Russere

Det er et stort og fantastisk land! – Men vi mødte ikke megen venlig imødekommenhed i begyndelsen af vores to ugers rejse ad floderne fra Skt. Petersborg til Moskva.

Først var der visumansøgningen. Pga. de internationale forhold efter annekteringen af Krim har russerne gengældt vestens sanktioner, herunder visumtvang for russiske statsborgere, med deres egne regler, der betød, at vi i god tid inden rejsen skulle tage fra Nordjylland til København og personligt møde op på deres visumkontor nede ved havnen. Vi er ikke gode til at finde rundt i bureaukrati, så vi havde betalt rejsesel­skabets mand for at møde os der og hjælpe. – Og gudsketakoglov for det.

Vi ankom i god tid til adressen. På gadedøren sad et skilt, der oplyste, at der var frokostpause fra 11.30 til 12, og da vores aftale var kl. 12, stod vi og sludrede med de andre ventende, bl.a. et ældre ægtepar, der også skulle have turistvisum. Damen fortalte, at de var nået så langt i proceduren som til fingeraftrykkene: Hun havde selv afgivet fingeraftryk på en fingeraftrykslæser foran et glasbur med en uniformsklædt kvinde i, og så var det hendes mands tur: Først de fire fingre på højre hånd, så de fire fingre på venstre hånd, så tommelfingeren på højre hånd, så tommelfingeren … Damen, der på den anden side af glaspladen sørgede for at tjekke og gemme aftrykkene på sin computer, rejste sig pludseligt og uden et ord til forklaring vendte hun ryggen til hele rækken af ventende og gik til frokostpause. Klokken var 11.30. Præcis. – Manden, der kun manglede at få affotograferet sin ene tommelfinger, måtte rejse sig og med sin kone gå ud på gaden og vente, til frokostpausen var ovre, og de kunne skaffe sig en plads i køen igen.

Det var med nogen skepsis, vi lyttede til denne beretning, men da vores hjælper ankom, og kontoret åb­nede igen efter pausen, kunne vi se, at hun måtte have talt sandt. Vores hjælper tog sig af det meste, papi­rer, fotos, og han fik efter kun omkring ti minutters ventetid bugseret os ind foran fingeraftrykslæserne. Jeg satte mig i stolen foran glasburet og smilede afventende til den blonde dame bag ruden, men hun stirrede blot uhøfligt tilbage, lige igennem mig og ud i den blå luft, så jeg var henvist til at nærstudere de ophængte skilte med pædagogiske tegninger: Anbring først de fire fingre på højre hånd … En smule famlende gjorde jeg, som beskrevet, højre, venstre, højre tommelfinger, venstre … Ikke et bip, ikke et blik, ikke en tak. Et søgende blik på blondinen, som brugte al sin mentale energi på at ignorere mig. Var jeg færdig? Havde hun fået, hvad hun skulle have? – Kun en utålmodig rømmen og skubben fra folk i køen bag mig, så jeg rejste mig forvirret. Heldigvis kunne vores egen guide forsikre os om, at alt var gået, som det skulle; vi ville mod­tage vores pas med visum om ca. tre uger.

Da vi forlod kontoret, stod den uheldige dame og hendes mand, der havde troet, at et visum til Rusland var en let sag, som man sagtens kunne klare uden betalt assistance, stadig i nummerkøen, ventende på en lej­lighed til at få scannet mandens venstre tommelfinger, og sendte os trætte, himmelvendte øjne.

To måneder senere satte vi fødderne på russisk jord i lufthavnen ved Skt. Petersborg. Vi var glade og for­ventningsfulde, lige indtil vi måtte se alle vores rejsefæller drage af med deres kufferter, mens vores stadig ikke var dukket op. Det deprimerende tomme bånd kørte for vores øjne. – Hmm …

Vi fandt hen til skranken, hvor endnu en af disse stærkt blonderede, stramt uniformsklædte, kraftfuldt byg­gede, russiske kvinder med iskolde, lysende blå øjne sad og tronede over en uordentlig kø af opkogte, kuf­fertløse turister, en gammeldags computer og stakke af fortrykte skemaer.

Hun var sådan set venlig nok, eller lad mig reformulerede det en anelse: Hun var ikke direkte modbydelig, men forsøgte, på sin egen kantede facon at være behjælpelig. Da vi fik os møvet frem. – Men så begyndte helvedet …

Hun rakte os skemaer i fem eksemplarer, der alle skulle udfyldes ens for hver manglende kuffert – Altså fem skemaer hver. Vi skulle skrive, hvem vi var, hjemadresse, stilling, pasnumre o.l., ærinde i Rusland, adresse i Rusland, rejsens varighed, kufferternes udseende og indhold ned i de mindste detaljer. – Vi be­gyndte fortrøstningsfuldt at skrive, men da vi afleverede de første to gange fem eksemplarer til damen, blev de hånligt afvist, og hun irettesatte os strengt. – Der var ord, vi ikke måtte bruge, fx var det ligegyldigt, om vi havde elektriske tandbørster og overfrakker i bagagen, der var måder at formulere det på – på en­gelsk – som var godkendte, og så var der vores – forkerte – ordvalg. Hun stregede aggressivt alle vores om­hyggeligt udfyldte skemaer over og gav os, med en mine som var vi uartige og tungnemme børn i en gam­meldags skole, nye at udfylde. Uden specifikke anvisninger på, hvad vi havde gjort forkert, og hvordan man kunne gøre det rigtigt … I FEM eksemplarer … hver …

Ved siden af mig stod en amerikansk dame, som fortalte, at hun havde været igennem møllen før. Faktisk næsten hver gang, hun besøgte landet. – Min mand og jeg havde været oppe siden klokken fire om mor­genen for at nå et fly fra Ålborg til Kastrup, fra Kastrup var vi i forening med det øvrige selskab fløjet til Stockholm, hvor vi havde ventet i fire timer, så nu, først på aftenen, i en lummervarm og fugtig bagagehal i Skt. Petersborg, var vores kræfter ved at slippe op. Da den militære blondine arrigt stregede endnu et sæt af vores udfyldte skemaer ud og arrogant klaskede nye eksemplarer ned i skranken foran os med umisfor­ståelig besked på at gøre det ordentligt denne gang, var min ellers meget venlige og beherskede mand ved at tabe snøvsen. Vi var fanget i et Kafkask mareridt. Mens han stille brød sammen, mandede jeg mig op, sendte hunulven Ilse et tiggende usikkert smil og bad om mere præcise direktioner. Hun så på mig, som om jeg var komplet idiot, men gav mig nogle spredte hints … Heller ikke det nye sæt skemaer blev dog accepte­ret. – Så måtte jeg gå afsides for at samle mig, mens min mand konfronterede situationen.

Det gjorde han bl.a. ved at ringe til vores lokale guide, der stod på den anden side af paskontrollen og nu havde ventet på os i et par timer. Guiden talte med vores uniformerede plageånd og udvirkede måske en form for medlidenhed, for da jeg kom tilbage til skranken, tog Ilse alle vores skemaer fra os, kasserede dem og påbegyndte egenhændigt med selvbevidst skråskrift et helt nyt sæt. Hendes oplysninger matchede ikke på nogen måde indholdet i vores kufferter, fx har jeg aldrig ejet en makeuptaske og to lyserøde natkjoler, men det havde åbenbart aldrig været hensigten at give korrekte informationer i overensstemmelse med virkeligheden. Hensigten var rette ord i rette rubrik, og da hun selv udfyldte det første skema, som det skulle gøres, var det muligt for os, ved at kopiere hende, at udfylde begge sæt af skemaer med fantasiind­hold, et sæt for hver kuffert, i fem enslydende eksemplarer, som Ilse omhyggeligt kontrollerede, gjorde notater på og godkendte … Pyhh …

Men så fik vi stanget en ny stak skemaer ud! – Vi skulle gennemgå akkurat den samme procedure for håndbaga­gen! – Det nyttede intet, at håndbagagen ikke var blevet borte, og at vi kunne holde vores håndtasker frem og vise hende, hvad der var i. Alt skulle om­hyggeligt opnoteres i skemaer i fem eksemplarer… Hver … På den rette måde … Skulle man grine eller græde? Vi havde mest lyst til at sætte os ned på gulvet og hyle. Men der var ikke andet valg end at få hende til at vise, hvad koden for håndbagageskemaerne var og pligtskyldigt kopiere…

Da dette skrivearbejde var udført, og behørigt godkendt, fik vi alle vores skemaer overdraget med besked på at gå hen ad gangen, rundt om hjørnet og ind til de overordnede på toldkontoret med dem. Hvilket vi gjorde, selv om vi knap kunne stå på benene. Endnu to uniformsklædte, stålsatte blondiner sad ved en skranke derinde. De tjekkede omhyggeligt alle vores skemaer, begge damer, noterede på dem med kugle­pen, og så rakte den ene ud efter STEMPLET. – Vi stod, udmattede og med lange øjne, og så denne udgave af en russisk embedskvinde højtideligt tage stemplet ud af etuiet, undersøge på et stykke kladdepapir om det virkede efter hensigten, hvorefter hun med små hårde knald stemplede hvert eneste af vores skemaer, udfyldt med sved og tårer, to-tre gange.

Med de således behørigt stemplede papirer maste vi os foran de ti-tolv andre mod- og kuffertløse rejsende foran Ilses disk, og nu var det ingen sag for hende lige at slå op på computeren og fortælle, at vores kuffer­ter var kommet for sent til flyet, da vi kun havde haft en time til at skifte i København, men at SAS snarrå­digt havde læsset dem på et fly til Riga, hvorfra de ville blive omladet til Skt. Petersborg snarest muligt, måske allerede samme aften.

På vej ud af lufthavnen ville jeg, for en sikkerheds skyld, lige købe et par tandbørster, tandpasta, en deodo­rant og en ansigtscreme i en lille, men indbydende parfumebutik. Også her gik det galt, da den modne ek­speditrice beklagede, at hun ikke kunne sælge mig cremen, fordi kasseapparatet ikke genkendte stregko­den og dermed ikke kunne udregne prisen …

Vi var drænet for alt livsmod, og jeg mener ALT, da vi efter tre en halv times gennemhegling i det russiske kuffert papir-helvede omsider kunne slutte os til vores medrejsende om bord på M/S Leonid Krasin.

Jeg vil ikke trætte med yderligere fortællinger om de tre dage, hvor vores kufferter stod i lufthavnen i Skt. Petersborg, hvortil SAS ganske rigtigt havde fået dem fløjet ind allerede samme aften, og ingen, hverken for gode ord eller betaling, kunne formås til at bringe dem de to kilometer hen til skibets kajplads. Rejselede­ren, som var mere akademisk end praktisk begavet, holdt lange foredrag om landet, dets historie, prøvelser og politik, og tilskyndede mig til at se filosofisk på det hele, mens jeg insisterede på, at han og rejseselska­bet skulle forsøge at vriste min kuffert ud af dette traumatiserede folks greb. – Kan vi ikke bare tage en taxa ud til lufthavnen og hente dem? spurgte jeg, men sådan fungerer tingene tydeligvis ikke i Rusland. – Så hver morgen, punktligt klokken syv, vækkede jeg i stedet hans unge, russiske og derfor russisktalende, rejsele­derassistent og fik hende til at ringe til lufthavnen, til rejseselskabet i København, kort sagt til Gudoghver­mand.

Og på tredjedagen, kort før afsejlingen mod Moskva, stod de der foran kahytsdøren, kufferterne med toi­lettasker og skiftetøj, og vi fik med ro i sjælen set mere af det store rige mod øst.

Velkommen til Rusland!

Det lykkedes os – ud over at se en del af det prægtige lands berømte seværdigheder – at møde nogle helt almindelige og meget rare mennesker:

Unge mænd og kvinder i metroen både i Skt. Petersborg og i Moskva, som rutineret, hurtigt og uden at hverken være bedt om det eller vente på tak rejste sig og overlod deres sæder til mig og alle andre ældre kvinder og mænd, der trådte ind i vognen.

En engelsklærerinde fra et sted langt inde i Sibirien, som var kommet til Skt. Petersborg ganske som os for at se Vinterpaladset, og som blev så forbløffet over, at vi gjorde plads til hende på en bænk og i øvrigt talte venligt til hende, at hun hev bøger, billeder og kort frem fra lommer og tasker, viste frem og sludrede så længe, at vi var ved at komme for sent til bussen hjem til aftensmaden på skibet.

Servitricen på den café i Uglich, som vi besøgte – ikke fordi vi var sultne, men fordi vi gerne ville se, hvordan russerne selv spiste. Vi sad en halv times tid med en frokostbakke med en lille tærte, en omelet og to glas frugtsaft til i alt 15 kr. og så tv, et formiddagsprogram med en tv- læge og en yndig, ung studievært. Jeg så, at servitricen satte indsamlede bakker hen til en lille luge i bagvæggen, og da vi rejste os og gik, satte jeg vores bakker hen til køkkenlugen på forbivejen, hvilket skaffede mig et overrasket, kæmpestort smil og et anerkendende nik.

Også den unge pilotelev, der arbejdede som tjener i sin sommerferie og betjente vores bord i skibets spise­sal, syntes forundret over, at turister fra Vesteuropa kunne være ligefremme, venlige og usnobbede. – Så måske florerer der myter om os?

I så fald burde mange flere af os tage derover og vise vores russiske naboer, at vi såmænd er helt alminde­lige, venlige og nede på jorden, ganske som de selv som oftest forekommer at være – Her vil jeg gerne und­tage to – tre kvindelige, meget blonde, officielle embedsmænd, som jeg mødte på visumkontoret i Køben­havn og i afdelingen for mistet bagage i Skt. Petersborgs lufthavn.