På skovturen fik jeg den sødt krydrede fært af skovmærker i næsen. Jeg stoppede og fik øje på de små, hvide og stærkt duftende blomster nede i græsset under et bøgetræ, men da jeg bukkede mig og strakte hånden frem for at plukke en, sad der omgående tre bittesmå, sorte skovflåter på min håndryg!
Det samme skete sidste år, da jeg havde mit barnebarn med på skovtur: Aldrig så snart havde vi gået ti meter hen ad skovstien, før det lille menneske var tæt besat med de små blodtørstige sataner på både arme og ben.
Igennem et halvt århundrede har jeg gået daglige, timelange ture i den samme skov.
I min barndom byggede jeg huler, gemte mig i græsset, sad og flettede blomsterkranse, plukkede blåbær, og jeg fik kun en enkelt gang − i 1966 − en skovflåt på mig. Jeg så næsten aldrig et rådyr heller. Kun, hvis jeg stod op klokken tre en sommermorgen og trængte dybt ind i skoven, alene og imod vindretningen, kunne jeg være heldig at se et dyr eller to i en lysning.
I dag ser jeg rådyr i fuldt dagslys hver eneste dag, et, to eller småflokke, fede, halvtamme, vinterkornfodrede dyr, som knap gider flytte sig, når hunden og jeg krydser deres vej. Og jeg får omkring tyve flåter på mig hver sommer og må igennem penicillinkure pga. røde, hævede partier efter deres bid, og jeg er endda for længst holdt op med at sætte mig i græsset. − Hunden får hundreder flåter på sig trods drypning med bekostelige, giftige midler hver tredje eller fjerde uge sommerhalvåret igennem.
Rådyr er mellemværter for flåter, og dyrene er selv hårdt plagede af utællelige mængder af de små blodsnyltere. Efter at de store vandmiljøplaner, som påbød vintergrønne marker, blev gennemført i slutningen af 90’erne, og efter at jægere i stor stil begyndte at sætte korntønder ud i skoven til glæde for deres hjortedyr og fasaner, er bestanden af rådyr mangedoblet med en kraftig opformering af de sygdomsvoldende flåter til følge.
Bør vi ikke regulere dyrebestandene tilbage til et mere bæredygtigt niveau? Eller skal vi vente, til sygdomme og genindvandrede ulve udrydder flokkene? Kan vi leve med, at vi har skove, hvor man ikke kan plukke en buket blomster, sætte sig og plukke blåbær eller holde en god, gammeldags skovtur på et tæppe i græsset?
Her tænker du på “Flåter og rådyr”