Pga. de bekymrende og kraftigt eskalerende smittetal beder statsministeren os om at blive hjemme, men her på Nordjyske.dk’s forside er hun og budskabet på begge sider omgivet af pengehungrende sjakaler, ‘Alletiders Shoppingcenter’ og ‘Aalborg Zoo’, der prøver at lokke os ud af den nødvendige coronaisolation.
Sygehuse og sundhedspersonale er allerede hårdt presset, smittetallet er over 3000 hver dag, og i samme tidsrum mister vi en halv snes af vore medmennesker pga. corona. Men vi skal helst klumpe os sammen i shoppingcentre og forlystelser, så de kan oppebære en omsætning.
Det er jo derfor, regeringen tilbyder kompensationer, så vi alle kan bidrage til de forskellige virksomheders overlevelse uden at skulle risikere vores eget og andres liv og helbred.
Hvad har nissemænd og lysfester i øvrigt med dyr at gøre? Er det ikke på tide at lukke de uværdige zoologiske haver, hvor eksotiske dyr fremvises i små, kedsommelige bure, og hvor der skal betondinosaurusser, ‘Onkel Reje’, julenisser, boder og lysfester til at lokke folk ind? – Bland de stakkels vilde dyr udenom, skaf nogle tamdyr, der er vant til mennesker og gerne lader sig ride på og klappe, og lav det hele om til en decideret legepark.
Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.
Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.
Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?
Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.
Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!
Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.
Med særdeles dårlig timing lancerer DR nu endnu et ’morsomt’ show om barnlige mænds problemer med at være ordentlige og voksne mennesker, ‘Pøllehullet – det brune værtshus’, hvor en såkaldt bolledukke fungerer som blikfang.
Man kunne jo forestille sig, at bolledukken forestillede den yndigste, lyslokkede Golden Retriever, store øjenvipper og bollehul inkl., som en noget intellektuelt udfordret yngre mand kunne behandle efter forgodtbefindende – i den bedste tv-sendetid. På den gamle statskanal. Ville nogen stadig synes, at det var sjovt?
Jeg er ikke i målgruppen, jeg synes ikke, det er sjovt, og jeg kunne ikke drømme om at se det. Traileren er nok til at give mig kvalm utilpashed.
For jeg troede, at DR og andre havde lært af Sofie Linde og den vind, hun netop havde blæst i sejlene for at bære #MeToo og kvinders menneskerettigheder på lige fod med mænd et skridt videre også i dette lille, uoplyste land.
Er DR ikke netop afsløret i at have fostret et antal ubehageligt pikfikserede, grænseoverskridende, sexistiske, mandlige ledere og dermed i at have understøttet en kvindefjendsk kultur? Og føles pøllesjovet og bolledukker så som en passende bodsgang? – De må jo ikke være rigtig kloge.
Hvorfor er det sjovt at se kvinder som sexlegetøj? Hvorfor er det underholdning at aflive pikant klædte og forsvarsløse kvinder i aftenkaffekrimierne? Hvorfor skal vi igen-igen tage umodne mænds småkvababbelser og leg med konsekvensløse grænseoverskridelser – Se, hvad jeg tør! Er jeg ikke bare sej? Bar røv og bolledukker! – alvorligt? Skal vi underholdes med flere klovne i en tid med corona, klima, krig og flygtninge?
Og ja, sommetider, når det går ud over kvinder og kvinders værdighed som hele mennesker, så har nogle af os bare ingen humor.
bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.
Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.
Sådan ser det byggeri ud i dag:
Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:
Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.
En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.
Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.
En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.
Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.
Men derefter går det galt for de fleste:
Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyhedsmails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.
Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.
Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.
Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.
Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, eller hvor man nu får sine pakker leveret.
Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?
Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?
Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …
Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.
Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:
Min veninde havde en besynderlig
oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med
høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille
skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet
indbrud, også mens hun og manden lå og sov på førstesalen.
Denne vintermorgen var hun alene
i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spanien, så hun
havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:
– Det var en ’Anders’ fra
politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om
morgenen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? –
Stod der tyve og røvere udenfor?
Anders fra politiet lød
irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf,
der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min
veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en
cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde
parkeret inde i Ålborg?
– Nej, bilen var ikke en
cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en
Golf?
Det vidste min veninde ikke. Broderen
havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og
hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? –
Kunne bilen tilhøre broderens ekskone? – For mere end fem år siden havde
broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skilsmisse, der medførte en
politisag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en
Golf, så vidt min veninde huskede det.
Anders fra politiet sagde, at
broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville
gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at
udlevere det. Hele situationen var foruroligende, hun forstod ikke helt
problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parkeret bil ved
politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?
Anders fra politiet fortalte, at
han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spanien. Nevøen havde
nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som
han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun
hjælpe ham med det?
Hun var ikke glad for det, syg,
febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen,
så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse
drejede sig om, og hun fik begge dele.
Så bad hun ham ringe op igen,
når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han
gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige
telefonnummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse
og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min
veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham
vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først
og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.
Klokken hen under halv seks ringede
min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var
hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og
broderens søn var Spanien.
Da hun havde fortalt om
opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kærestes
barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været
problemer med, at barnebarnet parkerede i en privat parkeringsbås i en
baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barnebarnet boede. I samme ejendom
boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange
var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.
Så bilen holdt formentlig ikke
ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en politimand,
i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen
blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt
på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.
Men hvor havde politimanden min
venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne
figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop
disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag,
hvor broderen i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson.
Nevøen optrådte jo som søn i sagen, ekskonen med sin nye adresse i København,
og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.
Så politimanden kunne være
kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads optaget. I ærgrelse
havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i
gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i
sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der
flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i
Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at
bliver ringet op før klokken fem en morgen i ferien, så det blev en kort
samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at
få udleveret hendes brors telefonnummer …
Næste dag ringede min veninde
til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han
havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele.
Men der var alligevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde
besluttede at indgive en skriftlig klage over forløbet, som hun opfatter som
magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed i Århus.
Efter få dage fik hun svar om,
at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.
En politimand herfra ringede dagen
efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at
sagen hermed var afsluttet.
Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.
Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre urovækkende opkald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.
Over den fredede Nøddedal, som skærer sig ned igennem Liens stejle skrænt i Nordjylland, ligger store, fladpløjede og gyllestinkende marker med enkelte bronzealderhøje, som de grådige landbrugsmaskiner går meget tæt på. – Vi har altid opfattet jorden og naturen som menneskets ret, og ikke meget dyrkbar jord går til spilde i dette lille land.
Men selve Nøddedalens smalle sprække er fredet. Som en lillebitte, naturlig streg forbinder den landbrugsproduktion med de udstrakte strandegne under Lien. Nøddedalen var før en afgræsset slugt fra den høje kystskrænt ned mod Vesterhavet, ikke langt fra Fosdalen med den piblende kilde og Lerup Kirke, hvor der fra middelalderen afholdtes kildemarked.
Hasselbuskene, aprils knaldgule vorterod og de sartgule kodrivere nyder vi som et minde om, hvordan noget af vores fælles jord ville have set ud, hvis vi ikke altid blandede os i alt.
En forårstur til Nøddedalen, når kodriverne blomstrer, er en fornøjelse, man skal unde sig, navnlig i disse coronatider, og modsat Fosdalen er Nøddedalen normalt fredelig og uden trængsel.
Det var den også i går, Påskesøndag,
april 2020.
Længe kiggede vi efter kodriverne under de ranke nøddebuske … Var det ikke tid? Var vi kommet for tidligt til at se dem blomstre? For sent?Men så fik vi øje på de smukke blomster højt, højt oppe på skrænterne. Modsat tidligere, hvor vi gik iblandt dem hele den smalle sti ned, var de nu fortrængt til de højeste og mest utilgængelige steder, og man skulle klatre eller have kikkert med for at se dem. Mærkeligt. Hvad er der sket?
Det fik vi svaret på, da vi opdagede et nydeligt, midaldrende par højt oppe på skråningen bevæbnet med planteskovle i fuld gang med at fylde to store plasticbæreposer med de yndige, sart blomstrende planter … med rod og det hele …
