Russere – igen …

Under en rejse i Rusland for nogle år siden besøgte vi et marked i byen Jaroslavl. Byen er smukt beliggende ved Volga, 250 km nordøst for Moskva, og er vel på størrelse med Århus. En af attraktionerne i byen var markedet med boder fra Samarkand, og min mand og jeg gik rundt i gangene og beså udvalget og købte tørrede og kandiserede frugter, da en lille mørkhåret knægt på vel en fire-fem år pludselig kom farende hen og sparkede mig over skinnebenene.

Jeg blev så paf, at jeg ikke reagerede med andet end overraskelse, ingen andre reagerede på overfaldet, og drengens mandlige pårørende i boden grinede opmuntrende til den lille overfaldsmand, der stolt returnerede i sikkerhed bag den høje disk.

Sparket gjorde ikke synderligt ondt, men det er selvfølgelig ubehageligt at blive sparket over benene af et barn, når man er på besøg i et andet land. Og bagefter tænkte jeg jo over, hvorfor ingen irettesatte drengen? Hvorfor ingen undskyldte hans opførsel? Hvorfor det var helt i orden at fare hen og sparke pæne, ældre turistdamer? Det kan næppe betegnes som god opførsel i noget land, hverken øst eller vest for Østersøen.

Efter besættelsen af Krim, efter invasionen i Ukraine og efter alle de stor- og småfjollede hændelser, russerne i løbet af det seneste år har anrettet i og omkring Europa og Danmarks kyster, er jeg kommet til den konklusion, at russerne foragter os inderligt og dybt. Med os mener jeg de øvrige europæere. De respekterer os ikke en døjt:

De invaderede uden videre et naboland, der blev for ’europæisk’.

Jyllands-Posten net, 6.10.2022

De generer os med droner bl.a. over Nordsøen og i Nordnorge.

De forsøger at hacke og forstyrre vores kommunikation på mange måder.

Politiken net 11.1. 2023

Og de sprængte deres egen gasledning i luften, hvilket vel kan sammenlignes med at sparke sig selv over benene.

TV2 net 18.10.2022

Russerne nærer et dybt had til os, som jeg ikke kan se berettigelsen i. Måske er det fodret af egne nederlag og mindreværd parret med storhedsdrømme? – Fortrængt misundelse er en grim sygdom, der har forpestet mange liv og relationer.

Hvis landet virkelig var storslået, ville de vel behandle både deres egne borgere og alle os andre med venligt overskud? Handle med omverdenen, sælge os gas og alt muligt andet, så alle blev rigere? Dyrke de kulturelle møder? Lade venskab og samarbejde råde i stedet for at invadere og lade bomberne hagle ned over deres stakkels naboer? Og undlade at forsøge at ødelægge de nærmeste europæiske landes infrastruktur og kommunikation?

Det gør de ikke, tværtimod. Inde i nabolandet Ukraine hærger russerne som griske voldsmænd og rovmordere, men over for os europæere opfører de sig præcis som små vrede og hævngerrige femårige, der tjatter til de voksne med nålestik af droner, forstyrrelse af kommunikation og selvskade på egne anlæg. Og de fremstår – ganske som den lille dreng i Jaroslavl – umådeligt stolte af sig selv og helt uden forståelse for de større sammenhænge.

Under alle omstændigheder har jeg, uagtet min beundring for landets fornemme kultur og tidligere storhed, sat mine ben i Rusland for sidste gang.

Ny regering i Danmark

Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.

Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.

Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have ud­spyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.

Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde fi­gur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.

Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbej­dende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.

Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fi­neste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.

Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en al­vorlig trussel mod demokratiet.

Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund frem­over være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbent­lig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.

I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have øn­sket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.

Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arran­gere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter på­ske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle have­møbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i ka­lenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.

Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede In­ger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.

Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politiker­hold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.

Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?

Pension

Så oprandt den dag, da staten anerkendte min høje alder og tilkendte mig pension. Folkepension. Man bliver faktisk rørt. Dybt taknemmelig for den udviste omsorg.

Beløbet er ikke stort, men det lægger en bund under en usikker økonomi, og derudover kunne jeg søge ældrecheck, mediecheck, varmehjælp, helbredstillæg og meget mere, som ikke en kat kan finde ud af, og som jeg ikke kan få mig til at undersøge nærmere. – Trænger hele pensionssystemet ikke til en forenkling? Det giver indtryk af, at folketingspolitikerne hvert eneste år igennem en menneskealder har siddet i en brandert i sene nattetimer og dynget alt muligt tilfældigt oven på hinanden:

  • Folkepension
  • Førtidspension
  • Tillæg til folke- og førtidspension:
  • Mediecheck
  • Ældrecheck
  • Varmetillæg
  • Helbredstillæg
  • Personligt tillæg
  • Din personlige tillægsprocent
  • Bistands- og plejetillæg
  • Ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022
  • Seniorpension
  • Tidlig pension
  • ATP Livslang Pension
  • Tjenestemandspension og LD Fonde
  • International pension
  • Efterløn, fleksydelse, delpension

(Fra borger.dk)

Hvilket de ganske givet også har.

Men det komplicerede og uoverskuelige rører ikke ved glæden og stoltheden over at bo i et land, der har overskud til at sikre os gamle et minimalt livsgrundlag.

Retten til folkepension blev besluttet af et bredt flertal be­stående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative i det samme år, som jeg blev født, 1956. Men folkepensionen er truet: Moderaterne med fiffige Lars Løkke Rasmussen i spidsen har planer om at afskaffe den, hvis de får magt til det.  – Det er de gamle partier, der i sidste halvdel af det 20. årh. har sik­ret de ældres rettigheder. Nu mangler vi bare at udvise samme, rimelige omsorg for børnene og de syge. – Man kender et samfund på den måde, det sørger for sine svageste på.

Valg 2022

– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊

Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.

Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.

Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandi­dattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.

Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedste­forældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?

Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social el­ler ego­istisk i sin grundindstilling:

  • Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fælles­skabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
  • Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lom­mer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selv­følgelig, flere privat­hospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt foru­renende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå ind­vandrere voldsomt og ondsindet oven i ho­vedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.

Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:

Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, som­merhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.

Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandida­ter.

Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.

Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.

Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.

Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det of­fentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, pri­vate firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, bør­neinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagno­ser og be­handling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!

Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‘fake news’, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.

De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilege­rede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skat­tevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.

Og husk:

De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.

Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.

Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smit­tede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om af­stande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra ned­frosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundheds­myndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …

En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuld­komne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.

De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens rege­ringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.

Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.

Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstre­orienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternati­vet eller de Frie Grønne.

Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Dan­marks­demokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Elle­mann som statsminister og en højreorienteret, blå øko­nomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.

Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.

Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregræn­sen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.

Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.

Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig la­vere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine pri­vate behov …

Godt valg i morgen!

*Løkkes møgsager, Politiken 22.10. 2022

https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2022/art9039093/10-%C3%A5r-med-L%C3%B8kke-M%C3%B8gsager-har-igen-og-igen-v%C3%A6ret-en-del-af-hans-politiske-karriere

Se evt.: https://blog.loneandrup.dk/2015/06/20/valg-262/

Og så vil jeg gerne henvise til DR’s fremragende og pædagogiske sider om valget: https://www.dr.dk/feature/alt-om-valget

Mænd forlanger smilende, varme og empatiske kvinder

Selv i dag! I 2022!

Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.

Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?

En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.

Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?

Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …

Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?

Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippe­faste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magt­fuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dår­ligt udluftet befolkning.

********************

Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!

Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:

Tilføjet nov. 2022:

Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:

Avisen ‘Politiken’ driver heksejagt på regeringen

Det er et betænkeligt skråplan, når en stor, landsdækkende avis mister sin saglighed og troværdig i et overmål af daglige, let gennemskuelige og amatøragtige forsøg på at påvirke folkestemningen til fordel for de højreorienterede partier. Bl.a. ved ustandseligt at miskreditere en siddende statsminister og hendes regering ved redaktionelle prioriteringer, usagligt kritiske forsider, sprogbrug, stærke følelser af vrede og ubegrundet forargelse i klummer, ledere, men også inde i artikler, der blot skulle være informative. Og ved bevidst udeladelse eller forsinkelse af relevante nyheder og informationer – fx om minkavlernes betænkelige ageren før de store smitteudbrud i deres besætninger. – Hvordan kan man læse en sådan avis – og stole på den – fremover? Hvordan lyver og fordrejer de på andre områder? Man læser vel avis for at blive orienteret, ikke hjernevasket.

Jeg er meget skuffet over min daglige avis igennem 40 år, Politiken. Efter Tøger Seiden­fadens beklagelige død er avisen overtaget af mindre ånder, der tror, at de spiller med i en slags offentligt mobbespil, at deres private meninger betyder noget, og at deres læsere faktisk interesserer sig for – og lader sig påvirke af – de­res udgydelser.

De fylder hele forsider med deres begrænsede tankevirksomhed, de samme forud­sigelige pointer dag efter dag, og deres intimiderende og aggressive spørgsmål og usaglige, uigennemtænkte holdninger gennemsyrer interviews og artikler, der el­lers burde have været saglige og tilstræbt neutrale. – Eller de skriver endeløse ræk­ker af selvoptagede klummer spredt ud over hele avisen om lokale københavnske problemstillinger, manglen på P-pladser i deres egne gader, om sig selv og deres egne små, banale liv. – Alt til stor irritation for læsere, der bare gerne ville oriente­res om, hvad der foregår i verden og i samfundet. De ansattes meninger, begræn­sede horisont og privatliv er faktisk ikke interessante i en betalingsavis.

Overlad de gennemskuelige, politiske spinforsøg til de magtfikserede borgerlige, som mis­undeligt ser på en kvindeledet og effektiv regering fra sidelinjen. Hvis Politikens læsere havde noget ønske om ustandse­ligt at blive påduttet radikale synspunkter, ville vi ikke abonnere på en stor, før­hen velrenommeret og vedkommende, landsdækkende avis. De radikale ved nok selv, hvad de mener, og vi andre er ligeglade eller måske mest af alt bare irriterede.

Men Politikens redaktører og journalister lader sig rive med og føler sig måske endda magtfulde, når de kan arbejde for den radikale sag ved at nedgøre hårdt ar­bejdende politikere i fuld offentlighed og gentagne gange på forsiden forlange, at statsministeren og regeringen går af. – Den samme arrogance, spydighed, ’fiffighed’ og hadske til­gang til statsministeren ses også blandt andre journalister til de hyppige corona­pressemøder. Vores medie- og nyhedsverden er blevet mørkeblå og barnagtig! – Men netop Politiken burde holde sig for god til at deltage i gruppe­mobning og i stedet forsøge at holde fast i et vist fair og sagligt overblik. – Det magter de så ikke i disse år, hvor corona, vilkårlige skyderier, klimaforandringer, flygtningestrømme, Trump, Brexit og Putin sætter dybt alvorlige dagsordener ude i verden, og vi virkelig har brug for et klarhjernet nyhedsmedie.

Der er tilmed i avisen og andre borgerliges tilgang til regeringen et uhyggeligt ele­ment af heksejagt og misogyni – had til kvinder, bare fordi de er kvinder – og kvin­der i positioner, der kan forbindes med magt, kan i særlig grad føles som en udfor­dring for små mænd. Det er det, der afspejles i avisen og dens sprogbrug og i blå bloks hovedrystende afstandtagen fra den første statsminister i nyere tid, der er optaget af andet end at forringe velfærden, sætte skatterne ned, ondskabsfuldt at lade sine ministre jagte udlændinge og egenmægtigt søge en personlig fordel i alt, hvad de gør.

Man får en fornemmelse af en gruppe middelmådige drenge – og enkelte kvinde­lige medløbere – i en skoleklasse, der får et kick ud af at rotte sig sammen om at mobbe klassens dygtige pige. Politikens angreb findes i lederne, i de ’analytiske’ artikler, hvor de interviewer meningsfæller for at få deres egne hold­ninger frem, i satiren, som ofte bliver direkte ondskabsfuld og pointeløs og dermed ikke sjov, men også i artikler om fx sundhed, her i en ellers neutral artikel om stigende coronasmitte d. 2.7. 2022:

’Det var også budskabet fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og – noget vigtigere – fra direktør på Statens Serum Institut Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen Sø­ren Brostrøm på pressemødet i sidste uge.’

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art8862565/Smitten-stiger-%E2%80%93-og-hva-s%C3%A5

… ‘noget vigtigere’ er her en utilstedelig nedgøring af landets statsminister midt i en artikel om sundhed, der skulle være objektiv.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvad der er vigtigere i et demokrati end en ud­talelse fra landets statsminister? Man må gå ud fra, at statsministeren udtaler sig med opdaterede informationer fra både direktøren på Statens Seruminstitut og di­rektøren i Sundhedsstyrelsen, hvem skulle de to herrer ellers referere til om ikke regeringen? – At Politikens journalist i en artikel om coronasmitte pludselig føler trang til at ned­gøre landets kvindelige statsminister ved at tillægge to ansatte direktørmænd hø­jere rang og større troværdighed end en statsminister, hvis opgave det er at samle trådene fra mange forskellige – af hinanden uafhængige – informationskilder, er et tydeligt tegn på, at Politikens medarbejdere har tabt hovederne og sansen for rede­lig journalistik i et demokratisk samfund.

Mette Frederiksen har, som alle andre, sine fejl, men hun har hele tiden haft det fælles bedste for øje. Hun har ikke bevidst administreret mod reglerne for at tæk­kes laveste fællesnævner. Hun har ikke ladet kvotekonger, private virksomheder, partikassen eller miljøorganisationer betale sin husleje, sine ferier, flyrejser på 1. klasse eller sine underbukser.

Mens minkavlerne snød og bedrog samfundet med falske prøver og hensynsløst lod deres medarbejdere smitte og således fik bragt smitte fra farm til farm, så co­rona bredte sig ind på plejehjem og alle andre steder, og hele Nordjylland måtte lukkes ned, forsøgte Mette Frederiksens regering og administration at begrænse deres egoistiske og grådige påvirkning af hele samfundet. – De tilbød dem ovenikøbet en fyrstelig kompensation for at lukke deres i forvejen skrantende, dy­remishandlende virksomheder ned.

Og ja, man glemte i farten at tjekke, om der var lovhjemmel til at slå ALLE mink ned. – Når der er sund­hedsfare for dyr eller mennesker, må man ifølge loven iværksætte nedslagtning af hele besætninger i en vis afstand fra de ramte, men reglerne er ikke nær­mere defineret. – Dette kunne Politiken skrive faktuelt om i stedet for de evinde­lige angreb, nedgørende sprogbrug og slibrige antydninger, som ikke bringer sagen videre. Hvis de læste deres egen avis, ville de støde på en artikel fra 7. 12. 2020, hvor de citerer den embeds­mand, der var med til at skrive loven om aflivning af dyrebesætninger i tilfælde af smitterisiko:

’Topembedsmand bag loven: Der var hjemmel til at aflive alle mink

Der var klar hjemmel i loven til at aflive alle mink, konkluderer forhenværende vicedirektør i Fødevarestyrelsen, der var med til at skrive den lov, statsministeren kritiseres for at have brudt. Flere juraprofessorer bakker ham op. Andre er skeptiske. På Christiansborg vækker det opsigt.’

https://politiken.dk/indland/art8024841/Topembedsmand-bag-loven-Der-var-hjemmel-til-at-aflive-alle-mink

Politiken anser jo embedsmænds oplysninger for vigtigere end statsministerens, ikke sandt?

Uanset hvad, havde statsministeren på daværende tidspunkt Folketingets flertal bag sig, så det var blot en formssag at få en specifik lovhjemmel på plads, og alt blev bragt i den skønneste orden i løbet af en dags tid eller så. Der var ingen ond tro eller egen fordel i spil.

Hele fortællingen om Mette Frederiksens magtfuldkomne regering er en bevidst og ondsindet konstruktion, for ingen statsminister kan regere uden et flertal bag sig. Og ingen regering eller statsminister kan blive bedt om at træde tilbage uden at have et flertal imod sig.  – Så hvad hyler Politikens små mænd op for? – Hvorfor kræver de hendes og regeringens afgang i lederne på forsiden igen og igen? – Tror de, at de er med i en leg eller et magtspil? At det er deres opgave at afskedige en lovligt valgt regering med et flertal bag sig ? At mudre de demokratiske begreber og skabe politisk kaos? Mens corona hærger, og der er krig i Eu­ropa? – Ingen kan jo have tillid til en sådan avis og dens journalistik igen.

Det forekommer at være en uretfærdig, afskyelig, kvindehadende, borgerlig heksejagt. – Hvor er avisens bestyrelse i denne sag? Har de for travlt med de andre borgerlige aviser i deres selskabskonstruktion? Og er de for sovset ind i deres egne politiske agendaer til at få øje på bias i egne rækker? Hvis jeg sad i bestyrelsen, ville jeg fyre alle le­dende redaktører på Politiken og forsøge at starte på ny med mennesker, der havde de journalistiske instinkter i orden og besad en vis form for saglighed, fairness, troværdighed, udsyn og perspektiv. For der er i det danske medielandskab mange læsere til en seriøs avis, der kan forholde sig faktuelt til verdens gang og ikke så ofte og så hovedløst skaber eller deltager i hvirvlende, grundløse følelsesstorme.

Hvis jeg skulle skrive en leder til forsiden af morgendagens Politiken, ville over­skriften lyde sådan:

Politikens chefredaktion bør træde tilbage!

D. 5.7. -22 bragte Politiken en forkortet sammenskrivning af ovenstående som debatindlæg.

For god ordens skyld: Jeg er ikke medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig været medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig stemt på socialdemokratiet, og jeg har ingen forbindelse med socialdemokrater eller socialdemokratiet.

For 15 år siden kunne jeg skrive følgende om Politiken, og mene det:

EU, grundholdninger og revisioner

Folketinget: https://www.eu.dk/da/faq/alle-faqs/hvor-mange-folkeafstemninger-om-eu-har-der-vaeret-i-danmark

I dag var jeg henne og stemme om Danmarks EU-forsvarsforbehold.  – I 1972 havde jeg ikke stem­meret, men i 1986, i 1992 og i 1993 stemte jeg rutinemæssigt ’nej’.

Mine politiske holdninger blev dannet i 1970’erne. De var stærkt venstreorienterede, og EF/EU blev set som et sammenrend af de rige lande vendt mod de fattige; som ka­pita­lister mod socia­lister. Så jeg stemte nej, nej og atter nej, indtil jeg tog mine hold­ninger op til revision, og i 1998, 2000, 2014, 2015 og i dag – ved den niende folke­afstemning om EU-spørgsmål i Danmark – stemte jeg ja.

Jeg har ændret holdning til EU; ikke pga. en udvikling i EU, men fordi min tillid til dan­skerne, og de danske politikere i særdeleshed, er blevet mindre. – Vi har brug for nogle voksne – Vi har brug for dan­nede, veluddannede, vidende og begavede politi­kere, som stadig har vær­dier og gennemslags­kraft, når det gælder økonomi, land­brug, fiskeri, klima, naturbeskyttelse, energipolitik, flygt­ninge og menne­skerettighe­der. – Og et samlet forsvar mod et Putin-ledet Rusland.  – Ja, vi har Nato, men man kan ikke være medlemmer af for mange forsvarssamarbejder og allian­cer, vel? Der eksisterer ingen øvre grænser – flere må være bedre. Navnlig hvis amerika­nerne skulle finde at genvælge ham, I ved nok …

I Danmark tegnes EU-modstanden af en partiformand fra det yderste højre, som er anklaget for svindel med EU-midler, og af diverse national­romantikere og over­vin­trede socialister, der ikke har orket at nytænke deres gamle holdninger. Disse grup­per kan jeg ikke identificere mig med. Det er folk, som alle ville tabe i både magt og anseelse ved at skulle sammen­lignes med større ånder ude i Europa.

At tro, at Danmark i dag kan klare sig uden EU, tyder på en ufattelig overvurdering af Dan­mark, vores betydning og evner. – På en globus fylder Danmark ikke meget mere end et barns lillefin­gernegl. Vi har hverken størrelse, indflydelse, rigdom, energi- eller intelligens­reserver nok til at klare os alene i denne nye, globaliserede verden, hvor Rus­land uden blusel inva­derer nabolande, og Kina formentlig pønser på noget lig­nende.

Dansk politik tegnes i disse år bl.a. af en forhenværende statsminister, der kørte vo­res sund­hedsvæsen og velfærd i sænk og blev fravalgt af sit eget parti, men som sta­dig gerne vil være med på kar­rusellen og have sit undertøj, sine jakkesæt, sine opu­lente måltider og fadøl, porno­grafiske film, sommerferier, husleje og fly­billetter på 1. klasse betalt af skatteydere, lobbyister og miljø­orga­nisationer.

Vi har hans tidligere integrationsminister, som har afsonet en forholdsvis hård, ubetinget fængselsdom på 60 dage – ikke for at ville forhin­dre udenlandske ’barnebrude’ i Danmark, som hun og hendes ubegavede følgere stadig påstår, men fordi hun ikke kunne finde ud af reglerne for minister­ansvar og admini­strerede ulovligt.

Vi har en nuværende statsminister, som kaldte sig ‘Børnenes statsminister’, men som lader danske børn rådne op i uhumske og livsfarlige flygtningelejre, fordi mødrene ikke vil skilles fra deres egne børn og udlevere dem til staten. En statsminister, som glemte at sikre sig lovhjemmel, før hun beor­drede dan­ske mink aflivet. Som lavede besynderlige aftaler med Østrig og Israels stærkt højreorienterede ledere under coronapandemien. Og som nu vil sende flygt­ninge til Rwanda – et land, der ikke er specielt kendt for menneskerettigheder og hu­manisme.

Derudover sidder der et utal af unge og knap så unge, håbefulde levebrødspolitikere i vores Folketing, nogle be­sti­ger ganske unge piger i ungdomsorganisationerne, når de er ude for at holde oplæg. Nogle kom­mer lige fra diskussionsklubber, hvor de har lært, at det gæl­der om at vinde – ikke om at præsentere gode løsninger for landet og dets forskellige indbyggere. Og nogle kopierer tan­ke­løst USA’s forrige præsidents fordummende slag­ord og grundløse påstande for selv at skaffe sig følgere og be­rømmelse på sociale me­dier. Det er be­skæmmende.

Vi er helt indlysende nødt til at koordinere vores politik med resten af Europa. Både hvad angår militær, grænser, sundhed, handel, skattely, arbejdsmarked, økonomi, flygtninge, naturbeskyt­telse, klima, fødevarer, energi …

Der er intet sort-hvidt i denne verden. Der er ikke noget, der er let og ligetil. – Jeg fo­re­trækker klart den nuværende statsminister fremfor de tre foregående. Men hun er ikke perfekt.

På samme måde har jeg ca. en million indvendinger mod EU, mod deres militære fo­re­havender i Afrika og mod nogle af de mennesker og lande, vi nu kommer i yderli­gere nærkontakt med. Men EU rummer også pålidelig arbejdskraft og veluddannede kapaciteter, dem der, i mod­sætning til danske politi­kere, stadig tager fx lovgivning, menneskerettigheder og natur­beskyt­telse alvorligt. Det er det EU, vi skal alliere os med.

Danmark stemte i EU i 2017 for at forlænge tilladelsen til at bruge sprøjtemidlet glyphosat, som nu findes i stadigt flere dan­ske drikkevandsboringer. – Ingen tænkte på borgernes sundhed, da vi stemte, for vores politikere er alt for tætte med land­bruget og deres behov for effektiv og billig ukrudtsbekæmpelse. – Tænk bare på tidligere miljø- og fødevareminister Es­ben Lunde Larsen. – Og på store, danske virksomheder, fx Aalborg Portland, som har bortgravet en del af Nord­jylland på stør­relse med en mellemstor dansk ø, og hvis enorme CO2-udle­dende skor­stene, jeg kan se fra min bopæl. – Hvem har givet dem lov til at tage vores fælles jord og undergrund og svine vores luft til?

Aalborg Portlands store kalkgrav umiddelbart øst for Aalborg centrum, Google Map

Danmark er for lille et land med en alt for lille talentmasse og for lille afstand mellem poli­tikere, landbrug, fiskere og virksomheder til at kunne administrere alting selv. Vi har brug for nogle klogere mennesker og principper fra det hæderkronede gamle Eu­ropa.

Også militært. Det er utopi at tro, at vi kan selv. Kun samlet kan vi stå op imod Putins ag­gressive Rusland. Hvis vi ikke afskaffer de for længst uddaterede forbehold, kan vi heller ikke være med til at bestemme, hvordan EU’s forsvar skal organiseres og føres ud i livet.

Uden mandat fra hverken EU eller FN og på falske præmisser (påståede masse­øde­læggelsesvå­ben) invaderede vi Irak lige i hælene på USA. Landet ligger nu i ruiner, delvist overtaget af religi­øse fanatikere, og indbyggere i millionvis er flygtet. Men vo­res egenrådige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, fik en stor stilling i Nato som be­lønning af amerikanerne.

Vi var med i Afghanistan – også under den lidet ærefulde evakuering sidste år, og i 2011 smed vi næsten 1000 bomber over Li­byen, hvor nu kaos hersker, og flygtninge strøm­mer ud.

Vi sendte tropper til Mali, som straks blev erklæret uønskede og beordret ud af landet igen.

Vi sendte på egen hånd et enkelt skib, fregatten ‘Esbern Snare’, til Guineabugten ved Vestafrika, hvor danske soldater skulle bekæmpe pirater for at hjælpe skibsfarten, hvilket formentlig betyder de danske rederiers sikkerhed og indtjening. – Danskerne skød mod et afrikansk skib, dræbte fire og tog fire til fange. En af de tilfangetagne mænd var blevet ramt af skud i benene og måtte ampu­teres, og skibet sejlede i et par måneder rundt med de fire fanger og fire lig i lasten, som ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Til sidst måtte vi tage den sårede mand med hjem til retsforfølgelse i Danmark … Det ville ikke være sket i EU-regi. Der ville der have været regler, aftaler, kapaci­tet, viden, forbere­delse og politisk opbakning fra start.

Alene er vi meget, meget små og langt fra så kloge, som vi selv tror.

Det er vist meget almindeligt at danne sig en holdning som ganske ung, og så holde rigidt fast i den resten af livet. En grundholdning må være en indplacering på skalaen fra rabiat venstre­orienteret til indædt højrenationalist. Fra humanist til egoist. Fra velfærd for alle til den stærkestes ret. Der fin­des også grupperinger i midten med so­ciale hensyn og en bor­gerlig økonomi, dvs. lav skat.

Det viser sig ved hver eneste afstemning i de velfungerende demokratier, at ca. halv­delen stem­mer for fællesskabet og ca. halvdelen for egen vinding. Stort set svarende til rød eller blå blok i dansk politik, demokrater og republikanere i USA, Labour og konservative i Stor­britannien.

Men nu ser det ud til, at det blandt yngre mennesker er mere almindeligt at stemme efter en­kelt­sager og delproblematikker – alt efter hvad den sidste taler lige har sagt – uden nogensinde at have dannet sig en samlet, overordnet holdning overhovedet. Det er det, jeg siger: – Vi har brug for nogle voksne – og en mere seriøs uddannelsespolitik.

I skrivende stund aner ingen, hvordan dagens afstemning falder ud. – Det er heller ikke vigtigt. Danmark og EU fungerer som før uanset hvad. I EU er de ligeglade, vi og vores latterlige forbehold er ikke så betydningsfulde. Man har arrangeret sig uden om dem i mange år.

Jeg er faktisk også ligeglad. Verden går, som den bedst kan gå.

________________________

Inger Støjberg blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage. 15 dommere stemte for en ubetinget fæng­selsstraf, hvoraf 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.

Rigsretssagen mod Inger Støjberg – Wikipedia

The five countries with the highest use of glyphosate in 2017 were Den­mark, Poland, Netherlands, Portugal and France (≥0.32 kg of a.i. per ha). The five countries with the lowest use of glyphosate were Turkey, Lith­uania, Lat­via, UK and Switzerland (≤0.12 kg of a.i. per ha).

https://www.re­searchgate.net/publica­tion/344180030_A_survey_on_the_uses_of_glyphosate_in_European_countries

Den 27. november 2017 stemte EU-landene om en forlængelse af godkendelsen til at bruge glyphosat. 

18 lande stemte for: Bulgarien, Tyskland, Tjekkiet, Danmark, Estland, Irland, Spanien, Letland, Litauen, Ungarn, Holland, Polen, Rumænien, Sverige, Slovenien, Finland, Slovakiet, Storbritannien

https://www.bolius.dk/det-er-lovligt-at-bruge-roundup-indtil-2022-43659

https://danwatch.dk/perspektiv/ingen-ved-hvad-der-skal-ske-med-fire-overlevende-pirater-paa-dansk-krigsskib/

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-01-21-esbern-snare-har-overdraget-dode-pirater

Gift i drikkevandet

I det spirende forår, hvor alt ude omkring er frodigt grønt græs, lyse­grønne bøgeblade, blomstrende vorterod, mælkebøtter og anemoner, ligger denne mark hen som en død, nedvisnet ørken efter at giftsprøjten kom forbi …

Det mest foruroligende er, at marken ligger henved 10 meter fra en drik­kevandsboring, der forsyner min by.

I december 2019 vedtog Folketinget en lov, der skulle beskytte drikkevandet mod nærhed til sprøjtede områder:

https://www.regeringen.dk/nyheder/2019/ny-lov-styrker-beskyttelse-af-drikkevandet/

VEDTAGET LOV 05.12.19:

Ny lov styrker beskyttelse af drikkevandet

Miljø- og Fødevareministeriet

Det skal være slut med at bruge sprøjtemidler tæt på sårbare vandboringer. Ny lov er vedtaget med opbakning fra stort set hele Folketinget. “

Men her ligger boringen lige op til en kraftigt sprøjtet mark:

Ved det røde kryds ligger denne vandinstallation:

Også andre steder i området har man lagt boringer tæt på asfalt og sprøjtet landbrugsjord:

Og for ti år siden byggede Aalborg Kommune en ny, stor institution og asfalterede omgivelserne direkte oven på et beskyttet drikkevands­indvindingsområde i gammel fredskov inde midt i naturom­rådet, Hammer Bakker:

Kommuner er måske ikke de bedst egnede til at tænke langsigtet og beskytte vores fælles ressourcer? Er der en overordnet instans, der har tilsynspligten, så bekvemmelighed, ukendskab til reglerne og et alt for stort hensyn til økonomi og billige byggegrunde ikke får lov at bestemme?