Min gode ven Bjarne plejer at dele ud af sit overskud fra drivhuset, og når man har en saftpresser, fås der ikke noget bedre end usprøjtet, sød, friskpresset vindruesaft, evt. med æbler og en gnalling frisk ingefær i … Uhmmm!
Men man kan ikke altid forlade sig på sine venners generøsitet, så i 40 år har jeg ønsket mig et drivhus, en udestue, et orangeri, et eller andet sted, hvor kamelia, citrontræ, appelsintræ, laurbærren, det andalusiske træ, rosmarinen osv. OG et par gode vinstokke kunne trives … Men den tilpas store lottogevinst kom aldrig.
Pludselig en dag slog det mig: Alle de nye vinavlere rundt omkring i landet, hvor er deres drivhuse? Deres stokke står på friland, de ses overalt, når man kører tur, og ingen tager dem ind om vinteren. – Hvis de kan, kan jeg også!
Så igen frekventerede jeg den gode planteskole, forhørte mig om sorter, pasning og ydelser og ryddede det hjørne i solgården, som på trods af naboernes forkærlighed for 30 m høje skovtræer i deres små villahaver umiddelbart syd for min, endnu får en smule sol.
Og her står nu et par robuste vinstokke, den ene på en russisk rod, som angives at kunne tåle ned til -23°, og udgør min helt egen vingård.
