har i hele min levetid været en tom tradition, hvor vi alle sammen, uden at vide hvorfor og ofte i silende regn, går hen på en nærliggende strand eller plæne, får en øl, kigger på et bål og hører en oppustet, lokal dignitar udbrede sig om banaliteter, mens en karikatur af en laset kvindefigur på toppen af bålet til skræk og rædsel for alle tilstedeværende kvinder og børn brændes af, hvorefter vi sammen forsøger at afsynge en vaklende udgave af Drachmanns ’Midsommervise’.
At rense luften ved at synge dårligt og afbrænde kvindefigurer gav ingen mening i det danske sommerland – og kan vel næppe siges at være politisk korrekt i vore tider – før coronaepidemien.
Men så var der et par opfindsomme sjæle, der konstruerede modeller af coronavirusset og satte dem på toppen af bålet. – Se, det må have været dybt tilfredsstillende at se den forhadte tingest futte af i Helvedes flammer!
Og straks tænker man jo videre … Lad os smide mundbind, spritflasker og Sundhedsstyrelsens blå coronapiktogrammer på bålet og sende det hele til Bloksbjerg på selve midsommers trylleaften! – Sikke en lettelse! – Det kunne vi stå sammen om!
Forhåbentlig kommer der fremover igen år, hvor globale epidemier ikke har påvirket os, men så kunne man måske ude omkring enes om et fælles tema: At afbrænde planerne om nye motorveje eller alt for høje højhuse, udvisningsordren til den søde og hjælpsomme familie fra Syrien, plakater af et byråd fanget i en korruptionssag … – Og hvis vi taber i vigtige fodboldkampe før Skt. Hans, kunne vi afbrænde de fantrøjer, klaphatte og halstørklæder i rød-hvide farver, som vi så håbefuldt havde indkøbt. Eller i magre år uden trusler mod kollektivet kunne vi hver især finde en lille brændbar ting, som vi symbolsk gerne ville sende af sted i flammer: medicinemballage fra overstået sygdom, drømme, der ikke længere er aktuelle, en stump af ekskærestens efterladte tøj, nyslåede studenters eksamensnoter, ungernes Pokemonkort, som de for længst er vokset fra, halvfærdige projekter, som tynger, men som alligevel aldrig bliver til noget … o.m.a.
Vi kunne enes om at genoplive Skt. Hans’ betydning som en foruroligende, alt for lys aften kort efter sommersolhverv, hvor alle farlige kræfter er løs og skal bekæmpes og renses med ild, store bål og luer, der gnistrer og sprutter og fløjtende fortærer ondskab og trusler. I så fald ville coronaepidemien have sat nyt fut i et gammelt og hidtil meningsløst ritual.
For vi har stadig brug for ritualer, og som epidemien har lært os, er vi ikke herrer over alt. – Der er selv i vores udviklede samfund brug for fællesskab, håb og ydmyghed.