Tvillingehøjene

I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.

Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.

Men der er sket noget.

Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gam­mel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.

Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmæn­dene:

Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!

Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:

Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?

Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.

Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.

Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.

Provence i maj

– er vidunderlig! Bjergene knejser frodigt grønt, gyvler og hyldeblomster lyser klart på skrænterne, og man træder på timian og rosmarin, hvor man går. Lavendelmarkerne er på spring i lige rækker, vinmarkerne lige så, og alle de gode dufte følger én alle vegne.

Folk er venlige på den provinsielle måde, som de også er hjemme i Nordjylland, og de har god tid til at snakke. Og lugten af veltilberedt mad, pandekager og godt brød fylder de smalle gader, hver gang man parkerer bilen og står ud. Risotto, bouillabaisse, spidstegte kyllinger, croissanter …

På den første rasteplads var mørkeblå blomster allerede sprunget ud:

– Den franske lilje, jublede jeg og tog ½ mio. fotos … men det var jo iris, ikke liljer, blev jeg belært om.

Ikke desto mindre fulgte iris i alle farver os fra nord til syd, fra øst til vest, og da jeg googlede den franske lilje, viste det sig, at den i virkeligheden er en gul iris.

Udover iris vokser alle mulige planter og blomster alle vegne, bl.a. gøgeurter og en del, jeg aldrig får lært navnene på.

Helt oppe på toppen af Mont Ventoux var der vindstille og bittesmå, blå stedmoderblomster:

Vi skulle jo hjem igen. Og der er langt at køre. Vi kørte igennem tre lande på vejen, men kun ved den danske grænse var vejen spærret med kontrol, og vi blev tjekket, ikke for den ekstra flaske pastis og pakker med Gauloise, som i gamle dage, men med et hastigt blik fra en morgentræt betjent: Har I fremmede med i bilen? – Nej, vi var kun os tre trætte gamlinge.

Det næste, der skete, var, at en tung gyllestank trak ind i bilen og fulgte os klæbende og tæt hele vejen op igennem Jylland … Op med vinduerne! Hurtigt! Luk! – Det er ikke just herbes de Provences dette her! – Modbydeligt! – Vi trak på næserne, der igennem ti dage var blevet forkælet af krydder og blomsterdufte i det franske udland.

Og så blev vi mødt af triumferende familie og venner. – Hvordan var vejret? spurgte de på en lumsk måde. For de havde jo haft sol og over 25° alle dagene, og mine planter i hus og have havde kun overlevet takket være pålidelige og opmærksomme huspassere.

Sådan er reglerne i dette lille gyllelugtende, fremmedangste land: Inden man drager udenlands, skriver man under på, at man helhjertet deltager i konkurrencer om, hvem, der har det bedste vejr i de dage, turen varer. – Ingen undtagelser gælder! Hverken familie, venner eller fjender!

Men man kan jo ikke vinde vejret. Man kan heller ikke vinde i alle de andre indbildte og selvforskyldte konkurrencer, vi går og sætter op for os selv og hinanden.

Man må bestræbe sig på at være generøs og unde hinanden det bedste.

Vi har nydt vejret, og alt det andet, som det var. Vi er ikke klimaflygtninge. Ikke endnu. Og en tordenbyge over Luberon og et par kølige dage i Provence i frodige maj er langt bedre egnet til oplevelser i Avignon, i bjergene, i Marseilles, i Camargue, og til at spadsere hen over den godt 2000 år gamle Pont du Gard, end over 25° og fuld sol ville have været. Og så slap vi jo for at stå i køer.

Så alle vandt!

Og jeg sidder her med mine fotos og leder efter spor, for i løbet af den korte tid dernede kom jeg vist til at tabe en bid af mit hjerte.

Marokko, Marokko, Marengs …

Min far reciterede en børneremse, som næppe er helt politisk korrekt i dag, se nedenfor, hver gang ordet Marokko blev nævnt. – Marokko, Marokko, Marengs … Nu skulle vi omsider derned!

Djema al-Fna – ’De dødes forsamling’ – den store plads midt i Marrakeshs medina minder om cantinaen fra Starwars i sin sammenstimling af forskelligartede folk og kreaturer fra alle verdens hjørner: slanger, amerikanere, egern, arabere, duer, danskere og andre europæere, aber, berbere, æsler, afrikanere, heste, geder, får, muldyr … med en lydside af den friske, rytmiske gnawa – de befriede slavers musik – og slangetæmmerens hypnotisk insisterende fløjte.

Selv den traditionelle tandudtrækker havde stillet sin bod op – forhåbentlig – udelukkende til benefice for turisterne.

Vores fine riad lå et minuts gang fra Djema al-Fna, vi havde udsigt til pladsen og Koutoubias strunke minaret oppe fra taget, og vi færdedes på den mange gange hver dag. Spiste her, dvælede her, købte dadler og nødder og appelsinsaft, drak myntete, fandt taxaer eller hestevogn. Alle ture udgik fra Fna. Ud i souken. Op over bjergene. Ud til Atlanterhavet.

Man farer vild i souken. Helt sikkert. Men der fås gode kort, og man kan altid spørge om vej. Hvis en ældre fransktalende herre forlader sin stol og følger én til den ønskede destination, fx den smukke, ældgamle Mouassinefontæne, og viser én en helgengrav på vejen – og venter tålmodigt, mens man fotograferer den, så er det kun rimeligt, at han forventer, og får, en skilling for ulejligheden. Men ellers kan man bare spørge løs.

Og man bliver snydt i souken. Helt sikkert. Men som oftest kun for småpenge, og snyderiet foregår med stor opfindsomhed, godt humør og charme, som vel også har en form for værdi.

De lokale sørger for, at man ikke keder sig, når de venligt inviterer én med på lange ilmarcher i 40°s varme til ’Berbermarkeder’, der ikke eksisterer; det gør til gengæld, ildelugtende og påtrængende, de garverier, man overraskende ender i, med en udleveret kvist mynte, af den bjergsomme guide benævnt: Marokkansk gasmaske.

Den indsmigrende tæppe- og taskehandler, turens virkelige, men fordækte mål, forvandler sig hurtigt til en iskold og vred figur, da vi gør det helt klart, at vi ikke agter at købe noget af ham, hverken tæpper eller tasker, men vi stikker garveri-manden en tyver for ulejligheden og fotografierne, hvilket han højlydt jamrer over. Han forlanger hundreder af dirhams, hvilket vi jo kun kan smile og ryste på hovedet af. Flere gange møder vi ham og hans kumpaner efterfølgende, og hver gang stikker de i jammer. – Alt i alt en underholdende formiddag.

Så er det tid til myntete.

De mere legitime næringsdrivende er dog gode og pålidelige turarrangører. Forhandlingerne kan være hårde med megen indlagt drama og jammer, når prisen for en taxatur eller kørsel i hestevogn skal aftales, men når enighed først er opnået, er der ingen slinger i valsen: Kun ordholdenhed og venlighed. Vi fandt Mohammads lille udflugtsbutik og bestilte en 4-hjulstrækker med sød, engelsktalende chauffør og guide for en hel dag til turen hen over Atlasbjergene til ørkenfortet Aït-Ben-Haddou og tilbage igen. Guiden, Omar, insisterede på at vise os to andre forter, kashbaer, som var mere oprindelige og ikke helt så filmkulisserestaurerede og souvenirshopbefængte, som Aït-Ben-Haddou, som var den eneste jeg havde hørt om på forhånd. Gudsketakoglov! – Vi kom ud på de små bjergveje, ud i de små bjergbyer, så de mere oprindelige lerstenskashbaher og fik alt i alt en af de bedste dage, vi nogensinde havde haft. – For en fjerdedel af den pris et rejseselskab ville have beregnet sig.

Aït-Ben-Haddou er kulisse til mange film: Gladiator, Lawrence of Arabia, Game of Thrones. Det er den lille blåhvide atlanterhavsby Essaouira også: bl.a. Game of Thrones og en ældre filmversion af Shakespeares Othello, men det første, jeg kom til at tænke på, da jeg så byens søfort, var sørøvere! Romantiske 16- og 1700-tals sørøvere, som i Pirates of the Caribbean, og man ventede at se Keira Knightley i krinolineskørt og Jack Sparrow promenere på de tykke mure. Fortets skydetårne fortæller også straks, ved deres lighed med Belem-tårnet ud for Lissabon, om fortet og havnens portugisiske rødder. – Selvfølgelig skulle vi spise rå søpindsvin med limesaft og grillstegte fisk og blæksprutter i en af havnens mange madboder. Med godt brød og salat til.

Langs vejen ud til havet står argantræerne med de helsebringende nødder på røde, tørre marker, og fordi sultne geder engang klatrede op i træerne for at æde frugter og blade, har gedeejerne arrangeret deres dyr smukt som julepynt i de gamle træer, hvor de står og spekulerer over, hvordan i alverden de havnede der, og hvor længe mon det varer, før de må hoppe ned igen, mens turisterne, ivrigt fotograferende, æder hele historien råt og lydigt lægger en tier eller to i fotoafgift. – Der er mange måder at tjene til livets opretholdelse på. For geder og for mænd.

Medinaen i Marrakesh, fortet Aït-Ben-Haddou og Essaouira er alle optaget på UNESCOs liste over umistelig verdensarv. Marokkanerne burde også selv stå øverst på en liste over tolerante, åbne, hjælpsomme og smilende folk. Så der er ikke noget at betænke sig på: Book en riad og en flybillet og tag til Marrakesh. Derfra går resten af sig selv – også vejen op til garverierne bliver du guidet til – helt uden at have spurgt.

Min fars børneremse, som formentlig er forfattet af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen el.lign., lyder i sin helhed sådan:

Marokko, Marokko, Marengs

Abdullah Al Hamad skal hængs’

Han stjal for at give sin skat en agave

Nu trasker han rundt i Allah’s have