Vores venskab består, som så mange andre fine, langvarige venskaber, i, at jeg fodrer ham, når jeg ser ham.
Det begyndte, fordi jeg altid færdes med kattetørmad i lommen. – Det gør det så meget lettere at få hunden til at komme, når jeg kalder, og i det hele taget motivere den til at gøre, hvad jeg beder den om, at jeg, selv om den gamle hund for længst er fyldt 10 år, stadig ikke går nogen steder uden de små belønninger.
Kattemad, fordi vi stadig havde katte, da hunden var lille, og deres mad var forbudt og derfor uhyre spændende. Det blev så en nem vane at fylde lommen med disse godbidder inden træning og ture med hunden.
Jeg plejer at smide en håndfuld i haven til hunden, når vi er kommet hjem fra en skovtur, og da jeg også fodrer fugle i haven, havde jeg i forvejen kragens bevågenhed.
Kragen, som er en gråkrage, plejede at sidde oppe i de høje egetræer og holde øje med os, og så snart vi var gået ind, kom han fejende og nappede de små katteguffere, hunden havde overset, og så: – Hurtigt op i egetræet igen! – En dag gik jeg ud og viste ham posen og strøede med en overdreven bevægelse kattemad ud over græsset. Så gik jeg ind og holdt øje med ham fra vinduet.
Krager er kloge. Som en 6-årig, der lige har lært at krydse en trafikeret vej selv, sad han længe og så først til den ene side, så til den anden, før han flaksede ned og årvågent huggede godbidderne i sig.
Siden den dag følger han mig ofte, når jeg går udenfor. Han sidder i træet, på taget eller øverst på gadelampen og holder øje med mig, og når jeg ser ham, smider jeg en håndfuld kattemad til ham. Han følger mig også på skovturene, så sætter han sig fx på kirkens trappegavl og siger – Kraaa kraaaa, til jeg får øje på ham, smider maden, og er gået længere væk med hunden. Så lander han og gør sig til gode med lidt lettjente proteiner, Brugsens kattemad med fisk.
Hvis jeg går i mine egne tanker på vej hjem fra skoven, kan jeg godt blive en lille smule forskrækket, når han kommer glidende – Krager er faktisk store! – hen over hovedet på mig og lander på en lavtsiddende gren lige over os, men uden for hundens rækkevidde.
Vi har ikke længere høns, og af og til er der madrester, som vi ikke kan give hunden og heller ikke smide i komposten pga. faren for rotter. Sådanne rester, fx lidt kogt pasta eller gamle, tørre rundstykker, plejede jeg at give hønsene, for jeg hader at smide mad ud. – Nu går jeg ud på græsplænen og kalder på kragen. Heldigvis er hækken høj, for det må se vanvittigt ud. Men han er der for det meste. Kommer og lander på lygtepælen eller i egetræet og kigger med det ene øje, mens jeg smider maden ud over græsset. Når jeg er gået ind, og han har forvisset sig om, at hunden ikke er i sigte, kommer han, somme tider tager han kone og sønnike med, lander som en helikopter på græsset og spankulerer rundt og gør sig til gode, indtil den sidste krumme er væk.
Det et meget tilfredsstillende venskab. I modsætning til høns kan kragefamilien passe sig selv, så jeg behøver ikke have dårlig samvittighed, når jeg fx er på ferie, men som med alle andre, gode venner, kan vi af og til mødes ved spisetid.
Jeg har venner, der fortæller mig, at de ville skyde en krage, hvis de så den på deres grund. Krager gør skade, siger de. En dag så jeg en kommunal riffelmand stå ovre i skoven og skyde op i de gamle bøgetræer, hvor rågeflokken har deres reder. Det kostede mig nogle dages sorg og bekymring, men heldigvis dukkede min krage op i haven igen.
Og her er han fortfarende. Næsten dagligt. UNDTAGEN i juledagene, hvor hele familien kom på besøg, og jeg havde glædet mig til at vise børnebørnene min krage … I hele ugen var der ikke en eneste krage i sigte. Men om morgenen efter, at de var kørt, sad han oppe i egetræet igen og holdt øje med mig, da jeg var ude for at fodre gærdesmutterne, musvitterne, bogfinkerne, spætmejserne, skovspurvene, solsortene, skaderne, duerne – og alle de andre befjedrede venner, jeg har lige ude i haven.
Kragen på terrassen. Han er meget agtpågivende og svær at fotografere.