Russere – igen …

Under en rejse i Rusland for nogle år siden besøgte vi et marked i byen Jaroslavl. Byen er smukt beliggende ved Volga, 250 km nordøst for Moskva, og er vel på størrelse med Århus. En af attraktionerne i byen var markedet med boder fra Samarkand, og min mand og jeg gik rundt i gangene og beså udvalget og købte tørrede og kandiserede frugter, da en lille mørkhåret knægt på vel en fire-fem år pludselig kom farende hen og sparkede mig over skinnebenene.

Jeg blev så paf, at jeg ikke reagerede med andet end overraskelse, ingen andre reagerede på overfaldet, og drengens mandlige pårørende i boden grinede opmuntrende til den lille overfaldsmand, der stolt returnerede i sikkerhed bag den høje disk.

Sparket gjorde ikke synderligt ondt, men det er selvfølgelig ubehageligt at blive sparket over benene af et barn, når man er på besøg i et andet land. Og bagefter tænkte jeg jo over, hvorfor ingen irettesatte drengen? Hvorfor ingen undskyldte hans opførsel? Hvorfor det var helt i orden at fare hen og sparke pæne, ældre turistdamer? Det kan næppe betegnes som god opførsel i noget land, hverken øst eller vest for Østersøen.

Efter besættelsen af Krim, efter invasionen i Ukraine og efter alle de stor- og småfjollede hændelser, russerne i løbet af det seneste år har anrettet i og omkring Europa og Danmarks kyster, er jeg kommet til den konklusion, at russerne foragter os inderligt og dybt. Med os mener jeg vesteuropæere. De respekterer os ikke en døjt:

De invaderede uden videre et naboland, der blev for ’europæisk’.

Jyllands-Posten net, 6.10.2022

De generer os med droner bl.a. over Nordsøen og i Nordnorge.

De forsøger at hacke og forstyrre vores kommunikation på mange måder.

Politiken net 11.1. 2023

Og de sprængte deres egen gasledning i luften, hvilket vel kan sammenlignes med at sparke sig selv over benene.

TV2 net 18.10.2022

Russerne nærer et dybt had til os, som jeg ikke kan se berettigelsen i. Måske er det fodret af egne nederlag og mindreværd parret med storhedsdrømme? – Fortrængt misundelse er en grim sygdom, der har forpestet mange liv og relationer.

Hvis landet virkelig var storslået, ville de vel behandle både deres egne borgere og alle os andre med venligt overskud? Handle med omverdenen, sælge os gas og alt muligt andet, så alle blev rigere? Dyrke de kulturelle møder? Lade venskab og samarbejde råde i stedet for at invadere og lade bomberne hagle ned over deres stakkels naboer? Og undlade at forsøge at ødelægge de nærmeste europæiske landes infrastruktur og kommunikation?

Det gør de ikke, tværtimod. Inde i nabolandet Ukraine hærger russerne som griske voldsmænd og rovmordere, men over for os europæere opfører de sig præcis som små vrede og hævngerrige femårige, der tjatter til de voksne med nålestik af droner, forstyrrelse af kommunikation og selvskade på egne anlæg. Og de fremstår – ganske som den lille dreng i Jaroslavl – umådeligt stolte af sig selv og helt uden forståelse for de større sammenhænge.

Under alle omstændigheder har jeg, uagtet min beundring for landets fornemme kultur og tidligere storhed, sat mine ben i Rusland for sidste gang.

Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitets­parken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvog­nene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vog­nene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuf­tig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læ­derjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig for­skrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjem­mefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inder­lomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres op­rømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fæng­sel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i Køben­havn, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte bus­te havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og at­traktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter teg­ninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under ho­locaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et vold­somt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejfor­løb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og na­turreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjer­ner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne op­søge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hin­anden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Finere husholdning


Jeg har lært husgerning. Grundigt. – I Rom.

18 år gammel, tre dage efter min studentereksamen i 1974, sad jeg i et fly. Min hvide kuffert og guitaren lå i baga­gerummet under mig. – Jeg skulle tiltræde stillingen som au pair på den danske ambassade i Rom og være med, når den nye ambassadørfamilie tog over efter Hans Tabor, der var på vej til FN i USA.

Au pair – i den bogstavelige betydning af ’på lige fod’ – var måske så meget sagt. Vi var to danske pi­ger og en dejlig kokkepige, og vi var helt klart tyende. Lisa og jeg fungerede som stuepiger i fikse uniformer. Forvist fra jordens overflade til at bo på værelser i kælderetagen ved siden af køkkenet. Men vi kastede os ud i det med stor begejstring.

Til den første officielle middag i privatboligen lagde jeg ud med, af lutter tjenstvillighed, at anbringe al den gode rødvin i køleskabet. – Derefter kunne det jo kun gå fremad.

Vi begyndte med at give hele den store, klassiske villa en overhaling. Mugede ud i vaskerummets tykke lag af fluer og nullermænd, gav køkkenet og alle skabene en hovedrengøring, polerede mes­singskilte, lysekroner og mahogniborde, støvsugede tykke, ægte tæpper og bankede mindre, løse udenfor. Ledsagede fruen på indkøbstogter til de fine linnedbutikker og bar hendes poser med splin­ternye håndklæder, sengetøj og servietter, mange med broderet navnetræk, ud til den blankpole­rede, midnatsblå ambassadørbil, en Ford Granada, så vidt jeg husker, ført af Pio, ambassadørens fi­lippinske chauffør.

Vi tog os af alt forefaldende i den private husholdning. Fodrede hunden. Vækkede drengene klokken syv og gav dem morgenmad nede hos os i køkkenet, før Pio kom og kørte dem til den internationale skole. Klokken otte satte vi kaffe, ristet brød, smør, appelsinmarmelade og to blødkogte æg frem i den store spisesal til den fåmælte ambassadør, så han kunne være på kontoret før ni. Bar en bakke med kaffe, mælk og småkager op til ambassadricen, der ikke yndede at stå ud af sengen før hen ad ti. Mens hun nød sin morgenhvile, gjorde vi næsten lydløst rent i hallen, spisesalen, den enorme pejse­stue og i biblioteket, hvor de vigtigste møder blev afholdt. Når fruen kom ned, kunne vi fortsætte på de øvre etager, rede senge, støvsuge og gøre rent i gangene og på alle badeværelserne, i fire sove­værelser, ambassadørens, ambassadricens og de to drenges, og rydde op og tørre af i drengenes store legestue. Hvis der var private gæster, fx familie på besøg fra Danmark, var der flere gæstevæ­relser og badeværelser allerøverst oppe at klare.

Derefter blev vi kaldt ind på biblioteket for at modtage dagens instrukser fra fruen bag skrivebordet. Var der fester? Møder i privaten? Kom der andre ambassadørfruer til te? Skulle vi ledsage fruen på indkøb? Andet? – Ellers sørgede vi for vasketøjet, bl.a. de evindelige snehvide, stivede og strøgne manchetskjorter til ambassadøren. Hvis der var den mindste fold, landede den i vasketøjskurven igen. Så jeg lærte at stryge skjorter. Og måske havde kokkepigen brug for hjælp til forberedelse af frokost eller aftensmad, indkøb med Pio, plukning af perlehøns, rensning af grøntsager, opvask el. lign.

Til de store fester havde vi travlt. Dage gik med planlægning og forberedelser. På selve aftenen skulle vi stå i fiks uniform og tage imod gæsterne, hænge deres overtøj på plads, vise dem ind i den store stue og byde dem drinks. Jeg kan stadig blande en solid G&T eller en vodka martini med oliven på pind.

Til servering ved de store middage med mange gæster havde vi hjælp af to-tre, lokale lejetjenere, garvede, romerske rotter, som kunne deres fag til perfektion, og som gav os mange brugbare tips. Der var et muntert sammenhold bag kulisserne, men foran herskab og gæster lærte vi at holde ma­sken. En enkelt gang stillede vi an til buffet i haven for 60 idrætsudøvere, deres trænere og øvrige en­tourage, da EM i atletik det år foregik i Rom. Det blev det stævne, hvor Jesper Tørring med 2,25 m tog europamesterskabet i højdespring. Også Dronning Ingrid kom til Rom ved den lejlighed, men vi så hende ikke i ambassadørboligen. Hvor vi gik glip af det hele, fordi vi havde nok at gøre med at fremstille kanapéer i hundredvis.

Pio begræd ofte tabet af Tabor. Efter de store fester kom han altid ned i køkkenet i kælderetagen og nød en håndbajer med personalet, fortalte han os. Og man kunne altid komme til ham, hvis der var problemer enten arbejdsmæssigt eller privat.

Den eneste, der fandt vej ned i kælderen til os efter en stor fest, var den senere udenrigsminister, Henning Christoffersens kone, en stor dame i grøn og skinnende, hellang thaisilkekjole. Hun roste kokkepigens gode mad og røbede, at hun skam selv havde været kokkepige engang, og at det en skønne dag måske ville være os, der sad til højbords ovenpå.

Vores herskab var ikke det mest spontane og hjertelige, man kunne tænke sig. Jeg husker en småpin­lig køretur rundt om Villa Borghese, hvor jeg skulle sidde bagi i den midnatsblå ambassadebil sam­men med drengene, mens herren og fruen forsøgte at vise mig byen. – Lisa og kokken var nogle år ældre end mig og havde klogeligt takket nej. – Det viste sig jo, at jeg allerede efter et par måneder kendte byen og alle dens kroge og afkroge langt bedre, end ambassadørfamilien nogensinde kom til; derudover var jeg kommet langt med sproget uden de kurser og lærebøger, som fruen selv benyt­tede sig af, kun med hjælp fra Pio, lejetjenerne, de handlende og andre af de mange fantastiske ro­mere, vi mødte. Hvis det kneb, havde vi piger den rare konsul Brandt, som altid var parat med dis­kret støtte, en venlig bemærkning og post hjemmefra.

Selv om vi var i sving fra halv syv om morgenen til aftensmaden var formelt serveret for familien i spise­salen, og alt var ryddet op og rengjort hen ad klokken halv ti om aftenen, nåede vi næsten altid en tur ud i byen og praktiserede snart et italiensk, som det taltes på gaderne i Rom.

Vi blev yderst velbevandrede i husholdningens mange facetter. Det var vores ansvar, at hele huset var pænt og præsentabelt, og for vores ulejlighed fik vi hver 1200 kr. om måneden plus en karton danske cigaretter fra ambassaden.

Kendskabet til Rom, landet og sproget har været mig til stor glæde i alle årene efter. Jeg føler mig stadig hjemme og lokalkendt, når jeg lander i byen. Og hver eneste dag trækker jeg på mine erfarin­ger fra ambassadørvillaen, når jeg under mere beskedne former holder hus herhjemme.