Krager

Her i Nordjylland er alle krager gråkrager. Derudover findes disse kragefugle i Danmark: sortkrager, ravne, råger, skader, skovskader og alliker, plus en enkelt forbipassende nøddekrige. Man skal til Sønderjylland, Fyn, Sjælland og udlandet mod syd, for at finde de nærmeste sortkrager. – Hvis man bor et sted med både råger og sortkrager, kan man skelne imellem dem på næbbet: Råger har en synlig hudfold over næbbet, det har krager ikke. Desuden larmer råger op og lever i store flokke, kragerne lever par- eller familievist og er generelt stilfærdige.

Krager er ret kloge. De observerer, regner årsagssammenhænge ud og kan handle efter det. Man har filmet dem ved et trafikeret kryds i Japan, hvor de smed nødder ned på vejen foran bilerne, når de holdt for rødt lys. Så satte kragerne sig lidt oppe på afstand og ventede, til lyset skiftede til grønt, og når bilerne var kørt og havde knækket nødderne for dem, fløj de igen ned for rødt lys og spiste ker­nerne. Derefter begyndte de forfra.

De lever længe, måske 20 år eller deromkring, og de lever i par. Ikke i flokke. – Flokke er så godt som altid de store, sorte, råbende råger eller de små vævre og travle alliker.

Råger og alliker bygger reder tæt sammen med andre råger eller alliker i toppen af høje træer. Der er en skræppen og en råben og en forfærdelig larm, ihvertfald i en rågekoloni, med en evindelig kom­men og gåen. Henne i juni er ungerne flyvefærdige og skal integreres i flokken. Det sker på de dag­lige føde­søgninger ned over enge og marker, hvor de spiser korn, frø, orme, biller osv.

Hen mod slutningen af august kan man se de store flokke af råger eller alliker, som laver flyve­øvelser hen over de steder, hvor de samles for natten. Hos os samles de omkring et kirketårn, snak­ker, skræpper, sludrer, flyver op, danner formationer og nærmest opfører ’sort sol’ i de sidste mi­nutter af dagslyset, før de i smågrupper finder sovepladser i den nærliggende skovs høje, gamle træer.

Ikke kragerne. Et kragepar kan holde sammen i hele deres livstid, hvis omstændighederne tillader det. De råber ikke meget, men udstøder af og til et ’Kraaah’ eller et ’Krahh-krahh’ for at fortælle part­neren, hvor de er.

Krageparret er territoriale. De har deres eget område, som de vogter over. De bygger en rede i et højt træ og flyver derfra ud for at fouragere. Også på enge og marker og i strandkanter. Krage­fuglene kaldes også for ’Nordens gribbe’. Det er dem, der sidder i træerne og holder øje med, om der ligger døde eller ådsler, som de gerne hjælper med at fjerne. De kan også finde på at plyndre småfugle­reder eller skraldespanden ved busstoppestedet, hvor skolebørnene smider deres økolo­giske mad­pakker med grovboller, og de unge smider deres burgeremballage eller kageposer med uspiste rester i.

Engang troede jeg, at alle havde problemer med at ramme skraldespanden her ved mit nærlig­gende busstoppested, men så så jeg en dag et kragepar målrettet tømme alle de sammensnørede hunde­poser ud for at nå ned til et kun halvspist burgermåltid og et par madpakker. – Ofte ligger de sorte hundeposer med indhold strøet i en kreds hele vejen rundt om busstoppestedets skralde­spand.

Kragerne sidder på toppen af lygtepæle, på kirken eller i høje træer og holder øje med området. De­res syn må være skarpt. Så snart en unge har smidt en halvspist bolle fra sig – og kysten er klar, så landing kan foretages uden risiko – er de der. Hvis bollen er tør og svær at brække i spiselige bid­der – ikke alle unge mødre er så gode bagere, som de selv tror – snupper kragen bidden og lægger den hen i mit fuglebad, indtil vandet har opløst brødet til en let spiselig, vandet grød.

Om morgenen smider jeg mad ud i haven til mine fugle. Solsikkefrø og en håndfuld kattetørmad til kragerne. Så sidder jeg med morgenkaffen og kigger på de flotte fugle. – Sådan har vi gjort i alle de år, vi har boet her, dvs. i mere end et kvart århundrede. Vores hus og have ligger i et gråkragepars territorium, og de holdt nøje øje med os i de første år.

De så mig komme ud med fuglefoder hver morgen, og de så mig smide foder ned i det store guld­fiskebassin, og så kom de nærmere og sad lige over mit hoved i egetræet. Så snart jeg var gået ind, kysten var klar, og småskvulp havde puffet noget af guldfiskefoderet op på bassinets bredder, lan­dede de store, elegante fugle og pikkede, hvad de kunne nå uden at få alt for våde fødder. – Små­fugle holder sig respektfuldt på afstand, skader bliver jaget væk, og duer tolereres i en slags væbnet våbenstilstand, hvor man ikke kommer hinanden for nær, men skiftes til at æde af de gode sager.

Vi havde også hund. Og hunde skal jo beskæftiges og belønnes. Så jeg havde altid kattetørmad pa­rat i lommen. Kattemad, fordi vi også havde to katte, og deres mad var jo forbudt og derfor meget, meget spændende og motiverende, når hunden skulle trænes og belønnes. Siden blev det bare en vane. Mine hunde kom altid, når jeg kaldte, og havde intet imod at få snor på igen efter en fri løbe­tur i sko­ven, for der var kontant belønning i form af kattetørmad. Når vi vendte hjem fra skov­turene, smed jeg en håndfuld af disse katteguffere på græsplænen som afslutning på dagens ud­flugt. Så kunne hunden gå og snuse og gnaske i lang tid, og den var aldrig ked af, at turen var slut, og at den skulle ind bag havelågen, for der ventede jo noget godt.

Denne vane havde kragerne noteret sig – fra deres høje udkigsposter ser de alt, hvad der foregår – og selv om hunde har gode næser, finder de ikke alt. Så kragerne kom ned på plænen, når kysten var klar, og tog, hvad hunden havde forbigået.

Det blev begyndelsen på et årelangt venskab, der endnu består. ’Mit’ kragepar holder matriklen un­der observation i de fleste af døgnets lyse timer og kan tilkaldes, hvis jeg går ud i haven med en skål madrester. Men det er morgenserveringen af kattemad og solsikkefrø, der er dagens faste møde­tids­punkt.

Mens kaffemaskinen snorker og pruster sin brune morgendrik ud, går jeg hver eneste dag året rundt ud med mad til mine fugle, både de store og de små. Til kragerne lægger jeg maden på fli­serne ved siden af fuglebadet, og til spurve, finker, mejser, spætmejser, solsorte, gulspurve, rødkælke og alle de andre mindre fuglevenner oppe i fuglefoderhuset over fuglebadet. – Og så er det bare at sætte sig indenfor i havestuen med kaffekoppen og betragte livet en meter foran de store skyde­døre.

Krager er altædende. Kød i form af orme, larver, insekter, æg, småfugleunger og et kadaver i skoven eller i vejkanten i ny og næ er delikatesser, så det proteinrige kattemad i hapsevenlige bidder er lige noget for dem, opdagede vi. Men også kulhydratrige brødstumper, frø, korn, ris, majs er eftertrag­tede. Det er kogt kål ikke, skulle jeg hilse og sige, og heller ikke for mange kartofler.

Til gengæld var det kragerne, der gjorde mig opmærksom på, at det var valnøddeår i 2018, da solen skinnede, og temperaturen helt usædvanligt lå omkring 30° fra maj og et par måneder frem. Vi har i omegnen et par store, gamle valnøddetræer, der kun sjældent sætter frugt af betydning. Men i sen­sommeren det år hørte jeg mærkelige lyde oppe på vores flade tag, som om nogen smed og trillede med kugler deroppe, og derefter en voldsom rumsteren – Det var kragerne, der stjal na­boernes valnødder og fra stor højde lod dem falde ned på mit tag, hvor de flækkede, så de gode ker­ner kunne pirkes ud. Der var megen kommers på det tag den sommer, og fortrappen flød med halve valnøddeskaller. Min mand måtte gentagne gange op og feje taget rent for skaller efter dem.

Kragerne er ikke tamme. De kan vænne sig til min tilstedeværelse, men de har klare sikkerheds­margi­ner, som skal overholdes, og de har ingen problemer med at kende det ene menneske, hende med morgenmaden, fra alle andre, gæster, børnebørn, fremmede. – ’Safety first’, er deres motto. – Hvis vi har gæster eller håndværkere i haven, ser vi ikke skyggen af en krage. Hvilket er ret akavet, når jeg gerne vil vise folk ’mine’ fine fugle …

Krager er store fugle, der har brug for et vist manøvrerum. De kan ikke lige vende på en tallerken, så før de lander på den snævre plads foran min havestue, har de først fra taget, lygtepælen eller det efter­hånden glatslebne kirsebærtræ sikret sig, at der er fri bane. Og de har for vane at fylde næbbet med så meget af de gode sager, som de kan bære, og så flyve op til et højere sted, på den højt­liggende græsplæne, på taget el. lign., for at spise i fred. De er altid meget agtpågivende, og specielt da, når de befinder sig på jorden og har brug for tid og plads til at lette igen.

Om foråret får kragerne en eller to unger, som kan følge de voksne forældrefugle i lang tid. – Vi har kun set det gamle forældrepar med én unge ad gangen.

Hannen, forestiller jeg mig, er den største. Han er den mest modige, ofte den første på pletten, hvis jeg har lagt noget ud, og han hidkalder de andre med et ’Krahh-krahh’. Derefter spankulerer han vær­digt omkring, som en rektor med armene på ryggen på vej til morgensamling.

Den, som jeg tror, er hunnen, er mindre. Om foråret er hun væk i en periode, men, ligesom vores hø­ner, da vi havde fritgående havehøns, som rugede, kommer hun en hurtig smuttur om aftenen, spi­ser så meget, hun kan have i næbbet i en fart, og tager så et hurtigt, forfriskende bad i fugle­badet, før hun efter fem minutter er væk igen. Jeg forestiller mig, at den slanke fugl ruger i en rede i et af de høje træer inde i skoven.

Og så kommer de to gamle en dag i følgeskab med en lille, hoppende ungfugl med ny, let pjusket, men skinnende, fjerdragt. Der er meget ’Krahh-krahh’ og ’Kraaaah’ – ’Jeg er her, hvor er du?’  – som gode, gamle Konrad Lorenz formulerede det, da han studerede gæs ved en flodbred i Østrig. – Og et trut, et kragetrut, som sikkert betyder ’Pas på!’, når nogen træder ud i haven.

Krager kan både hoppe eller gå, når de er på jorden. De kan også tage vingerne til hjælp og løbe el­ler flyve lavt.

Ungfuglen skal først lære alting. Den falder vingeblafrende mange grene ned igennem kirsebær­træet, før den får fat og kan sidde roligt, som de voksne. Den skal prøve at sidde i havemøblerne, som er hvide af kragestrint, og den hakker undersøgende i alting. Men lige som med vores høns, lærer de voksne den, hvad der kan spises, og hvad der ikke kan. Ungen bukker sig dybt og slår yd­mygt ud med begge vinger, som en bukkende hofmand i vid kappe, når den nærmer sig en foræl­derfugl, hvorefter den frækt hugger den voksnes mad eller tigger ved at skræppe højt med nakken tilbage og åbent næb.

Når ungfuglen når voksenstørrelse, kan jeg kende den fra hunnen på dens sorte brystmærke. Alle kragerne har forskellige aftegninger af sort på koksgrå baggrund. Hovedet, fødderne, halen og vin­gerne er sorte, og så har de på halsen under næbbet en sort plet, som er klart forskellig i form og ud­strækning fra fugl til fugl. Faderen har en stor, uregelmæssig plamage. Moderen en bred, skjold­formet aftegning, der flyder helt sammen med hovedets farve. Ungens halsplet deler sig som et ned­advendt ’Y’ med lange forgreninger. Også striberne fra de sorte vinger hen ad siden mod hove­det er forskellige i længde og tykkelse, så man, hvis man kender sin krage godt, også kan skelne den fra an­dre krager set fra siden. Det har nu nok størst betydning blandt kragerne selv.

I løbet af vinterhalvåret forlader ungfuglen forældreparret. Måske slutter de unge fugle sig sammen i ungflokke, lige som vildtlevende høns gør det? Det kunne forklare det hyppige syn på markerne af større flokke af de ellers parvist levende krager i sensommer, efterår og vinter. Som til en stor festi­val samles ungfuglene, finder en passende mage og slår sig ned i et højt redetræ i et ledigt territo­rium i nærheden.

Jægere og landmænd lider af en indgroet modvilje mod krager og alle andre kragefugle og forsøger ofte at skyde dem, ’regulere bestanden’, som det eufemistisk hedder. De hævder, at kragerne tager deres hønse- og fasankyllinger og andet småfuglevildt og harekillinger, som de betragter som deres retmæssige ejendom. – Flere jægere, som jeg har talt med, kender end ikke forskel på en krage og en råge! – Måske kan de bare godt lide at skyde på noget.

Så kragerne er søgt fra landet ind til villakvarterer med fred og ro og høje træer. Her finder de fuglefodrende venner og velfyldte skraldespande, så de slår sig ned og overvåger alt. – Også katte tager fugleunger og svagelige indi­vi­der, og på trods af hunde, katte og en lille kragefamilie har vi altid haft et levende liv i haven af både store og små fugle.

Men jeg er ikke så blåøjet, at jeg ikke er klar over, at hvis jeg en skønne dag faldt om i min have og ikke blev fundet lige med det samme, ville kragerne være blandt de første til at nuppe mine øjne og andre, tilgængelige bløddele. Det er deres plads i naturens store orden.

Kragerne har næsten tømt denne kommunale affaldsspand for at nå en halvfyldt pose chips. – Nu er affaldsspanden blevet forsynet med et tungt metallåg.

Jeg har en ven, der er krage

Vores venskab består, som så mange andre fine, langvarige venskaber, i, at jeg fodrer ham, når jeg ser ham.

Det begyndte, fordi jeg altid færdes med kattetørmad i lommen. – Det gør det så meget lettere at få hunden til at komme, når jeg kalder, og i det hele taget motivere den til at gøre, hvad jeg beder den om, at jeg, selv om den gamle hund for længst er fyldt 10 år, stadig ikke går nogen steder uden de små belønninger.

Kattemad, fordi vi stadig havde katte, da hunden var lille, og deres mad var forbudt og derfor uhyre spændende. Det blev så en nem vane at fylde lommen med disse godbidder inden træning og ture med hunden.

Jeg plejer at smide en håndfuld i haven til hunden, når vi er kommet hjem fra en skovtur, og da jeg også fodrer fugle i haven, havde jeg i forvejen kragens bevågenhed.

Kragen, som er en gråkrage, plejede at sidde oppe i de høje egetræer og holde øje med os, og så snart vi var gået ind, kom han fejende og nappede de små katteguffere, hunden havde overset, og så: – Hurtigt op i egetræet igen! – En dag gik jeg ud og viste ham posen og strøede med en overdreven bevægelse kattemad ud over græsset. Så gik jeg ind og holdt øje med ham fra vinduet.

Krager er kloge. Som en 6-årig, der lige har lært at krydse en trafikeret vej selv, sad han længe og så først til den ene side, så til den anden, før han flaksede ned og årvågent huggede godbidderne i sig.

Siden den dag følger han mig ofte, når jeg går udenfor. Han sidder i træet, på taget eller øverst på gadelampen og holder øje med mig, og når jeg ser ham, smider jeg en håndfuld kattemad til ham. Han følger mig også på skovturene, så sætter han sig fx på kirkens trappegavl og siger – Kraaa kraaaa, til jeg får øje på ham, smider maden, og er gået længere væk med hunden. Så lander han og gør sig til gode med lidt lettjente proteiner, Brugsens kattemad med fisk.

Hvis jeg går i mine egne tanker på vej hjem fra skoven, kan jeg godt blive en lille smule forskrækket, når han kommer glidende – Krager er faktisk store! – hen over hovedet på mig og lander på en lavtsiddende gren lige over os, men uden for hundens rækkevidde.

Vi har ikke længere høns, og af og til er der madrester, som vi ikke kan give hunden og heller ikke smide i komposten pga. faren for rotter. Sådanne rester, fx lidt kogt pasta eller gamle, tørre rundstykker, plejede jeg at give hønsene, for jeg hader at smide mad ud. – Nu går jeg ud på græsplænen og kalder på kragen. Heldigvis er hækken høj, for det må se vanvittigt ud. Men han er der for det meste. Kommer og lander på lygtepælen eller i egetræet og kigger med det ene øje, mens jeg smider maden ud over græsset. Når jeg er gået ind, og han har forvisset sig om, at hunden ikke er i sigte, kommer han, somme tider tager han kone og sønnike med, lander som en helikopter på græsset og spankulerer rundt og gør sig til gode, indtil den sidste krumme er væk.

Det et meget tilfredsstillende venskab. I modsætning til høns kan kragefamilien passe sig selv, så jeg behøver ikke have dårlig samvittighed, når jeg fx er på ferie, men som med alle andre, gode venner, kan vi af og til mødes ved spisetid.

Jeg har venner, der fortæller mig, at de ville skyde en krage, hvis de så den på deres grund. Krager gør skade, siger de. En dag så jeg en kommunal riffelmand stå ovre i skoven og skyde op i de gamle bøgetræer, hvor rågeflokken har deres reder. Det kostede mig nogle dages sorg og bekymring, men heldigvis dukkede min krage op i haven igen.

Og her er han fortfarende. Næsten dagligt. UNDTAGEN i juledagene, hvor hele familien kom på besøg, og jeg havde glædet mig til at vise børnebørnene min krage … I hele ugen var der ikke en eneste krage i sigte. Men om morgenen efter, at de var kørt, sad han oppe i egetræet igen og holdt øje med mig, da jeg var ude for at fodre gærdesmutterne, musvitterne, bogfinkerne, spætmejserne, skovspurvene, solsortene, skaderne, duerne – og alle de andre befjedrede venner, jeg har lige ude i haven.

Kragen på terrassen. Han er meget agtpågivende og svær at fotografere.