Finere husholdning


Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i baga­gerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske pi­ger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede mes­singskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splin­ternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpole­rede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens fi­lippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejse­stue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire sove­værelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæstevæ­relser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde ma­sken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige en­tourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpin­lig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sam­men med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyt­tede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske ro­mere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med dis­kret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spise­salen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfarin­ger fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.

Provence i maj

– er vidunderlig! Bjergene knejser frodigt grønt, gyvler og hyldeblomster lyser klart på skrænterne, og man træder på timian og rosmarin, hvor man går. Lavendelmarkerne er på spring i lige rækker, vinmarkerne lige så, og alle de gode dufte følger én alle vegne.

Folk er venlige på den provinsielle måde, som de også er hjemme i Nordjylland, og de har god tid til at snakke. Og lugten af veltilberedt mad, pandekager og godt brød fylder de smalle gader, hver gang man parkerer bilen og står ud. Risotto, bouillabaisse, spidstegte kyllinger, croissanter …

På den første rasteplads var mørkeblå blomster allerede sprunget ud:

– Den franske lilje, jublede jeg og tog ½ mio. fotos … men det var jo iris, ikke liljer, blev jeg belært om.

Ikke desto mindre fulgte iris i alle farver os fra nord til syd, fra øst til vest, og da jeg googlede den franske lilje, viste det sig, at den i virkeligheden er en gul iris.

Udover iris vokser alle mulige planter og blomster alle vegne, bl.a. gøgeurter og en del, jeg aldrig får lært navnene på.

Helt oppe på toppen af Mont Ventoux var der vindstille og bittesmå, blå stedmoderblomster:

Vi skulle jo hjem igen. Og der er langt at køre. Vi kørte igennem tre lande på vejen, men kun ved den danske grænse var vejen spærret med kontrol, og vi blev tjekket, ikke for den ekstra flaske pastis og pakker med Gauloise, som i gamle dage, men med et hastigt blik fra en morgentræt betjent: Har I fremmede med i bilen? – Nej, vi var kun os tre trætte gamlinge.

Det næste, der skete, var, at en tung gyllestank trak ind i bilen og fulgte os klæbende og tæt hele vejen op igennem Jylland … Op med vinduerne! Hurtigt! Luk! – Det er ikke just herbes de Provences dette her! – Modbydeligt! – Vi trak på næserne, der igennem ti dage var blevet forkælet af krydder og blomsterdufte i det franske udland.

Og så blev vi mødt af triumferende familie og venner. – Hvordan var vejret? spurgte de på en lumsk måde. For de havde jo haft sol og over 25° alle dagene, og mine planter i hus og have havde kun overlevet takket være pålidelige og opmærksomme huspassere.

Sådan er reglerne i dette lille gyllelugtende, fremmedangste land: Inden man drager udenlands, skriver man under på, at man helhjertet deltager i konkurrencer om, hvem, der har det bedste vejr i de dage, turen varer. – Ingen undtagelser gælder! Hverken familie, venner eller fjender!

Men man kan jo ikke vinde vejret. Man kan heller ikke vinde i alle de andre indbildte og selvforskyldte konkurrencer, vi går og sætter op for os selv og hinanden.

Man må bestræbe sig på at være generøs og unde hinanden det bedste.

Vi har nydt vejret, og alt det andet, som det var. Vi er ikke klimaflygtninge. Ikke endnu. Og en tordenbyge over Luberon og et par kølige dage i Provence i frodige maj er langt bedre egnet til oplevelser i Avignon, i bjergene, i Marseilles, i Camargue, og til at spadsere hen over den godt 2000 år gamle Pont du Gard, end over 25° og fuld sol ville have været. Og så slap vi jo for at stå i køer.

Så alle vandt!

Og jeg sidder her med mine fotos og leder efter spor, for i løbet af den korte tid dernede kom jeg vist til at tabe en bid af mit hjerte.

Marokko, Marokko, Marengs …

Min far reciterede en børneremse, som næppe er helt politisk korrekt i dag, se nedenfor, hver gang ordet Marokko blev nævnt. – Marokko, Marokko, Marengs … Nu skulle vi omsider derned!

Djema al-Fna – ’De dødes forsamling’ – den store plads midt i Marrakeshs medina minder om cantinaen fra Starwars i sin sammenstimling af forskelligartede folk og kreaturer fra alle verdens hjørner: slanger, amerikanere, egern, arabere, duer, danskere og andre europæere, aber, berbere, æsler, afrikanere, heste, geder, får, muldyr … med en lydside af den friske, rytmiske gnawa – de befriede slavers musik – og slangetæmmerens hypnotisk insisterende fløjte.

Selv den traditionelle tandudtrækker havde stillet sin bod op – forhåbentlig – udelukkende til benefice for turisterne.

Vores fine riad lå et minuts gang fra Djema al-Fna, vi havde udsigt til pladsen og Koutoubias strunke minaret oppe fra taget, og vi færdedes på den mange gange hver dag. Spiste her, dvælede her, købte dadler og nødder og appelsinsaft, drak myntete, fandt taxaer eller hestevogn. Alle ture udgik fra Fna. Ud i souken. Op over bjergene. Ud til Atlanterhavet.

Man farer vild i souken. Helt sikkert. Men der fås gode kort, og man kan altid spørge om vej. Hvis en ældre fransktalende herre forlader sin stol og følger én til den ønskede destination, fx den smukke, ældgamle Mouassinefontæne, og viser én en helgengrav på vejen – og venter tålmodigt, mens man fotograferer den, så er det kun rimeligt, at han forventer, og får, en skilling for ulejligheden. Men ellers kan man bare spørge løs.

Og man bliver snydt i souken. Helt sikkert. Men som oftest kun for småpenge, og snyderiet foregår med stor opfindsomhed, godt humør og charme, som vel også har en form for værdi.

De lokale sørger for, at man ikke keder sig, når de venligt inviterer én med på lange ilmarcher i 40°s varme til ’Berbermarkeder’, der ikke eksisterer; det gør til gengæld, ildelugtende og påtrængende, de garverier, man overraskende ender i, med en udleveret kvist mynte, af den bjergsomme guide benævnt: Marokkansk gasmaske.

Den indsmigrende tæppe- og taskehandler, turens virkelige, men fordækte mål, forvandler sig hurtigt til en iskold og vred figur, da vi gør det helt klart, at vi ikke agter at købe noget af ham, hverken tæpper eller tasker, men vi stikker garveri-manden en tyver for ulejligheden og fotografierne, hvilket han højlydt jamrer over. Han forlanger hundreder af dirhams, hvilket vi jo kun kan smile og ryste på hovedet af. Flere gange møder vi ham og hans kumpaner efterfølgende, og hver gang stikker de i jammer. – Alt i alt en underholdende formiddag.

Så er det tid til myntete.

De mere legitime næringsdrivende er dog gode og pålidelige turarrangører. Forhandlingerne kan være hårde med megen indlagt drama og jammer, når prisen for en taxatur eller kørsel i hestevogn skal aftales, men når enighed først er opnået, er der ingen slinger i valsen: Kun ordholdenhed og venlighed. Vi fandt Mohammads lille udflugtsbutik og bestilte en 4-hjulstrækker med sød, engelsktalende chauffør og guide for en hel dag til turen hen over Atlasbjergene til ørkenfortet Aït-Ben-Haddou og tilbage igen. Guiden, Omar, insisterede på at vise os to andre forter, kashbaer, som var mere oprindelige og ikke helt så filmkulisserestaurerede og souvenirshopbefængte, som Aït-Ben-Haddou, som var den eneste jeg havde hørt om på forhånd. Gudsketakoglov! – Vi kom ud på de små bjergveje, ud i de små bjergbyer, så de mere oprindelige lerstenskashbaher og fik alt i alt en af de bedste dage, vi nogensinde havde haft. – For en fjerdedel af den pris et rejseselskab ville have beregnet sig.

Aït-Ben-Haddou er kulisse til mange film: Gladiator, Lawrence of Arabia, Game of Thrones. Det er den lille blåhvide atlanterhavsby Essaouira også: bl.a. Game of Thrones og en ældre filmversion af Shakespeares Othello, men det første, jeg kom til at tænke på, da jeg så byens søfort, var sørøvere! Romantiske 16- og 1700-tals sørøvere, som i Pirates of the Caribbean, og man ventede at se Keira Knightley i krinolineskørt og Jack Sparrow promenere på de tykke mure. Fortets skydetårne fortæller også straks, ved deres lighed med Belem-tårnet ud for Lissabon, om fortet og havnens portugisiske rødder. – Selvfølgelig skulle vi spise rå søpindsvin med limesaft og grillstegte fisk og blæksprutter i en af havnens mange madboder. Med godt brød og salat til.

Langs vejen ud til havet står argantræerne med de helsebringende nødder på røde, tørre marker, og fordi sultne geder engang klatrede op i træerne for at æde frugter og blade, har gedeejerne arrangeret deres dyr smukt som julepynt i de gamle træer, hvor de står og spekulerer over, hvordan i alverden de havnede der, og hvor længe mon det varer, før de må hoppe ned igen, mens turisterne, ivrigt fotograferende, æder hele historien råt og lydigt lægger en tier eller to i fotoafgift. – Der er mange måder at tjene til livets opretholdelse på. For geder og for mænd.

Medinaen i Marrakesh, fortet Aït-Ben-Haddou og Essaouira er alle optaget på UNESCOs liste over umistelig verdensarv. Marokkanerne burde også selv stå øverst på en liste over tolerante, åbne, hjælpsomme og smilende folk. Så der er ikke noget at betænke sig på: Book en riad og en flybillet og tag til Marrakesh. Derfra går resten af sig selv – også vejen op til garverierne bliver du guidet til – helt uden at have spurgt.

Min fars børneremse, som formentlig er forfattet af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen el.lign., lyder i sin helhed sådan:

Marokko, Marokko, Marengs

Abdullah Al Hamad skal hængs’

Han stjal for at give sin skat en agave

Nu trasker han rundt i Allah’s have

Russere

Det er et stort og fantastisk land! – Men vi mødte ikke megen venlig imødekommenhed i begyndelsen af vores to ugers rejse ad floderne fra Skt. Petersborg til Moskva.

Først var der visumansøgningen. Pga. de internationale forhold efter annekteringen af Krim har russerne gengældt vestens sanktioner, herunder visumtvang for russiske statsborgere, med deres egne regler, der betød, at vi i god tid inden rejsen skulle tage fra Nordjylland til København og personligt møde op på deres visumkontor nede ved havnen. Vi er ikke gode til at finde rundt i bureaukrati, så vi havde betalt rejsesel­skabets mand for at møde os der og hjælpe. – Og gudsketakoglov for det.

Vi ankom i god tid til adressen. På gadedøren sad et skilt, der oplyste, at der var frokostpause fra 11.30 til 12, og da vores aftale var kl. 12, stod vi og sludrede med de andre ventende, bl.a. et ældre ægtepar, der også skulle have turistvisum. Damen fortalte, at de var nået så langt i proceduren som til fingeraftrykkene: Hun havde selv afgivet fingeraftryk på en fingeraftrykslæser foran et glasbur med en uniformsklædt kvinde i, og så var det hendes mands tur: Først de fire fingre på højre hånd, så de fire fingre på venstre hånd, så tommelfingeren på højre hånd, så tommelfingeren … Damen, der på den anden side af glaspladen sørgede for at tjekke og gemme aftrykkene på sin computer, rejste sig pludseligt og uden et ord til forklaring vendte hun ryggen til hele rækken af ventende og gik til frokostpause. Klokken var 11.30. Præcis. – Manden, der kun manglede at få affotograferet sin ene tommelfinger, måtte rejse sig og med sin kone gå ud på gaden og vente, til frokostpausen var ovre, og de kunne skaffe sig en plads i køen igen.

Det var med nogen skepsis, vi lyttede til denne beretning, men da vores hjælper ankom, og kontoret åb­nede igen efter pausen, kunne vi se, at hun måtte have talt sandt. Vores hjælper tog sig af det meste, papi­rer, fotos, og han fik efter kun omkring ti minutters ventetid bugseret os ind foran fingeraftrykslæserne. Jeg satte mig i stolen foran glasburet og smilede afventende til den blonde dame bag ruden, men hun stirrede blot uhøfligt tilbage, lige igennem mig og ud i den blå luft, så jeg var henvist til at nærstudere de ophængte skilte med pædagogiske tegninger: Anbring først de fire fingre på højre hånd … En smule famlende gjorde jeg, som beskrevet, højre, venstre, højre tommelfinger, venstre … Ikke et bip, ikke et blik, ikke en tak. Et søgende blik på blondinen, som brugte al sin mentale energi på at ignorere mig. Var jeg færdig? Havde hun fået, hvad hun skulle have? – Kun en utålmodig rømmen og skubben fra folk i køen bag mig, så jeg rejste mig forvirret. Heldigvis kunne vores egen guide forsikre os om, at alt var gået, som det skulle; vi ville mod­tage vores pas med visum om ca. tre uger.

Da vi forlod kontoret, stod den uheldige dame og hendes mand, der havde troet, at et visum til Rusland var en let sag, som man sagtens kunne klare uden betalt assistance, stadig i nummerkøen, ventende på en lej­lighed til at få scannet mandens venstre tommelfinger, og sendte os trætte, himmelvendte øjne.

To måneder senere satte vi fødderne på russisk jord i lufthavnen ved Skt. Petersborg. Vi var glade og for­ventningsfulde, lige indtil vi måtte se alle vores rejsefæller drage af med deres kufferter, mens vores stadig ikke var dukket op. Det deprimerende tomme bånd kørte for vores øjne. – Hmm …

Vi fandt hen til skranken, hvor endnu en af disse stærkt blonderede, stramt uniformsklædte, kraftfuldt byg­gede, russiske kvinder med iskolde, lysende blå øjne sad og tronede over en uordentlig kø af opkogte, kuf­fertløse turister, en gammeldags computer og stakke af fortrykte skemaer.

Hun var sådan set venlig nok, eller lad mig reformulerede det en anelse: Hun var ikke direkte modbydelig, men forsøgte, på sin egen kantede facon at være behjælpelig. Da vi fik os møvet frem. – Men så begyndte helvedet …

Hun rakte os skemaer i fem eksemplarer, der alle skulle udfyldes ens for hver manglende kuffert – Altså fem skemaer hver. Vi skulle skrive, hvem vi var, hjemadresse, stilling, pasnumre o.l., ærinde i Rusland, adresse i Rusland, rejsens varighed, kufferternes udseende og indhold ned i de mindste detaljer. – Vi be­gyndte fortrøstningsfuldt at skrive, men da vi afleverede de første to gange fem eksemplarer til damen, blev de hånligt afvist, og hun irettesatte os strengt. – Der var ord, vi ikke måtte bruge, fx var det ligegyldigt, om vi havde elektriske tandbørster og overfrakker i bagagen, der var måder at formulere det på – på en­gelsk – som var godkendte, og så var der vores – forkerte – ordvalg. Hun stregede aggressivt alle vores om­hyggeligt udfyldte skemaer over og gav os, med en mine som var vi uartige og tungnemme børn i en gam­meldags skole, nye at udfylde. Uden specifikke anvisninger på, hvad vi havde gjort forkert, og hvordan man kunne gøre det rigtigt … I FEM eksemplarer … hver …

Ved siden af mig stod en amerikansk dame, som fortalte, at hun havde været igennem møllen før. Faktisk næsten hver gang, hun besøgte landet. – Min mand og jeg havde været oppe siden klokken fire om mor­genen for at nå et fly fra Ålborg til Kastrup, fra Kastrup var vi i forening med det øvrige selskab fløjet til Stockholm, hvor vi havde ventet i fire timer, så nu, først på aftenen, i en lummervarm og fugtig bagagehal i Skt. Petersborg, var vores kræfter ved at slippe op. Da den militære blondine arrigt stregede endnu et sæt af vores udfyldte skemaer ud og arrogant klaskede nye eksemplarer ned i skranken foran os med umisfor­ståelig besked på at gøre det ordentligt denne gang, var min ellers meget venlige og beherskede mand ved at tabe snøvsen. Vi var fanget i et Kafkask mareridt. Mens han stille brød sammen, mandede jeg mig op, sendte hunulven Ilse et tiggende usikkert smil og bad om mere præcise direktioner. Hun så på mig, som om jeg var komplet idiot, men gav mig nogle spredte hints … Heller ikke det nye sæt skemaer blev dog accepte­ret. – Så måtte jeg gå afsides for at samle mig, mens min mand konfronterede situationen.

Det gjorde han bl.a. ved at ringe til vores lokale guide, der stod på den anden side af paskontrollen og nu havde ventet på os i et par timer. Guiden talte med vores uniformerede plageånd og udvirkede måske en form for medlidenhed, for da jeg kom tilbage til skranken, tog Ilse alle vores skemaer fra os, kasserede dem og påbegyndte egenhændigt med selvbevidst skråskrift et helt nyt sæt. Hendes oplysninger matchede ikke på nogen måde indholdet i vores kufferter, fx har jeg aldrig ejet en makeuptaske og to lyserøde natkjoler, men det havde åbenbart aldrig været hensigten at give korrekte informationer i overensstemmelse med virkeligheden. Hensigten var rette ord i rette rubrik, og da hun selv udfyldte det første skema, som det skulle gøres, var det muligt for os, ved at kopiere hende, at udfylde begge sæt af skemaer med fantasiind­hold, et sæt for hver kuffert, i fem enslydende eksemplarer, som Ilse omhyggeligt kontrollerede, gjorde notater på og godkendte … Pyhh …

Men så fik vi stanget en ny stak skemaer ud! – Vi skulle gennemgå akkurat den samme procedure for håndbaga­gen! – Det nyttede intet, at håndbagagen ikke var blevet borte, og at vi kunne holde vores håndtasker frem og vise hende, hvad der var i. Alt skulle om­hyggeligt opnoteres i skemaer i fem eksemplarer… Hver … På den rette måde … Skulle man grine eller græde? Vi havde mest lyst til at sætte os ned på gulvet og hyle. Men der var ikke andet valg end at få hende til at vise, hvad koden for håndbagageskemaerne var og pligtskyldigt kopiere…

Da dette skrivearbejde var udført, og behørigt godkendt, fik vi alle vores skemaer overdraget med besked på at gå hen ad gangen, rundt om hjørnet og ind til de overordnede på toldkontoret med dem. Hvilket vi gjorde, selv om vi knap kunne stå på benene. Endnu to uniformsklædte, stålsatte blondiner sad ved en skranke derinde. De tjekkede omhyggeligt alle vores skemaer, begge damer, noterede på dem med kugle­pen, og så rakte den ene ud efter STEMPLET. – Vi stod, udmattede og med lange øjne, og så denne udgave af en russisk embedskvinde højtideligt tage stemplet ud af etuiet, undersøge på et stykke kladdepapir om det virkede efter hensigten, hvorefter hun med små hårde knald stemplede hvert eneste af vores skemaer, udfyldt med sved og tårer, to-tre gange.

Med de således behørigt stemplede papirer maste vi os foran de ti-tolv andre mod- og kuffertløse rejsende foran Ilses disk, og nu var det ingen sag for hende lige at slå op på computeren og fortælle, at vores kuffer­ter var kommet for sent til flyet, da vi kun havde haft en time til at skifte i København, men at SAS snarrå­digt havde læsset dem på et fly til Riga, hvorfra de ville blive omladet til Skt. Petersborg snarest muligt, måske allerede samme aften.

På vej ud af lufthavnen ville jeg, for en sikkerheds skyld, lige købe et par tandbørster, tandpasta, en deodo­rant og en ansigtscreme i en lille, men indbydende parfumebutik. Også her gik det galt, da den modne ek­speditrice beklagede, at hun ikke kunne sælge mig cremen, fordi kasseapparatet ikke genkendte stregko­den og dermed ikke kunne udregne prisen …

Vi var drænet for alt livsmod, og jeg mener ALT, da vi efter tre en halv times gennemhegling i det russiske kuffert papir-helvede omsider kunne slutte os til vores medrejsende om bord på M/S Leonid Krasin.

Jeg vil ikke trætte med yderligere fortællinger om de tre dage, hvor vores kufferter stod i lufthavnen i Skt. Petersborg, hvortil SAS ganske rigtigt havde fået dem fløjet ind allerede samme aften, og ingen, hverken for gode ord eller betaling, kunne formås til at bringe dem de to kilometer hen til skibets kajplads. Rejselede­ren, som var mere akademisk end praktisk begavet, holdt lange foredrag om landet, dets historie, prøvelser og politik, og tilskyndede mig til at se filosofisk på det hele, mens jeg insisterede på, at han og rejseselska­bet skulle forsøge at vriste min kuffert ud af dette traumatiserede folks greb. – Kan vi ikke bare tage en taxa ud til lufthavnen og hente dem? spurgte jeg, men sådan fungerer tingene tydeligvis ikke i Rusland. – Så hver morgen, punktligt klokken syv, vækkede jeg i stedet hans unge, russiske og derfor russisktalende, rejsele­derassistent og fik hende til at ringe til lufthavnen, til rejseselskabet i København, kort sagt til Gudoghver­mand.

Og på tredjedagen, kort før afsejlingen mod Moskva, stod de der foran kahytsdøren, kufferterne med toi­lettasker og skiftetøj, og vi fik med ro i sjælen set mere af det store rige mod øst.

Velkommen til Rusland!

Det lykkedes os – ud over at se en del af det prægtige lands berømte seværdigheder – at møde nogle helt almindelige og meget rare mennesker:

Unge mænd og kvinder i metroen både i Skt. Petersborg og i Moskva, som rutineret, hurtigt og uden at hverken være bedt om det eller vente på tak rejste sig og overlod deres sæder til mig og alle andre ældre kvinder og mænd, der trådte ind i vognen.

En engelsklærerinde fra et sted langt inde i Sibirien, som var kommet til Skt. Petersborg ganske som os for at se Vinterpaladset, og som blev så forbløffet over, at vi gjorde plads til hende på en bænk og i øvrigt talte venligt til hende, at hun hev bøger, billeder og kort frem fra lommer og tasker, viste frem og sludrede så længe, at vi var ved at komme for sent til bussen hjem til aftensmaden på skibet.

Servitricen på den café i Uglich, som vi besøgte – ikke fordi vi var sultne, men fordi vi gerne ville se, hvordan russerne selv spiste. Vi sad en halv times tid med en frokostbakke med en lille tærte, en omelet og to glas frugtsaft til i alt 15 kr. og så tv, et formiddagsprogram med en tv- læge og en yndig, ung studievært. Jeg så, at servitricen satte indsamlede bakker hen til en lille luge i bagvæggen, og da vi rejste os og gik, satte jeg vores bakker hen til køkkenlugen på forbivejen, hvilket skaffede mig et overrasket, kæmpestort smil og et anerkendende nik.

Også den unge pilotelev, der arbejdede som tjener i sin sommerferie og betjente vores bord i skibets spise­sal, syntes forundret over, at turister fra Vesteuropa kunne være ligefremme, venlige og usnobbede. – Så måske florerer der myter om os?

I så fald burde mange flere af os tage derover og vise vores russiske naboer, at vi såmænd er helt alminde­lige, venlige og nede på jorden, ganske som de selv som oftest forekommer at være – Her vil jeg gerne und­tage to – tre kvindelige, meget blonde, officielle embedsmænd, som jeg mødte på visumkontoret i Køben­havn og i afdelingen for mistet bagage i Skt. Petersborgs lufthavn.