Dansk tv

Mellem to stole: Folk, der gerne vil vide noget om historie, skal prøve at abstrahere fra alle de småpinlige klovnetyper, der står i vejen for fakta og viden. Og dem, der elsker meningsløst pjat og pjank, finder hurtigt noget sjovere at kigge på.

I disse mørke coronanovemberaftner er vi som aldrig før prisgivet tv-apparatet, men fra min be­kvemme udkigspost i sofaen forekommer mange af de programmer, dansk tv bringer og indtil for nylig har bragt, både tåkrummende pinlige, grundløst selvforelskede og gumpetunge.

DR’s hedengangne ’Kunstquizzen’, hvor alenlange introduktioner af de klædeligt rødmende medvirkende – helt ned til de mindste cv-oplysninger om bøger og blogindlæg – varede de før­ste tyve minutter af hvert program, og værtens bizarre og som oftest afklædte udklædninger udfyldte resten minus tre minutter helli­get kunsten. – Jeg ville elske at få noget at vide om verdens­kunsten og kunst på de danske museer, men jeg udholdt kun den skingre selv­glæde nogle få gange, før jeg gav op og tog en bog i stedet. – Kunst­quizzen var og blev en indfor­stået fætter- og kusinefest. Hverken kunst eller seere var inviteret med.

’Den klassiske musikquiz’, som jeg faktisk havde glædet mig til at gense og gætte med på, er ud­artet i samme retning med skamrosende, alt for omstændelige præsentationer af alle medvir­kende – HVER ENE­STE GANG! – og dertil indforståede hentydninger og studentikost fjol med kulørt legetøj. Musik­quizzen handler ikke om musik, men om de medvirkende i et lukket, snobbet kredsløb.

Og filmprogrammet endte i ekskluderende snak mellem en syrligt reserveret filmanmelder fra radioen, en tøset cand. mag. og deres nærmeste venner, som vi fik et ret indgående kendskab til, men som ikke gjorde os meget klogere på film.

Danske tv-journalister udsendt til verdens brændpunkter får, på amatøragtig vis, lov til at reklamere for smart udendørstøj i bedste sendetid. I dette tilfælde 66° North.

De danske musikere og komponister, der får penge for at lægge musik under fx et af de talløse husprogrammer, planker uden skam melodistumper fra gamle Gnagsnumre, kendingsmelodien fra ‘Six Feet Under’ eller andet, der lige ligger og flyder forrest i deres bevidsthed. Når man først har fået ørerne op for deres svindelnumre, er det svært at koncentrere sig om programmet i sig selv. – Amatører og hundehoveder, som Egon Olsen ville sige …

’Kender du typen’, som engang var underholdende på den nyfigne måde, er nu overtaget af en dame, der tilsyneladende syr alt sit tøj selv og hver eneste gang møder op i et nyt, farvestrålende klovneantræk, sam­men med et uvidende, fnisende fjols af en mand og en vært, der alene ved sin bamsede kantløshed har skaffet sig værtsroller på næsten alle DR’s programmer. Dette tre­kløver besøger mennesker, der har indret­tet sig på akkurat samme måde med lidt 50’er-design, lidt IKEA, skolekort på væggen, nogle banale rejse­minder og klodset, grønt keramik i vindues­karmen. Alle er åbenlyst begejstrede for at få lov til at vise deres ensrettede fantasi­løshed frem på nationalt fjernsyn.

Bageprogrammet har et par charmeforladte overlærere, der ikke kunne drømme om at dele ud af eventuel viden om bagning, og en falleret skuespiller uden karisma i hovedrollerne plus et an­tal småforvirrede ama­tørbagere, som man har glemt alt om, før programmet er slut.

Danse- og syngeprogrammerne er overtaget af til sprængningspunktet oppustede egoer, der ikke tillader deltagerne meget rum at udfolde sig på. De ville måske heller ikke kunne fylde det ud, for de er udeluk­kende castet som sykofantisk pynt, hvilket gør dansen og sangen, selve kun­sten, underordnet.

Danske rejseprogrammer går ud på at sende en eller to uvidende, men selvglade, værter et sted hen, hvor de går rundt og snakker om og med sig selv. De har ingen forud­sæt­ninger for at være vores guider til stedet, og vi får ikke noget at vide, som vi ikke vidste i for­vejen. Billedsiden er heller ikke impone­rende, men de provinsielle værter ser ud til at nyde rej­sen, maden og opmærksomheden.

Derudover ser man ustandseligt de samme syv halvkendisser, såkaldte ’livsstilseksperter’ eller forhen­værende stand-uppere i et utal af overfladiske gætteprogrammer. Hvor in­gen lærer noget som helst, og alle blot har fået besked på at fjante igennem.

Som seer føler man sig ikke engageret. Ikke inviteret ind. Man er decimeret til noget sofakød, som kan få lov at betale regningen for, at de medvirkende tilsyneladende har det skidesjovt med sig selv og hinan­den. – Man føler sig taget ved næsen.

Giv mig engelsk tv anytime!

I engelske bageprogrammer lærer man noget om bagning og engelsk madkultur af dygtige, dan­nede og til­med underholdende personligheder, som generøst deler ud af deres viden.

Deres haveprogrammer består ikke kun af en selvoptaget ældre herre på tilsyneladende planløs vandring i egen have, men for­midler rent faktisk viden om havers kultur, historie og planter. Vid­underligt foto­graferet!

I engelske naturprogrammer lærer man noget om natur på hele kloden, og de er veltilrettelagte, fakta­tjekkede, visuelt storslåede og speaket på et forståeligt og flydende sprog uden besyn­derlige ’oplæsningstryk’ og usikre pauser af behagelige og vi­dende mennesker, der brænder for sagen.

Vi har lige set et rejseprogram, hvor en ældre herre, Chris Tarrant, rejste med tog OVER HELE VERDEN! – Til de yderste og mest utilgængelige afkroge, i tundra og ørkner, i Afrika, over Al­perne, til Chiles yderste spids, og hvert eneste sted fik vi de vigtigste facts om infrastruktur, se­værdigheder, historien, mennesker, natur, geografi og kultur. Hurtigt, rytmisk og velklippet! – Det var gode oplevelser i coronasofaen.

Og de engelske quiz- og boligprogrammer er fyldt med vidende, fagligt velfunderede, charme­rende og be­gavede personligheder, som man har lyst til at se og høre på. De er venlige og infor­mative, og ingen taler ned til seeren i sofaen. – Hvis man skulle føle trang til at vide mere, hen­vises der til biografiske og faktuelle oplysninger på velfungerende hjemmesider. Her spildes ingen tid på selvimponerede og enslydende intro­duktioner af hver enkelt medvirkende i be­gyn­delsen af hver eneste udsendelse.

Ja, danske tv-budgetter er ikke på højde med BBC’s, det er talent- og seermassen heller ikke, men mindre kunne også gøre det, hvis ledelsen forlangte kvalitet for pengene. Hvis man ikke bare lod Tordenskjolds sol­dater følge alle deres egne lyster og fik standset de værste brølere, før de nåede skærmen. – Det hedder professionalisme.

Men vi er så bange for at kede nogen, for at belære nogen, for at virke bedrevidende, at alting ender i ingen­ting og jævn ligegyldighed, og intet fører nogen vegne hen.

Dumhed og uvidenhed behersker det offentlige rum i Danmark i disse år, men behøver dansk tv at gå forrest i den udvikling?

Tingsfetichisme

Med åben mund og polypper overværede jeg forleden et afsnit af tv-programmet ’Kender du typen?’, hvor man besøgte en yngre, mig ubekendt, skuespillerindes lejlighed på Østerbro i København.

Alt i lejligheden var omhyggeligt scenograferet, som om skuespillerinden i hele sit korte liv kun havde samlet på ting og derefter ventet på, at der skulle komme nogen, der ville agere publikum i hendes udstilling.

Mange af hendes ting havde et navn, selv bestikket, som hed noget fransk. Hunden var klædt ud med et tørklæde og blev af ’livstilseksperterne’ karakteriseret som en accessory. Disse eksperter kendte koderne, navnene, på alt det, pigen havde samlet og udstillet i sit hjem, og de optrådte behørigt imponeret, hver gang tv-værten udpegede endnu en fransk dims med et navn eller et spisebord, pigen selv havde flikket sammen af nogle brædder. I det bugnende klædeskab havde hun, foruden tøj til mindst ti flygtningefamilier, også kulørte, højhælede sko i bjergevis, sådanne sko, som er fine til en fotoseance for et vovet mandeblad, men som er håbløse på fortovet, i bussen, på arbejdspladsen, til forældredag i børnehaven og i Netto. Hele tøjudvalget, som villigt blev vist frem for tv-holdet, mindede mest af alt om klæd ud-kassen på et sofistikeret lillepigeværelse.

Hjemme hos os har vi også tøj og ting, men de har ikke navne, vi praler ikke af dem, når vi har gæster, og vi viser ikke folk rundt som på et museum og fortæller dem, hvad tingene hedder, hvad de har kostet, og hvor vi har købt dem. – Måske alene af den grund, at vores ejendele ikke hedder noget smart, og at vores gæster (heldigvis) ville være inderligt ligeglade.

Som art er vi i Vesten kommet ud på et sidespor, hvor vi bruger alt for mange ressourcer på at indrette vores private boliger og anskaffe os ting, og flere ting, og dyrere ting, og sjældnere ting, i forsøget på at imponere vores venner og vinde over dem i ‘tingsspillet’, – i stedet for at bruge fri tid og midler på at dygtiggøre os, lære noget og være noget for andre.

Hvor ville den unge skuespillerinde have været langt mere interessant at besøge, hvis hun havde ejet en bog og læst og tænkt nogle begavede tanker i stedet for udelukkende at spille for galleriet.

Den amerikanske helligdag for materialismen, Black Friday, som falder præcis i dag, er blot endnu et fordummende, absurd påskud for at købe flere ting, ting, ting …

Tingsfetichisme er en udviklingsmæssig blindgyde: Vandet, jorden og luften har allerede lidt betydelig skade i vores uendelige jagt på flere grimme og upraktiske ting, som vi kan udstoppe vores små lejligheder med.