Tag: gylle

Gylle i naturreservat!

Sunken båd, Limfjorden, Gjøl Dæmning.

Vi brugte Pinsedag på en udflugt til Bjerget ved Gjøl og en spadseretur over dæm­ningen til fugletårnet ved Perlen – et lavvandet fugleområde på Ølandssiden, hvor fine observationer hyppigt kan gøres.

Som en yderligere attraktion kan man afslutte turen med et generøst stjerne­skud el­ler en overraskende god og håndlavet gang fish & chips på den stem­ningsfulde Gjøl Kro, mens man i læ for blæsten nyder det flotte kig til fjor­den.

Gjøl Dæmning går igennem et naturreservat – Ulvedybet mod nord (til højre) og Gjøl Bredning ved Limfjordens nordre bred mod syd (til venstre).

Det er altid spændende at se, hvad der er. Naturreservatet Ulvedybet tiltræk­ker mange vade- og trækfugle. Der er en god bestand af viber, klyder, gule vipstjerter, rørhøg, sivsanger – og af og til kan man være heldig at få øje på en sort glente.

Svaner er lettere at fotografere. – Par med fire unger, Ulvedybet.

Men der er også et særegent plante- og insektliv langs bredderne, der nu af­græsses af kvæg og hesteflokke.

Slangehoved, Gjøl Dæmning.

Katost, Gjøl Dæmning.

Lægekokleare, Gjøl Dæmning.

Øland og Gjøl var begge øer indtil for godt 100 år siden, hvor en nyanlagt dæmning og pumper drænede området, så det kunne dyrkes.

Fra 1930 fik området status som naturreser­vat og er i dag et statsejet Natura 2000 område. Aage V. Jensens Naturfond har doneret ud­kigstårnet.

Da vi nærmede os Øland på den vestlige side af dæmningen, fyldte en afsky­elig gyl­lestank næserne. Selv i den mere end friske blæst var hørmen slem, og den und­slupne eller ud­vaskede gylle lå tykt langs bredderne:

En dræbende grumset og ildelugtende “perle” ved Limfjorden.

Vi var grædefærdige! – Tænk, så meget ødelæggelse en så kraftig gyllesø kan be­virke i et lille, fintfølende reservat. Alle de nye unger kommer frem nu, de og insekt- og planteliv lider jo ubo­delig skade!

Hvis de danske landmænd vil tages alvorligt og respekteres, må de virkelig se at få styr på deres hærgen i vores fælles natur!

ADDR!

Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)

Man vågner en smuk sommerdag i juni …  og   – Addr! –   hele ens verden hørmer fælt af klis­tret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af natte­mørket.

Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igen­nem vo­res gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vej­ret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelæg­ger vores jord og beskyt­tet natur med kvælstofforurening:

Politiken d. 24. 6. 23

Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?

Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre op­dræt eller slagt­ning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyre­venligt at transportere intelligente og føl­somme dyr så langt på vejene, stu­vet tæt sammen i lastbi­ler:

Fyens Stiftidende d. 10. 10. 22

https://fyens.dk/erhverv/saaret-svin-med-aabent-saar-transportfirma-og-landmaend-idoemt-boeder-for-ikke-at-have-overholdt-dyrevaernsloven

Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vo­res land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mis­handlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at produ­cere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet om­kring os igen kommer i ba­lance.

Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen kø­ber længere frivilligt hus i land­områder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?

Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vand­forurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herre­gårde og nu for­valter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?

Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?

Politiken d. 30. 6. 23

https://politiken.dk/indland/art9422868/Landm%C3%A6nd-f%C3%A5r-igen-lov-til-at-bruge-forbudt-kartoffelgift

Dyrenes Beskyttelse d. 6. 6. 22

https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/indsats-fejlede-nu-doer-29514-pattegrise-hver-dag

https://politiken.dk/indland/art9397992/Der-er-s%C3%A5-meget-g%C3%B8dning-i-luf­ten-at-det-%C3%B8del%C3%A6gger-de-danske-he­der.-Om-10-20-%C3%A5r-er-de-n%C3%A6sten-v%C3%A6k

https://gylle.dk/goedning-og-vandmiljoe-i-gamle-dage-og-nu/

Udkantsdanmark

Hvorfor vil ingen bo på landet længere? – Det er ikke noget stort mysterium.

Ude i Udkantsdanmark hersker gylle- og giftspredere og grandjævle. Man kan ikke bo et sted, hvor jord, grundvand og luft tyve gange eller mere pr. sæson forurenes af landbrugets sprøjtevogne med pesticider, svampemidler eller med stinkende, sejlende svinelort. Hvor det åbne landskab er ét stort, forsuret griselokum, fyldt med opkoncentrerede tungmetaller, men uden veje, stier og beplantning. Og hvor de få uopdyrkede områder er tilplantet med mørke, ugæstfrie graner, så jordejeren kan få noget hurtig tilvækst og udbytte. Hvorefter han sender enorme skovhøstmaskiner ind, som sammenpresser jorden i flere meters dybde, så intet kan gro og trives de næste 200 – 300 år.

Skulle der endelig være et lille smukt, nogenlunde naturligt område, har mountainbikerne usurperet de kønne stier og anlagt deres motorveje med spring og sving, hvor de fræser rundt og plører jorden op og er til fare for alle stilfærdige vandrere. Eller horder af skydegale fritidsjægere har lukket området ‘pga. jagt’. – Hvorfor spiller folk ikke golf længere? Er anlæggelse og vedligeholdelse af alle de mange golfbaner for 10 – 20 år siden spildt, fordi moden er vendt? – Det korte af det lange er, at folk ikke mere bare går rundt og nyder naturområder, fugle- og dyreliv, men absolut skal bruge naturen til noget: sportscykling i høj fart, jagt på dyrene, kapløb, kapgang i flokkevis, træklatring i de få tilbageværende, store træer, legepladser …

Før i tiden sørgede stat og amter for at reservere en del af naturen til dyr og til de kommende generationer, men nu er det ansvar overtaget af kommunerne, og det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs: Store skatteydere får tilladelser til at bygge enorme ’herregårde’ midt i naturskønne områder. Eller kommunen henlægger sine egne byggeprojekter til disse billige grunde. Eller de tillader gylleproduktion, råstofudvinding eller store sommerhuse med tilhørende legelande, betonhoteller og andre serviceerhverv at etablere sig midt i herlighederne.

Kommunerne føler sig i konkurrence om at ’vækste’, om at vokse og udnytte alt og alle. Den smule ’natur’, vi har tilbage i dette lille land, skal med vold og magt udpines til sidste græsstrå.

Samtidig har man fjernet lægen, sygehuset, plejehjemmet, politiet, skolen, biblioteket, børneinstitutionerne og alle indkøbsmuligheder, hvorefter man undrer sig over, at småbyernes huse står tomme og forfalder.

Det falder ingen ind, at meget store, kystnære, uberørte og naturlige områder med adgang forbudt for private sommerhuse, betonbyggerier, vindmølleparker, råstofudvinding, skovmaskiner, biler, mountainbikes og ATV’ere, men nænsomt udstyret med p-pladser, toiletter, småhoteller, vandre- og cykelstier og primitive hytter og lejrpladser, ville give Danmarks udkanter en særdeles høj og eftertragtet status som turistmål og rekreativt område. – Når nu folk ikke vil bo der, så lad dog ulve og andre store og små dyr og planter rykke ind.

Men man kan ikke BÅDE have titusindvis af kvadratkilometer med grise-wc’er og stikkende, naturfremmede grantræer OG være eksklusiv ressort for naturglade.

Gyllehammeren


Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.

Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.

Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.

Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.

Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.

I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?

Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.

Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …

Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.

Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

Uforståelig vrede

En ganske uskyldig klumme om rådyr i nogle stikkelsbærbuske affødte nedladende og ligefrem hadske kommentarer på Politikens Netavis.

Nogle få gange har jeg prøvet at bidrage til den offentlige debat ved at kommentere artikler på min netavis, og hver gang får jeg et chok. Det er ikke Ekstrabladet, BT eller decideret lumre hjemmesider eller netfora, jeg opholder mig ved, men Politikens ellers sobre netudgave, hvor fx en pæn biskop fra København skriver en lille causerende ting om den altdominerende kokosduft i byrummet.

Hjælpsomt forsøger jeg at udvide den gode biskops erfaringsverden ved at oplyse ham om, at der herude i provinsen i alle de smukke for­årsmåneder ikke ligefrem lugter af kokos, men af griselort fra de store gyllefabrikker … men så er det, jeg begynder at læse de andres kommentarer:

En kvindelig kommentator lader associationerne løbe frit:

”En hjemmelavet kokosmakron smager dejligt. Faktisk — er jeg meget glad for kokos, men grunden hertil skal findes i det faktum, at jeg ikke kan tåle gluten. Menneskeskabt parfume-holdige produkter lugter ikke godt. Prøv en god økologisk lavendel, lime eller citron blandet i lidt økologisk mandelolie – det dufter skønt og er fortrinligt til en vinter-tør hud. Har ikke følt mig just tiltrukket af kokos oile eller andre kokos produk­ter. Hvorfor lugte som en kokos­makron? ”

og får af en eller anden uforklarlig grund blandet sin egen glutenallergi ind i biskoppens oplæg, hvor­efter hun sam­vittighedsfuldt forsøger at leve op til alle stupide fordomme og forvilder sig ud i en ufrivillig parodi på den snakkevorne, selvoptagede kvinde, der ukaldet begynder at give skønheds- og hud­plejeråd midt i en for­holdsvis saglig diskussion om dufte i det offentlige rum.

Værre er de mandlige kommentatorer, som uden ydre anledning straks bliver perfide og helt ubeskriveligt grove:

”Jeg tænker tit på, at en fis under en præstekjole stiger op, og siver ud lige under næsen på præsten. Ingen flugt er mulig!”

bidrager én, mens en anden hælder sine egne smudsige forestillinger ud over biskoppens tan­ker om kokos­dufte:

”et godt tip – kokosolie er kanon til analsex”

Enhver amatørpsykolog kunne med fordel græsse her i kommentarsporet, hvor alt hæmningsløst lægges ud under eget navn.

For ganske nylig skrev Politikens velestimerede litterat, Bjørn Bredal, en lille klumme om rådyr, der invaderede hans elskede sommerhushave og åd hans frugt og grønt. Et undseeligt, men vel­skrevet, nød­råb fra en plaget haveejer, der ikke mente at kunne erindre, at antallet af rådyr havde været så stort før i tiden. Her følte jeg mig kaldet til at bidrage med mine egne erindringer om antallet af rådyr, der svarede til hans, og jeg foreslog, at en mulig år­sag kunne være vand­miljøplanernes krav om efter­afgrøder og vintergrønne marker. Jeg påpegede også, at forekom­sten af de irriterende, og sommetider inficerede og sygdomsfremkaldende, skovflåter steg med antallet af rådyr, fordi de sidste fungerer som mellemværter i flåternes livs­cyklus.

Så gav jeg mig igen til at kigge nærmere på de andre kommentarer:

”Sommerhuse ér unødig luksus for rige egoister − Der er over 10.000 hjemløse i Danmark der meget gene vil have et lille sommerhus at overnatte i. Måske kan de oven i købet få lov at holde varmen om nat­ten!? Dådyrene er nærmest udryddet i dette land, og hvis du eller an­dre er uenige så tag et kig på gnu-flokkene i central-Afrika og tænk igen….. Forær dit som­merhus til en trængende, eller byg en mur efter Israelsk forbillede…….”

(Dådyr har siden sidste istid for 15.000 år si­den ikke været naturligt hjemmehørende i Danmark, men blev, ligesom fasanen, indført af jagtglade herremænd i middelalderen.)

Og:

”Bytosse eller realist ? − Du vil gerne en have, men ikke andre dyr i bedet end dig selv !!! Så bliv inde i byen ! Få dig en have eller et højbed inde i byen og plant stikkelsbærbuskene der. Det vil løse problemet for dig, rådyrene, sneglene – og sikkert også alle de andre dyr.”

Og:

”Det tegner sig et billede − Først var det cyklister og nu er det dådyr. Alt hvad der kommer i vejen for Bjørn Bredals naturgivne ret til at herske, fylde og fræse uhindret rundt i landskabet skal væk. Charmerende.”

Min kommentar, som ikke benytter sig af udråbstegn o.l., og som tager udgangspunkt i Bredals klumme og forsøger at bidrage med yderligere informationer, får en enkelt anbe­faling fra Politi­kens læsere, hvorimod de fuldkommen uforståeligt vrede, grundløst insinue­rende og direkte fornærmende, beskidte, småsyge og heldumme kommentarer får 10 – 15 stykker.

Her i landet magter man helt åbenlyst ikke at føre en civiliseret samtale og skelne imellem begrebet ytringsfrihed og ret­ten til at skrige op i det offentlige fællesrum og fornærme andre helt uden grund.

Hvad er der sket? Hvornår blev det i orden at svine andre mennesker til på denne måde, bare fordi de skri­ver i en avis? Hvor kommer al den vrede fra? Er de alle psykiatriske tilfælde? Kunne man ikke tage tasta­turerne fra dem, før de anretter skade på sig selv eller andre?

Eller er jeg blot en forarget spidsborger, der alt for sent har opdaget, at proletarerne har indta­get det rum, der førhen var forbeholdt mig og mine veluddannede ligemænd og -kvinder? At bærmen på samfundets åndelige bund, omend nødtørftigt, har lært sig både at læse og skrive, og i stedet for at sidde hjemme og gokke den af i ensomhed, eller sidde henne på knejpen og kæfte op, også benytter inter­nettets mere kulturelle fora til at pladre deres uskønne indre ud over?

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?