Muhammedkrisen og Lawrence of Arabia

Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedteg­ningerne i september 2005, oversatte jeg Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem med indledning og noter.

Vi vesterlændinge har brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens ’Det lykkelige Arabien’ og nyoversæt­telsen af Carsten Niebuhrs store rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muham­med.

Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, reli­giøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.

Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1. Verdenskrigs udbrud på en ar­kæologisk udgravning i Syrien, og da han havde lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske mi­litære ho­vedkvarter i Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med araber­ne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på Den Arabiske Halvø.

Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og oplevelser i bogen ”Vis­dommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry genoplivet, da instruktøren David Lean udøde­liggjorde hans navn og indsats i storfilmen ”Lawrence of Arabia”.

Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge skulle be­rette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er hans indsats under krigen dog kun værdi­get nogle få linier. Ikke desto mindre interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og skikke at kende, før han udtalte sig.

I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om omgang med ara­bere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forstå­else og ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.

Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd, amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs opmærksomhed på artikel 21.

Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte ara­bisk, og som selv befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle som formidler af forståelse mel­lem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme den gensidige respekt og formindske fjendskabet.

Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917

‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke au­tomatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt viden­skab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette områ­de: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tysker­ne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.

1. Tag det med ro de første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og ara­berne dan­ner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.

2. Lær alt, hvad du kan, om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at be­gynde med.

3. I arbejds medfør skal du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende, uanset hvor stor fristelsen er (for ef­fektivitetens skyld) til at henvende sig direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd til­kommer kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave, og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.

4. Sørg for at opnå og bevare din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt, således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.

5. Hold forbindelsen til din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så godt som uophørlig påvirkning i al­mindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og til­byde deres tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen viser udlændin­ge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.

6. Vær tilbageholdende med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt sam­vær med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen fuldstændigt.

7. Du skal forholde dig roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og det skal du opnå.

8. Den ideelle position er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den øverstbefalende på missionen. For at kunne ud­føre sit arbejde må man være hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del hans holdning til stammerne. Når hand­lingens tid kommer, så stil dig offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.

9. Du skal forstørre og videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristo­krati. Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livs­form, og de besidder lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer håbet om Ash­raffer­nes endelige succes.

10. Kald din sherif ”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller lignende tilnavne i for­trolig samtale.

11. Udlændinge og kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person. Hvis det lykkes, får du hundreder af ki­lometer land og tusinder af mænd under din kommando, og for alt dette er det vel værd at give af­kald på sin ydre fremtoning.

12. Forlad dig på din humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest an­ven­delige form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens indflydelse på anfø­rerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en she­rif, undtagen i et selskab af lutter sheriffer.

13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.

14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.

15. Lad være med at forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt specielle, arabiske omstændigheder vil din praktis­ke indsats formentlig ikke engang være halvt så god, som du selv tror, den er.

16. Prøv om du, uden at ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt), hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en malkeko.

17. Brug det arabiske hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det sædvanlige, britiske stiv­sind) skyldes et eller andet umoralsk eller antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraf­tigt hovedklæde yder god beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste ara­biske venner være flove over at vise sig sammen med dig.

18. Forklædning er ikke tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man imidlertid ude hos stammer­ne opnå en langt højere grad af tillid og fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem. Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i må­nedsvis uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne glemmer din fremmedar­tethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for kræ­vende) er lettere at opnå i britisk udrustning, og du holder selv læn­gere, fysisk og mentalt, med den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de fanger dig.

19. Hvis du bærer arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammer­ne, og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det. Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.

20. Hvis du klæder dig arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kys­ten og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen banehalvdel, for han er langt mere moti­veret og gør sig flere anstrengelser, end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpe­skridt i retning mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu mærkeli­gere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og umuligheden af nogensinde at slække på over­vågningen af de andre i måneder uden ophør, tilføjer så meget stress til de almin­delige vanskelighe­der med beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse overvejel­ser.

21. Religiøse diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at kriti­sere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at påvise det. Blandt beduinerne er islam så alt­gen­nemtrængende, at de kun har meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ære­frygt for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er ligeglade. Over­bevis­ningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af mod­stand. Deres religion er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.

22. Du skal ikke forsøge at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforståen­de over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte for sheriffen. Utallige generationers stamme­krige har lært dem mere om visse sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte om­givelser kæmper de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler en større ho­ben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er beundringsværdige gruppeførere, er alt for ind­groede i deres vaner til at lære at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sports­ånd, som be­duiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at ud­nytte deres lokal­kendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og gazellejæ­gerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter, når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blan­det stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er lige­ligt fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de tåler ikke tab) eller på at holde en stil­ling, for de kan ikke forholde sig afventende uden at blive sløsede. Jo mere uor­todoks og arabisk du fører dig frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler initiativ og for­venter det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne sikkerhedshen­syn.

23. Den åbenlyse grund, beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er ikke desto mindre virkningsfulde), før du skær­per dine argumenter i den ene eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske for­klaringer; de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores, men under andre be­tingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller uudgrundeligt over araberne. Erfa­ring i om­gang med dem og viden om deres fordomme hjælper én til at kunne forudse deres hold­ninger og bevæggrunde i næsten alle tilfælde.

24. Du må ikke forveksle beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket, kombi­neret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær, uanset hvor ara­biske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk eti­kette, opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stamme­mand i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både på march og i kamp. Dine be­falinger (hvis du skulle være så uklog at give nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske, syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensi­digt hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere end fattige frem­mede.

25. Undlad at følge det normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige fra vore, at en be­mærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske forekommer dem lige så uforskam­met, som nogle af deres udtalelser ville forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.

26. Vær lige så omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret tje­ner, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og, med mindre du er meget hel­dig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det gode, du så omhyggeligt har bygget op. Ara­bere koger ris og laver kaffe til dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave, som er opvok­set i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind i landet, skal man sørge for at have en eller to Agey­lier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.

27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid op­mærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Gra­den af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’

Kilder:

Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.

Lawrence, T.E.: Visdommens syv søjler, Gyldendal, 1962

Lawrence of Arabia, 1962, film/DVD, David Lean

Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie, Gyldendal 1991


[1] El Hedjaz: Vestprovinsen, den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.

[2] Sheriffen, på det tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka og Medina, i Hejaz.

[3] Ashraf betyder ”Den mest ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.

[4] En sheik var normalt leder af en enkelt stamme.

[5] ”Herre”, høflig arabisk tiltaleform til fornem person.

[6] Mænd fra Ageylistammen.

Vi er ikke rare – Ondskab findes

– og de religiøse, der hævder at være de ’gode’, er ofte de vær­ste!

TV2 Net 26. SEP. 2018:

Landsretten idømmer ubådsbyggeren Peter Madsen fængsel på livstid

Anklager til Peter Madsen: Der er tale om en sag af helt usædvanlig grov­hed.

DR Net 23. OKT. 2018:

FN’s nødhjælpschef slår alarm over snarlig hungersnød i Yemen

Der er tale om en hungersnød, som ingen fagfolk nogensinde har oplevet før, advarer FN’s nødhjælpschef.

DR Net 29. JUN. 2017:

Sexmisbrug i den katolske kirke: De 3 største skandaler

Tiltale mod Vatikanets finansminister er kulminationen på årtier med anklager mod præster og ansatte.

TV2 Net 23. FEB. 2016:

58-årig tiltales for at spytte efter flygtninge

Den såkaldte ‘spyttemand’ skal nu i retten og risikerer at blive dømt for racismepara­graffen.

Dagens.dk 25. JUN. 2018:

67-årig mand tiltalt for at bestille sexshows med mindreårige piger

En mand fra Aalborg-området er tiltalt for at have bestilt og betalt for live-sexshows med mindreårige piger fra Filippinerne.

Wikipedia:

Massakren på Utøya

fandt sted den 22. juli 2011 på øen Utøya, som en del af terrorangrebene i Norge.

Om eftermiddagen skød og dræbte Anders Behring Breivik en række deltagere fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), der holdt sommerlejr på Utøya. Breivik nåede at dræbe 67 personer ved skydning. Dertil omkom én ved drukning, og den sidste ved fald – i alt 69 omkomne.

Pol. Net 15. MAR. 2001:

Lundin fik livstid

Der var umiddelbart ingen reaktion at spore i det skæggede ansigt, da Peter Kenneth Bostrøm Lundin i eftermiddag blev idømt livsvarigt fængsel for drabene på Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian. Tilsyneladende uden at fortrække en mine stod den 29-årige drabstiltalte med hænderne foldet foran på maven og modtog den hårde dom. Retsformand Niels Johan Petersen, der læste dommen op, understre­gede samtidig, at dommen var blevet vedtaget enstemmigt.

Pol. Net 14. MAR. 2017:

Støjberg forarger: Fejrer udlændinge­stramning nr. 50 med lagkage

Wikipedia:

Terrorangrebet den 11. september 2001

(ofte omtalt som 9/11 eller blot den 11. september), var en række koordine­rede terrorangreb mod USA, der blev udført tirsdag den 11. september 2001. Om morgenen den 11. september 2001 kaprede nitten mænd med tilknytning til al-Qaeda fire passagerfly.[2][3] Terroristerne styrede to af flyene ind i World Trade Cen­ters “tvillingetårne” (Twin Towers) i New York; et fly i hvert tårn. Begge tårne kollap­sede efter hhv. 56 og 102 minutter pga. brand forårsaget af sammenstødet med flyene og eksplosionen af flybrændstof. Flykaprerne på det tredje fly styrede flyet ind i Pentagon-bygningen. Passagererne på det fjerde kaprede fly forsøgte at overtage kontrollen over flyet, hvilket førte til at det styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der er stadig spekulationer om det fjerde flys mål, men man formoder, at det har væ­ret et sted i den amerikanske hovedstad Washington DC. En tredje bygning i WTC komplekset styrtede lodret ned 8½ timer efter det første fly ramte Nordtårnet; den 40 etager høje bygning 7. Dens konstruktion var svækket af brande, men var ikke ramt af et fly. Ifølge hjernen bag terrorangrebet, Khalid Sheikh Mohammed, skulle det 4. fly have ramt United States Capitol, hovedsædet for USA’s Kongres.[4] Ingen af de ombordværende på de fire kaprede fly overlevede.

Pol. Net 23. OKT. 2018:

Mand får 12 års fængsel for forgiftet babymad i Tyskland

En tysk mand er idømt fængsel for blandt andet at have placeret forgiftet babymad i forskellige supermarkeder.

Pol. Net 22. OKT. 2018:

Trump vil bremse menneskestrøm ved at droppe milliardhjælp

Præsident Donald Trump har givet ordre til, at økonomisk hjælp til centralamerikanske lande skal skæres kraftigt ned.

DR. Net 22. OKT. 2018:

Australiens premierminister undskylder for årtiers sexovergreb i landet

60.000 australiere har måske ret til erstatning efter misbrug i offentlige skoler og sportsklubber.

Pol. Net 13. OKT. 2018:

Niqabforbuddet fik Fatima til at forlade Danmark med familien

De danske politikere skal ikke diktere den muslimske Fatimas tøjvalg. Det nye til­dækningsforbud er anledningen til, at familien nu forlader Danmark. Politiken un­dersøger deres valg.

DR Net 23.OKT. 2018:

Sundhedsfolk i ebolaramt DRCongo udsættes for vold ugentligt

DRCongo er under det nuværende udbrud af ebola præget af mere vold end tidligere set, oplyser myndighederne.

Læger og sygeplejersker i de ebolaramte områder af DRCongo bliver angrebet mellem tre og fire gange om ugen i gennemsnit.

DR Net 19. OKT. 2018:

Saudi-Arabien: Journalist blev dræbt på konsulat

Den forsvundne journalist Jamal Khashoggi døde i forbindelse med en slåskamp, ly­der det fra Saudi-Arabien.

DR Net 23. OKT. 2018:

18-årig kvinde voldtaget af falsk taxachauffør efter bytur: Politiet søger vidner

Sydøstjyllands Politi søger vidner til opklaringen af en voldtægt i Vejle natten til søn­dag.

BT Net 13. APR. 2017:

Holdt fanget i kælder og voldtaget 3.000 gange: Nu afsløres nye, uhygge­lige detaljer om Fritzl-sagen

Østrigske Josef Fritzl holdt sin egen datter fanget i en kælder, han havde bygget til formålet under sit hus, og voldtog hende mere end 3.000 gange. Nu fortæller efter­forskningslederen om den forfærdelige sag, som begyndte, da Elisabeth Fritzl var 18 år.

folkedrab.dk:

Rwanda 1994:

I løbet af tre måneder blev omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer slået ihjel af ekstremistiske hutuer og deres medløbere. Hadefuld tale og massiv propaganda spil­lede hutuer ud mod tusier og opfordrede til drab. Ved folkedrabets afslutning var landet i ruiner og to millioner mennesker var drevet på flugt – tusindvis var sårede og traumatiserede. Rwanda skulle bygges op fra grunden.

Armenien

1915-1918

Bosnien

1992-1995

Cambodja

1975-1979

Darfur

2003-

Holocaust

1941-1945

Irak

1988

Stalinismens forbrydelser

1928-1956

Se evt.:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-afsloerer-personlighedens-moerke-kerne

Og søg på: Hekseafbrændinger, Den spanske inkvisition, slavehandel, trafficking, dyremishandling i landbruget, terrorisme, nazisme, pædofili m.m.

https://politiken.dk/udland/art7295597/Milliard%C3%A6rs-sexudskejelser-ryster-Det-Hvide-Hus

Uventede gæster

I 70’erne begyndte vi i lille, lukkede Danmark at slække på formerne. Vi følte os alene hjemme og private. Som en afslappet kernefamilie søndag formiddag bag ligusterhækken i parcelhuskvarteret. Vi kunne drikke dåseøl og spise flæskesvær til morgenmad, hvis vi havde lyst, og gå omkring i pyjamas eller joggingtøj i det offentlige rum, bade topløse på stranden, være utvungent nøgne sammen i omklædningsrum, vise kraftigt behårede kroppe og et helt makeupfrit ansigt frem.

Men så fik vi i løbet af 80’erne og navnlig 90’erne gæster. Vi blev udsat for resten af verdens blikke og måtte igen soignere os, op på stiletterne og tænke over, hvordan vi tog os ud i andres øjne.

Vi blev en meget lille del af det store, globale samfund, og vi havde svært ved at finde kammertonen. Vi lod stadig onkel Åge fyre indforståede, fremmedfjendske vittigheder af, bl.a. i Jyllandsposten, og blev slemt forskrækkede, da vi opdagede, at alle kunne høre med, men at ikke alle kunne se det morsomme.

Vi opfatter stadig os selv som verdens navle og benægter – selv om det efterhånden burde være åbenlyst – det faktum, at vi på mange punkter, bl.a. vores højt besungne sundhedssystem og skolebørnenes kundskaber, ikke er verdensførende. Vi er end ikke sammenlignelige med vore nærmeste, nordiske naboer. Tværtimod rangerer vi på disse vitale områder et sted mellem Nigeria og Zimbabwe, når det bliver målt og opgjort.

I et desperat forsøg på at holde trit lagde vi os i hælene på storebror USA og sendte et beskedent bidrag af soldater, tanks og bombefly mod nogle oldgamle mellemøstlige kulturer, hvilket kostede et halvt hundrede af vores unge mennesker livet. – Og vi forstår stadig ikke, at nogle af de udbombede folkeslag bærer nag – Hallo! Det er jo bare os! Lille, søde, rare Danmark med de fredsbevarende tropper, andelsbevægelsen, højskolerne og alle de andre værdier, vi plejer at rose os selv for. Værdier der, det siger sig selv, er UNIKKE for DANMARK og DANSKERNE.

Det globale samfund er en fordel for alle. Vi bliver rigere og klogere af kontakterne, og det er ikke længere muligt at stænge døren med grænsebomme o.l. i forsøget på at holde fremmede gæster ude. Den tid er længst forbi, hvor man kunne gemme sig bag ligusterhækkene, trække gardinerne for og lade som om man ikke var hjemme.

Hvad, vi derimod kan gøre, er, at tage respektfuldt imod vore mange nye gæster, både de, der betaler for sig selv med gængs valuta, og de, der kommer for at tilbyde deres uvurderlige arbejdskraft til vedligeholdelse af vores slemt forsømte velfærd. Høfligt vise dem, hvordan man gebærder sig her, og tage ved lære af de mere medmenneskelige normer, bl.a. i omgangen med børn og gamle, som de fleste bringer med hertil udefra.

Statens berettigelse

Tanker i et valgår

Fyrkatfæstningen ved Hobro.

De første by- og statsdannelser begyndte med nogle bønder, som havde brug for beskyttelse. De havde lagre fulde af korn, de havde værdifulde dyr, og de havde huse, familier og marker at passe på. De mødte andre bønder og omrejsende handelsfolk på markeder og byttede afgrøder, dyr, produkter, såsom brød, pølse, uld og ost for fx metaller, salt, klæde eller penge. Disse bønder og handlende var udsatte for røve­riske overfald fra folk, der ernærede sig ved våbenbrug og andre menneskers arbejde. Så den lokale høv­ding byggede forsvarsværker omkring byerne og betalte soldater med sold, dvs. løn, deraf ordet ’soldat’, så han kunne beskytte befolkningen. Til gengæld fik han ret til at opkræve skat af bøndernes arbejde.

Det blev en lukrativ beskæftigelse at være høvding, konge, kejser, pave. Man kunne underlægge sig større og større områder, indkassere flere og flere skatter og ansætte flere og flere soldater. Det gik, så længe folk følte, at de fik noget, dvs. sikkerhed, for pengene. Hvis bander ustraffet overfaldt fredelige bønder, eller hvis det var farligt at drage til marked, så gik økonomien i stå, skattegrundlaget forsvandt, og folk rejste sig mod magthaverne. Så blev jobbet overtaget af en ny, som sad så længe, han kunne dominere området og passe på sine borgere med soldater, krigsførelse og alliancer.

Også på de indre linjer var beskyttelse af de svage nødvendigt. Man tilstræbte retfærdighed med indførel­sen af love, rettergang og straffe. Og man uddelte almisser og oprettede skånejobs. Til magthavernes plig­ter tilkom infrastruktur, fx forsvarsværker, landeveje og broer, uddannelse af de kvikkeste unge mennesker, så de kunne udfylde vigtige poster i samfundet som administratorer, skatteopkrævere, læger, lærere, dommere, politi, rådgivere, soldater, officerer. Hvis alt gik godt, hvis bønderne kunne producere deres værdier i fred, så blev der akkumuleret store rigdomme ved håndværk, forædling, handel og uddan­nelse.

I de seneste 100 år har statsmagten tiltaget sig en uhørt stor indflydelse på almindelige borgeres liv. For at øge værdiskabelsen i samfundet lovede man kvinderne, at man ville passe deres børn, deres syge og deres gamle for dem, hvis de bare ville tage hjemmefra og deltage i lønarbejdet.

Man skabte den kontrakt med almindelige arbejdere, kvinder så vel som mænd, at man ville stå klar med hjælp, hvis de skulle miste deres arbejde, blive syge, blive ofre for kriminalitet eller komme ud for andre ulykker. Statsmagten er hermed svulmet op og har påtaget sig alle mulige nye opgaver: børnepasning, æld­repleje, sygepleje og lægehjælp, medicinhjælp, uddannelse, pensioner, kontanthjælp, børnepenge, boligsik­ring … På et tidspunkt løb det hele løbsk, de fælles udgifter bredte sig som skvalderkål i et godt gennemgra­vet muldbed og omfatter nu også akrobatkurser, kunstvideoer, bycykler, håndværkerfradrag, store rekla­mekampagner om den rette kost o.m.a.

Vi blev i mellemtiden en slags demokratisk samfund, og ingen politikere bliver valgt på nedskæringer og rationaliseringer, så løfter og gode idéer er blevet implementeret efter tilfældighedernes princip, og større eller mindre dele af befolkningen rejser sig og skriger, når det af og til er nødvendigt at afskaffe og forenkle al denne offentlige foretagsomhed.

Da vore politikere ikke længere er ældre, veluddannede og livserfarne mennesker med viden om verden og visioner om et bedre samfund for alle, men snarere er stadig yngre charlataner, der hellere vil deltage i ’Vild med dans’, jagte popstjerneautografer eller ligge og uploade selfies inde på Facebook, mens de oppebærer deres pæne og sikre lønninger, så spildes der ikke megen hjernekraft på at fordele de skattepenge, vi har til rådighed, på retfærdig vis blandt de mest trængende, eller på at definere og forsøge at finde tilbage til sta­tens kerneområder. Dansk politik handler alt for ofte om ’Dagens tilbud’, som følger i halen på strømninger og skvulp på de sociale medier, og ’Studehandler i porten’, hvor man bytter lidt hjælp til et kattehjem eller en ekstracheck til pensionisterne for en ja-stemme til den samlede finanslov, der måske i sin helhed forrin­ger velfærden for både dyr og pensionister i landet.

Vi er blevet for mange, og ydelserne er blevet bunket sammen i årevis og fremstår ofte tåbelige og urea­listiske. Til gengæld oplever vi dagligt at:

● Syge mennesker bliver bedt om at udholde urimelige ventetider både på almindelig behandling af almin­delige lidelser og i alvorlige, akutte situationer.

● Børn og unge udsættes for sporadiske og inkompetente pasnings- og uddannelsesforløb.

● Ældre, svagelige mennesker bliver venligt, men bestemt, bedt om at passe sig selv.

● Ofre for kriminalitet bliver bedt om at sende en anmeldelse pr. mailblanket; så vil politiet overveje, om de kan afse nogle minutter til at kigge på det om et par dage, når weekenden er overstået.

● Mennesker, der har brug for et lille, men dog for dem vigtigt, månedligt beløb, så de kan bo og leve, bli­ver mistænkeliggjort, jaget rundt med, sat i ydmygende arbejdstilbud eller bliver beordret til at spilde deres tid på kurser, hvor de skal sende udsigtsløse ansøgninger og sidde i rundkreds og fortælle åbenlyse idioter, hvilken slags fugl de selv synes, de er …

● Landbruget får lov at mishandle dyr i millionvis og svine med gylle, gift og medicin, så resistente bakterie­stammer nu truer hele befolkningens helbred.

● Det mest vanvittige er måske, at det, der startede som et forsvar for landets udsatte indbyggere, nu af karrierebevidste politikere er blevet forvandlet til en angrebshær, som vi bruger til at bombe og dræbe mennesker i fjerne lande med.

Vi kan fra de seneste 100 år med lethed pege på et antal af fejlslagne stater, hvor befolkningerne søgte nye løsninger i form af højre- eller venstreekstremisme, diktatorer, religiøs fanatisme, krig, terror og revolution. Også i Europa. Også i vore nærmeste nabolande.

Mange skattebetalende borgere er i disse år begyndt at spørge sig selv, hvad de i grunden får for deres medlemskontingent til Danmark, når deres syge forældre ingen hjælp får, mens der arrangeres ’events’ og opstilles amatørkunst, der skal sætte Danmark på verdenskortet – som om landet nogensinde har været i fare for at dratte af noget kort, og der rejses på 1. klasse for alle pengene.

Det kunne komme så vidt, at statens legitimitet bortfalder, hvis man ikke længere kan forsvare de handlin­ger, den foretager på vore vegne, og når borgerne ikke længere føler sig repræsenterede og trygge. Det er vel et tydeligt bevis på uddannelsessystemets generelle sammenbrud, at det konstitutionelle monarki og de folkevalgtes opførsel efterhånden kan forveksles med den professionelle underholdningsindustri. Når man begynder at sætte sit kryds ved entertainere, klovne og Mickey Mouse, fordi det fore­kommer den stemmeberettigede borger at være ét fedt.

Af antidemokratiske absurditeter kunne man jo nævne kongehuset, hvor en jammerlig gammel fransk­mand, som vi har understøttet på fornemste vis igennem det meste hans liv, nu sidder og flæber i uden­landsk tv over, at han ikke kan kalde sig konge af Danmark, mens hans yngste søn ligeledes af mangel på reelt indhold i tilværelsen ligger og flytter rundt mellem slotte og millionvillaer med sine luksusbiler, børn og forskellige, udenlandske koner.

Og Kirkeministeriet, en afdeling for religion og overtro i statsligt regi, en sammenblanding af kirke og stat, som ikke bør findes i et klarhjernet, moderne land i dag.

Vi skal ikke indføre en såkaldt ’minimalstat’, men vi skal huske, at en minister er en tjener, og at hun skal arbejde på at genfinde og koncentrere sig om statens kerneområder, som kort sagt består i forsvar, infra­struktur og i at forvalte retfærdighed ved at tage hånd om de svageste, de, der ikke kan klare sig selv.

Svage i denne forbindelse er:

Børn, syge, gamle, fattige, flygtninge, historieløse, uvidende, uuddannede, dyr, planter og miljøet – En stat, der ikke beskytter sine indbyggere, dyr, luften, vandet og jorden kan jo ikke eksistere længe.

Dumme mennesker

Det har længe været kendt blandt udviklingsbiologer og almindelige hundeejere, at tamhunden blot er en ubegavet, barnlig udgave af vildtlevende ulve.

Mange tamhunde er avlet til at ligne hvalpe eller unger med hængeører, store øjne og flad front. I modsætning til vilde, voksne individer, der ville have opretstående ører, lang snude og smalle øjne anbragt på hver side af et spidst ansigt. Desuden er en ulv nødt til at være mere end almindeligt snu for at overleve og formere sig i naturen.

Moderne hunde behøver ikke at bekymre sig om, hvor det næste måltid skal komme fra, for de har specialiseret sig i tilknytning til en anden art, mennesket, så de indirekte kan tjene til føden vha. nut­tethed, vagt- og jagttjeneste og andre forefaldne, for hunden naturlige, opgaver, som fx som selv­skabsdyr eller ved sporsøgning. Visse hunderacer er nu så afhængige af menneskets indgriben, at de hverken kan parre sig eller føde på naturlig vis, men rutinemæssigt må hjælpes med kunstig befrugt­ning og planlagte kejsersnit.

Man har hævdet, at hunde er fint tilpassede parasitter, som lever af godmodige menneskers yngel­plejeinstinkt og deres frygt for ensomhed.

Vi, som lever tæt sammen med hunde, og som har gjort det hele vores liv, ved, at der er en del sand­hed i disse påstande, men der er også mange andre ting på spil i samlivet mellem mennesker og de­res hunde. Hunden er fx − i lighed med et par misrøgtede potteplanter i vindueskarmen − i mange tilfælde vores sidste bånd tilbage til en mere naturlig levevis. − Jeg plejer at sige, at hvor der er godt at være for hunde, er der også godt at være for mennesker, for der er masser af grønt græs, ro, frisk luft, trafikløse vandrestier over større vidder og måske en svømmesø eller en strand. − Og så er hun­dens selskab aldrig i stedet for andre menneskers selskab, men et supplement til omgang med egne artsfæller. Man får nemlig hurtigt nye venner, når man færdes med en hund, både to- og firbenede, store og små, og af en eller anden grund forekommer hundemennesker ofte mere rummelige og venskabelige end ikke-hundemennesker. Hundeejere er i dagligdagen nødt til at sætte tempoet ned, de kan tolerere hundehår, ekstra rengøring og faste rutiner, hvor de må sætte sig selv til side, så de­res hund kan få de lufteture, leg og øvrig pasning, den har krav på.

Men der er ingen tvivl om, at tamhunden er en mindre begavet udgave af sin vilde forfader. Det er nemlig også et for længst fastslået faktum, at alle tamdyr har mistet intelligens, når man måler dem i forhold til deres vilde ophav. Det gælder heste, køer, høns, får, geder osv. De har ikke brug for så mange intellektuelle færdigheder for at skaffe sig føden, for den bliver serveret for dem flere gange om dagen af mennesker. Tværtimod er overdreven intelligens en hæmsko i deres liv som domestice­rede, indespærrede dyr. De skal blot være rolige, omgængelige, trække en vogn, producere mælk, æg, kød, uld eller andet. Hvis en ko forsøger at snige sig ud af stalden for at skabe sig et nyt og mere tilfredsstillende liv på egne præmisser, eller hvis den begynder at organisere et oprør mod moderne mælkeproduktion, så bliver den omgående gjort til bøffer og dermed taget ud af arvemassen. Kun de allerdummeste køer har overlevet bøndernes selektion igennem de seneste 10.000 år.

Det nyeste er så, at forskere har fremsat den teori, at moderne mennesker, analogt med tamdyrene, har mistet hjernemasse og intelligens. Bl.a. en canadisk-engelsk psykolog, Bruce Hood, som i foråret udsendte en tankevækkende bog: ’The Domesticated Brain’, hvori han anslår, at vi på 20.000 år har mistet helt op til 10 % i hjerneomfang, svarende til størrelsen på en tennisbold. Fordi vi så at sige har domesticeret os selv.

Hvis man tager et hurtigt blik omkring sig, så er man straks tilbøjelig til at give Mr. Hood ret. − Her kunne man fx fremhæve mængden af infantile programmer i tv, Min søsters børn eller Far til fire som de to valgmuligheder på de danske kanaler på en lørdag aften, og på de øvrige aftner lutter tingsgrådige indretnings-, auktions- og husprogrammer. Man kunne også specifikt nævne de to tilsyneladende evneløse individer, Thomas Skov og Emil Thorup, som man af en eller anden grund har sendt til Kina med et gammelkolonialistisk påskud om, at de er hvide … − HVIDE!!!??? Hvor­dan i alverden kan man finde på at tage race- og hudfarvebegrebet op i Danmark i år 2014? Selv om det muligvis er ment ironisk eller fnisende postironisk eller hvad ved jeg, så burde det nok ikke udspille sig på et gammelt kulturfolks bekostning og med et par hjernedøde, danske blegfjæs i forgrunden. − Er de kinesiske værter med på denne tankeløse spøg, fostret i et beskyttet og forkælet, dumt og dimi­nutivt land på den anden side af jorden? Eller holder de bare gode miner, fordi de − i modsætning til de fleste unge danskere − er opdraget til at udvise høflighed, respekt og overbærenhed? − Og jeg tænker endvidere på dumheden, som den frit udfolder sig i ugebladene, internetchatrummene, kommentar­sporene, frokostaviserne, uddannelses-institutionerne, og på gaderne med deres horder af uvenligt møvende, tomøjede mennesker, som trasker, flanerer, løber, stæser, cykler med propper i ørerne og en lille, flad maskine fast implanteret i venstre håndflade.

I vores kulturkreds bliver maden serveret for de fleste, uden at de gør sig særlige anstren­gelser for at fortjene det. Man behøver heller ikke interessere sig for sin skole eller uddannelse, men kan blot sætte sig hen, skræppe op og forvente at få fordele serveret. Der er simpelthen ikke længere behov for så mange overlevelsesfærdigheder. De færreste kan i dag dyrke deres egne kartofler eller slagte en høne. Viden om jord, klima, årstider, planter, dyr og fysikkens større sammenhænge er særdeles sparsom. Det er endda de færreste, der kan læse, skrive og regne, når de forlader en dansk uddannelsesinstitution, endsige overskue deres eget budget; går det galt, får de hjælp af mor og far eller sagsbehandleren. Det er nok at kunne genkende en designerstol, barbere sig i skridtet, klæde sig lidt smart og tale indsmigrende sødladent og læspende, mens man socialisere med sine jævnaldrende, IRL og pr. elektronik. Det kan de fleste klare. Og på den måde kan moderne mennesker, i modsætning til mere naturligt levende, opføre sig som afhængige børn det meste af deres liv og formere sig − somme tider med lægens hjælp − selv om de er uegnede på den ene eller den anden eller måske på mange måder, eller hvis de mangler intelligens.

Man behøver bare at se på, hvad vi gør ved vores − eneste − jord i disse år: Vi formerer os fuldkom­men hæmningsløst, verdens befolkning er tredoblet i min levetid, og i hvalpet grådighed − fordi vi synes, vi fortjener det − forurener vi jord, luft og vand i en grad, så der lever mennesker i Kina, der aldrig ser en blå himmel. Mon Skov og Tho­rup rapporterer meningsfuldt om det i næste afsnit?

Samtidigt går unge danske mødre rundt og føler sig hellige og martyragtige, mens de højlydt påkalder sig omgivelsernes opmærksomhed og støtte, fordi de føder og føjer endnu flere ressourceforbrug­ende børn til samfundet.

Tror vi på, at forureningen bliver i Kina? I Tjernobyl? I Stillehavet? Og på, at det hele ordner sig af sig selv, så vi og vore børn og børnebørn kan leve videre på en ren klode uden at tage skade? Eller fjoller vi rundt med fingre eller propper i ørerne, mens vi fortsætter med at rage til os?

Hvor begavet er det lige at skide i egen rede? Men så må vi også søbe den kål, vi selv har spyttet i. − Som vores måske mere intelligente forfædre så bramfrit formulerede det.

Kilder:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2384308/vores-hjerner-er-paa-skrump/

http://www.huffingtonpost.com/2012/11/13/humans-getting-dumber-stanford-study_n_2121823.html

http://www.bizjournals.com/sanfrancisco/blog/2012/11/stanford-university-researcher-says.html

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et old­gammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kine­serne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggen­hed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men el­lers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: fi­losofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allesteds­nærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vest­lige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Nordita­lien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt for­højer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere en­hed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet om­kring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og sviger­moderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et af­tryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumen­ter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde hi­sto­rier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap re­ligiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldig­vis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget ef­fektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følel­sesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øje­blik­keligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Insta­gram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men mil­li­arder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende da­men i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?