En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.
Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.
En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.
Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.
Men derefter går det galt for de fleste:
Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyhedsmails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.
Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.
Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.
Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, eller hvor man nu får sine pakker leveret.
Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?
Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?
Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …
Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.
Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:
Min veninde havde en besynderlig
oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med
høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille
skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet
indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.
Denne vintermorgen var hun alene
i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun
havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:
– Det var en ’Anders’ fra
politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om
morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? –
Stod der tyve og røvere udenfor?
Anders fra politiet lød
irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf,
der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min
veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en
cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde
parkeret inde i Ålborg?
– Nej, bilen var ikke en
cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en
Golf?
Det vidste min veninde ikke. Broderen
havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og
hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? –
Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde
broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en
politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en
Golf, så vidt min veninde huskede det.
Anders fra politiet sagde, at
broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville
gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at
udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt
problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved
politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?
Anders fra politiet fortalte, at
han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde
nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som
han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun
hjælpe ham med det?
Hun var ikke glad for det, syg,
febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen,
så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse
drejede sig om, og hun fik begge dele.
Så bad hun ham ringe op igen,
når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han
gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige
telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse
og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min
veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham
vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først
og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.
Klokken hen under halv seks ringede
min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var
hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og
broderens søn var Spanien.
Da hun havde fortalt om
opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes
barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været
problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en
baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom
boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange
var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.
Så bilen holdt formentlig ikke
ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand,
i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen
blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt
på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.
Men hvor havde politimanden min
venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne
figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop
disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag,
hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson.
Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København,
og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.
Så politimanden kunne være
kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse
havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i
gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i
sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der
flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i
Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at
bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort
samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at
få udleveret hendes brors telefonnummer …
Næste dag ringede min veninde
til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han
havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele.
Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde
besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som
magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed i Århus.
Efter få dage fik hun svar om,
at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.
En politimand herfra ringede dagen
efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at
sagen hermed var afsluttet.
Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.
Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.
Over den fredede Nøddedal, som skærer sig ned igennem Liens stejle skrænt i Nordjylland, ligger store, fladpløjede og gyllestinkende marker med enkelte bronzealderhøje, som de grådige landbrugsmaskiner går meget tæt på. – Vi har altid opfattet jorden og naturen som menneskets ret, og ikke meget dyrkbar jord går til spilde i dette lille land.
Men selve Nøddedalens smalle sprække er fredet. Som en lillebitte, naturlig streg forbinder den landbrugsproduktion med de udstrakte strandegne under Lien. Nøddedalen var før en afgræsset slugt fra den høje kystskrænt ned mod Vesterhavet, ikke langt fra Fosdalen med den piblende kilde og Lerup Kirke, hvor der fra middelalderen afholdtes kildemarked.
Hasselbuskene, aprils knaldgule vorterod og de sartgule kodrivere nyder vi som et minde om, hvordan noget af vores fælles jord ville have set ud, hvis vi ikke altid blandede os i alt.
En forårstur til Nøddedalen, når kodriverne blomstrer, er en fornøjelse, man skal unde sig, navnlig i disse coronatider, og modsat Fosdalen er Nøddedalen normalt fredelig og uden trængsel.
Det var den også i går, Påskesøndag,
april 2020.
Længe kiggede vi efter kodriverne under de ranke nøddebuske … Var det ikke tid? Var vi kommet for tidligt til at se dem blomstre? For sent?Men så fik vi øje på de smukke blomster højt, højt oppe på skrænterne. Modsat tidligere, hvor vi gik iblandt dem hele den smalle sti ned, var de nu fortrængt til de højeste og mest utilgængelige steder, og man skulle klatre eller have kikkert med for at se dem. Mærkeligt. Hvad er der sket?
Det fik vi svaret på, da vi opdagede et nydeligt, midaldrende par højt oppe på skråningen bevæbnet med planteskovle i fuld gang med at fylde to store plasticbæreposer med de yndige, sart blomstrende planter … med rod og det hele …
Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske befolkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, varevogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.
’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til morgen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.
Da jeg erhvervede kørekort for
næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske
landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel
altid: ’Pas på de andre idioter!’
Sådan burde enhver sagkyndig
afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade
beståede.
Og sådan er vi nødt til at tænke
i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre
idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for
rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når
de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis
de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se,
hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider besvære sig med at holde afstand,
med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det
er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.
Vi bør være taknemmelige for de
tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og
udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for
os andre!
Og for vores kloge og agtpågivende
politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de
gør alting, så de godt de kan.
Og for alle dem, der holder
infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renovation!
For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens
holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.
Og gudskelov for computer, internet,
mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommunikere, vi kan
arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til
at gå i mellemtiden. – Måske indeholder reolen stadig en god bog?
Farvekoordineret eller ej?
Vi kan så småt begynde forårsarbejdet
i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også
aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og
vi kan rykke sammen på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.
Dette er en tid, som man vil
huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid fremover.
Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en
velfungerende hverdag, så har vi i det mindste lært noget.
Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …
80 % af de smittede
er mænd
35 – 55-årige er stærkt
overrepræsenteret blandt de smittede
Og de kommer fra de
velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:
Trang til mad, sex, formering, yngelpleje, fysisk og psykisk bekvemmelighed, fx tryghed, ly og varme
Social trang, tilknytning, familien, gruppen, stammen, herunder status og hierarkier, misundelse, nationalisme
Anskaffelsestrang, som hamstere har vi det bedst, når vi kan samle en masse ting sammen, madlagre, penge, køretøjer, elektronik, pyntedimser, møbler, tøj og sko, køkkenmaskiner, sommetider fører grådigheden til krig mod andre stammer om landområder, ressourcer og indflydelsessfærer
Oplevelses- og forståelsestrang, vi vil gerne kunne forklare det, vi ser og oplever, så vi opsøger og undersøger fænomener, men sommetider får vores forklaringer karakter af fri fantasi eller efterrationaliseringer, religion, alt for vidtløftige filosofier
Vi opfinder film,
internettet og mobiltelefonerne og bruger den avancerede teknik til pornografi,
til at sende nøgenbilleder rundt, til hadefulde kommentarer om andre, specielt
mennesker, der er en smule anderledes end os selv, evt. mener noget andet end
os selv.
Vi opfinder
transportmuligheder, lastskibe, tog, fly, biler, og bruger dem til at skaffe os
en masse billigt og giftigt skrammel fra fx Kina. Eller til at fragte os selv på
job og tjene til alt skramlet, så vi bagefter kan køre ud i storcentre og købe
stort ind eller tage på nyttesløse ’ferier’ i varme lande, hvor strandkanten er
forsvundet under kilometerlange rækker af betonhoteller. Evt. skiferier i de områder,
hvor det stadig er muligt at opretholde en smule sne under skiene, trods global
opvarmning, bl.a. på grund af vores overforbrug af billigt skrammel fra Kina
og for meget rejseri.
Vi opfinder
videnskab og menneskerettigheder og misbruger det hele til at bortforklare
vores eget ansvar for planetens fremtid og for hinanden, til at opfinde en
stor, gudelig magts ’intelligente design’ eller til at lade mennesker fra
andre lande sejle ud og drukne i havene omkring os, eller vi stemmer på selvovervurderende,
men små og bange, nationalister, der blot gør livet sværere for os alle.
Vi har alle
muligheder for at leve gode, glade og trygge liv, og vi forspilder alle disse
muligheder hver eneste dag, fordi vi stadig er dyr, drevet af vores mest basale
instinkter.
Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.
Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motionere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efterstræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.
Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.
I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.
I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klodens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.
Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.
Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der fortjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne karklude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbejde, benytter toget i stedet for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i vennekredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobilfotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spiser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller religion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.
Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.
I Hammer Bakker lige her ved siden af ligger Tvillingehøjene.
Kendt af alle i området som stedet for gode skovture og udsigter. Det er også her, man plukker sine blåbær, tyttebær og lyngbuketter, når tiden er til det.
Men der er sket noget.
Udsigten er forurenet, og det før så knejsende udsigtspunkt og fortidsminde, en flere tusind år gammel gravhøj, er slidt ned. Stenen er flyttet ned fra højen, som nu fremstår nedslidt og udhulet, og det er ikke sket gradvist gennem årtusinder, men i de seneste år mellem år 2003, hvor de øverste billeder er taget, og januar 2020, hvor de seneste er fra.
Hen over Tvillingehøjene er kørsel med MTB’ere forbudt, men der er ingen tvivl om gerningsmændene:
Mountainbikere … De brede, knoprede dæk flår alt op!
Det samme er tilfældet ved Pebermosen, et andet af Hammer Bakkers smukke og meget besøgte steder. Her er stierne mudret op:
Der er anlagt over 13 km officielle MTB-spor igennem Hammer Bakker. Hvorfor bruger de ivrige cyklister ikke sporene i stedet for at pløje alting ned?
Samtidig foregår der heftig naturpleje i Hammer Bakker. Enorme maskiner fælder grantræer i tusindvis, så bakkernes egenart som bakker og nye udsigter kommer frem efter 100 års produktion af grantræ. Dette er i og for sig glimrende. Men de kæmpestore skovmaskiner anretter meget skade på skovbund og stier, de ødelægger de specielle gamle hulveje og stisystemer og sammenpresser jorden, så intet udover lysesiv kan gro i de næste 100 år.
Det er forfærdeligt, at vi er nået dertil, at en skovtur i et gammelt naturområde, i stedet for at virke opløftende, gør én trist til mode.
Aalborg Kommune, som ejer store dele af arealerne, kan ikke forventes at beskytte naturværdierne. De har netop ryddet endnu et stort område i Hammer Bakker til endnu et nyt institutionsbyggeri. Inden for få år er det så tredje gang, at kommunen snupper en billig byggegrund, hvor der før var gammel fredsskov, drikkevandsindvinding og uerstattelig natur.
Politiken Plus tilbyder abonnenterne en dims, der kan udskære et blødkogt æg og strø salt på det … til 203 kr.
Hvor skulle man få brug for sådan én? Ved morgenbordet med utidige unger? Og på hvilken måde er denne dims bedre end bagsiden af en teske og de fingre, man normalt har lige ved hånden?
Den skal fremstilles af – formentlig – gode råvarer, forsendes, vaskes op, opbevares på den i forvejen begrænsede køkkenskuffeplads, og man skal huske at tage den med ind til morgenmaden eller frokosten.
Skal den også med i sommerhuset? Skal alle familiens medlemmer og evt. gæster have hver sin?
Hvis vi havde et departement for inderligt overflødige produkter – og det burde vi have med de miljømæssige udfordringer, vi står over for – ville Politikens ‘Æggeskærer med indbygget saltstrøer’ stå allerøverst på deres liste.
