Hvis vi skal nå længere, skal mændene melde sig ind i kampen. Tage et kritisk blik på de­res egen og ven­nernes tankegang og opførsel. Gribe ind, når der bliver gramset på kvin­der. Sige fra, når der bliver talt nedladende til og om kvinder, og når kvinder bliver upas­sende seksua­li­se­rede, ned­værdi­gede, overset. Tage en tørn med børn og hjem, så ikke alt over­lades til kvin­den, der de facto ofte har to til tre job, men kun oppebærer en ringe løn for det ene.

Vi skal alle være opmærksomme, både i det private, men også i det offentlige rum, i me­dier, på ar­bejds­pladsen, på gaderne … og en smule mere ’søstersolidaritet’, som det hed i mine unge år, ville heller ikke være af vejen.

I 1970’erne boede jeg i Rom, hvor d. 8. marts var en fest- og kampdag. Mine romer­ske ven­in­der tog mig med til kvindehuset i byens centrum, hvor vi samledes i en gam­mel byg­ning og fa­brike­rede plakater, skilte, bannere, fakler – og uddelte mimo­ser, der i Rom netop sprang ud i den første uge i marts, til alle.

I flokke på titusindvis af kvinder sværmede vi således bevæbnede ud i nattemulmet i Roms gamle gader og krævede natten tilbage. – Vi demonstrerede for retten til at gå i fred på ga­den uden at blive råbt ad, uden at blive opfordret til sex med fremmede mænd, uden at blive talt om, vurde­ret, ra­get på og i værste fald overfal­det. – Vi krævede re­spekt og sikker­hed!

Jeg har endnu den gennemtrængende duft af Roms nattestille, asfalt- og benzin­osende ga­der og sødmen fra mimo­serne i næsen, når vi nærmer os d. 8. marts. Og jeg genople­ver stoltheden over at gå sam­men med så mange selvbevidste kvinder, der – i det mind­ste denne ene af­ten – ejede byen og ikke fandt sig i noget.

I dag kunne man tage et view ud over verdens tilstand og tænke over, hvordan mæn­dene mon selv synes det går? – Jeg ser klimakatastrofer, krige og kriser overalt! – Er det ikke tid, drenge, at rykke lidt til side og lade nogle kvinder komme til fadet? Opnå mere balance?

Mors dag og fars dag er noget vammelt, amerikansk og kommercielt pis ligesom Va­len­tins dag, hvor man ved hjælp af dårlig samvittighed presser folk til at købe blom­ster, chokolade, ballo­ner, restaurations­middage og alt muligt andet gøgl. Det er uværdigt og nedla­dende over for både kvinder og mænd.

Vi bør respektere kvinder hver eneste dag og sende kvinderne i Afghanistan, Iran og mange an­dre lande en kærlig tanke, og også gerne en praktisk opmuntring og en hjæl­pende hånd.

Derefter kunne vi fejre kvindernes dag ved at give os selv og vores veninder blomster. Og må­ske ved at åbne en flaske eller sætte kaffe over og tage en god lang snak med dem om, hvor langt de egentlig synes, vi er kommet.

Jeg har købt mimoser.

Mænd forlanger smilende, varme og empatiske kvinder

Selv i dag! I 2022!

Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.

Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?

En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.

Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?

Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …

Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?

Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippe­faste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magt­fuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dår­ligt udluftet befolkning.

********************

Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!

Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:

Tilføjet nov. 2022:

Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:

Flerkoneri

Vi har vist alle med undren fulgt med i afsløringen af den store fagforening 3F’s formands dobbeltliv med to familier, to sæt koner og børn og svigerfamilier og venner med dertil hø­rende forpligtelser – ad flere omgange, først et sæt, så nogle år efter endnu et sæt.

Fagbevægelsen og ledende socialdemokrater var hurtigt ude for at forsvare forman­den med henvisning til ’privatlivets fred’. Der eksisterer ingen lov, der forbyder en mand eller en kvinde at holde sig med flere samtidige – papirløse – familier, men der findes heller ingen und­skyldning for at føre så mange mennesker, hele familier, børn og vennekredse, bag lyset. – Man kan i dag indrette sig, som man vil, med andre oplyste, indforståede og accepte­rende voksne. Formanden for 3F havde lige glemt at informere sine koner og familier om arrangementet. – Men han er hverken den første, den eneste eller den sidste mand i verdenshistorien med flere koner.

Mænd har altid haft flere koner, hvis de havde muligheden. At vinde prinsessen og det halve kongerige er en heltedrøm, der mindst går tilbage til de gamle grækere, som vi ken­der dem fra myterne, og når man først havde prinsessen og magten og muligheden, var en enkelt kone sjældent nok. Så betød det mindre, om man var græsk helt, kinesisk kej­ser, indisk sultan, britisk prins, magtfuld pengemand bag store Hollywoodproduktioner, ny­hedsoplæser på TV2, fagforeningsformand, borgmester eller politiker.

Haremmet, Topkapipaladset, Istanbul, hvor sultanen efter sigende holdt flere hund­rede hustruer, medhustruer og elskerinder. – Når en sultan døde, var det kutyme, at hans stærkeste arving enten slog alle sine halvbrødre og konkurrerende drengebørn/unge mænd ihjel med det samme – man talte om dagen, hvor de mange kister forlod paladset – eller mere humant sejlede dem over til Prinseøerne i Marmarahavet ved indsejlingen til Bosporusstrædet, hvor de kunne leve godt, men afsondret under streng bevogtning. – Hvad der blev af alle de mange kvinder og deres døtre, ved jeg ikke.

Min oldemor var en halvvoksen pige fra Andrup i Sønderjylland, da hun i slutningen af 1800-tallet rejste til København for at prøve lykken der. – I anetavlerne stod hun opført som ’skuespil­lerinde Johanne Andrup’, men da man efterforskede det, viste det sig, at hun var en holdt kvinde, dvs. ugift elskerinde, til en Carlsberg-direktør, som avlede to sønner med hende. – Ifølge de ældres erindringer var direktøren en fin mand, der sørgede godt for Jo­hanne og hendes drenge, og han var også en synlig bedstefar i de uægteskabelige sønners familier, når han som ældre en gang om året dukkede op i sin rummelige sorte direktørbil og kørte dem alle på udflugt til Dyre­haven nord for København. – Da han døde omkring 1930, var der en pæn arv til hver af søn­nerne, som kunne købe eget hus i forstæderne for pengene, hvilket var usædvanligt på den tid under den store, økonomiske krise, hvor så mange blev arbejdsløse og levede un­der kummerlige kår.

Drømmen om eget hus i forstæderne kunne i begyndelsen af 1930’erne realiseres i Rødovre for en uægte søn af en Carlsbergdirektør desformedelst en fædrene arv på 10.000 kr. – Hesten hedder ‘Prins’.

I 1880’erne ramte den store sædelighedsfejde højrepolitiker og godsejer, kultusminister Jacob Frederik Scavenius, som i øvrigt var fætter til konseilspræsidenten, den tids stats­minister, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, da en borger anklagede ham for usædelig levevis. En kultusminister var minister for kirke og undervisning og forventedes at leve et anstændigt liv. Men denne borger var en aften fulgt efter minister Scavenius og havde set ham gå ind i en opgang, hvor der boede et kendt, berygtet kvindemenneske. På et vælgermøde i Store Heddinge anklagede han derefter offentligt ministeren for usædelig levevis og fremførte, at han ikke kunne bestride posten som bl.a. overhoved for kirken, når han hengav sig til sådanne udskejel­ser. – Man forsvarede ministeren med, at det henhørte under ’privatlivets fred’, og da han senere blev fjernet fra sin post, var det med andre begrundelser. – Hvis det at besøge en prostitueret eller i det hele taget at have udenomsægteskabelige forhold skulle koste en mand hans post, ville der ikke være mange mænd i beskæftigelse på den tid.

Sagen affødte ophedede diskussioner om sædelighed og passende livsførelse, og forfattere og debattører, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson og Georg Brandes debatterede ivrigt. Bjørn­stjerne mente, at alle, både kvinder og mænd, burde leve dydigt og begrænse deres seksu­elle udfoldelser til ægteskabet. Han blev støttet af kvindesagen og af de religiøse, hvorimod Brandes var fortaler for en friere seksualitet for alle parter. Fejden førte ikke til nogen æn­dring i den offentlige moral og levevis på det tidspunkt; mænds promiskuitet havde lange rødder bagud, og kravene til kvinders dydighed var uforandrede.

Fakta var jo, at mændene sad på magten. De havde overtaget både økonomisk og so­cialt, og tankegangen var, at når en mand betalte for en kvinde og hendes børns underhold, så indbefattede hans ret også en seksuel eksklusivaftale, så han kunne være sikker på, at børnene var hans eget kød og blod. At opfostre en andens mands afkom blev anset for nedværdigende og umandigt.

Kvinderne havde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv med passende arbejde, der ikke involverede at sælge deres kroppe til lystne mandfolk. Enten på acceptabel vis som hustruer, som holdte kvinder eller som sexarbejdere i bordeller eller på gaden.

Mens sædelighedsfejden foregik med taler, avisartikler og et hav af polemiske pjecer, sad fru Scavenius hjemme på sit gods og holdt lav profil. Senere tider har undret sig over, hvorfor hun fandt sig i sin mands usædelige færden i København – som også omfattede mindst én kendt, fast elskerinde, ud over de løsere. Og det hele blev blæst op i offentligheden.

Der skal man nok forstå, at ministerfruen på Gjorslev Gods syd for Køge ikke havde så mange andre muligheder. Skilsmisser var ikke almindelige og da slet ikke i de kredse, og faldet i levevilkår og status fra godsejerfrue og mor til den næste godsejer til subsistensløs eller blot fraskilt, hjemmeboende datter eller skyggetante hos en søster var for stort til at udgøre en reel mulighed. Dertil kommer, at fruen måske satte pris på sit fre­delige aleneliv, mens manden slog sine folder andetsteds.

I de tider døde mange kvinder i barselsseng, børnefødsler er, som vi jo ved, risikable og smertefulde, og pålidelig prævention var ikke tilgængelig. Det var behandling for kønssyg­domme heller ikke, så kvinder havde mange gode grunde til at forsøge at undgå samleje og graviditet, når de først havde opfyldt deres pligt og leveret en arving. – Derudover er sex med mænd på mænds præmisser ikke altid en berigende og eftertragtelsesværdig oplevelse for en kvinde, og da slet ikke en lidt ældre, der måske fandt mandens hjemkomst og tilstedeværelse på gården en smule ubekvem. I virkelighe­den, tror jeg, at mange kvinder, om de var gift med en arbejdsmand, en direktør i øl­branchen eller en minister, efterhånden lærte at sætte pris på, at manden fandt afløb for sine lyster andre steder. Arrangementet kunne være til begges fordel, så længe det ikke kostede hustruen hendes levegrundlag og status, og så længe manden gik lidt stille med dørene. – Hvad det gjorde ved de holdte og prostituerede kvinder, kan vi næppe forestille os, men de undgik i det mindste sultedøden …

I dag er tingene her i landet lykkeligvis anderledes. De økonomiske og samfundsmæssige forhold har ændret sig meget de seneste 100 – 150 år. Danske kvinder vandt retten til uddannelse og ordentligt arbejde og kan nu forsørge sig selv og deres børn uden at skulle stå til rådighed for lystne mænd. Nu skal manden fortjene sin kone på helt andre måder, følelses­mæssigt og seksuelt, og det kan være langt vanskeligere at leve op til end blot at betale sig fra det hele. – Hvilket importen af ofte handlede kvinder fra mindre begunstigede egne af kloden er et tydeligt vidnesbyrd om.

Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bed­ste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menne­skelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og ryger­rengøring på hotel­ler, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksus­autocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med lige­gyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdig­heden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, over­hove­det ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mu­lige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes per­son vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som ter­riere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uved­kommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må for­mode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er be­stemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolk­ning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesitua­tionen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pak­ket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige menne­sker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de be­brejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at be­kymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sund­hedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klap­pede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige for­dele i ste­det for at passe deres arbejde.  – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundheds­sektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvor­lig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brand­mænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde til­stande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sund­heds­myndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De bu­tiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pan­demien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus