Mariagerfjords kommune havde her for nylig en pinlig sag, hvor de havde annonceret efter en studentermedhjælper til at sagsbehandle alvorligt sygdomsramte familier, deres støttebehov og råde over deres økonomi. – Ret hurtigt måtte socialchefen træde frem og kalde det hele en smutter, en fejl, som hun omgående ville se at få rettet. At ansætte unge, uerfarne og dermed billige medarbejdere til at træffe afgørelser om voksne menneskers velfærd er et alvorligt tilfælde af tillidssvigt og undergravning af vores samfund.
https://www.jobs.dk/job/mariager/boern–familiesekretariatet-med-fysisk-placering-i-mariager-soeger-snarest-muligt-en-studentermedhjaelp-7-timer-om-ugen_435815
Men undergravningen af vores tillid ved at ansætte alt for unge og uvidende medarbejdere sker også på mange andre, mindre graverende, men dog irriterende, områder.
Vi sendte i efteråret en mail til et stort rejsebureau og spurgte, om de ville arrangere en individuel rejse for os. En rejse, der vel ville koste et sted mellem 25.000 og 30.000 kr. – Ikke en lyd! – Efter godt en uge måtte vi ringe for at høre, om de overhovedet havde modtaget vores mail? – Ja, ja, det havde de, svarede en ganske ung, selvbevidst pigestemme. De arbejdede på det. Efter to uger sendte vi yderligere en mail for at spørge til sagen og fik det svar, at vi ville høre fra dem en gang ugen efter. Nu, flere måneder senere, har vi endnu intet hørt! – Et rejsebureau lader deres kundekontakt, mail og telefon, bestyre af unge mennesker, der ikke har den fjerneste lyst til at sælge rejser.
Så ville vi købe en ny fladskærm i den lokale elektronikbutik, hvis unge ejer straks begyndte dialogen med at drage min mands tekniske kompetencer i tvivl. – Det var nok ikke så smart et træk at spille statusspil med en ældre, mandlig kunde, der ovenikøbet er anerkendt forsker i elektroniske systemer. Fladskærme kan man få hvor som helst. Og man behøver ikke finde sig i fornærmelser, når man vil erlægge et tocifret antal tusinder i en butik.
Vi havde her for nylig også problemer med vores kabel-tv-udbyder. Det forekom ret tilfældigt, om vi kunne opnå tv-signaler eller ej, om vi kunne tilgå streamingstjenester, om boksen kunne huske, at vi havde boet sammen i en årrække, og at vi var gamle kunder og betalte 500 kr. om måneden i abonnement, eller om den ville afvise os. Og selv i det bedst tænkelige tilfælde, at den genkendte os, så ville den partout genstarte alt hver eneste gang, vi tændte for den … prøv at sidde og se på sådan en opstartsskærm i 5 – 10 minutter, mens ungerne vræler, at de vil se julekalender eller Disneyshow!
Først ringede min mand, ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der rådede ham til at genstarte boksen – igen. Det havde naturligvis ingen effekt.
Da problemet vedblev, ringede min mand igen efter en uge, og igen efter endnu en uge. Så lovede den unge Jonas, Mikkel eller Patrick at kigge på det og meldte efter nogle dage tilbage, at vi skulle udskifte boksen. – Ok, men da den nye boks ankom, viste det sig at være en router i stedet, så min mand måtte igen ringe, vente pænt i telefonkøen og forklare problemet. Han talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der undskyldte og bad ham returnere routeren, så ville de sende en boks. Min mand pakkede routeren og den gamle boks sammen, kørte på posthuset med pakken, og installerede den nye boks, da den ankom. – Ingen forandring. Alle problemer, plus en del nye, bestod.
Så mailede jeg til dem via deres kundeservice og fik kontakt med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der bestemt mente at kunne se, at det var vores kabler, det var galt med. De skulle alle skiftes, kunne han se. Ok, vi fik fremskaffet nye kabler og skiftet hele ormegården til og fra tv, boks og kabelindgang. – Ingen forandring.
Det var nu min mands tur til at ringe. Han ventede pænt i telefonkøen og talte med en Jonas, Mikkel eller Patrick, der nu bestemt mente, at det var routeren, der skulle skiftes … Ok. Vi fik den nye router tilsendt, tilsluttede den med de nye kabler og … – Ingen forandring.
Da var der gået fire måneder! Så jeg skrev endnu en mail til Jonas, Mikkel eller Patrick og spurgte dem, en smule mindre høfligt end før, om de overhovedet anede, hvad de lavede?
Er det et generelt problem i dette lille land, at vi ikke længere gider servicere hinanden? Heller ikke, når vi har udsigt til pæne fortjenester? Eller er det bare inkompetence? Dumhed? – Sommetider er man nødt til at lægge sit eget, pænt forstørrede ego til side og spørge sig selv, hvad man egentlig laver, når man er på arbejde. Hvis svaret er, at man er ansat til at sælge rejser, tv-forbindelser eller elektronik, så ville det måske være en god idé at koncentrere sig om det?
Det telefonselskab, kabeltvselskab, rejsebureau eller den elektronikforhandler, der begynder at agere professionelt, har en overskuelig og velfungerende hjemmeside, svarer hurtigt og effektivt på kundehenvendelser uden idiotiske maskinsvar, og som tager kunder alvorligt og taler pænt til dem, kommer til at tjene mange, mange penge.