Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte bus­te havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og at­traktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter teg­ninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under ho­locaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et vold­somt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejfor­løb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og na­turreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjer­ner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne op­søge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hin­anden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Finere husholdning


Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i baga­gerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske pi­ger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede mes­singskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splin­ternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpole­rede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens fi­lippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejse­stue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire sove­værelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæstevæ­relser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde ma­sken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige en­tourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpin­lig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sam­men med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyt­tede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske ro­mere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med dis­kret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spise­salen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfarin­ger fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.

Provence i maj

– er vidunderlig! Bjergene knejser frodigt grønt, gyvler og hyldeblomster lyser klart på skrænterne, og man træder på timian og rosmarin, hvor man går. Lavendelmarkerne er på spring i lige rækker, vinmarkerne lige så, og alle de gode dufte følger én alle vegne.

Folk er venlige på den provinsielle måde, som de også er hjemme i Nordjylland, og de har god tid til at snakke. Og lugten af veltilberedt mad, pandekager og godt brød fylder de smalle gader, hver gang man parkerer bilen og står ud. Risotto, bouillabaisse, spidstegte kyllinger, croissanter …

På den første rasteplads var mørkeblå blomster allerede sprunget ud:

– Den franske lilje, jublede jeg og tog ½ mio. fotos … men det var jo iris, ikke liljer, blev jeg belært om.

Ikke desto mindre fulgte iris i alle farver os fra nord til syd, fra øst til vest, og da jeg googlede den franske lilje, viste det sig, at den i virkeligheden er en gul iris.

Udover iris vokser alle mulige planter og blomster alle vegne, bl.a. gøgeurter og en del, jeg aldrig får lært navnene på.

Helt oppe på toppen af Mont Ventoux var der vindstille og bittesmå, blå stedmoderblomster:

Vi skulle jo hjem igen. Og der er langt at køre. Vi kørte igennem tre lande på vejen, men kun ved den danske grænse var vejen spærret med kontrol, og vi blev tjekket, ikke for den ekstra flaske pastis og pakker med Gauloise, som i gamle dage, men med et hastigt blik fra en morgentræt betjent: Har I fremmede med i bilen? – Nej, vi var kun os tre trætte gamlinge.

Det næste, der skete, var, at en tung gyllestank trak ind i bilen og fulgte os klæbende og tæt hele vejen op igennem Jylland … Op med vinduerne! Hurtigt! Luk! – Det er ikke just herbes de Provences dette her! – Modbydeligt! – Vi trak på næserne, der igennem ti dage var blevet forkælet af krydder og blomsterdufte i det franske udland.

Og så blev vi mødt af triumferende familie og venner. – Hvordan var vejret? spurgte de på en lumsk måde. For de havde jo haft sol og over 25° alle dagene, og mine planter i hus og have havde kun overlevet takket være pålidelige og opmærksomme huspassere.

Sådan er reglerne i dette lille gyllelugtende, fremmedangste land: Inden man drager udenlands, skriver man under på, at man helhjertet deltager i konkurrencer om, hvem, der har det bedste vejr i de dage, turen varer. – Ingen undtagelser gælder! Hverken familie, venner eller fjender!

Men man kan jo ikke vinde vejret. Man kan heller ikke vinde i alle de andre indbildte og selvforskyldte konkurrencer, vi går og sætter op for os selv og hinanden.

Man må bestræbe sig på at være generøs og unde hinanden det bedste.

Vi har nydt vejret, og alt det andet, som det var. Vi er ikke klimaflygtninge. Ikke endnu. Og en tordenbyge over Luberon og et par kølige dage i Provence i frodige maj er langt bedre egnet til oplevelser i Avignon, i bjergene, i Marseilles, i Camargue, og til at spadsere hen over den godt 2000 år gamle Pont du Gard, end over 25° og fuld sol ville have været. Og så slap vi jo for at stå i køer.

Så alle vandt!

Og jeg sidder her med mine fotos og leder efter spor, for i løbet af den korte tid dernede kom jeg vist til at tabe en bid af mit hjerte.

Marokko, Marokko, Marengs …

Min far reciterede en børneremse, som næppe er helt politisk korrekt i dag, se nedenfor, hver gang ordet Marokko blev nævnt. – Marokko, Marokko, Marengs … Nu skulle vi omsider derned!

Djema al-Fna – ’De dødes forsamling’ – den store plads midt i Marrakeshs medina minder om cantinaen fra Starwars i sin sammenstimling af forskelligartede folk og kreaturer fra alle verdens hjørner: slanger, amerikanere, egern, arabere, duer, danskere og andre europæere, aber, berbere, æsler, afrikanere, heste, geder, får, muldyr … med en lydside af den friske, rytmiske gnawa – de befriede slavers musik – og slangetæmmerens hypnotisk insisterende fløjte.

Selv den traditionelle tandudtrækker havde stillet sin bod op – forhåbentlig – udelukkende til benefice for turisterne.

Vores fine riad lå et minuts gang fra Djema al-Fna, vi havde udsigt til pladsen og Koutoubias strunke minaret oppe fra taget, og vi færdedes på den mange gange hver dag. Spiste her, dvælede her, købte dadler og nødder og appelsinsaft, drak myntete, fandt taxaer eller hestevogn. Alle ture udgik fra Fna. Ud i souken. Op over bjergene. Ud til Atlanterhavet.

Man farer vild i souken. Helt sikkert. Men der fås gode kort, og man kan altid spørge om vej. Hvis en ældre fransktalende herre forlader sin stol og følger én til den ønskede destination, fx den smukke, ældgamle Mouassinefontæne, og viser én en helgengrav på vejen – og venter tålmodigt, mens man fotograferer den, så er det kun rimeligt, at han forventer, og får, en skilling for ulejligheden. Men ellers kan man bare spørge løs.

Og man bliver snydt i souken. Helt sikkert. Men som oftest kun for småpenge, og snyderiet foregår med stor opfindsomhed, godt humør og charme, som vel også har en form for værdi.

De lokale sørger for, at man ikke keder sig, når de venligt inviterer én med på lange ilmarcher i 40°s varme til ’Berbermarkeder’, der ikke eksisterer; det gør til gengæld, ildelugtende og påtrængende, de garverier, man overraskende ender i, med en udleveret kvist mynte, af den bjergsomme guide benævnt: Marokkansk gasmaske.

Den indsmigrende tæppe- og taskehandler, turens virkelige, men fordækte mål, forvandler sig hurtigt til en iskold og vred figur, da vi gør det helt klart, at vi ikke agter at købe noget af ham, hverken tæpper eller tasker, men vi stikker garveri-manden en tyver for ulejligheden og fotografierne, hvilket han højlydt jamrer over. Han forlanger hundreder af dirhams, hvilket vi jo kun kan smile og ryste på hovedet af. Flere gange møder vi ham og hans kumpaner efterfølgende, og hver gang stikker de i jammer. – Alt i alt en underholdende formiddag.

Så er det tid til myntete.

De mere legitime næringsdrivende er dog gode og pålidelige turarrangører. Forhandlingerne kan være hårde med megen indlagt drama og jammer, når prisen for en taxatur eller kørsel i hestevogn skal aftales, men når enighed først er opnået, er der ingen slinger i valsen: Kun ordholdenhed og venlighed. Vi fandt Mohammads lille udflugtsbutik og bestilte en 4-hjulstrækker med sød, engelsktalende chauffør og guide for en hel dag til turen hen over Atlasbjergene til ørkenfortet Aït-Ben-Haddou og tilbage igen. Guiden, Omar, insisterede på at vise os to andre forter, kashbaer, som var mere oprindelige og ikke helt så filmkulisserestaurerede og souvenirshopbefængte, som Aït-Ben-Haddou, som var den eneste jeg havde hørt om på forhånd. Gudsketakoglov! – Vi kom ud på de små bjergveje, ud i de små bjergbyer, så de mere oprindelige lerstenskashbaher og fik alt i alt en af de bedste dage, vi nogensinde havde haft. – For en fjerdedel af den pris et rejseselskab ville have beregnet sig.

Aït-Ben-Haddou er kulisse til mange film: Gladiator, Lawrence of Arabia, Game of Thrones. Det er den lille blåhvide atlanterhavsby Essaouira også: bl.a. Game of Thrones og en ældre filmversion af Shakespeares Othello, men det første, jeg kom til at tænke på, da jeg så byens søfort, var sørøvere! Romantiske 16- og 1700-tals sørøvere, som i Pirates of the Caribbean, og man ventede at se Keira Knightley i krinolineskørt og Jack Sparrow promenere på de tykke mure. Fortets skydetårne fortæller også straks, ved deres lighed med Belem-tårnet ud for Lissabon, om fortet og havnens portugisiske rødder. – Selvfølgelig skulle vi spise rå søpindsvin med limesaft og grillstegte fisk og blæksprutter i en af havnens mange madboder. Med godt brød og salat til.

Langs vejen ud til havet står argantræerne med de helsebringende nødder på røde, tørre marker, og fordi sultne geder engang klatrede op i træerne for at æde frugter og blade, har gedeejerne arrangeret deres dyr smukt som julepynt i de gamle træer, hvor de står og spekulerer over, hvordan i alverden de havnede der, og hvor længe mon det varer, før de må hoppe ned igen, mens turisterne, ivrigt fotograferende, æder hele historien råt og lydigt lægger en tier eller to i fotoafgift. – Der er mange måder at tjene til livets opretholdelse på. For geder og for mænd.

Medinaen i Marrakesh, fortet Aït-Ben-Haddou og Essaouira er alle optaget på UNESCOs liste over umistelig verdensarv. Marokkanerne burde også selv stå øverst på en liste over tolerante, åbne, hjælpsomme og smilende folk. Så der er ikke noget at betænke sig på: Book en riad og en flybillet og tag til Marrakesh. Derfra går resten af sig selv – også vejen op til garverierne bliver du guidet til – helt uden at have spurgt.

Min fars børneremse, som formentlig er forfattet af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen el.lign., lyder i sin helhed sådan:

Marokko, Marokko, Marengs

Abdullah Al Hamad skal hængs’

Han stjal for at give sin skat en agave

Nu trasker han rundt i Allah’s have