Category: Idioti

Er der ved at gå magtfuldkommenhed i det danske politi? I Rusland smider de p.t. åbenmundede coronalæger ud ad vinduerne fra høje bygninger, forlyder det. – Så vidt er det endnu ikke kommet herhjemme. – Men en venindes fortælling om en i bund og grund banal parkeringssag er bekymrende:

Min veninde havde en besynderlig oplevelse i vinter. Ved femtiden om morgenen, bedst som hun lå og sov, syg med høj feber og hoste, ringede hendes telefon. – Hun bor i et lille hus i en lille skov et stykke ude på landet omkring 20 km uden for Ålborg. Hun har før oplevet indbrud, også mens hun og manden lå og sov på første­salen.

Denne vintermorgen var hun alene i huset, da hendes mand sammen med hendes nevø var på ferie i Spa­nien, så hun havde ikke sat sin telefon på lydløs og svarede da også med det samme:

– Det var en ’Anders’ fra politiet, der ringede, og hun blev meget forskrækket … Politiet! Klokken fem om morge­nen! – Var der sket noget med manden og nevøen? – Eller var det svindel? – Stod der tyve og røvere udenfor?

Anders fra politiet lød irriteret, og han ville gerne vide, om hun kendte noget til en bil, en grøn Golf, der holdt ulovligt parkeret her, hvor han sad, ved politigården i Ålborg? – Min veninde blev forfjamsket, hun havde for mange år siden ejet en grøn Golf, en cabriolet, men den var for længst skrottet og afmeldt og kunne vel ikke holde parkeret inde i Ålborg?

– Nej, bilen var ikke en cabriolet, svarede Anders fra politiet. – Hvad med hendes bror, havde han en Golf?

Det vidste min veninde ikke. Broderen havde flere biler, bl.a. en varevogn, som han altid kørte i, men en Golf? Og hvorfor ville politiet vide noget om det? Og hvorfor ringede de til hende? – Kunne bilen tilhøre bro­derens ekskone? – For mere end fem år siden havde broderen og hans ekskone været ude i en voldsom skils­misse, der medførte en politi­sag om bl.a. ulovlig indtrængen, ejendomme og et par biler, men ikke en Golf, så vidt min veninde huskede det.

Anders fra politiet sagde, at broderens kone jo boede i København, så bilen kunne ikke være hendes. Han ville gerne have broderens telefonnummer, men min veninde var ikke meget for at udlevere det. Hele situa­tionen var foruroligende, hun forstod ikke helt problemet, og hvis det drejede sig om en ulovligt parke­ret bil ved politigården i Ålborg, hvad havde det så med hende og hendes bror at gøre?

Anders fra politiet fortalte, at han allerede havde snakket med hendes nevø, broderens søn, i Spa­nien. Nevøen havde nægtet, at det var hans bil. – Og Anders havde en liste med telefonnumre, som han gerne ville tjekke med min veninde: Hvilket tilhørte broderen? Ville hun hjælpe ham med det?

Hun var ikke glad for det, syg, febril, træt, skræmt, pludseligt vækket alt for tidligt en mørk vintermorgen, så hun spurgte til hans fulde navn og til det sagsnummer, hans henvendelse drejede sig om, og hun fik begge dele.

Så bad hun ham ringe op igen, når hun havde fået tid til at finde broderens nummer på sin mobil, hvilket han gjorde. – I den sagsmappe, han åbenbart sad med, befandt sig hendes hemmelige telefon­nummer, nummeret på hendes nevø, broderens ekskones nummer og adresse og en del andre forskellige numre. Anders læste dem op et efter et, og min veninde fortalte ham, hvilket nummer, der nu tilhørte broderen. – Hun bad ham vente fem minutter med at ringe broderen op. Hun ville gerne selv ringe først og forberede ham, så han ikke blev så forskrækket, som hun selv var blevet det.

Klokken hen under halv seks ringede min veninde så til sin bror, som tog telefonen, fordi han kunne se, at det var hende, og fordi han vidste, at hun var alene hjemme, mens hendes mand og broderens søn var Spanien.

Da hun havde fortalt om opringningen fra politiet, sagde han ’satans’, og forklarede, at hans nye kæ­restes barnebarn havde lånt hans lille Golf, og at der flere gange havde været problemer med, at bar­nebarnet par­kerede i en privat parkeringsbås i en baggård ved en ejendom midt i Ålborg, hvor barne­barnet boede. I samme ejendom boede en politimand, som før havde truet barnebarnet, fordi det et par gange var sket, at han var kommet hjem og havde fundet sin parkeringsplads optaget.

Så bilen holdt formentlig ikke ved politigården, men på en privat parkeringsplads, der tilhørte en poli­ti­mand, i en baggård et stykke derfra. Dette fik min veninde senere bekræftet. Bilen blev den vinter kørt af broderens kærestes barnebarn og var den nat efterladt på en privat P-plads i en baggård midt i Ålborg.

Men hvor havde politimanden min venindes hemmelige nummer fra? Og nummeret på hendes nevø? – Ingen af dem kunne figurere på ejeroplysningerne på broderens bil. – Min veninde mener, at netop disse numre optræder i sagsakterne vedrørende broderens gamle skilsmissesag, hvor bro­deren i en periode boede hos min veninde, og hun var opført som kontaktperson. Nevøen optrådte jo som søn i sagen, eks­konen med sin nye adresse i København, og under broderen var der opført en hel række numre, bl.a. arbejdstelefoner.

Så politimanden kunne være kommet hjem ud på morgenen og igen have fundet sin P-plads opta­get. I ærgrelse havde han så med broderens ejeroplysninger på Golfen som startpunkt rodet i gamle sagsmapper og først ringet til hans søn, der ud fra personnummeret i sagen kunne se ud til at være på samme alder, som føreren af den Golf, der flere gange havde snuppet politimandens private P-plads. Men nevøen var i Spanien, havde intet med en Golf at gøre og var i øvrigt ikke glad for at bliver ringet op før klokken fem en morgen i fe­rien, så det blev en kort samtale. Derefter havde politimanden ringet til min veninde og insisteret på at få udleveret hendes brors telefon­nummer …

Næste dag ringede min veninde til politigården for at verificere Anders’ identitet og det sagsnummer, han havde givet hende. Damen, der svarede på opkaldet, sagde god for begge dele. Men der var alli­gevel ikke helt rene linjer i denne sag, så min veninde besluttede at indgive en skriftlig klage over for­løbet, som hun opfatter som magtmisbrug og chikane af almindelige borgere, til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Århus.

Efter få dage fik hun svar om, at sagen ikke hørte under dem, men var videresendt til Politigården i Ålborg.

En politimand herfra ringede dagen efter min veninde op og gav hende en sludder for en sladder og mente så, at sagen hermed var afsluttet.

Min veninde var stadig syg og havde ikke kræfter til at forfølge det yderligere. Bl.a. fortrød hun, at hun ikke havde bedt politimanden om at sende et skriftligt svar på klagen.

Nu hænger der en uafklaret sag over politiet i Ålborg, en sag, der måske handler om en privat tvist mellem en politimand og en ung mand om en privat P-plads i en baggård, og som førte til mindst tre uro­vækkende op­kald til almindelige, sovende borgere uden relevans for sagen, fra en vred politimand mellem klokken fem og seks en mørk morgen i januar 2020.