Klimaskabte storme og oversvømmelser igennem vinteren. Vejret er af lave og kræver nye indsatser på de mest udsatte steder.
Pandemien er efter to år næsten håndterlig, men smittetallene er stadig tårnhøje. Børn, unge, ældre har haft en svær tid og længes efter forår og mere frihed.
Og så pludselig toner statsministeren frem på vores skærme til endnu et bevæget pressemøde: – Rusland er med stærk militærmagt rykket ind i et europæisk naboland! – Det er ikke til at fatte!
De danske journalister ved pressemødet når et nyt lavpunkt, når de – som de ustandseligt gjorde under coronapressemøderne – dumt forsøger at bedrive ’kritisk’ journalistik på statsministeren. Dumt, fordi de ikke forstår situationens alvor. Fordi de ikke forstår, at det ikke handler om et mikroskopisk lands gnattede, ligegyldige indenrigspolitik, men om en verdensomspændende krise. Ikke set magen til i vores del af verden siden 2. Verdenskrig. Man forsøger ikke med tanketomme banaliteter at fange sin statsminister på det forkerte ben, når hun i krigstid er på vej til EU for at aftale fælles foranstaltninger. – Medmindre statsministeren opfører sig som en total idiot, støtter man op!
I stedet spørger de unge journalister tåkrummende ‘fiffigt’ til eventuelle flygtninge, som, man ved, er et brændbart, politisk emne. Man spørger til de højere energipriser, som jo kan ramme privatøkonomien. Til kompensationer for erhvervslivet. Og den færøske repræsentant ville gerne vide noget om fiskerieksporten. – Meget havde statsministeren allerede kort berørt i sin indledning og andet kan være svært at spå om på en ny krigs første dag. Så journalisterne opnår ikke andet end at afsløre, at de er uvidende, dårligt forberedte, dårlige til at høre efter og født i tider uden erindring om krig, om krigens alvor og er helt uden den basale fornemmelse for, at krig koster og – ganske som epidemier – kræver ofre og sammenhold.
Sommetider er det bedst at være stille …