Kategori: Teknologi

Igen igen er der debat om børns brug af skærme … I skolen, i hjemmet, på tur, altid er de på de tidsrøvende elektroniske medier, for det er en del af det sociale fælles­skab, når man er ung i dag.

Det synes jo indlysende, at voksne må prøve at sætte rammer for det futile tidsfor­brug og lære børn og unge, at det er ok at kede sig, at være alene, at læse en bog eller en avis, at konversere andre mennesker, at finde på en leg, et spil, at tænke, kort sagt, at være til stede i nuet, alene eller sammen med andre.

Men hvem skal rette på de voksne?

I dag kan man snakke med sine venner, sende dem en flod af sms’er, købe ind, se film og se­rier, lytte til podcasts, krimier, nyheder, tjekke sociale medier, Aula eller arbejdsmails, ordne tidsbestillinger, aftaler, ajourføre huskesedler, lægge en rute, holde øje med, hvor andre er henne, og meget, meget mere, alt sam­men mens man er på farten. Kun de færreste afsætter en time morgen eller aften til det, men klarer det hele, lige når impulsen, sms’en eller opringnin­gen, bip-lyden, kedsomheden eller behovet mel­der sig.

I bussen sidder en ung mor over for sin ca. femårige datter, og de siger ikke et ord til hinan­den på hele turen. Moderen sidder med næsen i sin mobil, datteren kigger ud ad vinduet, og hun mister her en lejlighed til at skabe bånd til sin mor, til at høre og tale dansk og til at lære om det, de kører forbi.

Ved udgangen står en ung mand og spærrer alt for alle andre med sine brede skuldre, mens han højlydt diskuterer med nogen i sin mobiltelefon og har mistet for­nemmelsen af tid og sted, og hvad der sømmer sig, når man befinder sig i det offentlige rum. Jeg forsøger at sige, at jeg skal af. Bag mig står to-tre andre, der også skal af her, og til sidst må jeg tage ham om skuld­rene og blidt forsøge at fjerne ham fra rejsekortmaskinen og døren.

På fortovet går en ung mor med AirPods i ørerne og er fjern i ansigtet, mens hun skubber en klap­vogn med en ca. toårig, som er anbragt, så han ikke kan se sin mor, men kun kan kigge fremad, lige ind i folks lår og bagdele. – Heller ikke han får lært sit moders­mål ved denne lej­lighed, og han får heller ikke et beroligende smil eller ord, hvis han ser noget, der bekymrer ham. Han er an­bragt i et isoleret, fremadvendt rum, hvor han ikke kan forstyrre sin mors vig­tige lytteoplevelse.

En far i supermarkedet har sin baby i en sele og konen eller kæresten i mobilen, så han kan modtage direktiver, mens han fylder indkøbsvog­nen. Baby dingler akavet med ryggen til far, og i stedet for tryghed ved fars kropsvarme, hæn­ger den lille forsvars­løst udsat for de mange indtryk, larm og an­dre mennesker, som fars færden fører dem ind i.

På cykelstien kommer en anden far susende på én af de der smarte, elektriske vare­cyk­ler, hvor man putter to-tre børn ned i en lukket kasse, så man selv kan sidde og snakke i mobil i fred, mens man fragter dem som postpakker el­ler købmandsvarer hen til in­stitutionen og tilbage igen.

I et lille skovstykke går en ung dame med to hunde i snor. Hundene trækker og snuser og er ved at vælte alt og alle i deres ivrighed efter at fornemme verden på deres korte luftetur. Men deres ejer er opslugt af lyden, musik, tale, historier, i sit smarte, orange headset, hun styrer dem ikke, deler ikke deres begejstring og er tabt for alle kontaktforsøg.

I busskuret står en ung mand og taler med sig selv. Han slår ud med armene og rå­ber vredt … Før i tiden ville vi have ringet efter den blå vogn*, hvis vi så nogen stå og tale opbragt med sig selv. I mobiltelefonalderen er det dog et helt almindeligt syn, og in­gen løfter et øjenbryn af den grund. Alle opfører sig som galninge.

Hjemme gør mor rent og vasker tøj, mens hun lytter til en krimi.

Far slår græsset eller vasker bil og lytter til sportsnyhederne.

Ungerne sidder med hvert deres apparat, PlayStation, mobil og tv-skærm. – Midt på dagen.

De elektroniske medier er virkelig smarte, også jeg bruger dem meget. Men jeg vok­sede op i en anden tid, så jeg kan godt lægge dem til side uden at gå i panik, når jeg færdes i det of­fentlige rum, når jeg er sammen med andre mennesker, når jeg skal koncentrere mig om no­get, eller når jeg bare vil nyde foråret, fuglene og stilheden.

* for unge, der måske ikke kender begrebet:

den blå vogn

blåmalet vogn som sindssyge personer blev hentet i

De har lige været her med den blå vogn og hentet ham. Findsen, den magre gymna­stiklærer HeHøjl89

https://ord­net.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59012184&query=den+bl%C3%A5+vogn