Idioti – blog.loneandrup.dk

Upersonlige personlige mails

Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.

Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.

Det generer mig, fordi de antager:

at de kender mig
at vi er på fornavn som gamle venner
at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg

Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:

at jeg HADER at blive talt ned til
at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt

Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’

Misbrug af e-boks og kommunale midler:

Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.

Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.

Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?

SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?

Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?

Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?

Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.

– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-09-19-flere-aeldre-far-ikke-nok-hjaelp-til-rengoring-og-bad

Modstridende budskaber

*Screendump fra Nordjyske.dk d. 10.12. 2020*

Pga. de bekymrende og kraftigt eskalerende smittetal beder statsministeren os om at blive hjemme, men her på Nordjyske.dk’s forside er hun og budskabet på begge sider omgivet af pengehungrende sjakaler, ‘Alletiders Shoppingcenter’ og ‘Aalborg Zoo’, der prøver at lokke os ud af den nødvendige coronaisolation.

Sygehuse og sundhedspersonale er allerede hårdt presset, smittetallet er over 3000 hver dag, og i samme tidsrum mister vi en halv snes af vore medmennesker pga. corona. Men vi skal helst klumpe os sammen i shoppingcentre og forlystelser, så de kan oppebære en omsætning.

Det er jo derfor, regeringen tilbyder kompensationer, så vi alle kan bidrage til de forskellige virksomheders overlevelse uden at skulle risikere vores eget og andres liv og helbred.

Hvad har nissemænd og lysfester i øvrigt med dyr at gøre? Er det ikke på tide at lukke de uværdige zoologiske haver, hvor eksotiske dyr fremvises i små, kedsommelige bure, og hvor der skal betondinosaurusser, ‘Onkel Reje’, julenisser, boder og lysfester til at lokke folk ind? – Bland de stakkels vilde dyr udenom, skaf nogle tamdyr, der er vant til mennesker og gerne lader sig ride på og klappe, og lav det hele om til en decideret legepark.

https://nyheder.tv2.dk/2020-12-11-stigende-smitte-foerer-til-aflyste-operationer-paa-stribe-nu-sender-laeger-og

Benægtere

Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.

Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.

Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?

Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.

Ren middelalder

Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!

Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.

Jamen, i disse coronatider: Hvad venter vi på?

Begge annoncer fra dagbladet Politiken.

Pøllehullet – så er vi der igen

Med særdeles dårlig timing lancerer DR nu endnu et ’morsomt’ show om barnlige mænds problemer med at være ordentlige og voksne mennesker, ‘Pøllehullet – det brune værtshus’, hvor en såkaldt bolledukke fungerer som blikfang.

Man kunne jo forestille sig, at bolledukken forestillede den yndigste, lyslokkede Golden Retriever, store øjenvipper og bollehul inkl., som en noget intellektuelt udfordret yngre mand kunne behandle efter forgodtbefindende – i den bedste tv-sendetid. På den gamle statskanal. Ville nogen stadig synes, at det var sjovt?

Jeg er ikke i målgruppen, jeg synes ikke, det er sjovt, og jeg kunne ikke drømme om at se det. Traileren er nok til at give mig kvalm utilpashed.

For jeg troede, at DR og andre havde lært af Sofie Linde og den vind, hun netop havde blæst i sejlene for at bære #MeToo og kvinders menneskerettigheder på lige fod med mænd et skridt videre også i dette lille, uoplyste land.

Er DR ikke netop afsløret i at have fostret et antal ubehageligt pikfikserede, grænseoverskridende, sexistiske, mandlige ledere og dermed i at have understøttet en kvindefjendsk kultur? Og føles pøllesjovet og bolledukker så som en passende bodsgang? – De må jo ikke være rigtig kloge.

Hvorfor er det sjovt at se kvinder som sexlegetøj? Hvorfor er det underholdning at aflive pikant klædte og forsvarsløse kvinder i aftenkaffekrimierne? Hvorfor skal vi igen-igen tage umodne mænds småkvababbelser og leg med konsekvensløse grænseoverskridelser – Se, hvad jeg tør! Er jeg ikke bare sej? Bar røv og bolledukker! – alvorligt? Skal vi underholdes med flere klovne i en tid med corona, klima, krig og flygtninge?

Og ja, sommetider, når det går ud over kvinder og kvinders værdighed som hele mennesker, så har nogle af os bare ingen humor.

https://politiken.dk/kultur/art7959864/Nuv%C3%A6rende-chef-i-DR-har-l%C3%A6nge-kendt-til-klage-over-gr%C3%A6nseoverskridende-v%C3%A6rt

Aalborg Kommune

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Nethandel & kommunikation

En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.

Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.

En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.

Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.

Men derefter går det galt for de fleste:

Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyhedsmails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.

Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.

Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.

Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, eller hvor man nu får sine pakker leveret.

Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?

Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?

Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …

Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.

Magtmisbrug hos politiet?

Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:

Min veninde havde en besynderlig oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.

Denne vintermorgen var hun alene i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:

– Det var en ’Anders’ fra politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? – Stod der tyve og røvere udenfor?

Anders fra politiet lød irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf, der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde parkeret inde i Ålborg?

– Nej, bilen var ikke en cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en Golf?

Det vidste min veninde ikke. Broderen havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? – Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en Golf, så vidt min veninde huskede det.

Anders fra politiet sagde, at broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?

Anders fra politiet fortalte, at han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun hjælpe ham med det?

Hun var ikke glad for det, syg, febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen, så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse drejede sig om, og hun fik begge dele.

Så bad hun ham ringe op igen, når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.

Klokken hen under halv seks ringede min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og broderens søn var Spanien.

Da hun havde fortalt om opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.

Så bilen holdt formentlig ikke ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand, i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.

Men hvor havde politimanden min venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag, hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson. Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København, og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.

Så politimanden kunne være kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at få udleveret hendes brors telefonnummer …

Næste dag ringede min veninde til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele. Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Århus.

Efter få dage fik hun svar om, at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.

En politimand herfra ringede dagen efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at sagen hermed var afsluttet.

Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.

Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.