En af de unge soldater, der døde i Afghanistan i foråret, blev begravet fra nabokirken.
En ung studievært dør af kræft, og det er rædsomt at tænke på. Ligesådan var det med vores søde, unge tandplejer: Hun gav os gode råd om tandhygiejne og livsstil, og næste gang vi kom på klinikken, var hun død af et hjerteslag, kun godt 30 år gammel. I krigen i Afghanistan har Danmark mistet en halv snes unge mænd alene i år. Vi bliver alle dybt berørte, selv om disse unge ikke hører til blandt vore nærmeste. Det er uhyrligt og enormt uretfærdigt, når unge mennesker går bort før tid, men det er naturligvis allerværst for de pårørende.
Vi mennesker er meningsskabende dyr. Vi kræver en forklaring, og hvis der ikke er nogen, skaber vi den selv. Eventuelt i form af religiøse fantasterier. – Det skulle bare være sådan, siger vi veninder til hinanden, når pudsige sammentræf opstår. Eller: – Der er en mening med alting.
Når et ældre menneske går bort, forliger vi os med det: – Han var mæt af dage, siger vi. Men når et ungt menneske pludseligt dør, kan vi ikke længere få tilværelsen til at hænge sammen, for det er imod reglerne. Ingen af alle vore floskler slår til. Kun de mest troende og selvoptagne kan måske bilde sig ind, at det er en personlig prøvelse sendt fra Gud; at nogen må lade livet, for at JEG kan blive testet.
Hvis vi kan, vil vi prøve at lægge skylden for døden på den døde, blot for at forklare dødsfaldet for os selv, så vi kan leve videre med mindre frygt for det meningsløse. Men det kan ikke altid lade sig gøre at placere ansvaret. Hvis den unge ikke var spiritusbilist, kriminel, junkie el. lign., men blot var en pæn, ung gymnasieelev, studievært eller tandplejer, der kom ud for et ulykkestilfælde eller fik en sygdom. – Det er jo ikke til at holde ud! For hvis det kan ske for dem, kan det ske for alle – Også for mig! Også selv om jeg gør alting rigtigt! – Spiser gulerødder, løber rundt på villavejene efter solnedgang og forsager alt sødt, godt, sjovt og impulsivt.
Jeg går og ukrudtsbrænder havens flisegange. En vims lille bænkebider kommer løbende lige ind i flammen. Jeg kan intet gøre udover at foretage yderligere medlidenhedskremering, da han halvt opbrændt ruller sig sammen. – Hvor kom han fra? Hvad havde han gjort, siden han fortjente denne pludselige død?
Vi aner det ikke. Han vimsede frisk omkring og gjorde det, som bænkebidere nu engang gør, da den store gasflamme ramte ham som lyn fra en klar himmel.
Det kan være meget svært at acceptere, at vi mennesker her på jordens overflade, når alt kommer til alt, ikke er mere betydningsfulde end et uanseligt, fliselevende krebsdyr.