Benægtere

Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.

Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.

Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?

Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.

Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen

Kirker og kirkegårde

Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.

Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bak­ken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.

Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de ufor­stående gravere.

I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille slud­der af med de flinke gravere.

I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.

I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhø­rende stor kirke­gård, men nu er det slut med fredeligheden.

Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til guds­tjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvor­dan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.

Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før ande­stegen og ki­mer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.

I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klok­ketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbin­delser opadtil.

Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var uperson­ligt.

Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.

I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med lar­mende, potente ma­skiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslå­maskiner, der kræver høreværn. Grave­maskiner til gravene – ingen sidder længere på gra­vens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.

Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompres­sor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.

I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefon­opkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.

Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beret­ter om samme ukristelige larm.

Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støj­helvede, der trodser enhver beskrivelse.

Hvem skulle nu tro det …

Aalborg Kommune

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Corona – genåbning

Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i ga­derne.

Hun – og alle andre – er i en situation, som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle bliver klogere til næste gang.

At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlys­tel­ses­parker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri ar­gu­mentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bli­ver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.

Det er hårrejsende og frygtindgydende!

Skal vi ikke én gang for alle slå fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?

Vi mennesker er drevet af

  • Trang til mad, sex, formering, yngelpleje, fysisk og psykisk bekvemmelighed, fx tryghed, ly og varme
  • Social trang, tilknytning, familien, gruppen, stammen, herunder status og hierarkier, mis­un­delse, nationalisme
  • Anskaffelsestrang, som hamstere har vi det bedst, når vi kan samle en masse ting sam­men, madlagre, penge, køretøjer, elektronik, pyntedimser, møbler, tøj og sko, køkken­maskiner, sommetider fører grådigheden til krig mod an­dre stammer om landområder, ressourcer og indflydelsessfærer
  • Oplevelses- og forståelsestrang, vi vil gerne kunne forklare det, vi ser og oplever, så vi op­sø­ger og under­søger fænomener, men sommetider får vores forklaringer karakter af fri fantasi eller efterratio­naliseringer, religion, alt for vidtløftige filosofier

Vi opfinder film, internettet og mobiltelefonerne og bruger den avancerede teknik til pornografi, til at sende nøgenbilleder rundt, til hadefulde kommentarer om andre, specielt mennesker, der er en smule anderledes end os selv, evt. mener noget andet end os selv.

Vi opfinder transportmuligheder, lastskibe, tog, fly, biler, og bruger dem til at skaffe os en masse bil­ligt og giftigt skrammel fra fx Kina. Eller til at fragte os selv på job og tjene til alt skramlet, så vi bag­efter kan køre ud i storcentre og købe stort ind eller tage på nyttesløse ’ferier’ i varme lande, hvor strandkanten er forsvundet under kilometerlange rækker af betonhoteller. Evt. skiferier i de om­råder, hvor det stadig er muligt at opretholde en smule sne under skiene, trods global opvarm­ning, bl.a. på grund af vores overforbrug af billigt skrammel fra Kina og for meget rejseri.

Vi opfinder videnskab og menneskerettigheder og misbruger det hele til at bortforklare vores eget ansvar for planetens fremtid og for hinanden, til at opfinde en stor, gudelig magts ’intelligente de­sign’ eller til at lade mennesker fra andre lande sejle ud og drukne i havene omkring os, eller vi stem­mer på selvovervurderende, men små og bange, nationalister, der blot gør livet sværere for os alle.

Vi har alle muligheder for at leve gode, glade og trygge liv, og vi forspilder alle disse muligheder hver eneste dag, fordi vi stadig er dyr, drevet af vores mest basale instinkter.

Moderne religiøsitet

Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.

Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motio­nere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efter­stræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.

Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.

I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.

I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klo­dens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.

Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.

Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der for­tjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne kar­klude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbej­de, benytter toget i ste­det for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i venne­kredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobil­fotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spi­ser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller reli­gion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.

Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.