
BBC 6.3.25
Det var en stor nyhed på BBC i går, at Danmarks postvæsen efter 400 år stopper omdelingen af breve og ved årsskiftet nedlægger alle landets 1500 postkasser.
PostNord har længe været afhængig af betydelige statstilskud. Fordi vi er et af verdens mest digitaliserede lande, er brevmængden i Danmark faldet drastisk, så det har været en underskudsforretning at opfylde forpligtelsen til at omdele breve til alle husstande.
I århundreder var det en hellig pligt at sikre, at alle for rimelige penge kunne sende og modtage post – hvad enten det var officielle meddelelser, lønsedler, lykønskninger, kondolencer, kærestebreve, julekort eller nyt fra kusinen i Amerika. I alle sine former har brevet, frembåret af det røde postbud, været en ikonisk genstand med stor betydning for de fleste mennesker.
Men Danmark er et lille, velhavende og teknologisk fremmeligt land, og i dag bærer vi alle en avanceret kommunikationscentral i lommen, så store livsændrende beskeder og små hverdagsmeddelelser nu annonceres med et uromantisk pling. På få år har vi vænnet os til at betale vores regninger på netbank og modtage officielle beskeder i e-Boks.
Storbritannien er stadig et meget traditionelt land med stor veneration for posten og postkasserne og har ikke været lige så hurtige til at omstille sig til ny teknologi. Deres postvæsen er historisk berømt for effektivitet og pålidelighed.
Det Kongelige Danske Postvæsen, Post Danmark, nu PostNord har, med en sørgelig mangel på ambition, vedligeholdelse og service, i modsætning til de seriøse briter, egenhændigt og igennem årtier undermineret sin relevans for det offentlige, erhvervslivet og private kunder. Både når det gælder brevomdeling og pakkepost.
Breve kunne være uger undervejs – hvis de overhovedet dukkede op. Værdiforsendelser forsvandt, og det var praktisk taget umuligt at få fat i en ansvarlig postmedarbejder, når det skete. Pakkeposten gad ikke ringe på, men smed blot en seddel i postkassen eller sendte en autogenereret sms om, at han var kørt igen med ens pakke, fordi der ”ikke var nogen hjemme” – selvom man stod i køkkenvinduet og vinkede og råbte efter ham.
Men nye og effektive pakkepostfirmaer har gjort det til en fornøjelse at sende og modtage pakker – hvis man vel at mærke kan transportere sig til nærmeste pakkeshop, hvor ejeren driver en velsmurt butik med lange åbningstider og hurtig, venlig betjening. – DAO fx befordrer også gerne breve.
Så kan de store, statslige it-systemer – fortjent – overtage rollen som syndebuk for elendig og dårligt vedligeholdt, offentlig kommunikation.
En postkasse vidste man dog, hvad var. Men ingen savner de uanstændigt høje priser, de mange blanketter i flere eksemplarer, upålidelige postbude og ineffektive posthuse med sløve ansatte, lange køer og korte åbningstider.
