Nytår … Nyt år … Og pænt ser det ud. Velkommen 2007.
Lidt vådt, måske, og usædvanligt lunt for årstiden. Det er første gang i mit liv, at jeg kan plukke udsprungne forsytia i min have Nytårsdag, og alle skovens søer går langt ud over deres sædvanlige bredder. Det er åbenlyst ikke drivhuseffekten, der gør sig gældende, det er Syndfloden, der er på vej. Sikkert fortjent.
Jeg går ind i mit 51. år, men det er Verden ligeglad med. Dens år kan slet ikke tælles. Jeg er ikke blot en dråbe i havet. Jeg er en kortlivet, minimal del af et atom i et molekyle i en dråbe i et grænseløst hav. – Det var hunden også, men i modsætning til den er jeg her endnu, og jeg sidder kun her, fordi jeg ikke gider gøre rent efter julegæster.
Da jeg lærte at tælle og begyndte at forstå tal, gik det op for mig, at vi nærmede os år 2000. Jeg må have været omkring 8 år dengang i begyndelsen af 60’erne, og jeg regnede ud, at jeg ved årtusindskiftet, hvis jeg da stadig var i live, ville være langt over 40! Så jeg opgav alle tanker om at opleve år 2000.
Nu er jeg her så alligevel. Stormen 1. januar har lagt sig. Min gamle hund døde pludseligt og stilfærdigt, mens jeg sad med dens hoved i mine hænder, Juledag om aftenen. Det var et hjerteslag, sagde dyrlægen.
Vi havde haft en dejlig jul. Der var flere gaver under træet til hunden end til nogen af os andre. Nydeligt indpakkede gumleben. Den var en bamset, godmodig Newfoundlænder og havde mange venner. Vi havde været ved stranden. Gået en tur og småsoppet i strandkanten. Og så, da aftenfreden sænkede sig, listede den diskret af …
Sorgen over en gammel familiehund er ikke til at skelne fra sorgen over et menneske, blot kommer man hurtigere igennem de forskellige stadier: panik, benægtelse, vrede, gråd, savn, nyorientering … Efter en uge sidder man og leder efter hvalpe på Nettet. En hund kan erstattes. Det kan et menneske ikke. Så jeg skal hente den nye, 8-ugers hvalp i morgen.
Cavlingprisen 2006 blev tildelt journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard for deres serie i Politiken om flygtningenes børn. En fintfølende serie, der omsider bragte vores ellers kollektivt fortrængte samvittighed frem på forsiderne. Og straks er der nogen, der protesterer højlydt og ikke under andre noget. De vil sikkert kæmpe et politisk slag, men dette drejer sig ikke om politik. Det drejer sig om vores egen værdighed som mennesker, og den kan ikke underkendes og decimeres til at blive en overfladisk, politisk dagsorden.
Politiken er en selvfed avis. ”Selvfed” er et af de bedst beskrivende ord, som unge mennesker har opfundet i nyere tid. Over alt, hvad der drejer sig om avisen selv og dens medarbejdere, hænger der en lummer, selvgod sky. Men det må man tage med, for bedre avis findes ikke i Danmark i dag. Politiken er uundværlig. Kvalitet og højt ambitionsniveau hele vejen igennem fra den journalistiske linie, selvkritikken, over fotografierne, tegningerne og layoutet. Respekt! – Også et godt, nyt, ungt ord. Og hjerteligt til lykke med prisen! Den er absolut fortjent.
Når Syndfloden rammer, og vi kravlende søger at redde os op i de nærmeste træer og op på de højeste bakketoppe, så vil Tøger Seidenfaden formentlig blive bedt om at bygge en ark.
Godt Nytår!
Her tænker du på “Nytår 2007”