Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinan­den, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for de­res egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller an­det hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, til­sæt­ningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dy­revelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de dan­ske stalde. Den koncentrerede svinepro­duktion sviner land­ska­bet til, øde­læg­ger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig kø­ben­havner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønse­forhold, indfang­ning, driv­ning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert ene­ste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælke­produkter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og om­sorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige føl­ger, na­turligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på net­tet li­geså, og kun gan­ske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og la­der mo­bilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkur­rence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilli­den mellem stat og bor­ger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbe­hand­ling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i tele­fon­køen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en kon­sul­ta­tion på et syge­hus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil no­gensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvali­tet, grå­dighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet marts 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

Taknemmelig eller flov?

Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:

Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, me­get mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.

Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.

Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugt­skålen midt på spi­sebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.

Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, ar­bejds-, senge- og hygge­pladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og nabo­ernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.

Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middel­alder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leve­forholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!

Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke læn­gere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.

Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vo­res boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og in­sekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nød­vendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på ma­teriel overflod.

Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.

At skyde storke med støjkanoner

Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og ha­ver, hvor folk sætter pris på fred.

Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og spa­rer kloden for en del CO₂

Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg flere gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min ter­rasse kan høre en emsig, maskinel dame­stemme UDEN FOR bussen råbe no­get i retning af, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!! – Sommetider siger den endda, at DENNE BUS KØRER TIL ZZZZ, som er den by, vi befinder os i …

Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forve­jen. På nogle af de se­nere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rej­sende, der skal af og haster hjem til parcel­huset, hvorfra de flere gange i timen kan høre den em­sige dame gjalde ud over hele kvarteret, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!

Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot lands­bykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårds­arbej­dernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og ja­gerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.

Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil el­bussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer over­ho­vedet, at DENNE BUS KØ­RER TIL XXXX eller YYYY!!!

Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikke­snoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at for­syne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.

At forstyrre ALLE hørende, herunder autister, sensitive, sovende babyer, syge, døende, folk i sorg, med svage nerver eller PTSD, blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmar­ken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke øde­læg­gelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.

Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.

Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt be­færdede yderområ­der og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chauffø­ren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY … Sådan kla­rede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kom­munale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.

Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at op­føre sig som mol­boer og træ­der virkelig mange hørende ned, mange gange i ti­men, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grill­mad og gode venner. Så me­get støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i gi­vet fald let ville kunne løses på anden og langt smartere vis.

Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-10-02-bor-30-meter-fra-ny-station-hoer-larmen-her

Solsikkesnoren: https://hdsunflower.com/dk/insights/post/for-people-with-non-visible-disabilities

Molbohistorie, Storken i kornmarken: https://www.molbohistorier.net/Storken.html

Unødvendig støj: https://blog.loneandrup.dk/2022/02/06/unodvendig-stoj/

Ikke-mad

Ingredienser: Vand, HVEDEPROTEIN (13%) (konserveringsmiddel (SULFIT)), panering (11%) (cornflakes, majsmel, majs­stivelse, rismel, kartoffelstivelse, sukker, salt, bambusfibre, druesukker, bage­pulver), rapsolie, gule ærter (9%) *, ærteprotein (5%) *, stabilisator (metylcellulose, carrage­enan, kaliumklorid), favabønneprotein, suk­ker, salt, konserveringsmidler (natriumdiacetat, kaliumsorbat), naturlige aromaer, løg, majsstivelse, aroma, kartoffelfibre, hvidløg, sort pe­ber, grøntsagsbouillon. *Svensk råvare.

Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrage­enan, kali­umklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?

I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.

Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsæt­ningsstofferne, kan vi ikke? [1]

Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.

Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at de­res vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]

Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncen­trerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sund­hed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.

Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bli­ver slået un­der lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slag­terier i fx Polen.

Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauran­ter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.

Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdræt­tede og fodrede laks i store havanlæg og giver dem farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efter­komme forbrugernes ønsker.

Det samme sker herhjemme i de store æggeproduktioner, hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]

Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige mad­varer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:

Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandsskab?

Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.


[1] https://videnskab.dk/krop-sundhed/hvorfor-advarer-de-nye-kostraad-ikke-tydeligere-mod-ultraforarbejdet-mad/

[2] https://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

[3] https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9445822/Malkekoen-har-mistet-evnen-til-at-gr%C3%A6sse-%E2%80%93-og-det-er-et-problem-for-den-gr%C3%B8nne-omstilling

[4] Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.

Se evt. også: https://www.dsm.com/anh/news/feed-talks/articles/eggyolk-pigmentation-guidelines.html

[5] Karotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder giver de A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for karotenoider, A-vitamin og betakaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira eller æg, når hønerne har fået karotenoider i foderet. I mange år holdt vi selv havehøns, og de gik frit omkring, ‘slog’ græsset for os og spiste, hvad de nu kunne finde derudover, og deres gode æg med mørkegule blommer gav mig aldrig symptomer … Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.

Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:

E-100 Curcumin (gurkemejefarve)

E-160a Beta-caroten

E-160b Annattoekstrakt

E-160c Paprikaoleoresin

E-160d Lycopen

E-160e Beta-apo-8´-carotenal

E-160f Beta-apo-8´carotensyreethylester

E-161b Lutein

E-161g Canthaxanthin

E-162 Rødbede-ekstrakt (Rødbedefarve, Betaniner)

Ingredienser: Pasteuriseret KOMÆLK, salt, mælkesyrekultur, mikrobiel osteløbe, konserveringsmiddel E251, farvestof E160a.

Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betakaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes.

Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke uspiseligt kemi:

‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær,
vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E
472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER,
majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A.
Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).

leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’

STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!

Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:

Hvad laver rødbedefarve i kød?

OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?

Se evt. også: https://blog.loneandrup.dk/2018/09/18/allergisk-ojenreaktion-fremkaldt-af-koncentreret-gulerodssaft-364/

Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Hvem ejer jorden og luften og vandet?

Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget

● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?

Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme som­merdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rød­der. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperi­ode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle fø­ler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kar­tofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til ef­ter solnedgang …

● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme for­måls­løst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landin­ger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de bræn­der en masse usundt brænd­stof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthav­nens? Og må de sælge an­dres ro og hel­bred for penge?

● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forure­nes? Cementfabrik­ker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klo­dens klima for egen vinding?

● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøj­temid­ler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?

● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tom­fisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skyl­den for mang­len på fisk?

● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porce­lænet i skabene klir­rer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?

Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle?  – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en men­neskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rige­ste? Det burde ingen re­geringer, præsidenter, politikere, kommunale bykon­ger, sognerådsformænd, luft­havns­direktører, usma­geligt velhavende ce­ment­fabriks­ejere, virksomheds­ledere, land­mænd, fis­kere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig ret­ten til at udnytte og sælge det fælles arve­gods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekost­ning. Og ingen gør vrøvl.

Arla – skridt for skridt mod jordens undergang …

Hos Arla® går vi skridt for skridt mod en bæredygtig fremtid, så du stadig kan nyde din mælk med god samvittighed. 30%* mindre CO2e i 2030. CO2e neutral mælk i 2050.

Arlas vamle reklamer, hvor de påstår at ville passe på jorden, modsiges på det mest hjerteskærende af deres nylige tiltag – tilbageskridt for tilbageskridt, om man vil, hvor de forsøger at overtale deres mælkeproducenter til at gå bort fra økologi og tilbage til gift-, soya- og dyrplagende mælkeproduktion, fordi de ikke længere kan få overpris for økologiske produkter.

https://okonu.dk/mad-og-marked/arla-er-klar-til-at-skaere-dybt-i-den-okologiske-produktion

Det skal fra nu af være helt slut med Arla-produkter i min husholdning!

En dag med ørerne

– på en villavej en hverdag i august

Vækkes af naboens skingre hund, som gør ad det samme hver eneste morgen: vinden, en fugl, duft­sporet efter en for længst passeret kat, en anden hysterisk hund ovre på det mod­satte hjørne, folk, der har den frækhed at gå forbi ude på vejen …

En larmende knallert kører forbi – og kommer tilbage

Kirkens kraftfulde materiel starter: enorme støvsugermaskiner og græsslåmaskiner, der drøner rundt, så ruderne og porcelænet i vores skabe klirrer

Og en kommunal entreprenørmaskine kører langsomt forbi og får huset til at ryste

Så starter motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet i kanten af skovstykket

En raslende varevogn med trailer hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen

En motorcykel tager hjørnet liggende og gasser voldsomt op

Naboens hund kommer ud igen. Ingen på vejen – hverken børn, syge eller gamle – kan sove længere, og ingen kan arbejde hjemme

Store lastbiler, sommetider med anhængere, runger op ad den lille vej

Længere nede er nogle nytilflyttere ved at renovere deres hus, hvilket indebærer en stadig strøm af lastbiler og brug af støjende maskiner

Håndværkerne lytter til høj radio hele dagen

En traktor passerer for fuldt drøn

Den store redningshelikopter flyver lavt hen over på vej til havet

Endnu en dreng på knallert

En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

En pensionist overfor klipper langsommeligt sin hæk med en benzindrevet hækklipper, som hviner og vræler

En bil med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen

Vejret er godt, og de små larmende sportsfly er på vingerne over vores lille by

Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

Tomme lastbiler ført af chaufførelever kører evindeligt op og ned ad vejene her omkring uden noget egentligt formål – kunne de ikke øve sig et andet sted end ud for folks haver?

Kirkens materiel på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen

Og hunden er igen ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den nu har samlet kræfter og gør og gør

En anden nabo begynder at bruge en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage

Et par motorcykler gasser op

En anden hund er blevet lukket ud og står og hyler sørgmodigt

Nu er familiefædrene kommet hjem og starter deres store, benzindrevne plæneklippere

Én af dem føler bagefter trang til at støvsuge hele sin have med en kraftig løvsuger, så ingen kan høre, hvad andre siger

Et barn græder højt og længe

Vi opgiver at servere grillmaden på terrassen, selv om gæsterne synes, at vi burde kunne sidde ude i det gode vejr

Naboen slår stadig græs, selvom det er spisetid

Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor. Andre familier vender hjem eller får høj­lydte gæs­ter

Og naboens hund, som må have en hukommelse som en guldfisk, gør også ad sin egen fa­milie og de­res bil

To jagerfly krydser luftrummet over os

Og dem skal hunden også gø ad i lang tid. Dens nerver må være tyndslidte

Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

Det blæser, så kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask

En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rund­kørslen

En boret knallert, som man også kan lugte i lang tid efter

Nogle småpiger skriger op, pjatter og spiller høj musik i haven

Hvilket gør naboens hund rasende i lang tid

Efter aftensmaden kommer hunden ud igen. Vi hører den klart og tydeligt, selvom vi har lukket alle døre og vinduer for det fine vejr og sidder inde i stuen og hører musik

Kl. 23.30, når jeg lige er faldet i søvn, vækkes jeg med et sæt af hunden, der er rasende og alene ude i natten

Kl. 1 falder jeg i søvn igen

Næste morgen står hunden og gør lige ud for mine vinduer

I den nærliggende skov kan man stadig finde pletter med velgørende ro, selvom menneske­tætheden, fly, motorveje og anden transport i dag invaderer alles lydrum. Vi bor i et lille land, og vi er alle naboer i den forstand, at vores handlinger indebærer konsekven­ser for mange andre mennesker.

I min egen have bruger vi også maskiner til vedligeholdelsen, men fortrinsvist elektriske og normalt kun fx lørdag formiddag

På andre tidspunkter risler vandet stille i fuglenes bassin

Den gamle krage tilkalder sin kone med et krakrakra

Vinden suser gennem lindetræet og den store eg

Spætmejsen banker på sin egen redekassedør

Alle de små spurve kvidrer rundt og tager for sig af havens buffet

Havesangeren giver pludselig koncert, så alle må holde inde og bare lytte, indtil naboens hund af­bryder med sin nervøse vrede og:

En larmende knallert passerer ude på vejen

Kirkens kraftfulde materiel starter, så ruderne klirrer

Motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet går i gang

Store lastbiler runger skrumplende op ad vejen

Endnu en dreng på knallert hviner forbi

Naboens hund begynder igen

En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

En mand klipper hæk med benzindrevet hækklipper

En bil med trailer hopper hen over rundkørslen

Nytilflytternes håndværkere, maskinellet, deres materialeleveringer og ra­dioen kører endnu en dag

Tomme lastbiler med chaufførelever drøner op og ned ad vejen og rundt i den lille rundkør­sel

Kirkens maskiner på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen

Sportsflyene cirkler over byen

Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør

En anden nabo bruger en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage

En anden hund står og hyler sørgmodigt

Kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask

Familiefædrene starter deres store, benzindrevne plæneklippere

Og støvsuger haven bagefter med kraftige løvsugere

Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor

Og naboens hund gør længe ad det hele, inkl. sin egen families bil og alle familiemedlemmernes kommen og gåen

Et passagerfly kommer lavt ind over

Et par drenge ræser op og ned ad vejene på ulovlige knallerter efter mørkets frembrud

Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør, indtil familien kalder den ind og kører væk

En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rund­kørslen

En flok unge skriger, pjatter og spiller høj musik ude på fortovet

Hvilket selvfølgelig gør hunden rasende i lang tid … den er alene hjemme, men alle på vejen kan høre den i timevis, selvom den er lukket inde

Vi larmer alle uophørligt, nedslider vores sparsomme naturområder, bygger grimt, giftsprøjter jord, luft og drikkevand, udspre­der koncen­treret, tungmetalholdig grisegylle på de marker, hvor vi dyrker vores egen mad, vi graver jordens rå­stoffer op og eksporterer dem, mens vi importerer granitskærver fra Kina, udleder røg i luften, affald på jorden og skidt i vandet … Så det fælles lydmiljø i villahaverne ligger nok ikke øverst på handleplanerne … her i år 2022, hvor vi martres af flere smitsomme syg­domme, krig, klimaforandringer og hastig uddøen af dyr og planter omkring os.

– Men lyden af bybusserne mangler – Vores kommune har netop skiftet dem ud med elbus­ser 😊