Krig i vor tid 2

Folk, der tramper ind i andre folks lande med mere end 100.000 soldater og kilo­meterlange rækker af tanks, og fra missilbaser, militærfly og krigsskibe umotiveret søn­derbomber mennesker og byer fra alle sider, ødelægger huse, hospitaler, indu­stri og infrastruktur, forhindrer beboerne i at flygte, vold­tager deres børn og unge og torturerer og myrder mænd og tilfældige forbipasserende, børn, unge, kvinder og gamle, sådanne folk kan IKKE undskylde sig med, at det var ofrenes egen skyld! – INGEN har fortjent sådan en behandling, uanset hvad de end måtte have gjort sig skyldige i … ud over at være placeret ud til havet og oven på store naturressourcer.

Hvis man trækker sig ud af alle de lande, der ikke er ens egne, rydder pænt op efter sig og siger undskyld mange gange, SÅ kan vi måske snakke om det, der evt. plager det angribende land … NATO-udvidelser o.l., som der mig bekendt ikke har været aktuelle planer om.

Men det er der så nu.

Krig i vor tid

Klimaskabte storme og oversvømmelser igennem vinteren. Vejret er af lave og kræver nye ind­satser på de mest udsatte steder.

Pandemien er efter to år næsten håndterlig, men smittetallene er stadig tårnhøje. Børn, unge, ældre har haft en svær tid og længes efter forår og mere frihed.

Og så pludselig toner statsministeren frem på vores skærme til endnu et bevæget pressemøde: – Rusland er med stærk militærmagt rykket ind i et europæisk naboland! – Det er ikke til at fatte!

De danske journalister ved pressemødet når et nyt lavpunkt, når de – som de ustandseligt gjorde under coronapressemøderne – dumt forsøger at bedrive ’kritisk’ journalistik på statsminis­teren. Dumt, fordi de ikke forstår situationens alvor. Fordi de ikke forstår, at det ikke handler om et mikroskopisk lands gnattede, ligegyldige indenrigspolitik, men om en verdensomspændende krise. Ikke set magen til i vores del af verden siden 2. Verdenskrig. Man forsøger ikke med tanketomme banaliteter at fange sin statsminis­ter på det forkerte ben, når hun i krigstid er på vej til EU for at aftale fælles foranstaltninger. – Medmin­dre statsministeren opfører sig som en total idiot, støtter man op!

I stedet spørger de unge journalister tåkrummende ‘fiffigt’ til eventuelle flygtninge, som, man ved, er et brændbart, politisk emne. Man spørger til de højere energipriser, som jo kan ramme privatøkonomien. Til kompensationer for erhvervslivet. Og den færøske repræsentant ville gerne vide noget om fiskerieksporten. – Meget havde statsministeren allerede kort berørt i sin indledning og andet kan være svært at spå om på en ny krigs første dag. Så journalisterne opnår ikke andet end at afsløre, at de er uvidende, dårligt forberedte, dårlige til at høre efter og født i tider uden erindring om krig, om kri­gens alvor og er helt uden den basale fornemmelse for, at krig koster og – ganske som epidemier – kræver ofre og sammenhold.

Sommetider er det bedst at være stille …