Wien december 2023

Leopold Berg – wienerne var ikke forberedt på julesne, og træerne havde ikke nået at smide deres blade, da den ramte. De lokale fortæl­ler, at november var usædvanlig varm med 25° de fleste dage. Wien ligger i et klimatisk smørhul med behagelige temperaturer året rundt, og på skråningerne op til bjergene ser vi vinmar­ker dækket af sne.

Stadsparkens stadigt rødbrune bøgetræer og farligt tilisede stier.

Inde i byen trækker man kaniner op af hatten.

Fx i form af et lysegrønt, håbefuldt hus.

Eller Hundertwassers organiske bygning, som er rund og rar at være i. Sådan ville hob­bitter bo, hvis de skulle bo oven på hinanden i byer.

Og i stedet for de evindelige mobiltelefoner ville de betjene sig af phonomater som denne i Stephansdom, når de absolut måtte kom­munikere med nogen, der ikke stod lige ved siden af.

Vi andre holder analoge kaffepauser og fråser i kage.

Går forbi staldene på vej til festforestilling med heste og ryttere i Hof­burgs prægtige ridesal.

Prajer måske en vogn til julemarked.

Og fylder kufferterne med sne- og Mozartkugler.

På trods af verden, som den ter sig – og måske altid har teet sig, fejres både tra­dition og for­nyelse, pudsighed og ærværdighed, i en af Euro­pas æld­gamle hovedstæ­der. Wien har bestået i årtu­sinder på kanten mellem øst og vest og sender os alle gode ønsker om en glæde­lig jul og et endnu bedre nyt år.

At flyve

Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og for­klarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imøde­kommenhed.

Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor per­sonalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende ste­warder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaske­klude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.

Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!

Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:

Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange til­valgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Compu­ter? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryg­hed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …

Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjek­ningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.

Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imø­dekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klister­mærker? Skal de også på kufferten? Hvor?

Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuf­fertstrim­mel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogen­sinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bru­ger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent men­neske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.

Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og ven­ter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskin­snak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kom­mer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …

Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal allige­vel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.

Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toi­letartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.

I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elek­trisk, op­retstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man for­søger at detektere, hvad stemmerne i højt­talerne forsøger at fortælle os.

På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsomme­ligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrat­tommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre æg­tepar ser ud, som om de er ved at be­svime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.

Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.

Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikker­hedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række finge­ren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.

Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vil­den sky.

Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgs­vognen forbi ens sæde.

Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståe­lig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lyk­kes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højtta­ler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sik­kerhedsprocedurerne, ikke stewardes­sernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.

Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne land­skab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpres­sede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …

En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Let­tere trau­matiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i se­curity, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøl­lede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …

Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god mid­dag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner me­nuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …

I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vo­res liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.

Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …

Mumier i fuglekassen

– og katakomber i Palermo

Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange gene­rationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nær­mere for at undersøge sa­gen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.

Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsynela­dende var tom igen.

Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfær­delse, at voks­møl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.

Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så lar­verne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.

Men det mindede mig om noget.

I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hun­drede år an­bragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.

Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsa­merede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. år­hundrede.

Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende tea­termasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsa­meret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende død­ninge, hopper ens hjerte højt i brystet.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Vi mennesker er også natur.

Catacombe dei Cappuccini

Piazza Cappuccini, 1 – 90129 PALERMO – Italy

https://www.palermocatacombs.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Catacombe_dei_Cappuccini

https://www.wondersofsicily.com/palermo-capuchin-catacombs.htm

Russere – igen …

Under en rejse i Rusland for nogle år siden besøgte vi et marked i byen Jaroslavl. Byen er smukt beliggende ved Volga, 250 km nordøst for Moskva, og er vel på størrelse med Århus. En af attraktionerne i byen var markedet med boder fra Samarkand, og min mand og jeg gik rundt i gangene og beså udvalget og købte tørrede og kandiserede frugter, da en lille mørkhåret knægt på vel en fire-fem år pludselig kom farende hen og sparkede mig over skinnebenene.

Jeg blev så paf, at jeg ikke reagerede med andet end overraskelse, ingen andre reagerede på overfaldet, og drengens mandlige pårørende i boden grinede opmuntrende til den lille overfaldsmand, der stolt returnerede i sikkerhed bag den høje disk.

Sparket gjorde ikke synderligt ondt, men det er selvfølgelig ubehageligt at blive sparket over benene af et barn, når man er på besøg i et andet land. Og bagefter tænkte jeg jo over, hvorfor ingen irettesatte drengen? Hvorfor ingen undskyldte hans opførsel? Hvorfor det var helt i orden at fare hen og sparke pæne, ældre turistdamer? Det kan næppe betegnes som god opførsel i noget land, hverken øst eller vest for Østersøen.

Efter besættelsen af Krim, efter invasionen i Ukraine og efter alle de stor- og småfjollede hændelser, russerne i løbet af det seneste år har anrettet i og omkring Europa og Danmarks kyster, er jeg kommet til den konklusion, at russerne foragter os inderligt og dybt. Med os mener jeg vesteuropæere. De respekterer os ikke en døjt:

De invaderede uden videre et naboland, der blev for ’europæisk’.

Jyllands-Posten net, 6.10.2022

De generer os med droner bl.a. over Nordsøen og i Nordnorge.

De forsøger at hacke og forstyrre vores kommunikation på mange måder.

Politiken net 11.1. 2023

Og de sprængte deres egen gasledning i luften, hvilket vel kan sammenlignes med at sparke sig selv over benene.

TV2 net 18.10.2022

Russerne nærer et dybt had til os, som jeg ikke kan se berettigelsen i. Måske er det fodret af egne nederlag og mindreværd parret med storhedsdrømme? – Fortrængt misundelse er en grim sygdom, der har forpestet mange liv og relationer.

Hvis landet virkelig var storslået, ville de vel behandle både deres egne borgere og alle os andre med venligt overskud? Handle med omverdenen, sælge os gas og alt muligt andet, så alle blev rigere? Dyrke de kulturelle møder? Lade venskab og samarbejde råde i stedet for at invadere og lade bomberne hagle ned over deres stakkels naboer? Og undlade at forsøge at ødelægge de nærmeste europæiske landes infrastruktur og kommunikation?

Det gør de ikke, tværtimod. Inde i nabolandet Ukraine hærger russerne som griske voldsmænd og rovmordere, men over for os europæere opfører de sig præcis som små vrede og hævngerrige femårige, der tjatter til de voksne med nålestik af droner, forstyrrelse af kommunikation og selvskade på egne anlæg. Og de fremstår – ganske som den lille dreng i Jaroslavl – umådeligt stolte af sig selv og helt uden forståelse for de større sammenhænge.

Under alle omstændigheder har jeg, uagtet min beundring for landets fornemme kultur og tidligere storhed, sat mine ben i Rusland for sidste gang.

Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitets­parken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvog­nene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vog­nene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuf­tig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læ­derjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig for­skrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjem­mefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inder­lomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres op­rømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fæng­sel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i Køben­havn, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte bus­te havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og at­traktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter teg­ninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under ho­locaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et vold­somt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejfor­løb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og na­turreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjer­ner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne op­søge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hin­anden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html