Stillebyer

I Italien ser man ofte skiltet med ’Brug af dythorn forbudt’, når man passerer skoler, kirker, hospitaler, fødeklinik­ker og andre følsomme områder, fx konservatorier, hvor musikere uddannes og øver sig. – Jeg har aldrig for­stået, hvorfor vi herhjemme stadig opfatter det som en menneskeret, at vi kan invadere andre menneskers lydrum med uønsket støj, så som musik, evindeligt hylende småhunde, motorer i tomgang og maskiner.

Ikke fordi vi danskere er slemme til at dytte, det er vi ikke, men fordi støjen i det offentlige rum har nået grænsen for, hvad mange af os kan trives med. *

Da vi alle boede langt fra hinanden ude på landet, kunne vi gøre, som vi ville. – Men vi er ikke længere 1 mio. mennesker i Danmark, som vi var for et par hundrede år siden, vi er nær­mere de 6 mio. i dag, og vi bor tæt. Dør om dør, hæk ved hæk.

Sommetider kunne det være rart med nogle stilleskilte her i vores gennemciviliserede, over­befolkede, mo­toriserede, nordeuropæiske samfund. Skulle vi ikke opfinde konceptet ’Stillebyer’? Og et passende skilt ved alle indgangsvejene til dem?

Masser af mennesker får ødelagt deres livskvalitet, traumatiseres og bliver syge af støj. ** – Støjen kunne være fra unge med soundbokse, som tager opstilling ude på fortovet, almindelig trafikstøj fra tog og biler, små og store køretøjer i tom­gang, knallerter og motorcykler, gøende hunde, skrigende børn, kraftige maskiner, som vi alle bruger i hus og have: slagboremaskiner, græsslåmaskiner, løvsu­gere, kompostkværne, motorsave, fliseskæ­rere m.m. – også dem fra kommunal vedligeholdelse af veje, fortove og fællesområder OG kirkegårdenes ditto, høj musik, som alle naboerne også kan høre, børn, der råber alt for meget, når de leger, alt for hyppige, alt for larmende fester udendørs, højlydt studenterkørsel i stille boligkvarterer i mange uger hvert eneste forår … og meget, me­get mere. Fx kan en ’vindharpe’ ophængt i et træ i et tæt beboet kvarter være en livsødelæg­gende irritation for naboen, selv om man selv synes, det lød så kønt, da man holdt ferie på Bali … Men Dan­mark er ikke Bali. Her blæser det 325 dage om året, og naboerne har ingen gode min­der og opfatter tingesten som en unødvendig skralde.

Støjsensitive mennesker er ikke udelukkende en samling hysteriske, overfølsomme neuroti­kere. Nogle ar­bejder hjemme, nogle har småbørn, der skal sove, nogle er alvorligt syge og op­holder sig i eget hjem i den sidste tid. – Og nogle havde måske bare lyst til at sidde og lytte til fuglene, drikke en kop kaffe med en ven eller læse en bog i deres egen have en almindelig ons­dag formiddag, hvilket ingen burde have magt til at forhindre dem i.

En stor del af befolkningen, måske op til 40 %, lider under støjgener fra deres omgi­velser. Og problemet er voksende år for år. – Vi bliver syge af støj, kræft, hjerte-kar-syg­domme, diabetes, hovedpiner, stress, depressioner m.m. kan ramme støjbelas­tede, også selv om de ikke opfatter sig selv som udsatte for støj.

Men man kunne reservere småbyer eller områder i byer og kvarterer til stillebyer og indføre nogle regler, en håndfæstning, som skulle accepteres af alle beboere.

Fx:

At man forpligtede sig til at erstatte sine larmende maskiner med mere stille eldrevne maski­ner ved først givne lejlighed.

At man forpligtede sig til kun at bruge larmende værktøj og maskiner lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14.

At man sikrede sig, at ens musik ikke nåede uden for ens egen dør.

At al affyring af fyrværkeri var forbudt –også nytårsaften!

At man så vidt muligt skiftede til cykel og elbil, men indtil da tog hensyn, når man færdedes i stillebyen.

At man skaffede sig af med larmende og uopdragne hunde.

At børn blev bedt om at dæmpe sig lidt ned, når det var muligt, fx behøver de ikke trampe op og ned ad trappen i opgangen og skrige undervejs … hver dag. En børnefødselsdag med tram­polin eller badebassin og høje hvin kan selvfølgelig ikke undgås, men en lille besked til nabo­erne kan forberede dem, så de evt. kunne tage på visit den eftermiddag.

På samme måde kunne en studentervogn fuld af hujende unge godt lukke ned for stemmen og musikken, mens de passerede stillebyen.

I tilfælde af fester kunne stillebyerne måske have et forsamlingshus, som man kunne låne til større arran­gementer. Placeret et sted, hvor det ikke generede nogen.

Og en spændende legeplads med redskaber, bålplads, træer og baner, hvor børn kunne løbe, råbe, spille boldspil m.m. uden at forstyrre.

Husene i stillebyen skulle være velisolerede og have støjdæmpende vinduer o.a. foranstaltninger. – De må ikke ligge for tæt. Der skal være plads og grønne områder imellem dem. Vejbelægningen er gennemtænkt, så trafik larmer mindst muligt. – Og ingen kunne finde på at montere en varmepumpe eller ventilator på muren over mod naboens soveværelse.

Hvis nogen vil leje ud via Airbnb eller andre, må de kræve lydsvage gummihjul på rullekufferterne.

Nødvendige bygge- eller ombygningsprojekter skal naturligvis gennemføres, men bygherrer, entrepre­nører og håndværkere måtte meget gerne tage støjhensyn i løbet af projektet. Det kunne måske ligefrem blive et konkurrenceparameter?

Hvis stillebyen har en café eller forretninger, er de selvfølgelig uden muzak, og de arrangerer ikke Open By Night, karneval, festivaler eller andre begivenheder, der genererer larm.

Arrangørerne af cykelløb, gadeløb o.l. skulle lægge ruterne langt uden om stillebyerne.

Det samme skulle lufthavne, navnlig dem med privatfly, rundflyvninger og små skole­fly.

Kollektiv transport skulle være røg og støjfri.

Kommunerne skulle også forpligte sig til at tage en række hensyn ved alkoholbevillinger, vejan­læg, institu­tionsbyggerier, vedligehold og byggetilladelser.

Men det skulle beboerne i stillebyerne også. Liv støjer naturligvis, det er ikke uden grund, at vi siger: Stille som graven, og man må ikke selvretfærdigt fare ud og slukke livsglæde og skabe konflikter. Men alle skulle BESTRÆBE sig på at holde unødvendig støj på et absolut minimum.

Møn blev det første sted i Danmark, der slukkede lysene og skabte en fredning af nattemørket. ***

Hvem bliver de første til at dæmpe støjen og tilbyde en stilleby?

* https://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/stoejfoelsomme-mennesker-kan-skyde-skyl­den-paa-hjer­nen/

** https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/stoej-paa-kontoret-og-i-trafikken-kan-goere-dig-alvorligt-syg

*** https://politiken.dk/viden/Viden/art6455637/P%C3%A5-M%C3%B8n-er-m%C3%B8rket-i-verdensklasse

Gift i drikkevandet

I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lyse­grønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …

Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drik­kevandsboring, der forsyner min by.

I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:

https://www.regeringen.dk/nyheder/2019/ny-lov-styrker-beskyttelse-af-drikkevandet/

VEDTAGET LOV 05.12.19:

Ny lov styrker beskyttelse af drikkevandet

Miljø- og Fødevareministeriet

Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. “

Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:

Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:

Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:

Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevands­indvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturom­rådet, Hammer Bakker:

Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?

Unødvendig støj

I en verden fyldt med tung trafik, biler, arbejdsmaskiner, fly, knallerter, husholdningsmaskiner, varmepumper, havemaskiner, værktøj, soundbokse, højttalere, muzak, naboer, computere, tv-apparater, mobiler, bør vi alle bestræbe os på at begrænse støjniveauet, når vi kan.

Undersøgelser viser, at støj påvirker hjerterytmen og blodomløbet. – Og hele nervesystemet, kunne man tilføje. – Vi bliver rent faktisk syge af støj.

Ikke af kort, kendt og forbipasserende støj, men af vedvarende, gentagen og unødvendig støj.

De fleste af os bor tæt på andre mennesker og deres støj. – Vi kunne begynde med at fjerne al larm og støj, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:

Benzin- og dieselbiler i tomgang.

Vindharper, der kling-klanger i hver lille brise, og som også høres af naboerne.

Musik i haver, i biler med nedrullede vinduer og på offentlige steder. – Ikke alle har samme musiksmag. Nogle er gået ud for at lytte til fugle. Nogle sidder i haven eller parken for at slappe af, ikke for at lytte til andres samtaler, fester, gøende hunde, børneskrig eller larmende maskiner i timevis. Det er fx dårlig stil at slå græs eller arbejde med andre støjende redskaber i en lille have med omgivende naboer på en sommerdag lige ved spisetid.

I mit nærområde har kirkegården anskaffet sig særdeles kraftigt materiel, som generer alle naboer:

Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen herunder er taget fra terrassen lige foran min havedør:

Sådanne kæmpemaskiner bruges – i stedet for rive, skovl og kost – til at støvsuge alle gravsteder og stier! – Det er endegyldigt slut med at mindes sine kære afdøde i fred … Og lige på den anden side af kirkegården bor der mennesker, små og store, unge og gamle, raske og syge, som ikke kan opholde sig i haverne i de lune forårs- og sommerdage, mens kirkens folk er på arbejde, og nogle dage heller ikke kan føre en almindelig samtale inde i egen stue.

Vores lille by ligger knap 10 km fra en lufthavn, hvilket er praktisk, når vi skal ud at rejse, og de brummende rutefly generer da heller ikke, når de ca. en gang i timen langsomt glider ind til landing. Det er kortvarigt og nyttigt, at de er der. Læge- og redningshelikoptere er også mere end velkomne til at optage vores fælles luftrum og støje, mens de passerer, men for at generere yderligere indtægter lejer lufthavnen sine baner ud til de store hvinende AWACS-fly, der med tallerken over skroget træner touch and go-landinger i timevis og ødelægger roen og nerverne hos de titusindvis af mennesker, der opholder sig nedenunder, i byer, skoler, arbejdspladser, institutioner og natur.

Hvinende AWAC-fly cirkler ugentligt i timevis over småbyer nord for Aalborg

Ligesom en enlig privatflyver, en fyr med penge på lommen, kan tage tusinder som gidsler og få lov at cirkle i timevis over vores lille by og den nærliggende skov. Han har sikkert en fest deroppe. Føler sig som konge over det hele, mens han ødelægger dagen for os andre og nedsender sin enerverende motorlarm over alle de mange, der bare ønsker fred.

Vi bliver nødt til at tage os af den unødvendige støj. –  Skal der lovgives om det? – Ja, det skal der helt sikkert på et tidspunkt. For vi er blevet for mange, for rige, og det er blevet for meget. – Men indtil da kunne vi starte med at tænke os om hver især og tage de påkrævede hensyn, både som private borgere, virksomheder, kirkesamfund og offentlige foretagender.

Vi bør også tænke alvorligt over lugte, så som udstødning, gylle, parfumer og røg. Vi bør desuden beskytte nattemørket mod unødvendig og alt for kraftig belysning. Og til sidst skal vi skåne syn og sjælero ved ikke at konstruere alt for mange grimme tårne, møller, master, bygninger, konstruktioner, fabrikker eller ’kunst’, der skal sætte enhver provinsby ’på verdenskortet’, midt i de få tilbageværende oaser med grønne eller havblå udsigter.

Se evt.:

Krogede gulerødder

Folk, der ikke tør eller ikke kan overskue at lade sig vaccinere, udspreder på nettet og ved pri­vate sammenkomster alle mulige, ufunderede rygter om vaccinernes skadelige virkninger. Bl.a. at vaccinen, i stedet for at beskytte den samlede befolknings helbred, er et led i en større sam­mensværgelse med uklart formål udtænkt af regeringen … Gak gak. – Hvorfor skulle et demokratisk lands ledelse dog ønske at føre folk bag lyset i en epidemisituation, hvor vi alle er afhængige af korrekt, vi­denskabeligt baseret information og vores medborgeres hensynsfulde opførsel?

Nu er jeg netop stødt på nye rygter, nemlig at sortering af affald i bedste fald er omsonst, i værste fald skader miljøet, så vi kan lige så godt lade være med at gå og affaldssortere ude i hjemmene … Fordi det hele alligevel blandes sammen og fyres af i store af­faldsforbrændingsanlæg med udslip af giftig røg til følge … Kilden kender nogen, der kender nogen, der har arbejdet på et kommunalt affaldssorteringsanlæg.

Sorteret affald i gaderne, Zabaleen i bjergene øst for Kairo.

– Der er ingen tvivl om, at vi kom alt for sent i gang med at affaldssortere, og at vi ikke har gjort meget for at forhindre PRODUKTIONEN af affald, bl.a. ved at lovgive om emballage og varer, fx plasticdippedutter, legetøj, møbler, tøj, elektronik, hvidevarer m.m., med alt for kort holdbarhed og levetid.

Der kan heller ikke herske skyggen af tvivl om, at vores nuværende affaldshåndteringssystemer ikke er perfekte; man kan somme­tider hverken afhænde eller udnytte det sorterede affald. – Men man skal vist være mærkeligt indrettet i hovedet for at påstå, at det at gøre noget, bare en lille smule, er værre end at lade stå til og gøre ingenting.

Nordjysk families affaldscontainere. – Kan man producere nye affaldsposer og containere af plasticaffaldet?

Affaldssortering, Solfatara ved Napoli.

Og så kom jeg i tanke om de krogede gulerødder.

Fra slut 60’erne og op i 70’erne, da biodynamisk landbrug – det vi i dag ville kalde øko­logi – begyndte at slå mere bredt igennem, var der også traditionelt indstillede mennesker, der ikke så nogen grund til at ændre deres levevis. Navnlig i forældregenerationen fortalte man altid over håndbajerne og sjusserne, at man kendte nogen, der kendte nogen, der arbejdede på et gartneri, og der blev de sat til at sortere alle de konventionelt dyrkede gulerødder i to bunker: De lige og pæne blev solgt som almindelige gulerødder, mens de krogede og på andre måder misdannede blev solgt til dobbelt pris som biodynamiske … Ha ha ha ha …  Skål! – Alt er godt, og vi behøver ikke at ændre vaner, for der er bare ’nogen’, der er ude på at snyde os.

Landbrug & Fødevarer opgjorde i 2019, at Danmark nu er verdensmestre i økologi, at 12,1 % af vores fødevarer er økologiske, og at vi er det folk i verden, der bruger flest penge på økologi. – På verdensplan er salget af økologiske fødevarer, drevet af bl.a. forbrugerne i USA og Kina – begge pænt store markeder – steget med 72 mia. fra 2018 til 2019 – Man anslår, at salget af økologi er steget med godt 15 % blot i løbet af det seneste år …

Så hvem griner nu? De brovtende bagstræbere og bodegatyper, der genfortæller løse rygter og vandrehistorier? Den vaccinefornægter, der selv eller hvis nære pårørende bliver indlagt med et alvorligt Covid-19-forløb? Eller den landmand, der klogt lagde om til økologi i tide?

https://lf.dk/aktuelt/nyheder/2021/februar/danmark-er-stadig-verdensmestre-i-oekologi

Natur og menneskelig foretagsomhed

For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?

– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.

Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for men­neskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfalds­vejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuld­kommen op­lyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjerg­toppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?

Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og kon­centreret svinegylle i jor­den, som vi des­uden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på rå­stoffer.

Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibi­rien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig trans­portaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.

Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store af­stande.

Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan fore­tage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mø­des, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk …  – Mennesket kan slet ikke styre sin ople­velses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byg­gerier, udvi­delser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgi­velserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.

Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menne­ske­barnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fun­gerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.

Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasi­landskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan fore­stille sig, tager form i de forhånden­værende materialer. – På samme måde vil voksne ustand­seligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfor­dring til aktivitet.

Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til af­ten. Vi sam­ler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammen­hængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at op­føre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generatio­ner opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampe­mycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyt­tiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!

På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrø­der, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekrea­tion. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket step­per, gra­vet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget …  endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.

I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.

Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jor­den læn­gere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden læn­gere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.

Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlig­hed, godhed, tid, skøn­hed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.

Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.

Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efter­lader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpe­marker, der tilmed søles til i koncentreret svi­nelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menne­skemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscoo­tere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjerg­sider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stillad­ser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.

Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vej­anlæg.

Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jor­dens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nær­liggende himmellegemer og glem­mer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har for­giftet, forsuret og forplumret alt omkring os.

Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennem­strejfet igennem 60 år. Hammer Bak­ker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommu­nen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’natur­lige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.

Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev til­bage i morænesandet ef­ter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og ny­plantet igennem de seneste hundrede år? Med plet­ter af plan­tet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i områ­det, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?

Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indheg­ner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde are­alet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for bio­diversiteten.

Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den state­lige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.

Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.

Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sam­men, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hul­veje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klat­retårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genop­rette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur el­ler sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatre­stativer og campinghytter.

De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besø­gende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme bør­nefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning.  Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et natur­plejet areal er ikke det samme som en børnezoo.

De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jæger­forbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget na­tur i det, for det kunne skade unaturlig­heden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jæger­nes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.

Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrai­lere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var hes­te transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.

Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.

Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.

Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.

Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kon­gevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.

– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, lege­pladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.

En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i be­hold og nu sav­ner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, ud­stillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?

Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Bygge­mand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.

Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.

For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.

Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville ude­lukke os.

Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:

Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.

Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøj­tede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ure­flekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og fore­tagsomhed ikke natur?  Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.

Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jor­den? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.

Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’na­tur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelæg­ger det hele for os alle.

Benægtere

Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.

Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.

Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?

Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.

Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen