Natur og menneskelig foretagsomhed

For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?

– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.

Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for men­neskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfalds­vejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuld­kommen op­lyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjerg­toppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?

Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og kon­centreret svinegylle i jor­den, som vi des­uden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på rå­stoffer.

Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibi­rien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig trans­portaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.

Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store af­stande.

Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan fore­tage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mø­des, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk …  – Mennesket kan slet ikke styre sin ople­velses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byg­gerier, udvi­delser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgi­velserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.

Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menne­ske­barnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fun­gerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.

Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasi­landskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan fore­stille sig, tager form i de forhånden­værende materialer. – På samme måde vil voksne ustand­seligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfor­dring til aktivitet.

Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til af­ten. Vi sam­ler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammen­hængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at op­føre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generatio­ner opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampe­mycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyt­tiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!

På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrø­der, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekrea­tion. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket step­per, gra­vet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget …  endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.

I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.

Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jor­den læn­gere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden læn­gere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.

Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlig­hed, godhed, tid, skøn­hed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.

Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.

Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efter­lader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpe­marker, der tilmed søles til i koncentreret svi­nelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menne­skemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscoo­tere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjerg­sider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stillad­ser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.

Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vej­anlæg.

Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jor­dens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nær­liggende himmellegemer og glem­mer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har for­giftet, forsuret og forplumret alt omkring os.

Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennem­strejfet igennem 60 år. Hammer Bak­ker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommu­nen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’natur­lige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.

Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev til­bage i morænesandet ef­ter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og ny­plantet igennem de seneste hundrede år? Med plet­ter af plan­tet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i områ­det, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?

Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indheg­ner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde are­alet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for bio­diversiteten.

Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den state­lige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.

Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.

Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sam­men, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hul­veje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klat­retårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genop­rette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur el­ler sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatre­stativer og campinghytter.

De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besø­gende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme bør­nefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning.  Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et natur­plejet areal er ikke det samme som en børnezoo.

De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jæger­forbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget na­tur i det, for det kunne skade unaturlig­heden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jæger­nes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.

Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrai­lere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var hes­te transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.

Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.

Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.

Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.

Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kon­gevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.

– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, lege­pladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.

En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i be­hold og nu sav­ner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, ud­stillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?

Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Bygge­mand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.

Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.

For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.

Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville ude­lukke os.

Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:

Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.

Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøj­tede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ure­flekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og fore­tagsomhed ikke natur?  Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.

Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jor­den? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.

Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’na­tur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelæg­ger det hele for os alle.

Benægtere

Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.

Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.

Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?

Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.

Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen

Kirker og kirkegårde

Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.

Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bak­ken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.

Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de ufor­stående gravere.

I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille slud­der af med de flinke gravere.

I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.

I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhø­rende stor kirke­gård, men nu er det slut med fredeligheden.

Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til guds­tjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvor­dan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.

Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før ande­stegen og ki­mer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.

I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klok­ketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbin­delser opadtil.

Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var uperson­ligt.

Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.

I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med lar­mende, potente ma­skiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslå­maskiner, der kræver høreværn. Grave­maskiner til gravene – ingen sidder længere på gra­vens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.

Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompres­sor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.

I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefon­opkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.

Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beret­ter om samme ukristelige larm.

Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støj­helvede, der trodser enhver beskrivelse.

Hvem skulle nu tro det …

Aalborg Kommune

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Corona – genåbning

Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i ga­derne.

Hun – og alle andre – er i en situation, som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle bliver klogere til næste gang.

At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlys­tel­ses­parker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri ar­gu­mentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bli­ver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.

Det er hårrejsende og frygtindgydende!

Skal vi ikke én gang for alle slå fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?

Vi mennesker er drevet af

  • Trang til mad, sex, formering, yngelpleje, fysisk og psykisk bekvemmelighed, fx tryghed, ly og varme
  • Social trang, tilknytning, familien, gruppen, stammen, herunder status og hierarkier, mis­un­delse, nationalisme
  • Anskaffelsestrang, som hamstere har vi det bedst, når vi kan samle en masse ting sam­men, madlagre, penge, køretøjer, elektronik, pyntedimser, møbler, tøj og sko, køkken­maskiner, sommetider fører grådigheden til krig mod an­dre stammer om landområder, ressourcer og indflydelsessfærer
  • Oplevelses- og forståelsestrang, vi vil gerne kunne forklare det, vi ser og oplever, så vi op­sø­ger og under­søger fænomener, men sommetider får vores forklaringer karakter af fri fantasi eller efterratio­naliseringer, religion, alt for vidtløftige filosofier

Vi opfinder film, internettet og mobiltelefonerne og bruger den avancerede teknik til pornografi, til at sende nøgenbilleder rundt, til hadefulde kommentarer om andre, specielt mennesker, der er en smule anderledes end os selv, evt. mener noget andet end os selv.

Vi opfinder transportmuligheder, lastskibe, tog, fly, biler, og bruger dem til at skaffe os en masse bil­ligt og giftigt skrammel fra fx Kina. Eller til at fragte os selv på job og tjene til alt skramlet, så vi bag­efter kan køre ud i storcentre og købe stort ind eller tage på nyttesløse ’ferier’ i varme lande, hvor strandkanten er forsvundet under kilometerlange rækker af betonhoteller. Evt. skiferier i de om­råder, hvor det stadig er muligt at opretholde en smule sne under skiene, trods global opvarm­ning, bl.a. på grund af vores overforbrug af billigt skrammel fra Kina og for meget rejseri.

Vi opfinder videnskab og menneskerettigheder og misbruger det hele til at bortforklare vores eget ansvar for planetens fremtid og for hinanden, til at opfinde en stor, gudelig magts ’intelligente de­sign’ eller til at lade mennesker fra andre lande sejle ud og drukne i havene omkring os, eller vi stem­mer på selvovervurderende, men små og bange, nationalister, der blot gør livet sværere for os alle.

Vi har alle muligheder for at leve gode, glade og trygge liv, og vi forspilder alle disse muligheder hver eneste dag, fordi vi stadig er dyr, drevet af vores mest basale instinkter.