Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:
Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, meget mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.
Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.
Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugtskålen midt på spisebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.
Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, arbejds-, senge- og hyggepladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og naboernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.
Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middelalder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leveforholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!
Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke længere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.
Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vores boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og insekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nødvendige, menneskeligheden og den fælles klodens overlevelse, over styr i vores jagt på materiel overflod.
Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.
Bortset fra et par skoleelever om eftermiddagen er der kun sjældent passagerer ved vores stoppested ved skoven i yderkanten af Storålborg. Til gengæld ligger der private huse og haver, hvor folk sætter pris på fred.
Vi har fået elbusser i min kommune, og gudskelov for det. De er kønne og støjsvage og sparer kloden for en del CO₂
Men i sin visdom har én eller anden kommunal Karl-Frederik fundet på, at det er synd for de blinde, og har fået installeret kraftige lydanlæg i disse elbusser, så jeg fire gange i timen inde i mit hus og navnlig i min have og på min terrasse kan høre en emsig, maskinel damestemme UDEN FOR bussen råbe noget i retning af, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!! – Sommetider siger den endda, at DENNE BUS KØRER TIL ZZZZ, som er den by, vi befinder os i …
Hvilket de to mobiltelefonopslugte skoleelever, der står og venter, faktisk godt ved i forvejen. På nogle af de senere eftermiddagsafgange står der også en enkelt anden person, der plejer at tage denne bus hjem fra arbejde. Men den største trafik her ved mit stoppested er af rejsende, der skal af og haster hjem til parcelhuset, hvorfra de måske fire gange i timen kan høre den emsige dame gjalde ud over hele kvarteret, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!
Vi bor et ellers roligt sted i den ydre kant af lillebyen ved en flot landsbykirke og et stort, fredet skovområde. Hvis man ser bort fra kirkegårdsarbejdernes enormt potente og bestemt ikke lydsvage maskinel – man skulle tro, at fjenden næsten dagligt er i anmarch med tanks og jagerfly lige ovre på kirkegården – og en enkelt nabo med begrænsede sociale evner, så er her normalt stille.
Så stille at vi kan høre fuglene, og hvad vi selv siger og tænker. Lige indtil elbussedamen pludselig råber ud i det blå til ingen ventende passagerer overhovedet, at DENNE BUS KØRER TIL XXXX eller YYYY!!!
Alle mennesker har ret til at færdes i det offentlige rum, og man skal hjælpe hinanden, så meget man kan. Det er bl.a. derfor, man reklamerer for ’Solsikkesnoren’ og andre initiativer i de selvsamme busser. Men det er vanvid at forsyne ellers lydsvage elbusser med høje lyde og skingre maskinstemmer, så man på hele rutenettet generer titusindvis af mennesker blot for at hjælpe nogle ganske få, som let kunne hjælpes på anden vis.
At forstyrre alle hørende blot for at imødekomme ganske få med dårligt syn forekommer mig molboagtigt. Fuldkommen som i den historie, hvor der skulle seks store molbomænd til at bære en syvende, der sad på et markled, ind i kornmarken for at jage en stork væk, fordi de mente, at den spinkle og højbenede stork ville træde deres korn ned. – Hvilke ødelæggelser, denne stupide adfærd bevirkede, kan man jo tænke sig til.
Uden at ville sammenligne mennesker med synshandicap med storke vil jeg dog påstå, at de – lige her hvor jeg bor – er mindst lige så sjældne. Hvis vi er heldige, ser vi en eller to om året i hastig forbifart.
Med smartphones og ny teknologi må det være en smal sag at overføre elbussedamestemmen til en app, der kan oplyse om en ønsket bus’ position og retning. Eller man kunne måske slukke for stemmen uden for bussen i de tyndt befærdede yderområder og boligkvarterer. Eller i yderste nødsfald vove at spørge chaufføren, om denne bus mon går til XXXX eller YYYY … Sådan klarede vi det førhen, før elbusser og alt for opvakte kommunale Karl-Frederikker med alt for god tid og uigennemtænkte idéer.
Men min nordjyske kommune insisterer – trods flere indsigelser – på at opføre sig som molboer og træder virkelig mange hørende ned, fire gange i timen, fra morgen til aften. Vi får hver gang et mindre chok, om vi sidder inde og arbejder eller ude på terrassen med grillmad og gode venner. Så meget støj og opstandelse for at løse et problem, der muligvis slet ikke eksisterer, og som i givet fald let ville kunne løses på anden og meget smartere vis.
Pas på støjniveauet! – Støj er også en slags forurening, støj er sundhedsskadeligt, og det kan ikke være en kommunal opgave at øge støjbelastningen i ellers fredelige boligområder.
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store havanlæg og giver dem farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme forbrugernes ønsker.
Det samme sker herhjemme i de store æggeproduktioner, hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandsskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder giver de A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for karotenoider, A-vitamin og betakaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira eller æg, når hønerne har fået karotenoider i foderet. I mange år holdt vi selv havehøns, og de gik frit omkring, ‘slog’ græsset for os og spiste, hvad de nu kunne finde derudover, og deres gode æg med mørkegule blommer gav mig aldrig symptomer… Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betakaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes.
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke uspiseligt kemi:
‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg omgående investerede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehænder.
Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.
Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flammende og beroligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glødede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvævede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.
Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude.– Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.
Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsaldre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’ernes gyldne og håbefulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i betydningen omtanke, omhu, tradition og tid.
Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende betonhuse i fantasiløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.
Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.
Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.
En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.
Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et minimum af tid eller omhu i.
Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granitskærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.
Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene består af træproduktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hundelorte, affald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundhedsskadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyllebefængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige engområder. Langs motorvejene breder triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme natur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tømmes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og giftstoffer. Og i byer og boligkvarterer accepterer vi et tårnhøjt, forurenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.
Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores menneskelige værdighed.
På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi efter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelsesløshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, udnyttelse, tørke, oversvømmelser og politisk ustabilitet.
Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om virkelige forbrydelser, jo mere spektakulært bloddryppende og seksuelt eksplicit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfigenhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbscenter, Emilie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på internettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kaster sig hovedløst ind i retssager og begivenheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler prisen for massernes utidige nysgerrighed.
Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddannelser, men installerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller accepterer – andre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre mennesker, som oftest fattige kvinder og børn … – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.
Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kvalitet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ventetider i trængsel og kunstige omgivelser. Hvorefter man går gåsegang i mængden af andre turister i fx Uffizierne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, solskoldet russer, så rammes man i hovedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shortsklædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bondekone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjålent glimt af ind imellem alle de andres skuldre og hoveder.
I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøsefornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job alvorligt. – Har alle meget vigtigere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver betalt for?
Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at andre trafikanter bringes i fare.
Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nødsituation. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minutters audiens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smerteplagede patienter om deres private holdninger til fx brugen af smertestillende midler, så lægen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.
Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-fungerende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.
Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i underdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser deres forældre og tryghedspersoner igen.
Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge henvises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesskabet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderledes resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.
Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale behov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.
Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på marker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ignorere syge, svage eller tillidsfulde medborgere eller ødelægge jordens fælles ressourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne anklager og skældsord ud i offentligheden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.
Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materielle, også i omgangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som følelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hinanden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale medier er blevet en folkesport.
Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambitiøse nullerter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at arbejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.
I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigtsløs masse af publikum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i forbindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det offentlige rum, ofte via de efterhånden utallige sociale medier.
Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en værdig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellemmenneskelige forhold er styrtdykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre statussymboler er steget helt enormt.
Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rummelige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes overmåde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde altid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Parat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange samtaler introducerede han mig til Løgstrup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.
K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den etiske fordring’, skrev han bl.a.:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af viden, erfaring, traditioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbelvælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hænderne på de uvidende og uuddannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjemlige eksempler at tage af.
Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, politikerne, embedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige samtale.
De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til åndløse telefonsvarere uden mulighed for hjælp.
Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, populærkulturen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i medmenneskelig omsorg og velfærd.
Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sammenbrud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frembragt.
De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelettelser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som politikere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sundheds- og plejesektoren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.
Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.
Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget
● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?
●Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme sommerdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rødder. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperiode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle føler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kartofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til efter solnedgang …
● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme formålsløst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landinger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de brænder en masse usundt brændstof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthavnens? Og må de sælge andres ro og helbred for penge?
● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forurenes? Cementfabrikker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klodens klima for egen vinding?
● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøjtemidler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?
● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tomfisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skylden for manglen på fisk?
● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porcelænet i skabene klirrer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?
Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle? – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en menneskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rigeste? Det burde ingen regeringer, præsidenter, politikere, kommunale bykonger, sognerådsformænd, lufthavnsdirektører, usmageligt velhavende cementfabriksejere, virksomhedsledere, landmænd, fiskere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig retten til at udnytte og sælge det fælles arvegods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekostning. Og ingen gør vrøvl.
Hos Arla® går vi skridt for skridt mod en bæredygtig fremtid, så du stadig kan nyde din mælk med god samvittighed. 30%* mindre CO2e i 2030. CO2e neutral mælk i 2050.
Arlas vamle reklamer, hvor de påstår at ville passe på jorden, modsiges på det mest hjerteskærende af deres nylige tiltag – tilbageskridt for tilbageskridt, om man vil, hvor de forsøger at overtale deres mælkeproducenter til at gå bort fra økologi og tilbage til gift-, soya- og dyrplagende mælkeproduktion, fordi de ikke længere kan få overpris for økologiske produkter.
Vækkes af naboens skingre hund, som gør ad det samme hver eneste morgen: vinden, en fugl, duftsporet efter en for længst passeret kat, en anden hysterisk hund ovre på det modsatte hjørne, folk, der har den frækhed at gå forbi ude på vejen …
En larmende knallert kører forbi – og kommer tilbage
Kirkens kraftfulde materiel starter: enorme støvsugermaskiner og græsslåmaskiner, der drøner rundt, så ruderne og porcelænet i vores skabe klirrer
Og en kommunal entreprenørmaskine kører langsomt forbi og får huset til at ryste
Så starter motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet i kanten af skovstykket
En raslende varevogn med trailer hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En motorcykel tager hjørnet liggende og gasser voldsomt op
Naboens hund kommer ud igen. Ingen på vejen – hverken børn, syge eller gamle – kan sove længere, og ingen kan arbejde hjemme
Store lastbiler, sommetider med anhængere, runger op ad den lille vej
Længere nede er nogle nytilflyttere ved at renovere deres hus, hvilket indebærer en stadig strøm af lastbiler og brug af støjende maskiner
Håndværkerne lytter til høj radio hele dagen
En traktor passerer for fuldt drøn
Den store redningshelikopter flyver lavt hen over på vej til havet
Endnu en dreng på knallert
En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
En pensionist overfor klipper langsommeligt sin hæk med en benzindrevet hækklipper, som hviner og vræler
En bil med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
Vejret er godt, og de små larmende sportsfly er på vingerne over vores lille by
Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
Tomme lastbiler ført af chaufførelever kører evindeligt op og ned ad vejene her omkring uden noget egentligt formål – kunne de ikke øve sig et andet sted end ud for folks haver?
Kirkens materiel på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen
Og hunden er igen ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den nu har samlet kræfter og gør og gør
En anden nabo begynder at bruge en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage
Et par motorcykler gasser op
En anden hund er blevet lukket ud og står og hyler sørgmodigt
Nu er familiefædrene kommet hjem og starter deres store, benzindrevne plæneklippere
Én af dem føler bagefter trang til at støvsuge hele sin have med en kraftig løvsuger, så ingen kan høre, hvad andre siger
Et barn græder højt og længe
Vi opgiver at servere grillmaden på terrassen, selv om gæsterne synes, at vi burde kunne sidde ude i det gode vejr
Naboen slår stadig græs, selvom det er spisetid
Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor. Andre familier vender hjem eller får højlydte gæster
Og naboens hund, som må have en hukommelse som en guldfisk, gør også ad sin egen familie og deres bil
To jagerfly krydser luftrummet over os
Og dem skal hunden også gø ad i lang tid. Dens nerver må være tyndslidte
Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
Det blæser, så kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask
En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En boret knallert, som man også kan lugte i lang tid efter
Nogle småpiger skriger op, pjatter og spiller høj musik i haven
Hvilket gør naboens hund rasende i lang tid
Efter aftensmaden kommer hunden ud igen. Vi hører den klart og tydeligt, selvom vi har lukket alle døre og vinduer for det fine vejr og sidder inde i stuen og hører musik
Kl. 23.30, når jeg lige er faldet i søvn, vækkes jeg med et sæt af hunden, der er rasende og alene ude i natten
Kl. 1 falder jeg i søvn igen
Næste morgen står hunden og gør lige ud for mine vinduer
I den nærliggende skov kan man stadig finde pletter med velgørende ro, selvom mennesketætheden, fly, motorveje og anden transport i dag invaderer alles lydrum. Vi bor i et lille land, og vi er alle naboer i den forstand, at vores handlinger indebærer konsekvenser for mange andre mennesker.
I min egen have bruger vi også maskiner til vedligeholdelsen, men fortrinsvist elektriske og normalt kun fx lørdag formiddag
På andre tidspunkter risler vandet stille i fuglenes bassin
Den gamle krage tilkalder sin kone med et krakrakra
Vinden suser gennem lindetræet og den store eg
Spætmejsen banker på sin egen redekassedør
Alle de små spurve kvidrer rundt og tager for sig af havens buffet
Havesangeren giver pludselig koncert, så alle må holde inde og bare lytte, indtil naboens hund afbryder med sin nervøse vrede og:
En larmende knallert passerer ude på vejen
Kirkens kraftfulde materiel starter, så ruderne klirrer
Motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet går i gang
Store lastbiler runger skrumplende op ad vejen
Endnu en dreng på knallert hviner forbi
Naboens hund begynder igen
En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
En mand klipper hæk med benzindrevet hækklipper
En bil med trailer hopper hen over rundkørslen
Nytilflytternes håndværkere, maskinellet, deres materialeleveringer og radioen kører endnu en dag
Tomme lastbiler med chaufførelever drøner op og ned ad vejen og rundt i den lille rundkørsel
Kirkens maskiner på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen
Sportsflyene cirkler over byen
Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør
En anden nabo bruger en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage
En anden hund står og hyler sørgmodigt
Kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask
Familiefædrene starter deres store, benzindrevne plæneklippere
Og støvsuger haven bagefter med kraftige løvsugere
Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor
Og naboens hund gør længe ad det hele, inkl. sin egen families bil og alle familiemedlemmernes kommen og gåen
Et passagerfly kommer lavt ind over
Et par drenge ræser op og ned ad vejene på ulovlige knallerter efter mørkets frembrud
Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør, indtil familien kalder den ind og kører væk
En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En flok unge skriger, pjatter og spiller høj musik ude på fortovet
Hvilket selvfølgelig gør hunden rasende i lang tid … den er alene hjemme, men alle på vejen kan høre den i timevis, selvom den er lukket inde
Vi larmer alle uophørligt, nedslider vores sparsomme naturområder, bygger grimt, giftsprøjter jord, luft og drikkevand, udspreder koncentreret, tungmetalholdig grisegylle på de marker, hvor vi dyrker vores egen mad, vi graver jordens råstoffer op og eksporterer dem, mens vi importerer granitskærver fra Kina, udleder røg i luften, affald på jorden og skidt i vandet … Så det fælles lydmiljø i villahaverne ligger nok ikke øverst på handleplanerne … her i år 2022, hvor vi martres af flere smitsomme sygdomme, krig, klimaforandringer og hastig uddøen af dyr og planter omkring os.
– Men lyden af bybusserne mangler – Vores kommune har netop skiftet dem ud med elbusser 😊
I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold. – I 1972 havde jeg ikke stemmeret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.
Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som kapitalister mod socialister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine holdninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folkeafstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.
Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til danskerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dannede, veluddannede, vidende og begavede politikere, som stadig har værdier og gennemslagskraft, når det gælder økonomi, landbrug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygtninge og menneskerettigheder. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland. – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og alliancer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerikanerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …
I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse nationalromantikere og overvintrede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grupper kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammenlignes med større ånder ude i Europa.
At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Danmark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefingernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligensreserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rusland uden blusel invaderer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lignende.
Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vores sundhedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som stadig gerne vil være med på karrusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opulente måltider og fadøl, pornografiske film, sommerferier, husleje og flybilletter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljøorganisationer.
Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhindre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for ministeransvar og administrerede ulovligt.
Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‘Børnenes statsminister’, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beordrede danske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygtninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og humanisme.
Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle bestiger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kommer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gælder om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tankeløst USA’s forrige præsidents fordummende slagord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og berømmelse på sociale medier. Det er beskæmmende.
Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyttelse, klima, fødevarer, energi …
Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg foretrækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.
På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære forehavender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderligere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i modsætning til danske politikere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og naturbeskyttelse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.
Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere danske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med landbruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nordjylland på størrelse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udledende skorstene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?
Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map
Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem politikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Europa.
Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins aggressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.
Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masseødelæggelsesvåben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religiøse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vores egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som belønning af amerikanerne.
Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Libyen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strømmer ud.
Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.
Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‘Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte amputeres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapacitet, viden, forberedelse og politisk opbakning fra start.
Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.
Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstreorienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der findes også grupperinger i midten med sociale hensyn og en borgerlig økonomi, dvs. lav skat.
Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halvdelen stemmer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Storbritannien.
Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter enkeltsager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.
I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.
Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.
________________________
Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fængselsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia
The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Denmark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lithuania, Latvia, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).
